Glistrup og prokuratorerne

Ekstra Bladet, 13. marts 1972: 92 procent af landets lovgivning er overflødig – deriblandt injurielovgivningen. Selv om Ekstra Bladet dagligt på forsiden udråbte mig til rovmorder, ville jeg ikke anlægge sag. Hvis man vil have en sag frem i lyset, må man henvende sig til pressen, der både arbejder hurtigere og er bedre egnet til […]

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
92 procent af landets lovgivning er overflødig – deriblandt injurielovgivningen. Selv om Ekstra Bladet dagligt på forsiden udråbte mig til rovmorder, ville jeg ikke anlægge sag. Hvis man vil have en sag frem i lyset, må man henvende sig til pressen, der både arbejder hurtigere og er bedre egnet til at finde frem til sandheden end landets domstole, der ofte er befolket af pæne ældre herrer uden kontakt med nutiden.

Information, 19. april 1972:
Nu har jeg været sagfører i 22 år, så idéerne om Danmark som et retssamfund forlod mig i hvert fald under de skæve varebyttesager for 18 år siden. Og de har ikke indfundet sig igen. Vi er så stolte her i Danmark, fordi vi er så pokkers uformelle. Men konsekvensen af, at vi er så upraktiske, er, at de, der falder uden for de almindelige rammer, nok ikke har samme retsbeskyttelse i Danmark som de tilsvarende grupper har i andre lande.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
-Hvis samfundet blev organiseret fornuftigt, og Folketinget var sin opgave voksen, så ville et usundt og uproduktivt arbejde, som det jeg befatter mig med, ikke blive belønnet på samme måde, som det i dag belønnes af Folketinget.
-Hørte jeg rigtigt. – De sagde et usundt og uproduktivt arbejde?
-Ja, det at sagførere og revisorer trives godt i dag er da kun et udtryk for, at Folketinget ikke magter sine opgaver. Det kan da kun være et sygdomstegn, at vi kan leve godt af denne udfyldning af blanketter og pjank. Det er på grund af politikernes uduelighed, at jeg er blevet så tyk, som jeg er.

Aktuelt, 4. november 1972:
I dette fordærvede samfund er advokatstanden privilegeret. Det er et af dette samfunds store dumheder. Advokater tjener tykt på næsten intet produktivt at bestille.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Den danske dommerstand er bare en afdeling af det danske politi. Landets højeste dommer er uddannet i anklagemyndigheden, landets højeste anklager er uddannet ved domstolene. Det er et fedt indenfor embedsmandsvældet. Jeg har færdedes i 23 år ved de danske domstole så at sige dagligt. Især de københavnske. Provinsdomstolene er noget bedre.

Aktuelt, 4. november 1972:
Dommerne er jo en del af det fordærvede etablerede samfund. Der er så mange små borgere her i samfundet, der er dømt uskyldigt, så hvorfor skulle jeg ikke også blive det. Jeg er jo besværlig for magthaverne.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Set fra et egoistisk synspunkt er det helt forkert af mig at komme med mine advarsler. Jeg er jo en af dem, der lukrerer mest på bureaukratiet.

Som advokat burde jeg være tilfreds med udviklingen, der gør tingene så indviklet, at der bliver mere brug for os jurister, hvis folk skal klare sig.

Ekstra Bladet, 29. april 1972:
Der er naturligvis tale om politisk forfølgelse for at kvæle mig. Det er en slags politisk aktion, hvis eneste formål er at undertrykke mine argumenter ved at retsforfølge mig, men i mellemtiden er der 20.000 skattesnydere, der får større bonus, fordi politiet beskæftiger sig med mig.
På den måde, politiet er gået frem, rammer man simpelt hen en kritiker af systemet. Man giver mig et hak i tuden, og det er klart, det er skæmmende. Men det afholder mig ikke fra at fortsætte min kritik. Selv om det er, hvad aktionen i virkeligheden går ud på.

