Lynblog

Norske Libertinius har sammen med Liberator.dk følgende billedhilsen til det danske folk: (Hele vejen fra Kardemommeby, hvor lovgivningen er dejlig simpel :-)

Libertiniusen

Her er en af de bedste digtsamlinger fra 2010, og en af de mest bidende skildringer af det formyndersamfund der omslutter os i dag. Skynd dig ned til din bogpusher og få fat i et eksemplar 😀

”Det her er ikke klunketid, det her er hesteædernes krise”

Thomas Boberg

Hesteæderne

Gyldendal

96 sider.

*****-

Jeg vil gerne starte med at skyde al min sure mavesaft ud, der er enkle stavefejl, som kan være meget forstyrrende i en digtsamling, og der er en side der har flyttet sig længere ud i margenen på mit eksemplar, for hold da fast dette er saftsuseme en god bog.

Thomas Boberg har i sin femtende digtsamling, grillet sin samtid. I en beskrivelse af et lille samfund med konsulen der bor omkring sin falske sø, og hesteæderne der løber rundt i gaderne under opsyn af hestepiskere. 

Bogen er delt i to, de sidste tre sider er en lille kortprosatekst med en maler der beskriver apokalypsen. En undergangshistorie med grobund i en ny istid, et anarki hvor hesteæderne jagter hinanden, og hvor ”kunsten rådnede op i en kosmisk skandale.” Der sendes også en tak til fangevogteren Frantz,  som efter min formodning er Frantz Kafka. Bogen er også meget Kafkask, i sin beskrivelser af undertrykkelse i en ironisk men dog seriøs tone.

Selve digtene er prosaiske, og kan læses som en historie. Dette gør at man læser videre i den, og bogen er bedst hvis man sluger den i et stykke.

Omslaget er også et lille kunstværk i sig selv, der beskriver bogens indhold fyldestgørende. På forsiden vises en mand der spiser af en hest, som han selv er forbundet til: prosadigtene. På bagsiden er et hestekranium og en række forbydende eder, som efter apokalypsen.

Altså en forrygende god bog, som man føler der virkeligt er blevet arbejdet med, det er derfor ekstra generende med de små tastefejl og forrykninger i tekstlayoutet, men set bort fra dette, er dette årets digtsamling!

Oprindeligt udgivet på Ørestad Avis: www.amager.net/omag

Det er der nemlig, og det har Kenneth Bøgh Andersen skrevet en bog om.

En alt for kort men ret spændende bog

Kenneth Bøgh Andersen

Den sidste dag?

Høst og søn

80 sider

***—

Det er en god bog som Kenneth Bøhn Andersen har fået skrevet, en bog efter du-er-hovedpersonen-princippet, kendt fra rollespilsbøger som dungeons and dragons og sværd og trolddom, som jeg slugte da jeg gik i folkeskolen i Agersted.

Dengang var det bare trolde og dæmoner, som kunne sætte en stopper for ens videre færd, i ” Den Sidste Dag?” Er det alle de små beslutninger vi hver især tager i vores hverdag, der bliver udslagsgivende for om vi for lov til at overleve, og kan læse videre.

Selve konceptet er superfedt, at sætte fokus på det vi alle godt ved; at livet er skrøbeligt og vi kan dø når som helst. Det er en bog der i den grad har været savnet, en bog der hiver gulvtæppet væk under os i vores travle hverdag, og viser os hvor svage vi står stillet, når det bare ligger i kortene at alt skal forsøge at slå os ihjel.

Den gør også grin med hele den helsedebat vi har, for princippet for den debat er jo, at bare vi passer godt på os selv, så lever vi til vi bliver hundred år, her dør du af ingenting, nogen gange også af at vælge det sunde alternativ.

Derfor er det også så ærgerligt at den har et så omfangsrigt problem, som at den er så kort, et problem der spiller ind på flere fronter. For det første er den hurtigt gennemlæst, det tog under en time at komme til slut, selvfølgelig medtaget at man ikke starter forfra hver gang man dør. For det andet, på grund af den korte længde virker mange svarmuligheder som at man kan vælge at gå til den side, hvor man fortsætter, eller den side hvor man dør. Man kunne godt savne at man kunne være på vej ud på et sidespor, men alligevel stod til at redde, og man ikke døde ved det første fejle nummer man bladrede til. For det tredje gør det at man kun kan nyde bogen sjældent, simpelthen fordi man kan huske hvad man skal gøre i de forskellige situationer.

