I dag kan enhver gymnasieelev citere Nietzsche for, at Gud er død. Det er en skam, for når det siges på den måde, siges noget andet end det, Nietzsche faktisk sagde. Den store skriger sagde, at Gud er døende og kirkerne gravkamre. Men Han er ikke helt død endnu, for det at slå Gud ihjel ville have været en alt for stor bedrift for de lusepustere, Nietzsche følte sig omgivet af. (Den muntre videnskab, aforisme 125). Hermed fik Nietzsche også rammende karakteriseret den danske Folkekirke, der har 83 % af befolkningen som medlemmer, men hvor under 2 % er regelmæssige kirkegængere. Gud har længe haft det ret dårligt, men hænger ved lidt endnu, for befolkningen i Danmark kan ikke slippe en kirke, de alligevel ikke gider. Måske det danske tilfælde er specielt, men i Vesten som helhed har man længe forudsat, at sekulariseringen er en støt fremadskridende proces, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden den er helt gennemført. Ja, for ikke længe siden blomstrede ligefrem en særlig teologi, sekulariseringsteologien, der gjorde den udvikling til sit program ved at forstå sekularisering og industrialisering som forbundne fænomener, der fandt deres fælles forklaring i kristendommen selv.
Islams tilstedeværelse i Europa og Danmark har kun i nogen grad modificeret europæernes høfligt reserverede indstilling til religion. I en periode har nogle rigtigt nok ført løs tale om kristendommen som et svar på udfordringen fra islam, men hvis kristendommen skal være et værn mod en eventuel islamisering af Europa, kan europæerne godt overgive sig med det samme. To forhold gør Europa til en undtagelse i forhold til den religiøse globalisering. For det første har der været en stærk anti-religiøs tradition i Europa, der går tilbage til oplysningsfilosofferne i tiden op til den franske revolution, og som kulminerede med tænkere som Marx, Nietzsche og Freud. For det andet har den tætte sammenknytning af kirke og statsmagt gjort kirken utroværdig i store dele af befolkningen. Med god grund. Kirken har kvitteret for statsmagtens beskyttelse med ideologisk prægning af befolkningerne som sin modydelse. På den baggrund er en udpræget skepsis over for kirke og religion blandt liberale oplagt, selv om der har været forsøg, også på Liberator, på at nuancere billedet. Men i Europa hænger vi i så høj grad fast i gamle institutioner og feudalt mudder, at vi må finde en helt anden vinkel for at kunne se på forholdet mellem religion og samfund på en fornyende måde.
Den vinkel tilbyder USA. Her er et samfund, der både er det mest moderne og et af de mest religiøse i verden. Den europæiske modsætning mellem modernitet og religion er altså ikke nødvendig eller uundgåelig. Forfatterne til God is Back, der er hhv. chefredaktør og New York redaktør for The Economist, ser derimod amerikansk historie og forfatning som afgørende forudsætninger for den religiøse globalisering i dag. Det virker overraskende for en europæer, men det lykkes dem i høj grad at gennemføre synspunktet uden at klippe alt for mange tæer eller hugge alt for mange hæle.
Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i to klassiske tekster. Adam Smiths The Wealth of Nations og den amerikanske forfatning. Adam Smith var ikke I tvivl om, at det fri marked også tjener Gud. For en præst, der må leve af, hvad hans menighed giver ham, arbejder for den og ikke en skytsherre eller statsmagt. Konkurrencen på et frit religiøst marked skaber forskellighed og vækst, mens statskirker afføder lakajmentalitet hos præsterne og ligegyldighed hos menigheden. Dernæst er den amerikanske forfatnings First Amendment – ” Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof” – interessant bl.a. derved, at den opstod som et kompromis mellem de frikirkelige (i modsætning til anglikanernes efterfølgere the Episcopalians) på den ene side og på den anden filosofisk inspirerede kirkekritikere som Thomas Jefferson. De første ville holde staten uden for religion, mens de andre ville holde religionen ude af politik. Med the First Amendment sikrede the Founding Fathers for det første tolerance nedefra (den blev ikke givet på monarkens eller statsmagtens nåde, men var et træk ved staten), og de garanterede desuden religiøs konkurrence.
The First Amendment er på ingen måde anti-religiøs. Men det afgørende er, at man lader religion være et spørgsmål for den enkeltes samvittighed og ikke et instrument for staten. Det er interessant, at baggrunden for the First Amendment havde været en intens debat om kirkeskat. I 1784 gav den lovgivende forsamling i Virginia the Episcopal Church tilladelse til at overtage den tidligere anglikanske kirkes ejendom. Men kun en tredjedel af statens borgere var Episcopalians. Skulle de øvrige to tredjedele i staten da også betale skat til denne kirke? The Episcopal Church foreslog, at borgerne skulle betale skat til en tro af deres eget valg. Her overfor opstod den mærkelige alliance af de frikirkelige Evangelicals og de deistiske revolutionære.
Denne alliance gennemførte Jeffersons Act for Establishing Religious Freedom, der adskilte kirke og stat og gjorde religion til et personligt samvittighedsspørgsmål. Bag loven stod ikke kun Jefferson men også James Madison. Ingen af dem ønskede at bekæmpe religion, men var overbeviste om, at en adskillelse tjente både religionen og staten. Men de havde hver sin begrundelse. Jefferson fremhævede, at en adskillelse ville fremme konkurrence og straffe dovenskab, mens Madison indså, at uden statens beskyttelse ville præsterne blive fritaget for korruptionens fristelse.
Religion i USA er i høj grad defineret af udgangspunktet i den amerikanske revolution. En kombination af republikanisme, liberalisme og protestantisme har tilført de amerikanske kirker en energi og evne til udvikling og tilpasning, der ville have været utænkelig i Europa. Forfatterne er mest optaget af kirken som en succeshistorie, og synspunktet er i hvert fald plausibelt fra en numerisk synsvinkel. Kirkerne har været i stand til at nå de mange ved at tale deres sprog og ved at holde trit med den sociale udvikling fra teltprædikanter til televangelister. (I øvrigt et yderst underholdende folkefærd: ”Stay on this channel! A miracle is going to happen to-night!”).
Fra en kommerciel synsvinkel er religion en virkelig god forretning i USA. Der finder en betydeligt omsætning sted af et produkt, der er afsætteligt i både de bredeste lag og blandt de mest kræsne. Man bliver nødt til at nævne de sidste, fordi man på forhånd kender de snobbistiske indvendinger fra det dannede segment om megakirker, pastorentrepeneurer og disneyficering, der er nogle af de mest iøjnefaldende træk ved amerikansk og global religion lige nu. Men det er så for det første de midler, kirken må tage i brug, hvis den vil nå folk, men for det andet er det kun en side af sagen. Det fri marked i religion er så fleksibelt og så varieret, at det også kan komme de mest forfinede forbrugere i møde. Og hvis man er en særligt udspekuleret snob, er der endda The Scum of the Earth Church i Denver, Colorado.
Teologisk er der ikke meget at fortælle om evangelikalismen. Det er mest et spørgsmål om at have en bibel og en samvittighed. På et tidligt tidspunkt vil man kunne føle sig retfærdiggjort, og så kører den. Hvis der uheldigvis skulle være noget, der er strengt forbudt, man alligevel ”kommer til” at gøre, kan man altid regne med gruppen. Dette er sagt uden ironi. Men for mange mennesker, er den ensomhed, der er en forudsætning for frihed, et problem, og for dem tilbyder kirkerne udmærkede fællesskaber. Der er faktisk rigtigt mange, der får opbygget sociale ressourcer gennem et aktivt religiøst liv. Betragtningen kan også anvendes på den sociale kapital, kirkerne repræsenterer. F.eks. anslås det kirkelige hjælpearbejde i en nedkørt by som Philadelphia at have en værdi af ca. 250 millioner dollars årligt. (Det samme forhold kan måske forklare, hvorfor evangeliseringen i udviklingslande uden et statsligt socialt sikkerhedsnet har så stor succes.) En stor del af de religiøse fællesskaber i USA er præget af det, der lidt nedladende kaldes fremgangsteologi. Dvs. hvis du tager imod Gud, vil Han hjælpe dig til materiel velstand og socialt avancement. Det synes at virke i en del tilfælde.
