Livsstil

6686012415_4fef601998_bookie

Det korte svar: indtægter fratrukket udgifter.

Det lidt mere sofistikerede: det afhænger af omsætning på kampen samt tilbagebetalingsprocenten.

Lad os se nærmere på hvordan vi bedre kan få en forståelse af bookmakernes indtjening på et givent væddemål…

 

Bytte bytte købmand

Som al anden købmandskab er en bookmakers indtjening afgjort af den pris han kan indkøbe sit produkt til kontra hvad kundernes (spillernes) er villige til at betale for det samme produkt. Med køb skal i dette i dette tilfælde forstås som at spillerne ´køber´ deres væddemål af bookmakeren og loven om udbud og efterspørgsel træder i kraft.

Hvis købmanden kræver en pris, som en kunde vil betale, så er der belæg for at indgå en aftale. Kræver købmanden en højere pris end en kunde vil give, så tjener købmanden sandsynligvis ingen penge på sit produkt eller service.

På samme måde er det for en bookmaker.

 

Kloge penge vs dumme penge

Huset vinder altid! –

Lyder et udsagn, og hvorfor nu det. Eller rettere hvordan?

For at forstå hvordan en bookmaker fungerer er det nødvendigt at kende til nogle centrale begreber: chancevurdering, tilbagebetalingsprocent og betvalue.

 

Chancevurdering

Når du foretager en chancevurdering af en kamp, estimerer du sandsynligheden for de forskellige udfald. Du forsøger altså at værdisætte kampen på samme måde som en bookmaker.

Du kan læse mere om hvordan du foretager en korrekt chancevurdering her:

Link: http://www.betxpert.com/betting-ordbog/chancevurdering

 

Tilbagebetalingsprocent

Når du har foretaget din chancevurdering, lige som bookmakeren, er det tid til at se nærmere på de odds du kan spille på. Oddsne du tilbydes af en bookmaker er baseret på deres vurdering af en given kamp.

Du kan læse mere om, hvordan du beregner den teoretiske tilbagebetalingsprocent her:

Link: http://www.betxpert.com/betting-ordbog/chancevurdering

 

Betvalue

At kunne beregne bet value er essentielt for en hver vindende oddser eller bookmaker. Det betyder kort sagt, om der er værdi i at spille på et givent udfald.

Det kan godt være at Brøndby går ind som storfavoritter til en kamp, men der er ikke ensbetydende med at værdien ligger i et spil på sejr til Brøndby.

Du kan læse mere om Bet value her:

Link: http://www.betxpert.com/betting-ordbog/betvalue

 

Pre bet eller live bet

Hvor det tidligere kun var muligt at spille på begivenheder, før de startede, så er det i dag muligt at placere væddemål undervejs i et spil. Dette kaldes for live betting.

Når du better live er det vigtigt at du hele følger med i den valgte begivenhed, hvad enten det er en fodboldkamp eller et politisk valg.

Der sker konstant ting som ændrer variablerne for odds sætningen, og hvis du er skarp, kan du ofte få et langt bedre odds, end du ville have gjort før kampen.

Et redskab som mange oddsere gør flittigt brug af er Livescore, da det giver muligheden for at følge specifikke kampe undervejs mens de spilles.

Du kan følge med i live score her:

Link: http://www.livescore.com/

 

De sorte svaner

I april 1987 faldt lodtrækningen til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen i fodbold ud, således at Skagen fra Jyllandsserien fik fornøjelsen af at skulle op imod mastodonterne fra Vestegnen, som samme år havde nået kvartfinalen i det der i dag svarer til Champions League.

En noget nær uhørt bedrift i dansk fodboldhistorie og det var da også mest et spørgsmål om sejren skulle være af tocifret størrelse.

Nu kendes de nøjagtige odds for den specifikke kamp ikke, men det virker som en rimelig antagelse at Skagen næppe var forhåndsfavoritter.

Lige som nogle australske forskere på et tidspunkt opdagede de berømte ´sorte svaner´, så findes der også svaner i fodbold.

De ´sorte svaner´ betyder, at op til et vist tidspunkt var den gængse opfattelse, at svaner KUN kunne være hvide, lige indtil et hold forskere opdagede der også fandtes sorte svaner – og dermed skete et paradigmeskifte.

Måske noget af en påstand, men op til kampen, skulle der nok ledes længe efter en begejstret formand for den lokale klub, som oprigtigt troede på at Skagen ville have en kinamands chance.

 

Ved pausen stor der da også 1-0 på tavlen til de blå gule.

Der manglede ikke mere 3 minutter på stadionuret, da det lykkedes en spiller fra Skagen at score det forløsende mål, som sikrede Skagen forlænget spilletid. En trekvart sejr i sig selv.

Brøndby pressede på og fik udlignet til 2-1, men blot for 2 minutter efter igen at se en skagen spiller rage bolden ind over stregen til 2-2.

Straffesparkskonkurrence.

Om det var nerverne der pludselig spillede de blå gule spillere et puds, skal være usagt, men faktum er, at det lykkedes skagen spillerne at score på 5 ud af 5 straffespark på en ung Peter Schmeichel, mens skagens målmand reddede to spark fra pletten og dermed var miraklet i Skagen en realitet.

At oddse kan være en sjov og underholdende ting med drengene om lørdagen og tilfører lidt kolorit. Men der er en grund til at ´huset altid vinder´, så sørg for at kende din risiko og mulighed.

Du sender jo ikke dumme penge af sted til bookmakeren, vel?

Photo by Steve Jeffries

16331916468_6223b8cbe9_soccer-television

Dooong!… er en lyd mange, særligt unge, mænd har et helt særligt forhold til. Nej. Vi tænker ikke på strøm eller ampere som det første. Vi tænker derimod på tipskuponer, læskende kolde drikke og i selskab med the good old Tommy ´Stålhår´ Troelsen.

 

Kært barn får nyt navn

Der var en gang hvor det at udfylde en tipskupon, var forbundet med timers research af de enkelte hold og ligaer i avisen. Allerhelst tekst TV.

Denne (sofa-) ´sport´ var nok for de flestes vedkommende forbeholdt hankøn, og gerne i selskab med en Carlsberg inden for passende rækkevidde.

På et tidspunkt introducerer Den Danske Tipstjeneste noget de kalder for Oddset. En helt ny mulighed for at ´tippe´ på fodboldkampe.

Hvor man på en traditionel tipskupon skal forudsige resultatet af 13 på forhånd udvalgte kampe, så kan man i Oddset nøjes med at spille på helt ned til 3 kampe. Det mener nogle gør det lettere at opnå en gevinst.

Pludselig tipper man ikke længere, nu er det nye sort pludselig at oddse.

 

Fra kiosk til internet til app

Op til et vist (teknologisk) tidspunkt i historien, var det at tippe og oddse stort set altid forbundet med en tur ned i den lokale kiosk eller supermarked, men i takt med at udbredelsen af teknologi og hjælpemidler vinder frem udfylder flere og flere deres tipskuponer online.

Online vil i denne kontekst sige, at det ikke længere er nødvendigt med den obligatoriske tur i kiosken, da det nu er muligt at sætte sine 3 eller 13 krydser hjemme foran computeren i sine snavsede underhylere.

Da Smartphonen, godt ført an af Apples Iphone, først bliver allemandseje, bliver adgangen til at tippe og oddse ikke længere et spørgsmål om geografi, men et spørgsmål om adgang til teknologi.

Hr. Og Fru Danmark er i dag fuldt ud i stand til at oprette en konto online og dermed få adgang til at spille på alt fra hvem der vinder det engelske mesterskab i fodbold til hvem som ryger ud i det næste X faktor program.

 

Ludomani eller allemandseje?

Er det ludomani at spillere for tusinder af kroner på nogle fodboldkampe om lørdagen?

Er det ludomani at sidde 12 timer i en spillehal og håbe på at netop dette er dagen Fru Fortuna tilsmiler én?

Der er uden tvivl nogle som vil forbinde ovenstående med ludomani eller i det mindste noget som rimer på. – men er det altid et spørgsmål om størrelsen af beløbet der spilles for?

Erhvervsmanden Lars Seier, grundlægger af Saxo Bank, meldte i forbindelse med det amerikanske valg ud, at han havde satset et 6 cifret beløb på Donald Trump ville vinde, og kunne dermed stikke en pæn fortjeneste i lommen.

Gør det dermed Lars Seier til ludoman, da det vel trods alt er de færreste danskere som spiller seks cifre på et enkelt væddemål?

 

Fra Brøndby til Birthe Kjær

I dag kan der umiddelbart spilles på (næsten) alt fra traditionelle sportsudfald til Grand Prix over til politiske udfald á la Brexit.

Er der dermed tale om, at ludomanien har sneget sig ind under huden danskerne forklædt som en ´folkesport´?

Hvor det at smide en plov på Brøndby nakker de hviiie bliver set skævt til, men at placere den samme plov på Henrik Sass som den næste finansminister er godt set og analyseret?

Svaret afhænger (formodentlig) af hvem du spørger. Det vriker dog som en rimelig antagelse, at trods muligheden, så er der nok flere som oplever et misbrug, når det kommer til spilleautomater og odds, end om Thomas Blachman smider deltager X eller Y ud.

 

Skæbnens ironi

Eller måske rettere Danske Spils vil det, at mens man med den ene hånd flittigt reklamerer for alt fra spilleautomater til landsdækkende Lotto og bringer reportager fra ´anonyme heldige vindere´, så køres der samtidig og med jævne mellemrum kampagner for Centeret for Ludomani, hvorfor ironien er svært at overse.

Med den venstre hånd reklameres der altså for det samme produkt, den højre hånd reklamen efter advarer imod?

Mon ikke de fleste af os kender en god gammel fortælling om en lettere tunghør mand, som tankerne passende ledes i retning af her:

´Goddag danske spil økseskaft´.

Photo by CJS*64

2657421249_b4ab42c269_poker-fold

Og det startede i de dage

Hvor Gustav Hansen, i gambler kredse og miljøet bedre kendt som slet og ret ´Gus´, tonede frem på skærmen i 2003 på TV3 i programmet ´En gambler i Las Vegas´.

