Artikler

U.S. and Coalition Forces Mentor Afghan National Army in Dismount PatrolEnduring Freedom

I den amerikanske debat findes et nøglebegreb, som vi ikke har et tilsvarende af på dansk. Måske er det derfor at vi i Danmark mangler ord, når vi forsøger at begribe og beskrive den moderne terrorisme. Bomben er kun toppen af isbjerget.

Hvad er terror?

Birthe Hansen fra KUs institut for statskundskabs har en hurtig definition fra den her rapport om definitionen af terrorisme:
“Civile gruppers vold mod ikke-kæmpende for en politisk sag”.

Kort sagt, så er terrorisme defineret af en forudindtaget position fra vestlige stater, om at hvis en gruppe begår vold, og det går ud over andre end en vestlig stats militær, så er det terrorisme. Det betyder at når Obama fyrer nogle droner af, og rammer civile, eller bomber et hospital; så er det ikke terror. Så er det bare, tjah, et uheld, eller krig.

Men ikke nok med det. Terrorbegrebet er ikke bare et klistermærke en stat kan bruge til at definere hvem der er de gode og de onde civile. Vestlige stater kan anvende begrebet mod politiske/ideologiske modstandere til direkte at legitimere, eller retfærdiggøre militær gengældelse (retaliation).
Det er på den måde, at vi endte i irak-krigen og afghanistan-krigen, efter 9/11 terrorismen.

Og som om det ikke var rigeligt, så anvendes terror-begrebet som en politisk løftestang, som vestlige stater kan anvende til at presse friheds-indskrænkende reformer igennem mod deres egne befolkninger.
Ved samme lejlighed som 9/11, blev The Patriot Act presset igennem i USA – Med tilsvarende friheds-indskrænkende reformer i resten af den vestlige verden. Og nu sidder vi så i suppedadsen med NSAs totalovervågning (Fik i set dokumentaren om Snowden?).

Efter angrebet på Krudttønden, har vi så fået forslaget om den nye “terror-pakke”, som vil give Danmarks hemmelige politi PET nærmest uindskrænkede beføjelser. Og sætte penge af til at bryde kryptering, så vi ikke længere kan kommunikere uden at blive overvåget.
Og samtidig taler politikerne nu om at folkehæren hjemmeværnet skal afvæbnes.

Det er samme opskrift, igen og igen. Staten bliver styrket med mere magt, vi skal i gengældelseskrig, og borgerne får indskrænket deres frihed. Tre sider af samme problematiske sag.

Islamisk terrorisme?

I det meste af den vestlige verden, her i 2015, er terror nærmest per definition islamisk terror. Altså vold som muslimer begår. Det er klart nok fordi USA og det amerikanske militær har definitionsretten. Med andre ord: Når det skal afgøres om det ene eller det andet voldelige angreb var terror, eller ikke terror, så er det en afgørelse som træffes ud fra en rimeligt “amerikaniseret” verdensopfattelse. Og de sidste mange år, så har det været muslimerne der har været i fokus – Måske ikke mindst på grund af disse segmenters positionering i forhold til oliekilder.
Check feks rapporten her og find “Deaths Grouped by Perpetrator Type”, side 11.

Når det kommer til islamiske angreb, så findes retfærdiggørelsen vel i en religiøs verdensopfattelse. Og Islam er, ligesom de fleste religioner, super fucked up. Med masser af passager i koranen, der direkte opfordrer til at vantro skal have hovederne skåret af.
Islam er måske ekstra langt ude, fordi den er så tæt knyttet sammen med Sharia, islamisk institutionel lov, hvor der så findes en forventning om den religiøse stat. Det er den totalitære stat skruet op til 11, som desværre er populær blandt muslimer verden over.

MEN – Man kunne måske osse spørge fra flanken: Hvorfor begår lige præcis kun de islamiske tosser terror? Og hvorfor mod os? Hvorfor er de så vanvittigt aggressive?

Og her er der et begreb man har i USA, som vi mangler i Danmark. “Blowback“.

Når man tænker: “Hvorfor hader muslimerne os? Hvorfor vil de myrde os?”, så er det fordi det overrasker os, at vi bliver angrebet. “Hvad har vi dog gjort?”, tænker vi.

Vi virker altså ikke afklarede med, hvordan vestlige stater har fucked adskillige muslimske befolkninger up, igen og igen og igen.
Her er der en meget kort video om blowback, som også har et par klip med Ron Paul: En amerikansk libertarianer:

Hvis vi var meget bevidste om at vi selv havde angrebet og smadret muslimske stater, så kunne vi måske bedre forstå, hvorfor vi fik lort smidt tilbage i ansigtet. Nøglebegrebet er “Blowback”. Rekyl.

Hvor mange olie-krige har vi deltaget i, på den ene eller den anden måde?
Hver eneste gang vesten roder rundt dernede, ender mellemøsten med at være lidt mindre stabil end før. Med lidt flere radikaliserede muslimer, som intet har at tabe. Vitterligt: Intet at leve for.
Og nu har vi så fået ISIS, et islamisk statsmonster, som vi måske selv har skabt igennem vores evige angreb. Det giver så massemord i Paris. Som giver mere krig.

Jo mindre respekt for ikke-aggressionsprincippet: Jo mere terror, jo mindre frit samfund. Staterne vokser sig store og totalitære, og får mere blod på tanden. Samtidig bliver de religiøse mennesker bekræftet i deres gale opfattelse om, at jordkloden er en kampplads for deres åndsvage korstog.
Og så ender vi med mere krig. Og så får vi mere terror. Og sådan fortsætter skruen i en uendelighed.

Det er samme kødhakker af konflikt, som kører for fuld skrue nede i Israel og Palestina, og som spilder over på angreb på jøder, som vi så ved supermarkedet i Frankrig & angrebet på bat mitzva’en i København. Den israelske stat bosætter allerede bosatte områder, og så kører terrorisme-blowbacken.
Og der er atomvåben med i spillet.

Et klasse-eksempel på hvor langt ude stater kan komme.

Hvordan stopper vi terroristerne/terroren/terrorismen?

Danmark kunne som nation måske starte med at kopiere Schweizs fuldstændige neutralitet, og droppe oliekrigene. Det danske “Forsvar”, kunne måske omdannes fra at være et statsmilitær, til at blive lagt under hjemmeværnet, så man sikrer sig mod angreb i fremtiden. Sådan ved et reelt forsvar. Og færre danske soldater der render rundt i Afghanistans bjerge.
Så har man i det mindste stoppet skruen. Og mon ikke den bidske køter dæmper sig lidt, hvis man holder op med at kaste sten på den?

Men den Danske Stat er på vej i modsat retning, med mere angrebskrig, og mindre hjemmeværn. Helt præcist for 30 milliarder danske kroners bombefly, der snart er klar til at fyre mere benzin på blowback bålet.