Mere problematisk er forholdet mellem religion og politik. Det er en kombination, man bestemt må se på med skepsis, men den omstændighed, at de religiøse foretrækker at beskæftige sig med isolerede emner, gør dem muligvis mindre farlige. En af de evangelikales største succeser var Prohibition (XVIII Amendment) fra 1919 til 1933. Men det fremstød blev heldigvis også den religiøse lovgivnings største fiasko. Fadæsen var så stor, at de evangelikale måtte holde meget lav profil en rum tid derefter. Siden har de evangelikale været mest højrøstede om abort og homoseksuelle ægteskaber. Karakteristisk nok enkeltsager, der så får en fetishværdi. Men med Rick Warren – Billy Grahams nutidige arvtager – og hans bog The Purpose Driven Life er emner som global opvarmning, trafficking og økologi blevet dele af deres platform. Samtidigt har de evangelikale i de senere år haft held til at nå flere mennesker end dem fra 27. kartoffelrække. Det er igen blevet respektabelt at være religiøs, også i corporate America. McCains kultiverede nonchalance – under de republikanske primærvalg kunne han ved en lejlighed ikke huske, om han var baptist eller episcopalian – ville klæde en europæisk grand seigneur, men er atypisk for politikere for tiden. Det er derimod i overensstemmelse med tidens stemning, at en ferm sælger som Barack Obama kunne slå Hillary Clinton bl.a., fordi ”he succeeded in out-Godding her.”
Det er svært at vurdere problemets alvor og rækkevidde. Allerede Bush blev stærkt kritiseret for at nedbryde the Wall of Separation mellem stat og religion, men Clinton var ikke mindre religiøs end Bush, selv om hans renommé som horkarl svækkede hans status blandt evangelikale. Men hvornår er adskillelsen vigtig, og hvornår er den ligegyldig? Når Clinton gav tilladelse til, at religiøse emner kunne omtales uformelt – f.eks. i frokostpausen – på føderale kontorer, kunne man opfatte det som en aftabuisering af noget, der reelt er harmløst. Højesteret skred ind over for Roy`s Rock i Alabama, en granitblok hvor de ti bud var indmejslede, fordi den var placeret i selve tinghuset, men tillod, at den blev anbragt i haven udenfor. Så længe der gives konkrete løsninger, kan problemet åbenbart håndteres. Men i en nation, der tæller så mange religiøse som USA, bliver det religiøse sprog uundgåeligt en del af kulturen. Meget af det er retorik, og Bush var mere religiøs i sin stil end i sin praktiske politik. På den anden side var hans forbud mod forskning i stamceller uden tvivl et fejltrin, og Obama har for nyligt kunnet ramme den rette balance ved både at fjerne forbuddet og at udnævne en evangelikal forsker som forskningschef.
Alligevel er fraværet af religiøse udtryk ikke en sikkerhed for, at en politiker ikke er religiøst motiveret. Tony Blair undgik konsekvent at tage Guds navn i sin mund, også når han var mest salvelsesfuld. Ligeledes er socialister i Danmark ofte mere religiøse – ikke mindst i præstepartiet SF – end de borgerlige. Den diffuse pseudo-religiøse hørm, danske socialister omgiver sig med, gør det bestemt ikke let at diskutere med dem, fordi det på forhånd er udelukket – ”uartigt” hedder det – at modsige mennesker, der repræsenterer godheden selv. Problemet vil ikke forsvinde foreløbigt, men det bedste vil sikkert være at se på, hvad de politisk hellige faktisk gør. (F.eks. hvilken slags forbud bringer de på banen og hvorfor netop disse?) Emnet er vanskeligt og fortjener en mere indgående behandling end her.
Blandt bogens mest interessante afsnit er omtalen af Pinsebevægelsen. Den er et specifikt amerikansk produkt med en særegen blanding af urkristen inspiration og moderne teknologi. Siden en omrejsende sort prædikant, William Seymour, kom til Los Angeles i 1906 og grundlagde the Apostolic Faith Mission in Azusa Street som samlingssted for byens tabere – ”The last vomit of Satan” kaldte en etableret præst dem –, er bevægelsen vokset til mellem 300 og 500 millioner på verdensplan, den katolske kirkes nærmeste konkurrent. (I Sydamerika har Pinesebevægelsen da også formået at få den katolske kirke ud af starthullerne.)
Bevægelsens globale succes skyldes i høj grad dens frie organisation. Hver menighed er selvstyrende, og ingen kan repræsentere kirken som sådan. På den måde har kirken kunnet opnå en usårlighed som Al Qaeda. – Seymours helligåndsteologi lagde vægt på tungetale, gav plads til hulk og trancer og håb til dem, der ikke havde noget. Seymour udsendte også missionærer, og LA blev snart kendt i fjerne lande som the New Jerusalem. Seymours efterfølger, Aimee McPherson, forvandlede taberreligionen i Azusa Street til et show, der kunne leve op til Hollywoods guldalder. (Chaplin var en beundrer.) Hendes gudstjenester – på alle ugens syv dage og tre om søndagen – må have været en oplevelse. Orkestret lagde ud med ”Stars and Stripes Forever”, og når kor og orkester havde gejlet forsamlingen godt op, gik indsamlerne rundt:
Then a staircase appeared from nowhere and Aimee, bathed in spotlight and cradling a bouquet of roses, descended as if from on high.
Aimees tempel, der kunne rumme 5000 tilhørere, var ikke kun forsynet med et bedetårn, hvor telefonpassere bad i døgndrift, men også med to store radioantenner, der udsendte budskabet til resten af verden. Pinsebevægelsen er blevet et hit i Asien og udviklingslandene, ikke kun fordi den er bibeltro og konservativ – modstand mod abort og mod sex med andre end den person af det modsatte køn, man er gift med –, men også fordi den formidler den amerikanske drøm til de hungrende og underprivilegerede. Allerede Seymour forargede de etablerede kirker med interracial worship, men bevægelsen gav også det religiøse køn bedre muligheder end, de tidligere havde kendt. I Danmark – hvor de fleste frikirker er små – tæller bevægelsen kun ca. 5000, men er ikke mindst populær blandt unge piger (: ”Husk at tage lommetørklæder med”.) – Pinsebevægelsen succes i udviklingslandene skyldes både, at den har givet mange kvinder bedre vilkår end tonsvis af vestlig feministisk litteratur, og at den i det hele taget hjælper de fattigste til social fremgang og bedre vilkår.
Forfatterne til bogen relaterer Pinsebevægelsen i dag til Max Webers hypotese om sammenhængen mellem calvinisme og kapitalisme i det 17. århundrede. Hertil må man dog indvende, at den stramtandede og punktlige calvinisme adskiller sig væsentligt fra en karismatisk og spontanistisk stepdans-religion som Pinsekirken. Det betyder ikke, at der ikke er en relation mellem religion og kapitalisme, men at forholdet ikke kan bringes på enkle formler. – Men for så vidt at en religions tilhængere selv har den opfattelse, at der er en forbindelse mellem deres religion og social fremgang, vil sandsynligheden for, at tilhængerne får et materielt bedre liv, naturligvis være til stede.
