CEPOS og finanskrisen

Samtlige udmeldinger, som CEPOS er kommet med i relation til finanskrisen, har været fejlbehæftede, mener Jan Madsen. Læs her hvorfor.

Prolog

Da CEPOS så dagens lys 2005, var jeg yderst positiv. Det borgerlige Danmark havde fået det fagligt uangribeligt, intellektuelt tyngdepunkt, som det manglede. Bag stod en række gode kræfter, som satte en borgerlig-liberal dagsorden med grundige analyser. Senere kom CEPOS UNI, hvor jeg blev optaget. Jeg mødte en masse begavede mennesker, og har siden haft mange positive oplevelser grundet CEPOS. Så mange at jeg i 2008 begyndte at sponsorere CEPOS med et beskedent månedligt bidrag. Intentionen var, at jeg med tiden ville øge dette beløb. Så kom finanskrisen, og jeg indså, at jeg ikke længere havde råd til at sponsere CEPOS.

Indledning

CEPOS havde indtil finanskrisen primært fokuseret på den høje, danske skat. Grundet knappe ressourcer internt i CEPOS synes denne prioritering mod verdens højeste skattetryk særdeles fornuftigt. Det var således ikke fra CEPOS man kunne høre advarslerne om en kommende krise i den finansielle sektor. Finanskrisen ankomst har dog tvunget CEPOS til at forholde sig til den i notater, analyser, videoklip, kronikker, etc. De af CEPOS’ udmeldinger vedrørende finanskrisen, som berøres her er Lempelig pengepolitik – En medvirkende årsag til finanskrisen fra 28. november 2008, Lave renter bag boom i boligmarkedet fra 12. december 2008, Rentefald kan løfte beskæftigelsen med op til 30.000 personer fra 21. januar 2009, videokommentar med Martin Ågerup fra 16. januar 2009, og kommentar af Martin Ågerup i Berlingske Tidende fra 5. april 2009. I denne artikel vil det demonstreres, at de udmeldinger CEPOS er kommet med i forbindelse med finanskrisen er faktuelt forkerte, baseret på et fejlbefængt teorigrundlag, og at skulle man følge dem, ville det blot være statsreguleret omfordeling, og svækkelse af den private ejendomsret.

CEPOS siger

I notatet fra 28. november 2008 skriver CEPOS: ”Den nuværende finanskrise skal i høj grad tilskrives en meget lempelig pengepolitik i USA og til dels eurolandene, hvor renteniveau har ligget lavere end det som aktivitetsniveau og inflationspres ellers ville tilsige. Det lave renteniveau har øget boligpriserne og aktiekurserne og derved medvirket til at skabe den spekulative boble, som luften nu siver ud af.” CEPOS forklarer, hvordan de ved at ”renteniveau har ligget lavere end det som aktivitetsniveau og inflationspres ellers ville tilsige”, ved at henvise til den såkaldte Taylor-regel. Denne regel angiver sammenhængen mellem den pengepolitisk fastsatte rente, vækst i forbrugerprisindekset (CPI) og afvigelsen mellem faktisk og potentiel BNP. Jf. Taylor-reglen konkluderer CEPOS, at ”lempelsen i pengepolitikken [var] langt kraftigere og mere langvarig, end det, som konjunktursituationen tilsagde,” og at den ”amerikanske centralbank burde have strammet pengepolitikken langt tidligere, end det var tilfældet.”

I notatet fra 12. december 2008 skyder CEPOS igen skylden på den lave rente, denne gang for at være den dominerende faktor bag prisstigningerne på boligmarkedet: ”Boligprisudviklingen fra 2002 til 2007 skal imidlertid i langt højere grad tilskrives renteudviklingen – således kan ca. halvdelen af prisstigningen siden 2002 tilskrives lave renter i perioden”.

