Glistrup om Skattens Mønt

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973: Midt i næste måned indfinder Støvets År sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen bofaste i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: “Rev vi i marken let, det er gammel ret”. […]

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Midt i næste måned indfinder Støvets År sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen bofaste i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: “Rev vi i marken let, det er gammel ret”. Skete det alligevel at indkomsten sattes lidt for højt, var det til at bære med en topbeskatningsprocent omkring de 2½.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Indkomstskatten blev opfundet i forrige århundrede af preussiske skattehjerner. Nu har den overlevet sig selv. Lad os starte med at hæve den skattefri bundgrænse til 60.000 kr., senere til 80.000 kr. o.s.v., indtil der ikke betales skat af indtægter.

Weekendavisen, 27. oktober 1972:
Det, der truer det danske samfund i øjeblikket, er dem, der sidder i ligningsdirektoratet og den røde bygning.
Den fædrelandskærlige indstilling i dag ligger i at bekæmpe disse mennesker.

B.T., 20. januar 1973:
Vi kan jo godt som barnet i legetøjsbutikken blive ved med at sige “det vil jeg have”. Men vi kan også gøre som i en almindelig husholdning: sætte tæring efter næring. Man kan vælge de lidelser, skattesystemet medfører, eller få alle sine ønsker opfyldt. Toppen af den sidst tjente krone beskæres med 62 pct. Fortsætter stigningen i samme takt som hidtil, trækkes 100 pct. af den sidst tjente krone i 1993.

Fyns Tidende, 6. februar 1971:
Nægt disse regerende politikere skattens mønt. Afvænningskure er nok hårde, men skal patienten gavnes, må der doceres afvænning fra det stof, der misbruges.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Lad os tage det mere principielt og tale om en mand med en jævn og beskeden indkomst på 400.000 kr. årligt. Tager man f.eks. et gennemsnit for ti år, og vi forudsætter, han har magt over tingene, så vil det ved ganske enkelte foranstaltninger være muligt at koncentrere denne indtægt – altså 4 mill. – inden for de tre “skattelette år” 1968, 1969 og 1970.

Fyns Tidende, 6. februar 1971:
I et samfund, hvor en mindre gruppe reelt har monopol på det politiske magtapparat, er der ingen anden praktisk farbar helbredelsesvej, end at hver pengestofleverandør til de offentlige kasser efter evne søger at begrænse sin stofleverance.

Jyllands-Posten, 5. februar 1972:
Forureningsministeren skulle tage fat på finansministeriet, hvor den største mentale forurening finder sted. Men finansministeren vil effektivisere ligningen og gøre trivslen endnu mindre. Han vil have gjort endnu mere uproduktivt arbejde på skattekontorerne. Det er dette århundredes største propagandaløgn, for der vil ikke blive udskrevet en øre mindre i skat.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Fjern den tåbelige indkomstskat. Så bliver vi allesammen så rige, at vi samtidig kan afskaffe det, vi bruger skatten til: boligsikring, administration, sociale tilskud og blanketvældet med ansøgninger om skattenedslag og andet tidsspilde.

Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Erkendelsen af bureaukratiets og indkomstskattens samfundsskadelighed er givet større i dag, end da jeg i slutningen af 1970 kom til det resultat, at man ikke kunne tillade sig bare at tie stille til den misudvikling, som var i gang. Mon ikke mine provokationer har haft en lille del af æren for denne erkendelse, der er et nødvendigt stadium på vejen til fremskridtet?

B.T., 17. februar 1971:
Indkomstskatten er passé. Pengene skal hentes på indirekte skatter. Selvfølgelig vil staten få færre penge at arbejde med. Det bliver i første omgang de offentlige udgifter, der må skæres ned.
Men når en mand gennem nogle år har fået 4.000 kr. månedligt i stedet for de 2.000 kr., han får under det nuværende skattesystem, bliver der heller ikke brug for så store statslige midler.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Skattetryk fører til en forvridning af den økonomiske struktur. Mange mennesker mener ikke, det kan betale sig at arbejde og investere, med mindre det kan ske sort. Bedsteforældrenes idéer om skattebetaling efter evne er blevet til skattesnydning efter evne. Dette fører igen til forvridning af retsbegreberne og dermed sænkning af kulturstadet.
Som tiden går bliver det plattere og plattere umuligt at opretholde en indkomstskat rent teknisk. Med nutidsspecialiseringens stadigt skiftende beskæftigelsesstruktur kan ingen ligningsmand være tilstrækkelig sagkyndig til at kunne bedømme den “virkelige” indtjening og de “virkelige” driftsomkostningsfradrag.
Skal man nå et stykke ad vejen, må man bruge de største genier i hver generation på noget så goldt og samfundsmæssigt urentabelt som skattearbejde. Staten må sætte kontrollanter på hver enkelt skatteyder for at følge ham i hans dagligfærd for at få fastlagt det nødvendige grundlag for den indkomstmåling, som er indkomstbeskatningens alfa og omega.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Og jeg kan med fuldstændig saglig overbevisning sige, at som forholdene er nu, er indkomstskatten overflødig, og det er aldeles meningsløst, at folk er ude for de åg, den tynger dem under. Indkomstskatten er med de udviklingstendenser, der er, en død foreteelse om 20-30 år i alle lande. Hvorfor skal Danmark ikke udnytte de fordele, der er ved, at landet bliver det første, som afskaffer den.