Det er en gennemgående tese i bogen, at økonomisk fremgang stimuleres af religion. F.eks. beskrives i indledningen en kinesisk huskirke – med stærke urkristne mindelser -, hvis medlemmer selv hævder forbindelsen. Her omtales også en kinesisk økonom, Zhao Xiao, der efter en studietur til Amerika offentliggjorde essayet ”Market Economies With Churches and Market Economies Without Churches.” Det er Zhao Xiaos påstand, at det i virkeligheden er det amerikanske kirkeliv, der gør markedsøkonomien til en succes, fordi religion virker som en moralsk garant. Zhao Xiaos opfattelse har tilsyneladende fundet en vis udbredelse i Kina, men den er ganske givet uholdbar. Religiøse mennesker er ikke mere pålidelige i handel end areligiøse. De hyppige skandaler blandt evangelikale og andre religiøse – druk, hor, pædofili og underslæb – støtter heller ikke Zhao Xiaos hypotese.
Frem for at se forholdet mellem et velfungerende erhvervsliv og et blomstrende religiøst liv som gensidigt betingende, må man snarere se det som et parallelt forløb: på et frit marked vil både erhvervslivet og religionerne trives. Det udelukker så heller ikke, at religiøse mennesker meget ofte har materiel succes, men næppe mere end areligiøse. Derimod kan man betvivle, at de religiøse har styr på deres egen prioritering, når de anbefaler religion som en vej til en bedre økonomi. Hvis begrundelsen for at være kristen er en god økonomi, er den overordnede værdi økonomi og ikke Gud. (Martin Luthers forklaring til det første bud i Den Store Katekismus er klassisk i denne sammenhæng.)
Forfatterne giver en del opmærksomhed til to væsentlige områder, som jeg kun vil strejfe her. Det ene er de kristne kirkers påfaldende vækst i udviklingslandene, og det andet er det civilisatoriske sammenstød mellem vesten og orienten. M.h.t. udviklingslandene er der i dag ingen tvivl om, at det er her – i den ny kristenhed, som den nu kaldes -, at kristendommen har en fremtid. Det forhold giver de politisk korrekte eller liberale kristne (i amerikansk forstand) et særligt problem, fordi de kristne i udviklingslandene er mere konservative end det politisk korrekte mellemlag i Europa og Nordamerika. (Det betyder bl.a., at konservative amerikanske præster i stigende grad lader sig ordinere af afrikanske bisper.) Men det er også i Afrika, at kristendommen og islam lige nu føler hinanden på tænderne. Resultatet af det møde – eller sammenstød – er let at forudse. Islam er bundet til en hellig bog, der ikke kan oversættes, og til en samfundsform, der principielt modsætter sig forandring. Kristendommens hellige bog kan og skal oversættes til alle sprog, og den kristne religion udgår af et samfund, hvor udvikling og forandring er konstituerende træk.
I civilisationernes sammenstød vil parløbet mellem kapitalisme og kristendom gøre islam til den underlegne. Vestens særlige styrke er forbindelsen mellem pluralisme og et frit marked. Uanset hvor meget islamiske stater forbander Vesten og især USA som Satans domæne, kan de samme stater ikke frigøre sig selv for deres længsel efter Vestens velstand og frihed.
God is Back er en sjældent informativ og velskrevet bog. Den er samtidigt så sikkert disponeret, at den store informationsmængde aldrig sinker læsningen. Tværtimod har bogen et dejligt flow, der gør den afslappet underholdende. Men efter min opfattelse overdriver forfatterne graden af religionens genkomst. I et historisk perspektiv går interessen for religion i bølger, og når vi nu oplever noget, der ligner en religiøs globalisering, er drivkraften snarere et ønske om en højere levestandard end en optagethed af åndelige spørgsmål. Det er slående, at de to forfattere stort set ikke tager stilling til spørgsmålet om religionernes sandhedsværdi. Det er noget helt andet, der interesserer dem, eller med Francis Bacons ord:
”What is Truth?” said jesting Pilate; and would not stay for an answer.
Gud på det fri marked
Tak for en god og interessant anmeldelse.
Tak for en god og interessant anmeldelse.
Den med religiøs moral, som den eneste form for moral, har man vist hørt før.. Men er sgu nemt at modbevise empirisk, når den også knyttes til økonomisk vækst – bare se på nordeuropa ift. sydeuropa, eller mellemøsten ift. syd-øst-asien, begge steder er området, der i højeste grad baserer deres moral på postulerede udtalelser fra en postuleret gud, bagud økonomisk…
Ikke at begrænse sig selv på baggrund af absurde postulater nedskrevet i en uoplyst tidsalder, vil altid være den bedste måde at fremme økonomisk vækst på! (så længe folk er i stand til at have bare en smule en personlig moral, der giver dem respekt og empati for deres medmennesker, uden at skulle frygte en fascistisk guds hævn!?)
En konservativ kristendom i afrika, der forbyder folk i at beskytte sig mod hiv/aids, er f.eks. nok ikke vild god for deres økonomiske udvikling…
Den med religiøs moral, som den eneste form for moral, har man vist hørt før.. Men er sgu nemt at modbevise empirisk, når den også knyttes til økonomisk vækst – bare se på nordeuropa ift. sydeuropa, eller mellemøsten ift. syd-øst-asien, begge steder er området, der i højeste grad baserer deres moral på postulerede udtalelser fra en postuleret gud, bagud økonomisk…
Ikke at begrænse sig selv på baggrund af absurde postulater nedskrevet i en uoplyst tidsalder, vil altid være den bedste måde at fremme økonomisk vækst på! (så længe folk er i stand til at have bare en smule en personlig moral, der giver dem respekt og empati for deres medmennesker, uden at skulle frygte en fascistisk guds hævn!?)
En konservativ kristendom i afrika, der forbyder folk i at beskytte sig mod hiv/aids, er f.eks. nok ikke vild god for deres økonomiske udvikling…
@Jonas Petersen
“En konservativ kristendom i afrika, der forbyder folk i at beskytte sig mod hiv/aids, er f.eks. nok ikke vild god for deres økonomiske udvikling…”
Ikke at jeg er uenig i det problematiske ved at stille sig helt og holdent i vejen for prævention, meeeen, man bør nu også have den nuance med, at konservativ kristendom som regel forbyder sex uden for ægteskab. Problemet må derfor reelt være, at de nykristne følger rådet om ikke at bruge prævention, men ikke hører efter sidste del af prædiken…
@Jonas Petersen
“En konservativ kristendom i afrika, der forbyder folk i at beskytte sig mod hiv/aids, er f.eks. nok ikke vild god for deres økonomiske udvikling…”
Ikke at jeg er uenig i det problematiske ved at stille sig helt og holdent i vejen for prævention, meeeen, man bør nu også have den nuance med, at konservativ kristendom som regel forbyder sex uden for ægteskab. Problemet må derfor reelt være, at de nykristne følger rådet om ikke at bruge prævention, men ikke hører efter sidste del af prædiken…
@Mander
Den katolske kirke har vel bevist, at den ser med mildere øjne på sex udenfor ægteskabet (ja selv voldtægt af mindreårige!) end det at forhindre / afbryde en graviditet…
Jeg syntes heller ikke at have oplevet, paven eller andre kristne fundamentalister bekæmpe sex udenfor ægteskabet i samme grad, som de aktivt bekæmper prævention i både ord og handling (f.eks. politisk i usa). Og om de så gjorde det, er det hykleri grænsende til det sociopatiske, da de godt ved at der bliver dyrket sex udenfor ægteskabet ligegyldigt hvad, og derfor er villige til at ofre tusindvis af menneskeliv for deres egen selvretfærdigheds eller karrieres skyld…
(man kan selvfølgelig ikke udelukke, at de virkelig tror på deres eget religiøse vrøvl, det hedder jo ‘tro’ 😀
@Mander
Den katolske kirke har vel bevist, at den ser med mildere øjne på sex udenfor ægteskabet (ja selv voldtægt af mindreårige!) end det at forhindre / afbryde en graviditet…
Jeg syntes heller ikke at have oplevet, paven eller andre kristne fundamentalister bekæmpe sex udenfor ægteskabet i samme grad, som de aktivt bekæmper prævention i både ord og handling (f.eks. politisk i usa). Og om de så gjorde det, er det hykleri grænsende til det sociopatiske, da de godt ved at der bliver dyrket sex udenfor ægteskabet ligegyldigt hvad, og derfor er villige til at ofre tusindvis af menneskeliv for deres egen selvretfærdigheds eller karrieres skyld…
(man kan selvfølgelig ikke udelukke, at de virkelig tror på deres eget religiøse vrøvl, det hedder jo ‘tro’ 😀
Obamas religiøsitet omtales nærmere i denne anmeldelse:
http://www.economist.com/world/unitedstates/displayStory.cfm?story_id=14082968&source=most_commented
Obamas religiøsitet omtales nærmere i denne anmeldelse:
http://www.economist.com/world/unitedstates/displayStory.cfm?story_id=14082968&source=most_commented
Jeg er ikke enig i, at de ser med mildere øjne på sex uden for ægteskab, og da især ikke i USA, hvor mange kristne netop går op i, at sex tilhører ægteskabet (med det modsatte køn, forstås). Du kan vel ikke retfærdigvis kræve, at fordi “folk gør det jo alligevel”, så har kirken en moralsk forpligtelse til at ændre på deres kodeks, så den passer bedre med virkeligheden? Man kan jo godt principelt være imod noget, selv om medlemmer ikke lever op til det, der prædikes. De to forbud hænger sammen – det er ikke sådan, at det er enten-eller.