Hvor CEPOS i de foregående notater har været kritisk overfor lav rente, skriver de i notatet fra 21. januar 2009, at lavere renter vil være en gevinst for dansk økonomi: ”Den lempelige pengepolitik vil stimulere dansk økonomi i løbet af 2009 og 2010 – kulminerende med en samlet beskæftigelseseffekt på omkring 30.000 personer i 2010, herunder ca. 10.000 personer i bygge- og anlægssektoren. Rentefaldet ventes at øge BNP med 0,5 pct. i 2009 og 1,9 pct. i 2010.” Denne gang er det ADAM, som er forudsætningen for CEPOS’ udmeldinger: ”Beregninger på ADAM-modellen viser, at de lavere renter i forhold til 2008 isoleret set vil løfte produktionen og beskæftigelsen i 2009 og 2010… Det skyldes blandt andet, at lavere renter gør det mere attraktivt at foretage bolig- og erhvervsinvesteringer. Derudover øges privatforbruget pga. billigere lån og højere beskæftigelse… Isoleret set vurderes den lempelige pengepolitik at øge beskæftigelsen med omkring 6.000 og 32.000…” I videokommentaren fra 16. januar fremfører Martin Ågerup et lignende argument.

CEPOS hævder altså blandt andet, at man ved hjælp af Taylor-reglen kan bestemme et bedre renteniveau end ellers; en lempelig pengepolitik vil stimulere dansk økonomi, ved at løfte produktion og beskæftigelse, og øge privatforbruget.

Taylor-reglen

Taylor-reglen blev introduceret af John Taylor i 1993. Den lyder:

i = r* + n + h(n – n*) + b(y – y*)

hvor i er centralbankens nominelle rente, r* er realrenten i økonomiens ligevægt, n er raten hvormed CPI vokser, n* er centralbankens mål for CPI, og y – y* er outputgabet, det vil sige forskellen mellem det aktuelle og det potentielle bruttonationalprodukt, BNP. Taylor-reglen er en såkaldt politikregel. Jf. CEPOS notatet siger Taylor-reglen at den nominelle rente som udgangspunkt vil være lig med ligevægtsrealrenten plus væksten i CPI. Dertil kommer så, at centralbanken løbende skal korrigere renten på baggrund af udsving i CPI og output. Hvis CPI fx er højere end bankens CPI målsætning, hæves renten, da en strammere pengepolitik vil dæmpe væksten i CPI. Tilsvarende, hvis BNP ligger under det potentielle produktionsniveau (dvs. outputgabet er negativt), skal renten i stedet sættes ned for på den måde at sætte gang i investeringslysten og aktivitetsniveauet i økonomien.

Hvor kraftige renteændringer centralbanken bør gennemføre, afgøres af størrelsen på parametrene h og b. Jo større h og b er, desto kraftigere renteændringer vil centralbanken foretage, når den korrigerer for vækst i CPI og outputgab. Dermed afspejler h og b centralbankens målsætninger i forhold til den økonomiske udvikling. Hvis en stabil, lav vækst i CPI har højeste prioritet vil h således antage en høj værdi.

I praksis vurderes det, at de fleste vigtige centralbanker verden over anvender en version af Taylor reglen, når de træffer beslutninger om renteændringer. Empiriske studier finder i den sammenhæng, at Taylor reglen er en ganske god beskrivelse af centralbankernes justering af den pengepolitiske rente [1]. Ved brug af Taylor-reglen skulle det være muligt at systematisk skabe prisstabilitet og nær fuld beskæftigelse ved at reducere usikkerhed og øge centralbanken troværdighed via en åben politik. Med andre ord, skulle man ved at følge at følge Taylor-reglen kunne skabe stabil vækst og fremgang i økonomien.

Taylor-reglen er en politikregel, der er højt anset blandt CEPOS og deres akolitter [2]. Den har imidlertid intet med sund økonomisk teori at gøre.

Interventionistisk politik gør det kun værre

Den første anke mod Taylor-reglen er, at den i sin natur er interventionistisk. Statslig indgriben i markedet kommer altid nogen til gode på bekostning af andre. Taylor-reglens instrument i dette er centralbanken. En centralbank er at finde i de fleste vestlige lande [3]. Centralbanken er den institution, der med sin blotte tilstedeværelse forstærker det fattigdomsskabende fractional reserve system, der er skyld i uholdbare bobler og deres efterfølgende brist. Centralbanken gør disse bobler hyppigere og større end hvis den ikke var til stede [4].

