Derfor er jeg libertarianer

Når jeg møder folk rundt omkring, og talen falder på politik, så går der ikke længe før det går op for dem at jeg er svær at placere i det traditionelle politiske spektrum. Snakker vi indvandring, taler jeg for åbne grænser, snakker vi offentlige udgifter taler jeg for nedskæringer, snakker vi narkotika taler jeg for […]

Når jeg møder folk rundt omkring, og talen falder på politik, så går der ikke længe før det går op for dem at jeg er svær at placere i det traditionelle politiske spektrum. Snakker vi indvandring, taler jeg for åbne grænser, snakker vi offentlige udgifter taler jeg for nedskæringer, snakker vi narkotika taler jeg for fuldstændig legalisering, snakker vi ordenshåndhævelse, taler jeg for privat politi, osv. Det er ikke lige frem mainstream holdninger at have, og for de flestes vedkommende er det lidt af et chok at blive konfronteret med en libertarianer for første gang.

Det er et chok, fordi de fleste mennesker kun er vant til at tænke i de gængse, demokratiske baner. De baner hvor det gælder om, for hvert individ, eller hver gruppering i samfundet, at på den ene eller den anden måde få politikerne til at tilgodese netop deres særinteresser med tilskud, særlovgivninger, osv. For mig at se, en alles kamp mod alle om at tilrage sig privilegier og penge, og dette ALTID på andres bekostning.

Så når man kommer som libertarianer og bliver spurgt, som det skete en del for mig i forbindelse med det sidste folketingsvalg: “hvem stemmer du på?”. Så er det næsten uforståeligt når man forklarer at man ikke mener at der er den store forskel på om det er den ene flok eller den anden flok der sidder og tilgodeser forskellige særinteresser, samt at man mener at det bedste man kan gøre er at lade være med at stemme og på den måde trække sin støtte til det demokratiske system tilbage. Dette system vil altid have det problem at noget ikke bliver rigtigt fordi man stemmer om det. Flertallets mening er ikke nødvendigvis den rigtige, og selv hvis den tilfældigvis er den fornuftigste, så er det ikke sikkert at det enkelte individ har lyst til at rette sig efter det, for måske er netop hans endemål forskellige fra det brede flertals.

I en tid hvor demokratiet dyrkes som en religion, er det nærmest kætteri bare at sætte spørgsmålstegn ved om man dog ikke kunne gøre det bedre. Om ikke man kunne finde noget der var bedre og friere, end det vi har nu? Selve spørgsmålet er forbudt at stille, og vi har set hvorledes der er blevet taget stærkt afstand fra dem der er blevet nævnt i medierne, når de har haft modet til at gøre det.

Når jeg så sidder i sådan en diskussion, og det går op for dem jeg taler med, at det jeg ønsker er et samfund uden en stat, uden en centralmagt der skal blande sig i alting, regulere alting, kvæle alting, så finder dem jeg taler med det ofte forvirrende. For vi er tit enige i det meste, den eneste grundlæggende forskel, er at jeg holder mig til non aggressions princippet, der i al sin enkelhed lyder: “du skal ikke initiere aggression imod et andet menneske og dennes ejendom”. Og netop denne forskel gør at jeg ikke mener at jeg har ret til at tvinge nogen til at gøre noget mod deres vilje, med mindre det er af nødvendighed for at forsvare mig imod dem, naturligvis. Men nu er det de færreste mennesker der angriber andre, så det er heldigvis ikke så tit forekommende.

Diskussionen bliver så lidt stille, for den skal lige synke ind. De fleste har aldrig set skatteindkrævning som aggression, selv om de naturligvis ved at man bliver sat i fængsel hvis man unddrager sig skat og når man konfronterer folk med det..jooo, så kan de da godt se at det rent objektivt er en form for røveri. Den libertarianske begrebsverden er fremmed for dem, og de lammes et øjeblik. Men så kommer det altid, det uundgåelige spørgsmål: hvorfor mener du som du mener? Hvad ligger bag dine holdninger? Og det er dette spørgsmål jeg vil uddybe i nærværende artikel. Min personlige baggrund for at være libertarianer, hvorfor jeg vil frihed.

Allerede som barn var jeg stærkt optaget af autoriteter og hvorfor de havde den magt de havde. Jeg undrede mig over hvorfor i al verden jeg skulle gøre som læreren sagde, bare fordi han var læreren. Jeg husker at jeg nægtede at fortælle om hvad jeg havde lavet i sommerferien, fordi jeg følte at det gik over mine grænser. Det vedkom ikke min lærer hvad jeg lavede udenfor skolen, det var simpelthen alt for privat. Det hørte, for mig, til den slags jeg fortalte mine venner, ikke til folk jeg knapt nok kendte, hvis formål i livet var at hundse rundt med mig og give mig ordrer.

