Norske Libertinius har sammen med Liberator.dk følgende billedhilsen til det danske folk: (Hele vejen fra Kardemommeby, hvor lovgivningen er dejlig simpel 
Her er en af de bedste digtsamlinger fra 2010, og en af de mest bidende skildringer af det formyndersamfund der omslutter os i dag. Skynd dig ned til din bogpusher og få fat i et eksemplar 😀
”Det her er ikke klunketid, det her er hesteædernes krise”
Thomas Boberg
Hesteæderne
Gyldendal
96 sider.
*****-
Jeg vil gerne starte med at skyde al min sure mavesaft ud, der er enkle stavefejl, som kan være meget forstyrrende i en digtsamling, og der er en side der har flyttet sig længere ud i margenen på mit eksemplar, for hold da fast dette er saftsuseme en god bog.
Thomas Boberg har i sin femtende digtsamling, grillet sin samtid. I en beskrivelse af et lille samfund med konsulen der bor omkring sin falske sø, og hesteæderne der løber rundt i gaderne under opsyn af hestepiskere.
Bogen er delt i to, de sidste tre sider er en lille kortprosatekst med en maler der beskriver apokalypsen. En undergangshistorie med grobund i en ny istid, et anarki hvor hesteæderne jagter hinanden, og hvor ”kunsten rådnede op i en kosmisk skandale.” Der sendes også en tak til fangevogteren Frantz, som efter min formodning er Frantz Kafka. Bogen er også meget Kafkask, i sin beskrivelser af undertrykkelse i en ironisk men dog seriøs tone.
Selve digtene er prosaiske, og kan læses som en historie. Dette gør at man læser videre i den, og bogen er bedst hvis man sluger den i et stykke.
Omslaget er også et lille kunstværk i sig selv, der beskriver bogens indhold fyldestgørende. På forsiden vises en mand der spiser af en hest, som han selv er forbundet til: prosadigtene. På bagsiden er et hestekranium og en række forbydende eder, som efter apokalypsen.
Altså en forrygende god bog, som man føler der virkeligt er blevet arbejdet med, det er derfor ekstra generende med de små tastefejl og forrykninger i tekstlayoutet, men set bort fra dette, er dette årets digtsamling!
Oprindeligt udgivet på Ørestad Avis: www.amager.net/omag
Det er der nemlig, og det har Kenneth Bøgh Andersen skrevet en bog om.
En alt for kort men ret spændende bog
Kenneth Bøgh Andersen
Den sidste dag?
Høst og søn
80 sider
***—
Det er en god bog som Kenneth Bøhn Andersen har fået skrevet, en bog efter du-er-hovedpersonen-princippet, kendt fra rollespilsbøger som dungeons and dragons og sværd og trolddom, som jeg slugte da jeg gik i folkeskolen i Agersted.
Dengang var det bare trolde og dæmoner, som kunne sætte en stopper for ens videre færd, i ” Den Sidste Dag?” Er det alle de små beslutninger vi hver især tager i vores hverdag, der bliver udslagsgivende for om vi for lov til at overleve, og kan læse videre.
Selve konceptet er superfedt, at sætte fokus på det vi alle godt ved; at livet er skrøbeligt og vi kan dø når som helst. Det er en bog der i den grad har været savnet, en bog der hiver gulvtæppet væk under os i vores travle hverdag, og viser os hvor svage vi står stillet, når det bare ligger i kortene at alt skal forsøge at slå os ihjel.
Den gør også grin med hele den helsedebat vi har, for princippet for den debat er jo, at bare vi passer godt på os selv, så lever vi til vi bliver hundred år, her dør du af ingenting, nogen gange også af at vælge det sunde alternativ.
Derfor er det også så ærgerligt at den har et så omfangsrigt problem, som at den er så kort, et problem der spiller ind på flere fronter. For det første er den hurtigt gennemlæst, det tog under en time at komme til slut, selvfølgelig medtaget at man ikke starter forfra hver gang man dør. For det andet, på grund af den korte længde virker mange svarmuligheder som at man kan vælge at gå til den side, hvor man fortsætter, eller den side hvor man dør. Man kunne godt savne at man kunne være på vej ud på et sidespor, men alligevel stod til at redde, og man ikke døde ved det første fejle nummer man bladrede til. For det tredje gør det at man kun kan nyde bogen sjældent, simpelthen fordi man kan huske hvad man skal gøre i de forskellige situationer.