B.T., 20. januar 1973:
Vi er det land, der har skatteproblemerne længst inde på livet. Det er ganske naturligt, at det kommer først her.

B.T., 23. august 1972:
Når vi som det første land i Europa ophæver den direkte beskatning, vil der tilflyde landet en masse udenlandsk kapital. Det vil øge efterspørgselen efter arbejdskraft, og det vil få de ufaglærtes lønninger til at gå i vejret.

B.T., 20. januar 1973:
Jeg vil starte med en skattefri bundgrænse på 60.000 kr. Alt hvad der tjenes derudover beskattes med 50 pct.
I 1975 hæves bundgrænsen til 80.000 kr. I 1976 til 100.000 kr. I 1977 til 125.000 kr. Fra 1. januar 1978 bortfalder indkomstskatten, og Sankt Hans Aften 1979 markeres begivenheden med, at alle skattevæsenets arkiver brændes på bålene. Materialet må tilintetgøres, så systemet ikke genindføres.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
Når folk bliver fri for at betale skat, så bliver vi heller ikke nødt til at betale dem socialhjælp til deres teaterbilletter, bordtennisundervisning, huslejer og lignende. Som det er nu, haler man under megen skrig og skrål 1000 kr. op af lommen på hr. værkfører Petersen. Disse føres igennem en omfattende administration. Til syvende og sidst bliver der 600 kr. tilbage, og dem giver man så værkføreren igen i form af tilskud til boliger, børnehaver og lignende.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Nu må man give socialhjælp til folk, der tjener 40-50-60.000 kr., fordi de på grund af indkomstskatten har så lidt til disposition til sig selv, men hvis man i stedet lod dem beholde deres penge i egne lommer, lod dem betale deres egne udgifter, hvad enten det er til teater, undervisning, trampolinspringning eller hvad, ville man opnå noget administrativt væsentligt enklere. Man skal hellere stryge hunden med hårene end mod hårene. Det er den enkle lære, danske politikere bør forstå – og ikke fortsætte ad de baner, som var gængse i livremsperioden. Den går ikke at piske folk med skorpioner, men langt, langt bedre, hvis man følger det, der giver medvind og medløb.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Folk kan jo betale, hvad tingene koster, når de selv får lov til at beholde, hvad der er i lønningsposen.

Berlingske Tidende, 11. marts 1973:
Hvis man fik fat i de sorte penge, ville alt i samfundet gå i stå. Sorte penge er nødvendige med de skatter, der forlanges.

Jyllands-Posten, 14. marts 1972:
Det legale skattesnyderi er sikkert 50-100 pct. større end det illegale skattesnyderi, der jo er anslået til syv otte milliarder kroner.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
-I fjernsynet lignede De skattesnyderne med besættelsens frihedskæmpere. Var det en tankegang, De har fortrudt?
-Nej. Det var en velovervejet mening, som rammer den sande beskrivelse – men som ikke passer ind i vanetænkningen på Christiansborg, hvor man har været vant til at sige om skattesnyderne, at de er nogle slubberter. Når der så kommer en og siger, at skattesnyderne i allerhøjeste grad er samfundsnyttige borgere, så siger man ganske automatisk: det er da en fuldstændig uanstændig mening, den mand har.
-Der må da være forskel på at udnytte skatteloven og direkte overtræde den. Det sidste er kriminelt.
-Jernbanesabotørerne under krigen var også kriminelle, men efter min opfattelse samfundsnyttige borgere.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Jeg er da selv for fej og ømskindet, og derfor fraråder jeg folk at snyde. Jeg var heller ikke med til sabotage under krigen. Det havde jeg ikke mod til.

Aktuelt, 6. december 1972:
Uanset om al skattesnyderi i Danmark – legal som illegal – blev afsløret, ville skatten ikke falde med 25 øre for dem, der rammes af den løbsk-løbende kildeskattemølle.

