Kampagner

liberator

Siden det danske marked for casino og betting på nettet blev givet fri i 2012, er det kun gået én vej med omsætningen og udbetalingen af gevinster. Det er fremad. De danske online casinoer kan således se frem til endnu et rekordår her i 2017.

Mange nye casinoer er kommet ind på det danske marked, hvilket har givet højere gevinster, bedre bonusser og flere spillere. Så det er altså ikke kun casinoerne, der tjener godt på danskernes spillelyst. I 2016 udbetalte casinoerne på nettet nemlig over 35 milliarder kroner til danske spillere.

Hvis udviklingen for de tor første kvartaler af 2017 holder resten af året ud, ser casinoerne ud til at have fordoblet deres indtjening, omsætning og udbetaling af gevinster i Danmark på bare tre år. Det viser de nyeste tal, der netop er blevet offentliggjort af Spillemyndigheden i Danmark.

Liberalisering har banet vejen

Frem til 2012 var det udelukkende den statsejede virksomhed Danske Spil, der måtte udbyde spil om penge her i landet. Men efter som internettet blev mere og mere udbredt, begyndte mange danskere at spille på udenlandske casinoer og bookmakere, da disse gav meget bedre gevinster. Det var imidlertid ulovligt, da der var et monopol på området. Så vi skal helt frem til 2012, inden regeringen igangsatte en delvis liberalisering af markedet, hvor casino og sportsvæddemål blev givet fri på nettet.

Danske Spil har dog stadig monopol på bestemte typer spil som skrabelodder og Lotto. Siden den delvise liberalisering af det danske spillemarked er der kommet mange både nye danske og udenlandske casinoer til Danmark. Udbuddet har dermed aldrig været større på nettet end det er nu, hvor danskerne kan vælge mellem over 50 forskellige hjemmesider, der tilbyder casino og betting om penge.

Væksten fortsætter

Hvis vi kigger på tallene, taler de deres eget tydelige sprog. Fra 2014 til 2016 steg omsætningen fra 22,3 milliarder kroner til 36,7 milliarder kroner. Samtidig steg udbetalingen af gevinster fra 21,4 milliarder kroner i 2014 til 35,3 milliarder kroner i 2016. Så en stor del af pengene kommer altså tilbage i spillernes egne lommer.

2017 ser ud til at blive endnu bedre. Her er omsætningen for 2. kvartal nemlig steget med hele 2,3 milliarder i forhold til 2. kvartal af 2016. Den samme udvikling kan også ses for 1. kvartal af 2017 i forhold til samme periode i 2016. Her steg omsætningen med 1,7 milliarder kroner. Så noget tyder på, at danskerne bestemt ikke er blevet trætte af at spille casino på nettet. Tværtimod.

Der er da også allerede åbnet en håndfyld nye casinoer i Danmark i år, som alle giver yderligere konkurrence på markedet. Når det kommer til konkurrence på markedet for online casino, er det særdeles godt for de mange danske spillere. For at lokke nye kunder i butikken skal der nemlig mere end sjove spil til. Velkomsttilbud og bonusser til spillerne er nemlig et af de parametre, som casinoerne konkurrerer hårdt på.

12231306_10205500457132994_203912086_n

Der er voldtægtsmænd på gaderne:

Kritik af politiet: Et hav af voldtægter holdes skjult i statistikken: Et meget stort antal uopklarede voldtægter er indtil videre blevet holdt ude af de officielle statistikker. Det viser to nye redegørelser fra Statsadvokaten i København og Statsadvokaten i Viborg, som i dag er blevet offentliggjort. Læs også: Politifolk: Vi snyder med tal for at se bedre ud

Der er bandekrigere på gaderne:

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup anklager nu justitsminister Morten Bødskov (S) for at skjule sandheden om den blodige bandekonflikt, der har hærget i især hovedstadsområdet i 2013. – Jeg kunne godt få det indtryk, at problemet med bandekriminalitet er langt større, end politiet og Morten Bødskov fortæller offentligheden, siger Peter Skaarup og fortsætter: – Jeg tror, at justitsministeren ved, at der findes mørketal, som han og embedsapparatet ikke ønsker frem. Tallene viser måske ikke det, som de ønsker, nemlig at politiet måske ikke har mandskab nok, og det vil de ikke fortælle, siger han.

Våbenloven står i vejen for at vi kan forsvare os:

Våbenloven er ikke mindre end en af de største overtrædelser af borgernes frihedsrettigheder i det danske samfunds historie og har flere menneskeliv på samvittigheden, end der kan tælles med det blotte øje. Retten til selvforsvar retfærdiggør at have midlerne til at forsvare sig selv, skulle ens liv komme i fare, men det er præcis, hvad våbenloven i dag står i vejen for. Kun våbenloven er skyld i, at forsvarsløse danskere intet kan stille op mod hjemmerøvere. Kun våbenloven er ansvarlig for, at Lars Hedegaard skulle stå i døren til sit hjem komplet forsvarsløs og se ind i løbet på en pistol, som kunne have endt som mordvåben.

I Norge har de Selvforsvarsspray. I Tyskland, Pfefferspray. I Danmark er det ulovligt at bruge selvforsvar på dåse. Men det er de sort/gyldne nisser da skide ligeglade med. Find dem på julemarkeder landet over, og få en gratis julegave.

Til dig selv og dem du holder af:

Liberator på P4 om pebersprayPebernisserne har været et smut forbi P4 Nord for at fortælle om peber, selvforsvar og hvorfor de mener det er vigtigt at sætte fokus på. Samtidig lader det ikke helt til at de er færdige med deres opgave, for vi har ladet os fortælle, at der er en danmarksturné i støbeskeen.Lyt med, glæd jer og pas på jer selv! #RetTilSelvforsvar

Posted by Liberator.dk on Thursday, November 19, 2015

 

Lars Andersen (Frihedsaktivisten) blev anholdt aftenen d. 29 december, og løsladt senere, i forbindelse med en tur i biografen.

Han skriver til Liberators læsere:

“Det er spøjst, at en fredelig aktivist som mig kan frigøre 8 betjente kl 21 en mandag aften, når fru Jensen næsten med garanti sidder derhjemme og venter på, at politiet gider efterforske hendes indbrud.”

Ekstra Bladet, 4. maj 1972:
Jeg vil grumme gerne ind i Folketinget. Jeg tror, jeg vil kunne gøre lige så stor gavn som gennemsnittet af de 179 medlemmer, der sidder der i øjeblikket. Hvis der viser sig en mulighed, vil jeg udnytte den.

Berlingske Tidende, 20. juni 1972:
Mine synspunkter repræsenterer væsentligt mere end 1/175 af den syddanske vælgerbefolkning, og derfor må det simpelthen være det demokratisk rigtige, det må være min demokratiske pligt at søge at gøre, hvad jeg kan for at komme i Folketinget.

Berlingske Tidende, 16. februar 1971:
Den eneste måde, man kan komme i Folketinget på, er på en partibillet.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Muligheden i dag for at komme ind i Folketinget er jo med den udemokratiske, reaktionære og ondskabsfulde og folkefjendtlige valglov, vi har, kun, at man indrullerer sig i et partiapparat. Ellers er der ingen praktisk mulighed.
Og hvis nu der var noget partiapparat – nu leger vi det – der kunne tænke sig at opstille sådan en karl som ham Glistrup, der roder op i politikernes dejlige private cirkler på Christiansborg, så skulle det være velkomment.

B.T., 21. juni 1972:
Glistrup om opstilling, da Lyngbykredsen underkendte, at Søllerød konservative vælgerforening gik ind for Glistrup med 109 ud af 136:
Partierne siger, at man bare kan møde op i vælgerforeningerne, hvis man er utilfreds. Når jeg så følger den opfordring, og resultatet bliver som i Søllerød, lukker man altså bare af. Det er en besynderlig metode over for de 109, som har indstillet mig. De repræsenterer en trediedel af kredsen. Systemet smækker døren i, når det passer systemet.

Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Hvis man lader sig kyse ned i en rendesten i stor forskrækkelse, så kommer man aldrig videre i politik.

Berlingske Tidende, 16. juni 1973:
I forbindelse med opstillingsforsøget hos de konservative i Søllerød:
-Jeg har givet udtryk for, at jeg vil opstille for alle de fem partier, som er repræsenteret i Folketinget i dag.
-Er den konservative partibog i orden?
-Nej, det er den ikke. Men jeg vil da gerne blive partimedlem, hvis det skal til.

Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Jeg forsøgte at fremføre mine synspunkter for de fem bestående partier, men ingen var rummelige nok, hver især har de bygget et hegn op omkring deres idéer, og derfor måtte Fremskridtspartiet startes.

B.T., 23. juni 1972:
Om den konservative afvisning:
Frygten for bare at få en halv procent frisk luft ind gennem slotsvinduerne på Christiansborg vækkede partiets landsledelse ud af sommerdvalen. Uden at spørge mig om noget som helst, iværksattes en isbjergoffensiv mod mig. Blot den del af bjerget, der synede oven vande det nærmeste par dage, var imponerende.

Frederiksborg Amts Avis, 10. august 1972:
Om opstilling som konservativ i Søllerød:
Hvis der igen skulle blive tale om en opstilling, så er mit svar: Mange tak! Jeg regner stadig med, som jeg tidligere har sagt, at jeg kan klare arbejdet i hvert fald så godt som gennemsnittet af de 179 medlemmer i tinget. Jeg har ikke megen tid, men jeg vil tro, jeg kan overkomme det. Jeg vil gerne gøre Danmark en tjeneste, mens jeg stadig har mit helbred i behold.

Ekstra Bladet, 5. maj 1972:
-Hvilket parti vil De foretrække, hvis De alligevel skulle få chancen en dag?
-Jeg er flintrende ligeglad. Der er udmærkede mennesker i dem alle. Men også tunge ender. Jeg går med lige stor glæde ind i dem alle fem. Men jeg vil reservere mig ret til at være grim ælling, uanset hvor det bliver.
-Spekulerer De på at danne et parti selv?
-Valgloven er indrettet så samfundsskadelig, at de fem partier har monopol på at få valgt kandidater. Selv udbrydere som Christmas Møller og Knud Kristensen kunne ikke klare sig alene. Desuden har jeg ikke tid til at konstruere et parti. Skal jeg vælges, må det blive for et af de repræsenterede partier.