Her fik man et indblik i Gus liv som professionel pokerspiller til daglig. I en scene i programmet ser man en anden kendt dansk pokerspiller Mads Andersen være løbet tør for cold cash, hvorefter Gus på spottet finder en bunke sedler op af lommen og giver Mads 10.000$ til at tilmelde sig en stor poker turnering. Stor er faktisk en underdrivelse, i det det er den største af dem alle WSOP Main Event med 10.000$ i buy in (World Series of Poker).

´Hvis han spillede hjerter dame før, burde han så ikke være renonce omtrent nu?´

Mange, særligt yngre mænd, fik tanken efter at have set programmet ´Hey, jeg var sgu da rimelig god til det dér hjerterfri i 8.B, måske…´

Dét som dog for alvor sparkede gang i poker boomet verden over, mener mange kan spores tilbage til én enkeltstående begivenhed i 2003, nemlig da en komplet average Joe, Chris Moneymaker, ud af det blå gik hen og vandt titlen + 2.5 mio dollars.

Hvis Moneymaker kunne gøre, hvorfor skulle en hver så ikke kunne gøre det?

Og dermed så pokeren det første spæde lys i hvad der skulle vise sig at blive en sejrsmarch over de næste 10 års tid.

Museskadet

Pludselig kunne unge mænd sidde i deres Bjørn Borg og JBS derhjemme og med et par klik hist og her tjene mere på en time, ja sågar en enkelt hånd, end hvad deres forældre ville tjene hele den pågældende måned.

Og lad det være sagt. Det var der en del som gjorde.

I 2003 da Moneymaker løb med titlen, gjorde han det foran 839 deltagere.

Da Danske Eastgate bare 5 år senere i 2008, gjorde ham kunststykket efter skete det foran et velvoksent felt på nu 6844 deltagere, altså mere end en 8-dobling.

Selv om Moneymaker ramte jackpot og en gevinst på 2,5 mio dollars, så blegner det næsten sammenlignet med Eastgates præmiecheck som lød på astronomiske 9.152.416 dollars, hvilket i datidens kurs var på den gode side af 53 mio gode danske kroner.

Det er da et meget pænt beløb for at spille kort i en uge, vil de fleste trods alt nok være enige i.

 

Efter 7 fede år

Kommer som regel en slankekur. Og i nogle tilfælde skandaler. Pokerkurven i Danmark kendte efter programmet på TV3 Med Gus kun en vej siden da og i årene som kom, og det var opad.

Fra sidelinen kan poker miljøet se den ene unge online pro efter den anden (ofte under 25), indtage tronen som den ubestridte King of Online Poker: Phil Ivey, Patrik Antonius, Tom ´Durrr´ Dwan´ og Isildur1 som de bedst kendte. Med det refereres der til den naturlige respekt som følger med at spille for de højeste beløb på nettet, ofte mange millioner kroner per session.

Føromtalte Gus besad i manges øjne selv den fineste plads blandt ligesindede i en del år eller var som minimum i Top 5. Ironisk nok er Gus i dag den mest tabende spiller online nogen sinde i historien og han står noteret for et tab (kun) online på mere end 50 millioner dollars.

Sådan surfer poker på bølgen en del år, men intet varer for evigt.

Heller ikke poker.

 

Det herrens år

På et tidspunkt i 2016 indtræffer en række af begivenheder, som til sammen ender med tilsammen at blive Online pokerens Pandoras æske.

USA

Efter længere tids debat i USA om hvor vidt online poker skal være lovligt, vedtages det i 2006 at ulovliggøre det og med ét og fra dag til dag, afskæres en stor gruppe af pokerspillere fra deres daglige levebrød.

Konsekvensen ses da også tydeligt (og hurtigt), idet antallet af tilmeldte spillere i de mest populære turneringer på netttet daler, hvilket får en afsmittende effekt på størrelsen af de garanterede præmiepuljer.

Full Tilt Poker

Full Tilt Poker, en af datidens største aktører og pokerudbyder, oplever pokerverdenens største shitstorm, og det endda før begrebet er opfundet, da det rygtes at firmaet reelt er insolvent og ude af stand til at udbetale spillernes penge.

Der tales lige frem om et Ponzi Scheme. Vores egen Gus er på dette tidspunkt en af de Full Tilts ansigter udadtil og må stå på mål for lidt af hvert.

Der går ikke længe før alle (mange) spillere trækker deres indestående ud, hvilket igen forstærker den negative effekt og der rapporteres dagligt om spillere, også profiler, som ikke længere kan cashe out.

Full Tilt Poker kom sig aldrig over den dårlige omtale, og lukkede nærmest fra dag til dag. I årene efter var et langt retsligt forløb, hvor flere af grundlæggerne sad på anklagebænken.

Poker er død – Længe leve poker!

Flere toneangivende profiler i miljøet ser i dag de to ovenstående begivenheder, som det der reelt blev begyndelsen på enden.

Poker er i dag ikke dødt og der spiller stadig online dagligt og særligt i weekenderne, hvor hobbyspillerne har bedre tid og mulighed for at sidde med ved den grønne filt.

Faktisk tiltrækker mange af de større turneringer på nettet det samme, eller et større, antal spillere end tidligere.

Der hvor den primære forskel ses på tidligere og nu, er på det som kaldes cash game (kontantspil) hvor niveauet i dag er tårnhøjt og matematisk set tæt på at være ´løst´ på samme måde som med backgammon.

Brugen af data og statistik til at analysere egne handlinger samt ´rivaler´, er ikke længere kun forbeholdt erhvervslivet, men har længe haft vundet indpas i pokerens verden.

Poker er ikke dødt, men snarere genopfunden i en ny udgave, hvilket også ses på Danmarks største pokerforum Pokernet, hvor 8/10 tråde tidligere relateredes til poker og enkelte som var spas og løjer, så er det i dag snarere modsat, hvor der oprettes 1/10 indlæg, som er pokerrelateret

Trods bord- og jetonarbejderen har svære vilkår, er det nok lige hurtigt nok at erklære racen for ´udryddet´…

Photo by Xuan-Luong NGUYEN

Blivanarkisthashtag

Anarkisme-fact #1: Den eneste indvandring du har lov at regulere, er indvandringen til din private ejendom – de eneste penge du har ret til at bruge på vedkommende, er dine egne. #KomSåVidere #BlivAnarkist

Posted by Lars Andersen on 26. august 2015

Anarkisme-fact #2: I dit daglige liv er du markeds-anarkist. Tillykke! Du afpresser ikke din nabo, du starter ikke krige…

Posted by Lars Andersen on 28. august 2015

Anarkisme-fact #3: Politiske synspunkter hos ikke-anarkister er som at slå med en terning – det er simpelthen ikke…

Posted by Lars Andersen on 2. september 2015

Anarkisme-fact #4: Når man som anarkist/volantarist debatterer skat og indkrævning af samme med statstilhængere, påstår…

Posted by Lars Andersen on 4. september 2015

Anarkisme-fact #5: “X aktivitet er forkert og skal bekæmpes, fordi konsekvenserne af X belaster skatteyderne”Nej, din…

Posted by Lars Andersen on 9. september 2015

Anarkisme-fact #6: Politikere kan ikke skabe værdi. Det tætteste de kan komme på faktisk værdiskabelse er, når de…

Posted by Lars Andersen on 14. september 2015

Anarkisme-fact #7: Her er en liste over betydningen af 10 almindelige ord på stats-lingo:1. Menneskesmugler: Fredelig…

Posted by Lars Andersen on 15. september 2015

Lars Seier Christensen (på billedet ovenover, snuppet fra Saxo Bank) er aktuel som mæcen for det nye europæiske Ayn Rand institut. Liberator har – via Jonathan – fået et lille interview.

Vi starter med et spørgsmål, som de fleste frihedsglade frihedskæmpere nok har stillet sig selv. Er det overhovedet værd at kæmpe på en politisk kampplads? Nytter det noget som helst?

“Det må enhver jo vurdere for sig selv. Jeg forstår godt at folk er skeptiske overfor politik generelt – politisk aktivitet gør ikke noget godt for mange af de personer, der involverer sig. Nidkærhed, magtbegær, konspiratorisk opførsel, overdreven opfattelse af egen betydning, moralsk korruption er blandt de karaktertræk der præger mange politikere. Men der er nu også enkelte, der har fattet at det i virkeligheden drejer sig om at begrænse politiks skadevirkninger, snarere end om at udøve sine egne holdninger og påtvinge andre mennesker sine egne kæpheste. Mange af disse mennesker er idag samlet i Liberal Alliance, og det synes jeg er lidt befriende at opleve. Misforstå ikke min egen rolle, jeg er ikke politiker og ønsker ikke at være det. Jeg stiller ikke op til politiske poster, det kunne jeg slet ikke tænke mig. Men jeg støtter gode mennesker, der er villige til at bruge deres egen tid til at forsøge at beskytte os andre imod de værste politiske overgreb og prøver at forandre retningen i vort semi-totalitære samfund. Nytter det noget? Jeg ved det ikke, det tager ihvertfald lang tid og systemet bærer jo nok sin egen ultimative undergang og korrumperende effekt i sig selv. Demokrati i sin helt grundlæggende forstand – tænk her på den amerikanske konstitution og de mennesker, der skabte den – er en fornuftig måde at indrette et samfund på. Men desværre forstår og respekterer de fleste politikere ikke de ellers åbenlyse restriktioner på overgreb på den enkelte, som konstitutionen indeholder. Dens ord og intentioner brydes på daglig basis. Men hvis ingen kæmpede imod systemets selvforstærkende tendenser ville det totalitære samfund være en nærmest uundgåelig følge, og den kamp forsinker og begrænser da ulykkerne, ihvertfald.”

Men der er alligevel bemærkelsesværdigt langt fra Liberal Alliances politik.. – og så til Atlas Shrugged?

