Liberalisten og nationalstaten

Et opgør med det påtvungne fællesskab. Kan man være individualist uden at være anarkist?

’Listen, son, to what an old jew has learned about countries. I know it wasn’t God who made countries. What are they for? I ask. No one could ever tell me. What sort of thing is it that no one knows what it’s for, I ask you? Countries? Forget about them! God grant we never have one of our own to break our hearts. No one needs a country.’
Douglas Galbraith, “The Rising Sun”

Når klassiske liberalister diskuterer nationalstaten, så er det som regel statens størrelse, der er på tapetet, og ikke dens berettigelse. Man kan endda finde liberalister, der hylder nationen eller deltager i udformningen og oprettelsen af en national kanon inden for det ene eller det andet område. Mange liberalister støtter ideen om et nationalt forsvar, og man kan endda møde nogen, der betegner sig selv som ”nationalliberale” en gang imellem. Ligeledes hører man ofte erklærede liberalister, der taler imod, at områder løsriver sig selv fra nationalstatens kløer. Se bare, da Ny Alliances Lars Kolind foreslog noget så uskadeligt som at nedsætte skatten som et eksperiment på Fyn. Tanken om, at andre (og bedre) regler skulle gælde for et separat område af landet, forargede liberale politikere.

Man kan af og til høre folk, der opfatter sig selv som liberalister, tale om noget så mystisk som ”sammenhængskraft”, og hvor nødvendigt det er med noget, der binder os sammen i nationen. Bag sådanne opfattelser ligger ideen om, at nationen er noget naturligt, noget rimeligt og noget, der bør være. Man ser nationalstaten som en nødvendighed og angriber dem, der truer ”vores” kultur, og forsøger at diktere, hvad der er de rigtige og vigtige bidrag, der har formet den nationale identitet, så der kan undervises i dem i nationalstatens skoler. Nogle liberale er altså villige til at købe forestillingen om et nationalt fællesskab.

For en forestilling er netop, hvad det er. Forskeren Benedict Andersson formulerede det således:

“It is imagined because the members of even the smallest nation will never know most of their fellow-members, meet them, or even hear of them, yet in the minds of each lives the image of their communion.[…] In fact, all communities larger than primordial villages of face-to-face contact (and perhaps even these) are imagined.[…] it is imagined as a community, because, regardless of the actual inequality and exploitation that may prevail in each, the nation is always conceived as a deep, horizontal comradeship. Ultimately it is this fraternity that makes it possible, over the past two centuries, for so many millions of people, not so much to kill, as willingly to die for such limited imaginings.”
Benedict Andersson, “Imagined Communities”

Forestillingen om nationalstatens fællesskab får folk til at acceptere politikeres formynderi og overgreb, for de er jo medlemmer af samme nation. I Danmark er det i særlig grad karakteriseret ved, og forstærket af, den velfærdsstat, der omfordeler til, stort set, hvert eneste individ i nationen. Fra fattig til rig, fra gammel til ung, og omvendt. Netop denne idé om, at den danske velfærdsstat skulle bygges op på en måde, så ikke bare de mest trængende skulle have ydelser af staten, men at alle skulle have noget, er i den grad med til at underbygge Anderssons pointe om det horisontale broderskab inden for nationens fællesskab. Politikere opfattes ikke som formynderiske blandemaskiner, men som nogen, der forsøger at gøre deres bedste for fællesskabet, ja endda som nødvendige. Bistandsklienter og andre, der burde tage sig sammen, opfattes som ligeværdige individer, der har ret til at leve på andres regning uden at behøve at være taknemmelige. Blandingen mellem den socialistiske velfærdsstat og det nationale fællesskab danner en synergi, der gør det muligt for staten konstant at vokse sig større og mægtigere.

Så man kan med god grund undre sig over, hvorfor nogle liberalister, der må formodes (som udgangspunkt i hvert fald) at være tilhængere af en begrænset stat, køber ideen om det tvungne nationale fællesskab. Hvorfor vil de styrke denne kollektivistiske forestilling, der endda lader til at styrke egalitarismen?