Fyns Amts Avis, 23. august 1972:
Jeg er flere gange blevet opfordret til at starte et nyt parti, men har hidtil ønsket at foretage mit eventuelle folketingsarbejde i et af de fem bestående partier. Da ingen imidlertid ville have mig, har jeg nu taget dette skridt.

Annonce i Jyllands-Posten, 15. september 1972:
Kikser forsøget denne gang er risikoen nærliggende for, at der går mange år, før nogen på ny vil tage sig arbejdet på at danne et parti til at standse slendrianen med skatteydernes penge. Det bliver i al fald sværere og sværere, jo længere tid de mange offentligt ansatte socialrådgivere, ekspeditionssekretærer og cand. polit.’er m.fl. får til at befæste en majoritetsplacering også i vort Folketing.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Når man nu har en tilværelse, hvor man er glad og lykkelig, så … ja, der var for resten næppe nogen, der ville opstille mig eller stemme på mig, og det kunne næppe gå med mig på en arbejdsplads som Christiansborg … sådan en indavlsklub, hvor man skal være konform for at trives.
En mand, der tænker egne tanker, kan næppe gå i spand med 178 andre.

Berlingske Tidende, 23. juni 1972:
Om en henvendelse fra en SF-partiforening om opstilling:
Han sagde, at det godt kunne være, der var nogle anstødssten i disse synspunkter (støtte til den private ejendomsret og modstand mod statsejendomsret for eksempel af produktionsmidlerne), som jo afveg noget fra, hvad SF mente, men ville dog alligevel gerne høre, om jeg havde noget principielt imod at gå med SF. Og det har jeg bestemt ikke. Vi arbejder alle sammen, om vi så hedder Gert Petersen, Poul Schlüter eller Mogens Glistrup, på én ting: at vi skaber så gode forhold for så mange som muligt i Danmark.

Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1972:
Jeg tror, jeg vil være i stand til at få et fortrinligt samarbejde uanset hvilken folketingsgruppe, jeg måtte blive medlem af. Jeg har gennem tiderne været vant til at tilpasse mig mange forskellige miljøer. Så hvorfor ikke også i dette tilfælde.

B.T., 20. januar 1973:
Det er ingen happening. Får vi 70.000-80.000 stemmer og dermed bliver repræsenteret i Folketinget, vil de øvrige partier være hunderædde for, at vi ved det følgende valg skal få 170.000-180.000 stemmer og prøve at tillempe sig vor politik. Endelig kan situationen blive den, at VKR får 83 mandater, S og SF 82 mandater, mens vi sidder med 14 mand i midten.
Så er det bare om at forvalte vort pund og få så meget af vor politik igennem som muligt.

Ekstra Bladet, 14. april 1973:
Jeg tror, at også andre end de utilfredse vil stemme på os. Jeg er optimistisk nok til at tro, at vi får 20-25 mandater.

Af en skrivelse fra Glistrup til mulige sympatisører, dateret foråret 1973:
At sidde i Fremskridtspartiets gruppe i den kommende folketingsvalgperiode skal nok blive en oplevelse for livet, såvel hvad angår det saglige som det humørfyldte. Vi er i øvrigt indstillede på, at partiets tilhængere vil gøre alt for at lette arbejdsbyrden for folketingsmedlemmerne og på, at disse skal skære alt det overflødige tidsspilde væk, som de nuværende folketingsmedlemmer lader sig pestilere af.

B.T., 6. marts 1973:
Om annoncering efter kandidater:
Vi ønsker dygtige emner, der kan gå ind for partiet, ligesom et tandpastafirma ønsker dygtige agenter. Det system er mere fair end det nuværende. På den måde får vi folk med den bedst mulige baggrund og ikke nogen, der kender nogen.

Annonce i Jyllands-Posten, 15. september 1972:
Partiet vil derfor ikke kræve, at dets folketingskandidater følger nogen bestemt parole. Tværtimod er dets folketingsmedlemmer ene bundet ved deres overbevisning.
Partiet forventer, at dets folketingsgruppe i tinget vil fremsætte et væld af konkrete forslag med det sigte at forenkle lovgivningen massivt og kraftigt formindske den offentlige sektors papirplageri over for borgerne.

Søndags-Aktuelt, 18. marts 1973:
Fremskridtspartiet er et holdarbejde. Det må det blive med en sekscifret vælgerskare. Det er bedre at kritisere mig end slikke mig op og ned ad ryggen. Her er ikke tale om egotrip, men om oprør mod embedsmandsstyret.

Ritzaus Bureau, 31. marts 1973, referat af radiotinget:
Om partiets otte medlemmer:
Jeg har lige så lidt som dem noget at skulle have sagt. Det er partiets hundredetusinder af tilhængere landet over, der bestemmer.

Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
-Skal en kompetent forsamling tage stilling til et program for Fremskridtspartiet inden et folketingsvalg?
-Det er noget, som diskuteres meget livligt. For mit eget vedkommende ser jeg skriften på væggen. Hvis vor forgænger Kristeligt Folkeparti ikke have fået fat i den idé, havde det parti i dag siddet med 6 mandater i Folketinget og med et Galluptal til 30 mandater. Det er udelukkende, fordi de lavede det landsmøde i maj 1971, at partiet har vanskeligheder.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Om et politisk manifest, et partiprogram:
Det har vi ikke brug for. Vort erklærede mål er, at vi vil af med de sindssyge ting i vort samfund – indkomstskatten, papirvældet, lovjunglen. Og vi vil gøre det på et demokratisk grundlag. Alle andre mål er Fremskridtspartiet uvedkommende.

Ritzaus Bureau, 31. marts 1973, referat af radiotinget:
Om Fremskridtspartiets program:
Det er blevet vedtaget ved hundreder af dagligstuemøder og andre møder rundt landet over, ligesom det skete under frihedskampen. Vi spreder vort program, som frihedskæmperne gjorde det ved hver aften at lægge mange hundreder af breve i postkasserne til almindelige mennesker ud over hele landet.

Aarhus Stiftstidende, 8. marts 1973:
Hvis vor politik bliver gennemført af andre, kan vi kun være glade. Vi lider ikke af taburetkløe, men skal først og fremmest sætte en skræk i de andre partier.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Vi er fuldt ud rede til at danne regering efter et kommende valg. Men vi er også klar til at gå ind i en koalition, hvis vi får en indflydelse, der svarer til vor opbakning i befolkningen. Eneste betingelse er blot, at der sker en forhøjelse af bundgrænsen allerede den første måned – ellers vil vi ganske enkelt ikke være med. Kan vi så få de øvrige partier til at gå ind på en aktion over bundgrænsens størrelse, ville det jo være skønt.

Berlingske Tidende, 22. november 1972:
Vi arbejder skam ikke for sjovs skyld eller for den private ambition. Hvor havde det dog været personligt langt lettere at holde kæft og dermed undgå alle de lavsindede nedrigheder, man udsætter sig for, når man går i virkelig opposition til dette lands magthavere og vil repræsentere et virkeligt alternativ til dem.

Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
Vi har ikke vraggods af hellige køer og fordomme fra gammel tid. Vi går ud i det danske samfund og peger på de tre største samfundsonder i nutiden – indkomstskatten, bureaukratiet og lovjunglen. Skal man nå noget mod disse kameler, må man samle alle kræfter – om de så i øvrigt er kommunister eller langt ude til højre, det er så inderligt ligegyldigt. Dem, der vil gøre fælles sag mod de tre onder, er bestemt ikke nogen broget flok.

Ekstra Bladet, 11. april 1973:
Ligesom Socialdemokratiet tog et spring frem i 1870 og gennem 1870erne udviklede sig til det parti, som fik flest ministerposter, sådan vil Fremskridtspartiet udvikle sig i 1970erne og ganske givet blive det parti i det 21. århundrede, der får flest ministerposter.

Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Vi har jo den vældige fordel – modsat de gamle partier – at vi begynder med en ren tavle. Vi er ikke på noget punkt tvunget til at forsvare traditioner og ideologier. Socialdemokratiet har været pisket til at forsvare de sociale boligselskaber, Venstre andelsbevægelsen o.s.v, o.s.v. Så er der selvfølgelig den risiko, at vi begår nogle vældige vildmænd.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Fremskridtspartiet er tre sætninger. – Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet.

Jyllands-Posten, 9. december 1972:
Fremskridtspartiet vil som bekendt udrydde de tre store kræftsvulster i dansk økonomi – indkomstskatten, bureaukratiet og lovjunglen. Kun på den måde opnås det spring fremad i nationalproduktet, som er det eneste bæredygtige grundlag for, at samfundets pensionister kan få det bedst muligt.

En skrivelse fra Glistrup til mulige sympatisører, dateret foråret 1973:
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at embedsmændene og gammelpartierne i disse år driver landet ud i så rædselsfulde tilstande, at det med henblik på de næste fire års folketingsarbejde er særdeles vigtigt, at der kommer så stærk en repræsentation som muligt for det parti, der frem for nogen vil papirvældet, indkomstskatten og lovjunglen til livs.

B.T., 17. marts 1973:
Af et svar til redaktør Poul Erik Søe:
Fremskridtspartiets program er ikke selvmodsigende. Det er tværtimod det eneste partiprogram, der klart oplyser, hvad man vil gøre måned for måned og afstemmer det offentliges udgifts- og indtægtstal præcist med hinanden, således at enhver kan se, at vi kan undvære indkomstskatten. Vi kan i al fald ikke beholde den i den nuværende facon, uden at vi slår umådeligt meget i stykker – menneskelige, økonomisk og trivselsmæssigt.

Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Fremskridtspartiet befinder sig i en dimension som i fladlusens verden. – Vi foretrækker hverken det yderste venstre eller højrefløjen, de konservative eller de uafhængige. Vi vil gerne forhandle og samarbejde med alle danske mennesker, hvad enten de ligger til højre eller til venstre.

