Akademia

Det første indlæg i en forhåbentligvis fortsættende serie af danske oversættelser af Ludwig von Mises’ magnus opum “Human Action”. Den komplette engelske version findes gratis inde på http://www.mises.org

1. Målrettet handling og dyrisk reaktion

OBS. I oversættelsen diskrimineres der ikke mellem handling og ageren eller mellem det at handle og det at agere. Det forudsættes, at de er af samme betydning.

Menneskelig ageren er målbevidst opførsel. Med andre ord: Handling er vilje taget i funktion og gjort til et agentur. Handling er at sigte mod mål og intentioner. Handling er egoets meningsfulde reaktion til stimuli og til betingelserne af dets omstændigheder. Handling er en persons bevidste justering til de tilstande af det univers, der bestemmer hans liv. Sådanne parafraseringer kan klargøre den givne definition og begrænse mulige misforståelser, men definitionen er i sig selv tilstrækkelig og kræver ikke yderligere redegørelse.

Bevidst og målrettet opførsel er i skarp kontrast til ubevidst opførsel – så som reflekssvar og kroppens nerver og cellers respons til stimuli. Folk er sommetider villige til at tro på, at sondringen mellem bevidst opførsel og ufrivillig respons til stimuli er mere eller mindre ubestemt. Dette er udelukkende korrekt i den forstand, at det oftest er svært at påvise, hvorvidt konkret opførsel er at betragte som frivillig eller ufrivillig. Men skellet mellem bevidst ageren og ubevidst opførsel er ikke desto mindre skarp og kan tydeligt bestemmes.

Den ufrivillige opførsel af de kropslige organer og celler er for det handlende ego ikke et mindre datum end alle andre fakta i den eksterne verden. Det handlende menneske må tage alt, hvad der foregår i hans egen krop, til overvejelse lige såvel som andet data som for eksempel vejret eller naboernes attitude. Der er selvfølgelig en margin, hvori frivillig handling har magten til at neutralisere funktionen af de kropslige omstændigheder. Det er muligt inden for særlige grænser at få kroppen under kontrol. Mennesket kan sommetider ved hjælp af viljens kraft overkomme sygdomme, kompensere for medfødte eller erhvervede mangler i dets fysiske sammensætning eller undertrykke reflekser. Så vidt dette er muligt er feltet for bevidst opførsel udvidet. Hvis et menneske abstraherer fra at kontrollere celler og nervers ufrivillige reaktion, selvom han dog er i tilstand til at gøre det, vil dette menneskes opførsel betragtes som bevidst fra vores synspunkt.

Det videnskabelige felt, vi beskæftiger os med, er menneskelig ageren – ikke de psykologiske begivenheder, der resulterer i handling. Det er lige præcist dette, der gør den generelle teori om menneskelig ageren, praxeologi, forskellig fra psykologi. Psykologiens felt er de interne begivenheder, der resulterer eller kan resultere i en bestemt handling. Praxeologiens felt er handling som sådan. Dette afregner også forholdet mellem praxeologi og det psykoanalytiske koncept om underbevidstheden. Psykoanalyse er også psykologi og behandler ikke handling, men de kræfter og faktorer, der driver mennesket mod en handling. Den psykoanalytiske underbevidsthed er en psykologisk og ikke en praxeologisk kategori. Hvorvidt en handling stammer fra grundig overvejelse eller glemte minder og undertrykte lyster påvirker ikke handlingens natur. Morderen, hvis underbevidste trang (Id’et) driver ham mod hans forbrydelse, og neurotikeren, hvis afvigende adfærd virker meningsløs over for en utrænet observatør, handler begge to – som alle andre sigter de mod særlige formål. Det er netop på baggrund af psykoanalysen, at man har kunnet demonstrere at selv neurotikere og psykopaters opførsel har mening bag sig – at de også handler og opfører sig målrettet, selvom vi, som betragter os selv som normale og mentalt raske, betragter ræsonnementet bag deres valg af mål som uden mening, og de midler, de vælger for at opnå disse mål, som i modsætning til formålet.

Begrebet “ubevidst” som brugt af praxeologer og begreberne “underbevidst” og “ubevidst” som anvendt af psykoanalysen tilhører to forskellige tankesystemer og forskning. Intet mindre end de andre vidensdiscipliner, skylder praxeologi meget til psykoanalysen. Ikke desto mere er det vigtigt at være opmærksom på linjen, der separerer praxeologi fra psykoanalyse.

Menneskelig ageren er ikke bare et spørgsmål om at skænke præferencer. I situationer, hvor begivenheder er uundgåelige eller menes at være, foretrækker mennesket også. Et menneske kan foretrække sol over regn og måske ønske at solen ville bortvejre skyerne. Mennesket, der kun ønsker og håber, forstyrrer ikke aktivt begivenhedernes forløb and dermed formningen af hans skæbne. Men det agerende menneske vælger, beslutter og forsøger at opnå et mål. Af to ting – begge han ikke kan have samtidigt – vælger han en og opgiver en anden. Handling vil derfor altid involvere både det at tage og det at give afkald.

At udtrykke ønsker og håb og at meddele planlagt ageren kan være former for handlinger i det omfang, at de i sig selv sigter efter realiseringen af bestemte formål. Men de må ikke forvirres med realiseringen af handlingerne, de refererer til. De er ikke identiske med de handlinger de meddeler, anbefaler eller afviser. Handling er et rigtigt fænomen.

Det, der betyder noget, er menneskets komplette opførsel og ikke hans snak om planlagte, men ikke realiserede, handlinger. Tværtimod må handling tydeligt skelnes fra anvendelsen af arbejdskraft. Handling betyder anvendelsen af midler for opnåelsen af formål. Det agerende menneskes arbejdskrafte er som regel et af midlerne anvendt, men dette er ikke altid tilfældet. Under særlige betingelser er et ord alt, hvad der er behov for. Mennesket, der giver ordrer eller forbud, kan handle uden, at det er på bekostning af arbejdskraft. At snakke eller lade være, at smile eller forblive seriøs kan være handling. At forbruge og nyde er intet mindre en handling end det at abstrahere fra tilgængelig forbrug og nydelse.

Praxeologi skelner konsekvent ikke mellem det “aktive”, energiske, “passive” eller ugidelige menneske. Det energiske menneske, der energisk striver efter at forbedre sine vilkår handler ikke mere eller mindre end den sløve mand, der dovent tager tingene, som de kommer. At gøre ingenting og at være passiv er også handling – også de bestemmer begivenheders forløb. Dér hvor vilkårene for menneskelig indgreb er til stede, handler mennesker uanset om personen blander sig eller afholder sig fra at blande sig. Mennesket, der udstår hvad han kunne have ændret, handler ikke mindre end personen, der griber ind med henblik på at opnå et andet resultat. Et menneske, der holder sig fra at påvirke mulige fysiologiske og instinktive faktorer i kraft, handler også. Handling er ikke udelukkende at gøre – og ikke mere end at undlade at gøre, hvad der muligt kunne have været gjort.

Man kan sige, at handling er manifestationen af et menneskes vilje. Men dette ville ikke tilføje noget som helst til vores viden. For begrebet vilje betyder ikke andet end menneskets evne til at vælge mellem forskellige former for forhold; til at foretrække det ene og tilsidesætte det andet; og til at opføre sig i overensstemmelse med beslutningen taget for at opnå det valgte forhold og svigte det andet.

Oversættelse af første del af Robert P. Murphys pamflet ‘Chaos Theory’ fra 2002, som søger at udforske, hvordan et fuldstændigt markedsbaseret samfund ville kunne fungere særligt ift. sikring og beskyttelse af ejendomsrettigheder.

Privatret [1]
Retssystemet er uden tvivl den del af samfundet, som man i hvert fald vil påstå kræver statens hjælp. Selv hæderkronede laissez-faire tilhængere såsom Milton Friedman og Ludwig von Mises mente, at en stat måtte eksistere for at beskytte privat ejendom og definere ”spillets regler”.

Ikke desto mindre rettede de deres argumenter mod nødvendigheden af lovgivning som sådan. De antog simpelthen, at markedet var ude af stand til at definere og beskytte ejendomsrettigheder. De tog fejl.

I dette essay vil jeg argumentere for, at opløsning af staten ikke vil medføre et lovløst kaos. Frivillige institutioner vil opstå for effektivt og fredsommeligt[2] at løse stridigheder, som måtte opstå i dagligdagen. ’Markedsloven’ vil ikke blot være mere effektiv, den vil også være mere retfærdig end statsalternativet.

Ligesom højreorienterede høge omfavner den Orwellianske forestilling om, at Krig er Fred, tror venstreorienterede egalitarister at  Slaveri er Frihed.[3] Høgene prædiker endeløs krig for at ende krig, imens socialdemokrater opretholder massivt tyveri – eller ”beskatning”, som de kalder det – for at stoppe kriminalitet.

Det er på høje tid at opgive sådanne uhyrlige paradokser. Det krævede ingen konge at producere sprog, penge eller videnskab, og det kræver ingen stat at producere en retfærdig retsorden.

I. Kontrakter
Først og fremmest må vi opgive idéen om baggrundsret [law of the land, NA]. Der behøver ikke kun at være ét sæt lovgivning, som gælder alle og enhver. I alt fald har et sådant system aldrig eksisteret. Lovgivningen i hver af de halvtreds stater er forskellig og forskellen i retsordener mellem lande er endnu tydeligere. Alligevel håndterer vi dagligdagen og såvel besøger som handler med andre nationer uden de store problemer.

Alle handlinger i et fuldstændig frit samfund[4] vil være undergivet kontrakter. Eksempelvis er det i øjeblikket kriminelt at stjæle, fordi lovgivningsmagten siger det. En given arbejdsgiver ved, at hvis jeg stjæler fra hans virksomhed, kan han underrette staten, som vil straffe mig.

Men i et statsløst samfund ville der ikke være et samlet lovgivet lovkompleks, og der ville heller ikke være statslige domstole eller politi. Ikke desto mindre vil arbejdsgivere stadigvæk gerne have en form for beskyttelse mod tyveri fra deres ansatte. Derfor ville arbejdsgiveren bede den arbejdssøgende om at underskrive et dokument[5] inden ansættelsen, der indeholdt klausuler såsom ”jeg lover ikke at stjæle fra virksomhed Y. Hvis jeg opdages i at stjæle, som fastslået af Mæglervirksomhed X, vil jeg acceptere at betale den erstatning, som Mæglervirksomhed X anser for at være passende.”

Vi bemærker straks to forhold ved denne kontrakt. For det første er den indgået fuldstændig frivilligt – enhver ”lov” er af medarbejderen blevet anerkendt, førend den bliver juridisk bindende. For det andet sikrer Mæglervirksomhed X’s eksistens, at enhver stridighed afgøres rimeligt og objektivt.

For at erkende dette kan vi forestille os, at det ikke forholdt sig således. Antag at en stor virksomhed bestak dommerne hos Mæglervirksomhed X, således at dovne medarbejdere (som alligevel skulle fyres før eller siden) blev (urigtigt) anklaget af arbejdsgiverne for misbrug af betroede midler, hvorved Mæglervirksomhed X altid afsage kendelsen ”skyldig”. Med en sådan lumsk plan ville den store virksomhed kunne snyde sine medarbejdere for tusindvis af kroner, inden de blev fyret. Idet de uheldige medarbejdere på forhånd havde accepteret at følge mæglerrettens afgørelser, ville de intet kunne stille op.[6]

Men efter nærmere overvejelse er det let at indse, at en sådan opførsel ville være tåbelig. Blot fordi en mæglervirksomhed afgjorde sagerne på en bestemt måde, betyder ikke at alle er enige i det, ligesåvel som folk klager over skandaløse domstolskendelser af statens dommere. Pressen ville følge op på de uretfærdige kendelser og folk ville miste tilliden til objektiviteten af Mæglervirksomhed X’s kendelser. Potentielle medarbejdere ville tænke sig om en ekstra gang før ansættelse i den store virksomhed, så længe det krævede (i dets arbejdskontrakter) at folk underlagte sig den suspekte Mæglervirksomhed X.

Andre virksomheder ville støtte andre mere hæderlige mæglervirksomheder og medarbejderne ville strømme dertil. Før eller siden ville den store korrupte virksomhed og Mæglervirksomhed X lide enorme financielle tab som straf for deres opførsel.

Under markedsanarki ville alle aspekter af sociale interaktioner være ”reguleret” af frivilligt indgåede kontrakter. Specialiserede virksomheder ville formentlig udbyde standardiserede formularer, således at nye kontrakter ikke behøvedes udformet, hver gang mennesker handlede sammen. Hvis en kunde eksempelvis købte noget til afbetaling, ville virksomheden bede ham om at underskrive en formular, der sagde noget i retning af ”jeg accepterer betingelserne af 2002-udgaven af Standardopsatte Betalingsprocedurer, som udbredt af retsvirksomheden Z”.

     i. Ekspertise
Under dette system ville retseksperter og ikke korrupte og kluntede politikere skabe udkastet til baggrundsretten [law of the land, NA]. Disse eksperter ville tilmed være valgt i en åben konkurrence med alle rivaler. I øjeblikket kan man købe manualer i opgaveskrivning eller ordbøger til det engelske sprog. Staten behøver ikke på disse områder at tilvejebringe”eksperterne”. Det samme vil være gældende for private juridiske kontrakter. Alle kender grammatikkens ”regler”, ligesom alle ville vide, hvad der ville være ”lovligt”, og hvad der ikke ville være.

     ii. Mord
En af de mest fundamentale klausuler i ethvert kontraktuelt forhold – det værende at besøge et indkøbscenter eller at leve i et bofælleskab – vil være stærke forbud mod mord. Med andre ord vil alle kontrakter af denne type besidde en klausul, der udtrykker at ”hvis jeg findes skyldig i mord, vil jeg acceptere at betale Y millioner kroner til den dødes bo”. Naturligvis ville ingen underskrive en sådan kontrakt medmindre man var sikker på, at de gældende retslige processer, som afgjorde hans skyld eller uskyld, benyttede en stærk formodning af uskyld; ingen ville have lyst til at blive dømt skyldig for et mord, man ikke havde begået. Men på den anden side skulle de retslige processer være udtænkt således, at der stadig ville være en stor sandsynlighed for, at skyldige personer faktisk også blev kendt skyldige, idet folk ikke har lyst til at handle ind i et indkøbscenter, hvor mord går ustraffet hen.

Og fordi alle kontrakter af denne type (undtagen eventuelt meget besynderlige områder beboet af mennesker, som godt kan lide at leve livet farligt) ville indeholde sådanne klausuler kunne man sige at ”mord er ulovligt” i hele det anarkistiske samfund selvom de bevismæssige regler og strafferammer kunne variere fra område til område. Men dette er ikke anerledes i forhold til vores nuværende system [7] og alligevel tvivler ingen på at ”mord er ulovligt” i dagens USA.

     iii. Udgangspunktet er profitabilitet
Det fine ved dette system er, at der tages hensyn til alles modsatrettede ønsker. Markedet løser dette problem hver dag i forbindelse med andre goder og serviceydelser. Eksempelvis ville det være meget bekvemt for forbrugere, hvis en delikatesseforretning havde åbent døgnet rundt. Men på den anden side ville sådanne arbejdsdage være meget trættende for medarbejderne. Følgelig afvejer markedsmekanismerne  profit versus tab og afgør dermed de ”korrekte” åbningstider.

På samme måde så vi ovenfor, hvorledes bevismæssige regler ville blive fastlagt under et privatretsystem. Idet folk kontraktligt ville underordne sig bestemte mæglervirksomheders afgørelser, ville det være nødvendigt for mæglervirksomhederne at have et omdømme, der besad objektivitet såvel som retfærdighed for de sagsøgte. Ikke desto mindre ville ejere af butikker, firmaer, udlejningsbiler osv. kræve nogle måder at opnå erstatning ved tyveri og således ville mæglervirksomhederne ikke være for overbærende. Ligesom ved delikatesseforretningens åbningstider vil retsplejen blive afgjort ved testen om profit versus tab. Måske vil der være nævninge, måske ikke. Vi kan ikke på forhånd forudsige dette, ligesom vi ikke a priori kan sige hvor mange trehjulede cykler, der ”burde” blive lavet i år; vi lader markedet tage sig af dette – per automatik.

II. Forsikring
Det kontraktlige system som beskrevet ovenfor synes at virke fint bortset fra et nagende problem: Hvordan kan folk have råd til at betale disse enorme bøder? Nogle kan ganske vist underskrive et stykke papir, der erklærer at man er villig til at betale erstatning til arbejdsgiveren, hvis man opdages i at stjæle. Men antag at man alligevel stjæler og findes skyldig af mæglervirksomheden, men man ingen penge har. Hvad gør man så?

Tja, hvordan virker vores nuværende system for bilskader? I øjeblikket er det sådan, at hvis jeg rammer siden af en eller andens bil, skal jeg betale en betragtelig bøde. Eller rettere sagt betaler mit forsikringsselskab.

Det vil være det samme for alle erstatningsforpligtende handlinger og forbrydelser under det system, jeg har beskrevet. Et forsikringsselskab vil virke som garant (eller kautonist) for en klients indgåede kontrakter med forskellige virksomheder. Ligesom en bank benytter eksperter til effektivt at allokere indlånernes penge til låntagerne, ville eksperterne hos forsikringsselskaberne afgøre ricisi ved bestemte kunder (dvs sandsynligheden for at han eller hun ville bryde kontrakterne ved at stjæle eller dræbe) og opkræve en passende præmie. Andre virksomheder ville således ikke behøve at holde øje med alle sine kunder og medarbejdere; virksomhedernes eneste ansvar ville være at sikre sig, at alle de havde at gøre med, bar en forsikringspolice hos et anerkendt forsikringsselskab.

Under dette system vil ofre for kriminalitet altid blive betalt øjeblikkeligt. (I modsætning til statssystemet hvor ofre som oftest intet får udover tilfredsstillelsen ved at se gerningsmændende bag tremmer.) Der ville også eksistere incitamenter for folk til at opføre sig ansvarligt. Ligesom hensynsløse bilister betaler højere præmier for bilforsikring, ville vaneforbrydere blive opkrævet højere præmier for deres kontraktforsikring.

Og hvorfor ville personer med hang til kriminalitet overhovedet bekymre sig om sit forsikringsselskab? Tja, hvis han stoppede med at betale præmierne, ville forsikringsdækningen ophøre. Uden at have nogen til at tegne for de kontraktlige forpligtelser, ville en sådan person være en ganske dårlig kunde eller arbejdstager. Man ville ikke ansætte ham eller turde lade ham kigge rundt i en porcelænsbutik, idet der ingen juridisk mulighed for regres ville være, hvis han gjorde noget ”kriminelt”. For at klare sig i samfundet ville det være ekstremt nyttigt at beholde ens forsikringsdækning ved altid at betale præmierne. Og dette betyder, at det vil være i ens største interesse at afholde sig fra kriminelle handlinger, idet dette ville være måden hvorpå man kunne holde priserne for forsikringspræmierne nede.

Ganskevist synes sådanne argumenter fantasifulde. Men de gør sig ikke desto mindre gældende i det moderne kreditkortsystem. Folk tildeles enorme kassekreditter, nogle gange blot ved at udfylde en enkelt formular, og det er utrolig nemt at give sig af med kreditkortsbedrageri. En ødsel person kan stifte en betydelig gæld og simpelthen afvise at tilbagebetale denne, hvormed der ganske enkelt intet fysisk vil ske ham. Men de fleste personer opfører sig ikke på en sådan uansvarlig måde, fordi de ikke ønsker at ødelægge deres kredithistorie. Hvis de gør, så ved de, at de for altid vil være afskåret fra at benytte dette ellers så vidunderlige kapitalistiske værktøj.

III. Fængsling
Vi har nu fastslået, at en retsorden baseret på frivilligt indgåede kontrakter teoretisk set kan forestilles, og at dette endda ville kunne fungere i et samfund befolket af egennyttige men til syvende og sidst rationelle mennesker.

Men hvad med de virkelig barske tilfælde? Hvad med den uforbederlige bankrøver eller den forrykte øksemorder? Der vil utvivlsomt være afvigende og asociale individer, som ved ondsindethed eller uvidenhed ignorerer incitamenterne og begår kriminalitet. Hvordan ville et markedsanarkistisk system tage sig af sådanne mennesker?

Først og fremmest skal man huske på, at hvor som helst man står placeret i et fuldstændig libertariansk [8] samfund, vil man være på en eller andens ejendom. Det er på baggrund af dette, at magt kunne blive anvendt imod de kriminelle uden at krænke deres naturlige rettigheder.

Eksempelvis ville en biograf have en kontrakt[9] indeholdende en klausul, der sagde noget i retning af, at ”hvis jeg kendes skyldig af en anerkendt mæglervirksomhed [eventuelt vedlagt som bilag] i en kriminel handling, frafaldes biografejeren ethvert erstatningsansvar, skulle bevæbnede mænd fjerne mig fra hans ejendom”.

Vi kan således se, at det ikke nødvendigvis er en modsigelse at benytte magt til at fjerne uvedkommende i et fuldstændig frivilligt samfund. Alle sådanne handlinger ville på forhånd være bemyndiget af modtagerne selv [10].

Men hvad skulle man gøre af disse galninge, når først de var blevet ”arresteret”? Specialicerede virksomheder tilbydende højsikkerhed, ligesom de nuværende fængsler, ville givetvis opstå. ”Fængslerne” i et markedsanarki ville imidlertid konkurrere indbyrdes om at tiltrække kriminelle.

Overvej følgende: Intet forsikringsselskab ville garantere for en seriemorder, hvis han ansøgte om et job på det lokale bibliotek, men de ville have med ham at gøre, hvis han accepterede at leve i forvaring i en sikret bygning. Forsikringsselskabet ville sørge for at ”fængslet”, som forvarede ham, var veldrevet. Når alt kommer til alt ville forsikringsselskabet være erstatningshæftende, hvis personen flygtede og dræbte igen, idet selskabet har forpligtet sig til at erstatte enhver skade klienten måtte forvolde.

På den anden side ville der ikke eksistere unødige grusomheder for de fængslede i et sådant system. Skønt de ingen chance ville have for at flygte (i modsætning til statens fængsler), ville de ikke blive tæsket af sadistiske fangevogtere. Hvis dette forekom, ville de ganske enkelt skifte til et andet fængsel, præcis ligesom rejsende kan skifte hotel, hvis de anser personalet for at være uhøfligt. Forsikringsselskabet (som garanterer for den voldelige person) ville desuden være ligeglade med hvilket fængsel dets klienter valgte, så længe dets inspektører blot havde konstateret, at fængslet ikke kunne lade klienterne flygte ud til den almindelige befolkning.

IV. Problemstillinger
På trods af at det forelagte markedslovsystem overordnet set er logisk sammenhængende og gennemførligt, vil det utvivlsomt vække nogen former for skepsis. Jeg vil herunder kortfattet behandle nogle af de sædvanlige (og velbegrundede) bekymringer. [11]

     i. ”Hvad med dem som ingen forsikring har?”
Hvis en person ikke var forsikret, ville der for andre mennesker ikke være en garanteret mulighed for regres, skulle den pågældende forvolde skade eller stjæle deres ejendele. En sådan person ville blive mødt med mistro og folk ville, udover enkelte handler involverende mindre beløb, være tilbøjelige til ikke at handle med ham. Han ville formentlig være ude af stand til at få et fuldtidsjob, et banklån eller et kreditkort. Mange bolig- og erhvervsområder ville formentlig kræve af alle besøgende, at de var forsikrede, inden de overhovedet fik lov at komme ind. [12]

Vi ser således, at de der ikke er forsikrede, vil have deres muligheder, inklusive deres bevægelsesfrihed, ganske begrænset. Samtidig vil forsikringspræmierne for basale kontraktforsikringer, i det mindste for personer uden kriminelle baggrunde, være ganske lave.[13] Så der ville ikke være ret mange mennesker, der ikke ville være i besiddelse af denne type forsikring. Det er korrekt at nogle mennesker alligevel ville begå forbrydelser, og intet forsikringsselskab ville kunne betale erstatning herfor, men sådanne tilfælde vil opstå under enhver retsorden.

