Gud på det fri marked

Bo Nake anmelder den nye bog: “God is Back. How The Global Rise of Faith Is Changing The World” af John Micklethwait og Adrian Wooldridge.

I dag kan enhver gymnasieelev citere Nietzsche for, at Gud er død. Det er en skam, for når det siges på den måde, siges noget andet end det, Nietzsche faktisk sagde. Den store skriger sagde, at Gud er døende og kirkerne gravkamre. Men Han er ikke helt død endnu, for det at slå Gud ihjel ville have været en alt for stor bedrift for de lusepustere, Nietzsche følte sig omgivet af. (Den muntre videnskab, aforisme 125). Hermed fik Nietzsche også rammende karakteriseret den danske Folkekirke, der har 83 % af befolkningen som medlemmer, men hvor under 2 % er regelmæssige kirkegængere. Gud har længe haft det ret dårligt, men hænger ved lidt endnu, for befolkningen i Danmark kan ikke slippe en kirke, de alligevel ikke gider. Måske det danske tilfælde er specielt, men i Vesten som helhed har man længe forudsat, at sekulariseringen er en støt fremadskridende proces, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden den er helt gennemført. Ja, for ikke længe siden blomstrede ligefrem en særlig teologi, sekulariseringsteologien, der gjorde den udvikling til sit program ved at forstå sekularisering og industrialisering som forbundne fænomener, der fandt deres fælles forklaring i kristendommen selv.

Islams tilstedeværelse i Europa og Danmark har kun i nogen grad modificeret europæernes høfligt reserverede indstilling til religion. I en periode har nogle rigtigt nok ført løs tale om kristendommen som et svar på udfordringen fra islam, men hvis kristendommen skal være et værn mod en eventuel islamisering af Europa, kan europæerne godt overgive sig med det samme. To forhold gør Europa til en undtagelse i forhold til den religiøse globalisering. For det første har der været en stærk anti-religiøs tradition i Europa, der går tilbage til oplysningsfilosofferne i tiden op til den franske revolution, og som kulminerede med tænkere som Marx, Nietzsche og Freud. For det andet har den tætte sammenknytning af kirke og statsmagt gjort kirken utroværdig i store dele af befolkningen. Med god grund. Kirken har kvitteret for statsmagtens beskyttelse med ideologisk prægning af befolkningerne som sin modydelse. På den baggrund er en udpræget skepsis over for kirke og religion blandt liberale oplagt, selv om der har været forsøg, også på Liberator, på at nuancere billedet. Men i Europa hænger vi i så høj grad fast i gamle institutioner og feudalt mudder, at vi må finde en helt anden vinkel for at kunne se på forholdet mellem religion og samfund på en fornyende måde.

Den vinkel tilbyder USA. Her er et samfund, der både er det mest moderne og et af de mest religiøse i verden. Den europæiske modsætning mellem modernitet og religion er altså ikke nødvendig eller uundgåelig. Forfatterne til God is Back, der er hhv. chefredaktør og New York redaktør for The Economist, ser derimod amerikansk historie og forfatning som afgørende forudsætninger for den religiøse globalisering i dag. Det virker overraskende for en europæer, men det lykkes dem i høj grad at gennemføre synspunktet uden at klippe alt for mange tæer eller hugge alt for mange hæle.

Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i to klassiske tekster. Adam Smiths The Wealth of Nations og den amerikanske forfatning. Adam Smith var ikke I tvivl om, at det fri marked også tjener Gud. For en præst, der må leve af, hvad hans menighed giver ham, arbejder for den og ikke en skytsherre eller statsmagt. Konkurrencen på et frit religiøst marked skaber forskellighed og vækst, mens statskirker afføder lakajmentalitet hos præsterne og ligegyldighed hos menigheden. Dernæst er den amerikanske forfatnings First Amendment – ” Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof” – interessant bl.a. derved, at den opstod som et kompromis mellem de frikirkelige (i modsætning til anglikanernes efterfølgere the Episcopalians) på den ene side og på den anden filosofisk inspirerede kirkekritikere som Thomas Jefferson. De første ville holde staten uden for religion, mens de andre ville holde religionen ude af politik. Med the First Amendment sikrede the Founding Fathers for det første tolerance nedefra (den blev ikke givet på monarkens eller statsmagtens nåde, men var et træk ved staten), og de garanterede desuden religiøs konkurrence.