Det må være folks eget ansvar, at hvis de vælger at se bort fra det ene budskab, så må de også se bort fra det andet.
Jeg er ikke nogen stor fan af den katolske kirke, eller nogen anden kirke, men man bør heller ikke give dem uretfærdig kritik – og jeg er ikke af den opfattelse, at kirken (som helhed) ser mildere på sex uden for ægteskab end på prævention.
Jeg er ikke enig i, at de ser med mildere øjne på sex uden for ægteskab, og da især ikke i USA, hvor mange kristne netop går op i, at sex tilhører ægteskabet (med det modsatte køn, forstås). Du kan vel ikke retfærdigvis kræve, at fordi “folk gør det jo alligevel”, så har kirken en moralsk forpligtelse til at ændre på deres kodeks, så den passer bedre med virkeligheden? Man kan jo godt principelt være imod noget, selv om medlemmer ikke lever op til det, der prædikes. De to forbud hænger sammen – det er ikke sådan, at det er enten-eller.
Det må være folks eget ansvar, at hvis de vælger at se bort fra det ene budskab, så må de også se bort fra det andet.
Jeg er ikke nogen stor fan af den katolske kirke, eller nogen anden kirke, men man bør heller ikke give dem uretfærdig kritik – og jeg er ikke af den opfattelse, at kirken (som helhed) ser mildere på sex uden for ægteskab end på prævention.
Sålænge vi har demokrati er det umuligt at holde religion ude af politik!
Sålænge vi har demokrati er det umuligt at holde religion ude af politik!
@ Kjeld. Næppe. Men lige nu er problemet sammenknytningen af kirke og stat. Så snart kirken bliver en del af staten, er Fanden løs. Den nuværende ordning tjener hverken de kristne el. de ikke-kristne. The First Amendment er et mønster for, hvordan det skal gøres. – Et andet skridt på vejen til adskillelse af religion og politik vil være en ophævelse af den danske blasfemiparagraf. Da vi har ytringsfrihed under ansvar, er yderlige bestemmelser overflødige. Ligeledes var det et skridt i den rigtige retning, da Jens Rohde ikke ville deltage i Folketingets åbningsgudstjeneste.
@ Kjeld. Næppe. Men lige nu er problemet sammenknytningen af kirke og stat. Så snart kirken bliver en del af staten, er Fanden løs. Den nuværende ordning tjener hverken de kristne el. de ikke-kristne. The First Amendment er et mønster for, hvordan det skal gøres. – Et andet skridt på vejen til adskillelse af religion og politik vil være en ophævelse af den danske blasfemiparagraf. Da vi har ytringsfrihed under ansvar, er yderlige bestemmelser overflødige. Ligeledes var det et skridt i den rigtige retning, da Jens Rohde ikke ville deltage i Folketingets åbningsgudstjeneste.
@Mander
“Jeg er ikke enig i, at de ser med mildere øjne på sex uden for ægteskab…”
Jeg hentydede her bl.a. til den katolske kirkes fordømmelse af en mindreårig pige, som fik foretaget en abort (for at redde hendes liv), hvor voldtægtsmanden ikke blev fordømt.. Abort er selvfølgelig noget andet end prævention, men er jo stadig indenfor det samme område (forhindre graviditet / fødsel). At den katolske kirkes leder kun gik så langt som til at fjerne fordømmelsen af pigen men bibeholde den overfor moren og lægen (og stadig syntes den pædofile voldtægsmand blot behøvede en gang i skriftestolen) viser netop, hvordan katolikker prioriterer mellem deres synder, og at denne prioritering baseres på en sexisme, der nok har mere at gøre med kultur end religion (som i f.eks. islam)..
Derudover hentydede jeg primært til, hvor de kristne aktivt bruger deres politiske magt. Såsom politisk modarbejde uddeling af kondomer i afrikanske lande. Jeg ved ikke, hvor stor deres succes har været med dette, men så vidt jeg ved, er det noget f.eks. kristne i usa arbejder for..
“Du kan vel ikke retfærdigvis kræve, at fordi “folk gør det jo alligevel”, så har kirken en moralsk forpligtelse til at ændre på deres kodeks, så den passer bedre med virkeligheden?”
Tjaa jeg har nu heller ikke krævet det – jeg har bare sagt, at disse mennesker må være sociopatiske eller dybt uintelligente 🙂 Det er resultatet af ens handlinger, som har betydning. Disse mennesker ved udemærket, at de ikke kan stoppe sex udenfor ægteskabet i f.eks. afrika, men alligevel modarbejder de uddeling (og brug af) kondomer..
@Mander
“Jeg er ikke enig i, at de ser med mildere øjne på sex uden for ægteskab…”
Jeg hentydede her bl.a. til den katolske kirkes fordømmelse af en mindreårig pige, som fik foretaget en abort (for at redde hendes liv), hvor voldtægtsmanden ikke blev fordømt.. Abort er selvfølgelig noget andet end prævention, men er jo stadig indenfor det samme område (forhindre graviditet / fødsel). At den katolske kirkes leder kun gik så langt som til at fjerne fordømmelsen af pigen men bibeholde den overfor moren og lægen (og stadig syntes den pædofile voldtægsmand blot behøvede en gang i skriftestolen) viser netop, hvordan katolikker prioriterer mellem deres synder, og at denne prioritering baseres på en sexisme, der nok har mere at gøre med kultur end religion (som i f.eks. islam)..
Derudover hentydede jeg primært til, hvor de kristne aktivt bruger deres politiske magt. Såsom politisk modarbejde uddeling af kondomer i afrikanske lande. Jeg ved ikke, hvor stor deres succes har været med dette, men så vidt jeg ved, er det noget f.eks. kristne i usa arbejder for..
“Du kan vel ikke retfærdigvis kræve, at fordi “folk gør det jo alligevel”, så har kirken en moralsk forpligtelse til at ændre på deres kodeks, så den passer bedre med virkeligheden?”
Tjaa jeg har nu heller ikke krævet det – jeg har bare sagt, at disse mennesker må være sociopatiske eller dybt uintelligente 🙂 Det er resultatet af ens handlinger, som har betydning. Disse mennesker ved udemærket, at de ikke kan stoppe sex udenfor ægteskabet i f.eks. afrika, men alligevel modarbejder de uddeling (og brug af) kondomer..
Tjaa, den selvbestaltede godhedsindustri incl. kirken i vores land kunne lære lidt om ydmyghed; Jesus sagde, at det hele er mellem dig og din gud, og det er klogt sagt og rummer al tolerance.
