Arkiv

ed34b20e28f61c3e81584d04ee44408be273e7d018b2194494f6_640_europe-flag

Originalt udgivet på adressen Ja eller Nej til ophævelse af EU-retsforbehold?.

Voluntaristen syndikeret til Liberator


1. Vil et ja øge bekæmpelsen af pædofili?

Der er to valgplakater op til folkeafstemningen torsdag d. 3. december 2015 om Danmark skal opgive sine EU-retsforbehold.

Den ene plakat er fra Socialdemokraterne og den anden fra Radikal Ungdom. Begge plakater forsøger at argumentere for, at ved at stemme ja, så bliver det lettere at hjælpe Danmarks politi med at bekæmpe pædofili.

Den radikale valgplakat hævder eksempelvis, at 19 danske bagmænd blev sigtet efter at Europol bidrog til at optrevle en international børneporno-ring.

Der er imidlertid tre oplysninger, som ikke er korrekte på denne Radikale valgplakat.

1. Al efterforkning blev lavet i Danmark og Europol medvirkede ikke til at personerne i Danmark blev anholdt

2. Ingen af de 19 sigtede var bagmænd

3. Det var ikke en international børnepornoring.

Europol kan have en koordinerende og analyserende rolle, og de kan eksempelvis stille mødelokaler til rådighed, når politifolk skal mødes. Men Europol laver ikke egentlig efterforskning, når det gælder børneporno [1].

2. Vil et ja øge opklaringen af indbrud?

Politikere og politiets ledelse har i det sidste års tid sat vores politibetjente til at prioritere opgaver med at:

  • Bekæmpe stoffer, selvom dem der tager stofferne kun skader sig selv, og ikke skader andre
  • På fartkampagner overfor billister og kampagner overfor cyklister der mangler lys, eller kører over for rødt.

Til gengæld er bevogtning af af landets grænser langt fra tilstrækkeligt. Indbrudssager syltes massivt, og ringer du til politiet ved indbrud, så kommer de kun sjældent forbi og optager rapport. Ved forsøg på indbrud eller ved hjemmerøveri hvor ældre borgere har følt sig truet, så er der tillige eksempler på, at politiet ikke omgående rykker ud og hjælper borgerne, men i stedet ringer til nærmeste familie og beder dem køre ud og se på problemet [2].

Hvad i alverden skulle få os til at tro på, at blot ved at stemme ja den 3. december 2015, at det pludselig vil få politikerne og politiets ledelse til at ændre på prioriteringen af politiets arbejde?

Vil det få politikerne til at prioritere politiets resourcer til de områder, som jeg ikke er i tvivl om mange borgere i Danmark faktisk prioriterer højt?

Det kan politikerne og politiets ledelse jo allerede omprioritere i dag – og det helt uden at vi behøver gå til folkeafstemning om at Danmark skal opgive sine EU-retsforbehold.

Både punkt 1 og 2 er i min optik snarere følelsesretorik, end er der tale om substans og reel oplysning til vælgerne.

3. Vil nej betyde Danmark ryger ud af Europol?

Nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen hævder at et nej ved folkeafstemningen om ophævelse af retsforbeholdet kan medføre, at Danmark helt ryger ud af Europol politisamarbejdet – og aldrig kommer ind igen [3].

Hvis det er tilfældet for Danmark, som har et retsforbehold, men som er medlem af EU, så må det jo naturligvis også betyde, at lande som Norge, Schweiz og Island, der for øjeblikket står helt udenfor EU – men som p.t. har politi-samarbejdsaftaler med Europol – også risikerer at ryge helt ud af Europol og aldrig kan komme ind igen.

Eller er det en klassisk skræmmekampagne fra Lars Løkke Rasmussen’s side og at både Norge, Schweiz og Island kan beholde deres nuværende ordning med et Europol politisamarbejde og at Danmark vil kunne lave en lignende aftale? [4].

4. Vil ja betyde at EU overtager asylpolitikken?

I henhold til Margrethe Auken, der stemmer for et ja til at ophæve Danmarks EU-retsforbehold, så har et ja betydning for, om EU kan komme til at skulle bestemme Danmarks asylpolitik fremover. Venstres EU-ordfører Morten Løkkegaard afviser imidlertid blankt kritikken fra Margrethe Auken. Han mener, at vælgerne kan stole på den politiske garanti for, at Danmark ikke overdrager asylpolitikken til EU uden en ny folkeafstemning [5].

Sidenhen har et flertal i folketinget stemt for, at skrive Lars Løkke Rasmussens garanti for, at Danmark ikke overdrager asylpolitikken til EU uden en folkeafstemning ind i de bemærkninger, der følger med lovforslaget, om ophævelse af Danmarks EU-retsforbehold [6].

I henhold til juraprofessor Peter Pagh (forsker i EU-ret og grundloven) så mener han ikke, at garantien 100% holder, fordi den ikke skrives direkte ind i lovforslag, men blot er bemærkninger, der ledsager lovforslaget. I disse bemærkninger står der, at Venstre, Konservative og Socialdemokraterne kræver, at der skal holdes endnu en folkeafstemning, hvis Danmark skal overdrage asylpolitikken til EU.

Men i henhold til både juraprofessor Peter Pagh og Trine Thygesen Vendius (jurist og postdoc ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet og forsker i Europol-samarbejdet), så kræver det, at befolkningen skal turde stole på fremtidige sammensætninger af folketinget. For det forholder sig sådan, at lovbemærkninger, som der her er tale om, altid kan tilsidesættes af et nyt simpelt folketingsflertal [7].

5. Vil et nej betyde tab af arbejdspladser for Danmark?

Kort før afstemningen d. 3. december 2015, skruer to af landets største erhvervsorganisationer op for advarselsretorikken, og hævder, at et nej vil gøre det sværere at handle med resten af EU, og at det vil koste danske job [8].

Det skal være op til dig, der vælger at læse dette blogindlæg og eventuelt kilderne jeg henviser til, at vurdere dette. Jeg må personligt indrømme, at for mig er sådan en udtalelse fra landets to største erhvervsorganisationer panik før lukketid. Jeg tror på ingen måde, at det har hold i virkeligheden, for hvis de danske EU-retsforbehold medførte nogen former for ekstra høje omkostninger for Danmarks erhvervsliv, med risiko for tab af indtjening og tab af jobs, så ville de selvsamme store erhvervsorganisationer have påpeget det højlydt i pressen i årevis og dermed i lang tid før netop denne folkeafstemning.

Jeg vil også minde dig om, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen op til Euroafstemningen i 1998 tilsvarende hævdede, at et nej til Euro’en ville koste danske job [9]. Det har så imidlertid senere vist sig, at det ikke har kostet danske job, at danskerne i 1998 stemte nej til Euro’en og dermed beholdte Kronen. Det har også vist sig, at Danmark har sparet ca. kr. 338 mia ved at stå udenfor Euro’en. Blandt andet fordi det har betydet, at vi ikke har været tvunget til at betale for de gældsplagede Eurolandes overforbrug [10].

6. Har nej kun betydning for Danmarks EU-retsforbehold?

Som du måske er bekendt med, så er jeg voluntarist og er holdt op med at stemme til parlamentsvalg, og det gælder både kommunalvalg, regionsvalg, folketingsvalg og valg til EU-parlamentet. Jeg vil ikke stemme på en ny hersker hvert 4. år, jeg er min egen herre. Og det jeg arbejder for hver dag, er et frit samfund – uden staten.