Så alt i alt en spændende bog, men den er ALT FOR KORT, som desværre hiver den gevaldigt ned. Men hvis man skal ind i en bus til den anden ende af byen, kan den være en god ide til læsning, desværre holder den nok ikke længe nok til en tur til jylland.

Oprindeligt skrevet til Ørestad avis: www.amager.net/omag

Her er en anmeldelse af et stort biografisk værk om Moltke, en mand der formåede at skabe sig en god karriere under enevælden, hvor social mobilitet ikke var særligt kendt. Dette kan være meget spændende læsning, for det foregår i en stor del af 1700-tallet hvor de liberale ideer begynder at blomstre frem.

Der skal dog siges, at moltke ikke var en stor tilhænger af de liberale værdier, så det er ikke derfor man skal læse bogen.

En stor bog om en stor mand

Moltke –Rigets Mægtigste mandag

Gads forlag

400 sider

******

I anledningen af Adam Gottlob Moltkes 300 fødselsdag er en storstilet biografi blevet udgivet. ”Og hvem er den starut så?” vil de fleste sikkert spørge sig selv. Han var såmænd en af de vigtigste personer i det danske hof i 1700-tallet, grunden til hans liden berømmelse i forhold til fx Struense, var at han forstod at holde sig i baggrunden af kongen, og have et for det meste godt forhold til de hof han arbejdede under.

Den vigtigste periode er dog Frederik den 5 regeringstid 1746-66, kongen var nemlig ude i et regulært alkoholmisbrug, og var deraf en uregerlig type og en dårlig leder. Moltke var således den dygtige rådgiver, der ikke nok med at han holdt skuden gående også gjorte Frederik 5 til en afholdt regent i hans samtid.

Moltke var derudover en stor godsejer, initiativtager til Frederiksstaden, kunstakademiet på Charlottenborg og en masse andre ting. Moltke var nemlig en iværksætter af format, og han steg hastigt i graderne fra at være tysk indvandrer vokset op hos lavadelen på møn, til at komme ind i inderkredsen af det danske hof. Det er en historie, som er spændende at læse, og forfatterne fortæller inspirerende og vidende om både hofmanden og mennesket uden at det bliver poppet.

Værket kommer ind på alle facetter der kunne interessere læseren, både om personen, men også godser og hans videre slægt. Bogen redegør sagligt for sine synspunkter, og man fornemmer at det er dybt professionelle folk der har arbejdet med værket, med den intension om at skrive et oplysende og spændende skrift i stedet for at skrive med et økonomisk mål, som man for eksempel fornemmer i Stan Lauryssens ”Dali og jeg”, som blev anmeldt i sidste nummer.

 Anmeldelsen er oprindeligt skrevet til Ørestad avis www. amager.net/omag

Vished om sig selv

Der er noget man må forstå inden man begiver sig ud i verdenen

Og det er at en Martin er nødvendig

Roser skal vokse i en by for at der er et miljø

Jeg læste engang i en brochure at Kristiansand er rosernes by i Norge

Der bor sikkert også en Martin der

Men jeg kan naturligvis ikke vide det

Men jeg regner med det

Og det er nok for mig!

Men hvad kan jeg vide om norske byer, roser og om Martin?

Hvad ved jeg overhovedet om mig selv?

Jeg ved jeg ikke er norsk, har pollenallergi og ikke hedder Martin.

For at vide må man kende

For at kende må man lede

For at lede må man vide hvor.

Dette kan meget enkelt kaldes for en ond cirkel af uvished

Men hvad ved jeg?

Jeg ved ikke engang hvem Martin er

Men jeg håber

Nej drømmer hver dag om at finde ud af svaret

For Martin er central

Jeg ved ikke hvorfor

Men det er han

Men hvem er han?

Og er alle disse spørgsmål det der gør ham central?

Et spørgsmål uden et svar er interessant

Et spørgsmål med svar er passe

Hvad skulle alle forskermidler gå til

Hvis alt var bekendt.

En begrænsning lægges ind

Alle linjer skal have en begrænsning

Ellers fortsætter de rundt om globen

Og bliver en cirkel.

Og hvis man skal finde ud af hvem Martin er

Må der ligges en begrænsning ind

For mit budget fordrer

Ikke at jeg rejser jorden rundt

Og møder alle de Martiner og Martins der er

Martin i Rio de Janeiro har noget spændende og sige om skolastisk filosofi

Og Martin i Thyborøn har været fisker hele sit liv

Og har vilde historier at fortælle om havet

På den anden side af vesterhavet

Er der en Martin i Aberdeen, der er raver

Alle disse

Har jeg aldrig mødt

Og vil aldrig komme til

Før jeg har rejst penge til min pilgrimsfærd.