B.T., 8. februar 1973:
Vort parti hviler 100 pct. på folkestyrets grundlag, vi hylder ikke statsmagten. Naive er vi måske, men ikke demagoger.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Midt i næste måned indfinder Støvets År sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen bofaste i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: “Rev vi i marken let, det er gammel ret”. Skete det alligevel at indkomsten sattes lidt for højt, var det til at bære med en topbeskatningsprocent omkring de 2½.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Indkomstskatten blev opfundet i forrige århundrede af preussiske skattehjerner. Nu har den overlevet sig selv. Lad os starte med at hæve den skattefri bundgrænse til 60.000 kr., senere til 80.000 kr. o.s.v., indtil der ikke betales skat af indtægter.

Weekendavisen, 27. oktober 1972:
Det, der truer det danske samfund i øjeblikket, er dem, der sidder i ligningsdirektoratet og den røde bygning.
Den fædrelandskærlige indstilling i dag ligger i at bekæmpe disse mennesker.

B.T., 20. januar 1973:
Vi kan jo godt som barnet i legetøjsbutikken blive ved med at sige “det vil jeg have”. Men vi kan også gøre som i en almindelig husholdning: sætte tæring efter næring. Man kan vælge de lidelser, skattesystemet medfører, eller få alle sine ønsker opfyldt. Toppen af den sidst tjente krone beskæres med 62 pct. Fortsætter stigningen i samme takt som hidtil, trækkes 100 pct. af den sidst tjente krone i 1993.

Fyns Tidende, 6. februar 1971:
Nægt disse regerende politikere skattens mønt. Afvænningskure er nok hårde, men skal patienten gavnes, må der doceres afvænning fra det stof, der misbruges.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Lad os tage det mere principielt og tale om en mand med en jævn og beskeden indkomst på 400.000 kr. årligt. Tager man f.eks. et gennemsnit for ti år, og vi forudsætter, han har magt over tingene, så vil det ved ganske enkelte foranstaltninger være muligt at koncentrere denne indtægt – altså 4 mill. – inden for de tre “skattelette år” 1968, 1969 og 1970.

Fyns Tidende, 6. februar 1971:
I et samfund, hvor en mindre gruppe reelt har monopol på det politiske magtapparat, er der ingen anden praktisk farbar helbredelsesvej, end at hver pengestofleverandør til de offentlige kasser efter evne søger at begrænse sin stofleverance.

Jyllands-Posten, 5. februar 1972:
Forureningsministeren skulle tage fat på finansministeriet, hvor den største mentale forurening finder sted. Men finansministeren vil effektivisere ligningen og gøre trivslen endnu mindre. Han vil have gjort endnu mere uproduktivt arbejde på skattekontorerne. Det er dette århundredes største propagandaløgn, for der vil ikke blive udskrevet en øre mindre i skat.

Ekstra Bladet, 14. april 1972:
Fjern den tåbelige indkomstskat. Så bliver vi allesammen så rige, at vi samtidig kan afskaffe det, vi bruger skatten til: boligsikring, administration, sociale tilskud og blanketvældet med ansøgninger om skattenedslag og andet tidsspilde.

Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Erkendelsen af bureaukratiets og indkomstskattens samfundsskadelighed er givet større i dag, end da jeg i slutningen af 1970 kom til det resultat, at man ikke kunne tillade sig bare at tie stille til den misudvikling, som var i gang. Mon ikke mine provokationer har haft en lille del af æren for denne erkendelse, der er et nødvendigt stadium på vejen til fremskridtet?

B.T., 17. februar 1971:
Indkomstskatten er passé. Pengene skal hentes på indirekte skatter. Selvfølgelig vil staten få færre penge at arbejde med. Det bliver i første omgang de offentlige udgifter, der må skæres ned.
Men når en mand gennem nogle år har fået 4.000 kr. månedligt i stedet for de 2.000 kr., han får under det nuværende skattesystem, bliver der heller ikke brug for så store statslige midler.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Skattetryk fører til en forvridning af den økonomiske struktur. Mange mennesker mener ikke, det kan betale sig at arbejde og investere, med mindre det kan ske sort. Bedsteforældrenes idéer om skattebetaling efter evne er blevet til skattesnydning efter evne. Dette fører igen til forvridning af retsbegreberne og dermed sænkning af kulturstadet.
Som tiden går bliver det plattere og plattere umuligt at opretholde en indkomstskat rent teknisk. Med nutidsspecialiseringens stadigt skiftende beskæftigelsesstruktur kan ingen ligningsmand være tilstrækkelig sagkyndig til at kunne bedømme den “virkelige” indtjening og de “virkelige” driftsomkostningsfradrag.
Skal man nå et stykke ad vejen, må man bruge de største genier i hver generation på noget så goldt og samfundsmæssigt urentabelt som skattearbejde. Staten må sætte kontrollanter på hver enkelt skatteyder for at følge ham i hans dagligfærd for at få fastlagt det nødvendige grundlag for den indkomstmåling, som er indkomstbeskatningens alfa og omega.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Og jeg kan med fuldstændig saglig overbevisning sige, at som forholdene er nu, er indkomstskatten overflødig, og det er aldeles meningsløst, at folk er ude for de åg, den tynger dem under. Indkomstskatten er med de udviklingstendenser, der er, en død foreteelse om 20-30 år i alle lande. Hvorfor skal Danmark ikke udnytte de fordele, der er ved, at landet bliver det første, som afskaffer den.

B.T., 20. januar 1973:
Vi er det land, der har skatteproblemerne længst inde på livet. Det er ganske naturligt, at det kommer først her.

B.T., 23. august 1972:
Når vi som det første land i Europa ophæver den direkte beskatning, vil der tilflyde landet en masse udenlandsk kapital. Det vil øge efterspørgselen efter arbejdskraft, og det vil få de ufaglærtes lønninger til at gå i vejret.

B.T., 20. januar 1973:
Jeg vil starte med en skattefri bundgrænse på 60.000 kr. Alt hvad der tjenes derudover beskattes med 50 pct.
I 1975 hæves bundgrænsen til 80.000 kr. I 1976 til 100.000 kr. I 1977 til 125.000 kr. Fra 1. januar 1978 bortfalder indkomstskatten, og Sankt Hans Aften 1979 markeres begivenheden med, at alle skattevæsenets arkiver brændes på bålene. Materialet må tilintetgøres, så systemet ikke genindføres.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
Når folk bliver fri for at betale skat, så bliver vi heller ikke nødt til at betale dem socialhjælp til deres teaterbilletter, bordtennisundervisning, huslejer og lignende. Som det er nu, haler man under megen skrig og skrål 1000 kr. op af lommen på hr. værkfører Petersen. Disse føres igennem en omfattende administration. Til syvende og sidst bliver der 600 kr. tilbage, og dem giver man så værkføreren igen i form af tilskud til boliger, børnehaver og lignende.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Nu må man give socialhjælp til folk, der tjener 40-50-60.000 kr., fordi de på grund af indkomstskatten har så lidt til disposition til sig selv, men hvis man i stedet lod dem beholde deres penge i egne lommer, lod dem betale deres egne udgifter, hvad enten det er til teater, undervisning, trampolinspringning eller hvad, ville man opnå noget administrativt væsentligt enklere. Man skal hellere stryge hunden med hårene end mod hårene. Det er den enkle lære, danske politikere bør forstå – og ikke fortsætte ad de baner, som var gængse i livremsperioden. Den går ikke at piske folk med skorpioner, men langt, langt bedre, hvis man følger det, der giver medvind og medløb.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Folk kan jo betale, hvad tingene koster, når de selv får lov til at beholde, hvad der er i lønningsposen.

Berlingske Tidende, 11. marts 1973:
Hvis man fik fat i de sorte penge, ville alt i samfundet gå i stå. Sorte penge er nødvendige med de skatter, der forlanges.

Jyllands-Posten, 14. marts 1972:
Det legale skattesnyderi er sikkert 50-100 pct. større end det illegale skattesnyderi, der jo er anslået til syv otte milliarder kroner.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
-I fjernsynet lignede De skattesnyderne med besættelsens frihedskæmpere. Var det en tankegang, De har fortrudt?
-Nej. Det var en velovervejet mening, som rammer den sande beskrivelse – men som ikke passer ind i vanetænkningen på Christiansborg, hvor man har været vant til at sige om skattesnyderne, at de er nogle slubberter. Når der så kommer en og siger, at skattesnyderne i allerhøjeste grad er samfundsnyttige borgere, så siger man ganske automatisk: det er da en fuldstændig uanstændig mening, den mand har.
-Der må da være forskel på at udnytte skatteloven og direkte overtræde den. Det sidste er kriminelt.
-Jernbanesabotørerne under krigen var også kriminelle, men efter min opfattelse samfundsnyttige borgere.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Jeg er da selv for fej og ømskindet, og derfor fraråder jeg folk at snyde. Jeg var heller ikke med til sabotage under krigen. Det havde jeg ikke mod til.

Aktuelt, 6. december 1972:
Uanset om al skattesnyderi i Danmark – legal som illegal – blev afsløret, ville skatten ikke falde med 25 øre for dem, der rammes af den løbsk-løbende kildeskattemølle.

B.T., 8. februar 1973:
Jeg er kun i politik på grund af mine erfaringer her i livet. Hver uge har jeg på mit kontor besøg af 15-20 mennesker med skattesedler, som de ikke forstår. Jeg føler mig som en mand med en bullen finger, og nu vil jeg stikke i den, selv om det gør ondt.