Tjaa, den selvbestaltede godhedsindustri incl. kirken i vores land kunne lære lidt om ydmyghed; Jesus sagde, at det hele er mellem dig og din gud, og det er klogt sagt og rummer al tolerance.
@ Bo
Super spændende anmeldelse.
@ Mander
“jeg er ikke af den opfattelse, at kirken (som helhed) ser mildere på sex uden for ægteskab end på prævention”
Jeg har ikke søgt efter noget datamateriale.
Det er ikke min mening at forsøge at “trylle” til gengæld, men jeg synes følgende ræsonnement virker rimeligt: idet prævention ikke er specielt udbredt og AIDS er bekymrende meget udbredt må man slutte at mange må have mere end en seksuel partner.
Virker det så ikke rimeligt at brugen af prævention er mindre udbredt (og mere accepteret) end utroskab?
@ Bo
Super spændende anmeldelse.
@ Mander
“jeg er ikke af den opfattelse, at kirken (som helhed) ser mildere på sex uden for ægteskab end på prævention”
Jeg har ikke søgt efter noget datamateriale.
Det er ikke min mening at forsøge at “trylle” til gengæld, men jeg synes følgende ræsonnement virker rimeligt: idet prævention ikke er specielt udbredt og AIDS er bekymrende meget udbredt må man slutte at mange må have mere end en seksuel partner.
Virker det så ikke rimeligt at brugen af prævention er mindre udbredt (og mere accepteret) end utroskab?
@Jonas
Vi kan skam sagtens blive enige om, at kirken ikke er specielt logisk (hvilket nok heller ikke er deres mening), og at der er mange kritisable punkter. Om de kristne i USA aktivt modarbejder kondomuddeling ved jeg ikke noget om, så jeg tager dig på dit ord, og det er selvfølgelig ikke i orden, at de gør det bare pga. deres egen tro.
@Kasper
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, så jeg tør ikke rigtig give et svar til det.
Generelt: Jeg forsvarer ikke kirken, eller dens handlemåde/hvor meget mening, den giver; jeg synes bare tit, at folk (som helhed) husker det katolske anti-prævention budskab, men glemmer, at kirken (ikke medlemmerne, men Vatikanet) samtidig siger “med mindre I er gift, bør I slet ikke have sex” – hvilket jo vel er den bedste form for prævention, der fås, selv om folk ikke lytter til budskabet. Jeg synes, at begge budskaber er noget vås, men i princippet er kirken nu godt nok dækket ind.
@Jonas
Vi kan skam sagtens blive enige om, at kirken ikke er specielt logisk (hvilket nok heller ikke er deres mening), og at der er mange kritisable punkter. Om de kristne i USA aktivt modarbejder kondomuddeling ved jeg ikke noget om, så jeg tager dig på dit ord, og det er selvfølgelig ikke i orden, at de gør det bare pga. deres egen tro.
@Kasper
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, så jeg tør ikke rigtig give et svar til det.
Generelt: Jeg forsvarer ikke kirken, eller dens handlemåde/hvor meget mening, den giver; jeg synes bare tit, at folk (som helhed) husker det katolske anti-prævention budskab, men glemmer, at kirken (ikke medlemmerne, men Vatikanet) samtidig siger “med mindre I er gift, bør I slet ikke have sex” – hvilket jo vel er den bedste form for prævention, der fås, selv om folk ikke lytter til budskabet. Jeg synes, at begge budskaber er noget vås, men i princippet er kirken nu godt nok dækket ind.
@ Mander
Jeg mener at man kan resonere sig frem til at det virker sandsynligt at kirken ikke er lige så optaget af forbuddet mod prævention som mod udenomsægteskabelige affærer.
Jeg mener man kan lave ræsonnementet ud fra det faktum at AIDS og HIV er voldsomt udbredt på det Afrikanske kontinent.
Altså: en kønssygdom spredes ved *manglende* prævention /og/ *mange* seksuelle kontakter.
Læg dertil i øvrigt det faktum at du kan få syndsforladelse i den katolske kirke ved at bekende dine synder for en præst. Jeg mener at det klart må øge forekomsten af udenomsægteskabelige kontakter.
@ Mander
Jeg mener at man kan resonere sig frem til at det virker sandsynligt at kirken ikke er lige så optaget af forbuddet mod prævention som mod udenomsægteskabelige affærer.
Jeg mener man kan lave ræsonnementet ud fra det faktum at AIDS og HIV er voldsomt udbredt på det Afrikanske kontinent.
Altså: en kønssygdom spredes ved *manglende* prævention /og/ *mange* seksuelle kontakter.
Læg dertil i øvrigt det faktum at du kan få syndsforladelse i den katolske kirke ved at bekende dine synder for en præst. Jeg mener at det klart må øge forekomsten af udenomsægteskabelige kontakter.
Kasper, men det kan vel lige så godt skyldes, at de overhovedet ikke tager kirken seriøst OG de gider ikke knalde med kondom. Det er jo ikke en selvfølge, at man gør det modsatte, bare fordi man ikke tager kirkens påbud seriøst.
Kasper, men det kan vel lige så godt skyldes, at de overhovedet ikke tager kirken seriøst OG de gider ikke knalde med kondom. Det er jo ikke en selvfølge, at man gør det modsatte, bare fordi man ikke tager kirkens påbud seriøst.
@ Info
Enig, der kan være 1.000 forklaringer på, hvorfor det er sådan. Det er også derfor jeg – måske lidt kringlet – skrev at jeg ikke vil “trylle” i mit første svar til Mander. For et ræsonnement er så langt fra et bevis (hvilket vi nok alle er enige om).
Men alle omstændighederne er til stede for at afrikanerne ikke bruger prævention i overensstemmelse med den katolske kirkes påbud men samtidig overtræder det hellige bud om ikke at begå sig i udenomsægteskabelige affærer. Og det synes jeg ikke Mander rigtigt får svaret på.
@ Info
Enig, der kan være 1.000 forklaringer på, hvorfor det er sådan. Det er også derfor jeg – måske lidt kringlet – skrev at jeg ikke vil “trylle” i mit første svar til Mander. For et ræsonnement er så langt fra et bevis (hvilket vi nok alle er enige om).
Men alle omstændighederne er til stede for at afrikanerne ikke bruger prævention i overensstemmelse med den katolske kirkes påbud men samtidig overtræder det hellige bud om ikke at begå sig i udenomsægteskabelige affærer. Og det synes jeg ikke Mander rigtigt får svaret på.
@ Info
Enig, der kan være 1.000 forklaringer på, hvorfor det er sådan. Det er også derfor jeg – måske lidt kringlet – skrev at jeg ikke vil “trylle” i mit første svar til Mander. For et ræsonnement er så langt fra et bevis (hvilket vi nok alle er enige om).
Men alle omstændighederne er til stede for at afrikanerne ikke bruger prævention i overensstemmelse med den katolske kirkes påbud men samtidig overtræder det hellige bud om ikke at begå sig i udenomsægteskabelige affærer. Og det synes jeg ikke Mander rigtigt får svaret på.