“Tjah, det har du ret i, men LA er jo nødt til at leve i den virkelige verden, hvis partiet skal prøve at trække tingene i en friere retning. Og uanset om man kan lide det eller ej, har det politiske system tiltaget sig en utroligt stor magt, der slet ikke står i noget realistisk forhold til kompetencerne hos dem, der leder det. Derfor tror jeg også at begavede mennesker kan få indflydelse og råbe befolkningen op over en lang tidsperiode, men det kræver at man starter et sted, hvor man overhovedet bliver hørt, og forhåbentlig kan tilføre eksempler på, at mennesker er bedst stillet med mere frihed og mindre stat. De eneste, der reelt set formidler det budskab i Danmark på en synlig måde er LA. Og selvom man ikke synes det er så ambitiøst som man kunne ønske, så er det dog bedre end ingenting. En mand, der tørster, vil hellere have et glas vand end ingenting, selvom han måske i virkeligheden drømmer om en god flaske rødvin…. LA har brudt den ideologiske ørkenvandring i Folketinget og strakt et glas vand frem, men har endnu ikke bevist om partiet reelt kan ændre noget. Jeg tror der er en chance for det.”

Nu vi taler formidling af det gode budskab.. Ayn Rand Institute Europe. Hvad er dine planer og forhåbninger for det?

“Det lanceres officielt d. 28. April i København, og det er et forsøg på at hjælpe ARI i USA med at nå interesserede i Europa bedre. Der er mange små lommer i Europa af Rand entusiaster og vi vil hjælpe dem til at få bedre kontakt med hinanden. Sprog er et større problem i Europa end i USA og vi arbejder derfor med oversættelse i vid udstrækning. Instituttet, der indtil videre udelukkende vil være virtuelt, vil skabe web sites på op til 15 sprog og hjælpe med at formidle bøger, kurser, events og uddannelsesmaterialer på mange forskellige europæiske sprog. Jeg håber vi kan gøre en virkelig forskel med hensyn til at udbrede kendskabet til Rand og hendes ideer, for dem har Europa virkelig hårdt brug for.”

Hvordan ser Danmark iøvrigt ud om 20 år? Tør man spå?

“Når man som jeg har stor respekt for Ayn Rands analyse af politiske, økonomiske og moralske dynamikker, så kan man ikke lade være med at blive nervøs. Vi vil – såfremt vi ikke gennemfører meget markante reformer – stå i en yderst vanskelig situation om 20 år, men formentlig uden helt at forstå hvorfor, og politikerne vil som sædvanligt næppe lede hos sig selv for at finde de skyldige. De vil derimod tillægge markedet og “nyliberalisme” og finanssektoren og erhvervslivet skylden for Danmarks økonomiske deroute. Og det vil føre til forkerte løsninger, som beskrives bedre end jeg kan gøre det i netop Atlas Shrugged. Så hvis du gerne vil være meget nervøs over fremtiden, så er den bog et godt sted at starte….så ender vi i en semi-totalitær socialistisk stat, hvor danskerne vil have stadig mindre frihed og økonomisk råderum, for måske tilsidst at havne i en egentlig totalitær stat, når troen på Den Stærke Kvinde (det må næsten blive en kvinde i Danmark…) tager overhånd under økonomisk miserable forhold. Men, men…. Hvis man ser optimistisk på det, så kan man håbe, at virkelighedens alvor vil gå op for danskerne i tide og man vil gennemføre væsentlige reformer, der kan sætte en anden retning. Dette er om ikke andet en teoretisk mulighed for et lille land som Danmark, omgivet af store ineffektive velfærdsstater, der vil have langt sværere ved at revolutionere sig selv, og hvor vi kan skumme fløden af andres irrationalitet, lidt som Schweiz har gjort det længe. Så det er ikke umuligt at rette op på, selvom medlemsskabet af EU er en stor trussel mod vore muligheder for at reformere effektivt. Er jeg optimistisk? Næh, egentlig ikke. De negative dynamikker i vores samfundssystem trækker entydigt i retning af redistribution og demotivering af de dygtigste og mest værdiskabende mennesker. Så det kan meget nemt gå galt, og det er også en af hovedgrundene til at jeg er flyttet til Schweiz, hvor jeg tror processen vil vare en del længere, selvom retningen nok vil være den samme. Men Schweiz er allerede nu et godt eksempel på, at hvis man opfører sig blot nogenlunde rationelt, så kommer gode folk til landet og bidrager. Vi har 80-100.000 immigranter årligt, og langt de fleste er bidragende og ordentlige mennesker. Og hvis de ikke er, ryger de hurtigt ud igen. Men jeg synes stadig man bør forsøge at redde Danmark fra en så trist skæbne og det er grunden til, at jeg fortsat bakker op om folk, der prøver at gøre dette, selvom jeg ikke længere bor i landet.”

Om man står fast og kæmper eller ej – Der var jublen hos Liberator, dengang du tog skridtet, og flyttede fra Danmark til Schweiz. For Schweiz er for sejt! Hvor er det friest i Schweiz? Og har du hørt om Free State Europe projektet i Ticino?

“Schweiz har jo en udpræget grad af selvstyre i hver af de 26 kantoner, hvilket gør at de indretter sig forskelligt i et vist omfang. De store kantoner omkring Zurich og Geneva minder mere om resten af Europa, mens nogle af de mindre kantoner er langt friere og blander sig mindre i borgernes liv. Zug og Schwyz har specialiseret sig i at tiltrække professionelle arbejdstagere via lave indkomstskatter, mens den berømte lump sum skat findes i en lang række kantoner og administreres mere eller mindre ens alle steder efterhånden. Ticino projektet er modelleret over det amerikanske Free State Project, der har udset sig New Hampshire som et mindre, i forvejen relativt liberalt, område, hvor et vist antal politisk aktive libertarianer kunne arbejde effektivt på at begrænse staten. Ligesom i USA vil der være grænser for hvad den centrale statsmagt i Schweiz vil acceptere, men der er nok mere tradition for selvstyre her i landet. Projektet er ikke noget man hører meget om i Schweiz, så den helt store interesse har det ikke tiltrukket sig, men det er da en god ide, der går godt i spænd med tanken om Galt’s Gulch i Atlas Shrugged.”

Det kan være der kommer flere af den slags ideer med Ayn Rand Institute Europe.. Hvad skete der forresten for Saxo Bank i forbindelse med schweizerfrankens løsrivelse fra euroen, hvor Saxo Bank syntes at ønske mere regulering? Liberators læsere kom helt op i det røde felt..

– Var det hykleri?

“Det tror jeg måske var lidt af en overfortolkning af en enkelt udtalelse. Der er rigelig regulering af finansielle markeder, alt for megen faktisk, i forhold til hvad der er godt for kunderne og godt for samfundsøkonomien. Saxo Bank går ikke ind for at forøge regulering, men for at forsimple den og få den til at fokusere den på de vigtigste områder – kapital, ansvarlighed (også hos kunderne) og transparens. Kritikken man kan rejse er manglende selvregulering hos visse finansielle aktører – at give adgang til og anbefale ekstremt høje gearingsniveauer er ikke altid i kundens interesse, selvom det for de profesionelle kan være meget effektivt rent likviditetsmæssigt. Men hvis de finansielle institutioner grundet høj gearing ikke har den fornødne kapital til at sikre kundernes penge i ekstreme situationer som denne, ja så bryder de naturligvis med deres helt centrale raison d’etre – at beskytte deres kunders midler. Så mon ikke det var det, der mentes i den sammenhæng… Situationen med schweizerfranc var den mest ekstreme jeg har set i min karriere og den skadede mange, både investorer og finansielle institutioner. Men i bund og grund skyldtes den jo udelukkende utidig statslig indblanding i et frit marked, som det som oftest er tilfældet, når noget går galt.”

Udmærket. Vi siger mange tak til Lars for svar.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Midt i næste måned indfinder Støvets År sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen bofaste i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: “Rev vi i marken let, det er gammel ret”. Skete det alligevel at indkomsten sattes lidt for højt, var det til at bære med en topbeskatningsprocent omkring de 2½.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Indkomstskatten blev opfundet i forrige århundrede af preussiske skattehjerner. Nu har den overlevet sig selv. Lad os starte med at hæve den skattefri bundgrænse til 60.000 kr., senere til 80.000 kr. o.s.v., indtil der ikke betales skat af indtægter.

Weekendavisen, 27. oktober 1972:
Det, der truer det danske samfund i øjeblikket, er dem, der sidder i ligningsdirektoratet og den røde bygning.
Den fædrelandskærlige indstilling i dag ligger i at bekæmpe disse mennesker.

B.T., 20. januar 1973:
Vi kan jo godt som barnet i legetøjsbutikken blive ved med at sige “det vil jeg have”. Men vi kan også gøre som i en almindelig husholdning: sætte tæring efter næring. Man kan vælge de lidelser, skattesystemet medfører, eller få alle sine ønsker opfyldt. Toppen af den sidst tjente krone beskæres med 62 pct. Fortsætter stigningen i samme takt som hidtil, trækkes 100 pct. af den sidst tjente krone i 1993.

Fyns Tidende, 6. februar 1971:
Nægt disse regerende politikere skattens mønt. Afvænningskure er nok hårde, men skal patienten gavnes, må der doceres afvænning fra det stof, der misbruges.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Lad os tage det mere principielt og tale om en mand med en jævn og beskeden indkomst på 400.000 kr. årligt. Tager man f.eks. et gennemsnit for ti år, og vi forudsætter, han har magt over tingene, så vil det ved ganske enkelte foranstaltninger være muligt at koncentrere denne indtægt – altså 4 mill. – inden for de tre “skattelette år” 1968, 1969 og 1970.

Fyns Tidende, 6. februar 1971:
I et samfund, hvor en mindre gruppe reelt har monopol på det politiske magtapparat, er der ingen anden praktisk farbar helbredelsesvej, end at hver pengestofleverandør til de offentlige kasser efter evne søger at begrænse sin stofleverance.