Berlingske Tidende, 4. april 1972:
I sommerhuslandet hører jeg, at Advokatrådet i dets kamp for at knægte mig påskelørdag har offentliggjort nogle beskyldninger mod mig. Dette er sket, uden at jeg har fået forudgående meddelelse herom, endsige adgang til samtidigt at oplyse, hvordan sandheden er på de pågældende punkter. Jeg fastholder, at jeg intet galt har gjort, og at det, der reelt står Advokatrådet og mig imellem, først og fremmest er, at Advokatrådet søger at gennemtvinge, at sagførerforretninger fortsat skal drives som i vore bedsteforældres tid.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
Advokatrådet antyder, at det er farligt at have med mig at gøre, men af mine regnskaber fremgår, at mit sagførerfirma er 12,5 mill. kr. værd, og at jeg kun skylder 2 mill. kr. Det betyder, at jeg alene i firmaet ejer 10,5 mill. kr., og det skulle være en rimelig sikkerhed for klienterne.

Politiken, 5. april 1972:
Ophæves Advokatrådet, vil sagførere kunne gå ind i normal fri konkurrence med hinanden. De kontorer, der med behørig hensyntagen til nutidens forhold kan drives med salærer, der ligger på halvdelen af de salærtakster, som Advokatrådet nu gennemtvinger, at sagførere skal overholde, vil derefter få mulighed for at nedsætte deres priser.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Jeg har det bedste forhold til næsten alle danske advokater. Kun Advokatrådet, som udviklingen er løbet fra, kæmper i sin fagforsteningsmentalitet for at uskadeliggøre den sagfører, der er så fræk at påpege det samfundsuheldige i, at advokatstanden er den bedst aflønnede af alle, at man ud fra en gammel, slap tradition fra lavrentetiden snyder klienterne for at få rente af deres egne penge og har standsprivilegier fremfor f.eks. renovationsarbejdere, rutebilchauffører, skuespillere og hvad der ellers findes af udmærkede produktive fag her i landet.

Jydske Tidende, 8. september 1971:
På spørgsmålet om, hvorvidt han selv følte sig truet af landsskatterettens afgørelse, svarede Mogens Glistrup:
Om jeg er truet eller ikke truet, og om jeg bliver behandlet på den ene eller den anden måde, er så inderlig ligegyldigt, fordi vi har et aldeles forrykt indkomstskattesystem. Vi kan med fuld fortrøstning citere verselinien: For hver, som faldt, kom der nye overalt.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
Jeg skal knægtes, fordi jeg har punkteret myten omkring klientkontoerne, og fordi jeg har angrebet den skattelovgivning, som de ”pæne” advokater har udnyttet til at skaffe deres rige klienter skattefrihed på bekostning af resten af landets skatteborgere.

Berlingske Tidende, 30. november 1972:
I forbindelse med ransagning og politiundersøgelse:
Jeg beklager mig endvidere over den danske retskulturs lave stade, der blandt andet manifesterer sig ved blanco-ransagningskendelser mod oppositionelle advokaters kontorer. Og vi kommer længere ud i betænkelighederne, når myndighederne udtager gidsler som politiadvokaten har gjort…

Information, 19. april 1972:
Ja, er det ikke forfærdeligt. Men hr. Lemvigh kom ind på mit kontor, netop som jeg var ved at spise min frokost, og så smurte jeg remoulade på den pæne dommerkendelse. Nej, da ikke spor provokation. Jeg er bare en klodsmajor. Det ville ligne mig dårligt at provokere.

Information, 8. juni 1972:
Om politiadvokat Leo Lemvighs afhøringer:
Hidtil har han nærmest gjort det til en studiekreds, som ville egne sig for første klasse på Handelshøjskolen. De ved, kredit er hen mod døren og debet hen mod vinduet. Og at man ikke på forhånd kan vide, om det er en god forretning at købe obligationer, fordi kursen kan ændre sig, og at det er sikrest at vente med at så, hvordan det gik, til bagefter.