Bevares, der er da intet galt i, at folk, der taler det samme sprog, spiser frikadeller til aftensmad eller går med klaphat, slår sig sammen i en forening, hvis de altså ønsker det. Men det er mig en gåde, at liberalister, der igen og igen skælder ud på kollektivister, kan vedblive at forsvare, at man skal have en sådan nationalstat.

Svaret er, at de, der ønsker at forsvare det nationale fællesskab i form af staten, umuligt kan tage udgangspunkt i individet, men derimod tager udgangspunkt i kollektivet, eller nærmere: det forestillede fællesskab. For en liberalist kan abstrakte begreber som fællesskaber ikke have rettigheder, lige så lidt som begreberne ”kærlighed” eller ”Gud” kan. Kun de enkelte individer, som fællesskaberne består af, kan have rettigheder. Derfor følger det også, at liberalister bør støtte muligheden for løsrivelse fra fællesskabet.

“The right of self-determination in regard to the question of membership in a state thus means: whenever the inhabitants of a particular territory, whether it be a single village, a whole district, or a series of adjacent districts, make it known, by a freely conducted plebiscite, that they no longer wish to remain united to the state to which they belong at the time, but wish either to form an independent state or to attach themselves to some other state, their wishes are to be respected and complied with. This is the only feasible and effective way of preventing revolutions and civil and international wars.”
Ludwig von Mises, “Liberalism”

”A nation, therefore, has no right to say to a province: You belong to me, I want to take you. A province consists of its inhabitants.”
Ludwig von Mises, ”Omnipotent Government”

Mises talte her om grupper af mennesker, der ønsker at løsrive sig fra en nationalstat. For en liberalist burde det sige sig selv, at ønsker nogle at etablere deres egen uafhængige kommune eller stat, så er det noget, man bør støtte. Borgerne er ikke statens ejendom og bør ikke tvinges til at dele ”danske værdier” eller andre værdier, som de ikke identificerer sig med. Denne ret til selvbestemmelse er ikke kun noget, der bør anerkendes hos frivillige sammenslutninger, men selvfølgelig også hos det enkelte individ.

“If it were in any way possible to grant this right of self-determination to every individual person, it would have to be done.”
Ludwig von Mises, “Liberalism”

Der er ingen begrænsning for hvor lille en gruppe, der bør have ret til at løsrive sig fra et tvungent fællesskab, kan være. Selv en ”gruppe” på en enkelt person bør have den ret, hvis man griber sagen an fra et individualistisk synspunkt. Liberalister må se sig selv i spejlet og gøre op med sig selv, om de vil tilhøre den grå masse af kollektivister, og dermed bare være endnu en nuance af konservative eller socialdemokrater, eller om de vil være sande individualister og tage konsekvensen heraf. Den konsekvens er at anerkende hvert enkelt individs ret til selvbestemmelse og løsrivelse fra staten. Disse nationalistiske liberalister må indse, at deres hang til Dannebrog, Tv-serier, som eksempelvis Matador, og andet dansk, kun er et udtryk for deres subjektive præferencer og ikke kan siges at være mere berettiget som grundlag for et tvunget fællesskab, end hvis det var navlepiercinger, trompetbukser eller Nick Carter-romaner, man kunne lide.

Vil liberalister fortsat være tilhængere af en stat og hævde, at de er individualister, så må de i realiteten blive anarkister. For kan hvert enkelt individ løsrive sig fra staten, så virker staten ikke længere ved tvang, men ved frivillighed. En sådan udvikling ville resultere i en opblomstring af en mængde frivillige fællesskaber af forskellig størrelse, der kunne konkurrere med hinanden om at tiltrække fornuftige og produktive individer. Konkurrence burde ingen liberalist være imod. Kan man ikke tilslutte sig dette, så bør man i det mindste holde op med at tordne imod kollektivister og i stedet indse, at man er en af dem. Det er i sandhed en velsignelse at indgå i et fællesskab, vel at mærke hvis man selv har valgt det.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password