Dansk Byggeri, 24. januar 1972:
De såkaldte legale skattefiduser er borgernes reaktion på en stadig stigende beskatning. Men på længere sigt fører skattefiduser kun til en forvridning af samfundets og vor egen økonomi. Den form for skattetænkning, der går ud på at omdanne personlig indkomst til aktieselskabsindkomst, er en mere langfristet fordel, men når man sætter sig selv på aktier, har man både på godt og ondt sat sig under de regler, der til enhver tid gælder aktieselskaber.
Alle transaktioner er i virkeligheden mere eller mindre ufuldkomne måder at reagere på over for det onde, der hedder indkomstskatten.
Vi må til at tænke i nye baner, hvis vi skal sanere vor økonomi. Hvis det stod til mig, og det er måske en trøst, at det gør det ikke, så ville jeg afskaffe indkomstskatten over en kortere periode.
Lad mig nævne nogle hovedgrupper, hvor det offentlige skal investere. Først er der det sociale sundhedsvæsen, hvor der måske bør investeres 20 milliarder, bygge- og anlægsvirksomheden, hvor samfundet bør investere måske 11 milliarder, undervisningsvæsenet 8 milliarder, forureningsbekæmpelse 4 milliarder, og under diverse skal måske investeres 3 milliarder. Når vi på et tidspunkt finder ud af nødvendigheden af at lægge et fast rammebudget, så er det meningen, at det skal overholdes.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Jeg skal være ærlig. Der er virkelig ikke tale om nogen bestemt metode eller fidus. Vi har simpelthen i dag et skattesystem her i landet, der i sit princip er baseret på nogle preussiske nationaløkonomer, der i 1870 i Berlin sad og spekulerede for på ægte preussisk spekulativ facon at finde ud af, at nogle bestemt økonomiske bevægelser skulle kaldes indkomst, andre formuebevægelser.
Så afholdt den danske stat af alle de tåbeligste udgifter, den har afholdt gennem årene, den mest fjogede, da den gav en kontorchef i finansministeriet et legat på 500 kroner, så han kunne rejse ned til tyskerne og studere deres skattelovgivning.
Han kom hjem og begejstrede alle de mennesker, der kæmpede for systemskiftet, med denne nymodens ting, som tyskerne kaldte indkomstskat. Den fik vi så i 1903.
Og i 68 år har man konstant drejet tommelskruerne ved at forhøje procenterne, og er i dag kommet op til nogle horrible procenter, som der slet ikke er basis for. Samfundet har aldeles ændret skikkelse siden da.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Når man er skatteplanlægger, må man lægge sine æg i flere kurve. Har man herredømme over tingene, så kunne man profitere af disse regler. Men det gælder ikke hr. Glistrup alene. Det gælder 1½-2 pct. af dette lands borgere, der er akkurat lige så godt stillede, og som har udnyttet skattelovene på akkurat samme måde.

Politiken, 14. februar 1971:
-Er De aldrig blevet snøret af skattevæsenet?
-Jo, de er skam hårde ved mig. Vi har f.eks. et dejligt svømmebassin på 172.000 liter. Det benyttes af eleverne på Lyngby private Skole, hvor min kone underviser i svømning. Det får hun 1.000 kr. for om måneden, og da svømmeundervisningen sker med statstilskud, hævder Lyngby Kommune, at der er tale om A-indkomst. De tager derfor 40 pct. af min kones honorar. Jeg mener derimod, at det må være B-indkomst, når vi selv lægger bassin til, men Helge Larsens folk hævder, at staten ikke udbetaler B-indkomster. Den sag er lige til ombudsmanden. Jeg føler mig i hvert fald groft behandlet.

Holstebro Dagblad, 7. april 1971:
Folk er parate til at skrive under på forsikringspolicer og rederikontrakter blot for at få en lavere trækprocent. Ingen vil kunne forstå, at de vil være ruineret, når en afrikansk høvding en dag beslaglægger en coaster.

Amtsavisen, Randers, 12. februar 1972:
Når man sidder med selvangivelsen for 1971, kan det ikke nytte at ærgre sig over, at man har dummet sig. Næh, så må man prøve at se, hvordan man undgår skatten i 1972, 1973 o.s.v. I øvrigt forstår jeg ikke flertallet af lønmodtagere. De fleste er opdraget til at gå til tandlægeeftersyn med regelmæssige mellemrum. De burde også gå til et økonomisk eftersyn. I det mindste prøve at se på økonomien, drøfte den med andre.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Med hensyn til det, politikere kan skabe, er de, der er gået i skattely i udlandet, jo allerede kommet i paradiset, idet de er fri for at betale skat. De har det ad helvede til menneskeligt, mange af dem, men forhåbentlig kan de, der længes efter en rejemad i Tivoli, vende tilbage til Danmark, når vi får afskaffet indkomstskatten.

Aktuelt, 11. december 1972:
Af et brev til chefredaktør Bent Hansen, Aktuelt:
Der er næppe noget særligt ved mit virke i retning af på utiltalende vis – moralsk eller juridisk – at hjælpe folk til skatteunddragelse. Det gøres både i større målestok og måske mere effektivt tusindvis af andre steder end hos mig. Det arbejde vil under alle omstændigheder forstærkes i takt med indkomstskatteprocenterne, uanset hvordan det måtte gå mig. Det er da heller ikke på grund deraf, jeg forfølges. Nej, min brøde er den, at jeg vil rejse en virkelig opposition mod vor tids herremandsvælde.

Politiken, 16. februar 1971:
Jeg betaler ingen skat og finder det heller ikke rimeligt at betale nogen skat, så længe staten i den grad smider om sig med penge.

Aktuelt, 13. december 1972:
Referat af Glistrups deltagelse i lytterspørgeprogram:
-Hvordan vil De overbevise os om, at De med en trækprocent på nul og som millionær kan tjene arbejdernes interesser?
-Ved at sige sandheden.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Jeg har ikke udnyttet skattelovene anderledes end andre skatteydere. Der er blot sket det, at jeg har stukket trynen lidt langt frem, og derfor er jeg kommet i søgelyset, så skattevæsenet ofrer kæmpebeløb på at undersøge mine forhold. Det er myndighederne i deres gode ret til, og når man tænker på de millionbeløb, der i forvejen smides ud i administrationen, kan det vel ikke spille nogen rolle, om man smider et par hundrede tusinde mere ud til en ekstraordinær revision af mine forhold.

Politiken, 14. februar 1971:
-Min trækprocent er resultatet af næsten 15 års studier af skattelovgivningen, så det er en kompliceret affære. Jeg kunne vel forklare systemet, hvis jeg fik stillet 45 sider til rådighed i Ugeskrift for Retsvæsen. Eller man kunne måske lade en kvik jurist skrive en doktordisputats over emnet.
-Man skal altså være ekspert for at følge med?
-Jamen kære ven. De ved da, at doktorens børn altid har de rødeste kinder, og at murermesteren altid får det bedste hus. Tilsvarende ville jeg da være en ringe skatterådgiver, hvis jeg var nødt til at betale skat.
-Har De aldrig betalt skat?
-Det kan jeg ikke huske, men sidste år havde jeg en trækprocent på nul. Så er det jo meget nemmere, når man går rundt i byen og skal have udbetalt f.eks. bestyrelseshonorarer. Det er så besværligt, når den administrerende direktør skal sidde og fratrække bestyrelsesmedlemmernes kildeskat, mens tjeneren venter med gravad laks ved siden af.

Jydske Tidende, 19. april 1972:
Jeg kan ikke se, der kan være tale om skattesvig. Det vil forudsætte, at noget holdes hemmeligt, og vi har aldrig haft noget at skjule over for myndighederne. Tværtimod har alle de skattevejledninger, jeg har givet klienter, resulteret i henvendelser til skattevæsenet før blækket var tørt med anmodning om nedsættelse af trækprocenter.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Arbejdsmand Jensen var ikke sluppet en øre billigere i skat, selv om alle vi velbjærgede, der har trækprocent nul, havde betalt skat. Selv om enhver skattesvindel, legal eller illegal, blev afsløret, ville arbejdsmand Jensens skat ikke falde med en øre. De overflødige udgifter ville bare vokse tilsvarende.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Al denne snak om hr. Glistrups private økonomiske forhold! Jeg går da ikke og spekulerer på, om der skal betales skat af for længst afsluttede regnskaber og efter regler, som den gang gav velbjærgede skatteydere en række fordele, som kunne udnyttes. Det rent praktiske – også udbetalingen – ordner min bogholder.
Men som princip må jeg sige, at det i min branche er hovedsagen at se fremad. Spørgsmålet er, om man i god tid kan slippe gennem skattevæsenets skærsild på den måde, man foretrækker.

Berlingske Tidende, 23. august 1972:
Siden 17. august 1626, da vi tabte ved Lutter am Barenberg, har dansk udenrigspolitik været overflødig. Ikke desto mindre har vi foranstaltet et vældigt ambassadebyggeri og en forargelig cocktailpartytjeneste til urimelig belastning for skatteborgerne.

B.T., 8. februar 1973:
Det er nok svært at beskæftige en karl som ambassadøren i Buenos Aires med noget produktivt, når han i årevis har brugt sin tid til at sende indberetninger på fem-seks sider til udenrigsministeriet, hvor fem-seks andre har læst dem og arkiveret dem, og på at holde cocktailparties. Men der er en masse jordarbejde i Jylland og på Fyn, der skal laves.

Information, 10. april 1973:
Diplomaterne har ikke skabt Danmark goodwill, men badwill. Diplomaterne hjemkaldes efter syv måneder til omskoling, hvortil der er afsat en milliard kroner. Nogle vil være i stand til at leve af deres formue – de har jo tjent ganske godt – andre kan formentlig bruges som tolke i Fællesmarkedet.

Udenrigsministeriet bevares, men der anvendes fremover eksperter fra sag til sag.

Sjælland Tidende, 13. februar 1971:
Hvor der for 10 år siden sad en halvdagsdame, sidder der i dag 15-20 medarbejdere til at administrere løn og personale. Syv ministerier bør ophæves på stedet: Udenrigsministeriet, boligministeriet, fiskeriministeriet, handelsministeriet, landbrugsministeriet, kirkeministeriet og alt hvad der hører under dem, dog bortset fra Danmarks Radio. Alt hvad der er af lovgivning samt ambassaderne under de pågældende ministerier borde nedlægges. I dag, da telefonen er opfundet, har Danmark ikke brug for ambassader.