Så alt i alt en spændende bog, men den er ALT FOR KORT, som desværre hiver den gevaldigt ned. Men hvis man skal ind i en bus til den anden ende af byen, kan den være en god ide til læsning, desværre holder den nok ikke længe nok til en tur til jylland.
Oprindeligt skrevet til Ørestad avis: www.amager.net/omag
Her er en anmeldelse af et stort biografisk værk om Moltke, en mand der formåede at skabe sig en god karriere under enevælden, hvor social mobilitet ikke var særligt kendt. Dette kan være meget spændende læsning, for det foregår i en stor del af 1700-tallet hvor de liberale ideer begynder at blomstre frem.
Der skal dog siges, at moltke ikke var en stor tilhænger af de liberale værdier, så det er ikke derfor man skal læse bogen.
En stor bog om en stor mand
Moltke –Rigets Mægtigste mandag
Gads forlag
400 sider
******
I anledningen af Adam Gottlob Moltkes 300 fødselsdag er en storstilet biografi blevet udgivet. ”Og hvem er den starut så?” vil de fleste sikkert spørge sig selv. Han var såmænd en af de vigtigste personer i det danske hof i 1700-tallet, grunden til hans liden berømmelse i forhold til fx Struense, var at han forstod at holde sig i baggrunden af kongen, og have et for det meste godt forhold til de hof han arbejdede under.
Den vigtigste periode er dog Frederik den 5 regeringstid 1746-66, kongen var nemlig ude i et regulært alkoholmisbrug, og var deraf en uregerlig type og en dårlig leder. Moltke var således den dygtige rådgiver, der ikke nok med at han holdt skuden gående også gjorte Frederik 5 til en afholdt regent i hans samtid.
Moltke var derudover en stor godsejer, initiativtager til Frederiksstaden, kunstakademiet på Charlottenborg og en masse andre ting. Moltke var nemlig en iværksætter af format, og han steg hastigt i graderne fra at være tysk indvandrer vokset op hos lavadelen på møn, til at komme ind i inderkredsen af det danske hof. Det er en historie, som er spændende at læse, og forfatterne fortæller inspirerende og vidende om både hofmanden og mennesket uden at det bliver poppet.
Værket kommer ind på alle facetter der kunne interessere læseren, både om personen, men også godser og hans videre slægt. Bogen redegør sagligt for sine synspunkter, og man fornemmer at det er dybt professionelle folk der har arbejdet med værket, med den intension om at skrive et oplysende og spændende skrift i stedet for at skrive med et økonomisk mål, som man for eksempel fornemmer i Stan Lauryssens ”Dali og jeg”, som blev anmeldt i sidste nummer.
Anmeldelsen er oprindeligt skrevet til Ørestad avis www. amager.net/omag
Vished om sig selv
Der er noget man må forstå inden man begiver sig ud i verdenen
Og det er at en Martin er nødvendig
Roser skal vokse i en by for at der er et miljø
Jeg læste engang i en brochure at Kristiansand er rosernes by i Norge
Der bor sikkert også en Martin der
Men jeg kan naturligvis ikke vide det
Men jeg regner med det
Og det er nok for mig!
Men hvad kan jeg vide om norske byer, roser og om Martin?
Hvad ved jeg overhovedet om mig selv?
Jeg ved jeg ikke er norsk, har pollenallergi og ikke hedder Martin.
For at vide må man kende
For at kende må man lede
For at lede må man vide hvor.
Dette kan meget enkelt kaldes for en ond cirkel af uvished
Men hvad ved jeg?
Jeg ved ikke engang hvem Martin er
Men jeg håber
Nej drømmer hver dag om at finde ud af svaret
For Martin er central
Jeg ved ikke hvorfor
Men det er han
Men hvem er han?
Og er alle disse spørgsmål det der gør ham central?
Et spørgsmål uden et svar er interessant
Et spørgsmål med svar er passe
Hvad skulle alle forskermidler gå til
Hvis alt var bekendt.
En begrænsning lægges ind
Alle linjer skal have en begrænsning
Ellers fortsætter de rundt om globen
Og bliver en cirkel.
Og hvis man skal finde ud af hvem Martin er
Må der ligges en begrænsning ind
For mit budget fordrer
Ikke at jeg rejser jorden rundt
Og møder alle de Martiner og Martins der er
Martin i Rio de Janeiro har noget spændende og sige om skolastisk filosofi
Og Martin i Thyborøn har været fisker hele sit liv
Og har vilde historier at fortælle om havet
På den anden side af vesterhavet
Er der en Martin i Aberdeen, der er raver
Alle disse
Har jeg aldrig mødt
Og vil aldrig komme til
Før jeg har rejst penge til min pilgrimsfærd.
