Om konservatisme og liberalisme

Her er den lovede artikel om konservatisme og liberalisme af Hans-Hermann Hoppe. Artiklen er fra det tyske magasin Criticón.

Den moderne konservatisme i både USA og Europa er forvirret og forvredet. Under indflydelse af repræsentative demokrati, og gennem den – siden Første Verdenskrig – fortsatte omdannelse af USA og Europa til massedemokratier, er konservatismen blevet omdannet fra en anti-egalitær, aristokratisk, anti-statslig ideologisk kraft til en bevægelse af kulturelle etatister – blot en borgerlig fløj indenfor socialismen og socialdemokratismen.

De fleste selvudnævnte konservative er – med rette – bekymrede over familiens forfald, skilsmisser, uægte børn, autoriteternes underminering, multikulturalismen, de alternative livsformer, den sociale sammenhængskraft samt udviklingerne indenfor seksualiteten og kriminaliteten. Alle disse fænomener repræsentere anormaliteter og er skandaløse afvigelser fra den naturlige orden. En konservativ må derfor vitterligt stille sig imod disse tendenser, og forsøge at genskabe normaliteten.

De fleste nutidige konservative (i hvert fald det konservative establishments ordførere) erkender enten ikke, at deres mål (som må være at genskabe normaliteten) kræver drastiske, ja endda revolutionære, anti-statslige sociale forandringer eller også (hvis de da selv er klar over det) udgør de en ”5. kolonne”, som ødelægger konservatismen indefra, og disse må derfor anses som ondartede.

At netop dette er tilfældet for de såkaldt neokonservative kræver her ingen yderligere uddybning. Hvad deres ledelseskræfter angår, kan man i sandhed få den mistanke, at de fleste af disse tilhører den ondartede kategori. Således har disse ikke en oprigtig bekymring om kulturens tilstand, men de spiller kulturkonservatismens kort, for ikke at tabe magten, og for at kunne opnå deres egentlige mål om global socialdemokratisme.

Dette er imidlertid også tilfældet for mange konservative, som vitterligt bekymre sig om forfald og dysfunktionalitet i familien samt den kulturelle forrådnelse. Jeg tænker her i særdeleshed på den konservatisme, som Patrick Buchanan og dennes bevægelse repræsenterer. Buchanans konservatisme er på ingen måde så forskellig fra den etablerede konservatisme i det Republikanske parti, som Buchanan og dennes følgesvende bilder sig ind. I et af afgørende punkt er de i komplet overensstemmelse med de etableredes konservatisme: begge er etatistiske. De skændes om, hvad der skal gøres for at genskabe normaliteten i USA, men de er enige om, at det skal gøres gennem staten. I ingen af bevægelserne findes der et gran af principiel antistatslighed.

Amerika Først-bevægelsen
Lad mig illustrere min pointe gennem citater fra Samuel Francis – en førende teoretiker og strateg i Buchanan-bevægelsen. Efter, at han har beklaget ”anti-hvid” og ”anti-vestlig” propaganda, beklager han ”militant sekularisme, grådig egoisme, demografiske oversvømmelser og ukontrolleret statscentralisme”, uddyber han ånden i den nye ”Amerika Først”-bevægelse. Denne betyder ”ikke kun, at nationale interesser sættes over andre nationers, eller, at abstraktioner som ”Verdensførerskab”, ”global harmoni”, og den ”nye verdensorden” skal promoveres, men også en prioritering af nationale interesser over individuelle eller overnationale interesser”. Men hvordan foreslår han så, at problemet med det kulturelle forfald løses?

Jo, de grene af den føderale statsmagt, der er ansvarlige for den moralske og kulturelle forurening, så som uddannelsesministeriet, nationale kunstråd, kommissioner for beskæftigelses- og chancelighed samt det centralstatslige retssystem burde afskaffes. Men der er ingen opposition mod statslig indblanding i dannelsesspørgsmål som sådan. Der findes således ingen erkendelse af, at den naturlige orden inden for dannelsesområdet, ikke har noget med staten at gøre. Dannelse er et rent familieanliggende.