Så hvis vi skal være lidt pragmatiske, og ikke kan stoppe branden – Så må vi starte i det private. Vi ved at der vil komme mere blowback, og mere terror, og flere flygtninger, og mere krig, og mere terror, og så videre ud i det uendelige. Så det eneste vi reelt kan gøre, det er at bevæbne os, og gøre ligesom Finn. Så har man ikke stoppet terrorismen, men man har i det mindste en ærlig chance for selvforsvar. Og det har værdi i sig selv.

Alternativt kunne man måske følge Miks eksempel om total civil ulydighed: “Jeg vil altid være dansker. Men de handlinger, som staten står for, er kommet så langt væk fra, hvad jeg kan stå ved. Jeg blev simpelthen nødt til at bryde mine bånd til det. (…) Jeg kan ikke længere se stiltiende til, mens Staten gang på gang bruger folketingsflertal til at begå uhørt ulovligheder i vores navn. Aggressionen i Irak blev indledt ved folketingsflertal, selvom befolkningen og grundloven var imod. Vi er i krig i Afghanistan!? Et enstemmigt folketing sender os til angribe Libyen. Hvad sker der? Hvem tager beslutningerne? Hvem er disse mennesker? Hvor skal skylden for disse folkemord placeres? Staten har forrådt os, forrådt vores tillid,”

Photo by DVIDSHUB

e834b1092df41c3e81584d04ee44408be273e7d01bb3184497f7_640_happiness

Christian Bjørnskov er forsker i lykke og han har, som en del af udgivelsen “Tænkepauser” ved Aarhus Universitet, beskrevet hvad lykke er og hvordan man finder den. Her følger et uddrag fra “Lykke“, hvor det bliver pointeret at det frie marked bidrager mærkbart til en befolknings lykke; hvorimod at statslig indblanding har en direkte negativ effekt.

Spuriøse Sammenhænge

Uddrag fra Christian Bjørnskov, “Lykke” s. 53 til 55.

Hvad demokratiske politikere vælger at gøre med den magt, vælgerne overlader til dem, er (…) knap så vigtig. Alligevel kan de meget let komme til at begå fejl med konsekvenser for deres vælgeres lykke. De senere år har mange forskere, politikere og kommentatorer ellers med stor begejstring talt om, at når vi mere præcist ved, hvad der gør mennesker lykkelige, kan de designe offentlig politik til at opnå netop dét mål.

Argumentet lyder tilforladeligt, men mange forskere mener ikke, at det kan lade sig gøre i praksis. Schweizeren Brune Frey, der er en af Euopas førende lykkeforskere og gennem mange år kendt som en meget kreativ tænker, er en af de skeptiske.
Frey understreger, at problemet med praktisk politik er, at den i demokratier oftest er rettet mod medianvælgeren. – den typiske og mest almindelige vælger. Selv hvis politikernes rammer rigtigt i forhold til at gøre medianvælgeren lykkeligere, kan de i samme omværing gør de fleste mindre lykkelige.
Vi ved jo allerede, at mennesker er meget forskellige i deres smag, præferencer og normer. Endda i en sådan grad, at langt de fleste danskere er forskellige fra den typiske dansker. Derfor kan politikere hurtigt komme til at vælge en politik, der passer på medianvælgeren, men er for indgribende for mange og for lidt eller ligegyldig for lige så mange.

Erfaringerne med poltiske indgreb, som nogle politikere i dag hævder, kan og bør gøre folk lykkeligere, er da også ganske dårlige. Omfordelingspolitikken i de skandinaviske velfærdsstater ser for eksempel ikke ud til at gøre nogen lykkeligere, da de materielle ændringer, som vi ikke selv vælger – de politisk bestemte som dagpenge, boligsstøtte eller skatteændringer – er blandt de faktorer danskere ligesom andre mennesker vænner sig hurtigst til.

Udenlandske politikere og journalister, inklusive den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey, påstår ellers tit, at når de skandinaviske lande er blandt de lykkeligste og samtidig er dem, der omfordeler mest via politik, må lykken skyldes omfordelingen. Men der er stort set ingen evidens for påstanden om, at velfærdsstaten skaber lykke. Sammenhængen viser sig at være ´spuriøs´, som problemet teknisk kaldes, når det blot ser ud, som om der er en sammenhæng. Den opstår, fordi social tillid både skaber større lykke, og fordi tillidskulturerer skaber mere økonomisk lighed.

Aktiv statslig indblanding i erhverslivet, styring af virksomheder og tæt regulering af private aktiviteter er derimod blandt de få politiske forhold, som vi kan se en langvarig lykkevirkning af. Virkningen er desværre negativ, da politikken rammer forkert for de fleste og endda i nogle tilfælde kun er rettet mod at gavne snævre særinteresser. De fleste mennesker værdsætter faktisk god service og valgmuligheder. Men vores erfaring viser, at når politikere styrer virksomheder, kommer politiske hensyn først og kunderne i anden række.

Vi kan for eksempel se tydelig utilfredshed i frankrig, hvor der er stærk sammenblanding af erhvervslivet og det politiske liv. Sammenblandingen skaber ofte monopoler, som netop leverer ydelser af dårlig kvalitet – de drives ligesom DSB og leverer samme kvalitet.
Den inflation og prisudvikling, som meget gammeldags, aktivistisk politik skaber, skader også ofte befolkningers lykke. I 70´erne, hvor priserne i flere år steg mere end 10%, var det for eksempel markant sværere for almindelige mennesker at danne realistiske og langtidsholdbare forventninger: Når de ingen anelse havde om, hvad hverken priserne eller renten var om to år, kunne selv et mindre bil- eller boliglån være meget usikkert og derfor en stor bekymring.

Det samme gælder, når politikere forsøger at styre landets internationale handel. Handel er netop forbundet med muligheden for at købe de varer eller den service, der passer bedst til en selv: Så uden denne form for grænsehandel ville vi være tvunget til kun at gå i fornuftige Ecco-sko, se Matador og læse romaner af Hanne-Vibeke Holst. Tabet af de valgmuligheder, som fri handel giver, afspejler sig tydeligt i en befolknings lykke. Generelt finder vi derfor, at politikernes indgreb i bedste fald viser at være ligegyldige for deres befolkningers lykke.

Her følger en fordansket og forkortet udgave af det norske Friborgerforbunds FAQ:

Hvad er Friborgerskab?

Friborgerskab er retten til at melde sig ud af velfærdsstaten, på nøjagtigt samme måde som det i dag er muligt at melde sig ud af Folkekirken. Enkelt og nemt.

I praksis vil det betyde: Ingen sociale skatter = Ingen gratis velfærdsydelser.

Ingen ret til offentlig sygevæsen, skole, pension, ældreomsorg osv. Til gængæld betaler man ikke indtægts- og kapitalskat. Det kan meget enkelt gennemføres i praksis, uden store omlægninger for staten, og uden de store praktiske problemer.