The First Amendment er på ingen måde anti-religiøs. Men det afgørende er, at man lader religion være et spørgsmål for den enkeltes samvittighed og ikke et instrument for staten. Det er interessant, at baggrunden for the First Amendment havde været en intens debat om kirkeskat. I 1784 gav den lovgivende forsamling i Virginia the Episcopal Church tilladelse til at overtage den tidligere anglikanske kirkes ejendom. Men kun en tredjedel af statens borgere var Episcopalians. Skulle de øvrige to tredjedele i staten da også betale skat til denne kirke? The Episcopal Church foreslog, at borgerne skulle betale skat til en tro af deres eget valg. Her overfor opstod den mærkelige alliance af de frikirkelige Evangelicals og de deistiske revolutionære.

Denne alliance gennemførte Jeffersons Act for Establishing Religious Freedom, der adskilte kirke og stat og gjorde religion til et personligt samvittighedsspørgsmål. Bag loven stod ikke kun Jefferson men også James Madison. Ingen af dem ønskede at bekæmpe religion, men var overbeviste om, at en adskillelse tjente både religionen og staten. Men de havde hver sin begrundelse. Jefferson fremhævede, at en adskillelse ville fremme konkurrence og straffe dovenskab, mens Madison indså, at uden statens beskyttelse ville præsterne blive fritaget for korruptionens fristelse.

Religion i USA er i høj grad defineret af udgangspunktet i den amerikanske revolution. En kombination af republikanisme, liberalisme og protestantisme har tilført de amerikanske kirker en energi og evne til udvikling og tilpasning, der ville have været utænkelig i Europa. Forfatterne er mest optaget af kirken som en succeshistorie, og synspunktet er i hvert fald plausibelt fra en numerisk synsvinkel. Kirkerne har været i stand til at nå de mange ved at tale deres sprog og ved at holde trit med den sociale udvikling fra teltprædikanter til televangelister. (I øvrigt et yderst underholdende folkefærd: ”Stay on this channel! A miracle is going to happen to-night!”).

Fra en kommerciel synsvinkel er religion en virkelig god forretning i USA. Der finder en betydeligt omsætning sted af et produkt, der er afsætteligt i både de bredeste lag og blandt de mest kræsne. Man bliver nødt til at nævne de sidste, fordi man på forhånd kender de snobbistiske indvendinger fra det dannede segment om megakirker, pastorentrepeneurer og disneyficering, der er nogle af de mest iøjnefaldende træk ved amerikansk og global religion lige nu. Men det er så for det første de midler, kirken må tage i brug, hvis den vil nå folk, men for det andet er det kun en side af sagen. Det fri marked i religion er så fleksibelt og så varieret, at det også kan komme de mest forfinede forbrugere i møde. Og hvis man er en særligt udspekuleret snob, er der endda The Scum of the Earth Church i Denver, Colorado.

Teologisk er der ikke meget at fortælle om evangelikalismen. Det er mest et spørgsmål om at have en bibel og en samvittighed. På et tidligt tidspunkt vil man kunne føle sig retfærdiggjort, og så kører den. Hvis der uheldigvis skulle være noget, der er strengt forbudt, man alligevel ”kommer til” at gøre, kan man altid regne med gruppen. Dette er sagt uden ironi. Men for mange mennesker, er den ensomhed, der er en forudsætning for frihed, et problem, og for dem tilbyder kirkerne udmærkede fællesskaber. Der er faktisk rigtigt mange, der får opbygget sociale ressourcer gennem et aktivt religiøst liv. Betragtningen kan også anvendes på den sociale kapital, kirkerne repræsenterer. F.eks. anslås det kirkelige hjælpearbejde i en nedkørt by som Philadelphia at have en værdi af ca. 250 millioner dollars årligt. (Det samme forhold kan måske forklare, hvorfor evangeliseringen i udviklingslande uden et statsligt socialt sikkerhedsnet har så stor succes.) En stor del af de religiøse fællesskaber i USA er præget af det, der lidt nedladende kaldes fremgangsteologi. Dvs. hvis du tager imod Gud, vil Han hjælpe dig til materiel velstand og socialt avancement. Det synes at virke i en del tilfælde.