En fremragende perspektivering af God is Back er Sinclair Lewis`roman Elmer Gantry. Det er en realistisk beskrivelse af en hul vækkelsesprædikants karriere. Romanen indeholder også et portræt af Aimee McPherson, der er nævnt i anmeldelsen. Sinclair Lewis`roman blev filmatiseret i 1960, og jeg syntes med det samme, at netop Burt Lancaster kunne skabe den karakter – han forfører tilskuerne lige så meget som, han forfører kvinderne i filmen.
http://www.youtube.com/watch?v=pgB3r53YYlk&feature=related
En fremragende perspektivering af God is Back er Sinclair Lewis`roman Elmer Gantry. Det er en realistisk beskrivelse af en hul vækkelsesprædikants karriere. Romanen indeholder også et portræt af Aimee McPherson, der er nævnt i anmeldelsen. Sinclair Lewis`roman blev filmatiseret i 1960, og jeg syntes med det samme, at netop Burt Lancaster kunne skabe den karakter – han forfører tilskuerne lige så meget som, han forfører kvinderne i filmen.
http://www.youtube.com/watch?v=pgB3r53YYlk&feature=related
Er ateisme beslægtet med nazisme? Det mener forfatterne til bogen “Gudløse Hjerner”:
http://www.information.dk/201542
Er ateisme beslægtet med nazisme? Det mener forfatterne til bogen “Gudløse Hjerner”:
http://www.information.dk/201542
Det vil jeg ikke umiddelbart mene, men jeg har ikke læst bogen endnu. ( Jeg skal anmelde den til et kirkeligt magasin, og anmeldelsen vil formentligt blive lagt ud på en en anden side på nettet. )
Men man kan i hvert fald sige, at sådan som Humanistisk Forbund fører sig frem har de totalitære tendenser. De kan ikke akceptere pluralistisk rod, som er det, vi har i Danmark. Der er stadigt kristne i Danmark, og der er også kristne levn, men det betyder ikke, at Danmark som sådan kan kaldes et kristent samfund.
Når jeg mistænker HF for at være totalitære, er det fordi de ikke kan akceptere det, jeg kalder pluralistisk rod – som jeg opfatter som noget positivt. F.eks. er der et kors i Dommerstyrelsens logo. I couldn`t care less, for jeg er sikker på, at dommeren ikke fælder sine domme på grundlag af lovgivningen i Biblen, lige som jeg er sikker på, at en med embedseksamen fra Danmark og tørklæde ikke dømmer ud fra Koranen.
Det vil jeg ikke umiddelbart mene, men jeg har ikke læst bogen endnu. ( Jeg skal anmelde den til et kirkeligt magasin, og anmeldelsen vil formentligt blive lagt ud på en en anden side på nettet. )
Men man kan i hvert fald sige, at sådan som Humanistisk Forbund fører sig frem har de totalitære tendenser. De kan ikke akceptere pluralistisk rod, som er det, vi har i Danmark. Der er stadigt kristne i Danmark, og der er også kristne levn, men det betyder ikke, at Danmark som sådan kan kaldes et kristent samfund.
Når jeg mistænker HF for at være totalitære, er det fordi de ikke kan akceptere det, jeg kalder pluralistisk rod – som jeg opfatter som noget positivt. F.eks. er der et kors i Dommerstyrelsens logo. I couldn`t care less, for jeg er sikker på, at dommeren ikke fælder sine domme på grundlag af lovgivningen i Biblen, lige som jeg er sikker på, at en med embedseksamen fra Danmark og tørklæde ikke dømmer ud fra Koranen.
Ateisme er logisk set en religion, som nazisme, socialisme og hinduisme mv.; det er den da den også baserer sig på tro.
Man kan af gode grunde ikke vide noget rationelt, om det man tror på, så er det ikke tro.
Der findes ikke bevis for en gud, men heller ikke for en ikke gud.
Hvordan relativiserer eller negerer man tro. Tro er tro.
Af rationelle årsager bliver et fornuftigt menneske nødt til, at være agnostiker.
Det vigtige er ikke, hvad man kalder det man ikke ved, men accepterer, at det er uvidenhed.
Hvis, overfladedyrkelsen ikke var så alt omfattende, kunne det være, at flere kunne nå til den indsigt, at det er diskussionen om hønen og ægget, og dermed en ganske nytteløs diskussion.
Det vigtige er de handlinger man foretager sig, under det uvidende søgende udgangspunkt, vi alle står med.
Ateisme er logisk set en religion, som nazisme, socialisme og hinduisme mv.; det er den da den også baserer sig på tro.
Man kan af gode grunde ikke vide noget rationelt, om det man tror på, så er det ikke tro.
Der findes ikke bevis for en gud, men heller ikke for en ikke gud.
Hvordan relativiserer eller negerer man tro. Tro er tro.
Af rationelle årsager bliver et fornuftigt menneske nødt til, at være agnostiker.
Det vigtige er ikke, hvad man kalder det man ikke ved, men accepterer, at det er uvidenhed.
Hvis, overfladedyrkelsen ikke var så alt omfattende, kunne det være, at flere kunne nå til den indsigt, at det er diskussionen om hønen og ægget, og dermed en ganske nytteløs diskussion.
Det vigtige er de handlinger man foretager sig, under det uvidende søgende udgangspunkt, vi alle står med.
Jeg vil nu mene at ateisme er fravær af tro på noget som der ingen beviser er for (i religiøs forstand).
Tro kan bruges i to sammenhænge. At gætte på et eller andet og så det at tro på en Gud. At jeg tror at jeg bliver syg i morgen eller at jeg tror at det bliver regnvejr eller ikke bliver regnvejr, er ikke at TRO i religiøs forstand.
At påstå at fravær af tro er tro, er voldtægt af begreberne. Og ideen i sådan en voldtægt er UDELUKKENDE at forsøge at sidestille tro og ikke tro, som værende lige rationelle eller lige lidt rationelle. Jeg har set det brugt sådan i flere debatter. Det er et retorisk uærligt kneb efter min mening.
Hvis jeg ikke tror at der står en usynlig enhjørning foran mig er det så en religion? Hvis ja, så er det eneste vi har opnået at gøre begrebet “religion” fuldstændig meningsløst.
Jeg vil nu mene at ateisme er fravær af tro på noget som der ingen beviser er for (i religiøs forstand).
Tro kan bruges i to sammenhænge. At gætte på et eller andet og så det at tro på en Gud. At jeg tror at jeg bliver syg i morgen eller at jeg tror at det bliver regnvejr eller ikke bliver regnvejr, er ikke at TRO i religiøs forstand.
At påstå at fravær af tro er tro, er voldtægt af begreberne. Og ideen i sådan en voldtægt er UDELUKKENDE at forsøge at sidestille tro og ikke tro, som værende lige rationelle eller lige lidt rationelle. Jeg har set det brugt sådan i flere debatter. Det er et retorisk uærligt kneb efter min mening.
Hvis jeg ikke tror at der står en usynlig enhjørning foran mig er det så en religion? Hvis ja, så er det eneste vi har opnået at gøre begrebet “religion” fuldstændig meningsløst.
PS! jeg kan heller ikke se at Nazisme er en religion da der ikke indgår noget overnaturligt.
PS! jeg kan heller ikke se at Nazisme er en religion da der ikke indgår noget overnaturligt.
Begrebet religion er en syllogisme – et ord og et begreb – uden selvstændig sandhedsværdi, så du har såsan set ret i, at begrebet er fuldstændig meningsløst eller ude i skoven Skovgaard. Der er dét, i det, som du vælger at tro eller ikke tro.
Nazisme er en tro, idet den ophøjer sig til, at være det eneste rigtige; og det er en tro, for det kan man jo ikke vide.
Agnostikerens tilgang er noget mere ydmyg, han spørger; hvad kan vi i grunden vide om det?
Begrebet religion er en syllogisme – et ord og et begreb – uden selvstændig sandhedsværdi, så du har såsan set ret i, at begrebet er fuldstændig meningsløst eller ude i skoven Skovgaard. Der er dét, i det, som du vælger at tro eller ikke tro.
Nazisme er en tro, idet den ophøjer sig til, at være det eneste rigtige; og det er en tro, for det kan man jo ikke vide.
Agnostikerens tilgang er noget mere ydmyg, han spørger; hvad kan vi i grunden vide om det?
Jeg vil stadig fastholde at tro alene ikke gør en religion.
Jeg vil stadig fastholde at tro alene ikke gør en religion.
Ateisterne sætter jo tro i system, er det ikke en af def. på religion:)
Ateisterne sætter jo tro i system, er det ikke en af def. på religion:)
Enig. Jeg tænkte først over det i forb. med Jean-Paul Sartre, der taler om, at den enkelte må bære hele verdens mening på sine skuldre. Det er tungt. Der er faktisk også noget, der bare forefindes.