Dette er begrænsningen
Som så mange gange før: det materielle.
Jeg må altså finde svaret her fra hvor jeg står
Og det er ikke let
For her er intet at se
Ud over folk som måske hedder Martin
Måske ikke?
Og hvis man lavede statistik ville
De fleste ikke hedde Martin.
Det er lidt synd
For hvis vi alle var ens og hed Martin
Så ville det være let at finde svar
Og barslen kunne indskrænkes
Det er jo almen kendt
At størstedelen af den tid man går barsel
Bruges på at diskutere navnet.
Det mærkat som man sætter på sin unge
Skal jo bruges når barnet skal ned
På Istedgade
For at sælge sig selv
Og tjene sin coke
Så barnet der nu er vokset op
Kan sidde og stene i en papkasse
Og hallucinere
Se sine drømme få liv i skrappe kulører
Og vågne op senere
Med sådan en hovedpine
Og sådan en ærgrelse over
At papkassen er tom
At al den lys der kommer ud af den
Ikke er andet end tankespin.
Men dette var bare mit tankespin
Fra min side
Så summa summarum
Jeg vil lade tankespinnet tale
Endnu engang
Og skrive digt efter digt
Uden at jeg så meget behøver at rejse mig for at rejse
Ud
Dette er begrænsningen.
Når bogstaverne tager ordet ud af min mund
En ting er det vigtigt
At huske på
Når man digter og det er timingen
Rytmen for hvordan fingrene rammer tastaturet skal være korrekt
De skal glide let som en ungarsk dans
Ellers er de som nyfødte børn
som lige efter at de har forladt moders skede
peger på mig og siger: ”Du der! Du er ikke min far! Gå væk!
Og hvad kan man så gøre?
Forlade hospitalet med hængeører
Som en cocker spaniel
Og blive beklappet
Af utallige små børn.
Timing er en af de vigtigste ting
En finger skal ramme tasten
Som en bølge der slår imod kysten
Og efterlader sig tang
Og tager pantflasker med sig ud i det store ocean
Bringer dem til øde øer
Hvor skibbrudne kan skrive flaskepost
Returnere
Og få tang som tak.
Den skibbrudne, cocker spanielen og jeg har meget til fælles
Vi er i den samme krop
Som hvileløst bevæger sig igennem byens gader
Til disse ophører
Og går langs markerne på landet
På utrættelig jagt på en eller anden
Som vi har hørt om
Men aldrig set
Vi tror han hedder Martin
Men vi ved det åbenlyst ikke
For så ville vi slå det op et sted
Eller spørge i den nærmeste krostue.
Det eneste vi har er seks bogstaver
Som i vores øjne danner navnet Martin
Og med dette for øje
Vandrer vi over grænser imellem by og land
I byen
Jeg ville at jeg kunne drømme
For så kunne jeg finde ud af hvad
Det vil sige at gå i søvne.
Jeg havde spist for meget slik da jeg forlod sofaen
Og nu havde jeg nået til døren
Men gik tilbage til sofaen.
Så ud af vinduet og der var intet at se
Og i min kedsomheds vælde
Gik jeg ned i byen
Og satte mig på en bænk
Som jeg sad i sofaen
I byen skete der ingenting
Mode er en kunstart
Blå er og har altid været havets farve
Og havet går som sagt både fra Danmark til Sverige
Men også andre steder.
Faktisk sådan lidt overalt.
Derfor er blå en væsentlig farve
Alle ved hvordan blå ser ud
Men hvis det ikke var fordi at blå kun blev set om sommeren
Når folk forlod deres domiciler
Og tog på rekreation
Og dyppede sig i blå
Nogen længere end andre
Og så kom de op og tørre sig
Og tog noget sol
For at blive brun
Rytteren
Aldrig før havde man set en mand med sådan en Karakter
Han fortalte han hed Martin
Men fortalte aldrig mere om sig selv
Han red rundt i den lille by
Og altid på faste tidspunkter
Folk stod bag deres gardiner
Og kiggede ud når han red forbi.
Han gjorte stop på forskellige steder
Og skulede ud over horisonterne
Ned af hovedgaden
Og de små huse langs den
Den gamle brugs lå der på den højre side
Og solgte varer til overpris
Da det var det eneste sted man kunne handle.
Gamle damer, som ikke kunne gå
Slæbte sig derned med poser
For at fylde op til dagen.