Yderligere findes ingen erkendelse af, at moralsk degeneration og kulturel forfald har dybere årsager, og ikke bare kan helbredes ved statslige tiltag i form af uddannelsesplaner, advarsler eller langstrakte italesættelser.

Tværtimod foreslår Francis, at den kulturelle modreaktion – genskabelsen af normaliteten – kan gennemføres uden fundamentale ændringer i velfærdsstatens struktur. Faktisk forsvarer Buchanan og dennes ideologer udtrykkeligt de tre mest centrale institutioner i velfærdsstaten: socialforsikringer, statsstøtte af sundhedsproduktionen samt understøttelsen af arbejdsløshed. Man skulle endda udvide statens ”sociale” ansvar gennem indførelsen af nationale ind- og udførelsesrestriktioner for at ”beskytte” amerikanske arbejdspladser – især indenfor brancher af national betydning, samt beskytte ”den amerikansk arbejder mod udenlandske arbejdere, som går til en dollar eller mindre i timen”.

Buchanisterne indrømmer åbenhjertigt, at de er etatister. De foragter og latterliggør kapitalisme, laissez-faire, markedsfrihed, handel, velstand, eliten og adelen; de advokerer en ny politisk – proletariske – konservatisme, som forbinder en social og kulturel konservatisme med en social eller socialistisk nationaløkonomi. Således forsætter Francis i sin analyse.

En ny identitet
Mens den amerikanske venstrefløj har kunnet vinde den amerikanske gennemsnitsvælger i kraft af deres økonomiske politik, tabte venstrefløjen gennemsnitsvælgeren gennem sin sociale og kulturelle radikalisme. Og mens højrefløjen kunne vinde gennemsnitsvælgeren med sin appel til ro og orden, beskyttelsen af seksuel normalitet, konventionel moral og religion, traditionelle sociale institutioner samt en påberåbelse af nationalisme og patriotisme, så tabte højrefløjen gennemsnitsamerikaneren, når den opremsede sine økonomiske formler. Derfor skulle det – ifølge Francis – være nødvendigt, at kombinere venstrefløjens erhvervspolitik med højrefløjens nationalisme og kulturelle konservatisme for at skabe en ”ny identitet” som skulle sammenføre ”de erhvervsdrivendes interesser og den proletariserede middelklasses nationalkulturelle loyalitet” til én politisk bevægelse. Af indlysende årsager nævnes denne doktrin ikke med et begreb, men et sådant begreb findes allerede; det kaldes social nationalisme eller nationalsocialisme.

Buchanan og hans teoretikere tror politik er et spørgsmål om vilje og magt. De tror ikke, at der findes sådan noget som økonomiske love. Hvis bare mennesker ønsker noget, og disse mennesker tildeles magten, kan alt opnås. Den ”døde østrigske økonom” Ludwig von Mises – som Buchanan fuld af foragt henviste til – karakteriserede denne tro som ”historisme”, som allerede de tyske kathersocialister havde brugt til at legitimere etatisme.

Omfordeling
Men foragt og ignorance over for økonomiens historiske indsigter ændrer ikke ved den kendsgerning, at der findes uomgængelige økonomiske love. Man kan ikke blæse og samtidig have mel i munden. Ligesom noget der konsumeres i dag, ikke kan konsumeres i fremtiden. Eller en anden lov, som siger, at hvis der produceres mere af et gode, vil der blive produceret mindre af et andet gode. Ingen ønsketænkning kan ændre disse lovmæssigheder. At tro noget andet kan kun ende i praktiske fejltagelser.