Berlingske Tidende, 7. april 1971:
Jeg tror, at tre opgaver ligger den almindelige dansker på sinde: Social- og sundhedsvæsenet, løsning af trafikopgaverne og undervisningsvæsenet og måske forureningsbekæmpelsen. Vi må erkende, at meget andet kan vi ikke klare. Vi må f.eks. væk med hele udenrigstjenesten. Det må kunne klares pr. telefon. Vi må inden for de tre områder sørge for, at pengene bruges, så de flest mulige får glæde af det. Det vil sige, at f.eks. prestige-projekter for læger, der måske kan redde 10 menneskeliv, har vi ikke råd til. Vi har også en del prestigeuddannelser. Vi må bort fra, at skatteyderne betaler til de teologiske, økonomiske, juridiske og et luksusstudium som det psykologiske.

Jyllands-Posten, 5. februar 1972:
Negerhøvdingene skal stadig støttes og ambassaden i Beograd stadig udsmykkes.

Sjællands Tidende, 13. februar 1971:
Den samfundssygdom, der først og fremmeste plager os, er den offentlige sektors svulmen op, og hvor meget det lykkes at få i de offentlige kasser. Hver gang de får en million kr. mere i kassen, finder de på, at der skal placeres en ny statue på torvet, eller at der skal sættes en ny frise på ambassaden i Beograd. Borgernes eneste værn er at unddrage dem disse midler.

Amtsavisen, Randers, 12. februar 1972:
-Hvad med de mange arbejdsløse embedsmænd?
-De skal ud at bestille noget. F.eks. kunne de arbejdsløse ambassadører lave nåle til damehatte. Bare de kommer ud i produktionen.

Aalborg Stiftstidende, 15. april 1973:
Hvis hr. Anker Jørgensen vil sende penge til Vietnam, må det ske af egen lomme. Og buschaufføren fra Brønderslev skal ikke være tvunget til at betale til diverse balletdamer. Vi må ind på, at vi betaler for det, vi har lyst til. Væk med alle disse tilskud til ludo og bridge.

Information, 10. april 1973:
USA må reagere, som USA vil. Efter syv måneder som regeringsparti vil vi hjemkalde den danske ambassadør i Washington. I øvrigt tror jeg, at USA er revnende ligeglad med, om vi render rundt med slangebøsser til en værdi af 3,3 milliarder kroner eller ej. Hvis Pentagon f.eks. har brug for Thule-basen, kan vi heller intet gøre, om vi så brugte tre gange vort nationalprodukt på forsvaret.

Ekstra Bladet, 10. marts 1973:
Man sparer millioner ved at udskyde ØD, Saltholm og Storebæltsbroen. Er det at spare? Så skulle man have foreslået en bro direkte fra København til Skagen. Den ville være meget dyrere. Og når man så ikke byggede den, havde man sparet endnu flere millioner. Er det ikke det, man kalder fidus?

Morgenposten, 18. marts 1973:
Om uddannelsesstøtte og universiteter:
Partiet har den mening, at man fra statens side kun skal støtte uddannelsen af lærere, læger og ingeniører. Partiet er interesseret i at betale, hvad samfundsnyttige studier koster, og der vil blive tale om både lån og legater. Alle andre studier kommer ikke staten ved. Vi siger stop nu, vi har fuldt ud nok i Københavns universitet samt universiteterne i Århus og Odense. Vi indstiller udbygningen af universitetscentret i Roskilde, og der bliver slet ikke tale om universiteter i Aalborg og Esbjerg.

Ekstra Bladet, 16. april 1973:
Vi vil standse enhver form for økonomisk hjælp til aftenkurser med bridgespil og ølbrygning, der skal ikke ydes støtte til hverken balletpiger eller billedhuggere, og Roskilde universitet skal omdannes til motel.

Aktuelt, 3. marts 1973:
Der kan være enkelte, der skal hjælpes. Men de kan ikke få penge. Kun naturalier. Det hjælper ikke, at de klager over, at tøjet ikke er sidste Parisermodel, eller at de får serveret havregrød.
Uddannelsesstøtte skal kun i form af naturalier tildeles studerende, der vil uddanne sig til læger, lærere og ingeniører.
Børnepasning må folk selv sørge for.

Dagbladet, 10. marts. 1973:
Efter min opfattelse vil Fremskridtspartiet være til særdeles stor gavn for de fattige i befolkningen, og jeg kan i hvert fald forsikre om, at drivkraften bag vor opstilling er hensynet til den fattige del af befolkningen.

Berlingske Tidende, 23. august 1972:
-Hvor meget vil De ofre på den sociale sektor?
-20 milliarder. Hvad der udskrives af checks ud over dette beløb vil være dækningsløse. Det er specielt embedsmændene, der kan spares.

Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Danmark i 1973 er så harmonisk et land med så ringe afstande både i anskuelser og i levevis, at de kæmpemæssige spændinger ikke eksisterer, og derfor vil alle de partier, der stiller op ved næste valg, helst have, at linjen fra Stauning og Steincke fortsætter.

Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Fremskridtspartiet i regeringen er den eneste mulighed for, at antallet af sociale tabere ikke er mangedoblet om 7-10 år. Den kurs, som opretholdes nu, kvæler den enkelte. Folk må ud af papirvældet og i stedet i gang med en fornøden produktion. Papirdyngerne gør det umuligt at opretholde blot nødtørftig social standard om få år.

Information, 10. april 1973:
Den fælles målsætning er jo størst mulig lykke for det størst mulige antal.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
-Og hvor vil De lægge Deres lod?
-Der, hvor man vil føre den mest socialt ansvarsbevidste politik.
-Hvad vil det sige i denne forbindelse?
-Det vil sige der, hvor man vil føre den politik, der skaber grundlag for en fortsættelse af Staunings og Steinckes linje. De var eksponenter for en politik, der ikke var baseret på overbud. De nuværende politikere opfører sig som børn i en legetøjsbutik, der siger ”maj ha’ det” og ”maj ha’ det”.

B.T., 14. marts 1973:
Demokratiets ondeste led er dem, der sidder i vores revalideringscentre. De gør skade for de socialt handicappede.

Ekstra Bladet, 23. april 1973:
Når man ser på antallet af invalidepensionister herhjemme, skulle man tro, at der var gået en atomkrig hen over landet! Mig bekendt er det ikke tilfældet. Men bevares: Jeg skal ikke benægte, at vi stadig i Danmark har et antal go’e gamle invalider uden arme og ben, og de skal selvfølgelig også fremover have deres pension. Men alle de andre, hvis invaliditet består i, at de er blevet stresset af at løbe rundt på nogle offentlige kontorer, som alligevel skal nedlægges, ja, de skal ud og arbejde med en skovl, hvis de vil have mad på bordet.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
Glistrups version af folke- og invalidepensionsloven:
Når en medborger mener, at han varigt er ude af stand til at skaffe sig sit udkomme ved at påtage sig arbejde, henvender han sig til det ambulante socialhjælpekorps, der, bestående af to mennesker, nemlig dels en læge og dels en, der er skolet i selvstændige erhvervsmæssige betragtninger, tager ud og kigger på hans forhold og derefter sørger for, at han så vidt muligt kommer i et arbejde, hvor det offentlige yder et gradvist faldende tilskud til arbejdsgiveren, eller i de meget sjældne tilfælde, hvor han virkelig ikke kan komme i noget som helst arbejde, da sørger for, at han kommer på den liste, der får sendende 310 kr. hver onsdag. Punktum.

Sjællands Tidende, 13. februar 1971:
Folkepensionen skal bevares selv om den måske i løbet af en årrække ændres til en privat pensionsforsikring.
Det, der skal blive tilbage under offentlig virksomhed, er hjælp til dem, der er dårligt udrustet fra naturens side. Det gælder åndssvage og psykisk handicappede samt invalider. Det offentlige sygehusvæsen må vi også bevare langt ud i fremtiden, og ligeledes må undervisning og forskning også finansieres af det offentlige et langt stykke tid ud i fremtiden, selvom fritidslovens vildskud må væk.

Sjællands tidende, 20. marts 1973:
Stort set skal der ikke spares på de sociale budgetter, men man skal ikke regne med nogen ekspansion inden for den sociale sektor før fra 1977, hvor samfundets rigdom i kraft af indkomstskattens afvikling er blevet så stor, så vi kan betale det. Det eneste grundlag for at føre socialpolitik er jo, at der ligger en produktion bag.

Morgenposten, 18. marts 1973:
Vi vil søge at danne en slags lokalområder for mødre med enlige børn. Er der i et område f.eks. 30 mødre med 69 børn, vil vi sende de 20 mødre på arbejde, mens de 10 skal blive hjemme og passe samtlige børn.

Aktuelt, 23. marts 1973:
Med en skattefrihedsgrænse på 60.000 kr. bliver der råd til at fastholde det sociale tryghedsnet samt ordne såvel skole som forureningsbekæmpelseslovgivning og fremskynde en fast forbindelse over Storebælt. Hospitalsvæsenet forbliver en gratis service over for borgerne. De opnår hurtigt væsentligt højere standard end tilfældet bliver under det hidtidige system, som jo til skade for produktion og beskæftigelse sænker en blydyne af skattetryk, paragrafjungle og papirraseri ned over samfundet.

Ekstra Bladet, 10. marts 1973:
Det er da også pip, at Krag skal have 50.000 kr. i pension i resten af sit liv, fordi han har været statsminister. Vi holder på, at politikere og statstjenestemænd, der mere eller mindre frivilligt tvinges fra deres job, skal have fuld løn i 18 måneder og derefter nul.
Og hvorfor i alverden skal en departementschef eller en højesteretsdommer have mere i pension end et postbud eller en skinneskidtskraber? De har hver efter deres evner ydet et livs indsats og skal have det samme.