Når Martin ikke red rundt i den lille by
Sad han indenfor i sin lænestol
Placeret i et nedlagt landbrug lige uden for bygrænsen
Her sad han med en rød snor imellem sine hænder
Og bandt knuder
Inden han gik i seng
Bandt han dem alle sammen op
Så han næste dag kunne knytte nogle nye knuder
På den røde snor
Der lå i lænestolen
Når han var ude at patruljere i den lille stationsby
Hvor et tog kom et par gange om dagen
Der var som regel ingen med
Udover kontrolløren
Der gik hvileløst fra kuppe til kuppe
For at dele bøder ud
Til spøgelser af den tid
Hvor byen havde været velstillet
Og blæsten ikke
Dansede med en plasticpose
På byens stationsplads
Braget
Man kan kun blive forskrækket
Af at se dette sort-hvide træk
Omkring pupillen i et andet menneske øje
Det komfortable og destruerende
Sat op i en ying og yang position
Hvor alt er efterladt til fantasien
At åbne øjnene og stirre ind i det sort hvid inferno
Er som at være med i en gammel gangster film
Under the volstead act
Og smugle procenter over statsgrænser
Mænd med attituden: ”hvis det skal gå galt, skal det også gå rigtigt galt”
Står i alle byens afkroge
Og solgte høje procenter
Som den gamle dame
Købte og blandede
Op med hjemmelavet tyttebærsaft
Da smagen ikke var som i hendes ungdom
Før forbudstiden.
Kig derind
Det er som et spejl
Og alt det du fordømmer
Er det du fordømmer ved dig selv!
Jeg finder dig, hvis jeg kan lugte dig
Alle mulige former for sekret
Ligger tabt i denne natur
Og i de byer vi mennesker har bygget op
Menneskevandringer igennem gader
Med forskellige mål
I begge ender af gaden.
Folk med drømme
Om frugter de ikke må spise
Og juicer der slukker enhver tørst
Men enhver hals tørrer ud på et tidspunkt
Og når man så ikke har flere mønter at smide i automaten
Må man drikke af vandpytterne
Som betrådt af de drømmende søvngængere
Stadig er blankt som vandet i hanerne og på flasker.
Det vigtigste er at tørsten slukkes
Og det bliver den altid
For selv de fineste næser kan ikke lugte vand
Men finder det altid
Sådan er det ikke med os mennesker
Nogle lugter ret kraftigt
Men om de er lettere at finde
Lader jeg op til Martin at bedømme
Derfor må og skal jeg finde ham
Hvis han er et menneske
Vil jeg følge min næse
Er han af vand
Må jeg sætte min lid til andre sanser.
Måske ville et ophør af sanserne et kort øjeblik
Bringe mig tættere på ham.
Nej, Martin må være af kød og blod
Og han må derfor kunne findes med mine store næsebor
Der bevæger sig hen ad skovstierne
Som den hund jeg er leder jeg efter nye territorier
Og finder jeg Martin på vejen
Vil jeg lette mit ben og pisse på ham
Og sige med den ømmeste stemme:
”nu er du min!”
Hvis alle gik ud på gaden en onsdag aften
Hvis mine børn en dag bliver nødsaget til at drage i krig
Vil jeg tage med for at dø sammen med dem
Nætterne er kølige
Og uden for min synsvinkel lever der stadig folk
Der må banke på alle døre de møder i byen
Og håbe på svar fra automatiske telefonsvarer.
Men folk er optaget
Som når en telefon kører i en lav stammen af dutter
Det ene efter det andet
Den fuldstændigt samme ordlyd af elektroniske sange
Fra en svane, der er vokset op i andegården, og har set alt det sande og smukke
Men som overophedningen har brændt væk til en nigger.
Der er ikke meget håb for dem der stemmer dørklokker
Der er ikke mange stemmer i dørtelefonerne
Og de få der er, er ramt af tavshed.
Lyden af tavshed er hård at lytte til, når sit hjerte er en brønd
Der danner ekko.
Jo dybere, jo højere, jo flere gange gentaget
Som de stemmer der aldrig blev hørt
Kun elektronisk forvrænge bidder ligger lagret i harddisken
Cpu’en prøver at regne ud hvordan den afskaffer sig selv
Og man kan få oplevelsen af at se en engel på himmel,
Selvom dette er et håbløst projekt.