Det irriterede mig at mennesker, der ikke var anderledes end jeg selv, skulle have magt over mig. Jeg hørte politikere udtale sig om dette og hint i TV og radio. De tog beslutninger som vedrørte mig, mine familie, mine venner, men de var ikke anderledes end jeg var. De var ikke supermennesker med særlige evner, men ganske almindelige mennesker og alligevel så havde de ret til at tage beslutninger på alles vegne, også mine. Det undrede mig. Det undrede mig hvorfra retten til at tage disse beslutninger kom? Men der gik ikke længe før jeg forstod, at den naturligvis ikke hvilede på et moralsk princip, men derimod hvilede på at disse mennesker, politikerne, kontrollerede et kæmpe statsapparat og voldsmonopol. Deres beslutninger blev respekteret fordi der hele tiden lå en latent trussel om at hvis man ikke rettede sig efter deres love og forordninger, så ville hammeren falde. De havde ingen “ret”, de tog sig ret, med magt, som en almen forbryder ville gøre det.

Da jeg kommer fra et venstreorienteret hjem, førte denne indsigt med tiden til et engagement på den yderste venstrefløj. Noget jeg følte stærkt for i en periode i mine teenageår, men som jeg mistede alt for, da det gik op for mig at der ikke var plads til individuelle forskelle og endemål i den venstreorienterede tankegang. De var ikke anderledes end alle de andre. Også de ville bare have magten, så de kunne presse deres egne præferencer ned over hovedet på andre mennesker. På trods af deres snak om frihed, ville de have så meget forbudt, kontrollere så meget, regulere alting, osv. Og alt sammen efter deres hovede, alt skulle foregå efter deres idéer, og selvfølgelig stadig med den latente trussel fra et statsapparat som underliggende motivator.

Desillusioneret trak jeg mig, fra den ene dag til den anden, ud af venstrefløjssammenhænge, og koncentrerede mig om at leve mit liv, uden at tænke for meget på politik. Men jeg havde dog stadig en del tanker om filosofi og var i særdeleshed optaget af idéen om selvejerskab. At ingen har ret til bestemme over en anden, så længe denne ikke skader andre, er for mig en naturlig tanke. Den har været med mig så længe jeg kan huske og det har altid kunnet fremprovokere en stærk, følelsesmæssig reaktion, når jeg ser at nogen tvinger andre til noget. Det er mig dybt og inderligt imod, og det bunder ikke i liberalistisk teori eller anden abstraktion. Det bunder i hvad jeg i hjertet føler er rigtigt og forkert.

Jeg læste en del bøger og faldt over den festlige og originale forfatter, Robert Anton Wilson. En individualistisk anarkist, hvis bøger handlede om alt mellem himmel og jord, men altid havde et budskab om at man ikke skulle stole på autoriteter, skulle tvivle på alt og i det hele taget udfordre sig selv og den verden man befandt sig i. Noget der talte direkte til mig, da jeg jo netop havde forladt venstrefløjen fordi den ikke kunne svare tilfredstillende på de spørgsmål jeg stillede, men blot ville sætte en ny chef ind i stedet for den gamle, mens jeg helst ingen chef ville have.

Igennem Robert Anton Wilsons forfatterskab, kom jeg til at læse mere traditionelle, liberalistiske forfattere. Og det gik op for mig, at man ikke kunne begrænse friheden til kun at være den personlige frihed, sådan som man f.eks. ser medlemmer af Enhedslisten tale om, men at den økonomiske frihed er lige så vigtig, ja endda uadskillelig fra den personlige frihed.

Det er svært at forstå for mange, for ligesom der er tale om automatpilot og vanetænkning når talen falder på demokrati. Så gør det samme sig gældende når der taler om økonomi. Det er ikke ualmindeligt at jeg hører en person udtale om f.eks. ulandshjælp, eller bistandshjælp eller hvad det nu kan være,at “vi har råd til det”. Og der er ikke meget der kan gøre mig mere harm, end den slags arrogante bemærkninger. “Vi har råd til det”, siger du. Hvem er det “vi” du taler om? Det er som om at alt for mange mennesker, ikke forstår at når vi taler penge, så falder de ikke ned fra himmelen. Nej, det er mennesker af kød og blod, der har skabt den værdi som de penge repræsenterer. Når den værdi skabes, ja så betyder det naturligvis at disse mennesker bruger en del af deres tid, ja en del af deres LIV, på dette. Så når man, uden at spørge dem, tager halvdelen af deres løn i skat og bruger den på formål, som de måske/måske ikke er enige i at de skal bruges på, så er det ikke kun penge man tager. Det er disse menneskers liv man stjæler fra dem. Det er den tid, som de har brugt på at skabe den værdi, tjene disse penge. Det er den man tager. Tiden.