Derudover vil det være således, at når nogen (uden forsikringsdækning) har begået en alvorlig forbrydelse, vil han stadig blive jagtet af detektiver præcis ligesom under statssystemet. Og hvis disse (meget mere effektive) private detektiver på ethvert tidspunkt fandt den pågældende på en ejendom, ville de have fuld ret til at arrestere ham.[14]

     ii. Stridende institutioner
Kritikere afviser ofte privatret ved at påstå, at stridigheder imellem håndhævelsesinstitutioner vil lede til kamp – selvom dette vel at mærke hele tiden sker stater imellem. I virkeligheden ville incitamenterne til fredeligt at løse eventuelle stridigheder i et markedsanarki være længt større end i det nuværende system. Væbnede kampe er en bekostelig affære, og private virksomheder tager sig langt mere nøjsomt af deres værdier, end statens bureaukrater tager sig af deres undertvungne individer og ejendomme.

Under alle omstændigheder ville de, der førte krig i et frit samfund, blive behandlet som enhver anden morder. I modsætning til statens soldater ville private lejesoldater ikke besidde særlige voldsprivilegier. De institutioner der tolkede lovgivning ville ikke være de samme som de, der håndhævede lovgivning. Der hersker ingen reel årsag til i højere grad at skulle bekymre sig om kampe imellem de private håndhævelsesinstitutioner [15] end kampe mellem statens hær og statens flåde.

     iii. “Vil mafiaen ikke overtage magten?”
Paradoksalt er det, at frygten for at blive regeret af organiserede kriminelle bander får folk til at støtte staten, som netop er den mest ”organiserede” og mest kriminelle sammenslutning i menneskedens historie. Selv hvis det passede, at folk under markedsanarki skulle betale beskyttelsespenge og indimellem få nogle klask, ville dette være småting sammenlignet med den beskatning og de mange krigsofre, som forårsages af stater.

Men selv dette ville være at give sig for meget. Bander får nemlig deres styrke fra stater – ikke det frie marked. Alle de brancher der traditionelt forbindes med organiseret kriminalitet – gambling, prostitution, salg af stoffer – har været forbudte eller er svært regulerede af staten.[16] I et markedsanarki ville professionelle i stedet udkonkurrere sådanne skruppelløse aktører.

     iv. “Dine forsikringsselskaber vil blive den nye statsmagt!”
Tværtimod vil de private virksomheder udbydende juridiske ydelser have langt mindre magt under et markedsanarki end den nuværende stat besidder. Mest oplagt er det, at der ingen magt til at beskatte eller monopolisere ”ydelser” vil være. Hvis et givent forsikringsselskab var tilbageholdende i forhold til at betale legitime krav, ville dette hurtigt blive kendt, hvormed folk ville tage dette i betragtning ved handler involverende klienter hos det berygtede selskab. [17]

Frygten for at private individer (under et markedsanarki) vil erstatte politikere, overser de faktiske årsager til statens unoder. I modsætning til feudale monarker ejer demokratiske ledere egentlig ikke de resourcer (deriblandt menneskelige), som de kontrollerer. Derudover er varigheden af deres styre (og dermed kontrol med resourcerne) ganske uvis. Følgelig er politikere og andre regeringsansatte ikke særligt omhyggelige med at bevare (markeds)værdien af ejendomme under deres retskreds. Aktionærer i private virksomheder har derimod enhver interesse i at vælge personale og politikker, der maksimerer virksomhedens rentabilitet.

Alle statens mange grufuldheder  – besværlige skatter, brutalt politi, total krig – er ikke alene uhyrlige, de er også skammeligt ineffektive. Det ville aldrig være rentabelt for anarkistiske forsikrings- og retsselskaber at efterligne statens politikker. [18]

     v. Børn
Problemstillingen vedrørende børn er en af de mest vanskelige. Lad os i første omgang bemærke at ansvarlige forældre udelukkende ville benytte de skoler, og bo i de lejligheder eller bygningskomplekser, hvor beskyttelse af deres børn var højeste prioritet for personalet.

Udover dette kunne de basale ”forbud” mod forældremishandling og forsømmelse af børnene  blive aftalt i ægteskabskontrakten. Foruden hvad der ellers kan være af kærlighed, er et ægteskab til syvende og sidst et partnerskab imellem to personer, og fornuftige ægtepar vil offentligt udpensle den indgåede aftale med alle de fordele og forpligtelser, der medfølger. Eksempelvis kunne en kvinde, inden opgivelse af sin karriere for at opfostre sin mands børn, kræve tilsagn om økonomiske midler i tilfælde af skilsmisse (dvs. opløsning af partnerskabet). På samme måde kunne en standardklausul i ægteskabskontrakter definere og specificere straffen for upassende behandling af børn. [19]

En anden pointe at bemærke er den forøgede rolle, som adoption vil spille i et frit samfund. Så meget som det nu engang vil kunne chokere moderne følelser, ville der eksistere et fuldt funktionsdygtigt ”baby marked”, hvorved forældreprivilegier ville blive solgt til højestbydende. [20] Selvom det kan virke stupidt, ville et sådant marked med sikkerhed reducere børnemishandling. Når alt kommer til alt vil mishandlende eller forsømmende forældre formentlig være ganske tilbøjelige til at give deres børn væk til adoption, hvis kærlige forældre tillades at betale rundhåndet for dem. [21]

Det kontroversielle spørgsmål omkring abort ville, ligesom andre konflikter i et privatretssystem, blive håndteret af konkurrerende virksomheder, der fastsatte politikker således, at de bedst muligt matchede kundernes ønsker. De nok så forfærdede over denne praksis kunne etablere et lukket beboelsesfællesskab, hvori alle beboere accepterede at afholde sig fra brug af abort samt at anmelde enhver, der blev opdaget i at få udført en sådan.[22]

     vi. Registrering af ejendomsrettigheder
Hvem definerer ejendomsrettigheder i et markedsanarki? Hvilken garanti har man, hvis man køber et hus? Det er en kompleks problemstilling og jeg vil ikke være i stand til at give detaljerede svar, idet den egentlige markedsløsning vil afhænge af de specifikke omstændigheder og ville trække på hele samfundets juridiske ekspertise (som er langt større end min egen). [23] Jeg kan dog fremføre nogle generelle bemærkninger.

Hvad end (hvis nogen) ejendomsrettigheders abstrakte eller metafysiske natur er, vil formålet med ejendomsrettigheder være ganske utilitaristisk: De er nødvendige for, at individer kan være i stand til effektivt at planlægge og koordinere interaktioner med hinanden. Specialiserede virksomheder (eventuelt adskilt fra mæglervirksomhederne) ville stå for registrering af ejendomsrettigheder for enten specifikke områder eller grupper af individer. Registrering af ejendomsrettigheder ville formentlig blive håndteret igennem et komplekst, hierarkisk net af sådanne virksomheder. [24]

Frygten for at slyngelvirksomheder ensidigt skulle erklære sig selv for ”ejere” af alting er fuldstændig ubegrundet. I et markedsanarki ville virksomhederne, som udstedte rettighederne til ejendom, ikke være de samme som de virksomheder, der håndhævede disse rettigheder. Hvad mere er, konkurrencen mellem virksomheder ville tilvejebringe ægte ”checks and balances”. Hvis en virksomhed begyndte at trodse samfundsnormerne, som etableret og kodificeret på markedet, ville denne gå konkurs, ligesom en producent af ordbøger ville gå konkurs, hvis de producerede bøger indeholdende forkerte definitioner.

     vii. Uendelig regres
En mere sofistikeret kritik går på, at mit forslag hviler på et cirkulært argument: Hvordan kan folk benytte kontrakter til at definere ejendomsrettigheder, når et system af ejendsomsrettigheder er nødvendigt for at afgøre, hvilke kontrakter der er gyldige? Når alt kommer til alt kan Smith ikke sælge Jones en bil for et bestemt beløb, uden at det på forhånd er fastslået, at Smith er ejer af bilen (og Jones ejer af pengene).[25]

For at se løsningen er det nødvendigt at bryde problemet op i to dele. Først og fremmest bør vi spørge: ”Ville det frie marked kunne tilvejebringe grundlaget for sociale interaktioner?”. Jeg vil mene, at de foregående afsnit har påvist dette. Det vil sige, at jeg ovenfor har vist, at hvis vi havde et system med ejendomsrettigheder anerkendt af konkurrerende virksomheder, ville et kontraktligt system, styrende udvekslingen af disse rettigheder, danne et stabilt grundlag for privatret.

Et ganske anderledes spørgsmål at stille er: ”Hvordan er disse rettigheder defineret og allokeret til at begynde med?”. Dette er et bredt emne, og vil blive addresseret i det følgende afsnit. Men for at behandle emnet i relation til den påståede uendelige regres, bør vi betragte aftaleret [contract law, NA].

Aftaleret er en specifik gren af jura, ligesom erstatningsret eller forfatningsret er det. Det benyttes eksempelvis til at afgøre, hvorvidt en indgået aftale mellem to parter er juridisk bindende. Helt sikkert er det, at aftaleret [conctract law, NA] ikke kan blive etableret i et anarkistisk system med en kontraktlig retsorden, for ville dette ikke være at gå i ring?

Nej. De kontraktlige tilsagn givet af individer ville indeholde bestemmelser for alle eventualiteter som håndteret af den nuværende aftaleret. Eksempelvis ville forsikringsselskabet, støttende en given kunde, love at ”vi vil godtgøre enhver gæld, som vores klient forsømmer at tilbagebetale, så længe forpligtelserne er tydeligt udpenslet i en gyldig kontrakt ifølge bestemmelserne som beskrevet i hæftet Standard Aftaleret udgivet af retsvirksomheden Z”.

Dette hæfte ville muligvis kræve kontrakten underskrevet med sort blæk, bekræftet notarielt ved store beløb og at kontraktens underskrivere havde en passende alder og ædruelighed, og at de ikke var under voldelig tvang ved kontraktens indgåelse. [26] Som ved alle dele af privatret ville de nøjagtigt gældende regler ved fortolkning af kontrakten blive afgjort via alles (muligvis modstridende) ønsker igennem testen om profit versus tab.

Afslutningsvis bør vi huske på, at den endelige dommer i en given sag er… dommeren. Uagtet hvor omfangsrige lovbøgerne ville være, eller hvor indlysende præcedens måtte virke, vil enhver sag ultimativt afhænge af den subjektive tolkning givet af en opmand eller dommer, som må afsige kendelsen. [27]

Vi må aldrig glemme, at nedskrevne vedtægter som sådan er afmægtige hvis ikke varetaget af kompetente og retfærdige individer. Kun i et kompetitivt, frivilligt system er der noget som helst håb for retslig fortræffelighed.

     viii. “Hvordan kommer vi dertil?”
Vejen til et et frit samfund vil variere i forhold til områdets historie, og følgelig vil der ikke kun være en gældende måde. Vejen for nordkoreanske markedsanarkister vil uden tvivl være forskellig fra vejen for ligesindede individer i USA. I førstnævnte kan en voldelig omstyrtelse af et uretfærdigt styre forekomme, imens en gradvis og fredelig nedbrydning af staten er en mulighed i sidstnævnte. Det eneste som alle sådanne revolutioner ville være fælles om, ville være en forpligtelse hos den overvældende majoritet til fuldkommen respekt for ejendomsrettigheder.

Alle samfund, uanset hvor despotiske herskerne end måtte være, må besidde en basal grad af respekt for ejendomsrettigheder, selv hvis en sådan respekt er givet af skik frem for intellektuel forståelse. Alle mennesker ved, at det er en forbrydelse at voldtage eller slå ihjel[28] – selv voldtægsforbrydere og mordere ved dette.

Sådanne universelle, intuitive opfattelser af retfærdighed ville udgøre fundamentet for et privatretsystem. Denne udstrakte enighed ville muliggøre en udvikling af mere specifikke, kontraktligt definerede rettigheder. [29] Processen ville være vedvarende med et stadium af kodificerede ejendomsrettigheder og retsregler udgørende fundamentet for den næste generation af dommere og lærde til at systematisere og udvide samme.

Almindelige mennesker forstår den meningsløse spild forbundet med konflikter; de vil gøre sig stor umage og indgå store kompromiser for at opnå konsensus. Eksempelvis respekterede nyligt ankomne minearbejdere under California Gold Rush, på trods af fraværet af en formel stat, tidligere bosætteres krav. For at tage et mere nutidigt eksempel følger selv de hårdeste bøller uden videre ”reglerne” i en spontan basketballkamp på trods af fraværet af en dommer.[30]

I et markedsanarki ville frie individer igennem deres støtte til konkurrerende rets- og forsikringsselskaber fremme en human og retfærdig retsorden. De asociale individer som forstyrrede processen (ved skamløst at krænke åbenlyse ejendsomsrettigheder) vil blive behandlet som tidligere beskrevet.

     ix. Retspositivisme?
Nogle læsere kan undres over, hvordan jeg kan fremsætte et alternativ til statens retssystem, når jeg ikke først giver en rationel teori om kilden til og naturen af legitime ejendomsrettigheder.

Svaret er simpelt: Jeg har ikke en sådan teori. Ikke desto mindre kan jeg stadig sige, at et markedsbaseret retssystem ville virke langt mere effektivt end statsalternativet og at de normale indsigelser mod anarki er ubegrundede.

Der er en udbredt mistro til at lade markedet ”afgøre” noget så afgørende som, lad os sige, forbud mod mord. Men ”markedet” er blot et kort udtryk for helheden af frit handlende individers økonomiske interaktioner. At tillade markedet at fastsætte retsregler betyder i grunden, at ingen benytter vold til at påtvinge sin egen vision ned over alle andre. [31]

Mord er ikke forkert alene fordi det fejler markedstesten – selvfølgelig ikke. Men dets væsentlige umoralskhed vil komme til udtryk gennem markedskræfterne. Vi kan alle blive enige om – kontraktligt – at lade være med at begå mord og at afvente dommeres afgørelser, skulle vi blive retsforfulgt for en sådan forbrydelse. På denne måde ved vi, at vi ikke krænker nogens rettigheder.

Efter at vi er nået til en sådan enighed, og vores liv er sikrede, kan vi lade filosoffer og teologer diskutere hvorfor mord er forkert. Retslærde, der kan fremføre a priori konstruktioner af en retfærdig lov, ville bestemt spille en rolle i et markedsanarki; når alt komner til alt, ville deres tekster formentlig påvirke dommernes afgørelser. Ikke desto mindre fokuserer jeg i denne tekst på de markedskræfter, der vil forme privatretten og ikke på indholdet af en sådan ret.[32]

V. Anvendelsesmuligheder
Jeg har indtil nu koncentreret mig om de afgørende spørgsmål ved en teoretisk diskussion af privatret. Jeg vil nu illustrere et sådant systems anvendelighed i en bred vifte af områder og sætte dette i modsætning til ydelsen som udført af det statsmonopoliserede alternativ.

     i. Produktsikkerhed
En af de mest almindelige beskyldninger imod ren laissez-faire er at et totalt ureguleret marked ville efterlade forbrugerne ved skånsesløse forretningsmænds nåde. Vi fortælles, at foruden et godgørende statsligt tilsyn ville mad være forgiftet, fjernsyn ville eksplodere, og højhuse styrte sammen.[33] Sandt er det, kunne sådanne kritikere medgive, at i det lange løb vil sådanne problematiske virksomheder gå konkurs. Men forhåbentlig skulle de der sælger dødbringende hamburgere, foruden tabet ved at miste fremtidige kunder, straffes øjeblikkeligt for dette.

Som ved andre retsområder tror jeg, at markedet ville håndtere disse tilfælde ved kontraktlige tilsagn. Når en forbruger købte noget ville en del af pakken bestå af en garanti såsom, ”hvis dette produkt forårsager skade, som afgjort ved en anerkendt mæglervirksomhed, er forbrugeren berettiget til standardskadeserstatningen”. Og, ligesom individer formentlig ville være nødsaget til at være forsikret hos et større forsikringsselskab, før nogen som helst ville handle med dem, ville forettninger ligeledes være nødsaget til at være forsikret imod mulige forbrugerretsager, hvis de ønskede at tiltrække kunder.[34]

Vi ser med det samme, at dette system undgår de mareridtsscenarier som fremført af fortalere for statslig regulering. Lad os tage tilfældet ved flyrejser. Den Føderale Luftfartsadministration [Federal Aviation Administration, NA] ”garanterer”, at fly har haft ordentlig vedligeholdelse, at piloterne er veludvilede osv. Forbrugere slipper således for at bekymre sig om, hvorvidt deres fly styrter ned. I modsætning hertil påstår mange, at under et frit marked vil forbrugere være nødsaget til at føre statistik over antallet af flystyrt for hvert flyselskab, og de ville være nødt til at være eksperter  i flyvedligeholdelse for at se, hvilke virksomheder var bedst.

Men dette er nonsens. Det eneste en flypassager behøver at gøre, er at sørge for, at når han køber en flybillet, er en del af det han køber et tilsagn (bakket op af et forsikringsselskab), der siger, at ”hvis du dør i et flystyrt, vil vores flyselskab betale dit bo Y millioner kr.” Idet forsikringsselskaberne står til at tabe millioner af kroner, hvis dette flyselskabs fly styrter ned, er det dem, der vil sørge for at hyre trænede inspektører, holde omhyggelige vedligeholdelsesjournaler osv. De ville sige til flyselskaberne: ”Ja, vi vil tegne for jeres, over for kunderne, kontraktlige forpligtelser, men alene hvis i følger vores sikkerhedsprocedurer, tillader vores inspektører at granske jeres fly, udarbejder en passende undersøgelsesproces i forhold til jeres piloter osv., og hvis vi griber jer i at overtræde aftalen, pålægges I bøder i overenstemmelse hermed”. Idet forsikringsselskabet ønsker at  profitmaksimere,  vil de glædeligt betale for forebyggende tiltag, såfremt dette vil medføre større besparelser end forventede betalinger til erstatninger for omkomne i et flystyrt.

Dette står i skærende kontrast til det nuværende system. FAA opsætter også retningslinjer, men hvad er dets incitamenter? Hvis et flystyrt forekommer, vil FAA modtage flere penge, idet alle ville sige, at flystyrtet viste, hvordan det forfærdelige ”frie marked” for fly er. Opsvulmede statslige styrelser forvalter altid deres resourcer dårligt, således at der er for mange mellemledere og for få inspektører. Vigtigst er det, at idet der ingen konkurrence er, eksisterer der ingen at sammenligne FAA’s tilsyn med. Nogle underordnede mekanikere kunne have en god idé til, hvordan man forbedrer flysikkerheden, men det bureaukratiske FAA ville bruge årevis for at implementere det.

     ii. Professionel licensudstedelse
Tæt knyttet til produktsikkerhed er den professionelle licensudstedelse. Lad os benytte medicin som eksempel. Uden statslig regulering tror mange, at patienter vil være overladt til kvaksalvernes nåde. Uvidende forbrugere ville gå til den hjernekirurg, der nu engang tog den laveste pris, og følgelig ville de blive slagtet på operationsbordet. For at forhindre dette må den velvillige stat træde til og opsætte retningslinjer – opbakket af våben – til at begrænse dem, der går ind i det medicinske erhverv.

Dette er selvfølgelig noget sludder. Frivillige organisationer, som udelukkende tillod kvalificerede læger i deres stand, ville formentlig opstå. Bekymrede forbrugere ville kun benytte de læger, der var godkendt af anerkendte foreninger. Patienterne ville, inden de gennemgik risikable behandlinger eller indtog ordineret medicin, kræve kontraktlige tilsagn om erstatning ved tilfælde af skader. Igen  er det forsikringsselskaberne, som ville sørge for at lægerne, som de forsikrede, rent faktisk var kvalificerede. Idet de står til at tabe millioner af kroner i eventuelle fejlbehandlingssager, ville forsikringsselskaberne være meget forsigtige ved fastsættelse af deres standarder.

Et sådant system ville være langt at foretrække i forhold til det nuværende system. Som det er nu, er den Amerikanske Lægeforening [American Medical Association (AMA), NA] intet mindre end en bedre fagforening, som påkræver lægerne umådeligt meget uddannelse og oplæring, for således kunstigt at kunne begrænse antallet af praktiserende læger, hvormed de driver lønninger (og generelt udgifter til sundhedsplejen) i vejret. Uden dets monopol ville AMA være ude af stand til at kontrollere væksten i ”alternative” behandlingsformer, såsom naturlægemidler, som omgår den nuværende trygge alliance mellem store medicinalvirksomheder, hospitaler og staten.

Man må også indse, at incitamenterne hos Fødevare- og Lægemiddelsstyrelsen [Food and Drug Association (FDA), NA] gør den alt for konservativ: Dør nogen som følge af et nyt lægemiddel godkendt af FDA, vil FDA få skylden. Men dør nogen, fordi FDA ikke godkendte et nyt lægemiddel, tildeles FDA ikke skylden, idet skylden således pålægges selve sygdommen. Følgelig tilbageholdes mange potentielt set livreddende lægemidler i øjeblikket fra døende patienter. I et fuldstændig frit marked ville patienter have lov til at tage alle de lægemidler, de måtte ønske.

     iii. Våbenkontrol
Jeg er klar over, at nogle libertarianere finder enkelte aspekter af mit system en smule foruroligende. Foruden ubetingede garantier for abstrakte rettigheder kan det virke som om, at der altid er en fare for, at staten kan smugles ind ad bagdøren.

Istedet for at undvige sådanne emner vil jeg give det bedste eksempel, som jeg mener bedst kan  demonstrere forskellen mellem det konventionelle libertarianske synspunkt og mit eget: våbenkontrol. Som det skal vise sig, mener jeg ikke, at mit perspektiv er uforeneligt med den libertarianske overbevisning, omend jeg tror, at det (i det mindste til at begynde med) vil gøre mange libertarianere utilpas.

De gængse argumenter om våbenkontrol lyder som følger: Modstandere siger, at våbenkontrol vil gøre folk forsvarsløse over for kriminelle og efterlade borgerne i statslederes nåde – loven kan først træde i kraft, når nogen rent faktisk har benyttet sit våben imod uskyldige. Fortalere for våbenkontrol hævder imidlertid, at denne position er alt for dogmatisk – nogle forebyggende foranstaltninger må nødvendigvis kunne begrundes i offentlighedens interesse.

Som ved de fleste debatter inden for rammerne af et statsligt retssystem, mener jeg, at begge parter har legitime pointer. Det er helt afgjort, at vi ikke kan stole på, at staten skal beskytte os, såsnart den har afvæbnet os. Men på den anden side føler jeg det en smule fjollet at hævde, at folk skulle have mulighed for at opbygge lagre af atomvåben i deres kælder. (En streng tolkning af mange libertarianske argumenter ville indebære netop dette). Heldigvis tillader det privatretlige system, som jeg har beskrevet, os at omgå dette ”tradeoff”.