Hvad med andre ydelser?

Hvad med veje, politi, retsvæsen og andre (statsmonopoliserede) ydelser, som ikke er velfærdstilbud, og som ikke er så enkle at udspalte? Som kompromis vælger man den enkle løsning: Friborgerskabet fritager kun personen fra skatter som er tilknyttet indtægter. Afgifter på varer og tjenester, hovedsageligt moms, ændres der ikke på. På den måde slipper man for et kompliceret lovsystem og det store bureaukrati med skattelettelser til særgrupper.

Indtægter fra moms vil alene være mere end rigeligt til at dække friborgeres brug af offentlige tjenester, som politi, retsvæsen, militær og veje. De fleste friborgere vil altså betale væsentligt mere til staten, end de får igen i ydelser.

 

Hvad med indirekte velfærdsydelser?

Nogen argumenterer for at mange friborgere (især kapitalister) kan snylte på det eksisterende velfærdssystem, ved at slippe for at betale til fælleskabet og så alligevel samtidigt nyde godt af en højt uddannet befolkning; forholdsvis lav kriminalitet og relativt få sociale problemer. Disse hævder at det kan betale sig for kapitalister at bo i Danmark, på trods af verdens højeste skatter.

Men hvis dette var tilfældet, burde danske kapitalister så ikke i gennemsnit være meget rigere end kapitalister i friere lande som Hong Kong? Eller hvad? Nej, for det er et velkendt faktum at det ikke kan betale sig at være dygtig i Danmark, sammenlignet med andre lande. Kapitalister og ressourcestærke er netto gigantiske bidragsydere til velfærdsstaten.

Kapitalisterne bidrager også indirekte enormt meget ved at skabe arbejdspladser. Selvfølgelig nyder kapitalisterne godt af en højt uddannet befolkning, men så betaler de jo så sandeligt også for det gennem høje lønninger som bliver voldsomt beskattet. Hvor mange gange mener kritikerne, at det er rimeligt for kapitalister at betale for folks uddannelse? Vi mener at det er rimeligt een gang, ved at give høje lønninger til godt uddannet arbejdskraft. Det er urimeligt at kræve mere.

 

Hvad hvis der ikke er nogen private ydelser og tilbud der hvor jeg bor?

Siden velfærdsstaten nærmest har haft, og til en vis udstrækning stadig har, et monopol på velfærdsydelser, findes der i dag ganske få private tilbud på markedet: Få privatskoler, få privatsygehuse, få private plejehjem osv. Hvordan løser vi denne udfordring?

Det enkle svar er at hvis der ikke findes et tilsvarende privat tilbud, så har friborgerne ret til at benytte sig af de offentlige velfærdsydelser. Men friborgere skal betale fuld, ikke-statssubsideret pris. Det er trods alt staten og det socialdemokratiske systems skyld, at der ikke findes flere private tilbud, siden disse i praksis har været forbudt. I en overgangsperiode er det derfor rimeligt at friborgere kan benytte sig af offentlige velfærdstilbud indtil markedet kommer på plads med alternativer.

Dette forudsætter et stykke arbejde for velfærdsstaten, som egentligt burde være gjort under alle omstændigheder: Nemlig at få sat et prisskilt på alle offentlige velfærdsydelser. Hvor meget koster det at sende et barn på en folkeskole, eller bruge et offentligt sygehus? Ved at få sat en pris på alle offentlige velfærdsydelser, kan det offentlige agere i det frie marked som en velfærdsyder på lige linje med private alternativer.

Men vil privat konkurrence ikke skade de offentlige tilbud?

Eller vil alle taleneterne ikke forsvinde fra de offentlige institutioner ind i det private erhversliv? Nej, al erfaring fra lande hvor det offentlige har fået konkurrence fra det private viser, at de offentlige velfærdstilbud bliver bedre af at få konkurrence. Ikke værre. Det er win-win. Prøv bare at se på Danmarks Radio. De blev ikke værre, af at der kom konkurrence fra alle kanter, om det så var TV2, Netflix eller kabel tv. Er der virkelig nogen som vil tilbage til tiden med DR1, og ingen alternativer?

Skal forældre kunne vælge friborgerskabet for deres børn?

For at gøre det enkelt og ukompliceret: Nej. Barnet skal som udgangspunkt være medlem af velfærdsstaten indtil de fylder 18 år. I denne periode, optjener de gæld til staten for alle de velfærdsydelser som barnet har benyttet sig af (skole, sygevæsen, børnehaver osv.). Den gæld må barnet så udstyres med som voksen, og betale tilbage i form af skat. Ved det 18. år, kan man så så melde sig ud af velfærdsstaten, hvis man altså vil.

MEN! Forældrene kan alligevel forhindre at barnet opbygger sig en gæld til velfærdsstaten. Dette kan de gøre, ved at betale for samtlige velfærdsydelser som barnet benytter sig af, enten ved at benytte sig at private velfærdstilbud hvor de nu engang er tilgængelige, eller at betale kontant for offentlige velfærdsydelser som barnet måtte være nødsaget til at benytte sig af. Alle regninger, som forældrene ikke betaler, bliver omsat til gæld til staten, som barnet må betale af som skat når det er blevet voksen.

Man kan måske rent instinktivt reagere på at forældrene får muligheden for at gøre barnet til en gældsslave for staten. Men det er jo så egentligt det som 99,99% af alle forældre idag vælger, igennem den tvungne velfærdsstat. Dét plejer ikke ligefrem at plage kritikerne, hvorfor denne ordning ikke burde være videre problematisk.  – For ordningen er bare en mulighed for at forældre får valget om de vil have at deres børn, som alle andre børn i Danmark, skal være slaver af staten.

Skal man kunne melde sig ind i velfærdsstaten igen?

Det enkle svar er ja. For dem som har indtægter og formue, er det jo fuldstændigt uproblematisk. I få fald begynder man at betale skat som sædvanlig.

Men hvad med dem som er gået på røven, har mistet formuen og kommer slukøret tilbage til staten og beder om tryghed og støtte? For disse, skal det ikke være let at komme tilbage til velfærdsstaten. De bør kun kunne modtage et minimum af statens velfærdsydelser.

Vi regner med at det vil være yderst få af dem som melder sig ud, som faktisk kommer i sådan en situation. De har jo taget et bevidst valg om at tage ansvar for deres eget liv. Men lad os antage at det drejer sig om helt op til 5% af friborgerne. Med sådan et udgangspunkt, vil en forsikringspræmie til staten, tilsvarende 5% af det man ville have betalt i velfærdsskat, dække alle omkostninger til friborgere som har brug for støtte og vil ind i velfærdsstaten igen.