Jyllands-Posten, 5. februar 1972:
Forureningsministeren skulle tage fat på finansministeriet, hvor den største mentale forurening finder sted. Men finansministeren vil effektivisere ligningen og gøre trivslen endnu mindre. Han vil have gjort endnu mere uproduktivt arbejde på skattekontorerne. Det er dette århundredes største propagandaløgn, for der vil ikke blive udskrevet en øre mindre i skat.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Fjern den tåbelige indkomstskat. Så bliver vi allesammen så rige, at vi samtidig kan afskaffe det, vi bruger skatten til: boligsikring, administration, sociale tilskud og blanketvældet med ansøgninger om skattenedslag og andet tidsspilde.

Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Erkendelsen af bureaukratiets og indkomstskattens samfundsskadelighed er givet større i dag, end da jeg i slutningen af 1970 kom til det resultat, at man ikke kunne tillade sig bare at tie stille til den misudvikling, som var i gang. Mon ikke mine provokationer har haft en lille del af æren for denne erkendelse, der er et nødvendigt stadium på vejen til fremskridtet?

B.T., 17. februar 1971:
Indkomstskatten er passé. Pengene skal hentes på indirekte skatter. Selvfølgelig vil staten få færre penge at arbejde med. Det bliver i første omgang de offentlige udgifter, der må skæres ned.
Men når en mand gennem nogle år har fået 4.000 kr. månedligt i stedet for de 2.000 kr., han får under det nuværende skattesystem, bliver der heller ikke brug for så store statslige midler.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Skattetryk fører til en forvridning af den økonomiske struktur. Mange mennesker mener ikke, det kan betale sig at arbejde og investere, med mindre det kan ske sort. Bedsteforældrenes idéer om skattebetaling efter evne er blevet til skattesnydning efter evne. Dette fører igen til forvridning af retsbegreberne og dermed sænkning af kulturstadet.
Som tiden går bliver det plattere og plattere umuligt at opretholde en indkomstskat rent teknisk. Med nutidsspecialiseringens stadigt skiftende beskæftigelsesstruktur kan ingen ligningsmand være tilstrækkelig sagkyndig til at kunne bedømme den “virkelige” indtjening og de “virkelige” driftsomkostningsfradrag.
Skal man nå et stykke ad vejen, må man bruge de største genier i hver generation på noget så goldt og samfundsmæssigt urentabelt som skattearbejde. Staten må sætte kontrollanter på hver enkelt skatteyder for at følge ham i hans dagligfærd for at få fastlagt det nødvendige grundlag for den indkomstmåling, som er indkomstbeskatningens alfa og omega.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Og jeg kan med fuldstændig saglig overbevisning sige, at som forholdene er nu, er indkomstskatten overflødig, og det er aldeles meningsløst, at folk er ude for de åg, den tynger dem under. Indkomstskatten er med de udviklingstendenser, der er, en død foreteelse om 20-30 år i alle lande. Hvorfor skal Danmark ikke udnytte de fordele, der er ved, at landet bliver det første, som afskaffer den.

B.T., 20. januar 1973:
Vi er det land, der har skatteproblemerne længst inde på livet. Det er ganske naturligt, at det kommer først her.

B.T., 23. august 1972:
Når vi som det første land i Europa ophæver den direkte beskatning, vil der tilflyde landet en masse udenlandsk kapital. Det vil øge efterspørgselen efter arbejdskraft, og det vil få de ufaglærtes lønninger til at gå i vejret.

B.T., 20. januar 1973:
Jeg vil starte med en skattefri bundgrænse på 60.000 kr. Alt hvad der tjenes derudover beskattes med 50 pct.
I 1975 hæves bundgrænsen til 80.000 kr. I 1976 til 100.000 kr. I 1977 til 125.000 kr. Fra 1. januar 1978 bortfalder indkomstskatten, og Sankt Hans Aften 1979 markeres begivenheden med, at alle skattevæsenets arkiver brændes på bålene. Materialet må tilintetgøres, så systemet ikke genindføres.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
Når folk bliver fri for at betale skat, så bliver vi heller ikke nødt til at betale dem socialhjælp til deres teaterbilletter, bordtennisundervisning, huslejer og lignende. Som det er nu, haler man under megen skrig og skrål 1000 kr. op af lommen på hr. værkfører Petersen. Disse føres igennem en omfattende administration. Til syvende og sidst bliver der 600 kr. tilbage, og dem giver man så værkføreren igen i form af tilskud til boliger, børnehaver og lignende.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Nu må man give socialhjælp til folk, der tjener 40-50-60.000 kr., fordi de på grund af indkomstskatten har så lidt til disposition til sig selv, men hvis man i stedet lod dem beholde deres penge i egne lommer, lod dem betale deres egne udgifter, hvad enten det er til teater, undervisning, trampolinspringning eller hvad, ville man opnå noget administrativt væsentligt enklere. Man skal hellere stryge hunden med hårene end mod hårene. Det er den enkle lære, danske politikere bør forstå – og ikke fortsætte ad de baner, som var gængse i livremsperioden. Den går ikke at piske folk med skorpioner, men langt, langt bedre, hvis man følger det, der giver medvind og medløb.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Folk kan jo betale, hvad tingene koster, når de selv får lov til at beholde, hvad der er i lønningsposen.

Berlingske Tidende, 11. marts 1973:
Hvis man fik fat i de sorte penge, ville alt i samfundet gå i stå. Sorte penge er nødvendige med de skatter, der forlanges.

Jyllands-Posten, 14. marts 1972:
Det legale skattesnyderi er sikkert 50-100 pct. større end det illegale skattesnyderi, der jo er anslået til syv otte milliarder kroner.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
-I fjernsynet lignede De skattesnyderne med besættelsens frihedskæmpere. Var det en tankegang, De har fortrudt?
-Nej. Det var en velovervejet mening, som rammer den sande beskrivelse – men som ikke passer ind i vanetænkningen på Christiansborg, hvor man har været vant til at sige om skattesnyderne, at de er nogle slubberter. Når der så kommer en og siger, at skattesnyderne i allerhøjeste grad er samfundsnyttige borgere, så siger man ganske automatisk: det er da en fuldstændig uanstændig mening, den mand har.
-Der må da være forskel på at udnytte skatteloven og direkte overtræde den. Det sidste er kriminelt.
-Jernbanesabotørerne under krigen var også kriminelle, men efter min opfattelse samfundsnyttige borgere.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Jeg er da selv for fej og ømskindet, og derfor fraråder jeg folk at snyde. Jeg var heller ikke med til sabotage under krigen. Det havde jeg ikke mod til.

Aktuelt, 6. december 1972:
Uanset om al skattesnyderi i Danmark – legal som illegal – blev afsløret, ville skatten ikke falde med 25 øre for dem, der rammes af den løbsk-løbende kildeskattemølle.

B.T., 8. februar 1973:
Jeg er kun i politik på grund af mine erfaringer her i livet. Hver uge har jeg på mit kontor besøg af 15-20 mennesker med skattesedler, som de ikke forstår. Jeg føler mig som en mand med en bullen finger, og nu vil jeg stikke i den, selv om det gør ondt.

Dansk Byggeri, 24. januar 1972:
De såkaldte legale skattefiduser er borgernes reaktion på en stadig stigende beskatning. Men på længere sigt fører skattefiduser kun til en forvridning af samfundets og vor egen økonomi. Den form for skattetænkning, der går ud på at omdanne personlig indkomst til aktieselskabsindkomst, er en mere langfristet fordel, men når man sætter sig selv på aktier, har man både på godt og ondt sat sig under de regler, der til enhver tid gælder aktieselskaber.
Alle transaktioner er i virkeligheden mere eller mindre ufuldkomne måder at reagere på over for det onde, der hedder indkomstskatten.
Vi må til at tænke i nye baner, hvis vi skal sanere vor økonomi. Hvis det stod til mig, og det er måske en trøst, at det gør det ikke, så ville jeg afskaffe indkomstskatten over en kortere periode.
Lad mig nævne nogle hovedgrupper, hvor det offentlige skal investere. Først er der det sociale sundhedsvæsen, hvor der måske bør investeres 20 milliarder, bygge- og anlægsvirksomheden, hvor samfundet bør investere måske 11 milliarder, undervisningsvæsenet 8 milliarder, forureningsbekæmpelse 4 milliarder, og under diverse skal måske investeres 3 milliarder. Når vi på et tidspunkt finder ud af nødvendigheden af at lægge et fast rammebudget, så er det meningen, at det skal overholdes.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Jeg skal være ærlig. Der er virkelig ikke tale om nogen bestemt metode eller fidus. Vi har simpelthen i dag et skattesystem her i landet, der i sit princip er baseret på nogle preussiske nationaløkonomer, der i 1870 i Berlin sad og spekulerede for på ægte preussisk spekulativ facon at finde ud af, at nogle bestemt økonomiske bevægelser skulle kaldes indkomst, andre formuebevægelser.
Så afholdt den danske stat af alle de tåbeligste udgifter, den har afholdt gennem årene, den mest fjogede, da den gav en kontorchef i finansministeriet et legat på 500 kroner, så han kunne rejse ned til tyskerne og studere deres skattelovgivning.
Han kom hjem og begejstrede alle de mennesker, der kæmpede for systemskiftet, med denne nymodens ting, som tyskerne kaldte indkomstskat. Den fik vi så i 1903.
Og i 68 år har man konstant drejet tommelskruerne ved at forhøje procenterne, og er i dag kommet op til nogle horrible procenter, som der slet ikke er basis for. Samfundet har aldeles ændret skikkelse siden da.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Når man er skatteplanlægger, må man lægge sine æg i flere kurve. Har man herredømme over tingene, så kunne man profitere af disse regler. Men det gælder ikke hr. Glistrup alene. Det gælder 1½-2 pct. af dette lands borgere, der er akkurat lige så godt stillede, og som har udnyttet skattelovene på akkurat samme måde.

Politiken, 14. februar 1971:
-Er De aldrig blevet snøret af skattevæsenet?
-Jo, de er skam hårde ved mig. Vi har f.eks. et dejligt svømmebassin på 172.000 liter. Det benyttes af eleverne på Lyngby private Skole, hvor min kone underviser i svømning. Det får hun 1.000 kr. for om måneden, og da svømmeundervisningen sker med statstilskud, hævder Lyngby Kommune, at der er tale om A-indkomst. De tager derfor 40 pct. af min kones honorar. Jeg mener derimod, at det må være B-indkomst, når vi selv lægger bassin til, men Helge Larsens folk hævder, at staten ikke udbetaler B-indkomster. Den sag er lige til ombudsmanden. Jeg føler mig i hvert fald groft behandlet.