Vi husker, at straffen for beskadigelse og mord ville etableres ved kontraktlige tilsagn garanteret af forsikringsselskaber. Folk tillader Joe Smith adgang til deres ejendom, fordi de ved, at hvis han skader nogen, vil han enten direkte eller igennem et forsikringsselskab skulle betale erstatning herfor. Forsikringsselskabet tjener sine penge ved at opkræve passende præmier tilpasset den enkelte kunde. Såfremt Joe Smith tidligere har været dømt skyldig for voldelig adfærd, vil hans forsikringspræmier være tilsvarende højere.

Men der er andre faktorer end tidligere adfærd, som et forsikringsselskab ville medtage i sin betragtninger ved fastsættelse af præmier. Og en af disse faktorer ville uden tvivl være: Hvilken type våben holder denne klient i sit hus? Når alt kommer til alt vil forsikringsselskabet, hvis selskabet accepterer at betale $10 millioner til boet hos enhver Joe Smith slår ihjel, være meget interesseret i at vide om Smith opbevarer oversavede jagtgeværer – endsige atomare våben – i kælderen. De der besidder sådanne våben, vil med langt større sandsynlighed skade andre, så vidt forsikringsselskabet angår, og følgelig vil deres præmier være desto højere. Faktisk ville risikoen ved en klient besiddende nukleare (eller kemiske, biologiske osv.) våben være så høj, at ingen forsikringspolice formentlig ville blive tilbudt.

Denne metode er den statslige overlegen. Virkeligt farlige våben ville være begrænsede til individer villige til at betale de høje præmier forbundet med ejerskabet af disse – børn ville ikke kunne købe bazookaer i det lokale supermarked. På den anden side ville der ikke være det skråplan, der nu eksisterer med den statslige våbenkontrol. Vi ville aldrig frygte at alle våben ville blive gjort forbudt, idet forsikringsselskaberne er ude efter at skabe profit, ville det være langt mere profitabelt at tillade folk besiddelse af håndvåben imod at betale lidt højere præmier.[35]

Som ved alle kontrakter under mit system ville de der ”regulerede” våben være fuldkommen frivillige uden at involvere nogen overtrædelse af libertarianske rettigheder. Forsikringsselskaberne tvinger ikke nogen til at opgive deres bazookaer.  Det eneste de siger er: Hvis du ønsker, at vi skal garantere dine kontrakter indgået med andre, kan du ikke eje en bazooka. Forsikringsselskaberne er de retmæssige ejere af deres penge, og de er således fuldstændig i deres gode ret til at fremsætte en sådan anmodning.[36]

Dette er langt at foretrække i forhold til det statslige system, som ingen ansvarlighed har. Hvis politikere forbyder våben og forårsager, at tusinder af mennesker bliver ofre for kriminalitet, sker der dem ingenting. Men hvis et forsikringsselskab opsætter urimelige krav for sine kunder , vil de skifte til en anden virksomhed,  og den vil hurtigt gå konkurs.

     iv. Farlige kriminelle
Det påstede tradeoff mellem individuel frihed og offentlig tryghed er ligeledes eksemplificeret i debatterne om  ”retsteknikaliteter”. Konservative kan godt lide at beklage sig over tilfælde, hvor mordere sættes på fri fod af sentimentalt medfølende dommere, simpelthen fordi politiet fik tilståelsen igennem tvang eller glemte at oplyse den mistænkte om hans rettigheder. Venstreorienterede (såsom Alan Dershowitz) reagerer ved at sige, at på trods af det ulykkelige ved sådanne sager, er de nødvendige for at holde styr på politiet.

Som ved våbenkontrol er jeg forstående over for begge sider i denne debat, og igen mener jeg, at mit system kan undgå begge slags absurditeter. For at se dette kan vi forestille os, at ved en tilfældighed har en tydeligvis ”skyldig” morder ikke overtrådt nogle kontraktlige bestemmelser. Eller antag at en opmand – som udelukkende behandler mordsager på grund af historisk fortræffelighed i sine kendelser – af en eller anden årsagere laver en skandaløs kendelse og kender en person uskyldig på trods af overvældende beviser for det modsatte.[37]

Idet han blev frikendt på en teknikalitet, vil morderen ikke behøve at betale nogen erstatning til offerets bo. Men reglerne styrende denne hændelse ville straks blive justeret for at forhindre det i at gentage sig – private virksomheder ville være under langt større pres end monopolistiske stater ved tilfælde af så dårlig offentlig omtale.

Der er endnu en forskel. I et statsligt system ville en person frikendt på en teknikalitet gå fuldstændig ustraffet hen. Men under privatretsystemet, som jeg har beskrevet det, ville morderens forsikringsselskab alligevel kunne hæve præmierne. Det ville ingen forskel gøre, om han rent faktisk blev kendt skyldig for en given kriminalitet – deres eneste bekymring ville være, hvorvidt der eksiterede en sandsynlighed for, at han kunne blive kendt skyldig (for en anden kriminel handling) i fremtiden, for da ville de være nødsaget til at udbetale erstatninger.[38]

Denne analyse løser spørgsmålet om prøveløsladelse. Selvom de fleste forbrydelser ville indebære økonomiske erstatinger frem for fængsling, ville der stadigvæk være personer, der ville være for farlige at slippe på fri fod. Forsikringsselskaberne ville sætte denne grænse. Så længe en virksomhed ville være villig til at betale erstatninger for enhver skade  en kriminel måtte forårsage i fremtiden, ville folk tilbyde ham arbejde, lade ham leje et værelse osv. Rehabilitering ville således være af stor økonomisk interesse for virksomhederne, i forhold til at kunne øge antallet af betalende kunder.

På den anden side ville virkelig farlige personer ikke ”prøveløslades”. På nuværende tidspunkt har staten psykologer og andre ”eksperter” til at beslutte, hvornår sexforbrydere og mordere er klar til at blive sat på fri fod. Idet de intet ansvar har, afprøver disse eksperter, der lever i intelektuelle elfenbenstårn, deres teorier på uheldige ofre for recidive forbrydere.[39]

VI. Konklusion
Dette essay har skitseret mekanismerne ved den fuldkommen frivillige markedslov. Det gennemgående tema er at konkurrence og ansvar tvinger sande eksperter til at beskæftige sig med de vigtige beslutninger, som skal foretages i ethvert retssystem. Det er en statslig myte, at lov og orden alene kan produceres af en monopolistisk institution igennem organiseret vold.

Argumenterne præsenteret i dette essay er ganske vist ufuldstændige – mere tænkning er utvivlsomt nødvendigt, førend et skift til markedsanarkiet er muligt. Men jeg beder læseren om at modstå fristelsen til at afvise mine idéer som værende ”uigennemførlige” uden først nærmere at beskrive, hvorledes det statslige retssytem ”virker”.

 

Oversat af Nicklas Augustine, 2013

 

 


[1] Dette essay er baseret på tre artikler som først blev bragt på anti-state.com

[2] Mere præcist vil stridigheder blive behandlet relativt fredsommeligt; tvang kan lejlighedsvis være nødvendigt. Selvom markedsanarkisme således ikke er pacifisme, bemærker vi, at ægte pacifisme – afvisningen af at benytte vold – indebærer anarkisme, idet al statslig handlen er baseret på (truslen om) vold.

[3] Originalt, ”FRIHED ER SLAVERI”. George Orwell, 1984 (New York: Signet Classics, 1894), p.7.

[4] Et frit samfund er et hvor ejendomsrettigheder (generelt) respekteres. Statens eksistens – en institution der benytter tvang til at placere sig over ejendomsrettigheder – udelukker således frihed, som begrebet forstås i denne sammenhæng.

[5] Jeg vil skynde mig at gøre opmærksom på, at markedslovsystemet, som jeg beskriver, ikke er fuldstændig i overenstemmelse med visionen hos andre anarkokapitalistiske forfattere. De mener at det ”retfærdige” system af ejendomsrettigheder kan udledes aksiomatisk og at objektivt valide love vil blive fundet og håndhævet af private virksomheder. For en glimrende introduktion se Linda og Morris Tannehill, The Market for Liberty (New York: Laissez-Faire Books, 1984); og Murray N. Rothbard, For a New Liberty (New York: Collier, 1978).

[6] En mulighed for at anke kunne eventuelt være inkluderet i mæglerproceduren, men i så fald ville den store virksomhed blot ligeledes bestikke disse dommere.

[7] Eksempelvis benytter kun nogle stater dødsstraf

[8] I denne kontekst indebærer libertariansk en respekt for ”naturlige” rettigheder. Libertarianerens vigtigste overbevisning er ikke-aggressions aksiomet, der tisliger, at det er illegitimt at benytte tvang. Selvom markedsanarki (som jeg beskriver det) ikke hviler på libertarianisme, vil jeg argumentere for, at det (i stor udstrækning) er foreneligt med denne filosofi. Afvigelser imellem de to er, mener jeg, svage punkter i den libertarianske position.

[9] Selv hvis den ikke i egentlig forstand blev underskrevet ved hvert besøg, ville samtykken være implicit forstået.

[10] Hvis nogen simpelthen forsøgte at bryde ind på en anden mands ejendom uden på forhånd at have godkendt kontraktlige forpligtelser, ville ejeren naturligvis være fuldstændig berettiget til at benytte magt for at smide den pågældende ud. Selvom denne magtanvendelse kan synes ensidig, vil det i det mindste være kodificeret og offentliggjort. Vi skal senere komme ind på problemet med overhovedet at opsætte ejendomsgrænser.

[11] Mange af disse pointer var inspireret af udbytterige diskussioner med Matt Lasley, David Pinholster, Chris Redwood, Stephen Carville, Stephan Kinsella og Dan Mahoney. Indvendingerne reflekterer dog ikke nødvendigvis disse tænkeres synspunkter.

[12] Et sådant udsagn får os straks til at tænke på rædselsscenarier med identifikationspapirer og checkpoints. Ikke desto mindre skal statens magtmisbrug ikke miskreditere velbegrundede bekymringer fra ejere af ejendomme. Som især Hans Hermann Hoppe har argumenteret for, besidder individer ikke en iboende ”bevægelsesfrihed”. Hvis ejere ønsker at begrænse andre menneskers muligheder for at vandre omkring på deres veje, så er det fuldstændig op til dem. På den anden side ville kunder i et etableret markedsanarkistisk samfund ikke skulle vise ID, hver gang de besøgte de fleste butikker, præcis ligesom vi ikke i vores nuværende samfund udfærdiger arbejdskontrakter, hver gang vi hyrer naboens knægt til at slå græsset.

[13] Under dette system ville alle således købe en drabsforsikring, ligesom kirurger i dag køber en fejlbehandlingsforsikring – forsikringsselskabet forpligter sig til at kompensere dødsboet, skulle dets klienter forsage nogens død. Idet sandsynligheden for at en person (uden nogen belastet fortid) i det følgende år skulle kendes skyldig i mord er utrolig lille, ville hans præmier ligeledes være små. Estimerer virksomhedens aktuarer, at en given klient eksempelvis har en millionendedel chance for at dræbe i det kommende år, og den normale skadeserstatning er på $10 millioner, ville virksomheden kun behøve at opkræve omtrent $10 om året for at få regnskabet til at balancere.

[14] Som forklaret i del III ville de fleste ejendomme besidde en klausul, hvor alle gæster indvilligede i at lade sig anholde, hvis gæsterne var eftersøgt af en anerkendt mæglervirksomhed.

[15] Denne fremstilling holder ikke stik for de privatretsystemer (udformet af andre anarkokapitalister), hvor institutioner unilateralt straffer enhver, der skader deres klienter. I et sådant system ville manglen på et monopol skabe et nyt teoretisk problem for fortalerne af private forsvarsinstitutioner. Alligevel vil der også her være kolossale  incitamenter til at løse retmæssige stridigheder fredsommeligt.

[16] Bander styrkes også af fagforeninger, som (i deres moderne udformning) på ingen måde er frivillige organisationer.

[17] Der kan være noget om at forsikringsselskaber i dag er bureaukratiske og hovne. Men jeg tror at dette har mere at gøre med deres tætte forbindelse til den statslige retsorden end deres egentlige natur. Ja, forsikringsselskaber synes ikke godt om at betale skadeserstatninger, men folk synes heller ikke godt om at gå på arbejde. Dette betyder ikke at det frie arbejdsmarked ikke er et bæredygtigt system; hvis folk er dovne, bliver de fyret. Ligeledes vil forsikringsselskaber, der ikke betaler skadeserstatninger gå konkurs.

[18] Lad os gøre det tankeeksperiment (ganske usandsynligt) at alle og enhver gik med til at sælge hans eller hendes jord til et enkelt individ, som dermed blev godsejer for hele befolkningen og at, som en del af aftalen, modtog godsejeren magten til at ”beskatte” indkomster. Selv her ville godsejeren ikke sætte skatteprocenten over ”Laffer punktet”, dvs. det punkt, der maksimerer skatteindtægterne. Idet den moderne stat er påvirket af ikke-pekuniære motiver, følges ikke engang denne fornuftige regel.

[19] Denne metode virker naturligvis kun, hvis mindst en af forældrene bekymrer sig om fremtidige børns forsorg. Dette burde dog være tilstrækkeligt i de fleste tilfælde, siden kun få par drømmer om at blive vanrøgtende forældre.

[20] Jeg omgår bevidst spørgsmålet, om hvorvidt forældre juridisk set ”ejer” deres børn. Så længe et barn frivilligt forbliver ved sine forældre, ”lever under deres tag”, kan de naturligvis sætte de ønskede regler. Problemet opstår alene, hvis et barn løber hjemmefra og ikke ønsker at vende tilbage. Personligt er jeg sympatisk stemt over for idéen om, at så længe et barn kan forsørge sig selv, kan forældre ikke tvinge barnet tilbage i hjemmet.

[21] Disse frivillige løsninger ville være langt at foretrække i forhold til statens fremgangsmåde, hvorved dårligt underrettede og ofte selvretfærdige socialrådgivere flår familier i stykker, og placerer børn i det horrible familieplejesystem.

[22] Dette ville naturligvis ikke forhindre andre i at skabe et fællesskab hvor abort var lovligt.

[23] Mit standpunkt kan virke usikkert, men forestil dig at en cubansk økonom råder Castro til at ophæve socialismen og tillade fremkomsten af et frit marked. Skal økonomen nødvendigvis på forhånd være i stand til at forudsige hvorvidt og hvor mange indkøbscentre, der vil fremkomme som følge af et sådant forslag?

[24] Eksempelvis kunne en virksomhed stå for udstedelse af skøder i en hel by men faktisk uddelegere afgrænsningen af to naboers respektive rettigheder til anden virksomhed specialiseret i beboelsesanliggender.

[25] Den vidende læser har muligvis bemærket, at denne indvending – og dets løsning – er lig den påståede uendelige regres i en forklaring af efterspørgsel på penge ved brug af marginal nytte.

[26] Puristen vil måske indvende, at dette retsmiddel er utilstrækkeligt. Når alt kommer til alt antager jeg, at folk ved hvad kontraktens koncept er. I denne anklage er jeg skyldig. Som beskrevet i indledningen er formålet med denne tekst ikke at ”bevise” markedslovens etiske overlegenhed. På trods af de lejlighedsvise normative udsagn beskriver jeg faktisk kun verden, som jeg forestiller mig den under markedsanarki. Og i en sådan verden forventer jeg ikke, at folk har problemer med at benytte kontraktens konventioner (selv uden en ordentlig filosofisk definition og retfærdiggørelse), ligesom jeg ikke forventer, at man behøves at være velbevandret i økonomisk teori, førend penge tages i brug.

[27] Under en privat retsorden ville der stadig blive udgivet love og præcedens overholdt, idet dette ville tillade en større grad af forudsigelighed i kendelser og dermed virke tiltrækkende for kunder.

[28] Selvfølgelig er den afgørende forhindring for anarkister at overbevise folk om, at mord er forkert, selv når valgte ”repræsentanter” beordrer det.

[29] For at illustrere: Antag at udbredelsen af denne bog bevirker, at alle amerikanske statsborgere tilslutter sig markedsanarkisme. Private virksomheder ville opstå for at kodificere ejendomsrettigheder som tidligere reguleret af statslige organer. Det ville være ”indlysende” at folk bevarede ejerskab af egen bolig (og lån), køretøjer osv. Denne fundamentale ejendomsstruktur ville dernæst tillade en frivillig og kontraktlig løsning på de vanskeligere problemstillinger såsom fastsættelse af ejerskab ved statslige boligprojekter (idet både lejere og skatteydere kunne tænkes at kræve retmæssigt ejerskab).

[30] Læseren kan finde dette eksempel dårligt – når alt kommer til alt, er det mere skamløst at begå frikast i udendørskampe end i en  NBA kamp. Men pointen er: Der er stadigvæk en sådan ting som et frikast (og andre regler) som anerkendes af overtræderen i en improviseret kamp; han vil ganske enkelt afvise, at han begik et sådant. (For at komme med et andet eksempel ville ingen spiller hævde, at hans skud var 10 point værd.)
Markedets løsning på en sådan uklarhed og tilbøjelighed ved kampe anset værende betydningsfulde nok til berettige den ekstra omkostning og besvær det er at beskikke en oficiel dommer for at anvende ”loven” (som også de betænkningsløst respekterer). Bemærk at på intet tidspunkt er et voldeligt monopol behøvet for at opnå dette fredelige udfald.

[31] Idet jeg ikke er fortaler for pacifisme, kan denne beskyldning om vold synes hyklerisk. Staten behøver imidlertid truslen om vold på utvivlsomt uskyldige mennesker. Hvis en person (som alle er enige om, ikke er kriminel) startede et rets- eller forsikringsselskab, som brød statens monopol, ville staten straffe ham.

[32] En analogi kan være nyttig: Af en række forskellige årsager er jeg imod offentlige uddannelser og advokerer derfor for dets øjeblikkelige afskaffelse. Jeg er ganske sikker på, at private skoler ville levere glimrende uddannelser til alle børn, fattige som rige. Jeg siger dog dette uden at kunne konstruere en a priori teori for ordentlig uddannelse. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at markedets system vil være bedre end statens, på trods af at jeg ikke kan opliste de nødvendige og tilstrækkelige konditioner for godhed (i denne kontekst). Og selvfølgelig  garanterer intet at markedets løsning vil være optimal; når alt kommer til alt, vil markedsincitamenterne i en given by, hvor forældrene var ondskabsfulde eller tåbelige, medføre (hvad vi vil anskue som værende) et horribelt undervisningspensum.

[33] I forbifarten skal det påpeges, at fjernsyn faktisk eksploderede i Sovietunionen, og at mange højhuse faktisk styrtede sammen ved milde jordskælv i det etatistiske Tyrkiet.

[34] Hvis et individ foretrak at leve livet farligt ville han være fuldstændig fri til at købe en computer fra en virksomhed, som ikke var forsikret. Men hvis noget gik galt, ville det være meget sværere for ham at få sine penge tilbage. Det ville såeledes være af størst interesse for de fleste mennesker udelukkende at handle med virksomheder, der havde sine kontrakter forsikret af store, anerkendte forsikringsselskaber.

[35] Faktisk kunne husholdninger med konventionelle våben nyde godt af lavere præmier, hvis forsikringsselskabet troede på, at dette på tilstrækkeligt vis ville reducere forekomsten af kriminalitet i området til at retfærdiggøre tilskyndelsen.

[36] At opkræve højere præmier fra de der ønsker at eje flere våben, er ikke mere uretfærdigt end end den nuværende praksis med at tilbyde rabatter til bilister, der har taget sikkerhedskurser eller til husejere, der har installeret et alarmsystem. Hvis et bestemt forsikringsselskab er bemandet med folk, der frygter skydevåben, kan våbenejere shoppe rundt efter andre forsikringsselskaber.

[37] Jeg vil understrege, at sådanne tilfælde vil opstå under ethvert system. Jeg indrømmer ingenting ved at komme ind på sådanne muligheder – snarere forsøger jeg at vise styrken ved mit system ved at forklare dets reaktion på sådanne tilfælde.

[38] Igen indebærer denne process ikke nogen krænkelse af nogens rettigheder. Det diskriminerer ikke kunderne mere end den nuværende praksis, hvor unge mænd betaler højere præmier, på trods af at deres kørselshistorie er totalt fejlfri. Vi behøver ikke at frygte uretfærdigt høje priser for alle mentalt hæmmede eller alle unge sorte mænd, idet sådanne metoder ikke ville være profitable. Hvis en bestemt person vitterligt skulle betale højere præmier, end han ”fortjente”, kunne han blot skifte til et andet forsikringsselskab.

[39] Når jeg ser America’s Most Wanted eller læser bøger om, hvordan FBI fanger seriemordere, chokeres jeg over, hvor mange nuværende mordere og voldtægsforbydere, der begår deres forbrydelser i prøveløsladelsesperioden.

De originale artikler kan læses her, og antologien downloades i pdf format her.

Indledning

 

Ret er et centralt element i ethvert samfund. I moderne samfund er ret næsten altid underlagt et statsligt monopol, som både træffer strafferetlige afgørelser og løser tvister mellem private og juridiske personer. Dette er ikke tilfældet i et frit samfund, dvs. et anarko-kapitalistisk samfund, i og med staten ikke er en moralsk gyldig entitet. Dette faktum bevirker, at ovenstående problemstillinger – og mange andre – må håndteres på anden vis i et frit samfund.

Inden for de talrige anarkistiske strømninger er denne håndtering genstand for megen debat, og der er i tidens løb blevet fremlagt adskillige fremgangsmåder. Denne artikel har til formål at gennemgå blot én persons syn på samfundsudfordringen, nemlig det teoretiske og praktiske synspunkt fremsat af Murray Rothbard i hans værker For a New Liberty: The Libertarian Manifesto og The Ethics of Liberty. Indeværende artikel foregiver ingenlunde at være udtømmende, og vil blot være en overvejende overfladisk og koncis gennemgang af Murray Rothbards holdninger på området.

 

Retsaksiomet

Grundlaget for al anarko-kapitalistisk teori, også håndteringen af retsmæssige problemstillinger, er ikke-aggressionsaksiomet (the non-aggression axiom). Kort sagt siger aksiomet, at en eller flere personer ikke må udøve aggression mod en eller flere personer eller dennes/deres besiddelser. Aksiomet stammer fra princippet om selvejerskab (et emne Murray Rothbard behandler minutiøst i de fire første kapitler i The Ethics of Liberty) hvoraf ejerskab af besiddelser ligger i direkte forlængelse af ejerskab af egen krop. Frihedsrettighederne, de negative menneskerettigheder, bunder alle sammen i retten til at besidde ejendele; ytringsfrihed, eksempelvis, er ikke et diffust begreb brugt til at give mennesker en mulighed for at sige hvad de føler, men inkluderer også en lokalitet at sige det på eller et medium at sige det igennem. Enten skal det være på egen grund (eller på en grund hvor ejeren har givet ytreren lov til at ytre sig på) eller så skal ytringen skrives på en computer, der ofte er ytrerens egen eller en anden person, som har givet ytreren lov til at bruge computeren mv. Foruden dette skal ejerskabet over ytrerens krop, som ifølge teorien er ytrerens egen, også medtages i denne betragtning.