Dette er begrænsningen

Som så mange gange før: det materielle.

Jeg må altså finde svaret her fra hvor jeg står

Og det er ikke let

For her er intet at se

Ud over folk som måske hedder Martin

Måske ikke?

Og hvis man lavede statistik ville

De fleste ikke hedde Martin.

Det er lidt synd

For hvis vi alle var ens og hed Martin

Så ville det være let at finde svar

Og barslen kunne indskrænkes

Det er jo almen kendt

At størstedelen af den tid man går barsel

Bruges på at diskutere navnet.

Det mærkat som man sætter på sin unge

Skal jo bruges når barnet skal ned

På Istedgade

For at sælge sig selv

Og tjene sin coke

Så barnet der nu er vokset op

Kan sidde og stene i en papkasse

Og hallucinere

Se sine drømme få liv i skrappe kulører

Og vågne op senere

Med sådan en hovedpine

Og sådan en ærgrelse over

At papkassen er tom

At al den lys der kommer ud af den

Ikke er andet end tankespin.

Men dette var bare mit tankespin

Fra min side

Så summa summarum

Jeg vil lade tankespinnet tale

Endnu engang

Og skrive digt efter digt

Uden at jeg så meget behøver at rejse mig for at rejse

Ud

Dette er begrænsningen.

 

Når bogstaverne tager ordet ud af min mund

En ting er det vigtigt

At huske på

Når man digter og det er timingen

Rytmen for hvordan fingrene rammer tastaturet skal være korrekt

De skal glide let som en ungarsk dans

Ellers er de som nyfødte børn

som lige efter at de har forladt moders skede

peger på mig og siger: ”Du der! Du er ikke min far! Gå væk!

Og hvad kan man så gøre?

Forlade hospitalet med hængeører

Som en cocker spaniel

Og blive beklappet

Af utallige små børn.

Timing er en af de vigtigste ting

En finger skal ramme tasten

Som en bølge der slår imod kysten

 Og efterlader sig tang

Og tager pantflasker med sig ud i det store ocean

Bringer dem til øde øer

Hvor skibbrudne kan skrive flaskepost

Returnere

Og få tang som tak.

Den skibbrudne, cocker spanielen og jeg har meget til fælles

Vi er i den samme krop

Som hvileløst bevæger sig igennem byens gader

Til disse ophører

Og går langs markerne på landet

På utrættelig jagt på en eller anden

Som vi har hørt om

Men aldrig set

 Vi tror han hedder Martin

Men vi ved det åbenlyst ikke

For så ville vi slå det op et sted

Eller spørge i den nærmeste krostue.

Det eneste vi har er seks bogstaver

Som i vores øjne danner navnet Martin

Og med dette for øje

Vandrer vi over grænser imellem by og land

I byen

Jeg ville at jeg kunne drømme

For så kunne jeg finde ud af hvad

Det vil sige at gå i søvne.

Jeg havde spist for meget slik da jeg forlod sofaen

Og nu havde jeg nået til døren

Men gik tilbage til sofaen.

Så ud af vinduet og der var intet at se

Og i min kedsomheds vælde

Gik jeg ned i byen

Og satte mig på en bænk

Som jeg sad i sofaen

I byen skete der ingenting

Mode er en kunstart

Blå er og har altid været havets farve

Og havet går som sagt både fra Danmark til Sverige

Men også andre steder.

Faktisk sådan lidt overalt.

Derfor er blå en væsentlig farve

Alle ved hvordan blå ser ud

Men hvis det ikke var fordi at blå kun blev set om sommeren

Når folk forlod deres domiciler

Og tog på rekreation

Og dyppede sig i blå

Nogen længere end andre

Og så kom de op og tørre sig

Og tog noget sol

For at blive brun

Rytteren

Aldrig før havde man set en mand med sådan en Karakter

Han fortalte han hed Martin

Men fortalte aldrig mere om sig selv

Han red rundt i den lille by

Og altid på faste tidspunkter

Folk stod bag deres gardiner

Og kiggede ud når han red forbi.

Han gjorte stop på forskellige steder

Og skulede ud over horisonterne

Ned af hovedgaden

Og de små huse langs den

Den gamle brugs lå der på den højre side

Og solgte varer til overpris

Da det var det eneste sted man kunne handle.

Gamle damer, som ikke kunne gå

Slæbte sig derned med poser

For at fylde op til dagen.