B.T., 8. februar 1973:
Jeg er kun i politik på grund af mine erfaringer her i livet. Hver uge har jeg på mit kontor besøg af 15-20 mennesker med skattesedler, som de ikke forstår. Jeg føler mig som en mand med en bullen finger, og nu vil jeg stikke i den, selv om det gør ondt.

Dansk Byggeri, 24. januar 1972:
De såkaldte legale skattefiduser er borgernes reaktion på en stadig stigende beskatning. Men på længere sigt fører skattefiduser kun til en forvridning af samfundets og vor egen økonomi. Den form for skattetænkning, der går ud på at omdanne personlig indkomst til aktieselskabsindkomst, er en mere langfristet fordel, men når man sætter sig selv på aktier, har man både på godt og ondt sat sig under de regler, der til enhver tid gælder aktieselskaber.
Alle transaktioner er i virkeligheden mere eller mindre ufuldkomne måder at reagere på over for det onde, der hedder indkomstskatten.
Vi må til at tænke i nye baner, hvis vi skal sanere vor økonomi. Hvis det stod til mig, og det er måske en trøst, at det gør det ikke, så ville jeg afskaffe indkomstskatten over en kortere periode.
Lad mig nævne nogle hovedgrupper, hvor det offentlige skal investere. Først er der det sociale sundhedsvæsen, hvor der måske bør investeres 20 milliarder, bygge- og anlægsvirksomheden, hvor samfundet bør investere måske 11 milliarder, undervisningsvæsenet 8 milliarder, forureningsbekæmpelse 4 milliarder, og under diverse skal måske investeres 3 milliarder. Når vi på et tidspunkt finder ud af nødvendigheden af at lægge et fast rammebudget, så er det meningen, at det skal overholdes.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Jeg skal være ærlig. Der er virkelig ikke tale om nogen bestemt metode eller fidus. Vi har simpelthen i dag et skattesystem her i landet, der i sit princip er baseret på nogle preussiske nationaløkonomer, der i 1870 i Berlin sad og spekulerede for på ægte preussisk spekulativ facon at finde ud af, at nogle bestemt økonomiske bevægelser skulle kaldes indkomst, andre formuebevægelser.
Så afholdt den danske stat af alle de tåbeligste udgifter, den har afholdt gennem årene, den mest fjogede, da den gav en kontorchef i finansministeriet et legat på 500 kroner, så han kunne rejse ned til tyskerne og studere deres skattelovgivning.
Han kom hjem og begejstrede alle de mennesker, der kæmpede for systemskiftet, med denne nymodens ting, som tyskerne kaldte indkomstskat. Den fik vi så i 1903.
Og i 68 år har man konstant drejet tommelskruerne ved at forhøje procenterne, og er i dag kommet op til nogle horrible procenter, som der slet ikke er basis for. Samfundet har aldeles ændret skikkelse siden da.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Når man er skatteplanlægger, må man lægge sine æg i flere kurve. Har man herredømme over tingene, så kunne man profitere af disse regler. Men det gælder ikke hr. Glistrup alene. Det gælder 1½-2 pct. af dette lands borgere, der er akkurat lige så godt stillede, og som har udnyttet skattelovene på akkurat samme måde.

Politiken, 14. februar 1971:
-Er De aldrig blevet snøret af skattevæsenet?
-Jo, de er skam hårde ved mig. Vi har f.eks. et dejligt svømmebassin på 172.000 liter. Det benyttes af eleverne på Lyngby private Skole, hvor min kone underviser i svømning. Det får hun 1.000 kr. for om måneden, og da svømmeundervisningen sker med statstilskud, hævder Lyngby Kommune, at der er tale om A-indkomst. De tager derfor 40 pct. af min kones honorar. Jeg mener derimod, at det må være B-indkomst, når vi selv lægger bassin til, men Helge Larsens folk hævder, at staten ikke udbetaler B-indkomster. Den sag er lige til ombudsmanden. Jeg føler mig i hvert fald groft behandlet.

Holstebro Dagblad, 7. april 1971:
Folk er parate til at skrive under på forsikringspolicer og rederikontrakter blot for at få en lavere trækprocent. Ingen vil kunne forstå, at de vil være ruineret, når en afrikansk høvding en dag beslaglægger en coaster.