Denne måde at anskue ejerskabet over sin egen krop, dennes funktioner og ejendele gør, at ikke-aggressionsaksiomet bliver et centralt element i anarko-kapitalistisk teori, mens det ligeledes bliver hele samfundets omdrejningspunkt. Alle tænkelige samfundsrelaterede problemer skal løses, men kan kun blive løst via overholdelse af aksiomet – dette er også tilfældet med kriminelle eller den tabende part i en retstvist. Men som Murray Rothbards naturrettighedsvinkel hurtigt vil afsløre er dette kriterium et meget bredt et af slagsen, og giver næsten uanede mængder af muligheder – og med dertilhørende stor frihed for den enkelte.

 

Praktisk tilgang til ret og retspleje i et frit samfund

Hvordan processuelle problemstillinger løses i Murray Rothbards idealsamfund er ikke nogen større videnskab; i høj grad er det op til markedet at bestemme udfald og struktur, men Murray Rothbard anser det som værende en nødvendighed, at domstolene i samfundet i fællesskab måtte forpligte sig til at følge et bestemt, frihedsmålrettet lovkodeks. Lovkodekset vil blive gennemgået senere, men inden da må retsstrukturen i Murray Rothbards samfund kigges på.

I dette anarko-kapitalistiske samfund vil der være mange forskellige domstole med mange forskellige dommere, eller voldgiftsmænd, som en skadelidt kunne gå til for at få afgjort civilretlige såvel som strafferetlige spørgsmål. Domstolenes dommere eller voldgiftsmænd ville formentligt inddele sig efter en lang række specialiteter; nogle domstole ville holde sig til udelukkende at arbejde med handelsret, nogle udelukkende med søret etc., mens andre og lidt større domstole formentligt ville spænde vidt i deres udbud af ydelser. Forestillinger kan gøres hele tiden, men det vil i sidste ende være markedet, som dikterer hvordan de private domstole indretter sig og udbyder deres ydelser.

Inden man kan diskutere hvordan retsplejen helt konkret ville fungere i et frit samfund, er det først vigtigt at slå fast hvordan domstolene ville blive finansierede. Murray Rothbard giver tre forslag til hvordan domstolene vil kunne overleve på markedsvilkår; enten kunne hver enkelt person (naturligvis såfremt personen ønskede det) abonnere på ydelserne af en bestemt domstol med en indbetaling pr. måned, kvartal, halvår, år osv. Såfremt en person, enten privat eller juridisk, ikke har behov for at bruge en domstol så ofte, kan personen også betale domstolen hver gang personen gør brug af dens ydelser med den sædvane, at den tabende part i den pågældende sag tilbagebetaler beløbet til den vindende part. Den tredje mulighed Murray Rothbard lægger frem er, at ret og retshåndhævelse bindes sammen i et frit samfund, hvilket samtidig leder os hen på strukturen af retssystemet.

Ifølge mange anarko-kapitalistiske tænkere vil såkaldte ”private defence agencies” (PDA fremover) eksistere i et frit samfund. PDA’ere vil have det primære formål at beskytte betalende kunder mod interne og eksterne trusler. Dette vil betyde, at PDA’ere både vil agere politi og, i mindre omfang, argumenterer Rothbard, militær. Hvordan dette præcist vil blive gjort er ikke formålet med denne artikel, men det er nødvendigt at nævne i og med Murray Rothbard spekulerer i, at PDA-firmaer som led i deres service også vil tilbyde retslig hjælp funderet på markedsvilkår således købere af ”politiordningen” oveni handlen også har muligheden for at få en ”domstolsordning”.

Dette scenario vil lede os ind i selve strukturen af retssystemet i et anarko-kapitalistisk samfund, og ikke så meget i forudsætningerne for at strukturen kan opstå. Et eksempel vil blive illustreret gennem en lille case mellem to parter i tråd med Murray Rothbards oprindelige formulering.

 

 

Forestil dig, at Jensen har stjålet en ting, som retmæssigt tilhører Hansen. Hansen kontakter sit PDA-firma og de finder frem til, at Jensen er tyven. Såfremt Jensen uden problemer accepterer skylden vil han også uden problemer acceptere den straf Hansens PDA-firma pålægger ham (det anarko-kapitalistiske straffeudmålingsprincip ifølge Murray Rothbard vil blive behandlet senere). Men såfremt Jensen ikke vil kende sig skyldig må Hansen som det næste gå til sin domstol, hvor han kan få prøvet sin sag; Hansens domstolsydelse er en del af den ordning hans PDA-firma udbyder, og han går derfor til dem igen for at få Jensen kendt skyldig i tyveriet.

Hvis Jensen også er kunde hos samme PDA-selskab som Hansen, er der intet problem; domstolsafgørelsen internt i selskabet er bindende mellem parterne. Hvordan straffen, såfremt Jensen stadig modsætter sig afgørelsen, bliver håndteret vil variere, men blev allerede accepteret gennem kontrakt da Hansen og Jensen som kunder af PDA-firmaet i første omgang tilmeldte sig ordningen. Hvad nu hvis Jensen ikke er kunde hos Hansens PDA-selskab, hvad vil der så ske? Murray Rothbard forestiller sig i dette tilfælde, at Jensen vil gå til sin egen domstol og sagsøge Hansen for bestikkelighed (eller, dog ikke ifølge Rothbard, vil igangsætte en modproces gennem sin domstol). Hvis hans domstol, som Hansens domstol også gjorde, fandt ham skyldig i tyveri, vil dette føre med sig, at Hansens PDA-firma vil følge egne retningslinjer om hvordan Hansen på bedst mulig vis får erstatning (dog kun hvis dette er i overensstemmelse med ikke-aggressionsaksiomet). Men hvad nu hvis Jensens egen domstol finder ham uskyldig – hvordan løser Hansens PDA-firma og Jensens domstol uenigheden?

En måde, som Murray Rothbard dog ikke nævner, er at undergå forhandlinger, dvs. en mægling parterne imellem. I disse mæglinger kunne det bedst mulige resultat fremkomme, hvor klienterne også vil have repræsentanter til stede fra hver deres agentur. En anden mulighed, som Murray Rothbard er en fortaler for, er en specialdomstol, der kun behandler ankesager (som unægtelig må blive Jensens næste skridt). Murray Rothbard agiterer for et fælles lovkodeks som alle domstole skal forpligte sig til at overholde, og ét af punkterne i lovkodekset vil være domstolenes forpligtelse til at give deres kunder mulighed for at anke deres afgørelse til en separat og neutral ankedomstol. Lovkodekset vil også, ifølge Rothbard, foreskrive, at afgørelsen ved en ankedomstol vil være den endegyldige beslutning, som altså ikke kan gentages hos en anden ankedomstol. Hvis Jensen kendes skyldig hos den valgte ankedomstol vil Hansens PDA-firma indkræve erstatningen i tråd med egne retningslinjer.

Ankedomstole vil dermed blive det Murray Rothbard kalder ”cutoff point” med hjemmel i det anarko-kapitalistiske lovkodeks. Et ”cutoff point” er til for ikke at lade retssager køre i uendelighed uden en vis form for kompensation til den skadelidte, og de er velkendte i monopolistiske samfund (Højesteret er det danske ”cutoff point”, mens Rothbard selv nævner den amerikanske ”Supreme Court”.

Slutteligt er det værd at nævne hvordan ankedomstolene vil blive integrerede i det anarko-kapitalistiske samfund ifølge Murray Rothbard; de er ikke finansierede gennem skat som tilfældet er med monopolistiske samfund, men foreslås finansieret af Rothbard gennem de firmaer kunderne bruger for at få løst tvister; en månedlig indbetaling for ydelser af PDA-firmaer kan også inkludere en betaling til den ankedomstol PDA-firmaet tager i anvendelse.

 

Med denne afrunding af tilgangen til ret og retspleje i Murray Rothbards anarko-kapitalistiske samfund vil vi bevæge os over i det førnævnte anarko-kapitalistiske lovkodeks. Murray Rothbards retssystem afhænger i høj grad af dette, og det er derfor vitalt i forståelsen af Rothbards ønskesamfund.

 

Det anarko-kapitalistiske lovkodeks

Ifølge Murray Rothbard er et lovkodeks en absolut nødvendighed i et samfund uden monopolistisk retssystem. Den væsentligste pointe Rothbard gør sig i denne sammenhæng er homogeniteten; domstolene i samfundet skal alle benytte sig af det samme lovkodeks. Murray Rothbard kommer ikke ind på hvordan sådan et lovkodeks skal blive vedtaget, men kommenterer blot at det skal være bredt accepteret. Man kan dog snildt forestille sig, med Murray Rothbards baggrund in mente, at hans foretrukne fremgangsmåde til at opnå det endegyldige lovkodeks’ udformning formentligt ville være gennem direkte demokrati blandt beboerne i samfundet. Murray Rothbard beskæftiger sig heller ikke med den naturlige ”frihedskontradiktion”, der ligger i at et lovkodeks skal være bredt accepteret blandt beboerne i samfundet. Murray Rothbard forklarer imidlertid hvad lovkodekset skal indeholde:

”The legal code, simply, would insist on the libertarian principle of no aggression against person or property, define property rights in accordance with libertarian principle, set up rules of evidence (such as currently apply) in deciding who are the wrongdoers in any dispute, and set up a code of maximum punishment for any particular crime. Within the framework of such a code, the particular courts would compete on the most efficient procedures, and the market would then decide whether judges, juries, etc., are the most efficient methods of providing judicial services.” (Rothbard, 1973).

Ikke-aggressionsaksiomet og ejendomsretten er allerede kort beskrevet i indeværende artikel; Murray Rothbards naturfilosofiske udgangspunkt bunder i John Lockes tanker om selvejerskab og ejendom ved enten at blande naturalier med arbejde eller opnå ejerskab på anden legitim vis (mere om dette i bl.a. kapitel fire i The Ethics of Liberty). Ikke-aggressionsaksiomet er ”den gyldne regel” i Rothbards samfund; ovenstående ejendom må der ikke udøves aggression mod. Dette er de to basale elementer i anarko-kapitalismen som filosofi, og det er to sider af samme mønt.

Når det kommer til bevisreglerne, må det til syvende og sidst være op til forarbejderne af lovkodekset at nå til enighed om de mest effektive regler, hvorefter beboerne i samfundet gennem en afstemning skal rejicere eller acceptere reglerne. En formodning ville dog være, som eksempelvis i dansk ret, at bevisbyrden ligger hos skadelidte, med undtagelse af specifikke omstændigheder med præsumptionsansvar, som skal bevise at skadevolder har handlet ansvarspådragende.

 

Det anarko-kapitalistiske straffeudmålingsprincip ifølge Murray Rothbard vil være et slags proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet er et absolut maksimum en skadelidt kan kræve af en skadevolder; skadelidte kan således også gøre krav på mindre end det maksimale, skadevolderen kan købe sig ud af straffen mv. Alt dette omtales til udførlighed i det trettende kapitel af The Ethics of Liberty. Det er vigtigt at nævne, måden hvorpå straffe skal udmåles i et anarko-kapitalistisk samfund varierer fra meningstilkendegiver til meningstilkendegiver.

De sidste ord om lovkodekset er baseret på markedet. Lovkodeksets rammer vil fremsige hvordan de enkelte domstoleenheder vil gebærde sig på markedet. Efterspørgslen vil favorisere de domstole, som er i stand til at udbyde den billigste, hurtigste og mest effektive proces hvilket vil drive de dyre, langsomme og ineffektive domstole ud ad markedet. Murray Rothbard har i denne forbindelse også en idé om hvad der konstituerer den bedste service, og hvordan domstolene vil agere. Princippet er meget brugt i det danske retssystem.

 

Sædvaneret som ”lovgivningsproces”

 

Den sidste del af Murray Rothbards anarko-kapitalistiske retssystem vil fuldende en slags retlig trinfølge i tråd med den formelle lovs princip i dansk rets legalitetsprincip. Hvor den danske retlige trinfølge har grundloven øverst, dernæst almindelige love, herefter anordninger mv., så vil det anarko-kapitalistiske retssystem ifølge Murray Rothbard ligeledes indrette sig på nogenlunde tilsvarende vis.

Ikke-aggressionsaksiomet vil være øverst placeret i den retlige trinfølge. Aksiomet vil være helt og aldeles præceptivt i alle henseende. Under ikke-aggressionsaksiomet kan man passende indsætte det anarko-kapitalistiske lovkodeks, der sågar har ikke-aggressionsaksiomet indskrevet materielt, hvilket på sin vis ville kunne sidestille sig med retsplejeloven i Danmark. Nederst på den anarko-kapitalistiske retlige trinfølge finder man sædvaner. Sædvaner vil ikke, som i Danmark, blive inddelt i dem, som er fulgt almindeligt, stadig og længe, men i stedet være samlet til én enhed fri for inddeling.

Det anarko-kapitalistiske retssystem være bygget på et slags præcedenssystem, hvor dommere eller voldgiftsmænd træffer afgørelser baseret på andre lignende domme. Præjudikater – som det nederste niveau i den retlige trinfølge – vil dermed fastslå adfærdsmønstret for befolkningen i det anarko-kapitalistiske samfund, og bestemme hvilke straffe der bliver givet i hvilke tilfælde. Tager man udgangspunkt i ovenstående eksempel med Jensen og Hansen, så vil Jensens straf, i Murray Rothbards anarko-kapitalistiske samfund, blive dømt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, som sideløbende vil være underlagt formelle grænser i lovkodekset og ikke-aggressionsaksiomet.

 

 

Dette er Murray Rothbards argument for, at sædvane bliver lovgivningsproceduren i det anarko-kapitalistiske samfund. Med tiden vil stadig flere og flere sager blive prøvet for retten, hvorfor dommere eller voldgiftsmænd vil have flere og flere sager at tage stilling ud fra. Hvad dette system naturligt må føre med sig over en længere periode er en slags facitliste hvad angår domsafsigelser; skulle en bestemt tvist minde meget om en anden, bliver resultatet, såfremt hensigtsmæssigt, det samme i den nyere sag. Dommere eller voldsgiftsmænd vil dog også justere omstændighederne til den nye sag. Dette vil betyde, at selvom der foreligger en facitliste, er der også, specielt angående nye sager, en skræddersyet løsning på de tvistende parters problem.

 

Afslutning

Som det igennem hele artiklen har været understreget, så er Murray Rothbards retssystem blot ét ud af mange udspil givet af anarko-kapitalister. Ligeledes, som igen er blevet understreget i løbet af indeværende artikel, er dette blot spekulationer foretaget af Murray Rothbard. Som Rothbard selv medgiver så er det i sidste ende efterspørgslen og markedet, der vil udforme retssystemet i et frit og anarko-kapitalistisk samfund. Hvordan orden vil udforme sig såfremt monopolet på ret og lov bliver ophævet er et mysterium, og vi kan blot gisne om resultatet med egne idealer og princippet som rettesnor. Faktum er dog, at intet vil blive overladt til tilfældighederne ved overgangen til et frit samfund – folk vil, som aktører i et laissez-faire-marked, agere efter egen interesse og derved opnå deres ønskede resultater

 

– Peter Simon Christensen

e834b60a20f41c3e81584d04ee44408be273e7d01cb4184597f8_640_surveillance

Overvågning

 

”Hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Hvori består statens ret, til at overvåge dens borgere, når den reelt ingen ejendom ejer? Er der et trade-off mellem frihed og sikkerhed? Er frihed værd at opgive, for sikkerhed? Opnås sikkerhed eller en falsk tryghed? Tyder overvågningsmentaliteten på et samfund, der bevæger sig i en totalitær retning, eller er der ikke nødvendigvis en sammenhæng. Hvorfor har krig og andet udåd, altid været en undskyldning for at fjerne borgernes frihed? Dette, og mere, vil blive diskuteret i dette essay om overvågning.

 

 

“To be governed is to be watched over, inspected, spied on, directed, legislated, regimented, closed in, indoctrinated, preached at, controlled, assessed, evaluated, censored, commanded, all by creatures that have neither the right nor wisdom nor virtue… To be governed means that at every move, operation, or transaction, one is noted, registered, entered in a census, taxed, stamped, authorized, recommended, admonished, prevented, reformed, set right, corrected. Government means to be subject to tribute, trained, ransomed, exploited, monopolized, extorted, pressured, mystified, robbed; all in the name of public utility and the general good. Then at first sign of resistance or word of complaint, one is repressed, fined, despised, vexed, pursued, hustled, beaten up, garroted, imprisoned, shot, machine gunned, judged, sentenced, deported, sacrificed, sold, betrayed, and to cap it all, ridiculed, mocked, outraged, and dishonored. That is Government. That is its justice and morality!”

 

– Pierre Joseph Proudhon (The general idea of the revolution)(1851)

 

Det pågældende spørgsmål ligger ligefor, og bør også være det første der melder sig hos den kritiske iagttager. Dette hovedsaligt fordi, at disse tanker går forud for enhver diskussion man senere måtte få på området; et grundaksiom. Spørgsmålet består i, hvorvidt staten besidder en ret til at overvåge dens borgere? Her må udgangspunktet umiddelbart tages i betydningen af det pågældende ord ”repræsentativt demokrati”; de fleste steder, vil man finde en forklaring, der går nogenlunde sådan her “Det repræsentative demokrati betyder, at folk uddelegerer visse opgaver til andre individer – politikere – dette fordi, at det ville være for besværligt, hvis vi alle skulle op og stemme hver gang noget skulle vedtages”.

 

Samtidig betyder “repræsentativt” også, at man repræsenterer nogle; i dette tilfælde, repræsenterer politikerne et bredt udsnit af befolkningen. Tager vi udgangspunkt i den ovennævnte forklaring, vil det hurtigt slå os, at skal vi være i stand til at uddelegere nogle opgaver, skal vi selv være i besiddelse af dem først – er den civile befolkning det i dette tilfælde? Svaret på dette spørgsmål er ligetil; den enkelte borger er ikke i besiddelse af en rettighed, til at overvåge sin nabo, hvilket betyder, at han heller ikke kan uddelegere denne rettighed til en centralinstans; hvilket grundlæggende er hvad vi ser her; dette bygger selvfølgelig på den antagelse, at staten stadigvæk består af borgerne.

 

Med overvågning består problemet endnu. En borger har ikke ret til at overvåge sin nabos privatliv og færden: derfor kan han heller ikke via staten opnå retten til overvågning, ved at uddelegere opgaven til en centralinstans. Mener man, at den pågældende logik er baseret på en fejlslutning, bør man spørge sig selv, hvordan visse rettigheder, kan opstå ud af ingenting; politikerne i et parlament – burde være – er jo intet andet, en borgernes forlænget arm og kan derfor aldrig vedhæftes flere rettigheder, end den enkelte. Hvis man derimod godkender antagelsen om, at rettigheder kan opstå ud af ingenting, vil man også mene, at 51 % har lov til at dræbe de 49 %. Selvfølgelig et eksempel drevet til det ekstreme, men forskellen ligger ikke i princippet, udelukkende graden. De folk der ønsker statslig hjemmel til hvad som helst, har ingen indsigt i, hvad de bevæger sig ind i; en magt så stor, vil altid korrumpere.

 

Grundlæggende vil jeg mene, at man skal opdele statens overvågning i to separate tilfælde; det ene er overvågning som metode til at forebygge kriminalitet og den anden form er den totale overvågning. Den ene har det med, meget hurtigt at blive til den anden. Overvågning starter altid med at omhandle kriminalitet. Gradvist udvikler omfanget sig, og inden man har opfattet det, kan man ikke gøre det som man har lyst til: her er ens frihed frataget.

 

Staten ejer intet og kan derfor heller ikke påtage sig at beskytte noget, eller våge over egen ejendom, hvilket bør være den primære grund til overvågning (i hvert fald den primære grund hos det enkelte individ). Historisk set har statens grund været at overvåge dens borgere i deres gøremål, for at beskytte dens indtægtsgrundlag. At staten ikke er i besiddelse af produktion (og derfor aldrig er i stand til at besidde noget), betyder, at al statslig ejendom er befolkningens; det mest problematiske ved store dele af de ”offentlige bygninger” og andre ”offentlige aktiver” er, at den enkelte borger i mange tilfælde ikke besidder nogen ret til at benytte disse. Hvilken ejendom besidder man uden ret til at benytte den? Så er det jo ikke ”borgernes” ejendom; de mennesker der har betalt for den, som det ofte anføres flere steder fra. Et fænomen som dette, fortæller os i høj grad, at staten er en selvstændig organisme, der ikke i et særlig stort omfang består af dens borgere. Men da befolkningen ikke er i besiddelse af spionageret overfor sin nabo, kan staten således ikke moralsk opsætte kameraer på den ejendom som den mener at den besidder.

 

Hvis al ejendom i et land var fordelt sådan at man kunne finde den pågældende ejer – ville diskussionen være en helt anden. Hvad man gør på sin personlige ejendom kan ej bestemmes af andre, end ejeren.  Forskellen ligger også i, hvad en ejer kan bruge videooptagelser til – en ejer kan f.eks. ikke straffe sine gæster/kunder for deres påklædning eller opførsel. Samtidig ville en ejer, af en pornoforretning f.eks. også have et større incitament til at behandle oplysninger fortroligt, da der ikke er penge i at offentliggøre privatpersoners feticher. Private bruger i langt de fleste tilfælde ikke overvågning som staten gør, og hvis de gør, er optagelserne ligegyldige, da private ikke kan præsentere nogen straf for, hvad de har dokumenteret (medmindre der er skade på krop eller ejendom).

 

Dette leder os naturligt frem til en diskussion der er kommet og gået igennem en årrække efterhånden; en diskussion der beklageligvis, er blevet en smule forsømt; diskussionen om frihed kontra sikkerhed. I denne diskussion rammer Benjamin Franklin hovedet på sømmet, da han for flere hundrede år siden udtalte ”At den der vil give frihed for midlertidig sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed og vil opnå ingen af dem”. Der er et eksisterende trade-off, mellem de to; du kan ikke siges at være ”fri”, hvis du ikke har friheden til et privatliv, du kan ikke siges at være fri, hvis du ikke kan tage et skridt uden at blive kigget over skulderen. Herved indebærer frihed også friheden til at have hemmeligheder. Alle besidder hemmeligheder; hemmeligheder vi ønsker at holde for os selv, hvilket individet må siges at være i sin gode ret til, hvorfor skulle man ikke være det? Debatten dræbes, når debattørerne for overvågning, benytter tesen ”hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte”, en tese, der nok havde gjort de selvsamme personer populære hos nogle af de værste rædselsregimer, denne verden har set. Antagelsen hos en person der benytter denne tese er bygget på en fejlslutning. Antagelsen er bygget på den fejlslutning, at alt man måtte have lyst til at skjule, vedrører andre og implicit, at hvis man har noget at skjule, må det være fordi, at man enten har suspekte planer, eller allerede har begået en kriminel akt, hvilket afviger voldsomt fra sandheden. Findes der ikke mange andre ting end kriminalitet, man ønsker at skjule? og hvad vedrører seksuelle præferencer, misbrug af forskellige rusmidler; lovlige, som ulovlige, egentlig naboen; for hvis man vedkender og køber præmissen om, at staten er os alle sammen, kan man implicit sige, at det er naboen der spørger efter informationen og hvad skal han dog bruge oplysninger som disse til?