Mere problematisk er forholdet mellem religion og politik. Det er en kombination, man bestemt må se på med skepsis, men den omstændighed, at de religiøse foretrækker at beskæftige sig med isolerede emner, gør dem muligvis mindre farlige. En af de evangelikales største succeser var Prohibition (XVIII Amendment) fra 1919 til 1933. Men det fremstød blev heldigvis også den religiøse lovgivnings største fiasko. Fadæsen var så stor, at de evangelikale måtte holde meget lav profil en rum tid derefter. Siden har de evangelikale været mest højrøstede om abort og homoseksuelle ægteskaber. Karakteristisk nok enkeltsager, der så får en fetishværdi. Men med Rick Warren – Billy Grahams nutidige arvtager – og hans bog The Purpose Driven Life er emner som global opvarmning, trafficking og økologi blevet dele af deres platform. Samtidigt har de evangelikale i de senere år haft held til at nå flere mennesker end dem fra 27. kartoffelrække. Det er igen blevet respektabelt at være religiøs, også i corporate America. McCains kultiverede nonchalance – under de republikanske primærvalg kunne han ved en lejlighed ikke huske, om han var baptist eller episcopalian – ville klæde en europæisk grand seigneur, men er atypisk for politikere for tiden. Det er derimod i overensstemmelse med tidens stemning, at en ferm sælger som Barack Obama kunne slå Hillary Clinton bl.a., fordi ”he succeeded in out-Godding her.”

Det er svært at vurdere problemets alvor og rækkevidde. Allerede Bush blev stærkt kritiseret for at nedbryde the Wall of Separation mellem stat og religion, men Clinton var ikke mindre religiøs end Bush, selv om hans renommé som horkarl svækkede hans status blandt evangelikale. Men hvornår er adskillelsen vigtig, og hvornår er den ligegyldig? Når Clinton gav tilladelse til, at religiøse emner kunne omtales uformelt – f.eks. i frokostpausen – på føderale kontorer, kunne man opfatte det som en aftabuisering af noget, der reelt er harmløst. Højesteret skred ind over for Roy`s Rock i Alabama, en granitblok hvor de ti bud var indmejslede, fordi den var placeret i selve tinghuset, men tillod, at den blev anbragt i haven udenfor. Så længe der gives konkrete løsninger, kan problemet åbenbart håndteres. Men i en nation, der tæller så mange religiøse som USA, bliver det religiøse sprog uundgåeligt en del af kulturen. Meget af det er retorik, og Bush var mere religiøs i sin stil end i sin praktiske politik. På den anden side var hans forbud mod forskning i stamceller uden tvivl et fejltrin, og Obama har for nyligt kunnet ramme den rette balance ved både at fjerne forbuddet og at udnævne en evangelikal forsker som forskningschef.

Alligevel er fraværet af religiøse udtryk ikke en sikkerhed for, at en politiker ikke er religiøst motiveret. Tony Blair undgik konsekvent at tage Guds navn i sin mund, også når han var mest salvelsesfuld. Ligeledes er socialister i Danmark ofte mere religiøse – ikke mindst i præstepartiet SF – end de borgerlige. Den diffuse pseudo-religiøse hørm, danske socialister omgiver sig med, gør det bestemt ikke let at diskutere med dem, fordi det på forhånd er udelukket – ”uartigt” hedder det – at modsige mennesker, der repræsenterer godheden selv. Problemet vil ikke forsvinde foreløbigt, men det bedste vil sikkert være at se på, hvad de politisk hellige faktisk gør. (F.eks. hvilken slags forbud bringer de på banen og hvorfor netop disse?) Emnet er vanskeligt og fortjener en mere indgående behandling end her.

