Hvad er en konservativ?

En kort oversættelse fra ”Democracy – The God that failed” af Hans-Hermann Hoppe, hvor han definerer begrebet konservativ. Definitionen er vigtig for en bedre forståelse af torsdagens artikel om konservatisme og liberalisme.

Lad mig starte med at diskutere to mulige betydninger af betegnelsen konservativ. Den første betydning af at være konservativ refererer til én som generelt er tilhænger af status quo. Det vil sige en person, som ønsker at bevare enhver gældende lov, regel, regulering, moral og adfærd på ethvert givet tidspunkt. Da forskellige love, regler og politiske institutioner virker på forskellige tidspunkter og/eller i forskellige geografiske områder, vil dét at være konservativ ændre sig over tid og sted. At være konservativ betyder slet ingenting, bortset fra at være tilhænger af den eksisterende orden, hvad den så end måtte være. Den første betydning må dermed forkastes.[1] Begrebet konservativ må have en anden betydning. Hvad dét er, og muligvis det eneste det kan betyde, er følgende:

Konservativ henviser til én, som tror på eksistensen af en naturlig orden, naturlige forhold som omhandler tingenes natur: af natur og menneske. Denne naturlige orden er og kan blive forstyrret af afvigelser og anomaliteter; af jordskælv og orkaner, sygdomme, epidemier, monstre og uhyrer, tohovedede heste og firbenende mennesker, krøblinger og idioter, og af krig, erobringer og tyranni. Men det er ikke problematisk at skelne det normale fra det anormale, det essentielle fra det uvæsentlige. En smule abstraktion fjerner alle forvirringer og gør næsten enhver i stand til at ’se’, hvad der er og ikke er naturligt og i overensstemmelse med tingenes natur. Endvidere, så er det naturlige på samme tid den mest stabile af tingenes natur. Den naturlige orden er gammel og evigt uforandret (kun anomaliteter og tilfældigheder undergår forandringer), og derfor kan vi til enhver tid genkende den.

Konservativ henviser til nogen som genkender det gamle og naturlige på trods af anomaliternes og tilfældighedernes støj, og som forsvarer, støtter og hjælper at sikre det imod det midlertidige og det anomale. Indenfor humanioras område, inklusive samfundsvidenskaben, vil en konservativ anerkende familier (fædre, mødre, børn, børnebørn) og husstande, baseret på privat ejendomsret og i samarbejde med andre husstande, som de mest fundamentale, naturlige, essentielle, ældgamle og uundværlige sociale enheder. Familien repræsenterer desuden en model for social orden i almindelighed. Præcis som der eksisterer en hierarkisk orden i en familie, ligeså er der en hierarkisk orden i et samfund af familier – bestående af lærlinge, tjenere og herrer, vassaller, riddere, lavadelige, højadelige og endda konger – bundet sammen af et detaljeret og indviklet system af slægtskaber; og af børn, forældre, præster, biskopper, kardinaler, patriarker eller paver, og endeligt den transcendente Gud. Af de to typer af autoritet, er den verdslige, fysiske magt hos forældre, adelige og konger underordnet og kontrolleret af den ultimative spirituelt-intellektuelle autoritet hos præster, biskopper og i sidste instans Gud.

Konservative (eller mere specifickt, vestlige græsk-kristne konservative) står for – såfremt de står for noget som helst – at bevare familien og de sociale hierarkier og magtdeling mellem den verdslige og den spirituelt-intellektuelle autoritet funderet på og voksende ud af familiebånd og slægtskab. [2]

—–

[1] At hævde dette, er ikke for at sige, om, at ingen nogensinde har brugt denne betydning af konservatisme. Et fremtrædende eksempel på en konservativ, som kommer meget tæt på at acceptere denne definition, her betegnet som ubrugelig, er Michael Oakeshott, ”On Being Conservative,” in idem, Rationalism in Politics and other Essays (Indianapolis, Ind.: Liberty Fund, 1991). For Oakeshott er konservatisme ”…ikke en overbevisning eller en doktrin, men et temperament .. [Det er] en tilbøjelighed til at bruge og nyde dét, det er tilgængeligt snarere end end at ønske sig eller søge efter noget andet; at fryde sig over hvad, der er tilstede snarere end hvad der var og hvad der kunne være … [Det er] at foretrække det prøvede fremfor det uprøvede, fakta fremfor mysterier, det virkelige fremfor det forventede, det begrænsede fremfor det ubegrænsede, det nære fremfor det fjerne, det tilstrækkelige fremfor det overflødige, det belejlige fremfor det perfekte, nuværende latter fremfor utopisk lyksalighed (ss. 407-408).”

[2] Se Robert Nisbet, ”Conservatism”, i A History of Sociological Analysis, Tom Bottomore og Robert Nisbet, ed. (New York: Basic Books, 1978); Robert Nisbet, Conservatism: Dream and Reality (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1986). “Naturligvis,” skriver Nisbet, “gav konservative, i deres appel til tradition, ikke deres støtte til enhver idé eller ting overleveret fra fortiden. Den filosofi om traditionalisme er, ligesom alle sådanne filosofier, selektive. En gavnlig tradition må stamme fra fortiden, men må også i sig selv være ønskelig” (ibid. s. 26). ”De to centrale begreber i den konservative filosofi,” forklarer Nisbet videre, er ”ejendom” og (frivilligt anerkendt) ”autoritet,” som til gengæld indebære både ”frihed” og ”orden” (ss. 34-35). ”Ejendom er,” i den konservative filosofi, ”mere end et eksternt vedhæng til mennesket, kun en livløs tjener for menneskets behov. Den er, fremfor alt andet i civilizationen, den grundlæggende betingelse for menneskets menneskelighed, hans overlegenhed over hele den naturlige verden” (s. 56).

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password