Farvel til Moder-stat og velkommen til frihed

Den 4. juni 2012 sendte Mik Hartwell et brev til Justitsministeriet, hvor han meldte sig ud af den danske stat. Han kunne ikke længere støtte den danske stats måde at agere på. Han havde mistet troen på, at staten træffer de rigtige beslutninger for dens borgere.
Justitsministeriet gav ham et standardsvar om, at de er bemydiget til at hjælpe en statsborger til at blive statsborger i et andet land. Mik Hartwell er sikker på, at de godt ved, at det ikke var det, som han mente. Han har derfor opgivet at have mere kontakt med den danske stat.
Det er nok de færreste, som vil have forståelse for hans valg, da de fleste vil se en udmeldelse af staten som det samme som at melde sig helt ud af det danske samfund. Når de fleste tænker på stat og samfund, er det ofte med Rosseau in mente, og tanken om at vi har en social kontrakt med vores land. Vi har en forpligtelse overfor det samfund, som vi har valgt at leve i. Her bliver stat og samfund set som det samme.
Hvad får en mand til at træffe en drastisk beslutning om at melde sig ud af staten, og kan man overhoved klare sig uden staten i dag? Det er nogen af de spørgsmål, som jeg fik lyst til at stille Mik Hartwell, da jeg hørte om ham første gang. Der er ingen tvivl om, at det er en grænseoverskridende beslutning, han har valgt. Da jeg interviewer ham, bliver det også hurtigt klart for mig, at han godt selv ved, at han har truffet en dramatisk beslutning. Han kommer med lange svar på alle mine spørgsmål, og det er tydeligt, at han altid bliver stillet de samme spørgsmål, når han fortæller om sin udmeldelse af staten.
Det spørgsmål, der først falder mig ind, er, hvorfor man vælger at melde sig ud af staten? Der må  være nogle tunge beslutning bag.
”Først bliver jeg nødt til at sige, at staten og samfundet ikke er det samme. Jeg vil altid være dansker. Men de handlinger, som staten står for, er kommet så langt væk fra, hvad jeg kan stå ved. Jeg blev simpelthen nødt til at bryde mine bånd til det. Min samvittighed gør, at jeg ikke længere kan tie stille, men jeg bliver nødt til at råbe, at jeg ikke vil være med til det her. Derfor har jeg meldt mig ud,og sendt et brev med min udmeldelse til Justitsministeriet. Jeg vil ikke se stiltiende til, mens staten strammer grebet omkring os med øget overvågning, kontrol og meningsløse regler. Hverken statslige regler eller regler overført fra EU samt ‘lovgivning’ der kommer snigende som resultat af vores tiltrædelse til globale traktater. Jeg kan ikke længere se stiltiende til, mens Staten gang på gang bruger folketingsflertal til at begå uhørt ulovligheder i vores navn. Aggressionen i Irak blev indledt ved folketingsflertal, selvom befolkningen og grundloven var imod. Vi er i krig i Afghanistan!? Et enstemmigt folketing sender os til angribe Libyen. Hvad sker der? Hvem tager beslutningerne? Hvem er disse mennesker? Hvor skal skylden for disse folkemord placeres? Staten har forrådt os, forrådt vores tillid,” svarer Mik Hartwell.
Men er det ikke usolidarisk at melde sig ud af staten, da den er til for os alle sammen? Har du tænkt nogle tanker om det at være borger og dansker. Rousseau snakkede om en borgers sociale kontrakt og derved forpligtelse overfor samfundet. Hvordan ser du en borgers pligt i et samfund?
”Når jeg ser på min rolle i samfundet, tager jeg udgangspunkt i mig selv, og vigtigst af alt: Hvad er meningen med livet? Vi har alle en pligt til respektere andres rettigheder, det kan de fleste blive enige om. Er man religiøs, kan man nemt finde retningslinjer, der har med næstekærlighed at gøre. Når man er ateist, eller ser livet som noget mekanisk, er man tilbøjelig til at se til politiske dogmer eller ideologier for at finde en rationel løsning. For mig bunder spørgsmålet i, om mennesker i deres inderste vil andre det godt eller ej. Mange tror,og det staten flink til at lade os forst, at konkurrence er den eneste vej frem, og at mennesket er sig selv nærmest. Det er de store pengeinteresser, der tjener på dén holdning, ikke du og jeg. Min holdning er en anden, netop at mennesker ikke kan trives, når de ser deres nabo lide, og at vejen til et lykkeligt fællesskab er gennem samarbejde med andre. Alt fra grupperinger i vores lokalmiljø til folkeslag i andre verdensdele.”
Mange vil nok sige, at du ikke udviser solidaritet. Har man ikke en pligt til det som borger i et land?
“Solidaritet med fællesskabet bliver alt for ofte brugt til at franarre os vores friheder på en måde, der får os til at gøre det, som staten vil have. Man får næsten følelsen af, at man ikke kan være det bekendt, hvis man holder fast i de rettigheder, man er født med. Det er manipulering, der er yderst effektiv, for hvem vil være grådig på de andres bekostning? Ingen af os! Derfor er vi nu underlagt et regime, hvor alt vi foretager os registreres, overvåges, analyseres og effektiviseres for samfundets skyld. Men det er for statens skyld.”