For dette sker først når
Alle går ud på gaden og kigger op imod stjernerne en onsdag aften
Attentat
Jeg troede faktisk jeg havde nået frem til et svar en gang i fjor
Jeg havde mødtes med en kontakt omkring at jeg kunne købe Martin
Eller i det mindste en efterligning
Men så kom han løbene ind i restauranten
Han havde det ansigt jeg havde forestillet mig han skulle have.
Men det var et attentat.
Han medbragte et semiautomatisk gevær i en flettet kurv
Dækket af et rød hvidt ternet tæppe.
Jeg var forundret og stirrede med hundeøjne på ham
Men så blev han anholdt og jeg overlevede
Og jeg har ikke set ham siden
Om han er løsladt ved jeg ikke engang
Jeg har overvejet at finde frem til fængslet
Og anmode om at bruge hans besøgstid
For at jeg skal have et svar
På et spørgsmål som jeg ikke kender
Men formoder at jeg kan svare på, jeg skal bare have flettet
Det sammen med hvad han mener
og så er det sandheden
uanset hvad andre måtte mene
En indrømmelse
Jeg fortalte min mor om min jagt
Og så indrømmede hun
At da jeg blev født
Overvejede de kraftigt at døbe mig Martin
Af den simple årsag at der ikke var andre der bar navnet i familien
En stor tak vil jeg gerne give til dem
For jeg gad godt nok ikke at lede efter mig selv
At løbe rundt efter sin egen hale
Og bide sig selv i bagdelen
Og derefter beklage mig over at jeg havde ondt i røven.
Men jeg var nysgerrig og spurgte hvorfor
Det var angsten for den magnetiske tiltrækning på arme tiggere
Mit navn ville få.
Kim var så nyt at det stadig var neutralt og uden symbolik
De lå det helt over på mig selv at skabe min mytologi
Uden hjælp fra gamle skrifter
Dette kunne jeg kun bifalde
Og gav min moder den krammer hun så inderligt havde længtes efter
Under alle de gange hvor lussingerne havde fløjet ud af mine hænder
Som et mikado-spil der blev kastet på et støvet gulv
Og nænsomt skulle samles op med spidserne af fingrene
For at kunne danne en enhed
Der kunne lægges sammen
Og puttes i dets kasse
Og puttes ned i dets skuffe
I dets chatol
Der stod med ryggen op af den mur som bygmesteren havde opført
I midten af trediverne
I håbet om at denne mur ville danne ramme for et godt liv
I mange generationer fremefter.
Og disse ville takke ham for dette fundament af rene linjer
I huset som et græsk tempel
Der hyldede det nære og det tætte
Det sande og det smukke
Og holde de mennesker hvis hjerte allerede var brændt væk af solen
Væk fra døren.
Disse ville kun sidde med tiggerskålen fremme
Og derfor blev jeg ikke døbt Martin
Og tak for det!
Men jeg savner alligevel at mødes med ham
Bare et enkelt glimt i metroen en råkold formiddag
Hvis andet ikke kan lade sig gøre.
Jeg indrømmer nemlig gerne
Og det gjorde jeg også overfor min mor
At bare overvejelsen af at gøre mig til en Martin i hele min levetid
Gav mig et spor af navnet
Jeg har en smule Martin i mig
Som jeg havde en del af alle de andre mænd i mig
Som min mor ligeså godt kunne have valgt.
Åndeligt naturligtvis!
Men hvad er mit navn også andet end et klistermærke
Der blev sat på de dåsecolaer præsten drak bag ved alteret
Når folk gik hjem.
Pantmærker til en værdi af 50 øre!
Efterlad dem til de fattige
Og red naturen i samme åndedrag.
Opstilling med tallerken, vin og hat
Over stolen hænger en brun cotton-coat og en blød hat
På bordet er en tallerken med to frankfurter
Og en lille klat ketchup i venstre hjørne
Et stegt toastbrød ligger på de to sprækkede pølser
Det er lidt sort i venstre hjørne.
Derudover står der en flaske vin
Proppen er taget af og der er taget et glas
Eller det ved jeg ikke
For glasset er der ikke.
Måske er der drukket direkte fra flaske
Ellers så gør jeg det i hvert fald nu
Og sætter mig på stolen og begynder at spise
Maden er ikke helt varm længere
Personen der har siddet her gik for måske en ti til tyve minutters tid siden.
Da jeg har spist færdig tager jeg hat og jakke på
Og går ud for at ryge mig en smøg på balkonen
Se på biler kører forbi
Og mennesker trække indkøbsposer og børn efter sig
Så går jeg atter ind igen, jeg har ramt ringen omkring filteret
Og opdager at nogen har spist min mad imens jeg har været ude.
