De mærkelige liberale

Til Skattefrihedsdag, for et par år siden, var Henrik Fogh Rasmussen inviteret til at tale om sit syn på skat, stat og samfund. Han var overraskende positiv stemt overfor en stat. Især USA var et stort forbillede for ham, og hvis liberale og konservative arbejdede for et EU i samme stil som den amerikanske forbundsstat, […]

Til Skattefrihedsdag, for et par år siden, var Henrik Fogh Rasmussen inviteret til at tale om sit syn på skat, stat og samfund. Han var overraskende positiv stemt overfor en stat. Især USA var et stort forbillede for ham, og hvis liberale og konservative arbejdede for et EU i samme stil som den amerikanske forbundsstat, ville Europa og Danmark have en lysere fremtid.

Han overbeviste nok ikke nogen til arrangementet, men det var nu heller ikke det, som jeg fandt interessant. Her var manden, som i en avisartikel, som 18-årig proklamerede, at sin far var rød. Anders Fogh Rasmussen, farmand, blev på det tidspunkt set som meget liberal, fordi han havde skrevet bogen “Fra socialstat til minimalstat”. For unge Henrik Fogh Rasmussen var der slet ikke grænser for, hvor ond staten var. Det var denne dreng, som fandt det skræmmende, at hans far blev kaldt for ultraliberal, når bogen “Fra socialstat til minimalstat” selv lagde op til, at staten stadigvæk skulle have en betydelig størrelse. Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, blev der endnu mere tydeligt, at sønnen havde ret i sin kritik.

Men hvorfor blev Henrik Fogh pludselig stor tilhænger af stat? Til arrangemenget fortalte han selv hvorfor, og faktisk tror jeg, at begrundelsen er en, som gør, at mange ikke kalder sig for anarkokapitalister eller minimalstatstilhænger. Begrundelsen var, at han fandt anarkokapitalister og minimalstatstilhænger for skøre. En flok konspirationsteoretikere som ser en ond stat med onde motiver alle steder.

Henrik Fogh havde selv været stor fan af David Friedman og hans bog “Machinery of Freedom”, da han kommer med nogle gode argumenter for, hvorfor staten ikke skal have en rolle i vores samfund. David Friedman er dog ikke ligeså ekstrem som Rothbard, og han ønsker ikke at nedlægge hele staten i morgen.

Henrik Fogh havde glædet sig til at se et foredrag med David Friedman på en konference, hvor David Friedman skulle tale på en storskærm. En ung Henrik Fogh glædede sig til at se sit idol forklare, hvorfor staten skal afskaffes.

Ifølge Henrik Fogh handlede hele Friedmans foredrag om, hvordan man kan kryptere sine e-mails, så staten ikke kan holde øje med os. Foredraget mindede Henrik Fogh for meget om skøre konspirationer og han tog afstand fra det. Han følte sig hævet over det. Måske spillede det også ind, at han kommer fra en familie, hvor politik er noget, der skal diskuteres og ikke bare tages afstand fra, som mange anarkokapitalister ofte vælger.

Til Skattefrihedsdag arrangementet lød det til, at Henrik Fogh var blevet en del af den liberale fløj indenfor republikanerne, og havde forladt anarkokapitalisme og minimalstats tilgangen til staten. I sidste ende lød det til, at han havde valgt sådan, fordi han ikke kunne identificere sig selv med de personer, som putter sig selv i de kategorier.

Jeg tror som sagt ikke, at der er noget særligt unikt i dette. Jeg har mødt flere i Danmark, som ikke ønsker at være en del af en kategori. Mit indtryk er, at i USA er det hele langt mere splittet end i Danmark. Det virker til, at det i Danmark er konservative (i den ene eller anden form), liberale og anarkokapitalister sammen mod socialister. Måske skyldes det, at socialister har en ekstrem stor magt i Danmark.

I USA er det mere opdelt mellem libertarianere, demokrater (liberals) og republikanere (konservative). Libertarianerne har det ikke særlig godt med konservative her, og debatten mellem de to grupper er generelt temmelig hård.

Henrik Foghs store problem ved libertarianerne er nok, at han anser dem for en flok flippede typer, som fuldstændigt ignorerer virkeligheden og bare snakker om, hvordan verden burde se ud. Flere af dem opfinder en række forskellige måder at leve på og se ud, som er svært at forene sig med, hvis man egentlig bare godt kan lide et stille og roligt liv med skjorter og rødvin.

Billedet kan jeg sagtens genkende, når jeg befinder mig i USA og møder libertarianere. Hvis du satte disse mennesker ind i en dansk kontekst, ville de nok blive anset for skøre.

Mange af dem synes jeg ikke, at jeg har andet tilfælles med, end at vi alle sammen ikke kan lide staten. Flere af dem afviser alle andres ideer, hvis det ikke lige er sagt af de rigtige personer. Det er som om, at de stempler videnskab som god eller dårlig ud fra, om de ved, hvad personens politiske holdning er/var. Jeg anser denne form for tilgang til videnskab som direkte fordummende og farlig, hvis man rent faktisk ønsker at blive klogere på den verden, som vi lever i.

Tit er mit indtryk af libertarianere, at de prøver at have specielt tøj på bare for at adskille sig for alle andre. De vil i hvert fald ikke ses som konservative. Fred være med det, men det er nok en af de ting, som skræmmer folk som Henrik Fogh væk fra den slags miljøer.

Der hvor jeg adskiller mig fra Henrik Fogh er, at jeg ikke synes, at man skal dømme liberalisme eller anarkokapitalisme ud fra, hvordan folk ser ud, eller hvor skøre drømme de har. Man kan stadigvæk godt tro på et frit samfund, selvom man langt fra er enig med alle liberale.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password