Men lige så lidt som jeg bryder mig om staten, ja så bryder jeg mig endnu mindre om et overnationalt, bureaukratisk og elitært EU. Og ved denne folkeafstemning handler det ikke om at stemme for en ny hersker. Så selvom de første 5 punkter som jeg har nævnt her, eksempelvis ikke skulle være aktuelle problemstillinger ved denne folkeafstemning, og som i min optik argumenterer for at stemme nej til at ophæve Danmarks EU-retsforbehold. Alene det, at jeg kan være med til at stikke en kæp i hjulet på det overnationale, bureaukratiske og elitære EU apparat. Det er i sig selv nok til, at jeg stemmer NEJ til at ophæve Danmarks EU-retsforbehold d. 3/12-2015.


Kilder

[1] http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/12916755
[2] http://www.fyens.dk/modules/fsArticle/index.php?articleid=2808256
[3] http://www.information.dk/telegram/550708
[4] http://broch.dk/?p=457
[5] http://www.altinget.dk/artikel/sf-forkert-at-folkeafstemningen-intet-har-med-asyl-at-goere
[6] http://www.altinget.dk/artikel/folketinget-vedtager-loekkes-asyl-garanti
[7] http://www.avisen.dk/eksperter-om-retsforbehold-loekkes-garanti-binder-ik_353462.aspx
[8] http://finans.dk/finans/politik/ECE8248375/Erhvervslivets-top-advarer-Et-nej-vil-koste-Danmark-dyrt/?ctxref=ext
[9] http://www.dr.dk/nyheder/indland/nyrup-euro-nej-vil-koste-arbejdspladser
[10] http://nyhederne.tv2.dk/nyheder/article.php/id-51816750:nej-til-euro-har-sparet-os-338-mia.html

Source: Voluntaristen syndikeret til Liberator

23012716231_a9eeef0775_paris-terror

Originalt udgivet på adressen Angrebet i Paris d. 13 november 2015.

Voluntaristen syndikeret til Liberator

Angrebet i Paris er ganske forfærdeligt, og mine tanker går til de dræbte, deres efterladte og de sårede.

Når sådan noget sker skal vi være meget påpasselige med ikke at lade had, men fornuft og grundige overvejelser styre vores beslutninger og vores handlinger. Det tidligere angreb i Paris på Charlie Hebdo, angrebet i København og nu dette angreb igen i Paris må ikke få os til bare at gå i krigstilstand, omvendt skal vi heller ikke blive ved med at være tossegode.

Vesten har i årtier og ikke mindst efter 911 invaderet og/eller bombet muslimske lande. Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien. Og mange gange har det været ulovlige krige baseret på Falsk Flag angreb – på løgne:

  • Irak havde ikke masseødelæggelsesvåben – den primære årsag var at Saddam brød med Petrodollarsystemet og begyndte at handle landets olie i Euro. Og inden krigen i Irak var landet i årevis udsat for international sanktioner, som man vurderer alene har kostet over 500.000 irakiske børn livet.
  • Libyen blev ikke bombet og Gaddaffi ikke likvideret pga. truslen imod civile i en borgerkrig – den primære årsag var at Gaddafi var ved at etablere en ny dinar bakket op af guld, som skulle bruges til handel med Libyens olie – ligeledes en trussel imod Petrodollarsystemet.
  • Syrien – Vestens har massivt støttet “moderate” oprørere i Syrien med penge, træning, våben, ammunition og køretøjer – med det formål at få dem til at bekæmpe og vælte Assads regime. Og man har forsøgt at beskylde Assads regime for at bruge giftgas i borgerkrigen og at dette var grund nok til millitært at intervenere i Syrien. Og bagefter viser det sig, at det var oprørerne der brugte giftgas imod civile og regeringssoldater. Og USA har siden 2012 vidst at masser af soldater, våben, ammunition, penge og køretøjer fra de “moderate” oprørere fra Free Syrian Army gik over til de islamiske fundamentalistiske oprørsgrupper fra Al-Qaeda, Al Nusra Front og ISIS – og til trods for dette har man forsat støtten. Og seneste har man kastet 50 t. forsyninger ned til oprørerne og man håber så fra USA’s side at de ikke falder i hænderne på Al-Qaeda, Al Nusra Front og ISIS. Og det magtvaakum der blev skabt i det nordlige Syrien og Nordlige Irak pga. vores massive indblanding i magtbalancerne i de to lande har betydet, at en så rædselsfuld organisation som ISIS kunne vokse sig stærk og bygge højborg. Vi har selv være med til at skabe dette monster. Krigen i Syrien handler ikke om at ville hjælpe en civilbefolkning i en borgerkrig imod en diktator. Det handler snarer om ønsker om at få kontrol med et central placeret land, som ikke vil føre gas og olieledninger på den måde Vesten vil, men som i stedet samarbejder med Iran og Rusland og fører Irans og Ruslands olie og gas til det Europæiske marked.

Der er i min optik ikke noget at sige til, at vores massive krige i disse lande kan risikere at medføre gengældelsesangreb i vores egen baghave.

Vi i Vesten bruger altså Falsk Flag angreb, som bruges som undskyldning for at gå i krig. Og vi ved helt ærligt ikke:

  • om dette er et rendyrket terrorangreb udført af ISIS eller
  • om det er et nyt falsk flag angreb for at skabe nyt had hos befolkningerne i Vesteuropa.

Og vi bør være meget kritiske overfor de nyheder myndighederne kommer med om hvem der stod bag, samt validiteten af de videoer som ISIS formodet at have lagt på Internettet hvor de hævder at stå bag angrebet. Vær kritisk.

Så længe vi ikke præcist ved hvad der er årsagen til angrebet, så bør vi ikke lade had, men fornuft og omtanke styre vores beslutninger. Og tilsvarende skal vi naturligvis også holde op med at fortsætte tossegod politik og pivåbne grænser hvor vi nærmest inviterer potentielle terrorister indenfor.

  1. Vi bør omgående stoppe med at yde støtte til oprørsgrupperne i Syrien – støtten havner ofte hos Al-Qaeda, Al Nusra Front og ISIS – de selvsamme grupper som det nu formodes står bag angrebet i Paris.
  2. Vi bør ikke gå mere i krig i Syrien, Rusland er allerede inviteret af Syriens regering til at hjælpe med at bekæmpe ISIS og det ser ud til at gå den helt rigtige vej.
  3. Lad os holde op med at destabilisere flere lande, vi skal ikke blande os i krigen i Mali (hvor folketinget bla. overvejer at bidrage med jægerkorpssoldater) og lad os hurtigst muligt få færdiggjort de opgaver vi har i Irak og Afghanistan og derefter trække os ud. Vores soldater skal passe på vores grænser.
  4. Lad os få lukket Europas grænser for det massive indtog af flygtninge, velfærds-immigranter og potentielle terrorister fra bla. Al-Qaeda og ISIS. Og dem som er kommet her bør registreres, opholde sig i lejre mens vi finder ud af om de er flygtninge der kan søge asyl, eller om de er velfærds immigranter eller potentielle terrorister der omgående skal sendes tilbage.
  5. Og lad civilbefolkningerne i Europa få lov at kunne forsvare sig selv, havde der været bevæbnede lovlydige borgere til stede, hvor terrorangrebet fandt sted, så havde udfaldet været et helt andet med langt færre civile uskyldige tab. Jeg ville være den første i køen til at søge om en tilladelse.

Source: Voluntaristen syndikeret til Liberator

ec34b20f2ef61c3e81584d04ee44408be273e7d01bb3184795f7_640_precious-metal

Originalt udgivet på adressen Guldpriserne og sølvpriserne er kunstigt manipuleret i bund.

Voluntaristen syndikeret til Liberator

For ikke ret lang tid siden var det åben-mund-og-polypper da der var 228 udestående fremtidskontrakter på Comex (Commodites Exchange børsen i USA) i forhold til hvad der var af ounze (31,1g) guld på lager til levering. Sagt på en anden måde, der er 228 personer/virksomheder, der mener at kunne få den samme guldmønt leveret når fremtidskontrakten udløber.