Barndomserindring
Jeg kan huske en dag
At der kom nogle mænd til mit barndomshjem og tog min mor
De tog hende med ned til markedspladsen og brændte hende på bålet.
Da ceremonien var færdig fik vi en urne med hjem
Den besluttede min far at sætte på mit værelse
Fordi han ikke kunne tåle at se på den fordi han var knust af sorg.
En dag tog jeg låget af og så at der ikke var noget aske i,
Jeg blev vred og gik op til den ansvarlige for min mors død
Og spurgte: ”hvorfor?”
Han svarede:
”At heksebørn skulle holdes fra alt forhekset ellers blev de også hekse!”
Jeg græd og stod med bægeret som en glinsende pokal rakt frem som en tiggerskål
”Vi kan ikke give dig asken
Den er blodig
Som vi ikke vil røre urnen
Da den er uren af aldrene usande ord
Der flyder fra gamle bøger
Og har brændt mennesker på bålet,
Derfor er det nødvendigt at vi sletter alt dette fra vores hukommelseskort
Lagt i kabaler
For at det hele skal gå op.
Og hvis ikke, bytter vi om på kortene!
Et kortspil er fire kulører af tretten værdier
Og skal bruges til at vinde penge ud af fremmede.
Vores hukommelseskort
Skal ikke lades alene
For så forstummer vores tunger
Vi har en kort tid på jorden må du forstå
Så gå du videre med din tomme urne
Og du vil blive rig
Og tak os så
Når du bygger dit hus
På markedspladsen!”
På cafe
Jeg sad på en cafe den anden dag og snakkede med en kammerat
Imens jeg drak en banan-smoothie
Han lænede sig ind over bordet og sagde:
”Jeg gav en sviner til en nigger en forleden dag
Udelukkende fordi han var sort!
Han havde brystbenet skudt frem
Som en gås
Der bare ventede på at blive lavet til foie gras
Så med min uddannelse havde jeg videnskaben på min side
Da jeg sagde
At alle niggers var grådige
Og bedst gjorte sig tjent med at få et rør ned i maven
Så behøvede de nemlig ej heller at spise,
For dovne er de også, de sorte bæster!”
Jeg nikkede
Det var jo kendsgerninger, det han sagde
Veldokumenteret i tusindvis af bøger
Jordrystelse
Det er en klassiker at vågne op om morgen og opdage
At man har været sin kæreste utro.
At man så vågner ved at hun spiller Roben og Knuds ”Martin, du er en uranhjort”
Imens hun laver spejlæg
Så ved man at man er langt ude at skide
Og at sin synd har en halveringstid som plutonium.
Man må bore sig ned i et hul
Og prøve at gemme sig bag sin bløde hat
Imellem alle søvngængerne
Indtil en myresluger hiver en op af den fugtige jord
Og stiller en til ansvar.
De andre myrer er ligeglade
Selvom at der er blevet trådt jord ned i deres paracelvilla
Så kan det jo bare smides i trillebøre
Og bruges i bedene
Hvor roser skal vokse op
Og blive store og stikkene.
Ja, man må sige at der er fantastisk i myretuen
Man kan næsten fryde sig over at blive trukket ud af trommerummen
Og få fyldt lungerne med frisk luft
Hvis det ikke var fordi jeg ville blive ædt levende.
Tidsdimensionen
Lilla kings er en fesen smøg
De er alt for korte!
Selvom der findes tunger der siger at nikotinenindholdet er det samme
Er det ikke det samme
For jeg vil have mine 15 minutter
Det er jeg vant til fra barnsben af
At ud af tiden vokser livet frem
Som en cancer
Der besætter mere og mere og til sidst æder begge dele lige op.
Og så er det for sent at finde Martin
Eller er det?
Jeg ved ikke engang om han stadig lever
En ting er sikker
Hans ånd er her i hvert fald
Jeg kan mærke hans ånde
Men jeg kan ikke se ham
Ergo må han være et spøgelse
Og ergo må han være død.
Det er derfor jeg ikke kan finde ham
Jeg leder de forkerte steder
På min jagt har jeg endnu ikke besøgt en kirkegård
Disse monumenter over lange og korte liv
Betydningsfulde bankmænd
Til spædbørn døde af tuberkulose.
Jeg er endnu ikke død
Og det eneste gode ved det er
At jeg endnu kan få lov til at bestemme om hvem der skal arve mig og
Hvad der skal stå på min gravsten
I så fald at jeg finder tid til dette.
