Skoler og uddannelse under markedsanarki – et bud.

En kritik af det nuværende system Den gængse skole i dag er et forkasteligt projekt, hvis eneste mål er at lære børn at adlyde autoritet og fortsat at bibeholde statens magtstrukturer. Som flere og flere presses igennem systemet lærer medianeleven mindre og mindre. Samtidig fejler skolerne i at skabe lighed i samfundet, ved at fratage […]

En kritik af det nuværende system

Den gængse skole i dag er et forkasteligt projekt, hvis eneste mål er at lære børn at adlyde autoritet og fortsat at bibeholde statens magtstrukturer. Som flere og flere presses igennem systemet lærer medianeleven mindre og mindre. Samtidig fejler skolerne i at skabe lighed i samfundet, ved at fratage både rige og fattige muligheden for ordentlig uddannelse. Konsekvensen er klar! Vi bliver alle dummere.

Tro ikke på politikerne, når de fremsiger, at vi bare skal kaste flere penge efter uddannelserne, for at skabe højere standarder og de bedste skoler i denne verden. Hvis det var sandt ville Danmark have de bedst uddannede i hele verden, men er dette tilfældet? Svaret er sørgeligt, men ikke overraskende, hvis man betragter det danske samfund udefra; svaret er nej. At kaste flere penge efter uddannelsesinstitutionerne i håb om højere kvalitet, svarer lidt til at få hele Titanics besætning til at fylde spande med vand og kaste disse overbord på trods af, at lækket er så stort, at skibet på samme tid fyldes med endnu mere vand; så meget vand, at skibet umuligt kan reddes og grundet skaderne naturligt må synke. Hullerne i uddannelsessystemet er også så store; problemerne efterhånden så mange, at det ingenlunde kan reddes fra centraladministrationen – det bør heller ikke reddes.

De to store problemer vi ser er monopoltilstanden og centralt bestemte pensumlister.

Skoler i det meste af verden indgår ikke i direkte konkurrence med hinanden; der er tale om et tilnærmelsesvis monopol. Et monopol afstedkommer altid efficiens problemer, hvilket ganske få anfægter, desværre. Manglende konkurrence forårsager incitament problemer. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er umuligt at skabe effektivitet i noget der ligner et monopol; et system, hvor ingen aktører behøver at være produktiv og skabe resultater for at få kunder i butikken. Monopoler skaber pr. definition lav kvalitet og høje priser (samtidig med, at de gavner en marginaliseret gruppe på bekostning af de mange).

The aim of public education is not to spread enlightenment at all; it is simply to reduce as many individuals as possible to the same safe level, to breed a standard citizenry, to put down dissent and originality

H.L. Mencken

Grænsen mellem undervisning og propaganda er yderst arbitrær. Hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert og hvorfor er det ene mere rigtigt end det andet? Dette gælder især i socialvidenskabelige fag – historie, samfundsfag, international økonomi m.fl. på gymnasialt plan og flere studieretninger på de danske universiteter – hvor der alt andet end lige ikke findes endegyldige sandheder. Alligevel udlægger uddannelsesinstitutionerne deres pensumlister og læring som værende endegyldige sandheder – sjældent bliver man belært med alternativerne til den tænkning pensumlisterne foreskriver. Er dette ikke propaganda? Meget ofte indeholder disse pensumlister i vid udstrækning læring der gavner staten, hvilket ikke er så underligt, da dette er mellemmanden der udadtil finansierer disse ydelser og menneskene bag dem. Det ville være en dårlig monopolforretning, hvis alt for mange aktører satte spørgsmålstegn ved nogle af de mest elementære ting i systemet og dets berettigelse.

Autoritetslæren er en integreret del af pensum. Især statens skoler (men også private skoler) straffer gang på gang eleven der ikke adlyder; hvis du ikke kan sidde stille skal du have (statsordineret) medicin! Hvis du ikke følger klokkens ringen straffes du! Hvis du ikke afleverer statsautoriserede svar,  bliver du straffet! Hvis du ikke følger kollektivismens dyder, ekskluderes du! Hvis du ikke har lyst til at være der skal du! Eneste løsning er; syng din morgensang og gentag efter dem, når de fremsiger stolt, at staten er løsningen; men er dette kendetegnet, ved et frit samfund?