”Faktisk” skriver Mises ”er økonomihistorie en lang fortegnelse af regeringers politiske tiltag, som netop har fejlet, fordi de har set bort fra økonomiens love”. I lyset af de elementære og uforanderlige økonomiske love er Buchanan-programmets sociale nationalisme bare en videreførelse heraf – en umulig drøm. Ingen ønsketænkning kan ændre den kendsgerning, at en opretholdelse af de centrale nuværende socialinstitutioner, og en tilbagevenden til de traditionelle familier, normer, skikke og kultur er uforenelige størrelser. Man kan få det ene – (velfærds)socialisme – eller det andet – traditionel moral – men man kan ikke forene disse størrelser, idet en social-nationalistisk velfærdspolitik – søjlen i det nuværende statssystem – som Buchanan vil bevare, er netop årsagen til den kulturelle og sociale anormalitet.

For at forstå dette er det tilstrækkeligt, at genkalde et af de mest fundamentale love inden for økonomi, som siger, at enhver tvangsomfordeling af formue eller indkomst – uafhængigt af omfordelingskriterium – betyder en fratagelse af noget fra nogle (de havende) og tildeling af noget til andre (de ikke-havende). I det omfang dette sker mindskes motivationen for at være havende, og samtidig øges motivationen for at være ikke-havende. En havende har noget, som almindeligvis anses som et ”gode”, og det som den ikke-havende ikke har, anses som et ”onde” eller en mangel. Dette er grundideen bag al omfordeling:

Nogle har for mange goder, og andre har for få. Resultatet af enhver omfordeling er, at der fremtidigt vil blive produceret mindre og at tilmed vil komme flere ”ugoder”, mindre perfektion og flere mangler. Idet skattemidler (midler som er fratvunget andre) støtter mindrebemidlede, vil der opstå flere mindrebemidlede end der ellers ville være. Da mennesker som er arbejdsløse (en mangel) støttes, vil der opstå mere arbejdsløshed. Da ugifte mødre (et onde) støttes, vil der opstå flere ugifte mødre, osv.

Tvangssystemer
Åbenbart er denne grundlæggende indsigt anvendelig i hele det såkaldte socialsystem, som er blevet implementeret i hele Vesteuropa (siden 1880erne) og USA (siden 1930erne): tvangsforsikringer mod aldersfattigdom, sygdom, arbejdsskader, arbejdsløshed osv. I forlængelse heraf kommer det endnu ældre system med offentlig uddannelse. Summeres disse institutioner og fremgangsmåder, har vi et angreb på familien som institution og det personlige ansvar.

Idet individer fritages fra deres pligt til selv at bære ansvaret for deres indkomst, sundhed, sikkerhed, alderdom og afkoms uddannelse, forringes bredden og tidshorisonten i den private sfære, hvormed ægteskab, familie, børn og slægtskabsbånd mindskes i værdi. Uansvarlighed, kortsigtethed, dovenskab, sygdom og endda destruktive tilbøjeligheder bliver belønnet, mens ansvarlighed, langsigtethed, flid, sundhed og konservatisme straffes. Især folkepensionen, hvor pensionister (de ældre) tvangssubsidieres af de nuværende produktive (de unge), medfører en systematisk undergravning af den naturlige solidaritet mellem generationerne – mellem forældre, bedsteforældre og børn. Såfremt de ældre ikke selv har sparet behøver de her ikke længere understøttelse fra deres børn. De unge – som almindeligvis har akkumuleret mindre midler – skal forsørge de ældre – som almindeligvis har opsparet flere midler – i stedet for det modsatte, som er det naturlige inden for familien. Som følge heraf ønsker mange mennesker færre børn – og fødselsraterne er siden indførelse af socialpolitiken halveret. Og den respekt, som yngre traditionelt havde over for ældre er blevet formindsket, og alle tilfælde af familiær forfald – i form af skilsmisser, uægte børn, børnemishandling og abort etc. – er steget.

