Woman

Året sidste dag – en dag, der indbyder til refleksioner. Refleksioner over året der gik. Nogle år er der særligt store begivenheder, der stikker op som bakketoppe eller endda bjerge, hvis man kigger tilbage på året som et landskab. Dette er ikke tilfældet, når det gælder dansk politik 2010. Her må man kigge forgæves efter højdepunkter.

Året slutter med et lammet og snedækket land, et næsten symbolsk billede på den politiske situation. Snedyngerne hober sig op. Det er synligt for enhver, men ingen tager fat i skovlen – vi er sågar løbet tør for salt. Ikke underligt, hvis man får lyst til at rejse væk eller gå i hi. Og den frihed har man heldigvis som almindelig samfundsborger, men det bliver problematisk, når vores 179 folkevalgte politikere gør det på samme tid og for et helt år. Det er den situation, Danmark befinder sig i. En situation, hvor politikerne har ignoreret vismændenes, arbejdsmarkedskommisionens, velfærdskommisionens og økonomers skrigen og råben på tiltag, som skal sikre Danmarks fremtid. Politikerne er gået i en form for hi og har svigtet deres ansvar, så vi føres mod en økonomisk afgrund, idet vores vækst er så lav, at vi år for år udhuler vores økonomi. En situation, der ikke kun er yderst problematisk, men i den grad dybt uacceptabel!

Årets sidste dag er heldigvis også dagen, hvor håb og ønsker for det kommende år bringes frem. 2011 er folketingsår, hvor danskerne skal afgøre, hvem der skal sætte kursen for vores nation de næste 4 år.

Som den politiske situation er i dag, er der tre muligheder for danskerne: Oppositionen, som vil øge skatterne med 33 mia. – et særdeles problematisk udspil, når vismændene venter varigt offentligt underskud indtil 2050 uden reformer. Regeringen og Dansk Folkeparti, der vil øge skatterne med 15 mia. og roligt, men sikkert føre os mod en økonomisk afgrund. Og så er der Liberal Alliance, der som eneste parti lytter til eksperterne, og som har modet til at foretage de reformer, der skal til, for at Danmark fortsat kan stå som en stærk og rig nation, der værner om de svage, uddanner de unge, skaber de rigtige rammebetingelser for erhvervslivet, gør vores offentlige sektor effektiv, giver individet friheden tilbage, sænker skatten og tager hånd om de ældre.

Mit håb for 2011 er, at danskerne tager stilling til, hvilket samfund de ønsker, vi skal have og overvejer, om de nuværende politikere er i stand til at bære Danmark fremad. Jeg mener, at Christiansborg har brug for et generationsskifte, hvor nye kræfter tager over. Et Christians-borg, hvor der bygges på velunderbyggede analyser frem for mavefornemmelser, således vi får et folketing, hvor den fornemmeste opgave ikke er at blive genvalgt men at bringe vores samfund tilbage på et økonomisk ansvarligt spor, hvor der er råd til den velfærd, som kendetegner det danske land. Er det for meget at ønske sig på årets sidste dag?

Dette er fjerde afsnit i artikelserien “Liberators Poesibog”. Hvis det fanger dig, så læs tidligere afsnit om Anders Samuelsen, Michael Aastrup og Mikael Jalving.

Denne gang møder vi Anne Sophia Hermansen er en af Liberal Alliances spidskandidater til næste Folketingsvalg. Hun drømmer om at skrive en bestseller, der placerer hende mellem Harry Potters mor og Engle og Dæmoners far. Mød her en kvinde der udover at være pressechef, mor og indehaver af en uofficiel ruchebanerekord også er ”pilgrim”.

Navn? Anne Sophia Hermansen

Alder? 38 år

Hvad laver du til hverdag? Så meget som muligt, carpe diem. Jeg er LA-spidskandidat, pressechef i den finansielle sektor, blogger, kæreste og mor til en dreng på 6 år. Og en sucker for reality tv.

Din yndlings liberale bog/film/musik? Nina Simone, der synger Feeling good. Aristoteles’ Etik, som pålægger den enkelte at udfolde sit potentiale og Døde Poeters Klub, fordi den i begyndelsen af 90erne gjorde kål på min udødelighedsfølelse og fik mig til at indse, at livet er nu og leves bedst på eget ansvar.

Hvorfor er du liberal? Fordi jeg har en grundlæggende tro på, at vores fornuft er mere anvendelig end blindtarmen, også selv om formynderstaten fortæller os noget andet.

