Glistrups politiske anskuelser

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971: Der er ikke nogen fløje i det danske folketing. Det er jo én samlet spiritistloge, hvor medlemmerne sidder med deres egne uduelige idéer i deres egen sammenkogthed og deres egen Christiansborg-jargon. Deres dagsordener, deres ”tilgodeseen af enhver rimelig interesse” – pladder, som ikke hører til i et moderne samfund. B.T., […]

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Der er ikke nogen fløje i det danske folketing. Det er jo én samlet spiritistloge, hvor medlemmerne sidder med deres egne uduelige idéer i deres egen sammenkogthed og deres egen Christiansborg-jargon. Deres dagsordener, deres ”tilgodeseen af enhver rimelig interesse” – pladder, som ikke hører til i et moderne samfund.

B.T., 23. februar 1971:
Valgsystemet ville være vældig meget bedre, hvis man hver måned udtrak tre nye folketingsmedlemmer for en femårig periode ved en ”utendenslodtrækning” i det centrale personregister.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Det er simpelthen bare at få fat i en lovsamling og en rød blyant. Så kan man i løbet af en månedstid få overstreget 92 pct. af indholdet.

Sjællands tidende, 20. marts 1973:
Man skal bare smide embedsmændene væk og sætte sig ned og skrive lovene selv. De behøver ikke fylde mere end en linje eller to pr. styk.

Sjællands tidende, 20. marts 1973:
Al den snak om venstreorienteret eller højreorienteret er noget gammeldags sludder.

Sjællands Tidende, 13. februar 1971:
Om at starte et skattenægterparti:
Det vil være en kamp mod vejrmøller, for når hverken Knud Kristensen eller Christmas Møller kunne få heldet med sig, hvordan skulle jeg så det.

B.T., 20. juni 1972:
-Vil de være finansminister?
-Statsministeren sammensætter regeringen. Men hvis nogen skulle opfordre mig, ville jeg sige ja tak.

Jyllands-Posten, 18. september 1972:
-Vil de ikke selv være statsminister?
-Det er et job, som jeg i givet fald nok ville sige ja tak til. Men jeg tror ikke, at man bør have en bestemt statsminister. Tiden er løbet fra denne post. Det gælder om at have en handlekraftig regering på højst otte-ni medlemmer, og så kunne statsministerposten gå på omgang.

Ekstra Bladet, 19. september 1972:
Det ville være naturligt, om jeg blev statsminister. Som stifter af Fremskridtspartiet kan jeg i øvrigt dårligt mene andet, end at statsministerposten bør tilfalde mit parti. Naturligvis ved jeg godt, at der er en god afstand fra et nystartet parti og til regeringens ledelse. Men hvis det skulle blive aktuelt, og det håber jeg – vil jeg med største glæde påtage mig hvervet som statsminister.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
-Hvad ville De gøre, hvis De pludselig blev Danmarks diktator?
-Jeg ville starte med at nedlægge syv ministerier og de derunder hørende love, nemlig udenrigsministeriet, boligministeriet, kulturministeriet, kirkeministeriet, handelsministeriet, landbrugsministeriet og fiskeriministeriet. Selvfølgelig skulle der være et likvidationsorgan med et fornuftligt udsalg af deres papirer, og hvad der måtte være af værdier. Efter en måneds forløb ville jeg ophæve 92 pct. af lovstoffet.
-Det lyder dejligt?
-Det ville ikke være dejligt for advokatstanden. Vi lever fedt af de mange love.