Når Martin ikke red rundt i den lille by

Sad han indenfor i sin lænestol

Placeret i et nedlagt landbrug lige uden for bygrænsen

Her sad han med en rød snor imellem sine hænder

Og bandt knuder

Inden han gik i seng

Bandt han dem alle sammen op

Så han næste dag kunne knytte nogle nye knuder

På den røde snor

Der lå i lænestolen

Når han var ude at patruljere i den lille stationsby

Hvor et tog kom et par gange om dagen

Der var som regel ingen med

Udover kontrolløren

Der gik hvileløst fra kuppe til kuppe

For at dele bøder ud

Til spøgelser af den tid

Hvor byen havde været velstillet

Og blæsten ikke

Dansede med en plasticpose

På byens stationsplads

Braget

Man kan kun blive forskrækket

Af at se dette sort-hvide træk

Omkring pupillen i et andet menneske øje

Det komfortable og destruerende

Sat op i en ying og yang position

Hvor alt er efterladt til fantasien

At åbne øjnene og stirre ind i det sort hvid inferno

Er som at være med i en gammel gangster film

Under the volstead act

Og smugle procenter over statsgrænser

Mænd med attituden: ”hvis det skal gå galt, skal det også gå rigtigt galt”

Står i alle byens afkroge

Og solgte høje procenter

Som den gamle dame

Købte og blandede

Op med hjemmelavet tyttebærsaft

Da smagen ikke var som i hendes ungdom

Før forbudstiden.

Kig derind

Det er som et spejl

Og alt det du fordømmer

Er det du fordømmer ved dig selv!

Jeg finder dig, hvis jeg kan lugte dig

Alle mulige former for sekret

Ligger tabt i denne natur

Og i de byer vi mennesker har bygget op

Menneskevandringer igennem gader

Med forskellige mål

I begge ender af gaden.

Folk med drømme

Om frugter de ikke må spise

Og juicer der slukker enhver tørst

Men enhver hals tørrer ud på et tidspunkt

Og når man så ikke har flere mønter at smide i automaten

Må man drikke af vandpytterne

Som betrådt af de drømmende søvngængere

Stadig er blankt som vandet i hanerne og på flasker.

Det vigtigste er at tørsten slukkes

Og det bliver den altid

For selv de fineste næser kan ikke lugte vand

Men finder det altid

Sådan er det ikke med os mennesker

Nogle lugter ret kraftigt

Men om de er lettere at finde

Lader jeg op til Martin at bedømme

Derfor må og skal jeg finde ham

Hvis han er et menneske

Vil jeg følge min næse

Er han af vand

Må jeg sætte min lid til andre sanser.

Måske ville et ophør af sanserne et kort øjeblik

Bringe mig tættere på ham.

Nej, Martin må være af kød og blod

Og han må derfor kunne findes med mine store næsebor

Der bevæger sig hen ad skovstierne

Som den hund jeg er leder jeg efter nye territorier

Og finder jeg Martin på vejen

Vil jeg lette mit ben og pisse på ham

Og sige med den ømmeste stemme:

”nu er du min!”

Hvis alle gik ud på gaden en onsdag aften

Hvis mine børn en dag bliver nødsaget til at drage i krig

Vil jeg tage med for at dø sammen med dem

Nætterne er kølige

Og uden for min synsvinkel lever der stadig folk

Der må banke på alle døre de møder i byen

Og håbe på svar fra automatiske telefonsvarer.

Men folk er optaget

Som når en telefon kører i en lav stammen af dutter

Det ene efter det andet

Den fuldstændigt samme ordlyd af elektroniske sange

Fra en svane, der er vokset op i andegården, og har set alt det sande og smukke

Men som overophedningen har brændt væk til en nigger.

Der er ikke meget håb for dem der stemmer dørklokker

Der er ikke mange stemmer i dørtelefonerne

Og de få der er, er ramt af tavshed.

Lyden af tavshed er hård at lytte til, når sit hjerte er en brønd

Der danner ekko.

Jo dybere, jo højere, jo flere gange gentaget

Som de stemmer der aldrig blev hørt

Kun elektronisk forvrænge bidder ligger lagret i harddisken

Cpu’en prøver at regne ud hvordan den afskaffer sig selv

Og man kan få oplevelsen af at se en engel på himmel,

Selvom dette er et håbløst projekt.

