Problemet med frivillighed – et spilteoretisk perspektiv

Af Marcus Guldager, økonomistuderende på KU, formand for DSU Nordsjælland og medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm for Socialdemokratiet.

Der var engang en lille planet med 100 kongeriger. Hvert kongerige havde en konge, der enevældigt regerede sit rige, og der var ingen højere instans til at bestemme over hvert kongerige. Til gengæld mødtes kongerne en gang om året for at diskutere, hvilke globale problemer, der var på deres lille planet.

Denne gang skulle de mødes, fordi særligt ét emne bekymrede dem alle – jordens ressourcer var ved at blive opbrugt. Kongerigerne producerede ganske enkelt for meget, og hvis deres planet skulle overleve, så måtte de skære ned på forbruget. 

Alle kongerne havde en interesse i, at planeten skulle kunne overleve på langt sigt, så de endte med at lave en aftale om, at alle kongerigerne skulle halvere deres forbrug af ressourcer, så planeten kunne følge med. Alle kongerne klappede, og gik glade og tilfredse hjem.

Da den første konge kom hjem, kaldte han med det samme på sin øverste rådgiver, og fortalte ham om aftalen. Kongen kommanderede, at de måtte gå i gang med det samme. Men rådgiveren kiggede på ham og spurgte så:

”Hvorfor skal vi dog det?”

Kongen blev lidt irriteret: ”For at redde kloden, selvfølgelig. Det er bedst at vi alle gøre en indsats”

Rådgiveren indvendte dog: ”Nej, det er ikke bedst for os. Det bedste for os er ikke, at alle kongerigerne skærer ned på forbruget. Det bedste er at alle kongerigerne, undtagen vores, skærer ned på forbruget. Så er planeten stadig reddet, og vi er langt rigere end de andre”

Det kunne kongen godt se, men sagde så: ”Ja, men der er jo lavet en aftale. Det værste, der kunne ske, ville jo være, at vi bare alle sammen droppede det”

Rådgiveren rystede på hovedet: ”Nej konge. Det værste vil ikke være, at ingen overholder aftalen. Det værste vil være, hvis vi er de eneste, der holder aftalen. Så er vores planet stadig fortabt, og vi har skåret ned på vores forbrug for ingen verdens nytte”

Kongen overvejede argumentet i noget tid, men brød så ind: ”Hvorfor skulle de andre konger ikke overholde aftalen? En aftale er vel en aftale?”

Til det svarede rådgiveren blot: ”Men kære konge.. Tror du ikke, at alle de andre kongers rådgivere siger præcis det samme som jeg? Alle de andre kan jo bruge samme logik. De ved også, at uanset hvordan de andre konger handler, så er det altid bedst for dem, at de bryder aftalen. Så selvfølgelig kommer de til at bryde den”

Kongen tænkte over det i noget tid, og sagde så: ”du har ret. Vi dropper aftalen”

Og sådan gjorde alle kongerne. Og de levede lykkeligt i overforbrug, til deres planets (snarlige) ende… slut.

….

Nogle af jer sidder sikkert og tænker, Hvad helvede var formålet med det eventyr? Jeg troede, at indlægget handlede om spilteori. Andre af jer har måske luret, hvad kongens dilemma er en metafor for: nemlig det berømte ”fange-dilemma”. I spilteori er et fangedilemma en situation, hvor det er bedst for helheden at arbejde sammen, men hvor hvert individ har et incitament til at ”snyde” (uanset hvad de andre gør). Et rationelt individ vil derfor altid vælge at snyde, hvis individet ønsker at maksimere sin egen nytte. Paradoksalt nok så ender det så altid med, at alle ender med mindre, end de havde fået hvis de bare arbejdede sammen. 

Der findes andre berømte økonomiske parabler, der fortæller nogenlunde samme budskab. Et andet kendt eksempel er ”tragedy of the commons”, hvor en gruppe fårehyrder skal dele et fælles græsseareal. Hvis de kan holde sig til 10 får hver, så kan græssearealet holde i al evighed. Men de ender (ud fra nogenlunde samme logik som kongens rådgiver) alle sammen med at lade sine får overgræsse, så græssearealet dør ud for altid. ”Tragedy of the Commons” viser problemerne med fælles, men knappe, ressourcer.

Hvorfor er disse historier og adfærdsøkonomiske indsigter fra spilteori relevant på et forum for anarko-kapitalister? Fordi anarko-kapitalister ofte fremfører argumenter som f.eks.: ”Selvfølgelig synes jeg, at alle skal kunne gå i skole. Jeg vil bare ikke tvinge folk til at betale for det. Det må frivillige klare”.

Forestil dig, at alle i din by betaler 1000kr om måneden til de lokale ”velgørenhedsskoler”, der giver skolegang til de fattige børn, der ikke har råd til almindelig skole. Du tænker en dag til dig selv: ”hmm.. 1000kr om måneden er sørme mange penge for mig. Det påvirker mit liv mærkbart. Men for skolen er det jo en dråbe i havet i deres samlede budget. Det vil sikkert ikke engang kunne mærkes, hvis jeg stoppede med mit bidrag”. Og sådan tænker alle desværre. Det er fangernes dilemma om igen. Og pludselig er der meget få, der betaler til skolerne. De må måske betale store beløb, for at det kan løbe rundt. Eller måske kan skolen slet ikke løbe rundt længere. Vi har altså skabt en samfundsmodel, der økonomisk belønner egoistisk adfærd, og økonomisk straffer altruisme. Er det en hensigtsmæssig incitamentsstruktur for et samfund? Det mener jeg ikke. 

(Samme logik kan i øvrigt bruges om mange andre ting. For eksempel at individuel handling alene sandsynligvis ikke er nok til at stoppe klimaforandringerne, da folk tænker ”min flytur er en dråbe i havet, men at komme ud at rejse gør en kæmpe forskel for mig. Jeg flyver alligevel”)

Så siger jeg, at mennesket simpelthen i sin natur er grådigt? Nej, det gør jeg ikke. De fleste vil sådan set gerne have et system, hvor vi hjælper hinanden. Men de fleste mennesker er også, til en vis grad, nyttemaksimerende individer, der reagerer på incitamenter. Og det er vigtigt at tage højde for. For som den berømte økonom, Milton Friedman, engang sagde: ”… we might all of us be willing to contribute to the relief of poverty, provided everyone else did. We might not be willing to contribute the same amount without such assurance” (“Capitalism and Freedom”, 1962)

Derfor har jeg heller ikke noget imod at sige, at jeg advokerer for tvang. Det står jeg fuldt og fast inde for. Det er (desværre) den eneste model, der sikrer, at alle børn kan gå i skole, at alle kan få lægehjælp, eller at alle kan få mad og et tag over hovedet. Og mener jeg, at det er mere moralsk korrekt at tvinge dig til at betale for et barns skole, end at acceptere, at nogle børn slet ikke går i skole? Ja.

0 comments

Sign In

Reset Your Password