Livret? Alt (minus ting med kommen)

Din liberale helt? Pippi Langstrømpe møder Søren Pind

Det bedste/værste i DK ud fra et liberalt synspunkt?

Det værste er nok den manglende vilje til at tage et personligt ansvar. Som skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis skrev i en klumme i Ekstra Bladet forleden: VI BLIVER nødt til at erkende, at vi behøver hjælp. Vi har brug for et politikerkorps, der kan tage de store etiske, sundmæssige, miljømæssige og andre nødvendige beslutninger for os.” Ellers tak. Det bedste er, at ansvar er det nye sort, og at tryghedssamfundet er i gang med at genføde det liberale menneske som en samfundsansvarlig frihedssjæl, der stræber efter at realisere sine drømme uden først at få lov af Big Mother.

Hvad var dit drømmejob som barn? Rummand

Tre ting på en seasteading?

  • Ingeniører, som kan skabe de fysiske rammer og udvikle nye teknologier
  • Et grundlæggende godt helbred, herunder mentalt
  • Og ca. 100 næstekærlige fritænkere, hvoraf mindst én er en forbandet god kok

Ellers andet vi bør vide? Tja, jeg har engang gået de ca. 800 km fra Roncesvalles i Pyrenæerne til Santiago de Compostela, den såkaldte Camino de Santiago. Ifølge myten bliver pilgrimme både renset for alle synder og udødelige, men min certificerede udødelighed skal dog ikke afholde mig fra at få det bedste ud af de kommende 50 år også.

Dette indlæg er en del af artikelserien “Liberators Poesibog”, hvis formål er beskrevet i et tidligere indlæg.

Jeg møder Anders Samuelsen på gangen på Institut for Statskundskab i Århus, hvor han forinden har været i udenrigspolitisk debat med en masse venstreorienterede mennesker. Anders står med et par flasker vin i hånden, men overtales til at sætte dem ned og besvare Liberator.dk’s venindebogsspørgsmål. Han skrift er monster-svær at tyde, så redaktionen fraskriver sig alt ansvar for indskrivningsfejl.

Navn? Anders Samuelsen

Alder? 43 år

Hvad laver du til hverdag? Politiker

Din yndlings liberale bog/film/musik? Jonathan Havmåge

Hvorfor er du liberal? Det giver mening

Livret? Frikadeller og brun sovs

Din liberale helt? Bruger ikke rigtigt den slags

Det bedste/værste i DK ud fra et liberalt synspunkt?

Bedste: vores lettere anarkiske tilgang til livet

Værste: stilstandspolitikken/angsten for … (redaktionen kan ikke læse Anders S’s skrift)

Hvad var dit drømmejob som barn? Kan jeg ikke huske

Tre ting på en seasteading?

Anders ved ikke hvad det er, men smiler stort, da det forklares og svarer derefter ”det kan ikke gøres kort”.

Ellers andet vi bør vide? Stem på Liberal Alliance.

Den unge, smukke Negin Bazrafkan har et skrevet et debatindlæg i Politiken, som har modtaget stor ros fra mange kanter. Indlægget “I misforstår mit smil” handler om, at drenge af udenlandsk oprindelse (“2.g.’ere og mænd fra Mellemøsten”, skriver hun) tror, at Negin vil have sex med dem, blot hun smiler til dem, hvilket afstedkommer kommentarer af typen: “Eow Koran, så du lige hende der la, hun shuffede ooooooooooooordenli’ meget ..”.

Måske er det fordi, jeg er så gammel, at jeg ikke forstår et ord af ovenstående kommentar. Måske er det fordi, jeg er så gammel, at jeg er blevet bevidst om, at kvinders tid som hyper-attraktive på “vi råber efter hende på gaden”-måden er en stakket frist. Der er ca. 10 år, til denne frist udløber for mig, og ca. 20 år, til den udløber for Negin. Jeg tror, det gør en forskel. Eller måske er det bare fordi, jeg ikke er i besiddelse af iransk blod og et mellemøstligt temperament. Men jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, Negin føler sig så provokeret over.

Ikke, at jeg ikke forstår, at det kan være et irritationsmoment med store mængder af uønsket opmærksomhed fra mænd. Jeg har selv rejst i Mellemøsten, hvor denne uønskede opmærksomhed antager andre dimensioner end i de fleste lande (selvom etnisk danske mænd også bliver kåde, når de har fået nogle under vesten), så jeg forstår kun alt for godt, at man bliver træt i hovedet (og armene) af hele tiden at skulle vifte mænd væk som var de en græshoppesværm.