Et nødråb
Dette er ikke fornuftigt
Og det er ikke godt i fornuftens tidsalder
Men det er heller ikke noget de religiøse fædre ville bryde sig om
Så den undskyldning kan jeg ikke bruge denne gang.
Jeg har aldrig kunne lide frugt
Og har derfor aldrig lært at skelne imellem godt og ondt
Da slangen kom løb jeg skrigene bort
Og har siden gået bar imens andre gik med deres figenblade
Det er derfor jeg har sådan et behov for at rende over Martin
Så han kan give mig en anerkendelse
Af at mennesket blev født nøgen
Dækket af blod og andre af sin moders sekreter
Så svøbes det ind i et håndglæde
Og får klippet sin navlestreng af.
Hvis der var en ting jeg gerne ville huske fra min fødsel
Ville det være det.
Følelsen af at alt næring stoppede med at flyde til en
Tænk på det granatchok det må være
Det er derfor alle nyfødte græder.
Det er dette ydmyge ønske der hverken er fornuftigt
Eller fromt.
Fantasi
Hvis alt har en betydning
Må det også have en betydning
At jeg forleden dag spredte rådne spinatblade hen over et kort af Belgien
Og samtidig lå en hundredtusind mark seddel ved
Fra dengang Weimar ikke lugtede af Goethes
Forældede poesi om kærlighed og naturen.
Waldeinsamkeit nej tak
Ryd lortet
Og lad os bygge nogle hjem
For dem der drømmer om et lille hus på landet
Der dog ikke vil undvære alle goderne fra byen
Der er skabt i byerne
Af ressourcer fra landet.
Alt dette vil jeg fremlægge for Martin og spørge ham om betydningen
For jeg kan ikke se de store linjer i det jeg tegner
Jeg laver adskillige linjer hver eneste dag
Og hvad de giver sammenlagt
Har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig.
Det er endnu et bevis for at virkelighed altid overgår fantasien.
Alting er som en sol
Jeg har taget solbriller på for at sætte mig ind i bussen
Og kører med rundt en tur i det forjættede København
Jeg vil finde et sted hvor jeg kan hoppe af og sætte mig
På en kantsten og stirrer på bilerne
Der danner propper i samfundets arterier.
Kun jeg vil vide af alt det jeg ser
Men det jeg ser vil jeg ikke vide af
Derfor hopper jeg ikke af nogen steder
Jeg tager ikke engang bussen
Men beholder mine solbriller på
Og bevæger mig ud i Ørestad by night
For at se på et lukket fields
Der står og springer rammerne
For hvor få mennesker der kan samles i et storcenter.
Jeg vælger mine tidspunkter forkert,
At købe mælk i bilka klokken atten
Når alle børn tuder som ulve efter slik
Og store svedene mænd
Skal have hakket oksekød med hjem til panden
Er en dræbene oplevelse,
På den måde må man sige jeg har valgt det rigtige tidspunkt
Hvis ikke det var fordi fields var lukket.
Nøgtern
Jeg sortere min nøgler i nøgleringe
Der passer til vigtigheden af de døre de åbner
Og kigger igennem brevsprækker inde jeg ringer på.
Jeg har et liv der skal passes som en mælkebøtte
Nedtrådt og vindblæst
Venter kun på at blive ædt af køer
Der skal levere det kød
Som jeg vil æde
Når jeg bliver en stor svedende mand.
Det er naturens gang
En ækvatorial linje
Der burde forbinde mennesker
Men deler verden op i nord og syd.
Jeg har et hjerte
Men det er efterhånden blevet rimet på smerte
Af andre poeter så mange gange
At jeg higer efter at genopfinde hjertet
I et nyt sprog
I en ny metafor
Men mit hjerte forbyder mig det.
Det stikker
Og kræver at jeg ligger mig ned og slapper af
For til sidst at slumre ind.
Godnat
Lig dig ned!
Det er ordren og sov
Og så vil du drømme
Og vandrer rundt i byen som en anden søvngænger
Du har set Martin
Han har sågar kigget ind i din sjæl med store blå øjne
Og tiltalt dit hjerte
Alligevel
Hørte du ikke melodien i hans stemme
Fordi du nynnede med på dit urs tikken og takken.
Grunden til at jeg er i dette iltre humør
Er at jeg ved at jeg også er en søvngænger
Der holder mit våde lagen
Ud i strakt arm for ikke at indånde min egen sved.