Socialforsikringer
Derudover har socialiseringen af sundhedssektoren og reguleringen af forsikringsindustrien, skabt en omfordeling til fordel for ansvarsløse aktører og højrisikogrupper, til ulempe for ansvarlige individer og mindre risikofyldte grupper. Man kan her med fordel citere den ”døde østrigske økonom”:

”Sygdom er som fænomen ikke viljen fuldt uafhængigt… Et menneskets funktionsdygtighed er ikke kun et spørgsmål om fysisk kondition, men afhænger også af menneskets ånd og vilje… Den ødelæggende effekt af tvangsforsikringer ligger ikke mindst i, at disse hindrer bedring og meget ofte forlænger og intensivere sygdommens funktionelle forstyrrelse… At føle sig sund er langt fra det samme som at være dette i medicinsk forstand… Såfremt viljen til sundhed og arbejdsdygtighed mindskes eller ødelægges, skaber tvangsforsikringer sygdom og arbejdsudygtighed; de vil for flere gøre det vane at beklage sig – hvilket i sig selv er en sygdom – og skabe andre neuroser… Som social institution gør de befolkningen korporlig og åndelig syg eller tilskynder i det mindste til, at sygdom formeres, forlænges og intensiveres… Socialforsikringen har dermed forvandlet enkeltes neuroser til en offentlig epidemi. I det omfang forsikringsordningen udvides, vil epidemien udvide sig. Ingen reform af systemet vil kunne ændre dette. Vi kan ikke svække viljen til sundhed uden samtidig at skabe mere sygdom.”

Økonomisk destruktisme
Lige så uforstandige er Buchanan og sine teoretikeres idé om et toldbeskyttelsespoliti. Hvis de havde haft ret i deres forsvar for protektionisme, så måtte konsekvensen være, at de var imod, at enhver familie handlede med en anden familie. Det klart i en sådan situation ville ingen miste deres arbejde, og arbejdsløsheden som resultat af en manglende ”uretfærdig” konkurrence ville være nul. Et sådant fuldbeskæftigelsessamfund ville dog ikke være velstående eller stærk. Det ville bestå af mennesker, som måtte arbejde fra morgen til aften for at undgå fuldstændig fattigdom og udsultning. Buchanans internationale protektionisme, ville i sit resultat have præcis de samme effekter. Dette er ikke konservatisme – det er økonomisk destruktion.

Kulturelt forfald og afciviliseringen er de nødvendige og uundgåelige konsekvenser af velfærdsstaten, og dens institutioner. Den klassiske konservatismes gamle skole vidste dette, og kæmpede derfor imod et offentligt uddannelsessystem eller tvangsforsikringer. For dem stod det klart, at stater altid vil forsøge at ødelægge familien, institutioner, skikke og sociale hierarkier, for at forstørre og styrke sin egen magt.

Velfærdens etatisme
I modsætning hertil viser den udbredte socialnationale og populistiske proletarkonservative en fuldstændig manglende forståelse for dette. At kombinere kulturel konservatisme med velfærdsetatisme er umuligt og økonomisk meningsløst. Velfærdsetatisme – social sikkerhed i alle karakterer og former – fremmer moralsk og kulturel forfald. En tilbagevenden til normaliteten kræver ikke mindre end en fuldstændig eliminering af det nuværende statslige sikkerhedssystem – arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp, sygehusydelser og offentlig uddannelse. Dermed kan der ske en komplet opløsning og dekonstruktion af statsapparatet og regeringsmagten. Hvis man nogensinde ønsker at genoprette normaliteten, må statens finansielle midler og magt bringes tilbage til et niveau under det, som forelå i 1900-tallet. Ægte konservative skal derfor være liberale hardlinere (anti-etatister). Den sociale nationalisme fra den populistiske proletarkonservatisme er forfejlet – den ønsker en tilbagevenden til den traditionelle moral, men forlanger samtidigt at netop de institutioner skal bestå, som bærer ansvaret for moralens pervertering og ødelæggelse.

Rothbardisme
De fleste nuværende konservative, er derfor ingen konservative, men socialister – enten internationalistiske eller nationalistiske. Ægte konservative må vende sig imod begge bevægelser. For genskabelse af social og kulturel normalitet, må ægte konservative være radikale liberale. De må – pga. af den moralske og økonomiske perversion – forlange en afskaffelse af hele socialsikringens nuværende struktur. Men hvis konservative må være liberale, hvorfor skal liberale så også være konservative? Når nu konservative må lære fra liberale, skal liberale også tage ved lære af konservative?