For dette sker først når

Alle går ud på gaden og kigger op imod stjernerne en onsdag aften

Attentat

Jeg troede faktisk jeg havde nået frem til et svar en gang i fjor

Jeg havde mødtes med en kontakt omkring at jeg kunne købe Martin

Eller i det mindste en efterligning

Men så kom han løbene ind i restauranten

Han havde det ansigt jeg havde forestillet mig han skulle have.

Men det var et attentat.

Han medbragte et semiautomatisk gevær i en flettet kurv

Dækket af et rød hvidt ternet tæppe.

Jeg var forundret og stirrede med hundeøjne på ham

Men så blev han anholdt og jeg overlevede

Og jeg har ikke set ham siden

Om han er løsladt ved jeg ikke engang

Jeg har overvejet at finde frem til fængslet

Og anmode om at bruge hans besøgstid

For at jeg skal have et svar

På et spørgsmål som jeg ikke kender

Men formoder at jeg kan svare på, jeg skal bare have flettet

Det sammen med hvad han mener

og så er det sandheden

uanset hvad andre måtte mene

En indrømmelse

Jeg fortalte min mor om min jagt

Og så indrømmede hun

At da jeg blev født

Overvejede de kraftigt at døbe mig Martin

Af den simple årsag at der ikke var andre der bar navnet i familien

En stor tak vil jeg gerne give til dem

For jeg gad godt nok ikke at lede efter mig selv

At løbe rundt efter sin egen hale

Og bide sig selv i bagdelen

Og derefter beklage mig over at jeg havde ondt i røven.

Men jeg var nysgerrig og spurgte hvorfor

Det var angsten for den magnetiske tiltrækning på arme tiggere

Mit navn ville få.

Kim var så nyt at det stadig var neutralt og uden symbolik

De lå det helt over på mig selv at skabe min mytologi

Uden hjælp fra gamle skrifter

Dette kunne jeg kun bifalde

Og gav min moder den krammer hun så inderligt havde længtes efter

Under alle de gange hvor lussingerne havde fløjet ud af mine hænder

Som et mikado-spil der blev kastet på et støvet gulv

Og nænsomt skulle samles op med spidserne af fingrene

For at kunne danne en enhed

Der kunne lægges sammen

Og puttes i dets kasse

Og puttes ned i dets skuffe

I dets chatol

Der stod med ryggen op af den mur som bygmesteren havde opført

I midten af trediverne

I håbet om at denne mur ville danne ramme for et godt liv

I mange generationer fremefter.

Og disse ville takke ham for dette fundament af rene linjer

I huset som et græsk tempel

Der hyldede det nære og det tætte

Det sande og det smukke

Og holde de mennesker hvis hjerte allerede var brændt væk af solen

Væk fra døren.

Disse ville kun sidde med tiggerskålen fremme

Og derfor blev jeg ikke døbt Martin

Og tak for det!

Men jeg savner alligevel at mødes med ham

Bare et enkelt glimt i metroen en råkold formiddag

Hvis andet ikke kan lade sig gøre.

Jeg indrømmer nemlig gerne

Og det gjorde jeg også overfor min mor

At bare overvejelsen af at gøre mig til en Martin i hele min levetid

Gav mig et spor af navnet

Jeg har en smule Martin i mig

Som jeg havde en del af alle de andre mænd i mig

Som min mor ligeså godt kunne have valgt.

Åndeligt naturligtvis!

Men hvad er mit navn også andet end et klistermærke

Der blev sat på de dåsecolaer præsten drak bag ved alteret

Når folk gik hjem.

Pantmærker til en værdi af 50 øre!

Efterlad dem til de fattige

Og red naturen i samme åndedrag.

Opstilling med tallerken, vin og hat

Over stolen hænger en brun cotton-coat og en blød hat

På bordet er en tallerken med to frankfurter

Og en lille klat ketchup i venstre hjørne

Et stegt toastbrød ligger på de to sprækkede pølser

Det er lidt sort i venstre hjørne.

Derudover står der en flaske vin

Proppen er taget af og der er taget et glas

Eller det ved jeg ikke

For glasset er der ikke.

Måske er der drukket direkte fra flaske

Ellers så gør jeg det i hvert fald nu

Og sætter mig på stolen og begynder at spise

Maden er ikke helt varm længere

Personen der har siddet her gik for måske en ti til tyve minutters tid siden.

Da jeg har spist færdig tager jeg hat og jakke på

Og går ud for at ryge mig en smøg på balkonen

Se på biler kører forbi

Og mennesker trække indkøbsposer og børn efter sig

Så går jeg atter ind igen, jeg har ramt ringen omkring filteret

Og opdager at nogen har spist min mad imens jeg har været ude.