Morgenposten, 14. februar 1971:
Radioprogrammet ”Presseklubben”:
Mogens Glistrup erklærede efter udsendelsen over for Morgenposten, at det drejede sig om flg.
Erhard Jakobsen (S), Frode Jacobsen (S), Helge von Rosen (R), Morten Lange (SF), Erik Sigsgaard (VS), Erik Kragh (K), Ove Guldberg (V), Poul Dam (SF) og kommunisten Hanne Reintoft. Disse nu folketingsmedlemmer er de eneste, jeg finder det fornuftigt at genvælge ved det kommende folketingsvalg.
De resterende 170 medlemmer, 94,9 pct., har overhovedet ikke begreb om de problemer, der vil blive fremherskende i 70’erne og 80’erne. De forstår overhovedet ikke at lede udviklingen. De 170 medlemmer kan en for en sammenlignes med en mand uden farvesans, der får til opgave at dekorere en stor gymnastiksal.

Berlingske Tidende, 16. februar 1971:
Man skal også vide, at hvis jeg er opstillet i en nogenlunde sikker kreds for et parti, og der så kommer et endnu bedre tilbud fra enten samme parti eller et andet, så vælger jeg naturligvis den kreds, der er mest sikker på at give valg. Det vil teoretisk sige, at jeg kan opstilles for Venstre i København, og så blive opstillet lidt senere i en bedre kreds for SF.

Jyllands-Posten, 19. marts 1973:
I et ”mandagsportræt”:
Næh – hør. Jeg stemte på Kristeligt Folkeparti i 1971. De ville sikkert spørge mig, om sporene skræmmer? Kristeligt Folkeparti tabte seks mandater på gulvet, fordi de holdt landsmøde på et for tidligt tidspunkt. De havde fået seks mandater i 1971, hvis de havde brugt kræfterne på hedningerne i stedet for at lave sekter blandt de frelste.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Jeg har i de sidste or været hele det politiske spektrum rundt. Sidste gang stemte jeg konservativt. Jeg syntes, at Poul Møller var en fornuftig mand.

Berlingske Tidende, 16. februar 1971:
Hvis Kristeligt Folkeparti eller et andet parti ringer til mig for at få skattetekniske råd, så bliver de behandlet som enhver anden klient. Jeg vil betragte det, ligesom når partierne henvender sig til et reklamebureau for at få hjælp til arbejdet.

B.T., 6. marts 1973:
Jordbunden forbedres for os mosegrise. Møller og hans fæller giver os den ene rod efter den anden at gnave i os. Nogle af os bliver ramt af hans vildskab. Men for arten som helhed, samfundssumpens vandrotter, har klimaet aldrig været så paradisisk som under denne regering. Og under denne regering har det aldrig været så strålende som i marts 1971.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Politikerne burde uddannes i at sige nej. I stedet konkurrerer de om at imødekomme vælgerne, hver gang 40-50 mennesker råber op.

Information, 10. april 1973:
Anker Jørgensen er en idealist, og det er tragisk, at han sidder på et job, han ikke magter.

Aalborg Stiftstidende, 2. april 1972:
Henry Grünbaum har idérigdom. Han er ikke så belastet af politiske fordomme som ministre er flest. Frygten for at gøre noget selvstændigt er hos ham mindre udpræget end hos andre ministre.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Der har været glimrende idéer og mennesker i de andre partier. Socialdemokratiet har en socialt bevidst og ekspanderende mand som Erhard Jakobsen, Venstre har en kyndig mand som Ove Guldberg, SF har en serie af dygtigheder: Morten Lange, Poul Dam, Gert Petersen og… ja, så er der vel ikke mange flere tilbage i Folketinget.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Om Hækkerups deltagelse i fremtidig regering under Glistrup:
Jeg står nok Per Hækkerup temmelig fjernt. Han har ganske vist gjort en gerning i dette land, men det berettiger ham ikke til at komme med i partiets regering.

Berlingske Tidende, 9. marts 1971:
Befolkningen er nu blevet så veluddannet, afdogmatiseret og desillusioneret, at man ikke standser svindsoten i vælgertilslutningen med udtalelser om, at man til overvejelse sender et folketingsudvalg et hundrede sider materiale, og at man vil styrke forståelsen for såvel ret som rimelighed.