Der er altså massivt flere fremtidskontrakter på guld (og ligeså med sølv) end der findes miner man har kontrakter med, og som kan levere og opfylde disse kontrakter til den aftalte pris. Langt hovedparten af de fremtidskontrakter som når til ‘leveringsdatoen’, afregnes heller ikke i ædelmetal i dag, men i US$ til dagskursen.

Det betyder at USA’s regering, deres centralbank Federal Reserve (og de store private banker der ejer Federal Reserve) kan smide lige så mange fremtidskontrakter på markedet de vil, og det presser naturligvis “børsprisen” i bund, fordi udbuddet kunstigt langt overstiger efterspørgslen. Og lige nu er tallet endnu mere grotesk, nu er der 293 udestående fremtidskontrakter på Comex for hver ounze guld Comex har på lager.

USA formodes ikke længere at have noget særligt guld på lager i Fort Knox

Det formodes iøvrigt at USA ikke længere har noget særligt guld på lager i Fort Knox og hos Federal Reserve’s afdeling i New York. Omend deres regnskabsbøger fortsat “hævder” at Federal Reserve har ca. 8.300 tons guld på lager. Federal Reserve nægter imidlertid at der kan blive foretaget inspektion af guldbeholdningen, og en sådan har ikke været foretaget siden 1950’erne. Og dertil kommer at Tyskland for få år siden bad om at få ca. 1.550 tons af deres guld tilbage fra både USA og Frankrig. Her kunne USA ikke levere deres andel, og de sagde det ville tage op til 7 år, og indtil nu har jeg kun læst, at Tyskland har fået ca. 10 tons leveret retur fra USA. At levere 1.550 tons guld kan iøvrigt i hendhold til de kilder jeg lytter til foretage på ganske få uger. Og af de ca. 10 tons Tyskland fik retur, så var det ikke med de samme serienumre som de oprindeligt mener at have lagt på lager i USA og det er kun renhed .995 og ikke renhed .999.

Hvor er guldet så henne tænker du måske?

Det har været leased ud til guldbanker, som igen har solgt det på markedet. Ingen troede at Federal Reserve nogensinde ville få brug for at få det retur. Federal Reserve tjener lidt på at lease deres guldbeholdning (hvoraf meget risikere ikke at tilhøre USA, men andre nationer). Og de guldbanker der har solgt guldet videre har kunne placere overskuddet i USAs statsoligationer, og tjene på tidligere højere renter på ca. 5% p.a. Og jeg er ikke i tvivl om at guldet i dag er helt udenfor USA og vesten, det binder sig i Kina, Rusland og Indien…

Der er mange black swans som kan vælte verdensøkonomien

Der er mange black swans som kan vælte verdensøkonomien, og vi tænker ofte på dybt gældsplagede lande som Eurolande såsom Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Frankrig samt Japan og USA som værende lande der kan blive black swans. Men alene det at Comex eller andre vestlige ædelmetalbørser (eksempelvis LBMA i London) ikke længere kan levere ædelmetal – det kan pludseligt vælte hele den kunstige manipulation af priserne på guld/sølv og få priserne til at sige voldsomt. Og når prisen på guld/sølv – det der historisk har været vores penge – og som (udover Bitcoin) er den primære konkurrent til staternes FIAT papir/digitale valuta.

Hvis priserne på ædelmetal pludseligt går voldsomt i vejret er det et kraftigt signal til markedet om at der er noget galt med de gældsbaserede FIAT valutaer samt de store landes økonomiske sårbare situation….

Source: Voluntaristen syndikeret til Liberator

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DR’s berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode – takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

——
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

Indledning
Jeg længes inderligt efter at leve i et rigtigt frit samfund, ikke bare at forestille mig en teoretisk utopi i fremtiden eller opnå små trinvise forbedringer i min frihed. Jeg har i mange år advokeret entusiastisk for frihed under den vage forudsætning, at det rent faktisk hjælper vores sag at advokere. Men for nyligt begyndte jeg at arbejde fuld tid på at prøve at skabe frie samfund, og det har ændret mit perspektiv dramatisk i forhold til dengang, hvor jeg yndede at sidde i lænestolen og filosofere.[1] Mit nye perspektiv er, at det at advokere, hvilket mange libertarianske individer, grupper og tænketanke gør (inklusive mig selv, desværre), er fuldkommen spild af tid.

Argumenter har forfinet vores principper, og akademisk forskning har hjulpet vores forståelse, men de har ikke fået os tættere på et faktisk libertariansk samfund. Vores debatter udspringer ikke fra en planlagt strategi, men fra en intuitiv “folkeaktivisme”: Et instinkt til at forsøge at opnå politisk indflydelse gennem personlig interaktion, der stammer fra vore jæger-samler-dage, hvor al politik var personligt. Men i den moderne verden er dårlig politik et resultat af menneskelig handling, ikke menneskeligt design. For at ændre på den dårlige politik skal vi forstå, hvordan den stammer fra menneskelig interaktion, og derpå forandre nettet af incitamenter, som driver opførslen. Forsøg på direkte at få indflydelse på mennesker eller idéer uden at ændre incitamenterne, som for eksempel det amerikanske Libertarian Party, Ron Paul-kampagnen og akademisk forskning, er derfor ubrugelige til at opnå frihed i den virkelige verden.

I dette essay vil jeg beskrive vores vildledende instinkt, præsentere nogle principper for den incitamentbaserede tilgang til sagen og derpå beskrive nogle af de taktikker til at opnå reform, som den foreslår. Det er mit håb at overbevise de tapre sjæle, som knokler ufortrødent for friheden, så de også kan arbejde mere effektivt.

Ligeledes vil jeg gerne blankt erkende, at mens jeg kritiserer folkeaktivisme, så er det stadig ofte drivkraften bag mine egne handlinger. Det er et instinkt, der ligger dybt, og det er svært at rette op på – jeg bestræber mig stadig på at overvinde det, og jeg ser det i verden, fordi jeg ser det i mig selv.

Hvad er folkeaktivisme?
Vore hjerner er på mange specifikke områder tilpasset det jæger-samler-miljø, som den blev udviklet under, og som på mange måder adskiller sig enormt fra den moderne verden. Tag for eksempel udbredelsen af fedme: Vi spiser i overensstemmelse med forældede instinkter, så vi propper os før hungersnøden, der aldrig kommer, i stedet for at tilpasse os vores nye verden med kalorierig mad i overflod.

På samme måde har mange personer en intuitiv “folkeøkonomisk” forståelse, der medfører en række intuitive præferencer, fx tilbøjelighederne til at være anti-udland og for at skabe mere arbejde for enhver pris. Det kan vises, at disse overbevisninger er forkerte, allestedsnærværende, med en stædig immunitet over for argumenter og kan forbindes med aspekter ved den præ-agrarkulturelle økonomi, hvilket peger stærkt på, at de er en evolutionær tilpasning. Mens økonomisk litterære libertarianere gladeligt spidder personer, der bruger folkeøkonomiske argumenter, så engagerer vi os hele tiden i det, som jeg vil kalde folkeaktivisme.

I menneskets tidlige stammer var antallet af personer i hver enkelt sociale struktur tilstrækkeligt lille til, at enhver kunne ændre på politikken. Hvis du ikke kunne lide, hvordan bøffelkødet blev fordelt, så kunne du foreslå et alternativ, opbygge en koalition omkring det og faktisk få det gennemført. Samtykket fra dusinvis af allierede var nok for at få succes – alligevel er det de samme instinkter, der nu driver vores handlinger, når succes kræver samtykke fra millioner. Når vi læser i avisen, at vi skal betale for endnu en bankpakke, så reagerer vi ved at beklage os til vore venner, foreslå alternativer og forsøger at opbygge koalitioner, der vil reformere. Denne primatopførsel er lige så god til at reformere moderne politiske systemer, som vores instinktive forkærlighed for sukker og fedt er til at få os til at spise næringsrigt.