Holstebro Dagblad, 7. april 1971:
Folk er parate til at skrive under på forsikringspolicer og rederikontrakter blot for at få en lavere trækprocent. Ingen vil kunne forstå, at de vil være ruineret, når en afrikansk høvding en dag beslaglægger en coaster.

Amtsavisen, Randers, 12. februar 1972:
Når man sidder med selvangivelsen for 1971, kan det ikke nytte at ærgre sig over, at man har dummet sig. Næh, så må man prøve at se, hvordan man undgår skatten i 1972, 1973 o.s.v. I øvrigt forstår jeg ikke flertallet af lønmodtagere. De fleste er opdraget til at gå til tandlægeeftersyn med regelmæssige mellemrum. De burde også gå til et økonomisk eftersyn. I det mindste prøve at se på økonomien, drøfte den med andre.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Med hensyn til det, politikere kan skabe, er de, der er gået i skattely i udlandet, jo allerede kommet i paradiset, idet de er fri for at betale skat. De har det ad helvede til menneskeligt, mange af dem, men forhåbentlig kan de, der længes efter en rejemad i Tivoli, vende tilbage til Danmark, når vi får afskaffet indkomstskatten.

Aktuelt, 11. december 1972:
Af et brev til chefredaktør Bent Hansen, Aktuelt:
Der er næppe noget særligt ved mit virke i retning af på utiltalende vis – moralsk eller juridisk – at hjælpe folk til skatteunddragelse. Det gøres både i større målestok og måske mere effektivt tusindvis af andre steder end hos mig. Det arbejde vil under alle omstændigheder forstærkes i takt med indkomstskatteprocenterne, uanset hvordan det måtte gå mig. Det er da heller ikke på grund deraf, jeg forfølges. Nej, min brøde er den, at jeg vil rejse en virkelig opposition mod vor tids herremandsvælde.

Politiken, 16. februar 1971:
Jeg betaler ingen skat og finder det heller ikke rimeligt at betale nogen skat, så længe staten i den grad smider om sig med penge.

Aktuelt, 13. december 1972:
Referat af Glistrups deltagelse i lytterspørgeprogram:
-Hvordan vil De overbevise os om, at De med en trækprocent på nul og som millionær kan tjene arbejdernes interesser?
-Ved at sige sandheden.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Jeg har ikke udnyttet skattelovene anderledes end andre skatteydere. Der er blot sket det, at jeg har stukket trynen lidt langt frem, og derfor er jeg kommet i søgelyset, så skattevæsenet ofrer kæmpebeløb på at undersøge mine forhold. Det er myndighederne i deres gode ret til, og når man tænker på de millionbeløb, der i forvejen smides ud i administrationen, kan det vel ikke spille nogen rolle, om man smider et par hundrede tusinde mere ud til en ekstraordinær revision af mine forhold.

Politiken, 14. februar 1971:
-Min trækprocent er resultatet af næsten 15 års studier af skattelovgivningen, så det er en kompliceret affære. Jeg kunne vel forklare systemet, hvis jeg fik stillet 45 sider til rådighed i Ugeskrift for Retsvæsen. Eller man kunne måske lade en kvik jurist skrive en doktordisputats over emnet.
-Man skal altså være ekspert for at følge med?
-Jamen kære ven. De ved da, at doktorens børn altid har de rødeste kinder, og at murermesteren altid får det bedste hus. Tilsvarende ville jeg da være en ringe skatterådgiver, hvis jeg var nødt til at betale skat.
-Har De aldrig betalt skat?
-Det kan jeg ikke huske, men sidste år havde jeg en trækprocent på nul. Så er det jo meget nemmere, når man går rundt i byen og skal have udbetalt f.eks. bestyrelseshonorarer. Det er så besværligt, når den administrerende direktør skal sidde og fratrække bestyrelsesmedlemmernes kildeskat, mens tjeneren venter med gravad laks ved siden af.

Jydske Tidende, 19. april 1972:
Jeg kan ikke se, der kan være tale om skattesvig. Det vil forudsætte, at noget holdes hemmeligt, og vi har aldrig haft noget at skjule over for myndighederne. Tværtimod har alle de skattevejledninger, jeg har givet klienter, resulteret i henvendelser til skattevæsenet før blækket var tørt med anmodning om nedsættelse af trækprocenter.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Arbejdsmand Jensen var ikke sluppet en øre billigere i skat, selv om alle vi velbjærgede, der har trækprocent nul, havde betalt skat. Selv om enhver skattesvindel, legal eller illegal, blev afsløret, ville arbejdsmand Jensens skat ikke falde med en øre. De overflødige udgifter ville bare vokse tilsvarende.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Al denne snak om hr. Glistrups private økonomiske forhold! Jeg går da ikke og spekulerer på, om der skal betales skat af for længst afsluttede regnskaber og efter regler, som den gang gav velbjærgede skatteydere en række fordele, som kunne udnyttes. Det rent praktiske – også udbetalingen – ordner min bogholder.
Men som princip må jeg sige, at det i min branche er hovedsagen at se fremad. Spørgsmålet er, om man i god tid kan slippe gennem skattevæsenets skærsild på den måde, man foretrækker.

Berlingske Tidende, 23. august 1972:
Siden 17. august 1626, da vi tabte ved Lutter am Barenberg, har dansk udenrigspolitik været overflødig. Ikke desto mindre har vi foranstaltet et vældigt ambassadebyggeri og en forargelig cocktailpartytjeneste til urimelig belastning for skatteborgerne.

B.T., 8. februar 1973:
Det er nok svært at beskæftige en karl som ambassadøren i Buenos Aires med noget produktivt, når han i årevis har brugt sin tid til at sende indberetninger på fem-seks sider til udenrigsministeriet, hvor fem-seks andre har læst dem og arkiveret dem, og på at holde cocktailparties. Men der er en masse jordarbejde i Jylland og på Fyn, der skal laves.

Information, 10. april 1973:
Diplomaterne har ikke skabt Danmark goodwill, men badwill. Diplomaterne hjemkaldes efter syv måneder til omskoling, hvortil der er afsat en milliard kroner. Nogle vil være i stand til at leve af deres formue – de har jo tjent ganske godt – andre kan formentlig bruges som tolke i Fællesmarkedet.

Udenrigsministeriet bevares, men der anvendes fremover eksperter fra sag til sag.

Sjælland Tidende, 13. februar 1971:
Hvor der for 10 år siden sad en halvdagsdame, sidder der i dag 15-20 medarbejdere til at administrere løn og personale. Syv ministerier bør ophæves på stedet: Udenrigsministeriet, boligministeriet, fiskeriministeriet, handelsministeriet, landbrugsministeriet, kirkeministeriet og alt hvad der hører under dem, dog bortset fra Danmarks Radio. Alt hvad der er af lovgivning samt ambassaderne under de pågældende ministerier borde nedlægges. I dag, da telefonen er opfundet, har Danmark ikke brug for ambassader.

Berlingske Tidende, 7. april 1971:
Jeg tror, at tre opgaver ligger den almindelige dansker på sinde: Social- og sundhedsvæsenet, løsning af trafikopgaverne og undervisningsvæsenet og måske forureningsbekæmpelsen. Vi må erkende, at meget andet kan vi ikke klare. Vi må f.eks. væk med hele udenrigstjenesten. Det må kunne klares pr. telefon. Vi må inden for de tre områder sørge for, at pengene bruges, så de flest mulige får glæde af det. Det vil sige, at f.eks. prestige-projekter for læger, der måske kan redde 10 menneskeliv, har vi ikke råd til. Vi har også en del prestigeuddannelser. Vi må bort fra, at skatteyderne betaler til de teologiske, økonomiske, juridiske og et luksusstudium som det psykologiske.

Jyllands-Posten, 5. februar 1972:
Negerhøvdingene skal stadig støttes og ambassaden i Beograd stadig udsmykkes.

Sjællands Tidende, 13. februar 1971:
Den samfundssygdom, der først og fremmeste plager os, er den offentlige sektors svulmen op, og hvor meget det lykkes at få i de offentlige kasser. Hver gang de får en million kr. mere i kassen, finder de på, at der skal placeres en ny statue på torvet, eller at der skal sættes en ny frise på ambassaden i Beograd. Borgernes eneste værn er at unddrage dem disse midler.

Amtsavisen, Randers, 12. februar 1972:
-Hvad med de mange arbejdsløse embedsmænd?
-De skal ud at bestille noget. F.eks. kunne de arbejdsløse ambassadører lave nåle til damehatte. Bare de kommer ud i produktionen.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Hvis hr. Anker Jørgensen vil sende penge til Vietnam, må det ske af egen lomme. Og buschaufføren fra Brønderslev skal ikke være tvunget til at betale til diverse balletdamer. Vi må ind på, at vi betaler for det, vi har lyst til. Væk med alle disse tilskud til ludo og bridge.

Information, 10. april 1973:
USA må reagere, som USA vil. Efter syv måneder som regeringsparti vil vi hjemkalde den danske ambassadør i Washington. I øvrigt tror jeg, at USA er revnende ligeglad med, om vi render rundt med slangebøsser til en værdi af 3,3 milliarder kroner eller ej. Hvis Pentagon f.eks. har brug for Thule-basen, kan vi heller intet gøre, om vi så brugte tre gange vort nationalprodukt på forsvaret.

Ekstra Bladet, 10. marts 1973:
Man sparer millioner ved at udskyde ØD, Saltholm og Storebæltsbroen. Er det at spare? Så skulle man have foreslået en bro direkte fra København til Skagen. Den ville være meget dyrere. Og når man så ikke byggede den, havde man sparet endnu flere millioner. Er det ikke det, man kalder fidus?