Barndomserindring

Jeg kan huske en dag

At der kom nogle mænd til mit barndomshjem og tog min mor

De tog hende med ned til markedspladsen og brændte hende på bålet.

Da ceremonien var færdig fik vi en urne med hjem

Den besluttede min far at sætte på mit værelse

Fordi han ikke kunne tåle at se på den fordi han var knust af sorg.

En dag tog jeg låget af og så at der ikke var noget aske i,

Jeg blev vred og gik op til den ansvarlige for min mors død

Og spurgte: ”hvorfor?”

Han svarede:

”At heksebørn skulle holdes fra alt forhekset ellers blev de også hekse!”

Jeg græd og stod med bægeret som en glinsende pokal rakt frem som en tiggerskål

”Vi kan ikke give dig asken

Den er blodig

Som vi ikke vil røre urnen

Da den er uren af aldrene usande ord

Der flyder fra gamle bøger

Og har brændt mennesker på bålet,

Derfor er det nødvendigt at vi sletter alt dette fra vores hukommelseskort

Lagt i kabaler

For at det hele skal gå op.

Og hvis ikke, bytter vi om på kortene!

Et kortspil er fire kulører af tretten værdier

Og skal bruges til at vinde penge ud af fremmede.

Vores hukommelseskort

Skal ikke lades alene

For så forstummer vores tunger

Vi har en kort tid på jorden må du forstå

Så gå du videre med din tomme urne

Og du vil blive rig

Og tak os så

Når du bygger dit hus

På markedspladsen!”

På cafe

Jeg sad på en cafe den anden dag og snakkede med en kammerat

Imens jeg drak en banan-smoothie

Han lænede sig ind over bordet og sagde:

”Jeg gav en sviner til en nigger en forleden dag

Udelukkende fordi han var sort!

Han havde brystbenet skudt frem

Som en gås

Der bare ventede på at blive lavet til foie gras

Så med min uddannelse havde jeg videnskaben på min side

Da jeg sagde

At alle niggers var grådige

Og bedst gjorte sig tjent med at få et rør ned i maven

Så behøvede de nemlig ej heller at spise,

For dovne er de også, de sorte bæster!”

Jeg nikkede

Det var jo kendsgerninger, det han sagde

Veldokumenteret i tusindvis af bøger

Jordrystelse

Det er en klassiker at vågne op om morgen og opdage

At man har været sin kæreste utro.

At man så vågner ved at hun spiller Roben og Knuds ”Martin, du er en uranhjort”

Imens hun laver spejlæg

Så ved man at man er langt ude at skide

Og at sin synd har en halveringstid som plutonium.

Man må bore sig ned i et hul

Og prøve at gemme sig bag sin bløde hat

Imellem alle søvngængerne

Indtil en myresluger hiver en op af den fugtige jord

Og stiller en til ansvar.

De andre myrer er ligeglade

Selvom at der er blevet trådt jord ned i deres paracelvilla

Så kan det jo bare smides i trillebøre

Og bruges i bedene

Hvor roser skal vokse op

Og blive store og stikkene.

Ja, man må sige at der er fantastisk i myretuen

Man kan næsten fryde sig over at blive trukket ud af trommerummen

Og få fyldt lungerne med frisk luft

Hvis det ikke var fordi jeg ville blive ædt levende.

Tidsdimensionen

Lilla kings er en fesen smøg

De er alt for korte!

Selvom der findes tunger der siger at nikotinenindholdet er det samme

Er det ikke det samme

For jeg vil have mine 15 minutter

Det er jeg vant til fra barnsben af

At ud af tiden vokser livet frem

Som en cancer

Der besætter mere og mere og til sidst æder begge dele lige op.

Og så er det for sent at finde Martin

Eller er det?

Jeg ved ikke engang om han stadig lever

En ting er sikker

Hans ånd er her i hvert fald

Jeg kan mærke hans ånde

Men jeg kan ikke se ham

Ergo må han være et spøgelse

Og ergo må han være død.

Det er derfor jeg ikke kan finde ham

Jeg leder de forkerte steder

På min jagt har jeg endnu ikke besøgt en kirkegård

Disse monumenter over lange og korte liv

Betydningsfulde bankmænd

Til spædbørn døde af tuberkulose.

Jeg er endnu ikke død

Og det eneste gode ved det er

At jeg endnu kan få lov til at bestemme om hvem der skal arve mig og

Hvad der skal stå på min gravsten

I så fald at jeg finder tid til dette.