Blandt bogens mest interessante afsnit er omtalen af Pinsebevægelsen. Den er et specifikt amerikansk produkt med en særegen blanding af urkristen inspiration og moderne teknologi. Siden en omrejsende sort prædikant, William Seymour, kom til Los Angeles i 1906 og grundlagde the Apostolic Faith Mission in Azusa Street som samlingssted for byens tabere – ”The last vomit of Satan” kaldte en etableret præst dem –, er bevægelsen vokset til mellem 300 og 500 millioner på verdensplan, den katolske kirkes nærmeste konkurrent. (I Sydamerika har Pinesebevægelsen da også formået at få den katolske kirke ud af starthullerne.)

Bevægelsens globale succes skyldes i høj grad dens frie organisation. Hver menighed er selvstyrende, og ingen kan repræsentere kirken som sådan. På den måde har kirken kunnet opnå en usårlighed som Al Qaeda. – Seymours helligåndsteologi lagde vægt på tungetale, gav plads til hulk og trancer og håb til dem, der ikke havde noget. Seymour udsendte også missionærer, og LA blev snart kendt i fjerne lande som the New Jerusalem. Seymours efterfølger, Aimee McPherson, forvandlede taberreligionen i Azusa Street til et show, der kunne leve op til Hollywoods guldalder. (Chaplin var en beundrer.) Hendes gudstjenester – på alle ugens syv dage og tre om søndagen – må have været en oplevelse. Orkestret lagde ud med ”Stars and Stripes Forever”, og når kor og orkester havde gejlet forsamlingen godt op, gik indsamlerne rundt:

Then a staircase appeared from nowhere and Aimee, bathed in spotlight and cradling a bouquet of roses, descended as if from on high.

Aimees tempel, der kunne rumme 5000 tilhørere, var ikke kun forsynet med et bedetårn, hvor telefonpassere bad i døgndrift, men også med to store radioantenner, der udsendte budskabet til resten af verden. Pinsebevægelsen er blevet et hit i Asien og udviklingslandene, ikke kun fordi den er bibeltro og konservativ – modstand mod abort og mod sex med andre end den person af det modsatte køn, man er gift med –, men også fordi den formidler den amerikanske drøm til de hungrende og underprivilegerede. Allerede Seymour forargede de etablerede kirker med interracial worship, men bevægelsen gav også det religiøse køn bedre muligheder end, de tidligere havde kendt. I Danmark – hvor de fleste frikirker er små – tæller bevægelsen kun ca. 5000, men er ikke mindst populær blandt unge piger (: ”Husk at tage lommetørklæder med”.) – Pinsebevægelsen succes i udviklingslandene skyldes både, at den har givet mange kvinder bedre vilkår end tonsvis af vestlig feministisk litteratur, og at den i det hele taget hjælper de fattigste til social fremgang og bedre vilkår.

Forfatterne til bogen relaterer Pinsebevægelsen i dag til Max Webers hypotese om sammenhængen mellem calvinisme og kapitalisme i det 17. århundrede. Hertil må man dog indvende, at den stramtandede og punktlige calvinisme adskiller sig væsentligt fra en karismatisk og spontanistisk stepdans-religion som Pinsekirken. Det betyder ikke, at der ikke er en relation mellem religion og kapitalisme, men at forholdet ikke kan bringes på enkle formler. – Men for så vidt at en religions tilhængere selv har den opfattelse, at der er en forbindelse mellem deres religion og social fremgang, vil sandsynligheden for, at tilhængerne får et materielt bedre liv, naturligvis være til stede.