Morgenposten, 18. marts 1973:
Om uddannelsesstøtte og universiteter:
Partiet har den mening, at man fra statens side kun skal støtte uddannelsen af lærere, læger og ingeniører. Partiet er interesseret i at betale, hvad samfundsnyttige studier koster, og der vil blive tale om både lån og legater. Alle andre studier kommer ikke staten ved. Vi siger stop nu, vi har fuldt ud nok i Københavns universitet samt universiteterne i Århus og Odense. Vi indstiller udbygningen af universitetscentret i Roskilde, og der bliver slet ikke tale om universiteter i Aalborg og Esbjerg.

Ekstra Bladet, 16. april 1973:
Vi vil standse enhver form for økonomisk hjælp til aftenkurser med bridgespil og ølbrygning, der skal ikke ydes støtte til hverken balletpiger eller billedhuggere, og Roskilde universitet skal omdannes til motel.

Aktuelt, 3. marts 1973:
Der kan være enkelte, der skal hjælpes. Men de kan ikke få penge. Kun naturalier. Det hjælper ikke, at de klager over, at tøjet ikke er sidste Parisermodel, eller at de får serveret havregrød.
Uddannelsesstøtte skal kun i form af naturalier tildeles studerende, der vil uddanne sig til læger, lærere og ingeniører.
Børnepasning må folk selv sørge for.

Dagbladet, 10. marts. 1973:
Efter min opfattelse vil Fremskridtspartiet være til særdeles stor gavn for de fattige i befolkningen, og jeg kan i hvert fald forsikre om, at drivkraften bag vor opstilling er hensynet til den fattige del af befolkningen.

Berlingske Tidende, 23. august 1972:
-Hvor meget vil De ofre på den sociale sektor?
-20 milliarder. Hvad der udskrives af checks ud over dette beløb vil være dækningsløse. Det er specielt embedsmændene, der kan spares.

Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Danmark i 1973 er så harmonisk et land med så ringe afstande både i anskuelser og i levevis, at de kæmpemæssige spændinger ikke eksisterer, og derfor vil alle de partier, der stiller op ved næste valg, helst have, at linjen fra Stauning og Steincke fortsætter.

Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Fremskridtspartiet i regeringen er den eneste mulighed for, at antallet af sociale tabere ikke er mangedoblet om 7-10 år. Den kurs, som opretholdes nu, kvæler den enkelte. Folk må ud af papirvældet og i stedet i gang med en fornøden produktion. Papirdyngerne gør det umuligt at opretholde blot nødtørftig social standard om få år.

Information, 10. april 1973:
Den fælles målsætning er jo størst mulig lykke for det størst mulige antal.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
-Og hvor vil De lægge Deres lod?
-Der, hvor man vil føre den mest socialt ansvarsbevidste politik.
-Hvad vil det sige i denne forbindelse?
-Det vil sige der, hvor man vil føre den politik, der skaber grundlag for en fortsættelse af Staunings og Steinckes linje. De var eksponenter for en politik, der ikke var baseret på overbud. De nuværende politikere opfører sig som børn i en legetøjsbutik, der siger ”maj ha’ det” og ”maj ha’ det”.

B.T., 14. marts 1973:
Demokratiets ondeste led er dem, der sidder i vores revalideringscentre. De gør skade for de socialt handicappede.

Ekstra Bladet, 23. april 1973:
Når man ser på antallet af invalidepensionister herhjemme, skulle man tro, at der var gået en atomkrig hen over landet! Mig bekendt er det ikke tilfældet. Men bevares: Jeg skal ikke benægte, at vi stadig i Danmark har et antal go’e gamle invalider uden arme og ben, og de skal selvfølgelig også fremover have deres pension. Men alle de andre, hvis invaliditet består i, at de er blevet stresset af at løbe rundt på nogle offentlige kontorer, som alligevel skal nedlægges, ja, de skal ud og arbejde med en skovl, hvis de vil have mad på bordet.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
Glistrups version af folke- og invalidepensionsloven:
Når en medborger mener, at han varigt er ude af stand til at skaffe sig sit udkomme ved at påtage sig arbejde, henvender han sig til det ambulante socialhjælpekorps, der, bestående af to mennesker, nemlig dels en læge og dels en, der er skolet i selvstændige erhvervsmæssige betragtninger, tager ud og kigger på hans forhold og derefter sørger for, at han så vidt muligt kommer i et arbejde, hvor det offentlige yder et gradvist faldende tilskud til arbejdsgiveren, eller i de meget sjældne tilfælde, hvor han virkelig ikke kan komme i noget som helst arbejde, da sørger for, at han kommer på den liste, der får sendende 310 kr. hver onsdag. Punktum.

Sjællands Tidende, 13. februar 1971:
Folkepensionen skal bevares selv om den måske i løbet af en årrække ændres til en privat pensionsforsikring.
Det, der skal blive tilbage under offentlig virksomhed, er hjælp til dem, der er dårligt udrustet fra naturens side. Det gælder åndssvage og psykisk handicappede samt invalider. Det offentlige sygehusvæsen må vi også bevare langt ud i fremtiden, og ligeledes må undervisning og forskning også finansieres af det offentlige et langt stykke tid ud i fremtiden, selvom fritidslovens vildskud må væk.

Sjællands tidende, 20. marts 1973:
Stort set skal der ikke spares på de sociale budgetter, men man skal ikke regne med nogen ekspansion inden for den sociale sektor før fra 1977, hvor samfundets rigdom i kraft af indkomstskattens afvikling er blevet så stor, så vi kan betale det. Det eneste grundlag for at føre socialpolitik er jo, at der ligger en produktion bag.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Vi vil søge at danne en slags lokalområder for mødre med enlige børn. Er der i et område f.eks. 30 mødre med 69 børn, vil vi sende de 20 mødre på arbejde, mens de 10 skal blive hjemme og passe samtlige børn.

Aktuelt, 23. marts 1973:
Med en skattefrihedsgrænse på 60.000 kr. bliver der råd til at fastholde det sociale tryghedsnet samt ordne såvel skole som forureningsbekæmpelseslovgivning og fremskynde en fast forbindelse over Storebælt. Hospitalsvæsenet forbliver en gratis service over for borgerne. De opnår hurtigt væsentligt højere standard end tilfældet bliver under det hidtidige system, som jo til skade for produktion og beskæftigelse sænker en blydyne af skattetryk, paragrafjungle og papirraseri ned over samfundet.

Ekstra Bladet, 10. marts 1973:
Det er da også pip, at Krag skal have 50.000 kr. i pension i resten af sit liv, fordi han har været statsminister. Vi holder på, at politikere og statstjenestemænd, der mere eller mindre frivilligt tvinges fra deres job, skal have fuld løn i 18 måneder og derefter nul.
Og hvorfor i alverden skal en departementschef eller en højesteretsdommer have mere i pension end et postbud eller en skinneskidtskraber? De har hver efter deres evner ydet et livs indsats og skal have det samme.

”I lyst og nød” den 26. maj 1970 i TV sagde Glistrup ifølge B.T.:
Det er direkte anstødeligt, at en kvinde, der har haft gode økonomiske vilkår i sit ægteskab, også skulle blive ved med at have det, når ægteskabet er opløst. Hun skal være taknemlig for de år hun har haft. Samfundet har ikke brug for den slags luksusdyr – kvinder, der vil blive ved med at lege hertuginder.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
92 procent af landets lovgivning er overflødig – deriblandt injurielovgivningen. Selv om Ekstra Bladet dagligt på forsiden udråbte mig til rovmorder, ville jeg ikke anlægge sag. Hvis man vil have en sag frem i lyset, må man henvende sig til pressen, der både arbejder hurtigere og er bedre egnet til at finde frem til sandheden end landets domstole, der ofte er befolket af pæne ældre herrer uden kontakt med nutiden.

Information, 19. april 1972:
Nu har jeg været sagfører i 22 år, så idéerne om Danmark som et retssamfund forlod mig i hvert fald under de skæve varebyttesager for 18 år siden. Og de har ikke indfundet sig igen. Vi er så stolte her i Danmark, fordi vi er så pokkers uformelle. Men konsekvensen af, at vi er så upraktiske, er, at de, der falder uden for de almindelige rammer, nok ikke har samme retsbeskyttelse i Danmark som de tilsvarende grupper har i andre lande.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
-Hvis samfundet blev organiseret fornuftigt, og Folketinget var sin opgave voksen, så ville et usundt og uproduktivt arbejde, som det jeg befatter mig med, ikke blive belønnet på samme måde, som det i dag belønnes af Folketinget.
-Hørte jeg rigtigt. – De sagde et usundt og uproduktivt arbejde?
-Ja, det at sagførere og revisorer trives godt i dag er da kun et udtryk for, at Folketinget ikke magter sine opgaver. Det kan da kun være et sygdomstegn, at vi kan leve godt af denne udfyldning af blanketter og pjank. Det er på grund af politikernes uduelighed, at jeg er blevet så tyk, som jeg er.

Aktuelt, 4. november 1972:
I dette fordærvede samfund er advokatstanden privilegeret. Det er et af dette samfunds store dumheder. Advokater tjener tykt på næsten intet produktivt at bestille.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Den danske dommerstand er bare en afdeling af det danske politi. Landets højeste dommer er uddannet i anklagemyndigheden, landets højeste anklager er uddannet ved domstolene. Det er et fedt indenfor embedsmandsvældet. Jeg har færdedes i 23 år ved de danske domstole så at sige dagligt. Især de københavnske. Provinsdomstolene er noget bedre.

Aktuelt, 4. november 1972:
Dommerne er jo en del af det fordærvede etablerede samfund. Der er så mange små borgere her i samfundet, der er dømt uskyldigt, så hvorfor skulle jeg ikke også blive det. Jeg er jo besværlig for magthaverne.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Set fra et egoistisk synspunkt er det helt forkert af mig at komme med mine advarsler. Jeg er jo en af dem, der lukrerer mest på bureaukratiet.

Som advokat burde jeg være tilfreds med udviklingen, der gør tingene så indviklet, at der bliver mere brug for os jurister, hvis folk skal klare sig.