Et nødråb

Dette er ikke fornuftigt

Og det er ikke godt i fornuftens tidsalder

Men det er heller ikke noget de religiøse fædre ville bryde sig om

Så den undskyldning kan jeg ikke bruge denne gang.

Jeg har aldrig kunne lide frugt

Og har derfor aldrig lært at skelne imellem godt og ondt

Da slangen kom løb jeg skrigene bort

Og har siden gået bar imens andre gik med deres figenblade

Det er derfor jeg har sådan et behov for at rende over Martin

Så han kan give mig en anerkendelse

Af at mennesket blev født nøgen

Dækket af blod og andre af sin moders sekreter

Så svøbes det ind i et håndglæde

Og får klippet sin navlestreng af.

Hvis der var en ting jeg gerne ville huske fra min fødsel

Ville det være det.

Følelsen af at alt næring stoppede med at flyde til en

Tænk på det granatchok det må være

Det er derfor alle nyfødte græder.

Det er dette ydmyge ønske der hverken er fornuftigt

Eller fromt.

Fantasi

Hvis alt har en betydning

Må det også have en betydning

At jeg forleden dag spredte rådne spinatblade hen over et kort af Belgien

Og samtidig lå en hundredtusind mark seddel ved

Fra dengang Weimar ikke lugtede af Goethes

Forældede poesi om kærlighed og naturen.

Waldeinsamkeit nej tak

Ryd lortet

Og lad os bygge nogle hjem

For dem der drømmer om et lille hus på landet

Der dog ikke vil undvære alle goderne fra byen

Der er skabt i byerne

Af ressourcer fra landet.

Alt dette vil jeg fremlægge for Martin og spørge ham om betydningen

For jeg kan ikke se de store linjer i det jeg tegner

Jeg laver adskillige linjer hver eneste dag

Og hvad de giver sammenlagt

Har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig.

Det er endnu et bevis for at virkelighed altid overgår fantasien.

Alting er som en sol

Jeg har taget solbriller på for at sætte mig ind i bussen

Og kører med rundt en tur i det forjættede København

Jeg vil finde et sted hvor jeg kan hoppe af og sætte mig

På en kantsten og stirrer på bilerne

Der danner propper i samfundets arterier.

Kun jeg vil vide af alt det jeg ser

Men det jeg ser vil jeg ikke vide af

Derfor hopper jeg ikke af nogen steder

Jeg tager ikke engang bussen

Men beholder mine solbriller på

Og bevæger mig ud i Ørestad by night

For at se på et lukket fields

Der står og springer rammerne

For hvor få mennesker der kan samles i et storcenter.

Jeg vælger mine tidspunkter forkert,

At købe mælk i bilka klokken atten

Når alle børn tuder som ulve efter slik

Og store svedene mænd

Skal have hakket oksekød med hjem til panden

Er en dræbene oplevelse,

På den måde må man sige jeg har valgt det rigtige tidspunkt

Hvis ikke det var fordi fields var lukket.

Nøgtern

Jeg sortere min nøgler i nøgleringe

Der passer til vigtigheden af de døre de åbner

Og kigger igennem brevsprækker inde jeg ringer på.

Jeg har et liv der skal passes som en mælkebøtte

Nedtrådt og vindblæst

Venter kun på at blive ædt af køer

Der skal levere det kød

Som jeg vil æde

Når jeg bliver en stor svedende mand.

Det er naturens gang

En ækvatorial linje

Der burde forbinde mennesker

Men deler verden op i nord og syd.

Jeg har et hjerte

Men det er efterhånden blevet rimet på smerte

Af andre poeter så mange gange

At jeg higer efter at genopfinde hjertet

I et nyt sprog

I en ny metafor

Men mit hjerte forbyder mig det.

Det stikker

Og kræver at jeg ligger mig ned og slapper af

For til sidst at slumre ind.

Godnat

Lig dig ned!

Det er ordren og sov

Og så vil du drømme

Og vandrer rundt i byen som en anden søvngænger

Du har set Martin

Han har sågar kigget ind i din sjæl med store blå øjne

Og tiltalt dit hjerte

Alligevel

Hørte du ikke melodien i hans stemme

Fordi du nynnede med på dit urs tikken og takken.

Grunden til at jeg er i dette iltre humør

Er at jeg ved at jeg også er en søvngænger

Der holder mit våde lagen

Ud i strakt arm for ikke at indånde min egen sved.

Jeg går igennem gaderne med et sinket blik

Fordi jeg har en frygt for at finde Martin

For når det er gjort

Kan jeg ikke kommer videre.

