Tanker vedrørende overvågning

Overvågning   ”Hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Hvori består statens ret, til at overvåge dens borgere, når den reelt ingen ejendom ejer? Er der et trade-off mellem frihed og […]

e834b60a20f41c3e81584d04ee44408be273e7d01cb4184597f8_640_surveillance

Overvågning

 

”Hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Hvori består statens ret, til at overvåge dens borgere, når den reelt ingen ejendom ejer? Er der et trade-off mellem frihed og sikkerhed? Er frihed værd at opgive, for sikkerhed? Opnås sikkerhed eller en falsk tryghed? Tyder overvågningsmentaliteten på et samfund, der bevæger sig i en totalitær retning, eller er der ikke nødvendigvis en sammenhæng. Hvorfor har krig og andet udåd, altid været en undskyldning for at fjerne borgernes frihed? Dette, og mere, vil blive diskuteret i dette essay om overvågning.

 

 

“To be governed is to be watched over, inspected, spied on, directed, legislated, regimented, closed in, indoctrinated, preached at, controlled, assessed, evaluated, censored, commanded, all by creatures that have neither the right nor wisdom nor virtue… To be governed means that at every move, operation, or transaction, one is noted, registered, entered in a census, taxed, stamped, authorized, recommended, admonished, prevented, reformed, set right, corrected. Government means to be subject to tribute, trained, ransomed, exploited, monopolized, extorted, pressured, mystified, robbed; all in the name of public utility and the general good. Then at first sign of resistance or word of complaint, one is repressed, fined, despised, vexed, pursued, hustled, beaten up, garroted, imprisoned, shot, machine gunned, judged, sentenced, deported, sacrificed, sold, betrayed, and to cap it all, ridiculed, mocked, outraged, and dishonored. That is Government. That is its justice and morality!”

 

– Pierre Joseph Proudhon (The general idea of the revolution)(1851)

 

Det pågældende spørgsmål ligger ligefor, og bør også være det første der melder sig hos den kritiske iagttager. Dette hovedsaligt fordi, at disse tanker går forud for enhver diskussion man senere måtte få på området; et grundaksiom. Spørgsmålet består i, hvorvidt staten besidder en ret til at overvåge dens borgere? Her må udgangspunktet umiddelbart tages i betydningen af det pågældende ord ”repræsentativt demokrati”; de fleste steder, vil man finde en forklaring, der går nogenlunde sådan her “Det repræsentative demokrati betyder, at folk uddelegerer visse opgaver til andre individer – politikere – dette fordi, at det ville være for besværligt, hvis vi alle skulle op og stemme hver gang noget skulle vedtages”.

 

Samtidig betyder “repræsentativt” også, at man repræsenterer nogle; i dette tilfælde, repræsenterer politikerne et bredt udsnit af befolkningen. Tager vi udgangspunkt i den ovennævnte forklaring, vil det hurtigt slå os, at skal vi være i stand til at uddelegere nogle opgaver, skal vi selv være i besiddelse af dem først – er den civile befolkning det i dette tilfælde? Svaret på dette spørgsmål er ligetil; den enkelte borger er ikke i besiddelse af en rettighed, til at overvåge sin nabo, hvilket betyder, at han heller ikke kan uddelegere denne rettighed til en centralinstans; hvilket grundlæggende er hvad vi ser her; dette bygger selvfølgelig på den antagelse, at staten stadigvæk består af borgerne.

 

Med overvågning består problemet endnu. En borger har ikke ret til at overvåge sin nabos privatliv og færden: derfor kan han heller ikke via staten opnå retten til overvågning, ved at uddelegere opgaven til en centralinstans. Mener man, at den pågældende logik er baseret på en fejlslutning, bør man spørge sig selv, hvordan visse rettigheder, kan opstå ud af ingenting; politikerne i et parlament – burde være – er jo intet andet, en borgernes forlænget arm og kan derfor aldrig vedhæftes flere rettigheder, end den enkelte. Hvis man derimod godkender antagelsen om, at rettigheder kan opstå ud af ingenting, vil man også mene, at 51 % har lov til at dræbe de 49 %. Selvfølgelig et eksempel drevet til det ekstreme, men forskellen ligger ikke i princippet, udelukkende graden. De folk der ønsker statslig hjemmel til hvad som helst, har ingen indsigt i, hvad de bevæger sig ind i; en magt så stor, vil altid korrumpere.