Ekstra Bladet, 29. april 1972:
Der er naturligvis tale om politisk forfølgelse for at kvæle mig. Det er en slags politisk aktion, hvis eneste formål er at undertrykke mine argumenter ved at retsforfølge mig, men i mellemtiden er der 20.000 skattesnydere, der får større bonus, fordi politiet beskæftiger sig med mig.
På den måde, politiet er gået frem, rammer man simpelt hen en kritiker af systemet. Man giver mig et hak i tuden, og det er klart, det er skæmmende. Men det afholder mig ikke fra at fortsætte min kritik. Selv om det er, hvad aktionen i virkeligheden går ud på.

Berlingske Tidende, 4. april 1972:
I sommerhuslandet hører jeg, at Advokatrådet i dets kamp for at knægte mig påskelørdag har offentliggjort nogle beskyldninger mod mig. Dette er sket, uden at jeg har fået forudgående meddelelse herom, endsige adgang til samtidigt at oplyse, hvordan sandheden er på de pågældende punkter. Jeg fastholder, at jeg intet galt har gjort, og at det, der reelt står Advokatrådet og mig imellem, først og fremmest er, at Advokatrådet søger at gennemtvinge, at sagførerforretninger fortsat skal drives som i vore bedsteforældres tid.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
Advokatrådet antyder, at det er farligt at have med mig at gøre, men af mine regnskaber fremgår, at mit sagførerfirma er 12,5 mill. kr. værd, og at jeg kun skylder 2 mill. kr. Det betyder, at jeg alene i firmaet ejer 10,5 mill. kr., og det skulle være en rimelig sikkerhed for klienterne.

Politiken, 5. april 1972:
Ophæves Advokatrådet, vil sagførere kunne gå ind i normal fri konkurrence med hinanden. De kontorer, der med behørig hensyntagen til nutidens forhold kan drives med salærer, der ligger på halvdelen af de salærtakster, som Advokatrådet nu gennemtvinger, at sagførere skal overholde, vil derefter få mulighed for at nedsætte deres priser.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Jeg har det bedste forhold til næsten alle danske advokater. Kun Advokatrådet, som udviklingen er løbet fra, kæmper i sin fagforsteningsmentalitet for at uskadeliggøre den sagfører, der er så fræk at påpege det samfundsuheldige i, at advokatstanden er den bedst aflønnede af alle, at man ud fra en gammel, slap tradition fra lavrentetiden snyder klienterne for at få rente af deres egne penge og har standsprivilegier fremfor f.eks. renovationsarbejdere, rutebilchauffører, skuespillere og hvad der ellers findes af udmærkede produktive fag her i landet.

Jydske Tidende, 8. september 1971:
På spørgsmålet om, hvorvidt han selv følte sig truet af landsskatterettens afgørelse, svarede Mogens Glistrup:
Om jeg er truet eller ikke truet, og om jeg bliver behandlet på den ene eller den anden måde, er så inderlig ligegyldigt, fordi vi har et aldeles forrykt indkomstskattesystem. Vi kan med fuld fortrøstning citere verselinien: For hver, som faldt, kom der nye overalt.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
Jeg skal knægtes, fordi jeg har punkteret myten omkring klientkontoerne, og fordi jeg har angrebet den skattelovgivning, som de ”pæne” advokater har udnyttet til at skaffe deres rige klienter skattefrihed på bekostning af resten af landets skatteborgere.

Berlingske Tidende, 30. november 1972:
I forbindelse med ransagning og politiundersøgelse:
Jeg beklager mig endvidere over den danske retskulturs lave stade, der blandt andet manifesterer sig ved blanco-ransagningskendelser mod oppositionelle advokaters kontorer. Og vi kommer længere ud i betænkelighederne, når myndighederne udtager gidsler som politiadvokaten har gjort…

Information, 19. april 1972:
Ja, er det ikke forfærdeligt. Men hr. Lemvigh kom ind på mit kontor, netop som jeg var ved at spise min frokost, og så smurte jeg remoulade på den pæne dommerkendelse. Nej, da ikke spor provokation. Jeg er bare en klodsmajor. Det ville ligne mig dårligt at provokere.

Information, 8. juni 1972:
Om politiadvokat Leo Lemvighs afhøringer:
Hidtil har han nærmest gjort det til en studiekreds, som ville egne sig for første klasse på Handelshøjskolen. De ved, kredit er hen mod døren og debet hen mod vinduet. Og at man ikke på forhånd kan vide, om det er en god forretning at købe obligationer, fordi kursen kan ændre sig, og at det er sikrest at vente med at så, hvordan det gik, til bagefter.

Jyllands-Posten, 3. december 1972:
Om jeg får fair play? Nej, jeg kunne fylde en hel søndagsudgave af Jyllands-Posten med dokumentation for, at myndighederne forfølger mig ud fra usaglige motiver. Leo Lemvigh fremsætter de mest urimelige påstande om min virksomhed, og de afslører tydeligt, at han ikke kender de gældende skatteregler. Men hvor skulle han også kende dem fra? Han er ekspert i Nyhavns-kriminalitet, og han er i skattesager lige så meget på glatis, som vi andre ville være, hvis vi skulle holde foredrag om atomfysik.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Lemvigh er jo blot et redskab for den herskende embedsmandsklasse, som med de til rådighed stående midler – herunder politiapparatet – vil uskadeliggøre den første opposition, som er opstået mod embedsmandsvældet, som dette har udviklet sig gennem de sidste ti år og nu vil konsolidere sig. Jo stærkere Fremskridtspartiet vinder frem, jo stærkere må man forvente, at de, som sidder på magtapparatet, vil bekrige os.

B.T., 16. april 1973:
Når politiet har fået kendelse til større ting – ransagning af mine kontorer og private bopæl – kan de vel også få det til mindre ting, såsom telefonaflytning.
Med den liberale politiindstilling, man har i København, kræver det kun et gummistempel – jeg bliver ikke spurgt.
Jeg finder politiaflytninger principielt forkerte. Borgerne har jo ikke skygge af beskyttelse, siger Glistrup, men hvis jeg trak mig ud af politik, ville sagen mod mig afgjort også slutte omgående – nu kører både justits-, handels- og indenrigsministeriet frem, og når man betænker den behandling, jeg har fået, kan der ikke være spor tvivl om, min telefon også aflyttes.
Jeg siger og gør ikke noget forkert. Jeg har ingen hemmeligheder, så af den grund måtte hele Danmark gerne aflytte min telefon. Men i princippet finder jeg det forkert.

Sjællands Tidende, 5. oktober 1972:
-Det er helt oplagt, at politiet prøver at knække mig. Jeg håber ikke, det lykkes. Jeg har i hvert fald god samvittighed i alle mine forhold.
-Lever vi i en politistat?
-Det ved jeg ikke. Det ord kan vel opfattes på flere måder.

Aktuelt, 13. december 1972:
Referat af Glistrups deltagelse i et lytterspørgeprogram:
Jeg kan ikke se andet, end at den måde, jeg bliver forfulgt på, ikke er en sædvanlig måde. Dermed være det ikke sagt, at det er det eneste justitsmord, der er begået ved den danske domstol.

Aktuelt, 18. marts 1973:
Der er kun sat fart i straffesagen for at kvæle den første virkelige slagkraftige opposition herhjemme i 30 år. Det er vanvittigt at punge en million ud på undersøgelser mod mig. Jeg har hverken gjort noget forkert eller ulovligt. Det eneste, jeg vil, er at hjælpe danskerne efter min bedste evne.

B.T., 20. januar 1973:
Jeg vidste, jeg ville blive mødt med en reaktion fra det bestående samfund. Nemlig det middel, det bestående samfund har til sin beskyttelse: Politiet. Sådan gik det Gelef, Pio, Struensee og Griffenfeldt.

Morgenposten, 11. marts 1973:
En eventuel dom vil være et eklatant justitsmord. Det er aldeles oplagt, at jeg ikke har begået den mindste smule ulovligt. Men kommer der sådan et justitsmord, er det jo ikke til hinder for, at jeg kan opstille som folketingskandidat eller vælges ind i Folketinget, heller ikke hvis jeg sidder i fængsel. Hvis jeg sidder der, får jeg bare bedre tid til at gå i dybden med partiet.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
OM den forestående retssag:
-I øvrigt vil jeg slet ikke kalde det en retssag, det er at trække ordet ”ret” ned i sølet. Jeg foretrækker at kalde det en uretssag. Der er slet ingen tvivl om, at vi fra det gamle styres side kan forvente alverdens forskellige former for forfølgelse. Det har fremskridtsfolk i alle lande til alle tider været udsat for.
-Betragter De Dem som Danmarks Angela Davis?
-Ja, bortset fra, at jeg måske ikke rigtig har håret til det, føler jeg mig meget nært beslægtet med hende.

Ekstra Bladet, 7. september 1972:
Af et brev til Københavns byret fra Glistrup:
For en god ordens skyld skal jeg endelig tilføje, at jeg – fuldt og helt på linje med Angela Davis – ikke, fordi nærværende begæring om ransagningens ophævelse tages til følge, på nogen måde ændrer mine tidligere fremsatte udtalelser om retssystemets råddenskab.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Der er ikke nogen fløje i det danske folketing. Det er jo én samlet spiritistloge, hvor medlemmerne sidder med deres egne uduelige idéer i deres egen sammenkogthed og deres egen Christiansborg-jargon. Deres dagsordener, deres ”tilgodeseen af enhver rimelig interesse” – pladder, som ikke hører til i et moderne samfund.

B.T., 23. februar 1971:
Valgsystemet ville være vældig meget bedre, hvis man hver måned udtrak tre nye folketingsmedlemmer for en femårig periode ved en ”utendenslodtrækning” i det centrale personregister.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Det er simpelthen bare at få fat i en lovsamling og en rød blyant. Så kan man i løbet af en månedstid få overstreget 92 pct. af indholdet.

Sjællands tidende, 20. marts 1973:
Man skal bare smide embedsmændene væk og sætte sig ned og skrive lovene selv. De behøver ikke fylde mere end en linje eller to pr. styk.

Sjællands tidende, 20. marts 1973:
Al den snak om venstreorienteret eller højreorienteret er noget gammeldags sludder.