Idag er skatteniveauet i Danmark (minus forbrugsafgifter) omtrent 50%. 5% af 50% = 2,5%. 2,5 procent af indtægten fra skatter, burde altså være mere end rigeligt til at dække de tabte friborgere. Siden momsen og andre særafgifter i gennemsnit ligger langt over 20% på det personlige forbrug, er dette mere end nok til at dække de 2,5% i forsikringspræmie i tillæg til at betale for veje, politi, retsvæsen og militær.

De få slukørede friborgere som er gået fallit, og som kryber tilbage til staten, vil altså ikke koste medlemmerne af velfærdsstaten noget ekstra. De er allerede financieret af friborgernes moms.

Men vil alle så ikke melde sig ud?

Det spørgsmål er utroligt afslørende. Det antyder jo at folk bare er medlem af velfærdsstaten, fordi de tror at det kan betale sig for dem selv. Med andre ord, at de kan snylte på nogen, som betaler mere i skat end dem selv.

For det første viser tallene fra staten, at dette ikke er tilfældet. Omkring halvdelen af folk, får godt og vel lige så meget igen fra staten, som de indbetaler. For det andet er hensigten med velfærsstaten at skabe et sikkerhedsnet: Og mange ønsker sådan et sikkerhedsnet.

Med videre er vanens magt stor. Det er ved at være længe siden, at man fik lov til at melde sig ud af folkekirken. Men alligevel er et flertal af befolkningen stadig medlem af folkekirken. Så man kan nok regne med, at et flertal af danskerne også om 30 år, vil være medlemmer af velfærdsstaten.

Bliver regningen større for dem som bliver tilbage?

Hvis de 20-30% mest frihedshungrene borgere melder sig ud af velfærdsstaten, bliver velfærdsregningen så ikke meget større for dem som bliver tilbage? Måske, måske ikke. Det er klart at de som trækker mest af læsset i dag og får mindst igen af staten, har størst motivation til at blive friborgere. På den måde bliver regningen større, for dem som bliver tilbage.

Men samtidig er det jo også sådan, at friborgere skaber store værdier. De kan på mange måder betragtes som frihandelspartnere som bor i Danmark, istedet for i Kina. Vi har i Danmark nydt utrolig godt af billig kinesisk arbejdskraft i mange år, i form af billigere varer. Og dét, uden at vi betaler velfærdsydelser til Kineserne, og uden at de betaler skat i Danmark. De har utvivlsomt bidraget til at gøre os alle sammen rigere.

På samme måde vil handel med friborgere også gøre danskere rigere. Så selv om skatten måske vil stige, vil real lønningerne følge med. Alle tjener mere på den her løsning.

Laust Møller fik ”Og Verden Skælvede” i Julegave fra Liberator.dk, mod at vi kunne få en boganmeldelse retur. Vi bringer hermed hans anmeldelse af værket.

 

ANMELDELSE AF AYN RANDS “OG VERDEN SKÆLVEDE” AF LAUST MØLLER

Et markedskapitalistisk mesterværk

Om man bekender sig til markedskapitalismen som ideologi eller ej efter at have læst denne bog spiller ikke den afgørende rolle. Nej, bogen skal i stedet måles på, hvor god den er til at formidle sit budskab om et frit marked til læseren uanset politisk standpunkt. Og det gør den på glimrende vis. Indholdet er fremstillet på en gennemført, skønlitterær form, og lever derfor til fulde op til det, der kan og bør forventes af en bog i denne kategori.

Denne fortælling af Ayn Rand kan tjene som opslagsværk for de, der søger vægtige argumenter for frie markedskræfter. Pointerne serveres letforståeligt gennem ærketyper og praktiske eksempler, der til tider kan virke groft karikerede. Som læser fornemmer man hurtigt, hvem der er helt, og hvem der er skurk. Således – lidt på spidsen – er fronterne trukket op, i det der kan betegnes som en rapportering fra en politisk skyttegrav. Bogen lægger indiskutabelt sympati hos industriens driftige iværksættere, og glemmer måske at skildre bagsiden af medaljen forbundet med netop det at opholde sig i en krigszone.

Når det er sagt, og man kigger på den nutidige anvendelighed af historiens hovedpunkter, vil nogle hævde at disse intet hold har i virkeligheden. Statslig indblanding er ifølge Rand pr. definition skidt, så derfor kommer det idealsamfund, som bogen skildrer, nemt til at virke utopisk i en nutidig verden domineret af offentlige sektorer af stigende størrelse. Vejen til at opnå et sådant samfund virker uopnåelig gennem en egentlig videreudvikling af socialstaten, som vi kender den, og derfor er en tilbagerulning af velfærden bogens ultimatum. Denne opskrift på en vindernation nyder i dag ikke den fornødne demokratiske opbakning, og derfor kan man kun tilstræbe en sådan kultur. De grundprincipper og det tankesæt som bogen, der er fra 1957, hviler på er stadig brugbare og kan sagtens overføres til vor tid. Forfatterens anstrengelser er derfor ikke forgæves.

Bogen, tror jeg, er et nyttigt redskab for de, der ikke har haft mod til at argumentere mod offerrollen. De oplever en normalisering af deres holdninger og tør stå ved dem. På den facon møder man, synes jeg, også flere steder i bogen meget fine symbolikker:

”Lad mig give Dem et vink om menneskers karakter: Den mand, der fordømmer penge, har fået dem på uhæderlig vis; den, der respekterer penge, har tjent dem. Løb for livet fra den mand, der fortæller Dem at penge er noget ondt. Denne sætning er en spedalskhedsklokke, der varsler, at en gangster nærmer sig.” (p. 411)

Sådan stiller bogen spørgsmål ved moralen og belærer om menneskets natur. Lidt på hovedet forsøger Rand at forklare, hvad sker der, hvis toppen af erhvervslivet strejker som følge af de indsnævrede vilkår, de har at begå sig på:

”Der er noget forkert i verden. Det har der altid været. Noget som aldrig er blevet forklaret eller kaldt ved navn.” (p. 117)

Måden, hvorpå historiens hovedpersoner vil ændre dette, er ved at underminere det etablerede samfund for at starte på en frisk. De finder den eksisterende samfundsorden forkastelig, og er parate til at nulstille denne. Som en slags syndflod vil de sætte verdens motor i stå og kun redde de stærkeste. Historien bærer præg af et stærkt, darwinistisk islæt, og det er derfor kun de bedste hjerner, der inviteres ombord på ”arken” for at kunne starte et idyllisk minisamfund, der skal danne basis for videre eksistens.

Rands bog er således blottet for enhver medmenneskelighed. Den er en hyldest til egoismen. Det står den ved, og det er den stolt af. Robin Hood nævnes en eneste gang, og det er som et fyord.