Men man er ikke herre over andre menneskers reaktioner på og tanker om en. Negin beskriver ikke direkte fysiske trusler, kun enkelte fornærmelser og en mængde dumme kommentarer. Helt ærligt: That’s life. Os, der bruger meget tid på at debattere online ved, at dumme kommentarer af forskellig art er i overflod i samfundet.

For at give det hele en mere alvorlig kant: Dengang for længe, længe siden da en dame ved navn Pia Kjærsgaard var en relativt frihedsorienteret Fremskridtskvinde, sagde hun som kommentar på et spørgsmål om voldtægter, at “kvinder må lære at slå fra sig.” Selvfølgelig er det langt fra en fyldestgørende kommentar til voldtægtsproblematikken, men jeg er enig i det basale: Kvinder har et ansvar.

Mænd har et ansvar for at styre deres lyster, og ikke overskride kvinders fysiske grænser. Men kvinder har også et ansvar for ikke at bringe sig selv i situationer, hvor voldtægt er en overhængende risiko. F.eks. ved klart at markere vore grænser overfor mænd, så mændene ikke har nogen undskyldning for at være i tvivl om, hvad de har at forholde sig til. Mange kvinder er elendige til dette – og elendige til, med Pia Kjærsgaards udtryk “at slå fra sig”, hvis manden alligevel har været for tungnem til at forstå budskabet i første omgang. Her er det jo, for øvrigt, at man som frihedsorienteret naturligt undrer sig over, at vi lever i et samfund, hvor staten ikke tillader os at gå med en peberspray.

Negin skal bare smile videre, og kvinder i det hele taget flirte videre og gå så sexet klædt, vi vil. En uønsket fysisk reaktion fra en mand er til enhver tid uacceptabel, og indebærer retten (næsten pligten) til at slå fra sig. Men at nogle lettere primitive mandfolk ikke forstår Negin, er der ikke noget at gøre ved. Jeg vil i hvert fald gerne have mig frabedt, at man skyder penge i en statslig “kvinder har altså lov til at smile”-kampagne.

Somme tider er verden bare dum, Negin. Glæd dig over, at du tydeligvis selv hører til blandt de mere begavede.

”Jeg tvivler” sagde hun og kiggede på den gamle, der sad og drak kaffe i lænestolen. Om det var tingenes tilstand eller blot den tiltagende metaltræthed, der prægede hans manglende svar, var uvist. Hun fortsatte ihærdigt ”Jeg tvivler på os. For ni år siden lovede du mig, at skatten ikke ville stige og at servicen samtidig ville blive bedre i riget. Du lovede mig, at du ville tage hånd om sagerne i krisetider og ville lade friheden flyve. Men hvor er resultaterne blevet af?” Han kiggede på hende med matte øjne og rejste sig pludseligt med en kraft, der var en rigtig mand af hans slags værdig ”Du skal ikke tvivle. Vi lovede hinanden at stå sammen i medgang og i modgang. Du ved, hvor du har mig og du ved ikke, hvad den anden kan give dig!” Hun skuttede sig under hans ord. For han havde ret, den gamle. Ideelt set. I den seneste tid havde hun små-flirtet med ham den unge og smarte med alle de nye løfter, der lød endnu bedre end dem, som den gamle gav hende i sin tid. Den unge ville endda sænke skatten og skære i den offentlige sektor. Det lød som guld i hendes ører. Den gamle forstod hende og sagde ”Jeg forstår, at du falder for hans charme, selvtillid og smukke gyldne hår, men tænk på hvad vi har sammen. Historie for eksempel. Vi har stået sammen i dårlige tider og festet sammen i de gode. Derimellem har vi lavet alt rugbrødsarbejdet sammen. Fordi vi tror på friheden”. Hun tænkte længe over hans ord og så værdien af deres fælles historie. Hvordan de havde kæmpet, slidt, grædt og leet. Fordi de troede på en sag der var større end de to. Alligevel lå ideen om den unge med de gyldne lokker i hendes underbevidsthed og hun vidste det var tid til forandringer.

Ovenstående fortælling udspringer det faktum at en del tidligere Venstremedlemmer, herunder undertegnede, enten har meldt sig ud af partiet, eller overvejer ”utroskab” ved at stemme på Liberal Alliance til næste valg.  Jeg kunne fortælle den gennem-ævlede historie om hvordan Venstre de seneste mange år i tiltagende grad udviser træthed i geledene og man derfor med rette kan stille spørgsmålstegn ved om Venstre er Danmarks liberale parti. Men den historie kender vi alle.