Jyllands-Posten, 3. december 1972:
Om jeg får fair play? Nej, jeg kunne fylde en hel søndagsudgave af Jyllands-Posten med dokumentation for, at myndighederne forfølger mig ud fra usaglige motiver. Leo Lemvigh fremsætter de mest urimelige påstande om min virksomhed, og de afslører tydeligt, at han ikke kender de gældende skatteregler. Men hvor skulle han også kende dem fra? Han er ekspert i Nyhavns-kriminalitet, og han er i skattesager lige så meget på glatis, som vi andre ville være, hvis vi skulle holde foredrag om atomfysik.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Lemvigh er jo blot et redskab for den herskende embedsmandsklasse, som med de til rådighed stående midler – herunder politiapparatet – vil uskadeliggøre den første opposition, som er opstået mod embedsmandsvældet, som dette har udviklet sig gennem de sidste ti år og nu vil konsolidere sig. Jo stærkere Fremskridtspartiet vinder frem, jo stærkere må man forvente, at de, som sidder på magtapparatet, vil bekrige os.

B.T., 16. april 1973:
Når politiet har fået kendelse til større ting – ransagning af mine kontorer og private bopæl – kan de vel også få det til mindre ting, såsom telefonaflytning.
Med den liberale politiindstilling, man har i København, kræver det kun et gummistempel – jeg bliver ikke spurgt.
Jeg finder politiaflytninger principielt forkerte. Borgerne har jo ikke skygge af beskyttelse, siger Glistrup, men hvis jeg trak mig ud af politik, ville sagen mod mig afgjort også slutte omgående – nu kører både justits-, handels- og indenrigsministeriet frem, og når man betænker den behandling, jeg har fået, kan der ikke være spor tvivl om, min telefon også aflyttes.
Jeg siger og gør ikke noget forkert. Jeg har ingen hemmeligheder, så af den grund måtte hele Danmark gerne aflytte min telefon. Men i princippet finder jeg det forkert.

Sjællands Tidende, 5. oktober 1972:
-Det er helt oplagt, at politiet prøver at knække mig. Jeg håber ikke, det lykkes. Jeg har i hvert fald god samvittighed i alle mine forhold.
-Lever vi i en politistat?
-Det ved jeg ikke. Det ord kan vel opfattes på flere måder.

Aktuelt, 13. december 1972:
Referat af Glistrups deltagelse i et lytterspørgeprogram:
Jeg kan ikke se andet, end at den måde, jeg bliver forfulgt på, ikke er en sædvanlig måde. Dermed være det ikke sagt, at det er det eneste justitsmord, der er begået ved den danske domstol.

Aktuelt, 18. marts 1973:
Der er kun sat fart i straffesagen for at kvæle den første virkelige slagkraftige opposition herhjemme i 30 år. Det er vanvittigt at punge en million ud på undersøgelser mod mig. Jeg har hverken gjort noget forkert eller ulovligt. Det eneste, jeg vil, er at hjælpe danskerne efter min bedste evne.

B.T., 20. januar 1973:
Jeg vidste, jeg ville blive mødt med en reaktion fra det bestående samfund. Nemlig det middel, det bestående samfund har til sin beskyttelse: Politiet. Sådan gik det Gelef, Pio, Struensee og Griffenfeldt.

Morgenposten, 11. marts 1973:
En eventuel dom vil være et eklatant justitsmord. Det er aldeles oplagt, at jeg ikke har begået den mindste smule ulovligt. Men kommer der sådan et justitsmord, er det jo ikke til hinder for, at jeg kan opstille som folketingskandidat eller vælges ind i Folketinget, heller ikke hvis jeg sidder i fængsel. Hvis jeg sidder der, får jeg bare bedre tid til at gå i dybden med partiet.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
OM den forestående retssag:
-I øvrigt vil jeg slet ikke kalde det en retssag, det er at trække ordet ”ret” ned i sølet. Jeg foretrækker at kalde det en uretssag. Der er slet ingen tvivl om, at vi fra det gamle styres side kan forvente alverdens forskellige former for forfølgelse. Det har fremskridtsfolk i alle lande til alle tider været udsat for.
-Betragter De Dem som Danmarks Angela Davis?
-Ja, bortset fra, at jeg måske ikke rigtig har håret til det, føler jeg mig meget nært beslægtet med hende.

Ekstra Bladet, 7. september 1972:
Af et brev til Københavns byret fra Glistrup:
For en god ordens skyld skal jeg endelig tilføje, at jeg – fuldt og helt på linje med Angela Davis – ikke, fordi nærværende begæring om ransagningens ophævelse tages til følge, på nogen måde ændrer mine tidligere fremsatte udtalelser om retssystemets råddenskab.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password