Jeg har selv en flig af ham i mig

Så risikoen ved at jeg dejser om ved hans side er stor

Og der vil jeg ikke være

Jeg må og skal videre i denne tanketomme trommerum

Hvor benene tager et skridt ad gangen

I takt med viserne på mit ur

I stedet for slagene i mit hjerte.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på den amerikanske forsker Bruce Alexander, der har forsket i afhængighed.

Han var i København den 17/9 på en slags turne om sit forskningsprojekt “rat park”.

Hans forskning er interessant i og med at den tager udgangspunkt i at afhængighed mere bygger på, at misbrugeren bruger dopen som en slags erstatning for nærhed eller lignende. I en artikkel i The Guardian står der: ”

Try as he might, Alexander could not make junkies out of his rats. Even after being force-fed morphine for two months, when given the option, they chose plain water, despite experiencing mild withdrawal symptoms. He laced the morphine with sugar, but still they ignored it. Only when he added Naloxone, an opiate inhibitor, to the sugared morphine water, did they drink it.

Alexander simultaneously monitored rats kept in “normal” lab conditions: they consistently chose the morphine drip over plain water, sometimes consuming 16-20 times more than the Rat Parkers.

Alexander’s findings – that deprived rats seek solace in opiates, while contented rats avoid them – dramatically contradict our currently held beliefs about addiction. So, how might society benefit if his results were applied to human addicts? Nobody seemed to care.”

Jeg vil ikke sidde og gøre mig klog på ting som andre kan forklare meget bedre, så jeg vil i stedet smide jer tre links, som i kan kigge på, hvis området har interesse for Dem.

En let dansk intro:

http://www.stofbladet.dk/6storage/586/42/stof15.rev.86-88.pdf

Mere om Rat Park: http://www.guardian.co.uk/science/2005/jun/02/farout (som citatet er hentet fra)

Og frækkertens egen hjemmeside: http://globalizationofaddiction.ca/

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.   For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.  Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?  Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje?   Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

(matt. 7, 1-5)

Kilde:http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx

Min klumme på 180Grader: “Liberal Alliance går frem i meningsmålingerne, og det påvirker mig ikke. Men det har været nærmest deprimerende og med stor forundring fra min side, hver gang en af mine liberale venner har udtrykt vild begejstring med håbet om, at nu har Danmark muligheden for at blive et friere land.

I deres valg af politisk holdning har mine venner anerkendt, at det frie marked virker, fordi mennesker som regel handler i egeninteresse. Men i valg af politisk strategi ignorerer de det samme faktum”

Der er de sidste par uger ikke sket så meget på Liberator.dk. Det skyldes, at redaktionen holder sommerferie. Desuden arbejder vi hen mod et nyt Liberator, som skal vise alle de ting, som liberalismen dækker over.

Et site der skal skabe et nuanceret billede af liberalismen, som er fri for stereotyper og fordomme. Støtte udvikling af Danmark mod et markedsanarkistisk samfund. Være med til at give liberalismen en god faglig balast og skabe grundlag for debat. Det kan både være gennem korte og lange blogindlæg.

Det kan f.eks. være en Liberator Woman blog, hvor kvinder skriver om, hvordan det er at være en liberal kvinde i et socialistiske smørhul, eller hvad man nu har lyst til at skrive om. En blog om livsstil, hvor man skriver om alle de fantastiske ting, der findes i livet. Kan være alt fra gastronomi, guccitasker til kultur. Alt det som vi godt ved skabes i en fri verden. En iværksætterblog der sætter fokus på alle de gode forretningsidéer, som der findes i verden. Liberalismen kan rumme alle disse smukke ting, fordi frie mennesker skaber.

Det kan også være, at man sidder med et emne, som man selv finder spændende, og som man mener kan promovere den anarkistiske/liberale ånd.

Der vil fortsat være de dybe akademiske artikler, som Liberator er blevet kendt/berygtet for på sektionen Akademia. Den vil være åben for alle, der har lyst til at skrive dybe akademiske artikler. Disse artikler skal godkendes, inden de kommer på sitet, så vi sikrer et højt niveau.

Hvis man vil høre nærmere om det nye Liberator, eller hvis du gerne vil være redaktør på en blog, så er du velkommen til at kontakte mig på:

hjh@liberator.dk

Alle idéer til frihedsblogs modtages.

Fortsat god sommerferie!

Jeg hoppede i vandet for Information og talte om seasteading.

Sign In

Reset Your Password