 

I normale samtaler og interviews påviser folketingspolitikere meget godt, deres slappe holdning eksisterende i dette land, når det kommer til beskyttelse (udnyttelse) af vores frihedsrettigheder. Det mest grinagtige er dog, når vores politikere nævner, at overvågning skal ske i respekt for den personlige frihed og integritet. Dette er voldsomt modsigende: overvågningen skal blot ske i henhold til bekæmpelse af terror, så er det ligegyldigt hvem der krænkes. De anfører også ofte, at der skal være kontrol med overvågningen, hvilket altid vil falde mig yderst besynderligt, da det grundlæggende betyder, at vi har nogle der skal kontrolleres; de der kontrolleres, bliver kontrolleret af politiet, dog skal de også kontrolleres for, hvorvidt de nu kontrollerer rigtigt. Problemet er hvem, der skal kontrollere de folk, der kontrollerer kontrollanterne? De kan vel i ligeså høj grad misbruge deres autoritet; der vil altid være et ekstra led ude i horisonten.

 

Ordet ”sikkerhed” bliver også misbrugt i medierne. Er man mere sikker, fordi der hænger et kamera over hovedet på en? Er man mere sikker, fordi staten ved alt om det enkelte individ? Gør det ikke individet svagt og sårbart i stedet? Forestil dig, at en person kommer gående en mørk og sen aften, i denne gade hænger der et kamera. Den pågældende person orienterer sig ikke ordentlig omkring, fordi personen tror, at personen er sikker – den falske tryghed, er opbygget igennem en årrække – op på siden af det pågældende person kommer en hætteklædt overfaldsmand. Det eneste politiet kan se på deres utallige kameraer er en hætteklædt mand. Hvad hjælper kameraerne i en situation som denne? Overvågningen afværgede heller ikke den pågældende forbrydelse. Kameraer forhindrer ikke forbrydelser i at blive begået (det kan de ikke…), kameraer har kun en præventiv effekt, hvis man antager, at forbrydere af den grund, ikke tør at begå en forbrydelse. Hvorfor ikke en mikrochip i stedet, eller måske overvågning i folks private hjem, det må da være noget der virker!  Vi er altid bare et skridt væk fra friheden fra vold og ulovligheder, siger centralplanlæggerne inde på borgen, vi mangler blot et tiltag mere, så når vi Utopia!

 

De negative sider ved overvågning, kan også siges, at overgå de positive. Den brutale virkelighed og den naturlige endestation for et overvågningssamfund, er fantastisk skitseret af Orwell i hans mesterværk ”1984” – overvågningssamfundet, totalitarismen og forbudsstaten. Jo flere love der er og jo mere indgribende de selvsamme er, desto vigtigere bliver det at have styr på borgerne. Hvis vi bygger vores antagelse på, at alle folk der kan vedgå private oplysninger tvangsindkrævet af staten, ikke nødvendigvis har rent mel i posen, kan disse mange oplysninger bruges imod den enkelte, hvilket må siges at være skræmmende. Har man set på et overvågningskamera, at en person har alternative behov, kan dette bruges til at ødelægge hans liv, hvis han ikke ønsker at bøje sig; er en politimand på hævntogt, kunne beviser plantes mm. I en tid som den nuværende, hvor det ene forbud efter det andet bliver indført, er det næsten umuligt ikke at begå en ”forbrydelse”. Med indtoget af flere og flere love, undrer politikerne sig alligevel over, at der kommer flere forbrydere. I en stat der vokser sig større og større og i samme omfang strammer grebet om borgerne, i takt med, at videoovervågning bliver mere populært, bør borgerne måske bekymre sig en smule mere om fremtiden, for som det er blevet nævnt i utallige skrifter, kan overvågningen udvikle sig til et magtfuldt våben for en politisk magt. Man vil være i stand til med moderne teknologi at overvåge folk i et hidtil uset omfang; politiske modstandere ville i et sådant klima hurtigt få det svært og nok være udryddet, før de nogensinde når op på en talerstol.

 

At stoppe terrorisme bruges meget ofte som undskyldning til at fratage folks medfødte negative rettigheder. At vi er født lige, medfører, at nabospionage er forkert; og at det ikke bliver rigtigt, bare fordi at et flertal ”mener det”. F.A. Hayek, den liberale økonom og filosof, advarede om dette for årtier tilbage: ”snakken om en trussel udefra, har altid været bevæggrunden, for at fjerne den frihed borgerne besad”. Det er i øvrigt ironisk at man hengiver tillid til en terrororganisation (i.e. den danske stat, den amerikanske stat) til at stoppe en mindre og mere betydningsfuld terrororganisation (i.e. Al-Quaida, PKK). En af problematikkerne ved at fjerne friheden fra individet er, at andre overtager magten i stedet. Når individet mister friheden over sin krop, må andre overtage en slags ejerskab i stedet. Herefter må disse frihedsberøvede vogtes som dyr i bur, for at bibeholde dette ejerskab og for at bibeholde den indtægt staten ønsker. Tænk f.eks. på de mennesker i danske fængsler, som selv staten indrømmer, er ”frihedsberøvede” (og derfor under konstant opsyn). Det gælder også for mindre ting, f.eks. da danskere ikke mere selv skulle sørge for egen lægehjælp, uddannelse, osv. Når der ingen valgfrihed er, opstår apati og ligegyldighed, siger den anarkistiske forfatter Ruddi Welzel i bogen ”Det anarkistiske menneske”.

 

Terrorangrebet i New York den 11. september, var en voldsom tragedie; en tragedie der formodentlig stadig ligger dybt i os alle. En tragedie der samtidig har medført en endnu større tragedie i vores samfund. Terrorangrebet har ført til frihedskrænkende love i massevis og en hidtil uset mængde overvågning. Folk kan smides i fængsel uden beviser: hvis de har noget gødning liggende, eller skriver et indlæg på nettet. Stigende magt til en udvalgt skare, har igennem tiden, skabt det ene rædselsregime efter det andet; hvis der er noget historien burde have lært os, er det, at staten skal have så lidt beføjelser som overhoved muligt, hvis overhoved nogen. En så totalitær udvikling er skræmmende og burde skræmme folk mere, end hvad tilfældet er, for næste offer, kunne være dig SELV!!

 

Overvågning af befolkningen er blot en naturlig konsekvens af den udvikling, der startede i slutningen af 60’erne. Hvis alle passede sit og ikke var afhængige af statens tvangsinddrevet midler – midler der er stjålet på samme måde, som når tyven går på rov i ly af natten – ville overvågning som staten udøver aldrig været nødvendigt. Overvågningen er en direkte konsekvens, af det kontrolsamfund vi har opbygget. Vi ser samme udvikling i USA og resten af den vestlige verden, hvor regler og den administrative byrde til diverse velfærdsprogrammer aldrig har været større. Når budgetterne pludselig ikke hænger sammen længere, grundet de voldsomme beløb lovet til højre og venstre, samt den manglende effektivitet i den offentlige sektor, bliver overvågning en nødvendighed, for at begrænse ”snyd” mm. Overvågningen er simpelthen en uundgåelig konsekvens af det opbyggede system. Politikere vil altid kræve endnu flere midler; endnu flere midler betyder ofte flere skatter og afgifter; endnu flere regler betyder mere kontrol; det er en farlig cirkel vi bevæger os ind i.

 

Konklusion

 

Videoovervågning af folk er drastisk, men en uundgåelig konsekvens af kontrolstaten. Det minimerer friheden og skaber en falsk sikkerhed i befolkningen; kriminaliteten ophører ikke. Samtidig gør det muligheden stor for, at en person uden rent mel i posen, kan udnytte oplysninger, med voldsomme konsekvenser til følge; blot chancen for, at dette kan ske eksisterer, burde umuliggøre det i et retssamfund. Terrorangreb rundt om i Europa, har fået mange politikere til at gå i panik, dog kan man sagtens tvivle på, hvorvidt det havde hjulpet og hvorvidt kameraer, havde været i stand til at afværge katastroferne. Man bør aldrig handle i affekt; angrebene burde ikke have fået politikere på verdensplan til at gå i panik. Når man samtidig, kan sætte spørgsmålstegn ved om det havde hjulpet, hvad er meningen så? Vi er altid bare et skridt væk fra friheden siger centralplanlæggerne: vi mangler blot et tiltag mere, så venter Utopia forude! Men sådan går det aldrig. Når friheden først er væk, kommer den aldrig tilbage. Ihvertfald ikke ved hjælp af demokratiske virkemidler.

 

I used to be an anarcho-capitalist. Now, I am an anarchist. There is a huge difference between the two terms.

 

In this article, I am going to discuss some of the irreconcilable differences between the two by drawing upon my own process of reasoning myself out of the first and into the second.

 

One of the first things I noticed is that the word “anarchy” is defined in completely different ways.

 

Let’s begin by looking at what the word “anarchy” means. In the anthology Reinventing Anarchy, Again, edited by Howard J. Ehrlich in the short essay entitled Why the Black Flag? stresses that anarchy is much more than opposition to the state and government. It certainly begins by mentioning in no uncertain terms that “anarchy” opposes the state: “Black is a mood of anger and outrage at all the hideous crimes against humanity perpetrated in the name of allegiance to one state or another” (31). Then two major additional concepts are added to the definition of the word “anarchy,” namely, (1) the crushing of the human spirit under authoritarian and hierarchic systems, and (2) the creation of new human relationships. The black flag “mourns not only the death of the body but the crippling of the spirit under authoritarian and hierarchic systems” (31, emphasis mine) and fosters and shelters “new forms of human life and relationship on and with this earth” (32, emphasis mine).

 

To the anarchist, the “crippling of the spirit under authoritarian and hierarchic systems” is a broad concept that means that the anarchist wants to abolish all master-slave type relationships. The Anarchist Writers article entitled A.1 What is anarchism? quotes from “Anthropology and Anarchism” that anarchists “are opposed to what the Mexican anarchist Flores Magon called the ‘sombre trinity—state, capital and the church. Anarchists are thus opposed to both capitalism and to the state, as well as to all forms of religious authority” (emphasis mine). The existence of this “sombre trinity” can be seen in actual practice when looking at James C. Scott’s study of predominantly the Zomia anarchy in his book The Art of Not Being Governed: An Anarchist History of Upland Southeast Asia. Scott writes that some anarchist tribes in South America were “termed disparagingly by the Spaniards as peoples ‘without God, law, and king’ (unlike the Inca, Maya, and Aztecs), they were, [French anthropologist Pierre] Clastres saw, rather peoples who had elected to live in a relatively egalitarian social order with chiefs who had little or no power over them” (188, emphasis mine). The parallels between Magon and Scott are exactly the same: “law and king” as “state,” “God” as “church,” and “opposition to capital” as “egalitarian social order.”

 

Clearly, one could think of other examples of master-slave type relationships in our present society, such as the public education system. For example, John Taylor Gatto, writing in Dumbing Us Down: The Hidden Curriculum of Compulsory Schooling, that the modern school system is just a secular version of the church: “in our secular society, school has become a replacement for church, and like church it requires that its teachings must be taken on faith” (17, emphasis mine). The master-slave relationship is self-evident in the teacher-student relationship as expressed by Gatto: “Good students wait for a teacher to tell them what to do” (Dumbing Us Down, 7).

 

To the anarchist, the fostering and sheltering of “new forms of human life and relationship” is basically a fancy way of saying that anarchists want to create a world based upon equality of power. The idea boils down to preventing the creation of heavily “one-sided” human relationships, i.e., the idea is to create a situation of relatively equal bargaining power. Pierre-Joseph Proudhon, for example, in The General Idea of the Revolution, notes that

 

the social contract should increase the well-being and liberty of every citizen. If any one-sided conditions should slip in; if one part of the citizens should find themselves, by the contract, subordinated and exploited by others, it would no longer be a contract; it would be a fraud, against which annulment might at any time be invoked justly. (114, emphasis mine)

 

Noam Chomsky puts the point with regard to equality of power and bargaining power rather bluntly when he writes that “the idea of ‘free contract’ between the potentate and his starving subject is a sick joke” (Noam Chomsky Interviewed by Tom Lane, “On Anarchism”).

 

I must add that the hierarchical nature of organized religion has been and will remain one target for anarchists’ enmity. In the Philosophy of Atheism, anarchist Emma Goldman attacks both God and theism because they both represent “power” to “rule over” mankind: “Gods in their individual function are not half as pernicious as the principle of theism which represents the belief in a super-natural, or even omnipotent, power to rule the earth and man upon it.” Moreover, consider the tirade made by American individualist anarchist Benjamin Tucker with regard to religion:

 

In religion they are atheistic as far as their own opinions are concerned, for they look upon divine authority and the religious sanction of morality as the chief pretexts put forward by the privileged classes for the exercise of human authority. “If God exists,” said Proudhon, “he is man’s enemy.” And in contrast to Voltaire’s famous epigram, “If God did not exist, it would be necessary to invent him,” the great Russian Nihilist, Mikhail Bakunin, placed this antithetical proposition: “If God existed, it would be necessary to abolish him.” But although, viewing the divine hierarchy as a contradiction of Anarchy, they do not believe in it, the Anarchists none the less firmly believe in the liberty to believe in it. (Individual Liberty, 20-21, emphasis mine)

 

In addition, Kropotkin stresses his wish to see supernatural theology come to an end. I mention this because this seems to be one subtle but important difference between anarchy and anarcho-capitalism, as I will explain in more detail later. “Kropotkin, the best-known anarchist writer,” in the opinion of Nicolas Walter, “was a child of the Enlightenment and the Scientific Revolution…[and] was particularly concerned with the development of a secular system of ethics which replaced supernatural theology with natural biology” (Anarchism and Religion, emphasis mine).

 

Moreover, if we look briefly at a psychological profile of your typical atheist, we see that there is some sort of correlation between anarchism and atheism. According to Nicolas Walter’s Anarchism and Religion, “there have been few serious studies on anarchist psychology, but those that do exist agree that the first step on the way to anarchism is frequently the rejection of religion.” Of course, this is not to say that every anarchist must necessarily be an atheist since “there are plenty of exceptions to this rule,” according to Walter. Other studies, as reported by The Cambridge Companion to Atheism, “Atheists—A Psychological Profile,” demonstrate a strong link between “political radicalism” and atheism. “The correlation between rejection of religious beliefs and radical political views for individuals has been clearly demonstrated in several studies…the degree of political radicalism was directly related to the degree of irreligiosity” (304, emphasis mine). To put it bluntly, “self-identified atheists were more radical than self-identified agnostics” (304).

 

To summarize, the word “anarchy” means:

 

  1. Opposition to the State and Government [rulers rule and subjects submit]
  2. Opposition to Capital [bosses order and employees obey orders]
  3. Opposition to the Church and all other forms of Religious Authority [priests “reveal” god’s word and believers obey to the word]
  4. Opposition to All Relationships consisting of Inequality of Power or Privilege
  5. Support for New Human Relationships based upon Equality of Power

 

Now, let me try to compare and contrast the word “anarchy” as I have defined it above with the word “anarcho-capitalism to see what kind of relationship exists between these two words. In order to keep this article as brief as possible I will pick two of the five criteria for discussion purposes, i.e., to compare anarchy to anarcho-capitalism. Maybe some other time I will address the other issues in more detail.

 

Opposition to Capital

 

The direct way to address this would be to say simply this: since anarcho-capitalism supports capital then obviously it can’t be anarchy based on the definition that I am using. But I do not want to be so terse as to just dismiss this entire issue this abruptly. I want to explain a bit more about what is going on in the minds of anarchists when they profess a strong opposition to capitalism.

 

To begin, let us look at the symbolism of anarchy. Briefly, the images stand for the struggle of the working class who are in a situation of utter distress because of unemployment and poverty. The flags stand for the anger and bitterness of the underclass, and have their origins rooted in incidents of street rebellions where they were basically makeshifts. The colors usually associated with anarchy—black and red—represent blood with black specifically referring to dry blood according to Jason Wehling and his article Anarchism and the History of the Black Flag. Following Wehling, the black flag is the “symbol of the workers’ misery and as an expression of their anger and bitterness.” In the article Why the Black Flag, found in Ehrlich’s Reinventing Anarchy, Again, the idea of the anguished and tormented worker is extended beyond the idea of rebellion in the streets. There is a strong symbolic link between the black and how the black flag “mourns the millions of brain cells blacked out with never a chance to light up the world” (31-32). Chomsky says the same thing in less symbolic language when he writes in an article entitled The Relevance of Anarcho-Syndicalism in his book Chomsky on Anarchism that “as long as individuals are compelled to rent themselves on the market to those who are willing to hire them, as long as their role in production is simply that of ancillary tools, then there are striking elements of coercion and oppression” (134). Similarly, in Chomsky’s Notes on Anarchism in the same book mentioned previously, the idea of “alienated labor” is tied into the black flag, which mourns over the millions of dead brain cells caused by the nature of work itself—and hence the relationship between capital and labor. Chomsky citing Marx in this case mentions that alienated labor “casts some of the workers back into a barbarous kind of work and turns others into machines” (122).

 

Now contrast that with the symbolism of anarcho-capitalism. I want to quote Murray N Rothbard’s book The Betrayal of the American Right at length in order to highlight a number of differences in the symbolism between anarchy and anarcho-capitalism. Here, Rothbard recounts the historical story of the first public unveiling of the black-and-gold flag of anarcho-capitalism:

 

In the winter of 1963-64, Le Fevre organized a winter-and-spring long “Phrontistery” at Colorado to pave the way for transforming Freedom School into a Rampart College. To the Phrontistery flocked some of the nation’s leading young libertarians, including Smith, Gaskins, Jackman, Peter Blake, and Mike Helm, many of whom formed for the first time in public an aggressive “Rothbardian” block that stunned the visiting conservative and laissez-faire dignitaries who had been invited to teach there. For the first time in public some of the group also unfurled the “black-and-gold flag,” the colors of which we had all decided best represented anarcho-capitalism: black as the classic color of anarchism and gold as the color of capitalism and hard money. (188, emphasis mine)

 

Now contrast Rothbard’s flag unraveling story with the historical stories of the unraveling of the flags of anarchy. It is Jason Wehling in his article Anarchism and the History of the Black Flag who puts it best:

 

This may have been enough for the starving and unemployed to pick up the black flag in revolt. In fact, one could quickly get a hold of a piece of red or black cloth in a riot…An improvised rebel flag raised in a riot was likely to be of just one color. (emphasis mine)

 

Let me summarize the striking differences :

 

  1. Rothbard’s flag was planned ahead of time. “We had all decided [that the black-and-gold flag] best represented anarcho-capitalism.” In Wehling’s account, the black and red pieces of cloth—since they were literally pieces of cloth covered in blood—became “improvised rebel flags.” In other words, contrary to Rothbard’s deliberately planned flag, the anarchist flag was a spur-of-the-moment spontaneous thing.
  2. Notice also that the situations are completely different. In Rothbard’s story we have a bunch of people attending some sort of college gathering of conservative and laissez-faire dignitaries. This obviously is very different from a bunch of starving and unemployed people taking part in a bloody riot.
  3. The gold color symbolizes both capitalism and hard money. I suspect that our starving and unemployed anarchists have rather limited stockpiles of gold in their possession at the time of their riots in the streets.
  4. Notice also the practical versus theoretical difference that exists between these two stories. Rothbard’s story is about teaching at a college. If you were to read the rest of Wehling’s article you will see stories about how the anarchists will raid bakeries for food. The anarchist stories are very down-to-earth and pragmatic in nature.

 

Can one find any plausible way to reconcile these two divergent stories? How can we juxtapose the color black, which symbolizes starving and unemployed workers rebelling against both their alienating labor and their miserable lives, with the color gold, which symbolizes the rich, i.e., capitalism, and hard money, i.e., something that the poor don’t usually have?

 

Opposition to the Church and Religious Authority

 

In the beginning, to allude to the famous Genesis story, was the economic “Garden of Eden” with its story of “original sin” as preached by the prophet Adam Smith. The devil, the tempter in the form of the snake, is of course Karl Marx. Marx pointed out that Smith’s “mythical” story of the so-called “original appropriation” is the political economic version of the “mythical” Adam and Eve story of eating the forbidden fruit:

 

Marx rejected [Adam] Smith’s otherworldly conception of previous accumulation. He chided Smith for attempting to explain the present existence of class by reference to a mythical past that lies beyond our ability to challenge it. Marx insisted, “Primitive accumulation plays approximately the same role in political economy as original sin does in theology.” Marx’s analogy is apt. Both original sin and original accumulation divert our attention away from the present to a mythical past, which supposedly explains the misfortunes that people suffer today. (Michael Perelman, The Invention of Capitalism, 25, emphasis mine)

 

  • Mythical pasts and mythical stories that go against the factual evidence
  • Theological constructions such as “original sin”
  • Diverting and Distracting

 

What is going on here? It seems to me that anarcho-capitalism—i.e., anti-statist capitalism—is based on religion and theology and that this dependence is foundational, meaning that one cannot remove this component of anarcho-capitalism and expect it to still exist.

 

I first started to form this thesis some time ago when I inadvertently stumbled across a book on the Mises webpage entitled The School of Salamanca by Marjorie Grice-Hutchinson. If you look into this on the Mises webpage, it is easy to demonstrate that the Austrian school seems to openly admit that they are borrowing ideas from theologians and priests. For example, Jerzy Strzelecki wrote an article on the Mises webpage entitled The School of Salamanca Saw This Coming in which he writes:

 

For about 100 years, there has existed at the center of the world economy one institution pretending to be able to solve the very same epistemological problem that the Spanish theologians considered unsolvable by human minds…the arguments of both schools of thought—the School of Salamanca on the one hand and the Austrian school of economics on the other—are powerful critiques against the central banks’ role…for the priests writing in Spain, to regulate the interest rate through a centralized authority would be to presume that one man could know that of which only God has certain knowledge. (emphasis mine)

 

To me, favorable statements of this nature by the anarcho-capitalists with regard to their economic origins got me thinking. This seems so strange!  Didn’t the famous anarchist Mikhail Bakunin say that “a boss in heaven is the best excuse for a boss on earth, therefore if God did exist, he would have to be abolished”? It is easy, I think, to interpret “boss” as meaning not only “government rulers” but also “economic rulers,” i.e., bosses as in “employers of labor.” Moreover, why are some of Rothbard’s critics labeling his economics a form of religion? For instance The Anarchist Writers cite D. N. Winch’s review of Rothbard’s book and come to this conclusion:

 

The main point of the book is to show that the never-never land of the perfectly free market economy represents the best of all conceivable worlds giving maximum satisfaction to all participants. Whatever is, is right in the free market…It would appear that Professor Rothbard’s book is more akin to systematic theology than economics…its real interest belongs to the student of the sociology of religion. (Why do anarcho-capitalists place little or no value on equality, emphasis mine)

 

One possible explanation for why the anarcho-capitalists might want to use “mythical” stories—this “theological/economic approach” to which Marx objected, is to obscure parts of the history that they do not like or to obscure parts of the history that contradict the story that they want to sell to the public.

 

Take for example, the fascinating book entitled The Jesus Mysteries: Was the Original Jesus a Pagan God by Timothy Freke and Peter Gandy. They explain how mystery religions “work,” i.e., how they are structured. Since Christianity originated as a mystery religion, the book by Freke and Gandy may be of some use for analyzing the nature of anarcho-capitalism. A mystery cult has an “inner” mystery and an “outer” mystery and initiates move through the various stages to achieve some higher “spiritual law.” This does sound eerily similar to Rothbard’s scheme of “natural law,” which I will talk about later. Freke and Gandy begin by citing Origen.

 

The right method [doesn’t that remind you of the Austrian school and how they are always talking about their “right method” of the a priori], according to Origen, is to understand the three levels on which scripture works. The lowest level is the obvious literal interpretation. The next level, for ‘one who has advanced somewhat,’ is an allegorical level which edifies the soul. The final level, which reveals Gnosis, is for ‘one who is perfected by the spiritual law.’ Origen taught that through following this threefold path, the Christian initiate progresses from faith to Gnosis.