 

Grundlæggende vil jeg mene, at man skal opdele statens overvågning i to separate tilfælde; det ene er overvågning som metode til at forebygge kriminalitet og den anden form er den totale overvågning. Den ene har det med, meget hurtigt at blive til den anden. Overvågning starter altid med at omhandle kriminalitet. Gradvist udvikler omfanget sig, og inden man har opfattet det, kan man ikke gøre det som man har lyst til: her er ens frihed frataget.

 

Staten ejer intet og kan derfor heller ikke påtage sig at beskytte noget, eller våge over egen ejendom, hvilket bør være den primære grund til overvågning (i hvert fald den primære grund hos det enkelte individ). Historisk set har statens grund været at overvåge dens borgere i deres gøremål, for at beskytte dens indtægtsgrundlag. At staten ikke er i besiddelse af produktion (og derfor aldrig er i stand til at besidde noget), betyder, at al statslig ejendom er befolkningens; det mest problematiske ved store dele af de ”offentlige bygninger” og andre ”offentlige aktiver” er, at den enkelte borger i mange tilfælde ikke besidder nogen ret til at benytte disse. Hvilken ejendom besidder man uden ret til at benytte den? Så er det jo ikke ”borgernes” ejendom; de mennesker der har betalt for den, som det ofte anføres flere steder fra. Et fænomen som dette, fortæller os i høj grad, at staten er en selvstændig organisme, der ikke i et særlig stort omfang består af dens borgere. Men da befolkningen ikke er i besiddelse af spionageret overfor sin nabo, kan staten således ikke moralsk opsætte kameraer på den ejendom som den mener at den besidder.

 

Hvis al ejendom i et land var fordelt sådan at man kunne finde den pågældende ejer – ville diskussionen være en helt anden. Hvad man gør på sin personlige ejendom kan ej bestemmes af andre, end ejeren.  Forskellen ligger også i, hvad en ejer kan bruge videooptagelser til – en ejer kan f.eks. ikke straffe sine gæster/kunder for deres påklædning eller opførsel. Samtidig ville en ejer, af en pornoforretning f.eks. også have et større incitament til at behandle oplysninger fortroligt, da der ikke er penge i at offentliggøre privatpersoners feticher. Private bruger i langt de fleste tilfælde ikke overvågning som staten gør, og hvis de gør, er optagelserne ligegyldige, da private ikke kan præsentere nogen straf for, hvad de har dokumenteret (medmindre der er skade på krop eller ejendom).

 

Dette leder os naturligt frem til en diskussion der er kommet og gået igennem en årrække efterhånden; en diskussion der beklageligvis, er blevet en smule forsømt; diskussionen om frihed kontra sikkerhed. I denne diskussion rammer Benjamin Franklin hovedet på sømmet, da han for flere hundrede år siden udtalte ”At den der vil give frihed for midlertidig sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed og vil opnå ingen af dem”. Der er et eksisterende trade-off, mellem de to; du kan ikke siges at være ”fri”, hvis du ikke har friheden til et privatliv, du kan ikke siges at være fri, hvis du ikke kan tage et skridt uden at blive kigget over skulderen. Herved indebærer frihed også friheden til at have hemmeligheder. Alle besidder hemmeligheder; hemmeligheder vi ønsker at holde for os selv, hvilket individet må siges at være i sin gode ret til, hvorfor skulle man ikke være det? Debatten dræbes, når debattørerne for overvågning, benytter tesen ”hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Antagelsen hos en person der benytter denne tese er bygget på en fejlslutning. Antagelsen er bygget på den fejlslutning, at alt man måtte have lyst til at skjule, vedrører andre og implicit, at hvis man har noget at skjule, må det være fordi, at man enten har suspekte planer, eller allerede har begået en kriminel akt, hvilket afviger voldsomt fra sandheden. Findes der ikke mange andre ting end kriminalitet, man ønsker at skjule? og hvad vedrører seksuelle præferencer, misbrug af forskellige rusmidler; lovlige, som ulovlige, egentlig naboen; for hvis man vedkender og køber præmissen om, at staten er os alle sammen, kan man implicit sige, at det er naboen der spørger efter informationen og hvad skal han dog bruge oplysninger som disse til?