Enig. Jeg tænkte først over det i forb. med Jean-Paul Sartre, der taler om, at den enkelte må bære hele verdens mening på sine skuldre. Det er tungt. Der er faktisk også noget, der bare forefindes.
Så fandt vi frem til den endegyldige sandhed, at der ingen er; eller gjorde vi nu det, for så er der jo dén:)
“Der er faktisk også noget, der bare forefindes.”
Uddyb gerne:)
Så fandt vi frem til den endegyldige sandhed, at der ingen er; eller gjorde vi nu det, for så er der jo dén:)
“Der er faktisk også noget, der bare forefindes.”
Uddyb gerne:)
“Ateisterne sætter jo tro i system, er det ikke en af def. på religion:)”
Næh.
“Ateisterne sætter jo tro i system, er det ikke en af def. på religion:)”
Næh.
Jeg ved i øvrigt ikke rigtigt hvad du mener med “Ateisterne sætter jo tro i system”.
“Agnostikerens tilgang er noget mere ydmyg, han spørger; hvad kan vi i grunden vide om det”
Man må forholde sig til det man kan se, føle og bevise teoretisk eller fysisk. Hvis en Gud er usynlig, ikke afgiver lyde, ikke kan måles med instrumenter, ikke ændrer noget i din hverdag, så er det fuldstændig det samme som Gud ikke eksisterer. På samme måde bør du ikke bruge din tid på at tænke på om der nu KUNNE gå en lyserød elefant rundt på vejen, som du ikke kan se,røre,høre eller andet. Det ville være latterligt at forholde sig til dette. På samme måde med en Gud.
Jeg ved i øvrigt ikke rigtigt hvad du mener med “Ateisterne sætter jo tro i system”.
“Agnostikerens tilgang er noget mere ydmyg, han spørger; hvad kan vi i grunden vide om det”
Man må forholde sig til det man kan se, føle og bevise teoretisk eller fysisk. Hvis en Gud er usynlig, ikke afgiver lyde, ikke kan måles med instrumenter, ikke ændrer noget i din hverdag, så er det fuldstændig det samme som Gud ikke eksisterer. På samme måde bør du ikke bruge din tid på at tænke på om der nu KUNNE gå en lyserød elefant rundt på vejen, som du ikke kan se,røre,høre eller andet. Det ville være latterligt at forholde sig til dette. På samme måde med en Gud.
Der er forskellige definitioner, og måske nogle ikke-troende også kalder sig ateister.
Ateisme opfatter jeg som gudsbenægtelse – til forskel fra ligegyldighed el. agnosticisme.
M.h.t. at der er noget, der forefindes, var det en kritik af tanken om, at den enkelte selv skal fylde tilværelsen med mening. Det skal han, men han begynder ikke på bar bund. Han vokser op med definitioner og må overtage en del for i det hele taget at kunne inter-agere med andre. Så processen er ikke, at vi kommer helt blanke ind i verden, men at vi stærkt programmerede, inden vi lærer at tænke selv. Så processen er snarere, at vi befrier os for en masse mental ragelse i løbet af tilværelsen, men netop ikke at vi helt suverænt skaber alle definitioner.
Der er forskellige definitioner, og måske nogle ikke-troende også kalder sig ateister.
Ateisme opfatter jeg som gudsbenægtelse – til forskel fra ligegyldighed el. agnosticisme.
M.h.t. at der er noget, der forefindes, var det en kritik af tanken om, at den enkelte selv skal fylde tilværelsen med mening. Det skal han, men han begynder ikke på bar bund. Han vokser op med definitioner og må overtage en del for i det hele taget at kunne inter-agere med andre. Så processen er ikke, at vi kommer helt blanke ind i verden, men at vi stærkt programmerede, inden vi lærer at tænke selv. Så processen er snarere, at vi befrier os for en masse mental ragelse i løbet af tilværelsen, men netop ikke at vi helt suverænt skaber alle definitioner.
Enig i, at vi står på arvegods på godt og ondt, det skal vi så arbejde videre med, efter bedste evne; man fødes ikke tom ind i et tomt rum:)
Men de fleste dør stadig, som dårlige kopier; det kræver meget, at se ragelse, og endnu mere, at droppe det.
Det mest ydmyge ifht til egen udvikling, medmennesker og generel erhvervelse af viden, må da være agnostikerens tilgang – den er spørgende – søgende – ikke dogmatisk, eller ultimativ.
Enig i, at vi står på arvegods på godt og ondt, det skal vi så arbejde videre med, efter bedste evne; man fødes ikke tom ind i et tomt rum:)
Men de fleste dør stadig, som dårlige kopier; det kræver meget, at se ragelse, og endnu mere, at droppe det.
Det mest ydmyge ifht til egen udvikling, medmennesker og generel erhvervelse af viden, må da være agnostikerens tilgang – den er spørgende – søgende – ikke dogmatisk, eller ultimativ.
Normalt skelner man mellem stærk og svag ateisme.
Den stærke ateist benægter eksistensen af en (teistisk)gud. Men det er sjældent, at den stærke ateist direkte benægter samtlige tænkelige guder. Som regel er man “kun” stærk ateist i forhold til en bestemt gud – f.eks. at man er vokset op i en kristen kultur, og er nået den konklussion, at (den kristne) gud umulig kan eksistere.
Den svage ateist siger ligesom agnostikeren, at vi ikke kan vide noget. Det kan da godt være, at der findes en form for gud, men siden vi ikke kan vide noget om det, er spørgsmålet irelevant.
Fælles for stærke og svage ateister er, at de benytter en meget “videnskabelig” tilgang til religiøse spørgsmål. Og det pudsige er, at det gør evangeliske bibeltro kristne såmænd også. På begge sider diskuteres guds eksistens på samme måde, som hvis det var eksistensen af Anders And. Ingen bruger tid på at afklare, hvad ordet “eksistens” mon betyder, når det bruges om noget, det angiveligt skulle ligge udenfor vor normale erfaringsverden.
Ateismen er nok mere sammenhængende en den bibeltro kristendom, men den er alligevel udtryk for en form for tro, idet man så at sige tror på en “videnskabelig” tilgangsvinkel med empiri og hvor intet er sandt, før det er bevist.
Den tilgangsvinkel har vist sig god til mange ting, men jeg tror ikke, at den er særlig anvendelig i religiøse og eksistensielle spørgsmål.
Normalt skelner man mellem stærk og svag ateisme.
Den stærke ateist benægter eksistensen af en (teistisk)gud. Men det er sjældent, at den stærke ateist direkte benægter samtlige tænkelige guder. Som regel er man “kun” stærk ateist i forhold til en bestemt gud – f.eks. at man er vokset op i en kristen kultur, og er nået den konklussion, at (den kristne) gud umulig kan eksistere.
Den svage ateist siger ligesom agnostikeren, at vi ikke kan vide noget. Det kan da godt være, at der findes en form for gud, men siden vi ikke kan vide noget om det, er spørgsmålet irelevant.
Fælles for stærke og svage ateister er, at de benytter en meget “videnskabelig” tilgang til religiøse spørgsmål. Og det pudsige er, at det gør evangeliske bibeltro kristne såmænd også. På begge sider diskuteres guds eksistens på samme måde, som hvis det var eksistensen af Anders And. Ingen bruger tid på at afklare, hvad ordet “eksistens” mon betyder, når det bruges om noget, det angiveligt skulle ligge udenfor vor normale erfaringsverden.
Ateismen er nok mere sammenhængende en den bibeltro kristendom, men den er alligevel udtryk for en form for tro, idet man så at sige tror på en “videnskabelig” tilgangsvinkel med empiri og hvor intet er sandt, før det er bevist.