”… vi kan være ligeglade med folk af hans kaliber. Vi kører et eksprestog, og de sidder på taget og larmer opom, at det er dem, der bestemmer farten. Men hvorfor skulle vi tage notits af dem? Vi har kraft nok til at slæbe dem med – ikke sandt?” (p. 231)

Atlas Shrugged er uhyre velskrevet i den forstand, at den er velargumenterede og med en fin sætningsopbygning, der vidner om en svunden tid. Dog bliver fortællingen lettere langtrukken, når man er kommet over det første stadie af indignation, og spændingskurven flader ud. Og selv om man kan blive arrig helt ind i sjælen over den håbløse kamp, de står over for, så tenderer forargelsen til at forsvinde i takt med ophobningen af trættende gentagelser af ideologiske synspunkter. Denne moppedreng af en bog virker desværre lidt tung, og det skyldes ikke så meget de 1152 sider, men snarere det faktum, at den til tider er retorisk overuddybende. Yderligere bør det nævnes, at den danske udgave er et grammatisk makværk, der bærer præg af sjusk fra ende til anden. Stavefejl og tydelige tekniske vanskeligheder – såsom fejlplacering af punktum, komma og tankestreger – skær i øjnene og skæmmer budskabet. Det er en skam at indtrykket forplumres af banaliteter, der nemt kunne have været undgået. Til trods herfor formår fortællingen alligevel at brillere, som her i denneunderspillede tankerække hos en af de karikerede modstandere af fremskridtet:

”Det kan jeg ikke indse. Det er en underudviklet, primitiv, uoplyst egn. De har ikke engang en moderne regering. Det er den værste regering, der findes i nogen stat. Den dovneste. Den gør ingenting – undtagen at opretholde domstole og politi. Den gør ikke noget for befolkningen. Den hjælper ingen. Jeg kan ikke indse, hvorfor alle vore bedste firmaer absolut vil fare derned.” (p. 274)

Et er sikkert; Man bliver ikke et dårligere menneske af at have læst bogen. Ud fra filosofien ”the more you know”, vil man alt andet lige være bedre stillet efter at have læst bogen. Hvis man er normalttænkende og har en sund, kritisk tilgang, kan bogen tjene som et vigtigt bidrag til en oplyst, ideologisk stillingtagen. Af og til nærmer bogens idealer sig det religiøse, men om de er realisérbare og ønskværdige skal være op til den enkelte at afgøre. Den uanfægtelige lektie synes dog at være, at gode ting ikke sker for de, der venter, men for de, der handler.

Når man har en holdning, der står i modsætning til den jævne mands opfattelse af tingene, så kan livet godt blive een lang kamp imod et system og en flok uoplyste ignoranter, men vil man noget andet (og i egne øjne bedre) end det etablerede så skal man blive véd! Lars ‘Frihedsaktivisten’ Andersen var en af de mennesker Jeg troede ville blive ved, men dér tog Jeg fejl.

Ole Birk Olsen og hans Lillebror Lasse var tidligere ret aktive Libertarianere; det var den gang Liberator.dk var et samlingspunkt for de frie tanker. Jeg ved ikke hvad der er blevet af Lasse, men sidst Jeg hørte fra ham handlede det som ‘Seasteading’. Ole Birk Olsen er gået på kompromis med idealet om frihed og blevet dét vi andre hader mest af alt; en fucking politiker!

Lars Kragh Andersen, tidligere politibetjent og senere Frihedsaktivist, tog teten efter Liberator og gjorde rent faktisk noget ved sagen. Jeg skal ikke bilde nogen ind at Jeg billiger alt hvad han foretog sig, men i det mindste tog han kampen op mod snævertsynet og politikerne. Det gjorde han rigtigt godt. Indtil for nylig, hvor han postede sin afsked på Frihedsaktivisten.com.

Jeg havde inden juleferien spurgt Lars om han var frisk på et lille interview, der ville udpensle forskellige mellem det etablerede statistiske fjolleri og ægte frihed, hvilket han sagde ja til. Det interview er naturligvis ligemeget nu, for han har pakket sine principper sammen og vil ikke længere betale prisen for at sige dét, der er anderledes.

Ja, gu’ fanden er det hårdt at skulle forklare noget så simpelt som privat ejendomsret og frihed til indoktrinerede fjolser og fænakker og ja, det ér svært at blive ved, men Jeg bliver nødt til at minde om, at intet kommer med mindre man kæmper for det, og da slet ikke frihed.

I sin afskedsalut bedyrer Lars Kragh Andersen, at hans ‘offervilje’ har ændret sig. Han bedyrer at han stadig er anarkokapitalist, men idét han stopper sit forehavende stiller han op i klyngen af ofre for statens formynderi. Hvordan kan en mand, der har en holdning til staten, blot trække sig tilbage og stille sig over i klyngen af fjolser og fænakker?

Nuvel, Jeg skal være den sidste til at bruge tvang over for andre mennesker og vinker blot farvel til Lars Kragh Andersen. Jeg er ikke vred; Jeg er skuffet.

Mig slipper I sgu ikke for!
Siden Jeg som 14 årig opdagede at der var noget galt i, at lære skolebørn at staten er god og ikke tage debatten op om hvem der er ‘slemme’ og hvem der er ‘de gode’ fra et objektivt standpunkt, og samtidigt regnede ud at magtmennesker er de samme om aviserne kalder dem Præsident, Statsminister, Konge eller Tyran, blev Jeg enig med mig selv om, at hvis alle andre troede på lærerens løgne om at ‘sådan er tingene og sådan skal de være’ så måtte Jeg selv stille mig op på talerstolen og fortælle verden at tingene kan og bør være anderledes.

Problemet ligger i formidlingen af budskabet. Lars Kragh Andersen brugte alt for meget tid på dele af Friheden – i hans tilfælde mest om politiets magtmisbrug og fri hash – hvilket kun er en lillebitte del af konceptet frihed. Når man kun er aktivist omkring små dele af det store hele, så forplumrer man budskabet. Dét ville Jeg have konfronteret Lars Kragh Andersen med i mit planlagte interview, men eftersom han er stoppet er der ingen grund til at interviewe ham om emnet, som han har forladt.

Libertarianisme handler ikke om at vi skal holde op med at kontrollere hvem, der har våben i Danmark, eller hvad et våben i det hele taget er. Det handler heller ikke om, at vi skal lade bonghoveder suge hash i sig og fortabe sig i lykketågerne. Det handler ikke om moralske reguleringslove – fedtskat, sukkerskat, registreringsafgifter på biler, mv. – der skal regulere borgernes gøren og laden. Det er blot dele af statens ondskab, og det er langt vigtigere, at Libertarianere fokuserer på, at det handler om Frihed, defineres som fraværet af tvang, der gør staten til det onde.

Det handler om at fortælle folk, at Libertarianeren ikke vil tvinge sin holdning ned over hovedet på dem. De er velkomne til at indgå frivilligt i fællesskaber, som de mener fremmer deres holdninger – og forlade de fællesskaber der ikke fremmer deres holdninger. Det handler om, at folk skal være frie til at gøre som det passer dem så længe de ikke skader andre gennem deres handlinger.