Indledningsvist er nogle terminologiske klarlæggelser nødvendige. Der er kulmination med skaben af den moderne libertarianske bevægelse, Murray N. Rothbards – særligt i Ethics of Liberty – skabt et rationalt system om liberalismens etik. Rothbard arbejdede inden for den klassiske filosofis tradition. Ligesom Hobbes, Grotius, Pufendorf, Locke og Spencer, brugte han de samme værktøjer og logiske fremgangsmåder som disse. Herigennem skabes liberalismen som en systematisk retsorden, som i kraft af deduktion fra et enkelt princip, hvilket ikke kan bestrides uden at foretage en logisk-praktisk (praxeologi) eller performativ kontradiktion. Denne grundlæggende præmis er princippet om oprindelig tilegnelse. Ejendomsret – dvs. retten til den eksklusive kontrol over en enhed – skabes gennem oprindelig tilegnelse, hvormed enheder overgår fra naturens til civilisationens domæne. Hvis ikke dette var tilfældet, kunne ingen nogensinde handle (bevægelser eller tale). Derfor er det praxeologisk eller argumentatorisk umuligt at modsige denne grundlæggende præmis. Fra princippet om oprindelig tilegnelse – ”den førstkommende bruger får ejerskabet” – rekonstrueres der fra ejendomsretsteorien retsorden; reglerne for ændringer og udveksling af tilegnede ressourcer, og inklusive strafferetten. Det vil sige, at alle menneskerettigheder er ejendomsrettigheder, og alle menneskerettighedskrænkelser er krænkelser af ejendomsretten. Resultatet af denne liberale retsteori vinder stadig større forståelse: den største forstyrrelse af den liberale teori – rothbardismen – er staten, der modsvare enhver anden illegitim gangsterorganisation. Den eneste retfærdige sociale orden er og bliver et system af ejendomsretligt anarki.

Indholdsmæssige forhold mellem to doktriner
Visse overfladiske kommentarer – oftest fra konservativ side – har betegnet konservatismen og liberalismen som uforenelige, modstående eller endda antagonistiske ideologier. Faktisk er dette komplet forfejlet. Forholdet mellem liberalisme og konservatisme er praxeologisk foreneligt, sociologisk supplerende og gensidigt forstærkende.

For at forklare dette, må der henvises til, at de fleste førende liberale faktisk var socialt og kulturelt konservative – dvs. fortalere for den traditionelle borgerlige moral og sædvane. Tydeligst var Rothbard navnlig kulturel konservativ. Tilsvarende var også tilfældet for Rothbards læremester Ludwig von Mises. Selvom dette i sig selv beviser lidt, antyder det dog en substantiel sammenhørighed mellem disse to doktriner. Det er ikke svært at konstatere, at det konservative og liberale samfundssyn er forenelige størrelser. Konservative er overbevist om, at det ”naturlige” og ”normale” til alle tider er nærværende, og dermed til hver en tid kan erkendes. Tilsvarende er liberale overbevist om, at princippet om retfærdighed er evigt og universelt gyldige, og dermed fra alle menneskers udgangspunkt i væsentlig grad må være erkendelige. Den liberale retsorden er ikke ny eller revolutionær, men den er gammel og konservativ. Selv børn er i stand til at erkende gyldigheden af princippet om oprindelig tilegnelse, og de fleste mennesker anerkender princippet som uangribelig kendsgerning.

I forsøget på at etablere en naturlig fri social orden, må liberale derfor efterstræbe at tilbagevinde ejendomsretten indbyggede adgang til at udelukke staten. Men før dette mål er opnået, må liberale for overhovedet at muliggøre en fuldstændig udelukkelse af staten, så tidligst som muligt begynde – såfremt de har mulighed herfor – at gøre brug af og gøre krav på deres udelukkelsesret i hverdagen. Ligesom ægte konservative må adskille sig fra den falske social(istiske) konservatisme.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password