Folkeaktivisme fordærver politiske bevægelser vidt og bredt. Det får aktivister til at tale for meget, debattere for meget, missionere for meget, og det får dem til at handle for lidt i den virkelige verden. Vi bygger koalitioner af stemmeberettigede for at forsøge at influere eller erstatte stammens politiske og intellektuelle ledere i stedet for at ændre incitamenterne, der gælder for hele systemet.

Dette er ikke grund til at fortvivle. Lige modsat: Det giver stort håb. Det indebærer, at libertarianske aktivister mislykkes med at skabe libertarianske lande fordi, de bruger deres kræfter forkert – ikke fordi opgaven er umulig. Ved at benytte analyse i stedet for instinkt kan vi måske finde en bedre løftestang og et bedre sted at stå, hvorfra vi kan forsøge at gennemføre den arkimediske præstation.

Principper for realistisk aktivisme
Verden er kompleks, og der er mange principper, som kan bruges til hjælpe os med at reformere, så jeg vil kun omtale de vigtigste.

Magt har inerti
Som libertarianer synes jeg, det er nemt at se, at incitamenter gør en forskel. Det er sværere, men meget vigtigt, at se, at det enorme gab, der er mellem libertarianske principper og den nuværende størrelse og omfang af staten, er empirisk bevis på, at magt også gør en forskel. Politikere er demonstrativt, konsistent og til enhver tid eksperter i at beskytte den politiske klasses magt. For de fleste libertarianere er dette moralsk illegitimt, men moral har desværre meget ringe indflydelse på magtens realitet.

Hvis vi skal videre fra at filosofere på barstolen og på blogs for at ændre verdens magtstrukturer, så skal vi acceptere, at magtligevægten har en væsentlig inerti. Vi kan ikke ændre den med håb og harme alene – vi har brug for nøje planlagt handling.

Demokrati er ikke svaret
Demokrati er den nuværende industristandard for politiske systemer, men det passer desværre dårligt til et libertariansk samfund. Det har væsentlige systemiske mangler, som belyses andetsteds, og det byder på særlige problemer for libertarianere:

1) De fleste mennesker er ikke libertarianere. David Nolan siger, at undersøgelser viser, at maksimum 16% af den amerikanske befolkning er af libertariansk overbevisning. Nolan, som er manden der grundlagde Libertarian Party tilbage i 1971, opfordrer nu libertarianere til at opgive strategien med at få valgt deres kandidater! Selv Ron Paul, som efter libertarianske standarder var enormt populær, og som afholdt sin kampagne i en tid med en enorm modvilje mod etablissementet, havde aldrig den ringeste chance for at vinde nomineringen. Da han stod stærkest, stod han til at få 1,6% af de delegerede til det republikanske partis nationalkonvention. Der er ganske enkelt ikke nok af os til at vinde et valg, medmindre vi på en eller anden måde fokuserer vores kræfter.

2) Demokrati har en iboende modvilje mod libertarianere. Kandidater forsøger at sikre sejren ved at sælge fremtidige politiske tjenester, der kan skaffe dem midler og stemmer til deres valgkamp. Libertarianere (og andre ærlige kandidater) som ikke vil misbruge deres position kan ikke give tjenester væk, og de har derfor færre midler at føre valgkamp for, og de er derfor fra starten stærkt handicappede ved et valg.

Libertarianere er en minoritet, og vi underpræsterer, når der er valg, så det er håbløst at forsøge at vinde valg.

Forårsaget opførsel
Betragt disse tre niveauer af politisk abstraktion:

1. Politik: Specifikke love.

2. Institutioner: Et helt land og dets retslige og politiske system.

3. Økosystem: Alle nationer og miljøet, som de konkurrerer og udvikles i.

Folkeaktivisme behandler politik og institutioner som resultatet af specifikke menneskelige hensigter. Men politik er i det store hele forårsaget af institutioner, og institutioner er forårsaget af det globale politiske økosystem.

Institutioner, ikke politik
Jeg mener, at libertarianere (inklusive mig selv) spilder enorme mængder energi på at finde løsninger, som aldrig vil blive implementeret eller blot have indflydelse på politik. De er ikke nødvendigvis libertarianske løsninger – ofte forsøger de at nå flertallets mål på en effektiv måde. Vi forfølger den intuitive folkeaktivistiske tilgang, dvs. vi foreslår planer til vores stamme. Men problemet er desværre ikke, at vore magthavere ikke har gode idéer, men at demokrati er en mangelfuld metode til at vælge imellem dem, fordi politikere også agerer efter incitamenter. Så mens vi kunne diskutere i flere uger, hvordan vi stimulerer økonomien mest effektivt, så er effektivitet ikke det primære kriterium, som lovgiverne vælger deres politik efter.

Libertarianere bruger mange af vore ressourcer på at dissekere den første politik og foreslå alternativer. Men at agitere for en bestemt politik er ligesom at beklage sig over en pris – og at glemme, at den er blevet sat af udbud og efterspørgsel. Mens politisk analyse bestemt er et interessant emne, så er det omtrent lige så nyttigt til at forbedre den politiske performance, som fiksering af priser er til at forbedre økonomisk performance. Omend de ikke er helt uden gevinst,[3] så føles politiske debatter langt vigtigere, end de rent faktisk er. Vores kognitive bias forudsætter, at vores stemme betyder lige så meget som et individs i en Dunbarsk jæger-samler-stamme, og således kommenterer vi på nationale anliggender med en tilsvarende passion – selv når ingen lytter. (Nu forstår du blogs og samtalerne i baren!) Disse debatter fungerer som en illusion, der distraherer os fra de mere fundamentale strukturreformer, som faktisk ville give os frihed i vores livstid.[4]

Økosystem, ikke institutioner
Stater er bare endnu en industri, hvor lande tilbyder services til dets borgere, men industrien har nogle uheldige egenskaber. Det er et geografisk opdelt monopol, og siden al land er taget, så har industrien en enorm opstartbarriere. For at starte en ny stat bliver du nød til at vinde over en eksisterende, hvilket betyder, at du skal vinde en krig, et valg eller en revolution. Og industrien har en udpræget grad af kundefastholdelse: Der er barrierer, der gør det svært at emigrere og immigrere, og det at skifte land har både store finansielle og følelsesmæssige omkostninger. Disse karakteristika resulterer i en industri med en forfærdelig mangel på konkurrence, så det er ingen overraskelse, at de eksisterende organisationer har en tendens til at udnytte deres kunder i stedet for at innovere for at tiltrække dem.

Denne analyse er dejlig fri for moralsk debat og har klare praktiske implikationer: Hvis problemet er et marked uden konkurrence, så er løsningen at gøre det mere kompetitivt. Den afslører også håbløsheden af strategier, som ikke løser dette problem, som fx at forsøge at vinde kampen på idéer. Det er tiltalende og nobelt, men ineffektivt. Uden konkurrence vil vore institutioner generere dårlig politik, der gavner den politiske klasse, ikke politik der repræsenterer konsensus hos akademiske økonomer. Vi har brug for mere konkurrence mellem stater, ikke flere akademiske skrifter eller offentlig eksponering.