Når man fokuserer på små dele af friheden vil andre ikke kunne gennemskue, at i Libertarianerens idealsamfund er der ikke blot frihed til at ryge hash, som eksempel – det står også vedkommende frit for at tage afstand fra hash og forbyde det på egen privat ejendom, og eventuelt indgå i et fællesskab, der informerer om bagsiden af hashbrug. De ser det blot som et forsøg på at ændre på en lille del af det eksisterende samfund, som så skal køre videre ufortrødent på alle andre områder.

En af grundene til at Jeg er skuffet over Lars Kragh Andersens afsked er, at han er en af de få, der ikke besvarede spørgsmål eller anklager fra ikke-Libertarianere med “Mises har skrevet…” eller “Ifølge Ayn Rand…”, eller andre henvisninger til ‘de store tænkere’ om frihed. Det er altid dumt at bede andre læse noget eksternt, og det for en selv til at fremstå som et umælende får, der blot følger nogen man mener siger noget klogt.

Lars Kragh Andersen gjorde dét Jeg selv forsøger at gøre; sige det kloge selv uden henvisninger til andre, der har skrevet noget klogt. Vi bruger egne ord til at forklare folk hvad det er vi mener. Det skuffer mig, at en mand, der har en holdning som han så udmærket kan formidle videre, tager sin afsked fra noget både han og Jeg føler er vigtigt at videreformidle.

Det eneste Jeg nogensinde har brugt, som andre har lavet er Frihedens Filosofi, fordi den så udmærket beskriver grundtankerne i Libertarianismen.

Når nu Lars Kragh Andersen slipper stafetten så må andre tage den op. Jeg har altid været her og vil fortsætte med at være her så længe Jeg stadig kan trække vejret og uddele en verbal øretæve til fjolserne og fænakkerne.

God vind, Lars. Jeg er ikke vred; Jeg er skuffet…

 

 

Syndikeret fra http://hrolandj.dk/?p=248

 

Kaspar Colling Nielsen, forfatteren til romanen “Den Danske Borgerkrig” og lektor ved CBS, har holdt en lille nytårstale i Deadline. Hvis du ikke allerede har set den poppe op i dit facebook feed, kan du se den her, 28 minutter inde i showet.

Kaspar taler kort sagt om hvordan Europa er ved at blive overgået af Østen: Og hvordan at konkurrencementaliteten fra Indien og Kina, kommer til at definere hvordan vi i fremtiden kommer til at leve her til lands.

– Og der er ingen tvivl om at der er ved at ske et eller andet. “Made in China” er jo reelt nok; og europæisk økonomi er jo ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Men forestillingen om “Østen” mod “Vesten”, er så forsimplet, at det mest minder om noget fra southpark. Særligt hvis man har en blind vinkel for andet end kulturelle forskelle.

Østens konkurrencekultur, eller hvad man nu så skal kalde den høje arbejdsmoral i Indien, Kina, Thailand osv, er ikke noget nyt. Kineserne og Inderne har jo før haft store og spektakulære civilizationer, fint sideløbende med europæisk civilization.
(De 2000 år som Kaspar mener at Europa har været absolut dominerende ift. definitionsretten over hele verden, kan kun findes i virkeligheden, hvis man lader som om at Romerriget ikke lå lige på kanten af Europa; og at kejserdømmerne i blandt andet Kina og Indien slet ikke har betydet det mindste.)

Det der er anderledes nu, end for tusind år siden, er udelukkende den teknologiske revolution: Det er industrialiseringen. Den sluttede aldrig. Det er den eneste reelle revolution der nogensinde har været: Økonomisk, videnskabelig og teknologisk fremskridt. Den revolution, som har grebet hele verden, og som har resulteret i umådelig velstand og frihed.

Det Kaspar kan mærke, og fornemme i tidens ånd, er ikke bare Østens komme. Det er selve fremskridtet, den teknologiske revolution, der gearer op. På en Global Skala.

Og jeg tror det er dér det reelle kompleks ligger i Kaspars dystre forudsigelse: Hvis man ikke kan beskatte de kloge, kreative og produktive (fordi de så bare flytter); og når teknologien opløser tid og rum, og gør produktionsmidler fleksible og automatiske: Hvordan kan nationalstater så sikre sig velstand?

Svaret er, at det kan nationalstater ikke. Hvorfor de må slankes ned til teknokratiske minimalstater.

Så ja, Kaspar har ret i at snakken om at sænke skatten med 2,5% er en joke.

Hvis ikke europæiske nationer slipper deres markeder fuldstændigt fri, og dropper alt overflødig lovgivning og beskatning, så kommer den teknologiske revolution til at kaste frugter af sig i andre lande – istedet for i gamle forstokkede og oppustede Europa.

Det er dét der er konkurrencedygtighed: Liberalisering. Det er dét Kaspar overser, når han forestiller sig Østen, med dets milliarder af arbejdsomme mennesker. – Det er overgangen fra planøkonomi til frie markedsmekanismer, og den teknologiske revolution.

Nationalfølelsen er blevet opløst; og på samme måde som flygtninge og invandrere nu kommer til Europa, og udligner velstand; på samme måde smutter de velstående og konkurrenceklare til udlandet, hvor vækst, udvikling og kreativ udfoldelse stadig er muligt. Til Dubai, til Shanghai..
Det er samme tematik som bliver udforsket i Ayn Rands “Og Verden Skælvede”, (som man kan få gratis via Saxo Bank , og som Liberator venter på 15 anmeldelser af)

Galts Gulch hedder i virkelighedens verden “Special Economic Zone

– For den dag, hvor jeg får mere ud af at være bosat i Asien eller USA, end i Danmark; så flytter jeg.

Er det ikke mantraet for den digitale nomade?

For iværksætteren? For dem der kan, og vil?

Og er det så skidt?

Det er en kamp for frisættelse af menneskelig skaberkraft – sat imod kollektivets undertrykkelse..

Det sucks for taxachaufføren der har haft monopol på hyrevognskørsel, når Uber kommer til landet; eller når de selvkørende biler kommer. (Man kan lige forestille sig transport-luditterne i fremtiden, forsøge at brænde Teslas fabrik ned.)
Det sucks for overbetalte monopolriddere; der ikke kunne klare sig på det frie marked. Men det er en sejr for frie mennesker, for innovation og for iværksættere. Det er en sejr for forbrugeren.

Det er godt for Kineserne, Inderne OG Danskerne.

Det er skidt for staten.

Det er gode nyheder for dig.

Godt nytår.