Når centralbanken skal sænke renten, som Taylor-reglen tilskriver, gør den det ved at trykke nye penge og sende dem ud i økonomien [5]. Uanset om dette er ventet eller ej, fører det til prisstigninger, men ikke på én gang. De som modtager de nye penge først, har nu en fordel overfor alle andre, idet de er i besiddelse af de nye penge før alle andre. For hver gang de nye penge bruges, stiger priserne i de områder af økonomien, hvor pengene bruges og priserne stiger i rækkefølge. Der sker således en omfordeling til dem, som modtager de nye penge tidligere fra dem, som modtager de nye penge senere. Taberne i dette spil er dem, som modtager de nye penge til sidst eller slet ikke, når alle priserne i hele økonomien er steget. Det er dem, som ikke har indflydelse på deres indkomst, som ikke bare lige kan få en lønforhøjelse til at matche de stigende priser, typisk folk på overførselsindkomst. Det er med andre ord statsreguleret omfordeling.

Taylor-reglen siger også, at centralbanken kan ”sætte gang i investeringslysten og aktivitetsniveauet i økonomien” ved at sænke renten. Det lyder som noget en psykiater vil skrive ud på recept. Som om entreprenører i perioder uforklarligt ligger henslængt på sofaen hele dagen på puder foret med pengesedler. Som om de simpelthen er for dovne og har ikke lyst til at gå ud og ”sætte gang i økonomien”. Dette er naturligvis barnagtigt vrøvl, at tro på sådan scenarier, og lige så barnligt er det at tro, at centralbanken nogensinde vil være i stand til at ”sætte gang i økonomien”. Når centralbanken manipulerer renten til at gå under det, den ville være på et ureguleret marked, leder det entreprenører til at foretage flere investeringer end der er profitable. Dermed skabes en uholdbar boble karakteriseret ved fejlinvesteringer, som nødvendigvis må føre til et brist i fremtiden, fordi ikke alle projekterne kan fuldføres. Skulle centralbanken forsøge at undgå eller afbøde dette ved at pumpe flere penge ud i økonomien, er det blot den samme, som skabte problemet til at starte med. Resultatet er øget opadgående pres på renten og risiko for prisstigninger som følge af devaluering af pengenes købekraft. Konsekvenserne er langvarig recession, herunder udhulning af folks opsparing. Ved at sænke renten gør centralbanken os fattigere over tid. Den kan aldrig gøre os rigere.

Omvendt, når centralbanken ifølge Taylor-reglen skal hæve renten stoppes spredningen af ressourcer, og flere af de forskellige investeringsprojekter som blev igangsat på baggrund af den lavere rente bliver svækket og må stoppes. Hermed bristes boblen.

Når man i øvrigt taler for, at centralbanken skal bestemme renten, er der tale om priskontrol, idet renten er prisen på penge. Priskontrol fører enten til mangler i hele eller dele af økonomien, eller også spildes der ressourcer i hele eller dele af økonomien, eller begge dele. Hvordan man som CEPOS kan hævde at gå ind for frie markeder og samtidigt gå ind for priskontrol, går over hovedet på undertegnede, og forklaringer modtages gerne.

En af de mest uhørte antagelser i Taylor-reglen er, at man fra centralt hold skulle være i stand til at beregne det ”potentielle BNP”. Når det er umuligt overhovedet at beregne det egentlige BNP, hvordan i alverden skulle man så kunne beregne det ”potentielle”? Udtrykket stinker i øvrigt af vulgær planøkonomisk tankegang: ”Hvad kunne vi ha’ fået, hvis blot undersåtterne gjorde, som vi sagde?”

I forbindelse med beregning af CPI løber Taylor-reglens støtter ind i lignende problemer som ved beregning af BNP. Det giver ganske enkelt ikke nogen mening at indeksere fald eller stigninger i det generelle prisniveau. Hvad kan man sige om det generelle prisniveau, hvis prisen på levertransplantationer går op, prisen på mobiltelefoner går ned, og mælk bliver på uændret pris? Absolut intet. Er en mobiltelefon fra 2003 i det hele taget det samme produkt som en mobiltelefon fra 2009? Skal man tage prisen på én enkelt sodavand eller en hel kasse? CPI er blot et statistisk instrument, som staten bruger til at fortælle os, at alt er som det skal være. Og når staten gør det via CPI, gør den det ikke engang ærligt.