Alt for mange tabes i det nuværende system; et system der ikke er åbent overfor for folk der er anderledes, men er intelligens vitterligt så ensporet, som staten udlægger det? Kan man ikke være intelligent og besidde evner, selvom man ikke ønsker at aflevere en opgave i et håbløst fag? Ikke mener, at svaret i pensumlisten er fyldestgørende; eller hvis man besidder et problem med hirarkiske strukturer og deraf autoriteter?

Løsningen

Løsningen findes i frie skoler, ikke underlagt statslig regi. Et radikalt forslag, hvis man skal tro på politikerne og etatisterne. I virkeligheden repræsenterer det en decentraliseret vidensstruktur og de bedste kår for alle mennesker.

En hver tankerække starter naturligvis med en grundlæggende antagelse – et aksiom. Ud fra menneskelig adfærd og grundlæggende markedsmæssige dynamikker kan det naturligt deduceres, at for at have de bedste skoler, må man naturligvis have de bedste elever, for hvordan skulle man være i stand til at være bedst, uden at være bedst, derfor er dette et naturligt aksiom. Udsagnet er sandt i sig selv og kan ikke modsiges. Sagt på en anden måde; en skoles resultater og dets niveau afspejles direkte af dets elever og deres færdigheder. En skole lever af sine elevers succes.

In large states, public education will always be mediocre, for the same reason that in large kitchens the cooking is usually bad. 

– Friedrich Nietzsche

Det er uhyre vigtigt at notere sig, at de rigeste elever ikke pr definition er de dygtigste. Vi er kommet langt siden, at Karl Marx fremsagde, at menneskets egenskaber udelukkende kommer fra miljøet omkring ham; også fremsagt af John Locke – på latin ”a tabula rasa”, eller hvid tavle, at vi alle fødes uden særpræg. I dag ved vi, at biologien spiller en vigtig rolle. Social mobilitet er anderkendt og udbredt. Yderligere er der er ingen der påstår, at en velhavende mand nødvendigvis er klog og hvis han er klog skyldes det naturligvis ikke udelukkende de midler han besidder. Hvis en skole derfor skal have de bedste elever (for at være bedst) er det bidende nødvendigt, at en skole søger elever fra alle økonomiske og sociale lag.

Herved kan vi deducere, at et frit marked aldrig kan afstedkomme et elitært system for de få, som det ellers påstås fra mange sider. At udelukkende de rigeste ville have muligheden for en uddannelse i et frit marked er en ulogisk deducering. For at en skole skal være bedst, er den derfor nødt til at indskrive elever fra alle sociale lag, for at få de bedste elever (uanset disse elevers finansielle formåen).

Samtidig kan det udledes, at dygtige elever er vigtigere end skolen: uden dygtige elever, vil en skole ikke være mere, end en middelmådig skole.

At være en uddannelsesinstitution, der tager sig af de mindre begavet, eller den større gruppe af mennesker med evner lige under de bedste, vil heller ikke nødvendigvis være en dårlig ting i et frit marked. Dette udlægges ofte af modstandere af frie skoler, som værende faldgruppen. Disse fremsiger, at en sådan skoles niveau ville være ringe og de dårligere stillet ville lide herunder. Denne slags skoler ville eksistere under en sådan samfundsorden, grundet efterspørgelsen; niveauet ville også være højere end i dag, grundet den markante konkurrence området ville besidde; effektiviteten ville også være af en anden verden, priserne ville grundet dette være relativt lave – nær marginalomkostninger. Folk vil i samme grad efterspørge uddannelser, hvor fagene i højere grad er tilpasset deres individuelle præferencer. Langt de fleste firmaer der i dag leverer ”middelmådige” produkter – down market products – for at ramme den størst mulige kundegruppe. Møbelindustrien er et godt eksempel. IKEA revolutionerede verden med deres billige og nemme løsninger; i dag er ejeren en af de rigeste mennesker i verden. Succesfulde nicheproducenter som f.eks. Arne Jacobsen, producerer usandsynligt dyre og særprægede møbler, som kun meget få mennesker ønsker at eje. Tendensen gælder for alle produkter: den der gør flest mennesker tilfredse vil tjene mere end den der tilfredsstiller en marginaliseret kundegruppe. Det samme vil gælde for skoler på et frit marked.