Et eksperimentelt økosystem
Før jeg blev introduceret til sammenhængen mellem lovgivning og økonomi, gik jeg ud fra, at den største udfordring ved at etablere et godt samfund var at blive enige om en moral og et sæt værdier. Derpå skriver du blot lovene ned, og du er færdig. Det viser sig dog, at selv hvis vi er enige om et sæt definerede rettigheder, så findes der ingen nem måde, hvorpå der derfra kan udledes love og håndhævningsmekanismer. Implementeringen er ikke en triviel detalje, det er den svære del! For at gøre tingene værre, så er det at designe politikken en nem sag. Når vi ser, at den dog udspringer fra institutioners handlemønster, går tingene fra at være svære til at være umulige (så de tager lidt længere).

Fordi vi har ingen a priori viden om hvilken slags stat, der er den bedste, kræver jagten på det gode samfund både eksperimenter såvel som teori – at prøve mange nye institutioner for at se, hvordan de virker i praksis. Det kræver, at institutionerne indlejres i et system, som tillader, at de nemt kan skabes, testes og sammenlignes. En statsindustri med en lavere opstartsbarriere, og hvor det er nemmere at skifte udbyder, vil give plads til denne konstante eksperimenteren på lille skala.

Dette system har en række fordele:

  • Det skaber specifikke, virkelige eksempler, der kan peges på, når egenskaberne ved forskellige systemer debatteres. Hvor mange millioner af ord fra akademiske skrifter om fordelene ved frie markeder skal der til for at veje lige så tungt som de to ord “Hong Kong”?
  • Potentielle kunder hos det nye system kunne rent faktisk opleve det fysisk og følelsesmæssigt i stedet for som en mental abstraktion, hvilket er langt mere virksomt, når personer skal overbevises. For borgerne i USSR kunne et enkelt besøg i vesten overvinde adskillige års sovjetisk propaganda.
  • Det sætter fortalerne for et alternativt system (som libertarianisme) i stand til at leve deres drøm meget tidligere, fordi de har kun brug for at samle en lille gruppe for at eksperimentere med deres nye samfund i stedet for at overbevise en hel eksisterende nation (hvilket måske aldrig vil ske).
  • Det giver en vedvarende evolutionær proces, hvor samfund lærer med tiden og ændres i takt med verden omkring dem.
  • Det forudsætter ikke, at der er ét slags samfund, der er bedst for alle. Folk kan forsøge at leve deres idealer uden at tvinge dem ned over hovedet på andre. Det omfavner ikke blot adskillige varianter af libertarianisme, men også andre mål og metoder til at skabe et godt samfund.

Ødemarkens rolle*
Som Bryan Caplan siger:[5] Når du arbejder med eksisterende institutioner, så er strukturel forandring og politisk forandring det samme, for du kan kun ændre strukturen ved at implementere en politik. Kun ved at starte fra bunden, kan du skabe en bedre struktur uden at skulle overkomme indgroede interesser, som har en tendens til at bekæmpe innovation, fordi det indskrænker deres magt. Historisk har ødemarken fungeret som en ramme for denne eksperimenteren.

Der er positive aspekter ved dette behov for en ødemark, for der er en mængde mennesker (der pt. er ganske frustrerede), for hvem trangen til at pionere er et grundlæggende instinkt. Jeg skælder ofte ud på dårlige instinkter, men det er meget lettere at arbejde med instinkter frem for imod dem, så det er rart at have ét på vores side!

Desuden er de første skridt til at indtage en ny ødemark at komme frem med en idé, sprede den og bygge en koalition af mennesker, som er klar til at udleve den – den samme procedure og det samme instinkt som folkeaktivisme. Forskellen ligger i strategien med rent faktisk at implementere visionen med det antal mennesker, man med rimelighed kan få med, i stedet for en strategi der kræver millioner af samtykkende, før der kan gøres noget i praksis. Problemet er ikke instinkterne, det er at adlyde dem uden at genevaluere, om de passer til den moderne verden.

Teknologi er langt vigtigere end retorik
Overvej de relative effekter af Zero Population Growth-retorikken versus P-pille-teknologien på at ændre befolkningsvæksten i verden. Den er monumental. Teknologi ændrer incitamenter, hvilket er en langt mere effektiv metode til at opnå omfattende forandring frem for at bekæmpe menneskers bias eller ændre deres holdninger. Desværre er teknologi også en meget nyere spiller i den menneskelige historie end retorik, og det er derfor en meget mindre intuitiv strategi.

Alternativer til folkeaktivisme
Free State Project
Målet med FSP er at få 20.000 frihedsaktivister til at flytte til den amerikanske delstat New Hampshire. Indtil videre har 9.000 meldt sig og 700 har taget skridtet og er flyttet. Selv disse få har været i stand til at vælge 4 ud af de 400 statsrepræsentanter, hvilket gør det plausibelt, at alle 20.000 kunne få en væsentlig indflydelse på den førte politik i staten.

Jeg har min tvivl omkring mængden af frihed, som FSP vil være i stand til at sikre, fordi de fleste restriktioner og skatteregler er indført på føderalt niveau, og fordi spørgsmålet om delstaternes rettigheder blev sat ret godt på plads i 1865. I stedet for at åbne en ny ødemark, så befinder de sig på land, der er optaget og kontrolleret af den mægtigste militærmagt i verden. De opererer desuden indenfor det traditionelle demokrati med dets mangler.

FSP er dog stadig bevidst udviklet som en reaktion på, at de hidtidige forsøg på at gennemføre libertarianske reformer til dato er fejlet, og det er en stor forbedring i forhold til folkeaktivisme. Det koncentrerer vores styrker i stedet for at være afhængig af en storstilet libertariansk bevægelse, som aldrig vil komme. Det baseres på øjeblikkelig handling: At praktisere vores principper i dag for at demonstrere, at frihed virker, i stedet for blot at prædike i det uendelige.

At være indenfor USA begrænser den opnåelige frihed, men det begrænser også sværhedsgraden, så dette er en god mulighed med lav risiko og lille belønning.

Kryptoanarki
Denne ide, som blev foreslået i Tim Mays “Crypto Anarchist Manifesto” helt tilbage i 1988, går ud på, at anonyme digitale valutaer ville kunne begrænse statens magt kraftigt. Mens computer- og netværksteknologi har udviklet sig enormt, siden den blev skrevet, så har digital valuta ikke haft sit gennembrud, og digitale transaktioner synes at have haft størst indflydelse på musikindustriens salg, ikke på “evnen til at beskatte og kontrollere økonomiske interaktioner,” som May forudsagde.

På trods af den digitale krypterings matematiske elegance, så er den analoge verden hjemsted for det meste af forbruget og indtjeningen, hvilket derfor kan beskattes og reguleres. Desuden er den fysiske verden en ramme for kontrol – ligegyldigt hvor sofistikeret en avatar er, så vil det se virkeligt skidt ud med en kniv mellem skuldrene på dens bagmand.

Mens internettet har været et stort skridt på vejen mod en mere virtuel livsstil, så vil vi ikke i den nære fremtid flytte hele vores liv ind i cyberspace. Med tiden vil flere af Mays forudsigelser blive opfyldt, men det vil ske langsomt og for en begrænset del af menneskets affærer. Cyberspace er dog et langt mere kompetitivt, anonymt miljø, der er sværere at beskatte og regulere, så at fremme det er en måde hvorpå frihed kan accelereres ved brugen af teknologi.

Markedsanarkisme
Beskrevet i bøger som Machinery of Freedom er dette et system, hvor private konkurrerende selskaber definerer, dømmer og håndhæver loven. Det er en løjerlig og smuk idé, som det er umuligt at beskrive på retfærdig vis på kort plads, delvist fordi det i så høj en grad er et forsvar for menneskelig handling i stedet for menneskelig design. Dets geniale logik løser smukt alle problemer med, hvordan der skabes en institution, som genererer effektive politikker. Og det er et økosystem, ikke blot en institution: Det genererer mange retssystemer gennem konkurrence, innovation og imitation.