Det sidste CEPOS skriver om Taylor-reglen er, ”at de fleste vigtige centralbanker verden over anvender en version af Taylor reglen, når de træffer beslutninger om renteændringer”, og at empiriske studier bekræfter dette. Med ”empiriske studier” menes der, at man har undersøgt, hvordan centralbanker i historien har ageret. Man finder således, at Taylor-reglen beskriver nogenlunde, hvordan centralbanker har ageret tidligere. Når nu centralbanker efter sigende gennem længere tid har fulgt Taylor-reglen, skulle man tro, at man ville have haft stabilt økonomisk vækst de sidste mange år. Jeg behøver næppe over for Liberators læsere at påpege de enorme bobler og efterfølgende brister heraf, der har været siden vi forlod guldstandarden i 1971, og begyndte at trykke penge ud af den blå luft. Men det er åbenbart nødvendigt at påpege overfor CEPOS’ økonomer. Så ved at skrive, at centralbanker har benyttet denne regel i årevis, latterliggør CEPOS den selv samme regel, som de advokerer. Applaus!

Endelig bør enhver person med fornuften i behold kunne indse, at trykke penge ud af den blå luft aldrig vil kunne gøre os bedre stillet.

Motivanalyse

Hos CEPOS er man bekendt med i hvert fald dele af disse problemer [6]. Når nu CEPOS er bekendt med disse problemer, må man spørge, hvorfor de benytter sig af en politikregel som Taylors? En forklaring kunne være manglende uddannelse hos CEPOS’ økonomer; at de simpelthen ikke ved bedre, og det er nok også en del af forklaringen. Størstedelen af forklaringen skal dog nok snarere hentes et andet sted.

Ved brug af Taylor-reglen får CEPOS nemlig hele to ting. For det første er Taylor-reglen bredt anerkendt mainstream økonomi. For det andet kan CEPOS ved hjælp af Taylor-reglen præsentere en kritik af centralbankernes pengepolitik. CEPOS kan ved Taylor-reglen således skyde skylden på myndighederne på en sober måde, uden at frygte at få betegnelsen ultra-liberalister skudt i skoen [7]. Dette samme gælder begrundelsen for brugen af ADAM.

Sagen er imidlertid, at man ender med at støtte op om usaglige teorier og politik, der er ren planøkonomiske i deres natur. Dette sømmer sig fint, hvis tænketanken hedder CEVEA, men når tænketanken hedder CEPOS, er det alt andet end fint. Når man hævder at være det borgerlige Danmarks fagligt uangribelige tænketank, skal man ikke producere den slags nonsens. Og man skal i hvert fald ikke tro, at man kan gøre det ubemærket. Og man skal i særdeleshed ikke iklæde sig lånte fjer, som Martin Ågerup gør det i kommentaren i Berlingske:

”Den liberale økonom Friedrich von Hayek fik nobelprisen i økonomi i 1974 for sit arbejde med at forklare konjunkturerne med udgangspunkt i pengepolitikken.

Den nuværende finanskrise har på ingen måde givet denne forklaringsmodel et hak i troværdigheden. Tværtimod er der i dag bred enighed om, at alt for lave renter i alt for lang tid bidrog væsentligt til boligboblen i USA, Danmark og andre lande. De liberale økonomer, der tilhører den såkaldte »Østrigske Skole«, var således nogle af de første til at forudsige, at en boligboble var ved at blive opbygget i USA, og at denne ville briste på et tidspunkt med en finansiel krise til følge. Dette begyndte de østrigske økonomer at skrive om allerede i 2004. Dermed gentager historien sig. Friedrich von Hayek var således en af de få økonomer, som forudså børskrakket i 1929.”

