Et forsvar for religion

De fleste moderne liberalister bekender sig til et rationalistisk verdensbillede. Derfor er der en tendens til, at de er ateister, og at de i det hele taget ikke bryder sig om religion. Det sidste er synd for den liberale sag, skriver David Bakkegård Karsbøl.

Undertegnede er agnostiker, fordi jeg ikke mener, at videnskaben har kunnet komme med en bedre forklaring på, hvorfor vi og universet eksisterer end de forskellige religioner har formået. Jeg er også agnostiker, fordi jeg ikke ville vide, hvilken religion jeg ønskede at abonnere på, hvis jeg endelig ønskede at være troende. Hvorfor skulle judaismen være mere rigtig end den apostoliske tro eller en eller anden naturreligion dyrket på Borneo? Og hvorfor skulle en eller anden gud kunne straffe en kætter tilhørende en anden religion (eller slet ingen) med evig pinsel og helvede, hvis vedkommende aldrig nogensinde havde hørt om det regelsæt, som gudens religion foreskrev?

Når det er sagt mener jeg, at religion har spillet og fortsat spiller en stor og positiv rolle i samfundet som modvægt til demokratiet, som er blevet vor tids nye, store og sekulære religion. Jeg indrømmer dog blankt, at der er begået massevis af forfærdelige og uliberale handlinger ud fra religiøse motiver. Der er blot en tendens til at fokusere klart mere på de negative følger af religion i libertarianske cirkler. Derved risikerer man at udelukke en del mennesker, for hvem religion spiller en væsentlig rolle. Jeg vil neden for også argumentere for, at disse mennesker faktisk kunne være et stort aktiv for den liberale sag, fordi de ud fra en gennemsnitsbetragtning formentlig er ”bedre borgere” end den almindelige borger.

De fleste mennesker har i dag glemt evnen til at tænke selv og adopterer gladelig enhver forestilling om godt og ondt fra Folketinget eller andre folkevalgte institutioner. Og lykkes det ikke politikerne at få os til at accepterer deres latterlige ideer det ene år, gennemfører de i samfundet institutionelle ændringer, som understøtter ideen og de mennesker, som synes godt om den, og gradvist bliver deres ideer derfor en del af vores tankesæt alligevel. Sådan har det forholdt sig igennem det meste af demokratiets historie, men på visse områder har demokratiet oplevet markant modstand.

Før demokratiet eksisterede to styrker, som holdt hinanden i skak: Kongemagten og religionen. Man kan faktisk sige, at kongemagten beroede på religionen, idet kongen sås som værende guds loves forvalter på jorden, og at det derfor ville være legitimt at vælte ham, hvis han herskede ugudeligt ved at tillade at overtræde guds love. Og ”guds love” skal ikke forstås i en fundamentalistisk kontekst. En betydelig del af den liberalistiske idehistorie stammer fra tider, hvor den kristne tro dominerede Europa, og hvor de negative frihedsrettigheder, som udgør kernen i det liberalistiske verdensbillede sås som værende direkte resultater af menneskets eksistens som ”guds børn” (jf. eksempelvis den amerikanske uafhængighedserklæring).

Med andre ord: Idet skaberen havde skænket én livet, ville det være ugudeligt, at andre tog ens liv (eller at man selv gjorde det). Følgelig ejer man derfor også sin egen krop, og deraf følger også retten til frugterne af ens arbejde. Altså; et ræsonnement med en klar liberalistisk implikation. Ved at fungere som en kilde til moral tjente kirken da som en modvægt til kongemagten. Omvendt var kirken oftest ikke udstyret med våbenmagt og måtte derfor bero på, at kongen skulle beskytte den.

Og hvilke moralske værdier udsprang da af kirken? Det er nemt at finde moralsk fordærv, dobbeltmoral og idioti i kirkelig historie, men siden de liberalistiske anti-kirkelige allerede har for vane at svælge i den slags, og siden jeg er enig i de fleste af deres betragtninger herom, finder jeg det mere formålstjenestligt at fokusere på den positive side af sagen.

For en hvilken som helst religion, som i længden ønsker at være en succes, gælder følgende:

1) [Fred]: For det første bliver den nødt til at understøtte en forestilling om privat ejendomsret, idet religionens udøvere ellers ikke vil være økonomisk succesfulde. I modsat fald vil de heller ikke være i stand til at brødføde mange børn og sikre religionens udbredelse, og desuden vil uklarheder om anvendelsen af de fælles resurser slide religionen op i evindelige stridigheder.