”I lyst og nød” den 26. maj 1970 i TV sagde Glistrup ifølge B.T.:
Det er direkte anstødeligt, at en kvinde, der har haft gode økonomiske vilkår i sit ægteskab, også skulle blive ved med at have det, når ægteskabet er opløst. Hun skal være taknemlig for de år hun har haft. Samfundet har ikke brug for den slags luksusdyr – kvinder, der vil blive ved med at lege hertuginder.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
92 procent af landets lovgivning er overflødig – deriblandt injurielovgivningen. Selv om Ekstra Bladet dagligt på forsiden udråbte mig til rovmorder, ville jeg ikke anlægge sag. Hvis man vil have en sag frem i lyset, må man henvende sig til pressen, der både arbejder hurtigere og er bedre egnet til at finde frem til sandheden end landets domstole, der ofte er befolket af pæne ældre herrer uden kontakt med nutiden.

Information, 19. april 1972:
Nu har jeg været sagfører i 22 år, så idéerne om Danmark som et retssamfund forlod mig i hvert fald under de skæve varebyttesager for 18 år siden. Og de har ikke indfundet sig igen. Vi er så stolte her i Danmark, fordi vi er så pokkers uformelle. Men konsekvensen af, at vi er så upraktiske, er, at de, der falder uden for de almindelige rammer, nok ikke har samme retsbeskyttelse i Danmark som de tilsvarende grupper har i andre lande.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
-Hvis samfundet blev organiseret fornuftigt, og Folketinget var sin opgave voksen, så ville et usundt og uproduktivt arbejde, som det jeg befatter mig med, ikke blive belønnet på samme måde, som det i dag belønnes af Folketinget.
-Hørte jeg rigtigt. – De sagde et usundt og uproduktivt arbejde?
-Ja, det at sagførere og revisorer trives godt i dag er da kun et udtryk for, at Folketinget ikke magter sine opgaver. Det kan da kun være et sygdomstegn, at vi kan leve godt af denne udfyldning af blanketter og pjank. Det er på grund af politikernes uduelighed, at jeg er blevet så tyk, som jeg er.

Aktuelt, 4. november 1972:
I dette fordærvede samfund er advokatstanden privilegeret. Det er et af dette samfunds store dumheder. Advokater tjener tykt på næsten intet produktivt at bestille.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Den danske dommerstand er bare en afdeling af det danske politi. Landets højeste dommer er uddannet i anklagemyndigheden, landets højeste anklager er uddannet ved domstolene. Det er et fedt indenfor embedsmandsvældet. Jeg har færdedes i 23 år ved de danske domstole så at sige dagligt. Især de københavnske. Provinsdomstolene er noget bedre.

Aktuelt, 4. november 1972:
Dommerne er jo en del af det fordærvede etablerede samfund. Der er så mange små borgere her i samfundet, der er dømt uskyldigt, så hvorfor skulle jeg ikke også blive det. Jeg er jo besværlig for magthaverne.

Aktuelt, 2. maj 1971:
Set fra et egoistisk synspunkt er det helt forkert af mig at komme med mine advarsler. Jeg er jo en af dem, der lukrerer mest på bureaukratiet.

Som advokat burde jeg være tilfreds med udviklingen, der gør tingene så indviklet, at der bliver mere brug for os jurister, hvis folk skal klare sig.

Ekstra Bladet, 29. april 1972:
Der er naturligvis tale om politisk forfølgelse for at kvæle mig. Det er en slags politisk aktion, hvis eneste formål er at undertrykke mine argumenter ved at retsforfølge mig, men i mellemtiden er der 20.000 skattesnydere, der får større bonus, fordi politiet beskæftiger sig med mig.
På den måde, politiet er gået frem, rammer man simpelt hen en kritiker af systemet. Man giver mig et hak i tuden, og det er klart, det er skæmmende. Men det afholder mig ikke fra at fortsætte min kritik. Selv om det er, hvad aktionen i virkeligheden går ud på.

Berlingske Tidende, 4. april 1972:
I sommerhuslandet hører jeg, at Advokatrådet i dets kamp for at knægte mig påskelørdag har offentliggjort nogle beskyldninger mod mig. Dette er sket, uden at jeg har fået forudgående meddelelse herom, endsige adgang til samtidigt at oplyse, hvordan sandheden er på de pågældende punkter. Jeg fastholder, at jeg intet galt har gjort, og at det, der reelt står Advokatrådet og mig imellem, først og fremmest er, at Advokatrådet søger at gennemtvinge, at sagførerforretninger fortsat skal drives som i vore bedsteforældres tid.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
Advokatrådet antyder, at det er farligt at have med mig at gøre, men af mine regnskaber fremgår, at mit sagførerfirma er 12,5 mill. kr. værd, og at jeg kun skylder 2 mill. kr. Det betyder, at jeg alene i firmaet ejer 10,5 mill. kr., og det skulle være en rimelig sikkerhed for klienterne.

Politiken, 5. april 1972:
Ophæves Advokatrådet, vil sagførere kunne gå ind i normal fri konkurrence med hinanden. De kontorer, der med behørig hensyntagen til nutidens forhold kan drives med salærer, der ligger på halvdelen af de salærtakster, som Advokatrådet nu gennemtvinger, at sagførere skal overholde, vil derefter få mulighed for at nedsætte deres priser.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Jeg har det bedste forhold til næsten alle danske advokater. Kun Advokatrådet, som udviklingen er løbet fra, kæmper i sin fagforsteningsmentalitet for at uskadeliggøre den sagfører, der er så fræk at påpege det samfundsuheldige i, at advokatstanden er den bedst aflønnede af alle, at man ud fra en gammel, slap tradition fra lavrentetiden snyder klienterne for at få rente af deres egne penge og har standsprivilegier fremfor f.eks. renovationsarbejdere, rutebilchauffører, skuespillere og hvad der ellers findes af udmærkede produktive fag her i landet.

Jydske Tidende, 8. september 1971:
På spørgsmålet om, hvorvidt han selv følte sig truet af landsskatterettens afgørelse, svarede Mogens Glistrup:
Om jeg er truet eller ikke truet, og om jeg bliver behandlet på den ene eller den anden måde, er så inderlig ligegyldigt, fordi vi har et aldeles forrykt indkomstskattesystem. Vi kan med fuld fortrøstning citere verselinien: For hver, som faldt, kom der nye overalt.

Ekstra Bladet, 13. marts 1972:
Jeg skal knægtes, fordi jeg har punkteret myten omkring klientkontoerne, og fordi jeg har angrebet den skattelovgivning, som de ”pæne” advokater har udnyttet til at skaffe deres rige klienter skattefrihed på bekostning af resten af landets skatteborgere.

Berlingske Tidende, 30. november 1972:
I forbindelse med ransagning og politiundersøgelse:
Jeg beklager mig endvidere over den danske retskulturs lave stade, der blandt andet manifesterer sig ved blanco-ransagningskendelser mod oppositionelle advokaters kontorer. Og vi kommer længere ud i betænkelighederne, når myndighederne udtager gidsler som politiadvokaten har gjort…

Information, 19. april 1972:
Ja, er det ikke forfærdeligt. Men hr. Lemvigh kom ind på mit kontor, netop som jeg var ved at spise min frokost, og så smurte jeg remoulade på den pæne dommerkendelse. Nej, da ikke spor provokation. Jeg er bare en klodsmajor. Det ville ligne mig dårligt at provokere.

Information, 8. juni 1972:
Om politiadvokat Leo Lemvighs afhøringer:
Hidtil har han nærmest gjort det til en studiekreds, som ville egne sig for første klasse på Handelshøjskolen. De ved, kredit er hen mod døren og debet hen mod vinduet. Og at man ikke på forhånd kan vide, om det er en god forretning at købe obligationer, fordi kursen kan ændre sig, og at det er sikrest at vente med at så, hvordan det gik, til bagefter.

Jyllands-Posten, 3. december 1972:
Om jeg får fair play? Nej, jeg kunne fylde en hel søndagsudgave af Jyllands-Posten med dokumentation for, at myndighederne forfølger mig ud fra usaglige motiver. Leo Lemvigh fremsætter de mest urimelige påstande om min virksomhed, og de afslører tydeligt, at han ikke kender de gældende skatteregler. Men hvor skulle han også kende dem fra? Han er ekspert i Nyhavns-kriminalitet, og han er i skattesager lige så meget på glatis, som vi andre ville være, hvis vi skulle holde foredrag om atomfysik.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Lemvigh er jo blot et redskab for den herskende embedsmandsklasse, som med de til rådighed stående midler – herunder politiapparatet – vil uskadeliggøre den første opposition, som er opstået mod embedsmandsvældet, som dette har udviklet sig gennem de sidste ti år og nu vil konsolidere sig. Jo stærkere Fremskridtspartiet vinder frem, jo stærkere må man forvente, at de, som sidder på magtapparatet, vil bekrige os.

B.T., 16. april 1973:
Når politiet har fået kendelse til større ting – ransagning af mine kontorer og private bopæl – kan de vel også få det til mindre ting, såsom telefonaflytning.
Med den liberale politiindstilling, man har i København, kræver det kun et gummistempel – jeg bliver ikke spurgt.
Jeg finder politiaflytninger principielt forkerte. Borgerne har jo ikke skygge af beskyttelse, siger Glistrup, men hvis jeg trak mig ud af politik, ville sagen mod mig afgjort også slutte omgående – nu kører både justits-, handels- og indenrigsministeriet frem, og når man betænker den behandling, jeg har fået, kan der ikke være spor tvivl om, min telefon også aflyttes.
Jeg siger og gør ikke noget forkert. Jeg har ingen hemmeligheder, så af den grund måtte hele Danmark gerne aflytte min telefon. Men i princippet finder jeg det forkert.

Sjællands Tidende, 5. oktober 1972:
-Det er helt oplagt, at politiet prøver at knække mig. Jeg håber ikke, det lykkes. Jeg har i hvert fald god samvittighed i alle mine forhold.
-Lever vi i en politistat?
-Det ved jeg ikke. Det ord kan vel opfattes på flere måder.

Aktuelt, 13. december 1972:
Referat af Glistrups deltagelse i et lytterspørgeprogram:
Jeg kan ikke se andet, end at den måde, jeg bliver forfulgt på, ikke er en sædvanlig måde. Dermed være det ikke sagt, at det er det eneste justitsmord, der er begået ved den danske domstol.