 

The pseudo-history of Jesus’ life was an essential part of the Outer Mysteries of Christianity, which were designed to attract new would-be initiates, so the Gnostics did not necessarily deny the historicity of the gospels. But any literal interpretation of the Jesus story was only the first step presented to spiritual beginners. The true meaning of this myth was revealed to initiates in the secret Inner Mysteries. (157-58, emphasis mine)

 

In other words, one first creates a “mythical” outer mystery—a pseudo-history—in order to attract new recruits thus swelling your ranks. Furthermore, one only reveals the true “inner mysteries” to a few, the “insiders” of your cult. This is basically the thesis of Freke and Gandy for understanding modern day Christianity—virtually all Christians know the “outer” mystery of their religion such as Jesus riding on a donkey or his crucifixion and literal body resurrection. However, very few of the Christians know the “inner” mystery of their religion mainly because it got suppressed and covered up for political reasons mainly. I suspect that a similar thing is going on with the modern day anarcho-capitalists.

I began this section by citing Karl Marx. What was Marx saying? He begins with the Christian story of original sin. This is obviously a “mythic” story in order to “initiate” new Christians into their cult. The Christians have to have this story in order to explain why Jesus came along in history to die on the cross and to save them. Then Marx says, this is exactly what Adam Smith is doing when he creates a “mythic” history for capitalism. This “mythic” history of capitalism—this “outer” mystery—is convenient because it gives the capitalist apologists an attractive history to present to the new initiates. Michael Perelman, in The Invention of Capitalism puts this bluntly (I add the inner/outer interpretation part to what Perelman says):

 

  • Outer Mystery. According to [Adam] Smith, economic development progressed through the voluntary acts of the participants. (26)
  • Inner Mystery. Marx, in contrast, believed that “capital comes dripping from head to toe, from every pore, with blood and dirt.” (26)

In other words, what my Facebook wall and twitter feed are full of is the “outer” mystery of the wonderful “voluntary” world of capitalism. The “inner mystery” with its authoritarian nature is what is being hidden from all the new recruits.

 

I see parallels between the “right method” of the mystery cult leading to a “pseudo-history” meant to attract new initiates so that some of the better initiated will eventually come to see the higher “spiritual law” and the Austrian “right method” of the a priori leading to a “pseudo-history” of capitalism meant to attract new initiates to the school so that they will eventually come to see the higher “natural law” of Rothbard’s The Ethics of Liberty.

 

This process is illustrated by Stephen A Zarlenga in his article A Refutation of Menger’s Theory of the “Origin of Money.” Menger is of course one of the great Founding Fathers of the Austrian School of Economics. Zarlenga begins by “investigating the temple cult-monetary link, [and notes that] Bernard Laum’s Hieleges Geld (Holy Gold) was published in 1924” (11). Laum then comments directly on the Austrian school’s theory of the origin of money, the theory proposed by Menger (11).  Using the “right method,” Menger comes to a “market origin” theory for explaining the origins of money; the facts contradict this claim:

 

The theorist claims general validity for his deductive statements, because he has come to his result in the ‘exact’ way. The historian is more modest. He will not assert that Menger’s theory never and nowhere materialized in reality. Had the ‘homo oeconomicus’ of today appeared in the world 3,000 years ago, he would have certainly invented money according to Menger’s rationalist principles. I only claim that the historical origin of money does not correspond with this theory…according to our researches money is a creature of the religious-political legal rights system. (11, emphasis mine)

 

In seems like what just happened is that Menger, using his “right methods,” created a pseudo-history of the origins of money. This pseudo-history is the “outer mystery” because it comes to the useful conclusion that money originated by the “market process.” In other words, it is completely consistent with what Adam Smith claims, namely, “voluntary acts of the participants.” This then is what I hear all the time on both Facebook and twitter from the “rank-and-file” anarcho-capitalists—capitalism is awesome because of the voluntary and mutually beneficial exchanges it produces! And of course, socialism sucks!

 

In the Adam Smith versus Karl Marx discussion, the capitalists’ “outer mystery” of the origins of capitalism in “voluntary acts of the participants” is meant to hide the brutal and coercive origins that forced people into wage labor, the “inner mystery” of capitalism. Similarly, the Menger versus Laum discussion has the capitalist revealing the “outer mystery” of the origins of money in “voluntary acts of the participants” in order to hide the facts on the ground that suggest an institutional origin—a religious institutional origin of money, the “inner mystery of money.”

 

Of course, maybe Marx is wrong and Adam Smith is right, and maybe Laum is wrong and Menger is right. Who has interpreted history correctly? What makes me think that Marx and Laum are probably right and my mystery cult approach is right as well is how the end game is all about revealing the “inner mystery” only to some people. It took me a lot of digging to find out about the bloody origins of capitalism and the fact that contradictory evidence exists to Menger’s theory. This “inner mystery” is some sort of “spiritual” law in the realm of mystery cults, or to follow the analogy, what the anarcho-capitalists call “natural law.” This “natural law” aspect of anarcho-capitalism in the Rothbardian tradition is what makes me think that the anarcho-capitalist scheme probably needs to be explained in terms of a cult. There is some sort of “inner mystery” that very few are supposed to know about.

 

My guess is that the “inner mystery” is the use of natural law theory to justify absolute property rights because this is actually an extremely authoritarian message. In the realm of mystery cults, this would be like saying to someone: you know all those stories you heard about Jesus doing this and doing that? Well, none of that really happened. Now, let’s talk about what is “really” going on here.

 

I started to ask myself that very same question, what is “really” going on here? It bothered me so much that following Hoppe comes to the conclusion in Democracy: The God that Failed that the anarcho-capitalist private defense firms would be insurance companies. “The advantages of having insurance agencies provide security and protection are as follows,” writes Hoppe (281). To me this seems extremely suspicious. You are telling me that my bank, Toronto-Dominion Bank, which happens to own my insurance company, TD Insurance, should be providing me with police protection? And, you are telling me that this arrangement of banker owned private police forces is a “law of nature”—some sort of analogy to a great “spiritual law” of a mystery cult?

 

The fundamental problem seems to be that the anarcho-capitalists seem to think that they have found some sort of universal truth or objective truth and so they are right and the debate is over. The parallels with trying to debate a fundamentalist Christian should be fairly obviously. But let me point out a few pertinent points that I think illustrate the weakness of trying to smuggle back in religion in order to justify absolute property rights.

 

The first point is that the “right method” of the Austrian school, their a priori method, is suspect. I pointed this out earlier with the historical evidence about the origins of money contradicting Menger’s “exact” method—theory contradicts the facts on the ground even if the theory is derived used the Austrian method. This contradiction is made even more apparent by Lord Keynes (the blogger) with respect to the fact that there are actually multiple systems of praxeology and they come to completely contradictory conclusions. We do have one system of praxeology that supports capitalism and another one that supports Marxism:

 

Another problem for Misesian economics is that it is not the only praxeological system. The fact is that there are a number of other systems of thought that are (allegedly) derived by deduction from universally true axioms. How do we choose between such systems? For example, Marxists like M. Hollis and E. J. Nell have proposed a system using deduction from (allegedly) universally true axioms in their book Rational Economic Man (1975). Their system is the antithesis of Mises’s Austrian economics, but supposedly arrives at laws which are universally true. (emphasis mine)

 

Are the “universally true” laws of capitalism the true rules or are the “universally true” laws of Marxism the true rules? I seriously doubt that both can be simultaneously true, so which is it? Or are neither true? The same thing can be said of “natural law” or “natural rights.” Will the one true universal one please stand up and make itself know? (This is the same thing atheists say. Would the one true god actually appear out of the shadows and let us know which one of the thousands of contenders for the crown is the real deal). This point was made by Michael Perelman in The Invention of Capitalism where he writes that

 

Only two years after the publication of The Wealth of Nations, a suggestion to free the indentured servants of Pennsylvania elicited stern response from the legislature, which insisted that “all apprentices and servants are the property of their masters and mistresses, and every mode of depriving such masters and mistresses of their Property is a Violation of the Rights of Mankind.” (248, emphasis mine)

 

So, just after Adam Smith wrote The Wealth of Nations, an attempt was made to free the slaves—people held as property—but this idea was rebuked because it “violated” the alleged rights of mankind. Apparently, following this sick line of reasoning, there is a natural right to own other human beings as property. The Anarchist Writers in an article entitled What is the myth of “Natural Law” states bluntly that “such a ‘theory’ of ‘natural law’ was used to justify slavery—yes, slaves are human but they have ‘different natures’ than their masters and so slavery is okay.”

 

If there really is a natural law, and this natural law says that one human can own another human because of some alleged property right, then I can see the thesis being made that anarcho-capitalism’s “inner mystery” is slavery of some sort. If this is a “natural law” then how can it ever possibly change? There can’t be two separate “natural laws,” one for the 1770s and another for the 2010s because if “natural law” can change with the times then it is hardly some immutable law or some universal truth. If natural laws are immutable then this 1770 “right of mankind” to own other people must still be at work in 2013. Maybe the people in the 1770s were mistaken. They thought that they had discovered natural law but they were wrong. It is sort of like the episode on the Simpsons with alcohol prohibition. First, the town rulers read the parchment and it said that alcohol was illegal in Springfield, punishable by catapult. Then, when the Beer Baron, aka Homer Simpson, was about to be catapulted for his illegal alcohol production in his basement bathtubs, the one old guy discovered “more lines” to the parchment. Then, they released Homer. So maybe that is what Murray Rothbard did. Maybe he “discovered more lines” to the natural law parchment—ones that prohibit slavery but still allow for absolute property rights in everything else. The obvious objection then becomes “what if Murray Rothbard has misinterpreted natural law as well.” Maybe natural law, much like the praxeology example I gave earlier, also has a Marxist version with its own Marxist “natural laws.” Except, of course, these Marxist “natural laws” say that private property is against nature and it must be expropriated immediately. Now, based on “natural rights” and “natural law,” the communists can claim Murray Rothbard as their ally. Thank you Murray for proving natural law theory for us! Now give me all of your property (i.e., any factors of production) that you own! Politics certainly does make for some strange bed fellows!

 

Concluding Remarks

 

A rather famous anarchist, Daniel Guérin, begins his epic book No Gods, No Masters: An Anthology of Anarchism with, in part, this brilliant passage about what anarchy really is.  He stresses exactly what I have stressed, no masters, i.e., no capital or no employers, and no religion or no Gods:

 

In July 1896, the libertarians of Bordeaux issued a manifesto in which they eulogized “the beauty of the libertarian ideal of Neither God nor Master.” A little later, Sebastien Faure, writing in Le Libertaire of August 8-14 that year, declared: “Blanqui’s catch-phrase, Neither God nor Master, cannot be dissected, but must be embraced in its entirety…Alexandre Flandin shouted from the gallery in the Palais Bourbon: “Anarchists strive to implement the motto Neither God nor Master.” (2, emphasis mine)

 

Based on my analysis, I conclude that anarcho-capitalism is neither anarchist nor libertarian.

 

On the question of religion, the anarcho-capitalist plan is some sort of religious cult. My guess is that it was designed this way in order to make it more marketable for Christian Americans. This makes it inherently authoritarian or hierarchical (i.e., there is in this Christian scheme a divine pecking order, see Psalm 8:5); thus, it must be ruled out of bounds. If the general tendency is for anarchists to be atheists then there is no reason for them to buy into the natural law anarcho-capitalist idea. This point is made forcefully by Lord Keynes (the blogger) in his blog entitled Economics and Ethics: A Brief Survey:

 

When natural law theory was taken up by Christian theologians, they simply substituted the Christian god for the gods of the Greek and Romans. In the early modern period, rationalist European philosophers like Grotius tried to defend natural law theory by removing God and the previous supernatural justification for it. However, in doing so, they destroyed the only convincing explanation for belief in natural law. Thus anyone who accepts an atheistic and naturalistic scientific view of the universe, and who rejects all religion, has no reason to believe in natural law or natural rights. (emphasis mine)

 

On the question of “masters” or capitalists, or employers, or black-and-gold flags versus black-and-red flags, the anarcho-capitalists have clearly sided with the masters. They claim to oppose masters when the masters come in the name of the State, but they have no problem in accepting private masters who get to be the lords over their private property.

 

So all I can say is that anarcho-capitalism is something very different from anarchy.

 

 

 

 

 

Neil M Tokar

March 17, 2013

Niagara-on-the-Lake, Ontario

 

 

 

 In this article, I plan to present a rather inchoate idea of mine, meaning that I have not yet thought this through to the point of developing it into a full system of analysis. Nevertheless, my intuition suspects that this approach might be promising. I suspect that thinking in terms of Analysis of Variance (ANOVA) may pay off when trying to figure out whether or not anarchy can be made practically feasible.

ANOVA is one of the basic models for statistical analysis, although today it usually exists in its regression analysis form of implementation by using different coding techniques. So you may be wondering, “What on earth am I thinking?” How can a statistical technique, which might be used in an experimental design with lab rats getting different drug treatments, be applied to the question of whether or not anarchy is practically feasible? Don’t worry! I am not proposing some sort of lab rat experiment on humans. All I am suggesting is to think in terms of ANOVA analysis when pondering this question of anarchy’s practical feasibility.

My plan in this article is to explain how on earth I came to this conclusion. Briefly, I started by trying to figure out whether it is possible to have a combination of economic power and no political power. Or to put it another way, could a ruling class operate successfully without political power as long as it has economic power. Can monopolies live on even if they were to lose their government, i.e., political, privileges? These questions emerged from the works of Roderick T Long and Benjamin R Tucker. Long is a rather famous modern day anarchist (or put it this way, I like him!); Tucker is a famous American individualistic anarchist from the Progressive Era and the early 20th century (I like him too!). Both Long and Tucker wrestle with questions about whether or not anarchy—at least their conception of what anarchy is—can actually work if we were to try to implement it in the real world. They are quite forthright in expressing concerns that their free market or competition centered anarchy might not work and might not be implementable. I then remembered that the theoretical justification for what they are suggesting is presented in abstract form by Bryan Caplan and Edward P. Stringham in an essay entitled Networks, Law, and the Paradox of Cooperation. Their model argues that there is nothing to worry about with having a ton of private corporations running around the world! Why? By looking at three scenarios with regard to different combinations of “high” and “low” costs of collusion and coordination, they claim that their “Region 2” solution, i.e., one of the combinations of these two costs, will ensure the best of all worlds. Coordination can occur so that “efficiency” in the economy will be ensured; however, collusion will not occur among the producers thus protecting us from the “private tyrannies,” to allude to Noam Chomsky’s How the World Works (143). I thought to myself, it seems strange that Caplan and Stringham look at “levels” (i.e., “high” and “low”) of a variable without considering all the possible options. They seem to have three cases: “low/low,” “low/high,” and “high/high.” What about “high/low”? Why no possible “moderate” or “middle” level? This is what got me thinking about ANOVA analysis—the tool used to evaluate categorical data. So this is what led me to draw a 3 by 3 diagram. I then ponder what this all means. That is, in a nutshell, what I plan to do in this paper.

The Problem According to Benjamin R Tucker

The story begins with Tucker’s paper called State Socialism and Anarchism, originally published on March 10, 1888 but updated with a new postscript on August 11, 1926. It is fairly clear that Tucker is having second thoughts when it comes to the “power” of “competition” to effectively solve the private economic tyranny problem.

In the earlier American Progressive Era version of this paper from 1888, Tucker stresses that the path to freedom for labor is competition. He writes:

When Warren and Proudhon, in prosecuting their search for justice to labor, came face to face with the obstacle of class monopolies, they saw that these monopolies rested upon Authority, and concluded that the thing to be done was, not to strengthen this Authority and thus make monopoly universal, but to utterly uproot Authority and give full sway to the opposite principle, Liberty, by making competition, the antithesis of monopoly, universal. (emphasis mine)

By 1926, however, Tucker seems to be much more pessimistic about the possibility of competition working to break the monopolies. He seems to be saying that the anarchistic solution might have worked during the Progressive Era when the economy was less concentrated; however, now, in 1926, concentration in the economy is so high that even if the government and its privileges were to disappear, these “private tyrannies” might very well endure. He then proposes something that sounds more like something Noam Chomsky might say, namely, he suggests that the free market “competition solution” can work but only after the “great leveling.” That phrase, the “great leveling” is shocking, I think, to most individualist anarchists, and certainly to anarcho-capitalists. Leveling! That sounds like “communism”!  I think that this is an important point to examine. It is easy to say: “free market” will work its magic! Competition will crush the monopolies, and the economy can “self-regulate.” What Tucker is saying, in effect, is that even if you were to throw us onto a “free market,” the monopolies might be able to hold on because the situation has changed drastically since the late 1880s.

Let me now walk you through Tucker’s more pessimistic view from 1926. He begins by reviewing his central bank from the 1880s, namely, that the “anarchistic remedy” could work because “concentration” was not a major issue at that point in time:

Forty years ago, when the foregoing essay was written, the denial of competition had not yet effected the enormous concentration of wealth that now so gravely threatens social order. It was not yet too late to stem the current of accumulation by a reversal of the policy of monopoly. The Anarchistic remedy was still applicable. (emphasis mine)

However,

today [i.e., 1926] the way is not so clear. The four monopolies [i.e., the money monopoly, the land monopoly, the tariff monopoly, and the patent monopoly], unhindered, have made possible the modern development of the trust, and the trust is now a monster which I fear, even the freest banking, could it be instituted, would be UNABLE TO DESTROY. (emphasis mine)

His argument for why he thinks that “even the freest banking” would now be “unable to destroy” the monopolies is basically that the situation has changed. He uses Standard Oil as an example. When it was smaller and controlled relatively few dollars “it needed the money monopoly for its sustenance and its growth.” By “money monopoly” he means “the privilege given by the government to certain individuals” and enforced by other state-backed tools such as “a national tax” and “State laws.” In other words, the earlier corporate power was very dependent upon political power, i.e., the State protecting them through granting of monopoly privileges. However, Tucker continues, Standard Oil grew so big controlling “perhaps ten thousand millions” of dollars. Because it was able to grow so big, “it sees in the money monopoly a convenience, to be sure, BUT NO LONGER A NECESSITY. IT CAN DO WITHOUT IT.” In other words, the corporation’s power because of the high levels of “concentrated capital” can be maintained without the government’s privileges (without the money monopoly). Tucker, writing about this new highly concentrated economic power, says

were all restrictions upon banking to be removed, concentrated capital could meet successfully the new situation by setting aside annually for sacrifice a sum that would remove every competitor from the field. (emphasis mine)

Tucker seems to be saying that without the money monopoly—without the government granting privileges—the corporate power or economic power will endure. Competition will not be able to break this power alone. The corporate or economic power will be able to thwart new entrants and potential rivals. Tucker then proposes something that is quite radical. First there has to be a “great leveling” and then the free market solution can be utilized:

Until measures of forcible confiscation, through the State or in defiance of it, shall have abolished the concentrations that monopoly has created, the economic solution proposed by Anarchism…will remain a thing to be taught to the rising generation, that conditions may be favorable to its application AFTER THE GREAT LEVELING. (emphasis mine)

To me, what Tucker is saying is that we can’t just say “competition” and expect it all to work out for us. First, we have to—paradoxically if we go “through the State” and “forcibly confiscate” property—in order to “level” things, i.e., basically return us to a more 1880s situation in which wealth is not as concentrated as it is later in 1926.  Then, under this “less concentrated” scenario, the forces of the free market can kick in and bring about a more equitable distribution of wealth. In fact, Chomsky in How the World Works argues that this is Adam Smith’s grand scheme:

Acceptance of radical inequality of outcome is a sharp departure from the core of the humane liberal tradition as far back as it goes. In fact, Adam Smith’s advocacy of markets was based on the assumption that under conditions of perfect liberty, free markets would lead to perfect equality of outcome, which he believed was a good thing. (210, emphasis mine)

Related Problems According to Roderick T Long

In Tucker’s discussion above, his point was, I think, that even without government, i.e., in a world without governments granting monopoly privileges, these corporate or economic powers can survive just fine. They can effectively suppress competition because of the high level of wealth concentration thus maintaining their “private tyrannies” all by themselves. In other words, no political power exists but the ruling class can survive through economic power alone.

This theme of a ruling class surviving through economic power alone, without having to rely upon political power, is also stressed by Roderick T Long in his paper Can We Escape the Ruling Class? Long’s argument, actually, reminds me of something from Götz Aly’s book on how Hitler was able to maintain power and win over the masses. In both cases we see two major things at work:

  • The masses enjoy being bought off by their rulers, i.e., consent can be bought
  • Internal police power doesn’t actually have to be that large, thus reducing the policing costs or burdens on the ruling class when trying to maintain power

Let me quickly illustrate the parallels between what Roderick T Long is saying and what Götz Aly is saying.

In Long’s Can We Escape the Ruling Class, he writes that

“the city states of the ancient world—I am thinking of Greek cities like Athens, Sparta, and Corinth, as well as Rome during the early Republican period—had surprisingly weak and decentralized governments, with nothing we would recognize as a police force. (A regular police force was not introduced in Rome until the time of Augustus, the first Emperor). Yet these city-states were class societies, with a powerful and effective ruling class. Where did the power of the ruling class come from, if not from a powerful state?…In effect, the wealthy classes kept control by BUYING OFF THE POOR. (4-5, emphasis mine)”

In Aly’s book, Hitler’s Beneficiaries: Plunder, Racial War, and the Nazi Welfare State, also mentions that the strategy for the ruling class consists of, in part, buying off the poor—in this case with stolen loot—and  avoiding (at least relatively speaking) a huge police operation internally.

“Hitler was able to maintain general morale by transforming Germany’s military offenses into an increasingly coordinated series of destructive raids aimed at plundering other peoples. The Nazi leadership established a framework for directly sharing the spoils of its military victories with the majority of Germansthe profits derived from crippling the economies of occupied and dependent countries, the exploitation of work performed by forced laborers, the confiscated property of murdered Jews, and the deliberate starvation of millions of people, most notably in the Soviet Union. Those benefits, in turn, made the recipients amenable to Nazi propaganda and gave them a vested interest in the Third Reich. (4, emphasis mine)”

The Nazi regime won the support of middle- and working-class Germans by creating greater social and economic equality at home and ensuring that its own “racial comrades” would be well fed and clothed, all with the proceeds of mass murder and unprecedented continent-wide robbery. (back cover, emphasis mine)

If Hitler’s was a dictatorship of consent, that consent was not based on an ideological conviction held by the majority of Germans. It was bought and paid for through the systematic bribery of social welfare payments and services. (299, emphasis mine)

To put the level of Nazi state coercion of its citizens into perspective: Communist East Germany would later employ 190,000 official surveillance experts and an equal number of “unofficial collaborators” to watch over a population of 17 million, while the Gestapo in 1937 had just over 7,000 employees, including bureaucrats and secretarial staff. Together with a far smaller force of security police, they sufficed to keep tabs on more than 60 million people. Most Germans simply did not need to be subjected to surveillance or detention. (29, emphasis mine)

For me, this ability to dispose of the political ruling class while maintaining the plutocratic or corporate ruling class by means of “buying off the poor” with their wealth, makes the implementation of any “free market” anarchy at this time in history very risky. For example, take a look at the following chart, which reports on the food stamp usage in the United States. To me, this suggests that circumstances favor the ruling class because so many people have such a strong incentive to be bought off by the rulers. It comes down to the choice of living another day with some food given to you by the ruling class or risking starvation without taking their food. BusinessInsider.com reports that while nonfarm payrolls have remained fairly steady since 2009, food stamp usage has exploded upwards. Such a positively sloped trend in the rate of poverty is going to make people less likely to give up their lifeline.