Men hvad kan Liberal Alliance give alle os afhoppere, eller utro parti-soldater? LA har en interessant nyhedsværdi og giver gode muligheder for indflydelse, da partiet er relativt nyt og der er få medlemmer. Samtidig erklærer LA klar liberal politik, i forhold til V og liberale meninger vil måske bedre understøttes der. Og hvad kan Venstre så? Venstre har en lang stabil historie, hvorimod LA i højere grad præges af nye kræfter (og hvor stor er gennemslagskraften da, når rugbrødsarbejdet begynder for alvor?) Jeg spekulerer over om LA bare vil være et sidespring i et ellers langt forhold til Venstre og blot være den lette løsning på et større problem? Samtidig tænker jeg over, om vi kan regne med, at LA kan klare mosten i modgang, som jeg ved Venstre trods alt kan. ”Med Venstre ved du hvad du har”, men det ved vi stadig ikke helt med Liberal Alliance.

Og hvad så? Vi vil vel alle sammen gerne være på vinderholdet, og det er vel i bund og grund det, som det handler om? Og hvorvidt vi som liberale tror, at vi vinder i Liberal Alliance eller i Venstre kommer nok dybest set an på, om man tror på stabilitet, historie og (falmede) resultater eller om vi tror på den nye bevægelse med flagrende lokker, tro på fremtidens liberale samfund og provokerende udmeldinger, som virker friske og fornyende. Hvor løsningerne ligger afhænger af synet på vejen dertil. I bund og grund er vi nok i høj grad enige om målet. Ideologisk set. Personligt har jeg haft store overvejelser om ovenstående og jeg ved, at der er mange som jeg, der spekulerer over om medlemskabet af Venstre overhovedet er noget værd længere. For mig var en skilsmisse med Venstre nødvendig og jeg vil indtil videre heller ikke tiltrækkes af partiet med de flagrende lokker og spændende løfter.

P.s. nogen siger det er umuligt at melde sig ud af Venstre, medmindre man dør, men en skilsmisse kan også være hård og partiet holder vel blot krampagtigt fast i det der var. Trist, når det nu var skidt.

Dette indlæg er en del af artikelserien “Liberators poesibog” hvis formål er beskrevet i et tidligere indlæg.

Mikael Jalving er ph.d. i historie fra European University Institute i Firenze. Han er kendt som skribent på blandt andet Berlingske Tidende og Jyllandsposten, samt forfatter til flere bøger. Mikaels svar er fremkommet ved mailkorrespondance.

Navn? Mikael Jalving

Alder? 41

Hvad laver du til hverdag? Driver mit lille foretagende Ord der Virker, der bl.a. leverer blogs og kommentarer til Jyllands-Posten

Din yndlings liberale bog/film/musik? Hayeks ”Vejen til trældom” gjorde mig høj i min ungdom, siden er så meget kommet til, at jeg knap nok ikke kan fremhæve noget. Allan Blooms ”Historien om Vestens intellektuelle forfald” husker jeg dog stadig. Film? Musik? Efter min mening bliver kunst, der vil være politisk, meget hurtigt ualmindelig trættende og flad. Er Eminem eller J.S Bach liberal? Spørgsmålet er irrelevant.

Hvorfor er du liberal? Jeg er økonomisk liberal, fordi jeg mener, at en fri markedsøkonomi ikke blot er den bedste garant for velstand, men tillige rummer afgørende moralske kvaliteter. Jeg er politisk konservativ, fordi jeg mener, at markedet ikke kan stå alene, hvis individet skal sikres de mest grundlæggende frihedsrettigheder.

Livret? T-bone-steak og en stor, skummende fadøl.

Din liberale helt? Adam Smith, Thomas Jefferson, David Hume, hele galleriet fra den skeptiske, borgerlige oplysning

Det bedste/værste i DK ud fra et liberalt synspunkt? Velfærdsstatens magt over sjælene. Det bedste? Ingen krig i gaderne. Endnu.

Hvad var dit drømmejob som barn? Brandmand. Måske skulle jeg bare have holdt fast i det. Der skal nok komme flere brande.

Tre ting på en seastead? Hvad er det?

Ellers andet vi bør vide? Læs min kommende bog om Sverige.