Aktuelt, 18. marts 1973:
Der er kun sat fart i straffesagen for at kvæle den første virkelige slagkraftige opposition herhjemme i 30 år. Det er vanvittigt at punge en million ud på undersøgelser mod mig. Jeg har hverken gjort noget forkert eller ulovligt. Det eneste, jeg vil, er at hjælpe danskerne efter min bedste evne.

B.T., 20. januar 1973:
Jeg vidste, jeg ville blive mødt med en reaktion fra det bestående samfund. Nemlig det middel, det bestående samfund har til sin beskyttelse: Politiet. Sådan gik det Gelef, Pio, Struensee og Griffenfeldt.

Morgenposten, 11. marts 1973:
En eventuel dom vil være et eklatant justitsmord. Det er aldeles oplagt, at jeg ikke har begået den mindste smule ulovligt. Men kommer der sådan et justitsmord, er det jo ikke til hinder for, at jeg kan opstille som folketingskandidat eller vælges ind i Folketinget, heller ikke hvis jeg sidder i fængsel. Hvis jeg sidder der, får jeg bare bedre tid til at gå i dybden med partiet.

Sjællands Tidende, 20. marts 1973:
OM den forestående retssag:
-I øvrigt vil jeg slet ikke kalde det en retssag, det er at trække ordet ”ret” ned i sølet. Jeg foretrækker at kalde det en uretssag. Der er slet ingen tvivl om, at vi fra det gamle styres side kan forvente alverdens forskellige former for forfølgelse. Det har fremskridtsfolk i alle lande til alle tider været udsat for.
-Betragter De Dem som Danmarks Angela Davis?
-Ja, bortset fra, at jeg måske ikke rigtig har håret til det, føler jeg mig meget nært beslægtet med hende.

Ekstra Bladet, 7. september 1972:
Af et brev til Københavns byret fra Glistrup:
For en god ordens skyld skal jeg endelig tilføje, at jeg – fuldt og helt på linje med Angela Davis – ikke, fordi nærværende begæring om ransagningens ophævelse tages til følge, på nogen måde ændrer mine tidligere fremsatte udtalelser om retssystemets råddenskab.

B.T.,17. februar 1971:
I et sumpklima som vort fødes der hele tiden Glistrup’er. Det nytter ikke at hive en enkelt plante op. Det er jorden, der er usund.

Sjællands Tidende, 5. oktober 1972:
Jeg tør sige, at hvis der er nogen, der har sine papirer i orden, så er det Mogens Glistrup.

Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Jeg har selv arbejdet med den danske lovgivning i 25 år, så jeg ved nok, hvad jeg taler om.

Interview med Glistrup, 16. januar 1973:
Mistænkeliggørelse og mistro har i alle generationer været de arbejdsvilkår, som bydes fremskridtsfolk.

Aarhus Stiftstidende, 7. februar 1971:
-Hvordan tror De, De ville have haft det, hvis Hitler blev helten?
-Der ville ikke have været stor forskel. Hele den myte, der nu er lavet om Hitler, nazisterne og tyskerne var nogle skrækkelige onde mennesker, hvad er det for noget?
-At drage folk til ansvar for, hvad der sker under en krig, er den rene parodi. Det er bare afhængig af, hvem der vinder. Når en krig er forbi, er Churchill en helt og Hitler en skurk.

Børsen, 18. marts 1971:
Jeg skal selvfølgelig ikke være min egen dommer. Men jeg synes selvfølgelig, at jeg kan klare alle disse hverv. Jeg påtager mig ikke en opgave, medmindre jeg er overbevist om, at jeg kan klare den.

B.T., 20. april 1972:
Man ser gang på gang, at folk, der har været ude for noget uretfærdigt, sådan som jeg føler jeg er, bliver ødelagt. Ikke af kampen mod uretfærdigheden, men af den senere kamp om erstatningen. Der skal meget til, for at jeg bliver “erstatningssyg”, men jeg vil ikke afskære muligheden for at blive det. Jeg vil ikke for penges skyld ødelægge min tilværelse. Det med at rejse erstatningskrav giver ofte en “erstatningsneurose”.

Information, 10. april 1973:
Kapitalismen er jo uinteressant og har ingen relation til nutidens problemer.

Information, 10. april 1973:
Der eksisterer et eneste skel af betydning i Danmark, og det er mellem skrivebordsarbejde og nyttigt arbejde. Der eksisterer ingen skel mellem kapitalister og udbyttede eller mellem arbejdere og arbejdsgivere.

B.T., 30. december 1972:
Jeg har været ude for så mange ulykkelige mennesker, der er blevet pint og plaget af det nuværende skattesystem. Jeg måtte kæfte op.

B.T., 17. februar 1971:
-Jeg har gået og holdt min kæft i 20 år. Nu kan jeg ikke mere.
-Er De idealist?
-Ja.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Jeg levede og lever et hyggeligt og dejligt liv. Men jeg så, hvordan tingene begyndte at glide på afveje. Det pinte og plagede mig, fordi samfundet havde givet mig en skatteretlig uddannelse. Derfor følte jeg en samfundsmæssig forpligtelse til at stå frem og skrige op. Jeg gjorde det ganske simpelt for at gøre landet en tjeneste.

Morgenposten, 11. marts 1973:
Det er i den grad en grundholdning hos mig, at alt, hvad jeg kan blive fri for at bestemme, vil jeg også helst overlade til andre.

Politiken, 4. februar 1971:
En høvding lever år efter år i vellyst. Stadig skiftende og stadig dyrere kvinder hører til dagens uorden hos ham. Alkohol og røg af alle slags frådser han i. Til sidst bliver han et opslidt vrag eller – i vor finansministers altid blomstrende sprogbrug – et skvadderhoved.

Jyllands-Posten, 9. maj 1972:
Overfladiske metoder og midler er skiftet i de 100 år, men uændret står den grundlæggende konflikt mellem de magtapparater, hvis ideologi har overlevet sig selv, og de folkefrigørelseskræfter, som bryder frem.

Berlingske Tidende, 4. maj 1972:
Hvis en ven er fristet, skal man ikke holde ham tilbage ud fra samfundsøkonomiske motiver.

Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
-Er Glistrup en stærk mand?
-Nej, det er han ikke. Fremskridtspartiets idéer er forhåbentlig noget, der præger samfundet, Glistrup er blot som barnet i kejserens ny klæder.

Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1973:
Jeg taler lige meget til højre og venstre, men der er den forskel, at Venstres og de konservatives vælgere – i modsætning til socialdemokraterne – er vant til at tro på, hvad deres aviser skriver. Skriver de, at Glistrup er en farlig mand og alt det der, så varer det længere, for deres læsere kommer over til os. Aviserne glemmer bare, at det er en boomerang.

Information, 19. april 1972:
Som sædvanlig er jeg den rene uskyldighed. Men De kender disse ulykkesfugle, der ikke kan gå over gaden, uden at 17 biler støder sammen.

Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1972:
Jeg er som en elefant i en porcelænsforretning. Jeg kommer med upolerede  meninger, og det er ikke alle, der kan lide det.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
Det afgørende er, om man har en god samvittighed. Tror De, at kætterne havde kuldegysninger, når de blev brændt på bålet i trediveårskrigen? De følte allersnarest stolthed.

Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Jeg er ærlig og jeg tror, at et ærligt parti vil kunne overleve i det politiske spil.

Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Når man har været ude for så megen bagvaskelse og forfølgelse, som jeg har , så er det faktisk godt at have det bornholmske granitsind.

Søndags Aktuelt, 18. marts 1973:
-Er de martyr?
-Det ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at hvis en historiker om 100 år skriver en disputats om Glistrup-fænomenet, vil jeg blive fremstillet som martyr.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Når dette en gang er glemt, og jeg sidder alene og grå tilbage, så vil det varme min tilværelse, når jeg blader den store stak af sympatibreve igennem. Det er noget, jeg er meget, meget taknemmelig for.

Jyllands-Posten, 7. februar 1971:
-Jeg har det, som man kalder et grundfæstet livssyn.
-Gående ud på hvad?
-At livet allerede har givet mig mere lykke og tilfredsstillelse, end hvad jeg kunne fortjene. Ligemeget hvad der er sket, eller hvad der vil ske. … Det har virkeligværet et liv på solsiden.

B.T., 20. april 1972:
Jeg vil vove at sige, at der er få i Danmark, der er så pertentlige med at have sin selvangivelse i orden som jeg. Hvis jeg har fået en flaske rødvin for at holde foredrag, kommer den på selvangivelsen, og hvis jeg er ude at spise på restaurant, trækker jeg ikke regningen fra.

Jeg handler 140 pct. Rigtigt over for skattevæsenet – men det er til gengæld også det, man forlanger af mig i modsætning til andre.

Holbæk Amtsavis, 15. april 1972:
Jeg skrev i 10-12 år saglige artikler om skattespørgsmål i juridiske fagskrifter, men derved kom der ingen dialog i gang med politikerne. Men efter tre minutter i TV skete der i hvert fald noget.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Den omstændighed, at jeg ikke betaler skat, har sikkert været med til at gøre samfundsmæssig gavn. Der er rejst debat om skatteproblemerne. Jeg har ikke været med til at betale 10 meter ekstra motorvej, en ekstra etage på en eller anden ambassade eller en ny kanon til militæret – men min manglende skattebetaling har været med til at aktivere samfundsdiskussionen i dette land.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
-Er De ikke en legal skattesnyder selv?
-Jo.
-Er det særlig moralsk at være det?
Ja. I det nuværende samfund er det i allerhøjeste grad moralsk.

B.T., 20. januar 1973:
Ved ikke at betale skat er jeg med til at åbne folks øjne for, at skattesystemet er galt. Det tror jeg gør mere samfundsmæssig gavn end de to meter motorvej, min skat kunne finansiere. Desuden er det ikke noget særkende for mig. Der er mange andre, som ikke betaler skat. Jeg skriger bare lidt mere op om det.