Den tilgangsvinkel har vist sig god til mange ting, men jeg tror ikke, at den er særlig anvendelig i religiøse og eksistensielle spørgsmål.
Normalt skelner man mellem stærk og svag ateisme.
Den stærke ateist benægter eksistensen af en (teistisk)gud. Men det er sjældent, at den stærke ateist direkte benægter samtlige tænkelige guder. Som regel er man “kun” stærk ateist i forhold til en bestemt gud – f.eks. at man er vokset op i en kristen kultur, og er nået den konklussion, at (den kristne) gud umulig kan eksistere.
Den svage ateist siger ligesom agnostikeren, at vi ikke kan vide noget. Det kan da godt være, at der findes en form for gud, men siden vi ikke kan vide noget om det, er spørgsmålet irelevant.
Fælles for stærke og svage ateister er, at de benytter en meget “videnskabelig” tilgang til religiøse spørgsmål. Og det pudsige er, at det gør evangeliske bibeltro kristne såmænd også. På begge sider diskuteres guds eksistens på samme måde, som hvis det var eksistensen af Anders And. Ingen bruger tid på at afklare, hvad ordet “eksistens” mon betyder, når det bruges om noget, det angiveligt skulle ligge udenfor vor normale erfaringsverden.
Ateismen er nok mere sammenhængende en den bibeltro kristendom, men den er alligevel udtryk for en form for tro, idet man så at sige tror på en “videnskabelig” tilgangsvinkel med empiri og hvor intet er sandt, før det er bevist.
Den tilgangsvinkel har vist sig god til mange ting, men jeg tror ikke, at den er særlig anvendelig i religiøse og eksistensielle spørgsmål.
Både i Afrika og USA bruger de “konservative” kristne ordet
“GOD-FEARING : Gudfrygtig” som et af deres aller vigtigste grundbegreber
Hermed mener mange at Kristne KUN har grund til at frygte Gud.
INGEN / INTET andet end Gud kan påføre os virkelig smerte, og at intet jordisk er os fremmed.
VISHEDEN OM AT KUN GUD KAN PÅFØRE OS UOPRETTELIG FYSISK OG PSYKISK SKADE / SMERTE –
giver naturligt nok et stort frirum til at føle at alt andet er forbigående.
Til at føle et naturligt højt selvværd.
OG til at det smukkeste du kan gøre at lade andre føle sig elskede.
Fordi GUD er KÆRLIGHED giver dette menneskene styrke til at klare alle jordiske fænomener: Menneskelig styrke.
ATEISTER FORNÆGTER IKKE KUN GUD, MEN OGSÅ SIG SELV / SIN EGEN EKSISTENS SAMT alle jordens skabninger: Dyr, såvel som alt andet Gud har skabt.
Ateister fornægter endog videnskabelige empiri,
VISHEDEN OM AT KUN GUD KAN PÅFØRE OS UOPRETTELIG FYSISK OG PSYKISK SKADE / SMERTE –
giver naturligt nok et stort frirum til at føle at alt andet er forbigående.
Til at føle et naturligt højt selvværd.
OG til at det smukkeste du kan gøre at lade andre føle sig elskede.
Fordi GUD er KÆRLIGHED og menneskelig styrke.
Ateister fornægter ikke kun Gud, men også sig selv og sine medmennesker / jordens skabninger : Dyr, såvel som alt andet Gud har skabt.
Tror vi på Gud tror vi OGSÅ på at naturen, og hele universet er EN enhed. Der er i harmoni med sig selv.
Befriende at Bo oa. ser religion fra et historisk, kulturelt, og filosofisk perspektiv..
Både i Afrika og USA bruger de “konservative” kristne ordet
“GOD-FEARING : Gudfrygtig” som et af deres aller vigtigste grundbegreber
Hermed mener mange at Kristne KUN har grund til at frygte Gud.
INGEN / INTET andet end Gud kan påføre os virkelig smerte, og at intet jordisk er os fremmed.
VISHEDEN OM AT KUN GUD KAN PÅFØRE OS UOPRETTELIG FYSISK OG PSYKISK SKADE / SMERTE –
giver naturligt nok et stort frirum til at føle at alt andet er forbigående.
Til at føle et naturligt højt selvværd.
OG til at det smukkeste du kan gøre at lade andre føle sig elskede.
Fordi GUD er KÆRLIGHED giver dette menneskene styrke til at klare alle jordiske fænomener: Menneskelig styrke.
ATEISTER FORNÆGTER IKKE KUN GUD, MEN OGSÅ SIG SELV / SIN EGEN EKSISTENS SAMT alle jordens skabninger: Dyr, såvel som alt andet Gud har skabt.
Ateister fornægter endog videnskabelige empiri,
VISHEDEN OM AT KUN GUD KAN PÅFØRE OS UOPRETTELIG FYSISK OG PSYKISK SKADE / SMERTE –
giver naturligt nok et stort frirum til at føle at alt andet er forbigående.
Til at føle et naturligt højt selvværd.
OG til at det smukkeste du kan gøre at lade andre føle sig elskede.
Fordi GUD er KÆRLIGHED og menneskelig styrke.
Ateister fornægter ikke kun Gud, men også sig selv og sine medmennesker / jordens skabninger : Dyr, såvel som alt andet Gud har skabt.
Tror vi på Gud tror vi OGSÅ på at naturen, og hele universet er EN enhed. Der er i harmoni med sig selv.
Befriende at Bo oa. ser religion fra et historisk, kulturelt, og filosofisk perspektiv..
Både i Afrika og USA bruger de “konservative” kristne ordet
“GOD-FEARING : Gudfrygtig” som et af deres aller vigtigste grundbegreber
Hermed mener mange at Kristne KUN har grund til at frygte Gud.
INGEN / INTET andet end Gud kan påføre os virkelig smerte, og at intet jordisk er os fremmed.
VISHEDEN OM AT KUN GUD KAN PÅFØRE OS UOPRETTELIG FYSISK OG PSYKISK SKADE / SMERTE –
Om fraværet af psykisk sygdom i Afrika er et socialt eller religiøst fænomen kan jeg ikke afgøre.
giver naturligt nok et stort frirum til at føle at alt andet er forbigående.
Til at føle et naturligt højt selvværd.
OG til at det smukkeste du kan gøre at lade andre føle sig elskede.
Fordi GUD er KÆRLIGHED giver dette menneskene styrke til at klare alle jordiske fænomener: Menneskelig styrke.
ATEISTER FORNÆGTER IKKE KUN GUD, MEN OGSÅ SIG SELV / SIN EGEN EKSISTENS SAMT alle jordens skabninger: Dyr, såvel som alt andet Gud har skabt.
DVS at ateister end ikke tror på den videnskabelige empiri,
Både i Afrika og USA bruger de “konservative” kristne ordet
“GOD-FEARING : Gudfrygtig” som et af deres aller vigtigste grundbegreber
Hermed mener mange at Kristne KUN har grund til at frygte Gud.
INGEN / INTET andet end Gud kan påføre os virkelig smerte, og at intet jordisk er os fremmed.
VISHEDEN OM AT KUN GUD KAN PÅFØRE OS UOPRETTELIG FYSISK OG PSYKISK SKADE / SMERTE –
Om fraværet af psykisk sygdom i Afrika er et socialt eller religiøst fænomen kan jeg ikke afgøre.
giver naturligt nok et stort frirum til at føle at alt andet er forbigående.
Til at føle et naturligt højt selvværd.
OG til at det smukkeste du kan gøre at lade andre føle sig elskede.
Fordi GUD er KÆRLIGHED giver dette menneskene styrke til at klare alle jordiske fænomener: Menneskelig styrke.
ATEISTER FORNÆGTER IKKE KUN GUD, MEN OGSÅ SIG SELV / SIN EGEN EKSISTENS SAMT alle jordens skabninger: Dyr, såvel som alt andet Gud har skabt.
DVS at ateister end ikke tror på den videnskabelige empiri,