2) [Do-Good]: For det andet må religionen rumme bestemmelser om, hvordan man hjælper hinanden. Ved at tilbyde et eller andet socialt sikkerhedsnet gøres religionen attraktiv for udenforstående og potentielle udøvere, og de nuværende udøvende gives indtryk af, at de er moralsk overlegne, når de hjælper andre.

3) [Arbejd]: For det tredje må religionen henvende sig til den enkelte udøver med et budskab om at strenge sig an og arbejde for at bedre sine kår. Slendrian og folk, som sover på bænke, er dårlig reklame for en religion, mens trivsel og disciplineret aktivitet er det modsatte.

4) [Taknemmelighed]: For det fjerde må religionen rumme ritualer, som giver udøveren indtryk af, at velstand og trivsel skyldes en guddommelig mellemkomst, men at velstand og trivsel samtidig er resultatet af, at man opfører sig efter religionens forskrifter (dvs. at opføre sig produktivt som i [Arbejd]). Ved at etablere forestillingen om denne sammenhæng, øges religionens attraktivitet, og det påminder jævnligt udøverne om, hvorfor de tilhører den pågældende religion. Når medlemmer af en religion jævnligt takker deres skaber for maden på bordet og deres gode helbred, tjener dette desuden samtidig til at fokusere den religiøse udøvers opmærksomhed på, hvor meget man egentlig har at være glad for i livet. Optimisme er et særdeles vigtigt resultat heraf.

5) [Tidspræferencerate]: For det femte bliver den nødt til at anspore udøverne til at adoptere en lav tidspræferencerate – dvs. at religionens udøvere vil være i stand til at udskyde nutidig behovstilfredsstillelse for at kunne nyde desto større frugter i fremtiden (efter døden). Dette tjener to formål: A) for at muliggøre større opsparing og derved investeringer, som resulterer i større vækst, trivsel og flere børn (potentielle udøvere) og B) samtidig tjener det også til social disciplin.

Alle de store verdensreligioner opfylder i varierende grad ovenstående kriterier, og de har derfor udkonkurreret de religioner, som i højere grad måtte være baseret på eksempelvis socialistiske principper.

Det er sandt, at man i dag udmærket kan finde religioner, som ikke i udtalt grad opfylder de ovenstående frem principper om fred, do-good, arbejd, taknemmelighed og tidspræferencerate, men muligheden for disse religioners eksistens må til en vis grad forklares ved den materielle overflod, som det kapitalistiske samfund har frembragt. Med andre ord har vore dages rigdom gjort det muligt at etablere religioner baseret på et mere eller mindre idiotisk grundlag, fordi deres udøvere og deres børn modsat tidligere tider vil være i stand til at overleve.

Ikke blot alle succesfulde religioner men også alle succesfulde kulturer i det hele taget har efterlevet ovenstående fem principper – og ofte i tæt samarbejde med religionen. Tænk på Storbritanniens imponerende kultur og frembringelser i 1800-1920 eller amerikansk kultur frem til 1960. Eller det Østrig-Ungarnske Kejserrige frem til dets afskaffelse i 1918. Disse er eksempler på samfund, hvor de fem ovenstående principper efter min mening var bredt udtrykt i mainstreamkulturen. Dette er i langt mindre grad tilfældet i vore dage, hvor statsmagten afspejler den demokratiske religion snarere end den ”sande”.

Men der findes stadig mennesker, som efterlever disse principper, og det er dem, som stadig tager religion alvorligt. De er ofte rige og arbejdsomme, de ligger ikke deres medmennesker til last – faktisk hjælper de dem ofte. De fremstår som gode eksempler i deres lokalsamfund, men i medierne og i uddannelsessystemet fremstilles de som mere eller mindre suspekte, fordi de i demokratiske øjne dyrker afguder – dvs., at de ikke køber den demokratiske forestilling om, at al magt og ret kan afgøres ved en flertalsafgørelse.

Netop derfor er disse mennesker interessante for den libertarianske sag, og vi bør gøre vores for ikke at skræmme dem væk ved at tale unødigt nedladende om deres tro. Jeg opfordrer på ingen måde til, at man ser igennem fingre mht. idioti og usympatisk adfærd begrundet ud fra religiøse forestillinger (som forlydenderne om sekten, Faderhusets, mishandling af børn etc.). Mit håb er blot, at libertarianere vil anlægge en mere velafbalanceret holdning over for troende.

0 comments

Sign In

Reset Your Password