De mere velstående forældre og elever vælger skoler ud fra prestige og niveau. De besidder midlerne til at betale for en sådan uddannelse. De ønsker den bedste skole. De ønsker, at deres børn omgås de skarpeste hjerner, da dette udelukkende kan påvirke deres egne børn positivt. Derfor er en skoles mulighed for at opkræve høje beløb for dens uddannelse også direkte afhængig af elevernes kvaliteter, og tidligere resultater. Helt basalt kan det udlægges, at en given skoles mulighed for at opkræve store summer afhænger af dets ry. Endnu en grund til, at få dygtige elever vil gå tabt. Det anderkendes, at et sådan system vil tabe nogle, men det vil højst sandsynligt være de mindre begavede: elever hvis evner i forvejen var bedre tjent andetsteds.

Samtidig er det ikke helt umuligt, at undervisningssystemet ville ændre sig radikalt. Det er ikke helt umuligt at forstille sig, at udvalgte virksomheder ville oprette sponsorrater til forskellige skoler for at sikre den højeste kvalitet af den arbejdskraft de selv modtager efter endt uddannelse. Her ville der være tale om et system der ville have positive sidegevinster for begge parter. Eleven modtager en uddannelse, som giver ham muligheden for et højere kompetenceniveau, samt muligheden for en højere indtægt i fremtiden; samtidig giver det den pågældende virksomhed mulighed for at strikke en uddannelse sammen, der i højere grad sigter mod den enkelte sektor, arbejdskraft af høj kvalitet og dermed en fordel i konkurrence med andre.

Et frit marked uden nogle former for reguleringer, licenser, eller andre skadelige interventioner fra statens side, ville også sikre et mangfoldigt uddannelses system. Alle skoler er velkomne på markedet. Et så voldsomt udbud af uddannelse ville naturligvis også presse prisen i retning af marginalomkostninger ved at yde brugbar uddannelse. En højere grad af specialisering ville finde sted, alt efter hvilket behov de enkelte forældre og børn ville have. Pensum ville heller ikke være bestemt fra centraladministrationen, hvilket ville sikre egenbestemmelsen hos den enkelte institution. Den eneste regulator der ville eksistere, er markedskræfterne. Succesen af de enkelte uddannede ville naturligvis påvirke det fremtidige antal elever, hvilket igen leder tilbage til startaksiomet. Uddannelserne ville simpelthen være afhængige af at tiltrække de skarpeste hjerner for i fremtiden at kunne tiltrække nye elever; samtidig ville de også i højere grad have et incitament til at yde endnu højere kvalitet end tilfældet er i dag, grundet den enorme konkurrence der ville eksistere på markedet.

Et frit marked indenfor uddannelse ville samtidig være optimalt, da færre ville havne på den forkerte hylde. I dag tvinges alt for mange i gennem gymnasielle uddannelser udelukkende grundet det faktum, at staten ønsker det; de har ikke evnerne. Hvorfor er en boglig uddannelse nødvendigvis bedre end en praktisk?

Konklusion

Løsningen på de udvalgte problem kan derfor kun være at nedlægge og boykotte statens skoler. (Vi skal ikke blot privatisere sektoren, da man ved en privatisering i høj grad beholder den nuværende kvalitet. Ofte bibeholder man reguleringer, licenser mm. Og skabe et farligt sammenspil mellem private interesser og statslige. En privatisering betyder derfor ikke nødvendigvis, at tingene kommer til at foregå på markedsvilkår. Skræmmeeksempler; private fængsler i USA, samt de amerikanske ”college tuitions”). Statslige pensumlister skal forbydes – hvis man da kan snakke om at forbyde noget; den enkelte institution skal blot have selvbestemmelse. Hvad de enkelte skal lære, skal være hvad deres forældre ønsker – i de år, hvor det enkelte individ ikke er i stand til selv at tage en sådan beslutning – og senere hen, hvad de selv ønsker at lære – ikke hvad staten ønsker; ikke hvad kollektivet ønsker. I takt med, at flere og flere mennesker dropper statsskolerne vil der på markedet opstå ægte uddannelse – og ikke den nuværende indoktrinering.

Herefter ville markedet og derved forbrugeren bestemme hvilke uddannelser der er bedst – dette kunne fx være hvilke kvaliteter der var efterspurgt i det pågældende samfund.

Monopoly and privilege must be destroyed, opportunity afforded, and competition encouraged. This is Liberty’s work, and “Down with Authority”.

–       Benjamin Tucker

 

Adam Stoltenberg og Sebastian Køhlert

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password