 

I normale samtaler og interviews påviser folketingspolitikere meget godt, deres slappe holdning eksisterende i dette land, når det kommer til beskyttelse (udnyttelse) af vores frihedsrettigheder. Det mest grinagtige er dog, når vores politikere nævner, at overvågning skal ske i respekt for den personlige frihed og integritet. Dette er voldsomt modsigende: overvågningen skal blot ske i henhold til bekæmpelse af terror, så er det ligegyldigt hvem der krænkes. De anfører også ofte, at der skal være kontrol med overvågningen, hvilket altid vil falde mig yderst besynderligt, da det grundlæggende betyder, at vi har nogle der skal kontrolleres; de der kontrolleres, bliver kontrolleret af politiet, dog skal de også kontrolleres for, hvorvidt de nu kontrollerer rigtigt. Problemet er hvem, der skal kontrollere de folk, der kontrollerer kontrollanterne? De kan vel i ligeså høj grad misbruge deres autoritet; der vil altid være et ekstra led ude i horisonten.

 

Ordet ”sikkerhed” bliver også misbrugt i medierne. Er man mere sikker, fordi der hænger et kamera over hovedet på en? Er man mere sikker, fordi staten ved alt om det enkelte individ? Gør det ikke individet svagt og sårbart i stedet? Forestil dig, at en person kommer gående en mørk og sen aften, i denne gade hænger der et kamera. Den pågældende person orienterer sig ikke ordentlig omkring, fordi personen tror, at personen er sikker – den falske tryghed, er opbygget igennem en årrække – op på siden af det pågældende person kommer en hætteklædt overfaldsmand. Det eneste politiet kan se på deres utallige kameraer er en hætteklædt mand. Hvad hjælper kameraerne i en situation som denne? Overvågningen afværgede heller ikke den pågældende forbrydelse. Kameraer forhindrer ikke forbrydelser i at blive begået (det kan de ikke…), kameraer har kun en præventiv effekt, hvis man antager, at forbrydere af den grund, ikke tør at begå en forbrydelse. Hvorfor ikke en mikrochip i stedet, eller måske overvågning i folks private hjem, det må da være noget der virker!  Vi er altid bare et skridt væk fra friheden fra vold og ulovligheder, siger centralplanlæggerne inde på borgen, vi mangler blot et tiltag mere, så når vi Utopia!

 

De negative sider ved overvågning, kan også siges, at overgå de positive. Den brutale virkelighed og den naturlige endestation for et overvågningssamfund, er fantastisk skitseret af Orwell i hans mesterværk ”1984” – overvågningssamfundet, totalitarismen og forbudsstaten. Jo flere love der er og jo mere indgribende de selvsamme er, desto vigtigere bliver det at have styr på borgerne. Hvis vi bygger vores antagelse på, at alle folk der kan vedgå private oplysninger tvangsindkrævet af staten, ikke nødvendigvis har rent mel i posen, kan disse mange oplysninger bruges imod den enkelte, hvilket må siges at være skræmmende. Har man set på et overvågningskamera, at en person har alternative behov, kan dette bruges til at ødelægge hans liv, hvis han ikke ønsker at bøje sig; er en politimand på hævntogt, kunne beviser plantes mm. I en tid som den nuværende, hvor det ene forbud efter det andet bliver indført, er det næsten umuligt ikke at begå en ”forbrydelse”. Med indtoget af flere og flere love, undrer politikerne sig alligevel over, at der kommer flere forbrydere. I en stat der vokser sig større og større og i samme omfang strammer grebet om borgerne, i takt med, at videoovervågning bliver mere populært, bør borgerne måske bekymre sig en smule mere om fremtiden, for som det er blevet nævnt i utallige skrifter, kan overvågningen udvikle sig til et magtfuldt våben for en politisk magt. Man vil være i stand til med moderne teknologi at overvåge folk i et hidtil uset omfang; politiske modstandere ville i et sådant klima hurtigt få det svært og nok være udryddet, før de nogensinde når op på en talerstol.

