Anmeldelse af Ayn Rands "Og Verden Skælvede" af Laust Møller

Laust Møller fik ”Og Verden Skælvede” i Julegave fra Liberator.dk, mod at vi kunne få en boganmeldelse retur. Vi bringer hermed hans anmeldelse af værket.   ANMELDELSE AF AYN RANDS “OG VERDEN SKÆLVEDE” AF LAUST MØLLER Et markedskapitalistisk mesterværk Om man bekender sig til markedskapitalismen som ideologi eller ej efter at have læst denne bog spiller ikke den […]

Laust Møller fik ”Og Verden Skælvede” i Julegave fra Liberator.dk, mod at vi kunne få en boganmeldelse retur. Vi bringer hermed hans anmeldelse af værket.

 

ANMELDELSE AF AYN RANDS “OG VERDEN SKÆLVEDE” AF LAUST MØLLER

Et markedskapitalistisk mesterværk

Om man bekender sig til markedskapitalismen som ideologi eller ej efter at have læst denne bog spiller ikke den afgørende rolle. Nej, bogen skal i stedet måles på, hvor god den er til at formidle sit budskab om et frit marked til læseren uanset politisk standpunkt. Og det gør den på glimrende vis. Indholdet er fremstillet på en gennemført, skønlitterær form, og lever derfor til fulde op til det, der kan og bør forventes af en bog i denne kategori.

Denne fortælling af Ayn Rand kan tjene som opslagsværk for de, der søger vægtige argumenter for frie markedskræfter. Pointerne serveres letforståeligt gennem ærketyper og praktiske eksempler, der til tider kan virke groft karikerede. Som læser fornemmer man hurtigt, hvem der er helt, og hvem der er skurk. Således – lidt på spidsen – er fronterne trukket op, i det der kan betegnes som en rapportering fra en politisk skyttegrav. Bogen lægger indiskutabelt sympati hos industriens driftige iværksættere, og glemmer måske at skildre bagsiden af medaljen forbundet med netop det at opholde sig i en krigszone.

Når det er sagt, og man kigger på den nutidige anvendelighed af historiens hovedpunkter, vil nogle hævde at disse intet hold har i virkeligheden. Statslig indblanding er ifølge Rand pr. definition skidt, så derfor kommer det idealsamfund, som bogen skildrer, nemt til at virke utopisk i en nutidig verden domineret af offentlige sektorer af stigende størrelse. Vejen til at opnå et sådant samfund virker uopnåelig gennem en egentlig videreudvikling af socialstaten, som vi kender den, og derfor er en tilbagerulning af velfærden bogens ultimatum. Denne opskrift på en vindernation nyder i dag ikke den fornødne demokratiske opbakning, og derfor kan man kun tilstræbe en sådan kultur. De grundprincipper og det tankesæt som bogen, der er fra 1957, hviler på er stadig brugbare og kan sagtens overføres til vor tid. Forfatterens anstrengelser er derfor ikke forgæves.

Bogen, tror jeg, er et nyttigt redskab for de, der ikke har haft mod til at argumentere mod offerrollen. De oplever en normalisering af deres holdninger og tør stå ved dem. På den facon møder man, synes jeg, også flere steder i bogen meget fine symbolikker:

”Lad mig give Dem et vink om menneskers karakter: Den mand, der fordømmer penge, har fået dem på uhæderlig vis; den, der respekterer penge, har tjent dem. Løb for livet fra den mand, der fortæller Dem at penge er noget ondt. Denne sætning er en spedalskhedsklokke, der varsler, at en gangster nærmer sig.” (p. 411)

Sådan stiller bogen spørgsmål ved moralen og belærer om menneskets natur. Lidt på hovedet forsøger Rand at forklare, hvad sker der, hvis toppen af erhvervslivet strejker som følge af de indsnævrede vilkår, de har at begå sig på:

”Der er noget forkert i verden. Det har der altid været. Noget som aldrig er blevet forklaret eller kaldt ved navn.” (p. 117)

Måden, hvorpå historiens hovedpersoner vil ændre dette, er ved at underminere det etablerede samfund for at starte på en frisk. De finder den eksisterende samfundsorden forkastelig, og er parate til at nulstille denne. Som en slags syndflod vil de sætte verdens motor i stå og kun redde de stærkeste. Historien bærer præg af et stærkt, darwinistisk islæt, og det er derfor kun de bedste hjerner, der inviteres ombord på ”arken” for at kunne starte et idyllisk minisamfund, der skal danne basis for videre eksistens.

Rands bog er således blottet for enhver medmenneskelighed. Den er en hyldest til egoismen. Det står den ved, og det er den stolt af. Robin Hood nævnes en eneste gang, og det er som et fyord.

”… vi kan være ligeglade med folk af hans kaliber. Vi kører et eksprestog, og de sidder på taget og larmer opom, at det er dem, der bestemmer farten. Men hvorfor skulle vi tage notits af dem? Vi har kraft nok til at slæbe dem med – ikke sandt?” (p. 231)

Atlas Shrugged er uhyre velskrevet i den forstand, at den er velargumenterede og med en fin sætningsopbygning, der vidner om en svunden tid. Dog bliver fortællingen lettere langtrukken, når man er kommet over det første stadie af indignation, og spændingskurven flader ud. Og selv om man kan blive arrig helt ind i sjælen over den håbløse kamp, de står over for, så tenderer forargelsen til at forsvinde i takt med ophobningen af trættende gentagelser af ideologiske synspunkter. Denne moppedreng af en bog virker desværre lidt tung, og det skyldes ikke så meget de 1152 sider, men snarere det faktum, at den til tider er retorisk overuddybende. Yderligere bør det nævnes, at den danske udgave er et grammatisk makværk, der bærer præg af sjusk fra ende til anden. Stavefejl og tydelige tekniske vanskeligheder – såsom fejlplacering af punktum, komma og tankestreger – skær i øjnene og skæmmer budskabet. Det er en skam at indtrykket forplumres af banaliteter, der nemt kunne have været undgået. Til trods herfor formår fortællingen alligevel at brillere, som her i denneunderspillede tankerække hos en af de karikerede modstandere af fremskridtet:

”Det kan jeg ikke indse. Det er en underudviklet, primitiv, uoplyst egn. De har ikke engang en moderne regering. Det er den værste regering, der findes i nogen stat. Den dovneste. Den gør ingenting – undtagen at opretholde domstole og politi. Den gør ikke noget for befolkningen. Den hjælper ingen. Jeg kan ikke indse, hvorfor alle vore bedste firmaer absolut vil fare derned.” (p. 274)

Et er sikkert; Man bliver ikke et dårligere menneske af at have læst bogen. Ud fra filosofien ”the more you know”, vil man alt andet lige være bedre stillet efter at have læst bogen. Hvis man er normalttænkende og har en sund, kritisk tilgang, kan bogen tjene som et vigtigt bidrag til en oplyst, ideologisk stillingtagen. Af og til nærmer bogens idealer sig det religiøse, men om de er realisérbare og ønskværdige skal være op til den enkelte at afgøre. Den uanfægtelige lektie synes dog at være, at gode ting ikke sker for de, der venter, men for de, der handler.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password