 

Tænketanken Justitia har udgivet en kort rapport om året der gik, i forhold til forbuddet mod nedværdigende og umenneskelig behandling, privatlivs- og persondatabeskyttelse, frihedsberøvelse, ytrings- og informationsfrihed, effektiv domstolsprøvelse samt magtfordeling.

Direktør for Justitia, Jacob Mchangama udtaler i den forbindelse:

”Statusoversigten viser, at retssikkerheden i Danmark er blevet forringet på en række områder. Særligt vækker udviklingen i forholdet mellem terrorbekæmpelse og ytringsfrihed bekymring.”

Du kan læse oversigten her:

http://justitia-int.org/wp-content/uploads/2014/12/Analyse_Statusoversigt_Retssikkerhed-anno-2014_Dec14.pdf

På det seneste har jeg været ret involveret i Fristaden Karolinelund. Det er et projekt som kort sagt handler om at indtage resterne af Aalborgs gamle tivolipark, og lave landsby i midtbyen.
Det havde jeg forestillet mig man kunne gøre ved at give folk ejerskab. I bogstaveligste forstand.
De gamle salgssteder fra dengang parken var et tivoli har ligget ubrugte hen i flere år.. – Og på samme måde som byhaverne i parken bliver dyrket op, når folk får adgang til at tage ejerskab over høsten af både blomster og grøntsager, så tror jeg at man kan få liv i parkens gamle slikbutik, hvis slikmutter får lov til at flytte ind på kvisten, og drive virksomhed i stuen.
Kort sagt giver ejerskab virkelyst. For ejerskab er et andet ord for ejendomsret.
Og det er en ægte win-win deal: For det er netop igennem ejerskab at værdiskabelse bliver både muligt og rentabelt. Og således forestillede jeg mig en park, hvor at de tomme pladser kunne blive fyldt med med tinyhouses, earthships og stader; og med folk der har en direkte interesse i områdets velstand. Sådan slipper man menneskers kreativitet fri til at skabe det som mennesker nu engang gør bedst; kultur, et rum hvor mennesker trives, frihandel.
Aalborg Kommune ejer dog grunden – Og på den måde er det nok lidt op ad bakke. Særligt fordi det passer bedre i kommunens planøkonomiske overvejelser at placere en børnehave i parken. Og det er så sandeligt ikke nemt at diskutere med kommunen, når de ligefrem ”har børnene på deres side”.. Så måske det ender med en mindre permanent løsning; og måske ender det bare med et kategorisk nej til Fristaden Karolinelund.
Sådan er det i Danmark, hvor stat og kommuner har tilranet sig stort set alt land; opkræver grundskyld; og samtidig har monopol på både domstole og vold. Det er vitterligt evigt op ad bakke.
Alligevel har interessen for fristaden været overvældende. Og jeg kan fornemme en stærk trang hos folk i Aalborg; en lyst til at bryde op med det fastlåste; og til at skabe og bygge nyt, og tage ejerskab. En lyst til foreninger og fælleskaber baseret på frivillighed.
Noget lignende kan man måske også mærke ovre på Sjælland.
Her er et muntert lørdagscitat af Rasmus Brygger:

”Lad os da støtte op om Christiania!
Jeg har brugt et par timer i dag i selskab med Tanja og Tanja på at sælge folkeaktier til Christiania. Det er fantastisk, at vi har et sted i Danmark, hvor der er plads til at eksperimentere og plads til at være anderledes – og det burde vi alle – og særligt liberale – støtte op om.
Ingen steder er perfekte. Christiania er ingen undtagelse. Der er elementer af Christiania, som jeg som liberal ikke kan støtte op om – særligt det at fristaden er grundlagt på andres ejendom. Men det er folkeaktierne netop et forsøg på at gøre op med og derfor var jeg glad for, at kunne tage et par timer ud af min dag og hjælpe med at få Christiania ét skridt tættere på selvejerskab.
For mig er det helt afgørende, at vi kan have steder i Danmark, hvor der er rammer til at være anderledes, og uanset at jeg ikke lige bliver christianit i morgen, så synes jeg grundtanken bag Christiania er helt igennem fantastisk. Lad mig slutte af med Christianias forfatning:
“Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet.
Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.”
Min hippieliberale side kunne ikke være meget begejstret!”

Sådan en holdning og begejstring glæder mig!
Og der er heldigvis mange med sådanne holdninger her i landet. På trods af at staten og dens kommuner kører på med håbløse planøkonomiske initiativer, tilslutter danskerne sig alternativer.
Friskoler og Frilandsbyer; Fribørnehaver og Privathospitaler. “Fri+navneord”.
Om det så er i trods eller ej, er det initiativer, der bygger på frivillighed og på ejerskab. Og det holder hundrede procent.

Efterhånden som statens projekter selvdestruerer, kommer de frivillige initiativer til.

Og det glæder mig!
Så selvom det er op ad bakke, imod et overvældende bureaukrati, så trækker det i den rigtige retning. Mod mere frihed, på alle måder. Derfor må jeg opfordre til, at man som dansker begynder at prøve myndighedernes grænser af.

Så lav en fristad, lav en friskole; bryd lænkerne!
Og pres på for at få ejendomsretten over Danmark tilbage til danskerne.

 

Idag fik jeg 5 minutters taletid i radio 24/7. Det handlede om værnepligt. Og om René, som har fået fængselsstraf for at nægte at indgå i statens militær. – En historie som Liberator var de første til at breake til medierne.

Det er mig på billedet. Det var før jeg fik permanente rynker i panden. Jeg har valgt billedet, fordi jeg muntert giver peace-tegnet.

Jeg tror nemlig på et samfund baseret på fred og frivillighed. Frihed, med andre ord. Ikke-aggressionsprincippet. Det er et stærkt liberalt princip. Det er uforeneligt med tvungen tjeneste for staten.

Derfor har jeg den dag idag, hvor jeg er 26 år, endnu ikke aftjent min værnepligt.

I radioen kunne jeg byde ind med historien om dengang jeg var nødt til at takke nej til drømmejobbet som lærer ved en jysk efterskole, hvor jeg ellers var blevet hyret til at starte en forfatterlinje op.
Det er halvandet år siden.

Dengang, da jeg lige var blevet færdiguddannet med et flot 12-tal, kunne det danske militærs rekkrutering oplyse mig om at jeg var indkaldt; og at jeg derfor kunne se frem til 4 måneders orlov fra mit ellers nye job. Og det på trods af at der stod frivillige på venteliste.
Det kan man godt kalde grus i maskineriet.

Jeg måtte derfor i en email dateret d. 8/7/13, melde fra drømmejobbet:

Tak for mødet igår – og tak for liftet.
Jeg har desværre dårlige nyheder. Selvom jeg rigtignok godt kunne tænke mig at varetage stillingen, også selvom det var opsat lige vel hastigt, så er jeg desværre forhindret pga. forsvarets værnepligtsregler.

Det har jeg fået fuldstændig afklaring på, just denne morgen.