Desværre er der ingen oplagt trinvis vej til sådan et samfund. Dets fortalere tilbyder et svagt håb om, at staten på en eller anden måde vil glide væk, men som observeret tidligere, så siger erfaringen, at magt er god til at gentage sig selv. Anarkisme er kun værd at vende tilbage til, hvis vi på en anden måde kan få en politisk tabula rasa. For eksempel…

Seasteading
Seasteading er mit forslag til at åbne havene som en ny ødemark,[6] hvor vi kan bygge nye bystater til at eksperimentere med nye institutioner. Det vil gøre opstartsbarrieren til at starte en ny stat dramatisk lavere, fordi selv om havplatforme er dyre, så er de stadig billige i forhold til at vinde en krig, et valg eller en revolution. En lavere opstartsbarriere betyder mere eksperimenteren på et lille niveau. Endvidere har det flydende hav en unik natur, som gør, at byer kan bygges på modulær facon, hvor hele bygninger kan kobles fri og flyde væk. Denne fysiske mobilitet uden fortilfælde vil tillade os at forlade et land uden at forlade vores hjem, hvilket øger konkurrencen mellem stater.

Dette er en plan, der bygger på øjeblikkelig handling og ikke på håb eller debat. Det gør brug af de mennesker, vi har nu, i stedet for at prøve at konvertere masserne, og det undgår de indgroede interessegrupper ved at flytte til ødemarken. Vigtigst af alt øger det den jurisdiktionelle konkurrence. Det vil ikke blot skabe et nyt land, men snarere et helt økosystem af lande, der konkurrerer og innoverer for at tiltrække borgere. Som ethvert marked vil trial-and-error-processen generere løsninger, vi end ikke kan forestille os – men som vi ved vil være bedre for kunderne.

Det er langt fra sikkert, at seasteading får succes, men vi står over for et svært problem, og der er ingen nemme løsninger. To af de største farer er omkostningerne og farerne forbundet med det maritime miljø, samt chancen for at stater vil blande sig. Sidstnævnte er en systemisk risiko for enhver reform (hvis de vil blande sig i en ny by på havet, så er intet sted sikkert[7]), men førstnævnte er en særegen risiko, som kan diversificeres væk, hvis seasteading var en del af et portefølje af frihedsprojekter.

Jeg grundlagde The Seasteading Institute for at fremme denne strategi, så hvis du er interesseret i at lære mere, så se vores website, FAQ og bog.

Konklusion
Hvis en brøkdel af den passion, tankevirksomhed og kapital, som spildes på libertariansk folkeaktivisme i stedet blev anvendt på mere realistiske strategier, så ville vi have en meget bedre chance for at opnå frihed i vores livstid. Vi må overkomme vores instinkt for at missionere og i stedet bevidst analysere vejene til reformer. Uanset om du er enig i min analyse af de specifikke strategier eller ej, så vil min tid ikke være spildt, hvis jeg kan få flere libertarianere til at stoppe med at banke hovederne mod demokratiets incitamentstruktur, at stoppe med at beklage sig over, at folk er blinde over for magtens misbrug, mens de selv er blinde over for magtens stabilitet, og til at tænke over, hvordan vi kan skabe systemisk forandring udenfor indgroede magtstrukturer, der realistisk kan føre til en friere verden.

—————–

[1] Dette var i essensen et skifte fra at kigge langt væk fra til at kigge tæt på, se Robin Hansons diskussion af forskellen i “A Tale of Two Tradeoffs” og “Abstrakt/Distant Future Bias”. Forskellen dækkes også i Daniel Gilberts “Stumbling On Happiness”.

[2] Mancur Olsons The Rise and Decline of Nations er een kilde. Det nyeste arbejde på området er mig bekendt Bryan Caplans “The Myth of the Rational Voter”, den dækker dog kun et område af demokratisk svigt.

[3] Politisk analyse er ikke uden fordele. Det hjælper folk med at forstå, hvor mangelfuld den eksisterende politik er, hvilket er forudsætningen for at se, at institutioner er mangefulde. At forstå institutioners mangler hjælper os med at forstå markedet, som frembringer dem. Processen hjælper vores økonomiske forståelse, og afvejningerne som ethvert samfund må lave. Politisk analyse er vigtigt som et grundlag for vores forståelse, men vi har masser af grundlag – nu skal der bygges oven på.

[4] Dette er Free State Projects motto, et vidunderligt kampråb.

[5] Det er politik hele vejen ned, med undtagelse af seasteading.

[6] Bemærk også at rummet har endnu mere mobilitet end havet og langt flere ressourcer, plus det diversificerer mennesket væk fra sten nummer 3 [fra solen, LBO], hvilket er ekstremt vigtigt. Havet er altså blot den næstsidste ødemark.

[7] Nogle mennesker argumenterer for, at et stærkt forsvar mod eksisterende stater er et andet svar, fx ved hjælp af masseødelæggelsesvåben. Denne løsning har nogle problemer: 1) Pionerarbejde kan gøres trinvist, mens folk der næsten har atomvåben kommer i store problemer. 2) Selvforsvar løser ikke nogen af de systemiske problemer, som nuværende stater har. 3) At kunne forsvare sig selv mod de stærkeste eksisterende nationer er en kæmpe opstartsbarriere. Af disse grunde vil den ekperimenterende verden, som vi vil have, sandsynligvis ikke opstå, hvis stater jævnligt vil blande sig i små eksperimenterende samfund.

[*] [“ødemark” oversat fra “frontier“, der betegner området omkring civilisationens grænse. Jeg kender ikke et bedre ord på dansk, LBO]

Mere læsestof
Jeg startede for nyligt en blog kaldet “Let A Thousand Nations Bloom” med Jonathan Wilde og Mike Gibson, der handler om at forbedre markedet for stater. Vi tager gerne imod gæsteindlæg.

Jeg kender kun til få værker, som direkte omhandler dette emne og tager gerne imod andre referencer. Her er nogle af dem, jeg kender:

Oversat af Lasse Birk Olesen, 2010. Bragt første gang i Cato Unbound april 2009.

Ordet forskning, med dets variationer og kombinationer (forskning og udvikling eller den mere moderne forskning, udvikling og teknologisk innovation) synes som regel at være et af de fundamentale elementer, for at en nation oplever økonomisk vækst. Sjældent er det, iblandt de mange politiske taler og forskellige retoriske fremgangsmetoder, at denne idé ikke dukker op – illustreret bedst i de forskellige procentsatser af BNP som der diskuteres og fremlægges til formålet forskning.

Uden genrens tvivl, dukker der ustandseligt nye produkter og ydelser op til tilfredsstillelsen af vores behov. Ikke blot dette, men at disse forbedringer som tjener klienten bedst muligt, tillader også at virksomheder har lavere produktionsomkostninger.

De forskellige opskrifter som skabes i politiske kredse, til fordel for forskning som et fundamentalt element i forsøget på at overvinde krisen, virker som, i princippet, at være på den rette vej. Ikke desto mindre, påstanden må uddybes, da vi kan observere at selvom en stor grad af forskning finder sted, er dette ikke ensbetydende med økonomisk vækst.

På denne måde, under den kolde krig, fremlagde Sovjet Unionen en betragtelig andel af dets BNP til forskning og udvikling, en ca. 2 % i 1990, hvilket er en procentsats meget højere end i andre lande, som Spanien. Til trods for dette, var udviklingen langt under niveau sammenlignet med andre lande, hvor de havde en mindre andel sat af til forskning, og den økonomiske vækst fandt ikke vejen frem. Manglen af produkter på markedet var så markant, at folket tilbragte store mængder af tid, for blot at stå i kø, til de mest basale goder.