Når Martin Ågerup skriver under på og ved gentagende lejligheder forsvarer de CEVEA-agtige notater om finanskrisen, så klinger det hult, når han på samme tid tager Hayeks navn i brug. Hayek, som på et tidligt tidspunkt så problemet med centralbankerne, og revsede de intellektuelle undermålere, som gav deres støtte til centralbankerne. Det klinger hult, når han hidkalder sig Hayek, som sammen med Mises udviklede den konjunkturteori, som gjorde dem i stand til at forudsige børskrakket i 1929. Og det er direkte kvalmende, når han ved at kalde de østrigske økonomer for liberale, forsøger at slå sig selv og CEPOS sammen med østrigerne under den liberale paraply. Den østrigske skole forudså rigtig nok ”at en boligboble var ved at blive opbygget i USA, og at denne ville briste på et tidspunkt med en finansiel krise til følge”. Det tilkommer dog ikke Martin Ågerup – som forsvarer centralbankernes aktivistiske pengepolitik – at slå sig selv sammen med østrigerne – centralbankernes ærkefjender – som alle har givet centralbankerne skylden for krisen. Det er ikke kun de lave renter, som østrigerne klandrer; det er selve centralbankens eksistens, de er imod. Østrigerne har indset, uden centralbanker ville det være umuligt at opleve kriser på denne størrelse. Grunden til at østrigerne har kunnet forudsige denne krise så nøjagtig, er grundet centralbankernes eksistens og ikke blot deres lave renter. Så når Martin Ågerup slår sig op med Taylor-regel på den ene side, og Hayek og østrigerne på den anden side, så forsøger han i virkeligheden at beholde sin kage og spise den samtidig. Han bliver dog nødt til at vælge: Enten er man en statsleflende, interventionistisk priskontrolfreak, eller også er man frihedselsker. Som status er lige nu, har Martin Ågerup og CEPOS valgt det første.

Konklusion

Så her har vi CEPOS – Danmarks borgerlig-liberale, intellektuelle spydspids: På en vaklende, interventionistisk teorigrundlag har CEPOS brolagt vejen for planøkonomernes sejrsgang.

CEPOS har to muligheder for at undgå eller mindske dette. 1) Stop med at kommentere specifikt på finanskrisen og på pengepolitik generelt, og lad det være op til kompetente folk at modsige mainstream konsensus-nonsens, 2) lad de nuværende CEPOS økonomer koncentrere sig om det, de rent faktisk kan finde ud af, og er dygtige til, og ansæt kompetente folk til at udtale sig om pengeteori og pengepolitik – folk der rent faktisk har en viden om den slags. Det første er naturligvis udelukket for CEPOS. De er nødt til at forholde sig til finanskrisen og den forfejlede pengepolitik, der forårsagede den. Tilbage er at ansatte nogen, der rent faktisk ved, hvad de taler om. Der er nok at tage af [8]. Hvad CEPOS ikke kan tillade sig, er at spille på flere heste. I den her sag er der kun én vinderhest. De andre er kun skadelige for at fremme frihed. Må CEPOS indse dette.

Epilog

Under finanskrisen er det blevet ret tydeligt for mig, at jeg ikke længere har råd til at støtte CEPOS, hvis jeg ønsker, at mine penge skal gå til at fremme frihedssagen. Det er med vemod, at jeg aflyser mit sponsorat af CEPOS, men måske er der håb om at CEPOS en dag vender planøkonomisk tankegang ryggen, og vender til frihedsfremmende ideer, og mit sponsorat kan genoptages.

Jeg har mine tvivl.

Noter

[1] I forhold til ordlyden i CEPOS notatet har jeg her rettet notationsfejl, og erstattet ordet ’inflation’ med det mere retvisende ’forbrugerprisindeks’, forkortet CPI.
[2] På engelsk acolyte.
[3] En undtagelse herfra en Panama.
[4] For mere information om centralbankernes skadelige virkning start hos mises.org og besøg eventuelt økonomia.dk. Se også Jörg Guido Hülsmanns foredrag om Business Cycle Theory fra sit besøg i Danmark i 2005.
[5] Typisk sker dette ved at centralbanken opkøber obligationer, men det kan gøres på mange andre måder. Centralbanken kan dog kun pumpe nytrykte penge ud i økonomien via et endeligt antal indgangspunkter.
[6] Martin Ågerup har privat erkendt ”de omfordelingsmæssige problemer”, der er med en aktivistisk pengepolitik. CEPOS har mig bekendt aldrig erkendt dette offentligt, men jeg lader mig gerne uddanne.
[7] Den slags paranoia er vi heldigvis forskånet for her på Liberator.
[8] Start fx hos Saxo Bank og lad for én gangs skyld rekrutteringen gå den anden vej.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password