Det forekommer mig stærkt umoralsk, at man ikke engang spørger folk om de vil deltage i den slags. Om de vil bruge en del af deres liv på at arbejde for at politikere kan sidde og bestemme hvad deres penge skal bruges til. Bevares, de kan da stemme om hvilke politikere der skal skalte og valte med deres midler, men der er ingen der spørger om de overhovedet har lyst til at deltage, eller om de måske mener at deres penge er bedre brugt på noget andet. Det er jo så forskelligt hvad folk mener er vigtigst hér i livet og jeg er sikker på at de fleste, hvis de fik chancen, ville være i stand til selv at afgøre hvad deres penge skulle bruges på.

Ligeledes er det med trangen til at lovgive om alting. Jeg behøver ikke smiley-ordninger for at gå på restaurant. Jeg behøver ikke noget EU for at handle med et menneske i et andet land. Jeg behøver ingen immigrationsminister for at gifte med mig et menneske fra et andet land. Og mest af alt, så behøver jeg ingen politikere til at fortælle mig hvorledes jeg skal leve mit liv.

Lovgivningstrangen er så stor, og den gennemsyrer den ganske, danske befolkning. Er der noget man er utilfreds med, så tager man ikke ansvaret for det selv. Nej, man danner straks en forening og ser om man ikke kan påvirke nogle politikere til at lovgive således at verden kommer til at se ud som man gerne vil have det. Et godt eksempel herpå, er den verserende debat om rygning på barer og restauranter. En enkel sag for en individualistisk indstillet person. Det er klart at det må være op til den enkelte ejer af en sådan restauration om han/hun vil tillade rygning på præmisserne. Kan man ikke lide at der ryges, kan man så som kunde gå et andet sted hen, og mangler der steder hvor rygning ikke er tilladt, ja, så kan man starte sin egen bar hvis man finder det så vigtigt. Så enkelt burde det være. Men i den verden vi lever i, hvor man helst ikke tager ansvar for sig selv, der forsøger diverse grupper straks at påvirke lovgivningen, så det kan blive en RET at færdes på andre menneskers ejendom uden at få cigaretrøg i hovedet.

Igen er der tale om at man ikke vil spørge pænt. Men man vil kræve at tingene bliver indrettet efter sine særinteresser og forsøge at bruge det statslige voldsapparat til at gennemtvinge dem over for alle. Den samme tendens ser vi hos nogle bistandsklienter, der ikke tænker over hvor pengene kommer fra, men truer sagsbehandlere med bål og brand, for de har RET til at få noget. De skal ikke bede pænt. De skal ikke udvise ydmyghed overfor at nogle har brugt deres dyrebare tid på at være flittige og skabende, de skal bare troppe op, så får de det der er deres ret.

Så når man spørger mig hvorfor jeg er libertarianer. Så er det fordi, jeg ønsker et høfligere samfund. Et hvor man forstår at hjælp er et priviligie, ikke en ret. Et samfund hvor individer frit kan indgå de aftaler de vil med hinanden uden at udefrakommende blander sig. Et samfund hvor den enkelte tager ansvar for sig selv, men samtidig forstår at det som er rigtigt for ham/hende, ikke nødvendigvis skal påtvinges alle andre. Jeg går ind for at man skal hjælpe de svage, de syge, ja alle dem der ikke selv kan. Men det er MINE præferencer , ikke alle andres, og jeg kunne aldrig drømme om at kræve at alle skulle synes som jeg. Så egoistisk er jeg simpelthen ikke.

Man kan sige at min verden slutter ved min næsetip. Ikke forstået på den måde at jeg har nok i mig selv. For, som menneske har man brug for andre mennesker. Der er ingen større glæde end fællesskab med andre, det være sig venskaber, kærlighedsforhold, foreninger og hvor folk nu ellers søger hinandens selskab. Nej, det skal forstås sådan at jeg ikke kan bestemme over andre end mig selv, og så selvfølgelig min ejendom. Det er en ydmyghed overfor andre mennesker og deres livs ukrænkelighed, som jeg mener der mangler idag. Det er muligt at verden ser anderledes ud lige nu, men det må bestemt være værd at stræbe efter, hvis vi skal gøre os håb om at gøre verden til et bedre sted.

Er det virkelig så tosset?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password