 

At stoppe terrorisme bruges meget ofte som undskyldning til at fratage folks medfødte negative rettigheder. At vi er født lige, medfører, at nabospionage er forkert; og at det ikke bliver rigtigt, bare fordi at et flertal ”mener det”. F.A. Hayek, den liberale økonom og filosof, advarede om dette for årtier tilbage: ”snakken om en trussel udefra, har altid været bevæggrunden, for at fjerne den frihed borgerne besad”. Det er i øvrigt ironisk at man hengiver tillid til en terrororganisation (i.e. den danske stat, den amerikanske stat) til at stoppe en mindre og mere betydningsfuld terrororganisation (i.e. Al-Quaida, PKK). En af problematikkerne ved at fjerne friheden fra individet er, at andre overtager magten i stedet. Når individet mister friheden over sin krop, må andre overtage en slags ejerskab i stedet. Herefter må disse frihedsberøvede vogtes som dyr i bur, for at bibeholde dette ejerskab og for at bibeholde den indtægt staten ønsker. Tænk f.eks. på de mennesker i danske fængsler, som selv staten indrømmer, er ”frihedsberøvede” (og derfor under konstant opsyn). Det gælder også for mindre ting, f.eks. da danskere ikke mere selv skulle sørge for egen lægehjælp, uddannelse, osv. Når der ingen valgfrihed er, opstår apati og ligegyldighed, siger den anarkistiske forfatter Ruddi Welzel i bogen ”Det anarkistiske menneske”.

 

Terrorangrebet i New York den 11. september, var en voldsom tragedie; en tragedie der formodentlig stadig ligger dybt i os alle. En tragedie der samtidig har medført en endnu større tragedie i vores samfund. Terrorangrebet har ført til frihedskrænkende love i massevis og en hidtil uset mængde overvågning. Folk kan smides i fængsel uden beviser: hvis de har noget gødning liggende, eller skriver et indlæg på nettet. Stigende magt til en udvalgt skare, har igennem tiden, skabt det ene rædselsregime efter det andet; hvis der er noget historien burde have lært os, er det, at staten skal have så lidt beføjelser som overhoved muligt, hvis overhoved nogen. En så totalitær udvikling er skræmmende og burde skræmme folk mere, end hvad tilfældet er, for næste offer, kunne være dig SELV!!

 

Overvågning af befolkningen er blot en naturlig konsekvens af den udvikling, der startede i slutningen af 60’erne. Hvis alle passede sit og ikke var afhængige af statens tvangsinddrevet midler – midler der er stjålet på samme måde, som når tyven går på rov i ly af natten – ville overvågning som staten udøver aldrig været nødvendigt. Overvågningen er en direkte konsekvens, af det kontrolsamfund vi har opbygget. Vi ser samme udvikling i USA og resten af den vestlige verden, hvor regler og den administrative byrde til diverse velfærdsprogrammer aldrig har været større. Når budgetterne pludselig ikke hænger sammen længere, grundet de voldsomme beløb lovet til højre og venstre, samt den manglende effektivitet i den offentlige sektor, bliver overvågning en nødvendighed, for at begrænse ”snyd” mm. Overvågningen er simpelthen en uundgåelig konsekvens af det opbyggede system. Politikere vil altid kræve endnu flere midler; endnu flere midler betyder ofte flere skatter og afgifter; endnu flere regler betyder mere kontrol; det er en farlig cirkel vi bevæger os ind i.

 

Konklusion

 

Videoovervågning af folk er drastisk, men en uundgåelig konsekvens af kontrolstaten. Det minimerer friheden og skaber en falsk sikkerhed i befolkningen; kriminaliteten ophører ikke. Samtidig gør det muligheden stor for, at en person uden rent mel i posen, kan udnytte oplysninger, med voldsomme konsekvenser til følge; blot chancen for, at dette kan ske eksisterer, burde umuliggøre det i et retssamfund. Terrorangreb rundt om i Europa, har fået mange politikere til at gå i panik, dog kan man sagtens tvivle på, hvorvidt det havde hjulpet og hvorvidt kameraer, havde været i stand til at afværge katastroferne. Man bør aldrig handle i affekt; angrebene burde ikke have fået politikere på verdensplan til at gå i panik. Når man samtidig, kan sætte spørgsmålstegn ved om det havde hjulpet, hvad er meningen så? Vi er altid bare et skridt væk fra friheden siger centralplanlæggerne: vi mangler blot et tiltag mere, så venter Utopia forude! Men sådan går det aldrig. Når friheden først er væk, kommer den aldrig tilbage. Ihvertfald ikke ved hjælp af demokratiske virkemidler.

 

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password