Information, 19. april 1972:
Hele embedsmands-hierarkiet har vokset sig så umådeligt meget stærkere i 1960’erne, så man kommer i klemme, når man støder an mod embedsmændenes moralbegreber. Og det gør man, når man har en trækprocent på 0, men de har 57 og spekulerer vildt og inderligt, om det at tegne en indekskontrakt ikke skulle være at lave numre. Med den baggrund bliver der kun en relativ tynd fernis af retsbeskyttelse for sådan en karl som mig.

B.T., 20. april 1971:
Jeg er formentlig den eneste, der har opstillet et sammenhængende offentligt budget for det kommende år udvisende, hvorledes og hvor jeg vil bortskære offentlige udgifter, således at det kan opnås, at indkomstskatten allerede i 1972 forsvinder for mere ned 90 pct. af befolkningen.

Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Hvis der kommer en grundlovsændring på tapetet – hvad der ikke sker de første 15-20 år – så mener jeg , at et folketing på maksimalt 40 medlemmer vil arbejde anderledes hensigtsmæssigt end et folketing af den nuværende størrelse. Hvorfor skal vi smide alle disse honorarer ud til 179 mennesker, når det hele kan fungere lige så godt med 40.

B.T., 6. marts 1973:
Om de andre partiers reaktion:
Det er ren og skær skrækpolitik. De skal nok komme luskende efter valget. Før et valg spiller de bare stærke mænd. De kan jo komme til en saglig debat og krydse klinger. Jeg siger bare: Giv tid, giv tid – jeg nynner glad.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Når vi begynder at holde møder, går folk hjem og taler om det. Når så f.eks. arbejdskammeraten siger, at der stod sådan og sådan i avisen, og han får at vide, attil det svarede Glistrup sådan og sådan, så hører han Glistrups argumenter stærkere end avisens, og så bliver han fremskridtsmand. Sådan breder det sig.

Ekstra Bladet, 16. april 1972:
Min generation har bøjet hovedet i resignation og ydmyghed for de uhyrligheder, der er lagt på vore skuldre. Den nye generation finder sig ikke i alle de forbud, restriktioner og skatteplagerier, vi ældre har måttet tåle. Hvis ikke der sker noget nu, bliver der løst op for de revolutionære spændingstilstande, som vi allerede kender i dag. Hvis ikke der sker noget nu, overgår landets politiske ledelse til ekspeditionssekretærer og psykologer, og derefter kommer oprøret.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Visionsløse teknokrater i gammelpartierne og embedsmandspaverierne kan slet ikke se, at det kan lade sig gøre. Demagoger som vor udenrigsminister forsøger endog at bilde folk ind, at vi ville blive ført tilbage til stenalderen ved afskaffelse af indkomstskatten.
Det er imidlertid ikke noget Andersen-eventyr, at vi over en tilstrækkelig lang årrække på forsvarlig vis kan kvitte den af os selv skabte indkomstskat. Striden kan alene stå om, hvor lang afviklingsperioden skal være. De eneste, som seriøst har arbejdet med den opgave, er nået frem til det resultat, at afviklingen vil vare 6-7 år.

Vendsyssel tidende:
Når det igen kommer til at betale sig at arbejde og investere, stiger nationalproduktet. Opreklameringen af 1969 som det skattefrie år beviste effektivt dette. Derefter, men først derefter, bliver der mere at fordele til de socialt svagt stillede grupper i samfundet. Fra 1977 bliver der råd til stadig stigende generøsitet overfor de medborgere, der har et virkeligt behov for samfundets hjælpe.

Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Politikerne skal gerne sørge for, at alle får det bedre, men naturligvis først og fremmest ved at ile dem til hjælp, der ikke har så let ved selv at klare deres problemer. Skillelinien mellem lønmodtagere og andre er i nutiden en af de tanketomme fraser, som hører til i gammelpolitikernes antikverede samfundsbillede. Ekspeditionssekretærer og direktører er også lønmodtagere, ismejerimanden og folkepensionisten er ikke lønmodtagere.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password