Derfor kan forskning ikke anerkendes som værende den eneste faktor, som påvirker et lands udvikling. For at forstå den rolle som forskning spiller, må denne, altså forskning, analyseres under de samme parametre som i hvilken som helst anden investering. Det vil sige, hvis tidspunktet er inde til at investere, og der analyseres parametre som udgangspunkt for retur på investeringen, endvidere omkostningen og alternativer, når det drejer sig om forskning, skal de samme beregninger foretages. Det vil intet nytte, hvis et firma forsker i en teknologi som vil kunne øge dets salg med 10 % de næste 10 år, hvorefter omkostningen af forskningen fordobler den mulige stigning af salg, eller hvis den finansielle omkostning er uacceptabel. I disse tilfælde er projektet i forskning ikke kun en ulempe
, men også et vigtigt passiv.

Det samme ville finde sted med projekter i forskning sponsoreret af det administrative offentlige. Hvis fordelene som tillades at opnå er mindre end omkostningerne, vil disse projekter omdanne sig som last for de medvirkende, de som betaler skat, og besvære den økonomiske helbredelse. Endvidere, disse projekter har et mærkværdigt element til forskel fra de andre, og det er: mens projekter med henblik på forskning i en virksomhed overflødiggøres til dets fordel, samt dets omkostninger heri, er de forskellige statsfinansierede projekter betalt i skattepenge, hvor de som betaler ingen fortjeneste får, hvis projektet viser sig at bære frugt.

Derfor må det siges, at denne højere omkostning er negativ for de forskellige virksomheder og forbrugere som ingen gavn ser hvis projektet skulle lykkedes, hvilket bidrager negativt til at komme ud af krisen. Normalt er det, at de små virksomheder får et minimalt udbytte af projekter i forskning, men stadig bidrager de til omkostningerne.

Det er med dette som udgangspunkt, at vi ikke kan helliggøre rollen som forskning spiller i økonomisk udvikling, heller ikke til at komme ud af krisen, men at anskue det som endnu et værktøj til, som bedst bruges, når det evalueres under de samme parametre som i hvilken som helst anden investering: undersøge omkostningerne, mulige fordele/ulemper og det praktiske. I tilfælde af, at denne analyse ikke realiseres, er det ikke at det ikke vil fungere, men at det vil forværre mulighederne for at komme ud af krisen.

Sidste weekend var jeg ude og hjælpe med at afholde en fest i en skov sammen med en masse glade mennesker til fordel for regnskoven på Borneo, og i forbindelse med dette faldte jeg over denne lille perle af et stykke musik. Lyrik.

I never cared for authority

I never felt part of the majority

Om Instituttet:
Juan De Mariana Instituttet er en uafhængig organisation, tænketank, med henblik på forskning i de offentlige institutioner. Målet er at opnå en selvstændig balance, instituttet accepterer ikke subsidier eller anden slags form for finansiel hjælp, hverken fra staten eller politiske partier. Derfor er dets aktiviteter i forsvar for friheden finansieret af partikulære, fundationer og private institutioner som deler dets mål.

Organisationens startskud finder sted i år 2005 efter flere års sammenhængende arbejde af dets medlemmer indenfor forskning, journalistik, undervisning og verden af private virksomheder. Fra dets start har målet altid været, at viderebringe konceptet om individuel frihed.

Instituttets mission består i at forske samt oplyse den spanske, europæiske og latinamerikanske befolkning, om fordelene som opnås til generelle interesser ved varetagelsen af privat ejendomsret, det frie initiativ og om fordelene ved begrænset magt til det offentlige. Vi forstår at kun via forsvar og forstærkelsen af disse institutioner, er det muligt at garantere de værdier som sikrer at samleve i fred og frihed, og via dette opnå voksende kvoter for velfærd og velstand til alle. Ideen er at blive en reference for offentlig debat om ideer og den offentlige politik, med synet fremsat på et frit samfund, hvor individerne som skaber sammenhængskraften, i så lille en grad som muligt oplever institutionel tvang.

Opkaldt efter:
Instituttet tager navn fra den store tænker Juan de Mariana. Født i Talavera de la Reina i slutningen af 1535, blev Fader Mariana, som tiden gik, en af de mest originale og solide tænkere i den Salamanske skoles tradition. Han markerede sig grundet sin intellektuelle kapacitet og efter at blive medlem af Jesuitordenen, læste han på universitetet i Alcalá. Omkring 1560 blev han kaldt til Rom for at undervise i teologi. Hans voksende prestige som professor og tænker tog ham senere til Lorete og Sicilien. Ved slutningen af dette samme årti, drog han til Paris for at undervise i Helgen Tomás Aquinas`doktriner. På det gamle kontinent var han allerede et af de mest respekterede intellektuelle. I 1574 vender han tilbage til Spanien efter at have anmodet om et skifte grundet problemer med helbredet. Disse problemer stoppede ham ikke fra at imødegå sin mest intellektuelt produktive periode af sit liv og leve indtil de 89 år.

Hans forsvar for den private ejendomsret og de klare samt strikse grænser af den politiske kraft, fortsætter dagen i dag med at være formidable anbefalinger til vedligeholdelsen af de individuelle rettigheder vi som mennesker besidder.

Hans modstand mod møntforfalskning(devaluering), mod monopoler, mod skatter uden samtykke og uberettiget krig, giver os størrelsen af anvendelsen i de liberale principper om studiet vedrørende aggression mod friheden.

Hans sponsorat af et ligevægtigt budget og en sund mønt repræsenterer den analyse og søgen efter løsninger i politisk økonomi, på samme tid effektive og vedhæftet i etiske principper til de vigtigste spørgsmål omringende de sociale og økonomiske anliggender.

Sidst, men ikke mindst, pga. sit imponerende personlige forpligtigelse, i selv de sværeste tider, gør at tænketanken ikke blot tager udgangspunkt i hans ideer, men også hans person som et eksempel at følge i de aktuelle liberale generationers kamp indenfor og udenfor vores front.

Hvor tit går man rundt, og tænker på grunden til at få en uddannelse? De fleste tænker slet ikke over det, og dem der gør, gør det kun, fordi de er utilfredse med deres studie, og overvejer et nyt.

Meningen med et studie er i bund og grund at blive uddannet, det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Men hvad skal studiet gøre godt for? På studiet får man nogle kompetencer, som man kan bruge på et senere arbejde, men disse erfaringer er ikke nok. At gennemleve en ting og læse om det i en bog er ikke det samme.

Al undervisning bygger på at forklare os tingenes sammenhæng, for at inddrage Platon, kunne man sige at uddannelsen prøver at forklare fænomenernes verden med begreber fra ideernes verden.

OG det er der min anke er! Undervisningen vil forklare os sammenhænge, i stedet for at lade os sanse dem. Den litteratur der læses, bliver læst af tvang og ikke af lyst. Dette betyder, at læsningen ikke når ind under huden, og gør det som undervisningen egentligt burde gøre; danne vores karakter.

Når man læser for at opfylde et af andre sat mål, så læser man med den intension, at man skal bruge den, for at fremhæve sig i forhold til andre. Læsningen bliver ikke læst for læsningen eller oplevelsens skyld, men fordi man har blikket vendt imod enden på uddannelsen og karakterbladet.

Altså sammenfattet; man tager en uddannelse for at få et papir i hånden, hvor der står at man er dygtig.

Men er man så dygtig? At man kan referere Platon, er vel ikke et tegn på, at man har forstået Platon. Hulelignelsen er i bund og grund en skygge på hulens væg, og selvom man kan tolke den, vil det stadig være en tolkning af skyggen og ikke selve ideen bag.

Sådan er det med uddannelsen, man lærer at tolke fænomenerne, men ikke ideerne. For de kan nemlig ikke tolkes, de kan kun sanses.

