Den politiske Dunning-Kruger effekt

Af: Anders Johansen – ‘fast skribent’ på Liberator.dk

Et ordsprog siger at ingenting er sikkert her i verden, undtagen skatten og døden. Jeg vil tillade mig at tilføje offentlig stupiditet til denne liste, for eksemplerne på lovgivninger, regler og regulativer som er enten modstridende, ligefrem stupide og i visse tilfælde direkte skadelige er lang. 

I disse Corona-tider kan undertegnede tage udgangspunkt i egen hverdag, hvor skattelovgivningen direkte modarbejder sundhedsmyndighedernes ønske om at mindske mængden af folk der bevæger sig omkring og derved sænke smitteraten. 

Men hvorfor er det vi altid ender i situationer hvor de forskellige myndigheder modarbejder hinanden og efterlader menigmand i absurde situationer hvor de skal vælge mellem pest eller kolera? 

For at svare på det spørgsmål må vi kigge på hvordan en lov vedtages. I grove træk består processen af en tekst der udarbejdes af embedsmandsværket indenfor de rammer der udstikkes politisk. Det betyder også at det er en tekst der udarbejdes i en forholdsvis sluttet kreds, oftest med input fra særinteresser der hytter sig selv, på et grundlag som er udstukket af en endnu snævrere kreds af mennesker i de politiske partier. Det giver en meget centraliseret struktur der står bag og vedtager disse love, og lægger her kimen til problemet i form af viden, eller rettere manglen derpå. Politikerne og i ekstension embedsmandsværket kan ikke vide alt, de kan ikke tage højde for den samfundsmæssige kompleksitet der råder i hverdagen lige så vel som de umuligt kan forudse alle afledte indvirkninger nye regler vil have på både eksisterende regler eller folks opførsel.  

I forsøget på at råde på bod på det, vedtager politikerne flere og flere lovgivninger, der skal rette op på tidligere tiders problemstillinger, men som blot gør problemet værre, da junglen der skal navigeres, bliver tykkere og tykkere. 

Dette problem leder til situationer hvor love modarbejder hinanden, fordi politikerne, selvom de tror det modsatte, ikke har indsigt nok i hverken lovjunglen eller samfundets kompleksitet. Ydermere fører det til at lovkomplekset vokser til absurde størrelser, eksemplificeret ved dagpengereglerne der, hvis trykt, ville blive til verdens største bog med omkring 30.000 sider. 

Løsningen er naturligvis ligetil, og den hedder decentralisering. Ingen er bedre til at træffe en beslutning end de der bærer omkostningen i både økonomisk og personlig forstand. Den nødvendige viden for at træffe en given beslutning findes kun i dem som er direkte berørt af situationen og Christiansborg kan ikke vide om det er rigtigt for dig at handle med din nabo eller en fra Polen, om det er rigtigt at rense dine tagrender selv eller betale naboens knægt for det eller for den sags skyld om det rigtige er at tage på arbejde eller blive hjemme i disse Corona-tider. 

Personligt ville denne skribent have foretrukket at blive hjemme længere tid, ganske frivilligt, fremfor at ridefogederne hos skattemyndighederne sendte undertegnede afsted igen. Men sådan er det når Christiansborg beslutter, så ender det som regel i mere lort end lagkage.

0 comments

Sign In

Reset Your Password