Graf 1

Caplan, Stringham, and the Costs of Cooperation

At this point, in my brain, I am thinking to myself that to implement “free market” anarchy just will not work, or even it might be a bad time to do so. It could be counter-productive to attempt to do so right now. Benjamin Tucker has me worried. Even without political privileges, the banking monopoly will be able to hold onto its concentrated wealth. The power of competition to self-regulate the economy will not be able to kick-in because we are attempting to launch free-market anarchy from a situation of concentrated wealth. Both Aly and Long have me worried as well. The rich will just “buy off” the poor and maintain their corporate or plutocratic power even if the political ruling class side of things were to be weakened or destroyed in the attempt to establish a functioning anarchy. Moreover, the cost to the wealthy economic ruling class with regard to internal security and domestic spying might be kept relatively low since neither Rome in Long’s example nor Germany in Aly’s example had a huge investment in this department.

To attempt to allay my fears, I looked at Bryan Caplan and Edward P Stringham’s chapter entitled Networks, Law, and the Paradox of Cooperation, found as chapter 18 in the book Anarchy and the Law: The Political Economy of Choice. I especially want to discuss their proposed solution, which is found on page 302. I will first just show you their proposed solution pictorially and then I will discuss what it means. Then I will start to raise some doubts about all of this.

Graf 2

 

The first thing that they do is to break the “cost of cooperation” into two sub-components called “cost of coordination” and “cost of collusion.” When they talk about “coordination” what they mean is “compatibility;” for instance, an ATM card issued by Bank A should, we hope, work at the ATM machine owned by Bank B. They think that coordination is fairly straightforward. “If other banks issue ATM cards of standard dimensions, an oddball bank that refuses to conform hurts only itself” (300). If you are thinking that this “coordination” sounds a lot like “standardization of products,” then you would be right! They write on the next page, “Standardizing products is essentially a coordination game” (301).

Then they add, “fixing prices [are] a prisoners’ dilemma” (301). It seems to me that what they are doing is trying to break cooperation apart into “good” cooperation and “bad” cooperation. It is a “good” thing that the ATM card issued by Bank A works at the ATM machine owned by Bank B because the “convenience” is presumably good. But when we look at prisoners’ dilemmas, it seems like they are the “bad” forms of cooperation because they produce “collusion” and other nasty things such as “fixing prices or [to] attack new entrants” (302). When discussing the “prisoners’ dilemmas” they write “if all of the other banks collude to charge exorbitant fees, profits of the deviant bank that undercuts them go up” (301, emphasis mine). The “cost of collusion” comes from trying to monitor and punish the defectors, i.e., the cost of keeping the conspiracy going by keeping everyone on-board.

To put their arguments into my own words, I would begin by saying that they are concerned about costs of cooperation. They think that this is the key variable to study. They then divide this “aggregate” concept of “cost of cooperation” into two sub-components, “cost of coordination” and “cost of enforcing collusion.” Coordination costs are painted in a favorable light because the standardized products are beneficial to users maybe for the reason of convenience in use. On the contrary, the collusion costs are something looked upon negatively. If the costs of collusion are low, then the “conspiracy” can live on and successfully prevent defections by rogue members. If the costs of collusion are high then it will be hard for the conspiracy to keep going because the costs of preventing defections are high, and so defections will happen and the cartel will fall apart.

Now let me cite them on how they explain their picture and its three regions. Notice that the horizontal or “x-axis” is measuring the cost of cooperation beginning with zero on the left and extending to infinity on the right. “In Region 1, the costs of cooperation are low. It is cheap to reach and enforce agreements—even collusive agreements that require numerous actors to fix prices or attack new entrants” (302, emphasis mine). This to me seems to be what the State is. I will explain in a second. Then, on the other end of the spectrum, in “Region 3, the costs of cooperation are extremely high. Elementary forms of coordination, like language and measurement, fail to arise” (302). But then we come to the “ideal” solution, Region 2 in the middle. In Region 2 “the costs of cooperation are intermediate: High enough to prevent collusion, low enough to permit coordination” (302, emphasis mine). In other words, in Region 2 we get the best of both worlds. We prevent the “bad” cooperation of collusion because the costs of enforcing collusion are so high, and we get the good benefits of coordination, convenience, and standardization because coordination costs are low. They also add that they think that Region 2 “is not only logically possible but empirically dominant” (302).

Region 2 is supposed to be the “free market” solution; naturally, it is supposed to be the one that goes with “free market” anarchy. The corporations can be economically efficient by producing products that people need in a “coordinated” fashion, but they cannot harm the people because the collusion costs are too high. Everything is rosy!

There are at least two major problems with this analysis, but in order to avoid making this article too long, I will stick to just two. The first is that it is not clear to me why they think that Region 2 is “empirically dominant.” The second is, of course, the ANOVA thing I mentioned at the beginning, which I have finally built my discussion up to.

In Roderick T Long’s paper, he mentions that the ruling class consists of two broad factions, the political/bureaucratic class and the corporate/economic/plutocratic class. I have been using this distinction throughout this article but now I want to make this explicit. He writes that

a ruling class need not be monolithic, however. In fact, most ruling classes are divided into two broad factions, which we may call the political class and the corporate class. The political class comprises those who are in direct control of running the state—politicians, civil servants, and the like; the corporate class, on the other hand, comprises the wealthy quasi-private beneficiaries of state power—the collectors of subsidies, government contracts, and grants of monopoly privilege. These two groups might be called the Bureaucrats and the Plutocrats. (2)

If Region 2 were really the “empirically dominant” outcome, we would never see a State in existence. How could they exist in Region 2? In Region 2, the costs of collusion are “high,” yet, the State is just a collusive agreement between the political and corporate ruling classes. So the costs of collusion must be “low” because the collusive arrangement between the political and corporate ruling classes has been going on for some time now, at least since the Progressive Era when Benjamin Tucker was writing.

Another way to look at this is to consider what happens if the costs of collusion are “low” and compare that with what would happen if the costs of collusion are “high.” If the costs of collusion are “low” then the collusive arrangement can be easily and cheaply enforced. Defection will be unlikely because the collusive arrangement can be maintained so cheaply. Conversely, if the costs of collusion are “high” then enforcing the collusive arrangement will be nearly impossible. In that case, defection will happen. Do we see the political ruling class actually defecting from the corporate ruling class? Do we see Obama, part of the political ruling class, walking away from Goldman Sachs, part of the plutocrats or corporate ruling class? Do we see the corporate ruling class defecting from the political class? Do we see corporations saying to the politicians, “Stop your imperialist wars, and if you don’t, we will stop building drones for you?”

Consequently, I doubt that Region 2 is the “dominant empirical” outcome. The existence of the State suggests to me that collusion is a viable and stable outcome. The political and corporate factions of the ruling class can and do collude. Maybe anarchists should spend time thinking up ways to increase the costs of collusion and push the situation to Region 2 or even Region 3 (since why would anarchists ever want to see coordinated government solutions?)

What if the anarchists got their way and abolished the State tomorrow? The sun rises and the state is dead! Then the political ruling class would no longer exist. What happens to the corporate side of the ruling class? If Benjamin Tucker is right, then their concentration of wealth, being so high, should permit them to continue on unhindered. Following Long and Aly, they prevent any serious challenges to their rule by buying off the masses of people with their wealth. Remember that Tucker was talking about banks—his discussion was about the “money monopoly.” Why can’t the bankers—a major part of the corporate ruling class—simply hold on to and control the insurance industries. I suspect that most banks already have a lot of power over insurance companies. I know that I get my insurance from the Toronto-Dominion Bank here in Canada. This is an important point because if you look at the free market anarchist game plan, it all hinges upon private defense through insurance companies. Hans-Hermann Hoppe, for example, writes in his book Democracy: The God that Failed, that “the advantages of having insurance agencies provide security and protection are as follows” (281) and then he discusses what those specific advantages are. So, if I were part of the corporate ruling class—a banker—I would just make sure that I bought up and controlled all the insurance companies. This would make it really hard for the free market anarchist solution to work. The banker/insurance companies, remember, are now supposed to be the sole providers of protection and security. In other words, the banker/insurance companies will have all the guns. This is like putting the army directly under the control of the banks as opposed to under the control of politicians or presidents. What if one bank decides to defect from the existing collusive arrangement in banking? I suspect that the collusive banks would just use violence to force the defector back into the collusive arrangement. Probably the best thing for them to do is to go launch a war, take the stolen loot from their victims, and continually bribe the masses back at home. Then, the corporate ruling class can stay in power even if the political class is not operating, i.e., there are no politicians, no state bureaucracies etc.

It seems to me that anarchists do themselves a huge disservice by abolishing the State while still relying on insurance companies for their security and protection. From the cost analysis above, what has just happened? Prior to our anarchist assault on the state, we had corporate ruling class and a political ruling class colluding quite well. But they were still colluding—and that implies that there must have been some collusion costs, even if they were low. There might always be some rogue player who wants to whistle blow on what is going on; consequently, there is some cost to keep the rogue silent, even if that cost is the cost of an assassin’s bullet. The anarchists, by eliminating the political class will probably just lower the cost of collusion even more. Before, the ruling class has to make sure that the corporate and political classes stay well behaved by not defecting. By abolishing the political class, the monitoring costs of the collusive arrangement go down, because that whole wing disappears. Now, the corporate class only has to monitor itself. How do they do that? Well it seems like they already did that—through ownership, or co-ownership of their central bank. If I “own” something, why would I defect against it? This is like saying the banks will have some motive to burn down their own central bank, or I have some motive to throw a rock through my laptop. I doubt that either will happen. In fact, this is what Gabriel Kolko laments in his book about the American Progressive Era, called The Triumph of Conservatism: A Reinterpretation of American History, 1900-1916. Quoting a major New York banker of the time, A Barton Hepburn, Kolko stresses that the banks are all one because of co-ownership:

the measure recognizes and adopts the principles of a central bank. Indeed, if it works out as the sponsors of the law hope, it will make all incorporated banks together joint owners of a central dominating power. (235, emphasis mine)

Analysis of Variance Framework

The second problem is that their argument looks incomplete to me. Look at what they did when they created their three regions in order to defend the free market anarchy solution, what they call Region 2. They went like this:

Graf 3

The first thing I thought was, “What about the missing combination?” Why can’t we also have the scenario of “high” costs of coordination and “low” costs of collusion? This started out innocently enough because I was thinking in terms of ANOVA analysis! We have one dependent variable, i.e., the likelihood that anarchy will work in the real world. We have two independent variables, “cost of collusion” and “cost of coordination.” Each independent variable has two levels: “high” and “low.” This creates four possible treatments. That is pretty much how I first started to think, why did they not include the fourth treatment?

My guess is that the authors think that this is a highly unlikely outcome. They seem to think that “coordination” is fairly easy thus we don’t have to worry about it too much. They write dismissively, “solving coordination problems is far easier” (301). But is it? I can think of an example of this right off the top of my head from Canadian politics that I think illustrates the missing fourth case—i.e., “high” costs of coordination and “low” costs of collusion. When I was a boy growing up in Southern Ontario, I remember that Canada went through a period of Constitutional crisis. The provinces and the federal government were trying to come up with a new constitution in order to appease Quebec, the province often threatening to secede. Obviously, the other provinces and the federal government wanted to stop this secession—they wanted to stop this defection, i.e., they wanted to keep the collusive federal-provincial arrangement going. There was a lot of “national unity” propaganda going on back then too. Let’s look at costs.

First, the costs of coordination across such a large country as Canada were probably “high.” Recall, when we are talking about “coordination” we are talking about standardization. My phone can place a phone call to any province in Canada; there isn’t one phone standard for Ontario province and a totally incompatible one in British Columbia province. There is just one system for the whole country; it is standardized. But could you imagine trying to sell the Canadian constitution as a one-size fits all document; it would be a nightmare. The last thing we have is a “coordinated” system. In fact, they can’t achieve coordination. They can’t achieve a one-size fits all solution. They usually have one policy for English speaking Canada and a separate system one for Quebec. For example, as every Canadian knows, when you fill out your income taxes (unless you are an anarchist or agorist), they will talk about CPP and QPP—the Canada Pension Plan and the Quebec Pension Plan. You can see already that we don’t have a standardized product here with regard to pension plans. Another example of this is when Quebec is referred to as a “special nation” or “distinct society” within Canada. We don’t have “one national” vision; instead, we seem to have this special vision for Quebec that the rest of us in Canada aren’t part of. Another incompatible part it seems. A third example is language. Quebec seems to be fairly “standardized” with respect to the fact that they all speak French. In fact, they are fanatical about it. They have their own “language police” who are harassing local businesses right now over use of “prohibited terms” on menus at restaurants. Here in southern Ontario, English is highly dominant with Asian languages probably more important because of immigration. So Canada doesn’t even standardize its language. They tried to make us bi-lingual but that project failed. All of this suggests to me that standardization—coordination costs—are pretty high.

Yet Canada somehow sticks together. The collusion arrangement—the provinces and the federal government sharing all the power—seems to be holding together fairly well. This seems to be done through “equalization payments,” which amount to what Long and Aly talked about—bribing the poor! In this case, it is bribing the people in the many poorer provinces. For the ruling classes—I am thinking of the federal Prime Minister and the provinces sitting around a table negotiating—the direct cost of collusion is zero. It costs them nothing because all they are talking about is redistributing the loot they stole from the taxpayers through coercion. We rob Alberta’s taxpayers in order to bribe Quebec to stay in Canada and keep the collusive agreement going, so what? That just hurts some taxpayers out west where the oil is and it benefits some other taxpayers out east in Quebec. The last thing the federal government would want is one provincial premier to be rich while the other premiers are poor. This now creates inequality among the provincial premiers—one might want to defect! It is better to—following Benjamin Tucker—do a great leveling, thus preventing any one province from getting too much “concentrated wealth.” So I suspect that collusion costs in Canada are low; the federal government is fairly secure and in charge of everything. So I think that the fourth missing case exists in reality, namely, high costs of coordination or standardization and low costs of collusion.

The last thing I want to say—the topic for a future paper I am sure—is why look at the world in terms of a simple 2 by 2 ANOVA analysis? That seems like a fairly simplistic analysis. Obviously, one can add more variables. That is always the easiest thing to do. There are more things we need to “control” for! But, we really have only scratched the surface when it comes to analyzing these two independent variables, the “cost of coordination” and the “cost of collusion.” It seems to me that digging into this in more depth would make for a nice extension of this article. I am thinking of doing what all statistics textbooks would do, namely, 3 by 3 analysis! As my sophomoric textbook, Introduction to the Practice of Statistics by David S Moore and George P McCabe says, “as is common in such experiments, high, normal, and low values” are used (802). In other words, the most obvious extension is to add in a “medium” level to each of the two independent variables. Why is this important? Where am I going with all of this? I am thinking that then we could explore both main and interaction effects. An interaction effect simply means that the effect of one variable depends on the value of the other variable. In other words, the effect of “cost of collusion” on the likelihood of anarchy depends upon the “cost of coordination.” So maybe by manipulating “cost of coordination” we can neutralize collusion—we can “indirectly” take out the collusion that exists between the corporate and political ruling classes by going after “coordination” costs. There must be some sort of way to combine these costs and get a functioning anarchy as the end result. The Zomia anarchy did it—they have been doing anarchy for a very long time in Southeast Asia as documented by James C Scott in his book The Art of Not Being Governed: An Anarchist History of Upland Southeast Asia. They also seem to be able to make a non-hierarchical society work, i.e., that dangerous idea of egalitarianism might not be so dangerous after all. So maybe I will be able to figure it all out! When I do, you will get a second follow-up article.

 

Neil M Tokar

Niagara-on-the-Lake, Ontario

March 2, 2013

Et ofte misforstået ideal er venstreanarkisme, i hvert fald i blandt mange anarko-kapitalister. Det faktum, at de fleste af filosofferne i denne tradition, har bekendt sig til socialismen og været stærke modstandere af kapitalismen, har fået mange anarko-kapitalister til at vende sig fuldstændig imod bevægelsen – mange på et alt for løst grundlag. Denne artikel vil prøve at give et objektivt indblik i venstreanarkismen.

En lille indledning:

Den moderne anarkistiske tradition startede som udgangspunkt med Proudhon’s skrifter – han var samtidig den første, der valgte at benytte betegnelsen “anarkist”. Han er meget kendt for citatet “Property is theft”. Hvad ikke mange ved er, at Proudhon også senere skrev, at “Property is freedom” – han mente ikke, at disse to citater modsagde hinanden. I disse to citater indgår nemlig forskellen i mellem besiddelser og ejendom – en vigtig del af venstreanarkismen. Han mente, at udnyttelse igennem ejendom var tyveri, dog mente han også, at arbejderen havde retten til at bære den fulde frugt af sit arbejde; de besiddelser det medfører.

Han var ikke tilhænger af et statsejet produktionsapparat, men derimod et produktionsapparat ejet af arbejderne selv i forskellige co-ups. Samtidig skal den socialistiske egen overbevisning ses i historisk kontekst. På denne tid var definitionen ikke den samme, som de fleste er bekendt med i dag; definitionen ændrede sig i takt med Marx’s perverteret syn på verden – denne gang henviste det til teorier, der prøvede at løse arbejder problemet; omhandlende udnyttelse og undertrykkelse. Proudhon skrev i “System of economic contradictions side 263” om en statssocialist – Louis Blanc – på daværende tidspunkt

M. blanc is never tired of appealing to authority, and socialism loudly declares itself anarchistic; M. Blanc places power above society, and socialism tends to subordinate it to society; M. Blanc makes social life descend from above, and socialism maintains that it springs up and grows from below; M. Blanc runs after politics, and socialism is in quest of science. No more hypocrisy, let me say M. Blanc; you desire neither Catholicism nor monarchy nor nobility, but you must have a god, a religion, a dictatorship, a censorship, a hierarchy, distinctions, and ranks. For my part. I deny God, your authority, your sovereignty, your judicial state, and all your representative mystifications”

Et citat som det ovenstående viser i alt sin tydelighed den store modstand der herskede imod statssocialismen fra Proudhon’s side af. Proudhon anså ikke en gang statssocialismen, som rigtig socialisme, da han mente, at statssocialismen ikke opfyldte de krav socialismen stillede og heller ikke løste de problemer socialismen så. Hvilket samtidig også fortæller os, hvor stor modstanden havde været fra Proudhon’s side imod den socialisme vi ser fra forskellige erklæret socialistiske partier i dag. Derfor må det anses som en voldsom stor fejl, hvis socialister af den Marxistiske skole, eller andre statssocialistiske skoler anvender Proudhon til at forsvare deres politik, da han var mere imod denne bevægelse end noget andet.

Dette viser dog også med alt tydelighed, at der dengang herskede en kamp i mellem to forskellige socialistiske retninger med modsatrettede mål; den ene ønskede fuldkommen frihed, frie markeder og en ende til alle monopoler og statsgivet privilegier; den anden ønskede et stort monopol og anså markedet som den største fjende. Den ene var den anarkistiske tradition der hovedsaligt tog udgangspunkt i Proudhon’s skrifter på daværende tidspunkt og den anden var statssocialismen. Herunder kan igen ses et forsvar af de frie markedskræfter og et angreb imod en centralstyret økonomi. “System of economic contradictions 232-3”:

How much does a product sold by the state administration cost? How much is it worth? You can answer the first of these questions: you need only call at the first shop you see. But you can tell me nothing about the second, because you have no standard of comparison and are forbidden to verify by experiment… business, made into a monopoly, necessarily costs society more than it brings in”

Dette citat påviser med stor tydelighed, at Proudhon ikke mente, at staten var i stand til at allokere resurser effektivt. Disse citater og de generelle holdninger de anarkistiske socialister på daværende tidspunkt besad, underbygger min påstand om, at det socialistiske ståsted skal ses i historisk kontekst og at det ville være idiotisk at bedømme traditionen udfra den definition vi besidder af socialismen den dag i dag.

First international:

Denne bevægelse er helt central i forståelsen af socialismens udvikling og de forskellige grene i perioden. Bevægelsen var en anarkistisk, socialistisk og kommunistisk bevægelse. First International kongresserne blev afholdt fra 1864-1876. Kongressernes og dets medlemmers mål, var en løsning af arbejderproblemet; udnyttelse og undertrykkelse fra den herskende klasse: forskellen lå i hvordan disse skulle løses.

I starten var gruppen mest præget af tilhængere af Proudhon’s værker; dette syn dominerede uden tvivl diskussionerne på kongressen i de første år af dets levetid. Dette skinnede klart igennem på Geneve kongressen i 1866 og Lausanne kongressen i 1867; dominansen i 1867 skyldtes dog hovedsaligt fraværet af Karl Marx, der arbejdede på de sidste kapitler af hans bog “Kapitalen”.

Senere hen blev de Marxistiske idéer dog mere og mere dominerende, hvilket ledte til flere og flere konfrontationer i mellem anarkisterne med – på dette tidspunkt – Bakunin i front og Marxisterne.

Klimakset nås ved Haag kongressen i 1872. Her rejser Bakunin sig op og kalder Karl Marx’s idéer for autoritære og fremsiger samtidig, at ville et marxistisk parti nogensinde komme til magten, ville konsekvensen være uhyrlig; endda muligvis værre, end den herskende klasse man havde kæmpet imod; dette ledte til eksklusionen af Bakunin og andre anarkister fra First international.

If you took the most ardent revolutionary, vested him in absolute power, within a year he would be worse than the Tsar himself. – Bakunin i bogenAnarchism: From Theory to Practice side 25-26 – Daniel Guerin.

Dette udgør et utrolig vigtig vendepunkt i den socialistiske tradition. Herefter var der erklæret evig krig i mellem de to. Anarkister var, dog en del af den bevægelse der hjalp bolchevikkerne til magten i Rusland. Dette samarbejde endte dog hurtigt, herefter kæmpede anarkisterne for at ende bolchevik regeringen; dette medførte, at anarkisterne også endte med at blive jaget; landforvist; eller i værste fald slået ihjel.

Den anarkistiske tradition

Hvad skete der efter Proudhon? Ja, bevægelsen blev hovedsaligt delt i 2 hovedbevægelser. Den ene var den kommunistisk-anarkistiske bevægelse og den anden var de individualistiske/mutualistiske anarkister. Af hovednavne i den kommunistiske tradition kan nævnes Mikhail Bakunin, Petr Kropotkin og Johann Most. Den individualistiske/mutualistiske tradition indeholdte folk som Henry David Thoreau, Voltairine de Cleyre, Lysander Spooner og Benjamin Tucker, Josiah Warren, Max Stirner m.fl. Benjamin Tucker stod blandt andet bag det anarkistiske magasin “Liberty”, hvor de fleste individualistiske anarkistiske værker på denne tid blev samlet.

A man won’t steal, ordinarily, unless that which he steals is something he cannot as easily get without stealing; in liberty the cost of stealing would involve greater difficulties than producing, and consequently he would not be apt to steal. But suppose a man steals. Today you go to a representative of that power which has robbed you of the earth, of the right of free contract of the means of exchange, taxes you for everything you eat or wear (the meanest form of robbery), — you go to him for redress from a thief! – Voltaririne de Cleyre – The Economic Tendency of Freethought (1890).

