Fristaden Karolinelund og andre initiativer for Frihed

På det seneste har jeg været ret involveret i Fristaden Karolinelund. Det er et projekt som kort sagt handler om at indtage resterne af Aalborgs gamle tivolipark, og lave landsby i midtbyen. Det havde jeg forestillet mig man kunne gøre ved at give folk ejerskab. I bogstaveligste forstand. De gamle salgssteder fra dengang parken var […]

På det seneste har jeg været ret involveret i Fristaden Karolinelund. Det er et projekt som kort sagt handler om at indtage resterne af Aalborgs gamle tivolipark, og lave landsby i midtbyen.
Det havde jeg forestillet mig man kunne gøre ved at give folk ejerskab. I bogstaveligste forstand.
De gamle salgssteder fra dengang parken var et tivoli har ligget ubrugte hen i flere år.. – Og på samme måde som byhaverne i parken bliver dyrket op, når folk får adgang til at tage ejerskab over høsten af både blomster og grøntsager, så tror jeg at man kan få liv i parkens gamle slikbutik, hvis slikmutter får lov til at flytte ind på kvisten, og drive virksomhed i stuen.
Kort sagt giver ejerskab virkelyst. For ejerskab er et andet ord for ejendomsret.
Og det er en ægte win-win deal: For det er netop igennem ejerskab at værdiskabelse bliver både muligt og rentabelt. Og således forestillede jeg mig en park, hvor at de tomme pladser kunne blive fyldt med med tinyhouses, earthships og stader; og med folk der har en direkte interesse i områdets velstand. Sådan slipper man menneskers kreativitet fri til at skabe det som mennesker nu engang gør bedst; kultur, et rum hvor mennesker trives, frihandel.
Aalborg Kommune ejer dog grunden – Og på den måde er det nok lidt op ad bakke. Særligt fordi det passer bedre i kommunens planøkonomiske overvejelser at placere en børnehave i parken. Og det er så sandeligt ikke nemt at diskutere med kommunen, når de ligefrem ”har børnene på deres side”.. Så måske det ender med en mindre permanent løsning; og måske ender det bare med et kategorisk nej til Fristaden Karolinelund.
Sådan er det i Danmark, hvor stat og kommuner har tilranet sig stort set alt land; opkræver grundskyld; og samtidig har monopol på både domstole og vold. Det er vitterligt evigt op ad bakke.
Alligevel har interessen for fristaden været overvældende. Og jeg kan fornemme en stærk trang hos folk i Aalborg; en lyst til at bryde op med det fastlåste; og til at skabe og bygge nyt, og tage ejerskab. En lyst til foreninger og fælleskaber baseret på frivillighed.
Noget lignende kan man måske også mærke ovre på Sjælland.
Her er et muntert lørdagscitat af Rasmus Brygger:

”Lad os da støtte op om Christiania!
Jeg har brugt et par timer i dag i selskab med Tanja og Tanja på at sælge folkeaktier til Christiania. Det er fantastisk, at vi har et sted i Danmark, hvor der er plads til at eksperimentere og plads til at være anderledes – og det burde vi alle – og særligt liberale – støtte op om.
Ingen steder er perfekte. Christiania er ingen undtagelse. Der er elementer af Christiania, som jeg som liberal ikke kan støtte op om – særligt det at fristaden er grundlagt på andres ejendom. Men det er folkeaktierne netop et forsøg på at gøre op med og derfor var jeg glad for, at kunne tage et par timer ud af min dag og hjælpe med at få Christiania ét skridt tættere på selvejerskab.
For mig er det helt afgørende, at vi kan have steder i Danmark, hvor der er rammer til at være anderledes, og uanset at jeg ikke lige bliver christianit i morgen, så synes jeg grundtanken bag Christiania er helt igennem fantastisk. Lad mig slutte af med Christianias forfatning:
“Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet.
Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.”
Min hippieliberale side kunne ikke være meget begejstret!”

Sådan en holdning og begejstring glæder mig!
Og der er heldigvis mange med sådanne holdninger her i landet. På trods af at staten og dens kommuner kører på med håbløse planøkonomiske initiativer, tilslutter danskerne sig alternativer.
Friskoler og Frilandsbyer; Fribørnehaver og Privathospitaler. “Fri+navneord”.
Om det så er i trods eller ej, er det initiativer, der bygger på frivillighed og på ejerskab. Og det holder hundrede procent.

Efterhånden som statens projekter selvdestruerer, kommer de frivillige initiativer til.

Og det glæder mig!
Så selvom det er op ad bakke, imod et overvældende bureaukrati, så trækker det i den rigtige retning. Mod mere frihed, på alle måder. Derfor må jeg opfordre til, at man som dansker begynder at prøve myndighedernes grænser af.

Så lav en fristad, lav en friskole; bryd lænkerne!
Og pres på for at få ejendomsretten over Danmark tilbage til danskerne.

 

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password