Sjællands Tidende, 13. februar 1971:
Om at starte et skattenægterparti:
Det vil være en kamp mod vejrmøller, for når hverken Knud Kristensen eller Christmas Møller kunne få heldet med sig, hvordan skulle jeg så det.

B.T., 20. juni 1972:
-Vil de være finansminister?
-Statsministeren sammensætter regeringen. Men hvis nogen skulle opfordre mig, ville jeg sige ja tak.

Jyllands-Posten, 18. september 1972:
-Vil de ikke selv være statsminister?
-Det er et job, som jeg i givet fald nok ville sige ja tak til. Men jeg tror ikke, at man bør have en bestemt statsminister. Tiden er løbet fra denne post. Det gælder om at have en handlekraftig regering på højst otte-ni medlemmer, og så kunne statsministerposten gå på omgang.

Ekstra Bladet, 19. september 1972:
Det ville være naturligt, om jeg blev statsminister. Som stifter af Fremskridtspartiet kan jeg i øvrigt dårligt mene andet, end at statsministerposten bør tilfalde mit parti. Naturligvis ved jeg godt, at der er en god afstand fra et nystartet parti og til regeringens ledelse. Men hvis det skulle blive aktuelt, og det håber jeg – vil jeg med største glæde påtage mig hvervet som statsminister.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
-Hvad ville De gøre, hvis De pludselig blev Danmarks diktator?
-Jeg ville starte med at nedlægge syv ministerier og de derunder hørende love, nemlig udenrigsministeriet, boligministeriet, kulturministeriet, kirkeministeriet, handelsministeriet, landbrugsministeriet og fiskeriministeriet. Selvfølgelig skulle der være et likvidationsorgan med et fornuftligt udsalg af deres papirer, og hvad der måtte være af værdier. Efter en måneds forløb ville jeg ophæve 92 pct. af lovstoffet.
-Det lyder dejligt?
-Det ville ikke være dejligt for advokatstanden. Vi lever fedt af de mange love.

Morgenposten, 14. februar 1971:
Radioprogrammet ”Presseklubben”:
Mogens Glistrup erklærede efter udsendelsen over for Morgenposten, at det drejede sig om flg.
Erhard Jakobsen (S), Frode Jacobsen (S), Helge von Rosen (R), Morten Lange (SF), Erik Sigsgaard (VS), Erik Kragh (K), Ove Guldberg (V), Poul Dam (SF) og kommunisten Hanne Reintoft. Disse nu folketingsmedlemmer er de eneste, jeg finder det fornuftigt at genvælge ved det kommende folketingsvalg.
De resterende 170 medlemmer, 94,9 pct., har overhovedet ikke begreb om de problemer, der vil blive fremherskende i 70’erne og 80’erne. De forstår overhovedet ikke at lede udviklingen. De 170 medlemmer kan en for en sammenlignes med en mand uden farvesans, der får til opgave at dekorere en stor gymnastiksal.

Berlingske Tidende, 16. februar 1971:
Man skal også vide, at hvis jeg er opstillet i en nogenlunde sikker kreds for et parti, og der så kommer et endnu bedre tilbud fra enten samme parti eller et andet, så vælger jeg naturligvis den kreds, der er mest sikker på at give valg. Det vil teoretisk sige, at jeg kan opstilles for Venstre i København, og så blive opstillet lidt senere i en bedre kreds for SF.

Jyllands-Posten, 19. marts 1973:
I et ”mandagsportræt”:
Næh – hør. Jeg stemte på Kristeligt Folkeparti i 1971. De ville sikkert spørge mig, om sporene skræmmer? Kristeligt Folkeparti tabte seks mandater på gulvet, fordi de holdt landsmøde på et for tidligt tidspunkt. De havde fået seks mandater i 1971, hvis de havde brugt kræfterne på hedningerne i stedet for at lave sekter blandt de frelste.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Jeg har i de sidste or været hele det politiske spektrum rundt. Sidste gang stemte jeg konservativt. Jeg syntes, at Poul Møller var en fornuftig mand.

Berlingske Tidende, 16. februar 1971:
Hvis Kristeligt Folkeparti eller et andet parti ringer til mig for at få skattetekniske råd, så bliver de behandlet som enhver anden klient. Jeg vil betragte det, ligesom når partierne henvender sig til et reklamebureau for at få hjælp til arbejdet.

B.T., 6. marts 1973:
Jordbunden forbedres for os mosegrise. Møller og hans fæller giver os den ene rod efter den anden at gnave i os. Nogle af os bliver ramt af hans vildskab. Men for arten som helhed, samfundssumpens vandrotter, har klimaet aldrig været så paradisisk som under denne regering. Og under denne regering har det aldrig været så strålende som i marts 1971.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Politikerne burde uddannes i at sige nej. I stedet konkurrerer de om at imødekomme vælgerne, hver gang 40-50 mennesker råber op.

Information, 10. april 1973:
Anker Jørgensen er en idealist, og det er tragisk, at han sidder på et job, han ikke magter.

Aalborg Stiftstidende, 2. april 1972:
Henry Grünbaum har idérigdom. Han er ikke så belastet af politiske fordomme som ministre er flest. Frygten for at gøre noget selvstændigt er hos ham mindre udpræget end hos andre ministre.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Der har været glimrende idéer og mennesker i de andre partier. Socialdemokratiet har en socialt bevidst og ekspanderende mand som Erhard Jakobsen, Venstre har en kyndig mand som Ove Guldberg, SF har en serie af dygtigheder: Morten Lange, Poul Dam, Gert Petersen og… ja, så er der vel ikke mange flere tilbage i Folketinget.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Om Hækkerups deltagelse i fremtidig regering under Glistrup:
Jeg står nok Per Hækkerup temmelig fjernt. Han har ganske vist gjort en gerning i dette land, men det berettiger ham ikke til at komme med i partiets regering.

Berlingske Tidende, 9. marts 1971:
Befolkningen er nu blevet så veluddannet, afdogmatiseret og desillusioneret, at man ikke standser svindsoten i vælgertilslutningen med udtalelser om, at man til overvejelse sender et folketingsudvalg et hundrede sider materiale, og at man vil styrke forståelsen for såvel ret som rimelighed.

Information, 19. april 1972:
Hele embedsmands-hierarkiet har vokset sig så umådeligt meget stærkere i 1960’erne, så man kommer i klemme, når man støder an mod embedsmændenes moralbegreber. Og det gør man, når man har en trækprocent på 0, men de har 57 og spekulerer vildt og inderligt, om det at tegne en indekskontrakt ikke skulle være at lave numre. Med den baggrund bliver der kun en relativ tynd fernis af retsbeskyttelse for sådan en karl som mig.

B.T., 20. april 1971:
Jeg er formentlig den eneste, der har opstillet et sammenhængende offentligt budget for det kommende år udvisende, hvorledes og hvor jeg vil bortskære offentlige udgifter, således at det kan opnås, at indkomstskatten allerede i 1972 forsvinder for mere ned 90 pct. af befolkningen.

Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Hvis der kommer en grundlovsændring på tapetet – hvad der ikke sker de første 15-20 år – så mener jeg , at et folketing på maksimalt 40 medlemmer vil arbejde anderledes hensigtsmæssigt end et folketing af den nuværende størrelse. Hvorfor skal vi smide alle disse honorarer ud til 179 mennesker, når det hele kan fungere lige så godt med 40.

B.T., 6. marts 1973:
Om de andre partiers reaktion:
Det er ren og skær skrækpolitik. De skal nok komme luskende efter valget. Før et valg spiller de bare stærke mænd. De kan jo komme til en saglig debat og krydse klinger. Jeg siger bare: Giv tid, giv tid – jeg nynner glad.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Når vi begynder at holde møder, går folk hjem og taler om det. Når så f.eks. arbejdskammeraten siger, at der stod sådan og sådan i avisen, og han får at vide, attil det svarede Glistrup sådan og sådan, så hører han Glistrups argumenter stærkere end avisens, og så bliver han fremskridtsmand. Sådan breder det sig.

Ekstra Bladet, 16. april 1972:
Min generation har bøjet hovedet i resignation og ydmyghed for de uhyrligheder, der er lagt på vore skuldre. Den nye generation finder sig ikke i alle de forbud, restriktioner og skatteplagerier, vi ældre har måttet tåle. Hvis ikke der sker noget nu, bliver der løst op for de revolutionære spændingstilstande, som vi allerede kender i dag. Hvis ikke der sker noget nu, overgår landets politiske ledelse til ekspeditionssekretærer og psykologer, og derefter kommer oprøret.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Visionsløse teknokrater i gammelpartierne og embedsmandspaverierne kan slet ikke se, at det kan lade sig gøre. Demagoger som vor udenrigsminister forsøger endog at bilde folk ind, at vi ville blive ført tilbage til stenalderen ved afskaffelse af indkomstskatten.
Det er imidlertid ikke noget Andersen-eventyr, at vi over en tilstrækkelig lang årrække på forsvarlig vis kan kvitte den af os selv skabte indkomstskat. Striden kan alene stå om, hvor lang afviklingsperioden skal være. De eneste, som seriøst har arbejdet med den opgave, er nået frem til det resultat, at afviklingen vil vare 6-7 år.

Vendsyssel tidende:
Når det igen kommer til at betale sig at arbejde og investere, stiger nationalproduktet. Opreklameringen af 1969 som det skattefrie år beviste effektivt dette. Derefter, men først derefter, bliver der mere at fordele til de socialt svagt stillede grupper i samfundet. Fra 1977 bliver der råd til stadig stigende generøsitet overfor de medborgere, der har et virkeligt behov for samfundets hjælpe.

Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Politikerne skal gerne sørge for, at alle får det bedre, men naturligvis først og fremmest ved at ile dem til hjælp, der ikke har så let ved selv at klare deres problemer. Skillelinien mellem lønmodtagere og andre er i nutiden en af de tanketomme fraser, som hører til i gammelpolitikernes antikverede samfundsbillede. Ekspeditionssekretærer og direktører er også lønmodtagere, ismejerimanden og folkepensionisten er ikke lønmodtagere.

Sign In

Reset Your Password