Jeg går igennem gaderne med et sinket blik
Fordi jeg har en frygt for at finde Martin
For når det er gjort
Kan jeg ikke kommer videre.
Jeg har selv en flig af ham i mig
Så risikoen ved at jeg dejser om ved hans side er stor
Og der vil jeg ikke være
Jeg må og skal videre i denne tanketomme trommerum
Hvor benene tager et skridt ad gangen
I takt med viserne på mit ur
I stedet for slagene i mit hjerte.
Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på den amerikanske forsker Bruce Alexander, der har forsket i afhængighed.
Han var i København den 17/9 på en slags turne om sit forskningsprojekt “rat park”.
Hans forskning er interessant i og med at den tager udgangspunkt i at afhængighed mere bygger på, at misbrugeren bruger dopen som en slags erstatning for nærhed eller lignende. I en artikkel i The Guardian står der: ”
Try as he might, Alexander could not make junkies out of his rats. Even after being force-fed morphine for two months, when given the option, they chose plain water, despite experiencing mild withdrawal symptoms. He laced the morphine with sugar, but still they ignored it. Only when he added Naloxone, an opiate inhibitor, to the sugared morphine water, did they drink it.
Alexander simultaneously monitored rats kept in “normal” lab conditions: they consistently chose the morphine drip over plain water, sometimes consuming 16-20 times more than the Rat Parkers.
Alexander’s findings – that deprived rats seek solace in opiates, while contented rats avoid them – dramatically contradict our currently held beliefs about addiction. So, how might society benefit if his results were applied to human addicts? Nobody seemed to care.”
Jeg vil ikke sidde og gøre mig klog på ting som andre kan forklare meget bedre, så jeg vil i stedet smide jer tre links, som i kan kigge på, hvis området har interesse for Dem.
En let dansk intro:
http://www.stofbladet.dk/6storage/586/42/stof15.rev.86-88.pdf
Mere om Rat Park: http://www.guardian.co.uk/science/2005/jun/02/farout (som citatet er hentet fra)
Og frækkertens egen hjemmeside: http://globalizationofaddiction.ca/
Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.
(matt. 7, 1-5)
Kilde:http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx
Min klumme på 180Grader: “Liberal Alliance går frem i meningsmålingerne, og det påvirker mig ikke. Men det har været nærmest deprimerende og med stor forundring fra min side, hver gang en af mine liberale venner har udtrykt vild begejstring med håbet om, at nu har Danmark muligheden for at blive et friere land.
I deres valg af politisk holdning har mine venner anerkendt, at det frie marked virker, fordi mennesker som regel handler i egeninteresse. Men i valg af politisk strategi ignorerer de det samme faktum”
Der er de sidste par uger ikke sket så meget på Liberator.dk. Det skyldes, at redaktionen holder sommerferie. Desuden arbejder vi hen mod et nyt Liberator, som skal vise alle de ting, som liberalismen dækker over.
Et site der skal skabe et nuanceret billede af liberalismen, som er fri for stereotyper og fordomme. Støtte udvikling af Danmark mod et markedsanarkistisk samfund. Være med til at give liberalismen en god faglig balast og skabe grundlag for debat. Det kan både være gennem korte og lange blogindlæg.
Det kan f.eks. være en Liberator Woman blog, hvor kvinder skriver om, hvordan det er at være en liberal kvinde i et socialistiske smørhul, eller hvad man nu har lyst til at skrive om. En blog om livsstil, hvor man skriver om alle de fantastiske ting, der findes i livet. Kan være alt fra gastronomi, guccitasker til kultur. Alt det som vi godt ved skabes i en fri verden. En iværksætterblog der sætter fokus på alle de gode forretningsidéer, som der findes i verden. Liberalismen kan rumme alle disse smukke ting, fordi frie mennesker skaber.
Det kan også være, at man sidder med et emne, som man selv finder spændende, og som man mener kan promovere den anarkistiske/liberale ånd.
Der vil fortsat være de dybe akademiske artikler, som Liberator er blevet kendt/berygtet for på sektionen Akademia. Den vil være åben for alle, der har lyst til at skrive dybe akademiske artikler. Disse artikler skal godkendes, inden de kommer på sitet, så vi sikrer et højt niveau.
Hvis man vil høre nærmere om det nye Liberator, eller hvis du gerne vil være redaktør på en blog, så er du velkommen til at kontakte mig på:
hjh@liberator.dk
Alle idéer til frihedsblogs modtages.
Fortsat god sommerferie!