B.T., 12. december 1972:
Om Lyngby-Tårbæk skattevæsens fastsættelse af trækprocent 62 på Glistrups a-indkomst:
-Måske kommer jeg til at betale lidt à conto skat – men når året er omme, får jeg pengene tilbage fra skattevæsenet.
Jeg låner bare endnu flere penge, så jeg får et endnu større underskud, hvorefter jeg igen får negativ indkomst – og så skal jeg have pengene tilbage fra skattevæsenet. Dem kan jeg bruge til at afbetale lånene med.

Aalborg Stiftstidende, 21. februar 1971:
Det eneste, jeg personligt i dag har med skatten at gøre, er nu, hvor jeg bliver nødt til at rende rundt med frikortet på mig og vise det frem, hver gang jeg er til bestyrelsesmøde et eller andet sted og skal have udbetalt honorar.

Ekstra Bladet, 3. april 1972:
Mit frikort (1.420.907,75 – trækprocent 37) er jo kun en lille flig af et samlet hele. Der er i dag flere millionærer end nogen sinde, der har frikort.

Jeg har ikke det mindste imod at være Prügelknabe. Finansminister Henry Grünbaum må godt hænge mig ud, hvis blot det fører til nedbrydning af det tåbelige viktorianske hemmelighedskræmmeri, der er omkring folks indtægter og skattebilletter.

B.T., 2. november 1971:
Javist, og hver gang, der kommer en ny sløjfe på skattelovgivningen, bliver det sjovere at være Glistrup. Meget egoistisk sagt er jeg meget taknemmelig for alle de mange ting, der efterhånden indføres. Hvis bruttotrækprocenten indføres, vil endnu flere blive jaget op til skatterådgivning.

Politiken, 19. april 1971:
Det, som adskiller mine skatteforhold fra tusinder af ligestillede, er imidlertid ikke skattens størrelse, men derimod offentliggørelsen deraf.

Berlingske Tidende, 17. august 1972:
Skulle jeg opnå en fodnote i historien, er det vel, fordi jeg har belært ikke bare millionæren, men også fabriksarbejderen om, hvordan han skal løse sine skatteproblemer.

Ritzaus Bureau, 14. april 1973:
-Hvordan går det til, at en driftig advokat med en blomstrende forretning giver sig i kast med noget så lidet givtigt som politik?
-Det er fuldstændig svarende til, hvis man har en speciallæge i kolera, som går ud og slår sin græsplæne og hygger sig, mens der er en koleraepidemi i den by, hvor han bor. Han tænker så, hvorfor skulle jeg udsætte mig for at få en af de patienter der – eller skal jeg bare have det rart? På samme måde er jeg det menneske, der her i landet har min uddannelse i indkomstskatteret, og når man så ser, hvorledes indkomstskatteudviklingen forløber, så siger jeg, at jeg må se, hvad jeg kan gøre.

Aktuelt, 19. april 1971:
Når man i 20 år har beskæftiget sig med sagførervirksomhed, kommer man uvægerligt ind i mange forhold, hvor man kan anlægge rent forretningsmæssige bedømmelser. Det er, hvad jeg har gjort. Når jeg er stødt på en god forretning, har jeg taget den, og det har somme tider været forbundet med lån til mig selv eller det modsatte. Det har skiftet meget.

Børsen, 18. marts 1972:
Pjank. Det med de 12.000 er at stikke folk blår i øjnene. Man får adskilligt mere som sagfører.
Hvis mit arbejde f.eks. er 45.000 kr. værd for selskabet, får jeg af hensyn til offentlighedens kritik de 12.000 i honorar og så 33.000 for diverse konsulentopgaver. Den praksis kan enhver gennemføre.
Men selvfølgelig er der nogle, som nøjes med de 12.000, enten fordi de ikke er mere værd, måske endda mindre, eller simpelt hen fordi de nyder magtens sødme eller forventningen om knaphulspynt.

Ekstra Bladet, 1. marts 1971:
Jeg vil gavne de svage mennesker. Jeg gør intet i min gerning, hverken i eller uden for min forretning, som jeg ikke finder absolut ærlig. Man kan glimrende finde et område, hvor man både er ærlig og legal, og det er det, jeg opererer på.

Ekstra Bladet, 29. april 1971:
Vi har den praksis, at vi har indført en fast pris for at høre på en klient og levere en afrundet vare for pengene. Det er 200 kr. Hvis klienten vil have assistance ud over dette beløb, får han at vide, at taxametret tikker. Han kan bagefter gå ud på gaden og sige: Glistrup var ikke min stil, men det kostede mig da ikke mere end 200 kr.

Information, 1. juli 1972:
Om klientkonti:
-Det er bare min pligt at råde mine klienter bedst muligt. Og i det nuværende højrentede samfund ville det være stik mod klientens interesse at røde ham til at lade pengene stå hos mig. Sådan en griset behandling vil jeg da ikke være med til, selv om jeg godt kan se, den er en vældig fordel for advokaterne.
-Hvordan det?
-Der er 2000 sagfører i Danmark. Hvis de hver har en kvart million kroner stående på klientkontoen, bliver det til en halv milliard i alt. Den slags penge er ret rolige penge for bankerne og dermed en stor fordel for dem. Hvis advokatens datter en dag skal have et lån til et hus, kan det godt være, at banken synes, den ene tjeneste er den anden værd. Jeg under skam advokatens datter den favør, men rettelig burde den tilkomme klienten.

B.T., 30. december 1972:
-Jeg har ikke noget imod sammenligningen med den franske poujadiskbevægelse. Pierre Poujade opnåede 2,5 millioner stemmer og 52 mandater ved det franske parlamentsvalg i 1956.
-Pierre Poujade fik ingen lang levetid?
-Måske ikke, men han fik sat en skræk i de gamle partier og politikere.

Jyllands-Posten, 14. september 1972:
Når vi nu sætter en kampagne i gang for at få underskrifter og bistand fra andre interesserede, så skyldes det ikke mindst den ulykkelige omstændighed, at der indtil nu i høj grad er tale om et one-man show. Vi må have fat i en 20 til 30 personer, som er villige til at lade sig opstille ved et folketingsvalg. Det er ikke fordi jeg brænder af iver efter at få mit navn i avisen, at vi nu sætter en kampagne i gang.

Interview med Glistrup d. 16. januar 1973:
Jeg er ikke partiejer, men partitjener. Fremskridtspartiets samlingsmærker er ikke enkeltpersoner, men idégrundlaget, som adskiller sig fra de andre partier ved at være udsprunget af nutidens forhold og ikke situationen, som den var i en fjern fortid. Med den udviklingshast, der har præget de sidste 20 år, ligger Adam Smith, Karl Marx og Henry George – ja også Hørup, Christmas Møller og Stauning langt tilbage i historien, og derfor er de andre partier belemret med så meget tankevraggods, at de adskiller sig distinkt fra Fremskridtspartiet.

Ekstra Bladet, 20. januar 1973:
Mine politiske karrieredrømme er inderligt ligegyldige. Det er Fremskridtspartiets idégrundlad, der er det afgørende. Jeg er kun en lille koral på vejen til at opbygge koralrevet.

Aktuelt, 11. december 1972:
Af et brev til chefredaktør Bent Hansen, Aktuelt:
Det politiske spørgsmål i dag er ikke at løse 1930ernes problemer. Nu gælder det den sidste fjerdedel af dette århundrede. Forskellen er stor. Først og fremmest markeres den af en myriade af uproduktive skrivebordsfolks fremmarch til de bedst aflønnede stillinger, anført af jurister og nationaløkonomer.
Derfor gælder kampen i dag modstand mod os, samfundets ”pæne” støtter, som opæder større og større dele af produktionsresultatet uden selv at bidrage med noget nyttigt, d.v.s. menneskelykkeskabende. Arbejderen, stuepigen og redaktøren frembringer værdier, som hjælper til, at vi føler os mere glade og tilfredse i de år, vi har her på jorden. Blanketudfyldning, skemadyrkning og andet papirpukleri, som administrationssektoren i stigende omfang vælter ud over borgerne, er ikke trivselsfremmende.

Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Jeg forsøger at være sober og korrekt. Helt præcist prøver jeg på at undlade at foregøgle vælgerne noget som helst. Jeg har talt med mange ting, men det eneste, jeg siger, er, hvad Fremskridtspartiet vil, på hvilke tidspunkter og hvordan vi vil lindre skattetrykket osv. Hvis der er noget, som er pæredansk, så er det mit parti.

Aarhus Stiftstidende, 4. marts 1973:
Om at være stærk mand i dansk politik:
Det har jeg aldrig talt om. Jeg er helt imod Viggo Hørups princip om ”ingen højere og ingen ved siden af Folketinget”. Det skal være den almindelige vælger, der bestemmer. Princippet ingen over og ingen ved siden af folkeafstemningen er det rigtige. Ikke mindst i dag, hvor vi har et millionsamfund med fede kommunikationsmuligheder.

Vendsyssel Tidende, 18. marts 1973:
Vi vil hele tiden fortælle sandheden. Gennem lang tid har borgerne her i landet været et langt skridt foran politikerne på Christiansborg. Menigmand er væsentlig længere fremme i forståelsen end folketingsmedlemmerne.

Mand med meninger, 1. oplag august 1972:
Min opfattelse er, at man går alt for langt i retning af at beskytte forfatterrettigheder. Man skal passe på også på dette område, at man ikke kommer til at gøre systemet for stift. Samfundet må ikke hæmmes af alverdens enerettigheder, når det drejer sig om at gøre brug af det åndeligt skabte. Alle forældre må finde sig i, at deres afkom udvikler sig på en anden måde, end de egentlig havde tænkt sig, da barnet blev født. Specialisterne er, som specialister plejer at gøre det, gået for vidt på ophavsrettens område. Specialisterne tilstræber en ophavsretlig beskyttelse, der går ud i alle spidsfindigheder, som i det lange løb vil vise sig samfundsmæssigt ulykkelig.

Sign In

Reset Your Password