Integration har efterhånden længe været omdiskuteret. Det er den samme sang hver gang, og ingen ved helt, hvordan det skal komme til at lykkes. Ingen synes heller helt at vide, hvad målet er. Skal troende muslimer forlade deres tro, for at vi er i mål? Skal de spise røde pølser?  Skal de bo side om side med danskere? Eller skal de blot kunne tale vores sprog? Ingen har defineret succeskriteriet, men alle er enige om, at vi ikke er der. At dømme ud fra den store opbakning til det fremmedhadske Dansk Folkeparti, synes mange danskere ikke at kunne acceptere et multikulturelt samfund, hvor en del af befolkningen går med tørklæde eller burka og ser arabisk TV. For i Danmark har vi frigjort os fra religion – eller har vi?

Vi er ganske rigtigt ikke længere et kristent land, i hvert fald ikke i den forstand at flertallet rigtigt er dedikeret til kristendommen, men er vi helt frigjort fra religion? Vi synes i større og større udstrækning at behandle velfærdssamfundet med samme forsigtighed som med et religiøst artefakt. Velfærdsforringelser er lige så uhørt i det danske land, som Muhammed tegningerne er i muslimske lande. Danskerne tror ligeså meget på velfærd, som muslimer tror på Allah. De få, der ikke gør, udråbes som vantro, som syge. Danskerne er ikke frigjorte. Ikke mere moderne end de muslimer, de fleste danskere opfatter som låst i fortiden.

Nej, faktisk synes det danske velfærdssamfund at have overtaget religionens rolle til perfektion. Ikke bare yder den tryghed til borgeren og giver denne håb. Velfærdsstaten drager også borgeren mod en emotionel og irrationel argumentation samt gøren og laden.

Men ligesom de vestlige religioner har gennemgået en reformation, kan det danske velfærdssamfund også reformeres. Det private initiativ og personlige ansvar kan vinde over velfærdstænkningens dogmatiske frygt for prioriteringer og økonomiske realiteter – men det kræver debat. Og det er det, jeg hermed forsøger at skabe!

Dette indlæg er en del af artikelserien “Liberators poesibog”, hvis formål er beskrevet i et tidligere blogindlæg.

Jeg møder Michael Aastrup på Institut for Statskundskab i Århus, hvor han forinden har været i udenrigspolitisk debat med en masse røde(re) mennesker. Michael takker ja til at være med i venindebogen og bliver tilmed stolt over at blive kaldt liberal… så langt så godt.

Navn? Michael Aastrup Jensen

Alder? 34 år

Hvad laver du til hverdag? MF’er

Din yndlings liberale bog/film/musik? Cohens ”democracy”

Hvorfor er du liberal? Frihed + ansvar

Livret? Mad

Din liberale helt? Uffe (Uffe Ellemann, red.)

Det bedste/værste i DK ud fra et liberalt synspunkt?

Bedste: VK-regeringen (Michael tilføjer her at han er bange for følgerne af denne udtalelse og griner, red.)

Værste: at vi ikke har 90 mandater

Hvad var dit drømmejob som barn? MF’er (Michael indrømmer at dette med god grund vil fremstille    ham som et noget underligt barn)

Tre ting på en seastead?

(Michael starter med at spørge hvad det er og jeg beder ham læse lidt op på liberale ideer, hvis han mener at kunne kalde sig selv liberal. Han erklærer sig enig, red.)

  • Iphone
  • Ipad
  • Båd

Ellers andet vi bør vide? Nej

Jeg takker Michael for interwievet og han haster videre sammen med sin unge følgesvend, som under interviewet i øvrigt understøtter undertegnede i at Michael bør læse noget mere liberal literatur.

Artikelserien tager sit udgangspunkt i veninde/poesi-bøgerne, som de fleste piger jublende og fnisende udfyldte til hinanden i folkeskolen. Jeg sad en dag og tænkte over dette fænomen, da det slog mig, at det kunne være sjovt at ”liberalisere” disse og bede kendte liberale udfylde Liberators selvkreerede poesibog. Ideen var at de liberale på denne måde kunne præsenteres i en light-profil udgave – til glæde for os på Liberator og til glæde for deres profilering (win-win). Dernæst kontaktede jeg på forskellig vis (mail samt ”opsøgende arbejde”) disse mennesker og fik dem til at udfylde den. Det er blevet til en række sjove (og mindre underholdende) venindebøger, som jeg det næste stykke tid vil poste her på bloggen.

Vi lægger ud med Michael Aastrup, Mikael Jalving og Anders Samuelsen.

God læsning, Dorthe

PS. Jeg kan oplyse om at det mest iøjnefaldende var at et stort flertal af de adspurgte ikke anede hvad seasteading er (hint til ”eksperter” på dette område…).

Sign In

Reset Your Password