Det er en gennemgående tese i bogen, at økonomisk fremgang stimuleres af religion. F.eks. beskrives i indledningen en kinesisk huskirke – med stærke urkristne mindelser -, hvis medlemmer selv hævder forbindelsen. Her omtales også en kinesisk økonom, Zhao Xiao, der efter en studietur til Amerika offentliggjorde essayet ”Market Economies With Churches and Market Economies Without Churches.” Det er Zhao Xiaos påstand, at det i virkeligheden er det amerikanske kirkeliv, der gør markedsøkonomien til en succes, fordi religion virker som en moralsk garant. Zhao Xiaos opfattelse har tilsyneladende fundet en vis udbredelse i Kina, men den er ganske givet uholdbar. Religiøse mennesker er ikke mere pålidelige i handel end areligiøse. De hyppige skandaler blandt evangelikale og andre religiøse – druk, hor, pædofili og underslæb – støtter heller ikke Zhao Xiaos hypotese.

Frem for at se forholdet mellem et velfungerende erhvervsliv og et blomstrende religiøst liv som gensidigt betingende, må man snarere se det som et parallelt forløb: på et frit marked vil både erhvervslivet og religionerne trives. Det udelukker så heller ikke, at religiøse mennesker meget ofte har materiel succes, men næppe mere end areligiøse. Derimod kan man betvivle, at de religiøse har styr på deres egen prioritering, når de anbefaler religion som en vej til en bedre økonomi. Hvis begrundelsen for at være kristen er en god økonomi, er den overordnede værdi økonomi og ikke Gud. (Martin Luthers forklaring til det første bud i Den Store Katekismus er klassisk i denne sammenhæng.)

Forfatterne giver en del opmærksomhed til to væsentlige områder, som jeg kun vil strejfe her. Det ene er de kristne kirkers påfaldende vækst i udviklingslandene, og det andet er det civilisatoriske sammenstød mellem vesten og orienten. M.h.t. udviklingslandene er der i dag ingen tvivl om, at det er her – i den ny kristenhed, som den nu kaldes -, at kristendommen har en fremtid. Det forhold giver de politisk korrekte eller liberale kristne (i amerikansk forstand) et særligt problem, fordi de kristne i udviklingslandene er mere konservative end det politisk korrekte mellemlag i Europa og Nordamerika. (Det betyder bl.a., at konservative amerikanske præster i stigende grad lader sig ordinere af afrikanske bisper.) Men det er også i Afrika, at kristendommen og islam lige nu føler hinanden på tænderne. Resultatet af det møde – eller sammenstød – er let at forudse. Islam er bundet til en hellig bog, der ikke kan oversættes, og til en samfundsform, der principielt modsætter sig forandring. Kristendommens hellige bog kan og skal oversættes til alle sprog, og den kristne religion udgår af et samfund, hvor udvikling og forandring er konstituerende træk.

I civilisationernes sammenstød vil parløbet mellem kapitalisme og kristendom gøre islam til den underlegne. Vestens særlige styrke er forbindelsen mellem pluralisme og et frit marked. Uanset hvor meget islamiske stater forbander Vesten og især USA som Satans domæne, kan de samme stater ikke frigøre sig selv for deres længsel efter Vestens velstand og frihed.

God is Back er en sjældent informativ og velskrevet bog. Den er samtidigt så sikkert disponeret, at den store informationsmængde aldrig sinker læsningen. Tværtimod har bogen et dejligt flow, der gør den afslappet underholdende. Men efter min opfattelse overdriver forfatterne graden af religionens genkomst. I et historisk perspektiv går interessen for religion i bølger, og når vi nu oplever noget, der ligner en religiøs globalisering, er drivkraften snarere et ønske om en højere levestandard end en optagethed af åndelige spørgsmål. Det er slående, at de to forfattere stort set ikke tager stilling til spørgsmålet om religionernes sandhedsværdi. Det er noget helt andet, der interesserer dem, eller med Francis Bacons ord:
”What is Truth?” said jesting Pilate; and would not stay for an answer.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password