Men kan man ikke igennem demokratiet prøve at ændre tingenes gang i stedet for bare at melde sig ud?
”Det er selvfølgeligt nødvendigt at påvirke samfundet igennem den demokratiske proces. Det er det, der er hele meningen med et samfund med en fri og åben holdning til hindanden. Det er sådan, at vi forstår ordet demokrati. Men hvad gør vi, når de noble hensigter er blevet hijacket? Når systemet  er blevet infiltreret af kræfter, der lefler for de transnationale korporationer? Når bankerne reelt styrer den globale økonomi igennem det finansielle marked. Råderummet i vores demokrati er skrumpet så meget ind, at det efterhånden er blevet til en blodfattig skygge af den oprindelig tanke. Vores valgte politikere virker som handlingslammede nikkedukker, der ikke tør tage de virkelige trusler op: Overgreb på vores frihed og selvbestemmelse. Før i historien har man set stater, selv med demokratisk valgte ledere, der har forvildet sig i retning mod det totalitære, og mange har måtte tage afstand fra det. For mig er det punkt nået.”
Den enkelte dansker vil nok have svært ved at forestille sig et liv uden staten. Vi er vant til at tage på sygehuset, når vi brækker et ben. Få børnepenge. Tage til lægen, når selvsamme børn bliver syge. Studere på en statsbetalt uddannelse og få SU, mens vi studerer. Der er også en række praktiske ting som at rejse til udlandet på sit danske pas. Eller bruge sit CPR nummer hver gang vi skal noget. Staten beskatter vores løn, inden pengene bliver sat ind på vores konto. Staten er nærmest over det hele, og der går ikke en dag, hvor man ikke har interaktion med staten. Det er svært at forestille sig, hvordan man skal klare et liv uden staten, hvis man fortsat vælger at være en del af det danske samfund.
Kan du anbefale, at man melder sig ud af staten, eller er der for mange problemer forbundet med det?
”At melde sig ud af staten er et drastisk skridt at tage. Hvis der er nogen, som overvejer at gøre det, vil jeg bede dem om at tænke over det én gang til. Jeg gør det, fordi min samvittighed pålægger mig det. Men hvad siger din samvittighed? Jeg vil ikke opfordre en anden til at handle ud fra, hvad min samvittighed siger til mig. Jeg er personlig villig til at undvære statens goder som sygehjælp, understøttelse, folkepension osv. Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at det bliver nemt. Uden et CPR-nummer er det nok umuligt at få en bankkonto, og uden en bankkonto kan jeg ikke få et job. Uden diverse dokumenter udstedt af staten kan du ikke identificere dig, og jeg tror dagen hvor du skal have CPR for at få en telefon er lige om hjørnet. Du ser først hvor stramt statens greb virkeligt er på dig, når du prøver at bryde fri af det.”
Du nævner selv, at det bliver svært at få et job eller modtage behandling på et hospital. Hvordan vil du overleve uden staten?
“Jeg lever af små jobs hos private, mest rengøring og vinduespudsning. Jeg har ikke haft behov for nogen form for behandling endnu, når det bliver nødvendigt, må jeg bruge et privathospital. Jeg ønsker et meget enkelt liv med minimal berøring med staten. I hvert fald indtil staten ændrer karakter i retning mod en fair stat med respekt for mennesker og jorden, som vi lever på. Egentlig har jeg kun behov for lidt mad og et varmt sted at sove. Derudover ønsker jeg at bruge mine kræfter på at efterlade mine omgivelser i en bedre forfatning, end da jeg dukkede op. Jeg har ingen ambitioner om en stor jobkarriere eller at skulle eje ting, så jeg kan sagtens leve uden staten.”
Hvorfor bør man overveje at melde sig ud?
”Jeg mener, at vi som folk er ude på et skråplan, og at det er nødvendigt at vende om for at skaffe det fællesskab, vi ønsker. Der er mange måder at bidrage positivt på, for at vi kan få denne ændring. Alle har noget at bidrage med. Det, at være nærværende og vise omsorg over for andre, er noget af det bedste, man kan gøre. Andre kan skrive, nogle har talegaver, nogle er genier indenfor kunsten. Alle der vil, kan være med til at give vores samfundsadministration et menneskeligt ansigt. En god start vil være et opgør med tankesættet om, at alt kan gøres op i kroner og ører. Lad os sætte menneskeligheden før den materielle velstand. Ofte vil vi havne i en situation, hvor man må trodse reglerne og være ulydige over for myndighederne. Det må være op til den enkeltes samvittighed, hvor langt man vil gå. Det kan være nødvendigt at trodse staten gennem civil ulydighed og melde sig ud af staten, hvis vi vil have frihed.” slutter Mik Hartwell.