Amtsavisen, Randers, 12. februar 1972:
Når man sidder med selvangivelsen for 1971, kan det ikke nytte at ærgre sig over, at man har dummet sig. Næh, så må man prøve at se, hvordan man undgår skatten i 1972, 1973 o.s.v. I øvrigt forstår jeg ikke flertallet af lønmodtagere. De fleste er opdraget til at gå til tandlægeeftersyn med regelmæssige mellemrum. De burde også gå til et økonomisk eftersyn. I det mindste prøve at se på økonomien, drøfte den med andre.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Med hensyn til det, politikere kan skabe, er de, der er gået i skattely i udlandet, jo allerede kommet i paradiset, idet de er fri for at betale skat. De har det ad helvede til menneskeligt, mange af dem, men forhåbentlig kan de, der længes efter en rejemad i Tivoli, vende tilbage til Danmark, når vi får afskaffet indkomstskatten.

Aktuelt, 11. december 1972:
Af et brev til chefredaktør Bent Hansen, Aktuelt:
Der er næppe noget særligt ved mit virke i retning af på utiltalende vis – moralsk eller juridisk – at hjælpe folk til skatteunddragelse. Det gøres både i større målestok og måske mere effektivt tusindvis af andre steder end hos mig. Det arbejde vil under alle omstændigheder forstærkes i takt med indkomstskatteprocenterne, uanset hvordan det måtte gå mig. Det er da heller ikke på grund deraf, jeg forfølges. Nej, min brøde er den, at jeg vil rejse en virkelig opposition mod vor tids herremandsvælde.

Politiken, 16. februar 1971:
Jeg betaler ingen skat og finder det heller ikke rimeligt at betale nogen skat, så længe staten i den grad smider om sig med penge.

Aktuelt, 13. december 1972:
Referat af Glistrups deltagelse i lytterspørgeprogram:
-Hvordan vil De overbevise os om, at De med en trækprocent på nul og som millionær kan tjene arbejdernes interesser?
-Ved at sige sandheden.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Jeg har ikke udnyttet skattelovene anderledes end andre skatteydere. Der er blot sket det, at jeg har stukket trynen lidt langt frem, og derfor er jeg kommet i søgelyset, så skattevæsenet ofrer kæmpebeløb på at undersøge mine forhold. Det er myndighederne i deres gode ret til, og når man tænker på de millionbeløb, der i forvejen smides ud i administrationen, kan det vel ikke spille nogen rolle, om man smider et par hundrede tusinde mere ud til en ekstraordinær revision af mine forhold.

Politiken, 14. februar 1971:
-Min trækprocent er resultatet af næsten 15 års studier af skattelovgivningen, så det er en kompliceret affære. Jeg kunne vel forklare systemet, hvis jeg fik stillet 45 sider til rådighed i Ugeskrift for Retsvæsen. Eller man kunne måske lade en kvik jurist skrive en doktordisputats over emnet.
-Man skal altså være ekspert for at følge med?
-Jamen kære ven. De ved da, at doktorens børn altid har de rødeste kinder, og at murermesteren altid får det bedste hus. Tilsvarende ville jeg da være en ringe skatterådgiver, hvis jeg var nødt til at betale skat.
-Har De aldrig betalt skat?
-Det kan jeg ikke huske, men sidste år havde jeg en trækprocent på nul. Så er det jo meget nemmere, når man går rundt i byen og skal have udbetalt f.eks. bestyrelseshonorarer. Det er så besværligt, når den administrerende direktør skal sidde og fratrække bestyrelsesmedlemmernes kildeskat, mens tjeneren venter med gravad laks ved siden af.

Jydske Tidende, 19. april 1972:
Jeg kan ikke se, der kan være tale om skattesvig. Det vil forudsætte, at noget holdes hemmeligt, og vi har aldrig haft noget at skjule over for myndighederne. Tværtimod har alle de skattevejledninger, jeg har givet klienter, resulteret i henvendelser til skattevæsenet før blækket var tørt med anmodning om nedsættelse af trækprocenter.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Arbejdsmand Jensen var ikke sluppet en øre billigere i skat, selv om alle vi velbjærgede, der har trækprocent nul, havde betalt skat. Selv om enhver skattesvindel, legal eller illegal, blev afsløret, ville arbejdsmand Jensens skat ikke falde med en øre. De overflødige udgifter ville bare vokse tilsvarende.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Al denne snak om hr. Glistrups private økonomiske forhold! Jeg går da ikke og spekulerer på, om der skal betales skat af for længst afsluttede regnskaber og efter regler, som den gang gav velbjærgede skatteydere en række fordele, som kunne udnyttes. Det rent praktiske – også udbetalingen – ordner min bogholder.
Men som princip må jeg sige, at det i min branche er hovedsagen at se fremad. Spørgsmålet er, om man i god tid kan slippe gennem skattevæsenets skærsild på den måde, man foretrækker.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password