Uddannelsen burde kun have et eneste formål, nemlig at åbne vores øjne op for nye muligheder for sansninger. Bliver vi inspireret til at følge en sansning ud af en tangent, burde der være åbent for dette. Dette ville føre til eksperter con amore, der elskede deres ekspertområde, som de ikke kunne elske andet. Det kan vi se fra andre aspekter af livet, der ikke er underlagt den akademiske kontrol.

F.eks. husker vi små ting om vores vennekreds, det kunne være, at en vens ynglingsband var XX, hører man så en sang med XX i radioen, tænker man på sin ven. Det er fænomenerne der hænger sammen, på et dybere plan; i en slags ideernes verden.

Dette gør vi helt af os selv, og ikke fordi det forventes af os. Sådan burde undervisningen også bygges op. Flere timer på uddannelsessteder er ikke nødvendigt, hvad der er mere vigtigt er, at uddannelsen bliver bygget af elevernes engagement, og ikke den slags hvor eleverne prøver at fedte sig opad, men på den måde at eleverne brænder for den situation de er i lige nu.

Lad mig stille et spørgsmål til dem af jer der studerer, hvis I aldrig mere ville få karakterer, ville i så begynde at sløse?

Svaret vil i første omgang være ja, I ville med et kunne undlade at tage stilling til irriterende og i jeres øjne ligegyldige emner. Men hvad så med de ting der interesserer jer, de sager der har jeres passion på uddannelsen?

Disse emner vil nu få al opmærksomheden, og I vil blive eksperter i jeres felt con amore. I vil ikke kunne lægge jeres arbejdsområde fra jer, og det er sådan en ressource Danmark har brug for.

At arbejde (og uddanne sig) for pengenes skyld er ikke andet, end hvad fabriksarbejderen gør. Myren der løber igennem tuen dag ud og dag ind, for at please en dronning.

Arbejdet bør bære glæden i sig selv og ikke være et middel. Det samme skal uddannelsen, uddannelsen skal være en smagen på den nydelsesfulde klogskab.

En klogskab der kan eskalere, og få en til at se sit felt fra alle leder og kanter, og måske endeligt se feltets plads i ideernes verden.

”Det gør man også af studiet nu!” vil nogle måske påstå. Men dette er ikke korrekt. Uddannelse er nemlig generelt forkert, læser man Locke er der to idetyper (ide er her ikke det samme som Platons begreb) sanseideer og refleksionsideer. Sanseideer er sansepåvirkninger, og reflektionsideer er refleksioner over sansninger.

Hvad er den vigtigste af disse to typer? Mit svar er ingen, begge er lige nødvendige. Sansningerne står aldrig alene, de bygger altid ovenpå refleksioner af tidligere sansninger. Det eneste tidspunkt, hvor vi tænker rent er når vi er nyfødte og har en såkaldt tabula rasa, en ren tavle klar til at blive påklistret med refleksioner.

Som babyer bevæger vi os rundt og sanser alt og lever på refleksionerne af det. Vi lærer ekstremt hurtigt som babyer. I uddannelsessystemet sanser vi ingenting, men reflekterer over andres refleksioner. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at læse for at blive klogere, men det der trigger i lærringsprocessen er, hvis man selv kan gøre refleksioner over de sansninger, man har fået, sådan som vi er født til. At læse en bog er derfor et angreb imod sin overbevisning, dette er sundt, når man har styr på sine refleksioner. Forcere man sig igennem sin uddannelse, kommer man ud på den anden side, ikke en pind klogere, men med en masse tp-viden om sit felt.

En ny undersøgelse viser, at DR leverer upartisk journalistik i deres nyhedsudsendelser.

Hvad kan man så bruge den undersøgelse til?

Svaret er ingenting.

Fordi det er ret ligegyldigt, om DR leverer røde, blå eller objektive nyheder.

Det der mangler i medieverden, og for TV i særdeleshed, er forskellighed. Hvis undersøgelsen har ret, og både DR og TV2 laver gode objektive nyhedsudsendelser, så er der ingen grund til at have begge disse kanaler. Og da slet ikke, når man skal tvinges til at betale licens for det.

Et privat DR vil være en fordel for alle mediebrugere. DR har de seneste år, som man kan læse i Christian Nissens selvbiografi ’Generalens veje og vildveje’ , bevæget sig mere hen mod seeres vaner. I gamle dage kørte DR sit eget show, og de var egentlig ligeglade med, hvad seerne mente. I dag er problemet mere, at DR gennem deres tvangslicens kvæler alt konkurrence.

Situationen med medielicens betyder, at DR ikke bliver straffet (eller belønnet), når de skal. Det er en meget dårlig løsning, at DR reelt sender en masse TV, som ingen nødvendigvis ønsker. Det er interessant, hvad folk vil give for DR, hvis de fik valget. Jeg tvivler meget på, at beløbet vil nærme sig den nuværende licens.

Alternativet til medielicens er f.eks. at DR er privat og skal leve af reklamer og en abonnementspris, som f.eks. TV3 gør i dag. For der er intet unikt ved, at DR i dag ikke viser reklamer.

Faktisk er det rimelig normal procedure for dyre kanaler, da den høje pris gør, at man kan slippe for reklamer. Det ser man f.eks. også hos TV1000 og Canal Plus. Sidstnævnte koster 2628 hvis man ønsker alle deres otte kanaler. Når folk nævner, at de ikke gider se reklamer, så kan jeg godt forstå dem. Jeg gider heller ikke se reklamer, hvis jeg kan undgå det. Men hvis jeg kan slippe med at betale 1/10 for min tv pakke, så vil jeg godt se reklamer. Hvis man lavede to lignede DR kanaler, hvor den ene lignede den nuværende kanal til samme pris som nu, og den anden kanal havde samme indhold, men her måtte man vise reklamer, og derfor vil man kunne få kanalen for 600 kr. om året, så vil det være spændende at se, hvad folk vil vælge.

Den høje pris i dag gør også, at DR prøver at ramme bredt, fordi så får vi alle sammen glæde af deres medie. Onde tunger vil nok nærmere påpege, at de gør det for, at de stadig kan legimitere at opkræve licens fra alle.

At DR rammer bredt i dag er det bedste argument for, hvorfor der ikke er brug for DR. Hvis alle disse programmer i virkeligheden ønskes af befolkningen, så er der masser af kommercielle kanaler, som vil elske disse programmer. SBS er et godt eksempel på en kommerciel kanal, som har valgt at lave decideret TV for specifikke grupper. De har en kanal for mænd, kvinder osv. Denne udvikling kan man så fortsætte med TV for hundejere, katteejere osv. På nyhedsområdet kan man lave nyheder for socialister, liberalister osv. (Markedet finder ud af, hvor grænsen går.)

I sidste ende vil det især gavne nyhederne, da der ikke er noget galt med, at der findes røde og blå medier osv. Det er da kun rart at der findes medier, som mener noget, og især medier der vil indrømme, at de mener noget. De kan selvfølgelig også vælge at være ’objektive’, hvis de vurderer markedet er størst der. Det gode er netop, at der er plads til både store objektive kanaler og små niche kanaler.

Problemet i dag er, at DR kvæler mere end de reelt gavner. Ingen kommercielle kanaler ønsker at bevæge sig ind på et marked, som DR og TV2 står uhyggeligt stærkt på. Især ikke når DR blot tvinger borgere til at betale for deres kanal. Det betyder, at folk ikke gider betale for endnu en nyhedskanal, da man alligevel er tvunget til at betale for DR i forvejen.

Så drop nu alt den snak om hvad farve DR’s journalister har. Det er ligegyldigt. DR skal privatiseres uanset hvad, da det er den eneste måde, hvorved vi kan skabe et bedre tv markedet.

Sign In

Reset Your Password