 Hvilke mål besad disse? Det er meget nemt, at misforstå disses selvudråbte socialisme som tidligere proklameret. Før Karl Marx perverteret begrebet, var det som allerede skrevet et meget bredt koncept. Tucker selv mente, at det henviste til forskellige teorier, der skulle løse arbejder problemet, hvilket også var den originale definition.

Dette var i stil med Proudhon også en bevægelse, der advokerede fuldkomne frie markeder, på trods af det socialistiske ståsted, da man mente, at staten umuliggjorde, at arbejderen kunne bære den fulde frugt af sit arbejde.

Grundlæggende hævdede man, at det var statsmonopoler på land, penge, samt statsgivet privilegier, licenslove, reguleringer, ip love mm. der umuliggjorde, at arbejderen kunne bære den fulde frugt af det udførte arbejde. Den manglende konkurrence på kapitalen medførte et nedadgående pres på lønninger, da muligheden for at blive selvstændig var ufattelig lille; omkostninger for store og forskellige reguleringer gjorde det umuligt; alt dette for at støtte den kapital ejende klasse; alle privilegier hertil givet af staten. Dette skabte naturligvis en kæmpe gruppe af lønarbejdere; en kæmpe gruppe af lønarbejdere til et produktionsapparat centraliseret i hænderne på de få.

Dette system ville naturligvis være berigende for nogle. Det ville naturligvis være i kapital ejernes interesse, at det forblev således. Profitten blev hold kunstigt oppe, grundet den manglende konkurrence. Alt dette grundet interventionen fra statens side. Uden stat ville det ikke være muligt. Det de så var et nærmest monopoliseret kapitalapparat, der berigede de få på bekostning af de mange; en cyklus der ultimativt ville centralisere hele velstanden i hænderne på de få. Tucker udtalte også:

” The most perfect Socialism is possible only on the condition of the most perfect individualism” – Citat I “Demanding the impossible s. 390 Peter Marshall.

Man anså udnyttelsen som en umulighed på et fuldkomment frit marked. Det frie marked ville naturligt skabe et tryk mod ligevægt. I dette tilfælde ville det medføre et pres imod produktionsomkostningerne i producentens tilfælde, grundet det voldsomt stigende konkurrence og et pres imod den naturlige løn – det producerede produkt – til den pågældende arbejder, grundet det svindende antal lønarbejdere. Den fornyet konkurrence på kapitalapparatet ville medføre et marked, hvor selvstændige handlede med hinanden; et marked, hvor lønarbejde næsten var afskaffet og et marked, hvor retfærdigheden var opnået – arbejderen ville modtage den fulde frugt af det udførte arbejde. Undertrykkelsen og udnyttelsen ville være stoppet.

Det faktum, at man i det venstreanarkistiske spektrum skelner i mellem besiddelser og ejendom betyder også, at ikke benyttede land, huse mm. bør frit kunne overtages af folk der kunne benytte disse, hvilket også bunder i, at man anser alt værdi der ikke er optjent igennem arbejdskraft, som udnyttelse. Denne modstand skyldtes dog også, at den man mente, at gav man absolut ejerskab over knappe resurser, ville friheden hos ikke ejere af land bliver elimineret.

Angående lønarbejde er der dog opstået den diskurs, at disse filosoffer ønskede at bruge magt imod lønarbejde og ønskede at afskaffe det af lovens vej igennem magt; denne diskurs er måske sand for visse dele af det anarkistisk kommunistiske spektrum, men ikke i den individualistiske/mutualistiske anarkistiske tradition. Man havde blot en tro på, at det ikke ville opstå under fuldkommen frie markedsvilkår, da incitamentet til dette ville være forsvundet; ingen mand ville være tvunget ud i et lønarbejde for opretholde sin eksistens. Tucker skrev bl.a. i et svar til Kropotkin og Most:

But the minute you remove privilege, the class that now enjoy it will be forced to sell their labor, and then, when there will be nothing but labor with which to buy labor, the distinction between wage-payers and wage-receivers will be wiped out, and every man will be a laborer exchanging with fellow-laborers. Not to abolish wages, but to make every man dependent upon wages and to secure to every man his whole wages is the aim of Anarchistic Socialism. What Anarchistic Socialism aims to abolish is usury.”- Market not capitalism s. 270 – “should labour be paid or not?”

Som det tydeligt kan ses i ovenstående citat, er hvad man ønsker at gøre op med udnyttelsen. Ikke selve lønarbejdet. Man ønsker at fjerne privilegier og andet fra den herskende klasse. Man ønsker ikke at fjerne noget med magt.

Der hersker dog i denne tradition også en modstand imod profit. Modstanden i den individualistiske/mutualistiske tradition imod profit kommer fra “labour theory of value”. Grundlæggende tilskriver “labour theory of value”, at den fulde værdi af et produkt er relateret til den mængde arbejdskraft der er nødvendig for at producere produktet, eller at fremskaffe dette. Den anarkistisk/mutualistiske tradition byggede deres udnyttelses argument på denne. For var det arbejdskraften der skabte værdien og havde folk retten til hele frugten af sit arbejde, måtte de naturligt eje det producerede produkt. Dette var dog ikke tilfældet, da arbejderen ikke var i stand til at købe sit eget produceret produkt tilbage for den løn de modtog; det er her tyveriet og udnyttelsen kommer ind i billedet.

Det er grundet dette, at denne del af det anarkistiske spektrum skelner i mellem besiddelser og ejendom. Ejendom, som i ejerskab over produktionsmidler, ville naturligt medføre udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft og umuliggøre, at disse kunne bære den fulde frugt af deres arbejde; den overskudsværdi der tilfaldt kapital ejeren ville ikke være rettelig anskaffet, da den ikke bundede i ”arbejde”.

“as an awakening agent, as an agitating force, the beneficent influence of a strike is immeasurable. . . with our present economic system almost every strike is just. For what is justice in production and distribution? That labour, which creates all, shall have all.”

 Benjamin Tucker – Liberty #19

 Et andet problem er også, at under de nuværende og daværende markedsomstændigheder, hvor de store kapital ejere er beskyttet af den statslige regulering, licenslove, monopoler, IP, diverse handelsblokeringer mm. er selvstændighedens vej besværliggjort, hvilket gør, at man er nødsaget til at sælge sin arbejdskraft for mindre end den er værd for at fastholde egen eksistens, hvilket muliggøre udnyttelse jvf. “Labour theory of value”.

“Labour theory of value” er et synonym til den subjektive teori om værdi, hvor priser bestemmes på markedspladsen.

Konklusion:

Det skrevne stykke gør det klart, at definitioner er vigtige. Mange misforstår den venstreanarkistiske vision og sætter sig muligvis aldrig ind i det skrevne, grundet det faktum, at disse anså sig selv som socialister. Grundlæggende vil mange anarko-kapitalister erklære sig uenig i dele af det skrevne, grundet det tætte bånd til “Labour theory of value”, dog bidrager den venstreanarkistiske tradition med utrolig mange gode guldkorn. Den venstreanarkistiske tradition burde anses som “fellow travellers” og ikke modstandere på trods af de enkelte uenigheder. Områder, hvor de to bevægelser overlapper er større, end hvor de skilles. Der er flere enigheds punkter i mellem venstreanarkismen og anarko-kapitalismen, end i mellem anarko-kapitalismen og den min-arkistiske tradition. Naturligt bør anarko-kapitalister distancere sig fra den mainstream liberale bevægelse. Intet er der at gøre i politik og ligheden er heller ikke stor nok, da den mainstream liberale bevægelse ikke anerkender de fleste af de problemstillinger, anarkismen rejser.

Meget af uenighederne står i brugen af forskellige begreber. Den venstreanarkistiske definition af kapitalisme går i retning af dette “namely, as a state-supported monopoly of social capital (tools, machinery, etc.) which allows owners to avoid paying workers the full value of their labour”, hvilket distancerer sig voldsomt fra den definition, som anarko-kapitalister benytter, hvilket kan betyde at anarko-kapitalismen er navngivet forkert. Uden tvivl er det bedre for sagen, at snakke om frie markeder i stedet for kapitalisme.

” “it is a glorious word, much abused, violently distorted, stupidly misunderstood, but expressing better than any other the purpose of political and economic progress, the aim of the Revolution in this century, the recognition of the great truth that Liberty and Equality, through the law of Solidarity, will cause the welfare of each to contribute to the welfare of all. So good a word cannot be spared, must not be sacrificed, shall not be stolen.”  – ”Markets not capitalism” s. 145.

Sjovt er det dog, at de anarkistiske socialister ikke anså den statssocialistiske bevægelse, som rigtige socialister; det kan også tydeligt aflæses i det ovenstående citat af Benjamin Tucker; ham mente, at de havde ødelagt begrebet. De løste ikke arbejderproblemet. Det samfund de ville ende med at bygge, ville være mere totalitær, end det nuværende. Faktisk udtalte Benjamin Tucker i en privat samtale i 1930, at den kapitalisme man så i det mindste var til at tolerere, hvilket ikke kunne siges om socialismen og kommunismen.

“The matter of my famous ‘Postscript’ now sinks into insignificance; the insurmountable obstacle to the realization of Anarchy is no longer the power of the trusts, but the indisputable fact that our civilization is in its death throes. We may last a couple of centuries yet; on the other hand, a decade may precipitate our finish. … The dark ages sure enough. The Monster, Mechanism, is devouring mankind. Citat I “Men against the state” –James J martin

 –  Benjamin Tucker

– Sebastian

Philipp Bagus er en ung, tysk, økonom, der er tilknyttet Rey Juan Carlos University i Madrid, hvor han har taget sin ph.D i østrigsk økonomi. Udover The Tragedy of the Euro, har han skrevet én anden bog; Deep Freeze om Islands økonomiske kollaps.

The Tragedy of the Euro er udgivet i 2010, og den er måske endda endnu mere interessant at læse i dag, end den var for to år siden. Dette postulat vil jeg vende tilbage til.

Bagus’ hovedpointe er, at euroen grundet sin konstruktion og de divergerende interesser i EU aldrig nogensinde havde en chance for succes. For at forstå, hvordan Bagus adskiller sig fra andre, der har skrevet om euro-krisen, skal man forstå den østrigske skoles metodiske tilgang til problemet. I stedet for at starte med at spørge sig selv, hvordan problemet (dvs. gældskrisen og de finansielle problemer) løses, skal vi forstå, hvorfor problemet opstod i første omgang. Bagus – og andre østrigere – argumenterer for, at ved at svare på dette spørgsmål, så finder vi som regel også løsningen til den egentlige problemstilling – nemlig, hvordan vi kommer af med problemet.

I gennem det meste af bogen, beskuer Bagus situationen fra Tysklands side – og med Tysklands befolkning som de store ofre for det europæiske monster, men det er let at perspektivere mange af problemstillingerne til danske forhold, hvis man som læser ønsker et mere nationalt perspektiv.
Bagus argumenterer for, at der siden det europæiske samarbejde startede har været to forskellige visioner for EU: Den socialistiske (anført af Mitterands Frankrig og en række andre – primært sydeuropæiske – lande) samt den klassisk liberale (UK, Tyskland, Holland osv.).

Ønsket om en fælles valuta kom fra de socialistiske lande, og var primært anført af Frankrig, der skævede grimt til den tyske Bundesbank, hvis antiinflationære pengepolitik fik de højinflationære sydeuropæiske centralbanker til at fremstå i et dårligt lys. Den tyske befolkning var tilfredse med Bundesbanken (hvilket synes logisk, da erindringerne om hyperinflation stadig var klar i hukommelsen for en del af tyskerne), men for at kunne få lov at lave sammenlægningen mellem Øst- og Vesttyskland stillede franskmændene som krav, at der skulle arbejdes på indførslen af en fælles valuta. I 1990 accepterede Helmut Kohl – mod sin befolknings ønske – Mitterands krav om plan i tre trin, der skulle sikre europæerne en fælles valuta mod til gengæld at have en fransk ”velsignelse” til den tyske sammenlægning.

ECB’s konstruktion blev sådan, at de private banker endte med at købe de stærkt overvurderede sydeuropæiske obligationer, som ECB efterfølgende accepterede som sikkerhedsstillelse for nye lån til bankerne. Lånene blev primært udstedt i nytrykte penge, der herefter kom i omløb og skabte inflation. Bagus argumenterer for, at det skaber et “tradegy of the commons”-problem (heraf navnet til bogen). Argumentet er som følger: Dét land i eurozonen, der gældsætter sig mest, får den største andel af de nyudstedte penge. Dette skaber øget forbrug i hjemlandet, hvilket forringer landets konkurrenceevne, hvorefter de nye penge cirkulerer til lande med lavere inflation og skaber prisstigninger. Landene, der får de nytrykte penge sidst (Tyskland, Holland etc.), får ikke gavn af billigere varer i udlandet, men må nøjes med hjemmemarkedet. Bagus skriver: “The Euro was advantageous to Latin countries in that its inflation could be conducted without any direct evidence of an appreciating Deutchmark.”
Af samme grund har Tyskland eksempelvis et kæmpe overskud på deres handelsbalance i disse år.

De lande, der gældsætter sig mest og hurtigst i eurozonen er således relativt bedre stillet end de øvrige euro-lande. Og denne effekt forstærkedes yderligere af, at de sydeuropæiske landes rente konvergerede mod den lave tyske rente frem til 2008, selvom der ikke blev foretaget yderligere opsparinger i landene.
Bagus argumenterer for, at dette system vil køre så længe ECB blindt accepterer statsobligationer fra de gældsplagede lande som sikkerhedsstillelse, hvilket markedet begyndte at betvivle i 2009 for grækernes vedkommende. Denne situation sætter hele euro-zonen under pres, og det er den situation, som vi oplever i dag.

Løsningen på gældsproblemerne er derfor – ifølge Bagus – ikke at redde Euroen som flere politikere higer efter. For Euroens konstruktion fordrer ganske simpelt medlemslandene til at køre med store underskud. Hvis man vil løse den europæiske gældskrise, så er det altså ikke euroen, der er løsningen – den er selve problemet.
Selvom bogen er fra 2010, så er den stadig – måske endda mere – aktuel i dag, fordi Bagus kommer med sine bud om udviklingen i Grækenland og i den politiske situation i EU generelt. Hans konklusioner kommer overraskende tæt på den udvikling, vi har set de sidste to år.

Bogen er relativt let læst, selvom den sandsynligvis kræver en smule indsigt i økonomi og i den østrigske skole.
The Tragedy of the Euro er 133 sider lang, og den kan hentes gratis her.

Er du mere til video, kan du se Bagus holde et oplæg om sin bog her.

Anmeldelsen er forfattet af Jeppe Toft. Jeppe Toft læser økonomi på Århus Universitet, mens han tillige er næstformand for Liberal Alliances Ungdom.

Artiklen er skrevet som svar til Tom Jensens blog fra den 9/10-2012 “tvang skal der til”.

Værnepligt og ordet “pligt”

For at kunne forstå den tilgang Tom Jensen angriber hos os – den kompromisløse libertarianerianske – bliver vi nødt til at udfylde de huller, Tom Jensen efterlader. Hvorfor mener libertarianere – heriblandt anarkister – at værnepligten og tvang er et onde? Hvorfor mener vi, at alt skat burde afskaffes og at denne tvang er illegitim? Samtidig består Tom Jensens tekst af massere substansløse skriblerier; der mest af alt fortæller os, at Tom Jensen ikke besidder det nødvendige kendskab til de begreber han snakker om.

Vi starter fra en ende af med spørgsmålet om værnepligten. Et emne der i denne tid er begyndt at fylde godt i samfundsdebatten. Dette er dog ikke sket grundet en moralsk åbenbaring, men nærmere grundet de mange frivillige i forsvaret. Tom Jensen et godt eksempel; han ønsker nemlig ikke at afskaffe værnepligten, men – på ligefod med folketingets medlemmer – at suspendere denne. Men en suspendering af en uretfærdig lov, ændrer ikke på det problematiske i den; man udskyder blot uretfærdigheden til den dag, hvor der igen måtte mangle frivillige. En dårlig løsning, men ikke desto mindre hvad man kan forvente af vores uduelige politikere.

Men, hvorfor mener vi, at værnepligten er et onde? Hvad er det moralske, og ikke statsøkonomiske/politiske argument for at værnepligten skal væk? Liberale mennesker af den klassiske tradition definerer frihed negativt; frihed fra tvang; af dette aksiom følger der naturligt en masse deduktioner, hvilket også leder os frem til de helt store problemstillinger ved værnepligten. Først og fremmest er værnepligten tvunget. Dette betyder, at hvis et individ af principielle årsager er imod en tur i forsvaret, bliver han tvunget – dette sker implicit med trusler om indespærring. Hvad er problemet ved disse trusler? Hvorfor er tvang i disse situationer illegitimt? Grundlæggende er disse overgreb imod det negative frihedsbegreb; vi tvinger folk og hæmmer dem i jagten på egne mål. Individet bliver ved fødslen skænket et ejerskab over egen krop, hvilket naturligt medfører, at man er fri til at gøre hvad man lyster, så længe disse initiativer ikke skader andre. Intet menneske er født som hersker og intet mennesker er født som slaver i et system. Der opstår ikke legitimitet blot fordi flertallet har afgivet en stemme dertil. Det nuværende magtapparat opretholdes endda af selvsamme flertals kontrol, men hvordan kan apparatet uddelegere rettigheder, som det ikke selv er besiddelse af?

Jeg har ikke retten til at tvinge min nabo til at gå i træning for at beskytte mig. På samme måde kan min genbo og jeg ikke tvinge min nabo til at gå i træning, blot ved at stemme om det. Der opstår ingen magiske rettigheder ved stemmeafgivelse.

Samtidig er vi mærkelige liberale individualister. Som individer er vi opponenter til idéen om pligt. Individer bekender sig ved selvstændighed, selvrådighed, og voldsom opposition til kontrol og autoritet. Pligt er en illusion, der misbruges til at hverve folk i statens tjeneste.

Skat

Tom Jensen fortsætter hans retorik imod frihed ved at sige, at skat selvfølgelig ikke kan modargumenteres, bare fordi, at det er baseret på tvang. Han misser fuldstændig pointen: at skat blot er et månedligt røveri. Hvis du ikke betaler, udøver staten vold mod dig og din ejendom. Det er netop dette, der gør skat umoralsk og illegitimt; tvangshandlingen – en overtrædelse af non-aggression princippet. Tvangshandlingen gør ultimativt den månedlige kapitaloverførsel til et storstilet røveri fra statens side – et røveri enhver bankrøver må misunde; et kup af dimensioner.

”Skat – den skat, samfundet opkræver hos den enkelte borger til den fælles samfundskasse ud fra et ideal om, at pengene så bliver brugt til noget godt. Til fælles bedste.” – Tom Jensen

Problemet ved den tankegang Tom Jensen besidder, udstilles meget symptomatisk i det ovenstående citat. På lige fod med alle andre centralplanlæggere derude, mener han at staten kan bestemme objektivt, hvad der er til det fælles bedste og hvordan pengene bliver brugt godt. De tager fejl: disse spørgsmål kan kun individet besvare. Udelukkende individer ved, hvad de måtte ønske og derfor vil dette altid være en subjektiv vurdering. Staten skaber monopoler og har derfor ingen idé om, hvad efterspørgslen efter et givent produkt er, eller hvor den kommer fra. En passende analogi til statens service kunne være en læge, der laver blodstransfusioner med bind for øjnene, lægen ved hverken hvilket blod han bruger, eller om han rammer blodåren eller ej.

Problematiske slutninger og konklusioner

Kæden hopper dog fuldstændig af, da Tom Jensen sammenligner liberator.dk med diverse socialistiske fraktioner. Nok er vi idealistiske, men at feje os væk som ”håbløse utopister” uden nogen som helst argumentation, er trist, og legitimerer intet andet end status-quo. For at socialisme skal fungere kræves det, at mennesket ændres til et ’overlegent biologisk menneske’ skriver Trotsky i bogen ”Literature and Revolution”. Anarkismen kræver ikke denne biologiske ændring, anarkismen er blot en videreførelse af menneskelig natur og de rettigheder der medfølger.

Tom Jensen gør sig skyldig i en af de mest almindelige fejlslutninger om anarkisme når han hævder at vi er ”… mennesker der slet ikke mener, der bør være noget samfund.” På trods af det fine cv, har Tom Jensen ikke lært at skelne mellem samfund og stat. Interaktion i samfundet er frivilligt; folk vælger selv i hvor høj grad de ønsker at deltage og hvor meget praktisk arbejde de ønsker at hjælpe med. Dette er fuldstændig modsat staten. En stat er bygget på truslen om vold – intet er frivilligt (for hvis der var frivillighed i befolkningen, var tvang overflødig). Staten er samtidig defineret som et monopol på magtudøvelse på et afgrænset område; samfundet besidder ikke særprivilegier af nogen grad; og ville aldrig være i stand til at opnå disse. Man kan derfor tale om at stat næsten er en negation af samfund.

Tom Jensen kalder også regler for civilisation. Det forekommer os besynderligt at kalde staten, den mest asociale samfundsstruktur for vores civilisation. Staten er intet andet end eksproprieret ejendom og den lever på stjålne penge. Når man taler om politiet og forsvaret hører man også folk påstå, at staten er vores store beskytter. Hvordan en aktør samtidig kan røve og beskytte et individ er besynderligt, det minder i hvert fald i høj grad om bandernes beskyttelsespenge.

Tom Jensen fortsætter ved at sammenligne det at stå op om morgenen med tvangen fra en stat. En sær metafor: da vi er tvunget til at betale skat; men ikke til at stå op om morgenen. Vi står op om morgenen fordi vi er nødt til det, fordi at hvis vi ikke gør, forringes ens livskvalitet og livsglæde. At stå op om morgenen er langt fra at acceptere statens røveri, eller at udføre hoveri for staten. Anarkister benægter ikke, at ting må gøres for at opretholde vores liv, anarkister benægter volden som metode.

Anarkisme er heller ikke kaos, som journalister ofte forsøger at sige. I forhold til militæret forstiller Tom Jensen sig militser. I anarkismen ville der være private sikkerhedsfirmaer. Disse firmaer ville opleve markedskræfterne og skulle konkurrere med andre tilsvarende firmaer; ligesom inden for alle andre brancher. Vi følger blot den økonomiske lov til dørs. Ingen anarkister er imod forpligtende aftaler såfremt disse indgås frivilligt, hvor begge parter samtykker. Fordi vi er imod noget gjort ved tvang, betyder det ikke, at vi er imod det samme, hvis gjort af frivillighedens vej.

Vi ved ikke hvordan vi er kommet til en diskurs om, at det frie menneske skal tvinges af staten, tilsidesætte egne værdier for at forfølge kollektivitets. Vi ved ikke hvorfor at folk (som er født frie) advokerer tvang, og hævder at nogle mennesker har pligt til at bestemme over andre. Vi ved ikke hvorfor at det altid er os ’kompromisløse libertarianere’ der skal forsvare retten til det frie valg, og hvorfor magthaverne aldrig skal forsvare deres konstante, umoralske, og illegitime tvang!

Til slut undrer os anarkister os over Tom Jensens eksempel på hvad han mener at der ville ske, hvis vi afskaffede færdselsloven. Det er da fuldstændig ulogisk at antage, at alle danskere ville rette sig ind efter denne færdselspsykopats adfærd, blot fordi at færdselsloven ikke længere blev opretholdt af politiet.

– Adam Stoltenberg og Sebastian Køhlert.

Sign In

Reset Your Password