Sagen er den, at jeg har udsat min værnepligt pga. studier siden jeg var 18. – Og når jeg ikke længere har fuldtidsstudier at udsætte med, så bliver jeg indkaldt til aftjening i adskillige måneder, med ret kort varsel. Feks. størstedelen af vinterperioden. Der tages ingen hensyn til faste stillinger eller lignende forpligtelser.

Jeg har i samme ombæring undersøgt mulighederne for “totalnægtning”, altså at nægte at aftjene værnepligt og militærnægterordningen – og det straffes med dagbøder og fængsel. Det er nok lige lovligt ekstremt.

Derfor er i desværre nødt til at gå længere ned på jeres liste, for at finde jeres nye efterskolelærer. Men jeg er vis på at i har mange andre gode kandidater på hånden, og fine muligheder for at få kabalen til at gå op uden mig, så det vil jeg ønske jer held og lykke med.

Jeg beklager mange gange ulejligheden.

Kan man mon fornemme min ærgrelse? Eller skjulte jeg den godt nok?

For jeg skal hilse og sige, at jeg ikke er sikker på at omverdenen vitterligt troede på mit afbud. Det lyder næsten for absurd, for utroligt, at staten kan finde på at hive folk ind i militæret, så de er nødt til at opgive deres nye job. Problematikken hører ligesom slet ikke hjemme i en såkaldt moderne demokratisk retsstat.

Det hører så sandelig heller ikke hjemme i et samfund baseret på frihed og fred. Det er for uretfærdigt.

Det tror jeg de fleste danskere er enige i.

Istedet for at bruge min uddannelse, og arbejde, var jeg derfor nødt til at studere videre. Så kan man nemlig få udsættelse fra Forsvaret.


Nåja – Det danske militær kalder sig selv “Forsvaret”.. Hvorfor de så deltager i oliekrig i mellemøsten, og øver sig på at likvidere civile danskere, det kan man så spekulere over.

Samtidig kan man måske tænke på, hvorfor Danmark har et omfattende hjemmeværn. Det selvsamme hjemmeværn som blev oprettet efter 2. verdenskrig, af frihedskæmpere og modstandsfolk, fordi det danske militær, havde været ude af stand til at sikre det danske folk. Hjemmeværnet blev netop oprettet for at danske civile i fremtiden kunne forsvare sig mod både Staten, invasionsstyrker, og “Det danske forsvar” (som det nu hedder).

Hjemmeværnet er forresten helt og aldeles frivilligt.

Derfor måtte jeg også pointere i radioen, overfor Dansk Folkepartis Marie Krarup, at selvom jeg vi er enige om behovet for et dansk forsvar, så er det ikke det danske militær der kan sikre det. Det er kun hjemmeværnet og den civile befolkning som kan forsvare sig selv mod overgreb, krænkelser og frihedsberøvelser.

Hjemmeværnet baserer netop på den frivillighed, som det danske militær mangler.

– Og på den etiske integritet, som gør mennesker istand til at gøre det rigtige, også selvom det kan ende med fængselsstraf. Og det der er værre.


Når mine kandidatstudier er vel afsluttede, og jeg ikke kan få udsættelse længere – så får jeg en indkaldelse som jeg – ligesom René – bliver nødt til at nægte. Både værnepligt og militærnægtertjeneste. Det kalder man “total nægtelse”. Eller måske bare civil ulydighed.

Hvis loven om værnepligt til den tid ikke er ændret, så skal jeg i fængsel i 4 måneder.

Ligesom mange andre mennesker, som igennem tiden er blevet fængslet, for at nægte at arbejde for uretfærdige institutioner.

I så fald bliver jeg sat i fængsel med min samvittighed intakt, og en skærpet retfærdighedssans.

Og bagefter må jeg så tilmelde mig hjemmeværnet, så jeg kan hjælpe til med at sikre at vi som danskere i fremtiden kan forsvare os mod den slags overgreb på vores frihed.

Avisen Arbejderen har fået aktindsigt i Hærens Efterretningscenters øvelse “Exercise Fusion”.

Øvelsen tog tilsyneladende afsæt i følgende scenarie:

Marts 2015

store områder i Vestjylland er uden for myndighedernes kontrol

Blandt hovedaktørerne er “unge radikale” og “ekstreme elementer”.

Oprørere uddeler nødhjælp for at få støtte fra civilbefolkningen. De har gradvist taget kontrol over den lokale infrastruktur. De vil nu erklære uafhængighed fra Danmark

Missionen for de danske soldater er klar: Vestjylland skal stabiliseres og oprørere skal “neutraliseres”

Woah woah woah.
What. The. Fuck.
Oprørere skal neutraliseres“?? Det kan man sandelig kalde newspeak.
Betyder det at civile danskere skal myrdes? Sikkert, for ellers satte man jo ikke militæret ind mod civilbefolkningen! Så militæret øver sig i at myrde danskere, som ønsker uafhængighed fra den danske stat.
Men hvem er de “ekstreme unge”? Kunne det være dig og mig? Er vi ekstreme nok til at blive slået ihjel, fordi vi ikke er fans af en stat, som kan finde på at myrde sine borgere?
Kunne det være at staten syntes vi er ekstreme, fordi vi vil have et samfund bygget på frivillighed og fred, istedet for tvang og vold?
Og hvis vi så uddeler nødhjælp til andre danskere, så skal vi nedkæmpes?

Det er ikke for sjov det her. Det er rystende alvor.

Der blev trænet fysisk kontakt

overvågning af radiosignaler i luften og indhentning af informationer fra civilbefolkningen og ved hjælp af små droner med kameraer på

Dansk militær kan blive sat ind mod civile danskere, bekræfter Forsvarsministeriet i en mail til Arbejderen.

Det danske “forsvar” taler tydeligvis nu helt åbent om totalovervågning, dronestrikes og drab på civile. Det her er next level police state, som man kender det fra militære diktaturer.

Jeg må derfor opfordre alle danskere til at forberede sig på at skulle forsvare sig mod statsovergreb. Overgreb, som militæret lige nu træner sig selv i at kunne udføre.

Rimeligt vanvittigt, ærlig talt.

Hjemmeværnet står heldigvis stadig udenfor “Forsvaret” (newspeak for det krigsførende statsmilitær, som lige nu træner sig i at nedkæmpe danskere). Hjemmeværnets fornemmeste opgave er vitterligt netop at hjælpe med beskyttelsen af civilbefolkningen, i tilfælde statens militær bliver tossede.
Hjemmeværnet er nemlig en frivillig forening der blev stiftet af Frihedskæmpere efter besættelsen af Danmark, hvor den danske stat samarbejdede med Hitler.

Det er nok på tide at melde sig ind i hjemmeværnet, så vi kan forsvare Danmark og det Danske folk mod statens militær..

Sign In

Reset Your Password