Grundlaget for ytringsfrihed

Uden privat ejendomsret, ingen ytringsfrihed. Hvis vælgerne forstod denne sammenhæng, ville de aldrig overlade så stor en del af deres indtægt til politikerne.

I det politiske spektrum er der bred enighed om, at én af grundpillerne i et demokratisk samfund er ytringsfriheden. Der hersker dog en del misforståelser om, hvad ytringsfrihed er. Mange vil endda stille sig uforstående, hvis man fortalte dem, at ytringsfrihed ikke er en separat rettighed; den er en direkte konsekvens af den private ejendomsret.

Denne påstand vil unægtelig få en del venstreorienterede op af stolene. Men inden den vises som den sandhed, den er, behøver man blot at sammenligne ytringsfriheden i det tidligere Sovjetunionen, Cuba og i Nordkorea med vestlige lande. De førstnævnte samfund, der alle hævder at være socialistiske, glimrer i fraværet af privat ejendomsret, mens det modsatte gør sig gældende for vestlige samfund. Alene af den grund bør man ikke have andet end hovedrysten til overs for venstreorienterede, når de stolt påstår, at man i et socialistisk samfund vil kunne nyde den ytringsfrihed, vi er så bevendt med i den vestlige verden.

Sammenhængen mellem privat ejendomsret og ytringsfrihed er ligetil: antag det modsatte, nemlig at staten ejede produktionsmidlerne. Staten kontrollerer derfor samtlige produktionsmidler, og det er derfor ikke mulig at starte sin egen avis eller tv- og radiostation. Vil man have noget spredt ud til flere, må man igennem staten. Det er således staten, der bestemmer, hvad der offentliggøres, og den er i sagens natur ikke interesseret i at offentliggøre noget, som kan virke undergravende for dens virke. Eftersom produktionsmidlerne, herunder land, er ejet af staten, vil man heller ikke kunne forvente at finde én, som vil leje en mødesal ud. Staten ejer alle produktionsmidlerne, og derfor er det staten, der bestemmer hvor mange ressourcer, der skal allokeres til ytringer af forskellig art. Dertil kommer det økonomiske beregningsproblem, som den østrigske økonom Ludwig von Mises påpegede allerede i 1919: I et rent socialistisk samfund vil staten ikke ane hvor mange ressourcer, der skal allokeres til forskellige gøremål, idet der ikke eksisterer et markedsbaseret prissystem. Resultatet bliver, at ressourcer bliver spildt i overflod nogle steder, mens andre områder syner hen, fordi de er underbemidlede. Staten er således tvunget til at prioritere de knappe tilbageværende ressourcer. Står valget mellem at brødføde befolkningen og give dem adgang til medier er valget klart. Dette eksemplificeres på tragisk vis i Nordkorea, hvor den eneste tv-kanal sender blot fire timer om dagen. Dertil kommer, at Nordkorea – som det eneste land i verden – ikke har adgang til Internettet, og befolkningen brødfødes knap nok.

Den private ejendomsret er således grundlaget for ytringsfrihed. Det er igennem privatejede aviser, at vi får optaget læserbreve eller køber annonceplads. Det er igennem private, at vi lejer mødelokaler, når det offentlige ikke kan eller vil efterkomme det. Ytring er ikke retten til at sige, hvad vi har lyst til, hvornår vi har lyst. Det er retten til at sige, hvad vi har lyst til, dér hvor vi har fået lov til det.

Ét sted hvor vi altid har lov til at ytre, hvad vi vil, er på vores egen private ejendom. Det være sig i din garage, i din avis, på din tv-station eller weblog. Normalt tænkende mennesker ved godt, hvad de skal gøre, hvis de møder ytringer, de ikke bryder sig om. De smider vedkommende ud; lægger gratisavisen fra sig; slukker for tv’et; eller surfer videre på nettet. Den nuværende lovgivning betragter ikke danskerne til at være i stand til dette. I dag er det forbudt at udtale sig om visse ting på steder, hvor man allerede har fået lov af ejeren til at sige disse ting. Ikke desto mindre er det stadig qua den private ejendomsret, at vi har mulighed for at ytre os.

Siden privat ejendomsret er grundlaget for ytringsfrihed, skal man nødvendigvis have adgang til privat ejendom for at ytre sig. For at få adgang til privat ejendom kræver det penge. Penge giver os råd til at leje et mødelokale; råd til at købe annonceplads; råd til at købe aktier i en avis; råd til at tage tid til at skrive et læserbrev. Flere penge giver os råd til at starte vores eget medie, skulle vi mene, at den nuværende medieverden er utilfredsstillende. Penge i sig selv er privat ejendom. Det er ejendom, som vi benytter til at bytte os til anden ejendom og ydelser, som for eksempel at ytre os til en større forsamling. Derfor gælder det, at jo færre penge vi har til os selv, jo færre muligheder har vi for at ytre os. Samtidig gælder det, at jo flere penge vi overlader til staten, i jo højere grad er det staten, som bestemmer, hvor mange penge der skal gå til forskellige ytringer. Det bliver staten, som i højere grad sætter sig som smagsdommer over, hvad man må ytre sig om. Dette sker i takt med, at den private ejendomsret bliver mere og mere udvandet. Således går staten med tiden sågar ind og bestemmer, hvad der må ytres på privat ejendom, deraf førnævnte lovgivning.

Penge får vi gennem handel. Vi handler vores arbejdskraft til penge, vores aktier, vores produkter, vores brugte genstande, vores private ejendom. Hvis vælgerne sætter pris på ytringsfriheden, bør Vælgere, der sætter ytringsfrihed højt, må derfor vise det ved ikke at stemme på politikere, der vil øge skatterne, uanset hvilke ”noble” motiver disse politikere måtte have. Samtidig må de oplyse og overbevise andre vælgere, som endnu ikke har indset sammenhængen mellem ytringsfrihed og privat ejendomsret, om denne uanfægtelige sandhed. Når vælgerne er overbevist, vil vi på denne måde kunne skabe et frit samfund, hvor ytringsfrihed er i højsædet. Dette vil samtidig medfølge mindre regulering og frem for alt lavere skat. Det vil være et frit samfund, hvor frie mennesker gør det, frie mennesker gør bedst: Fredelig udveksling af varer og ydelser til fordel for alle. enhver restriktion af frihed til at handle mødes med modstand. Enhver regulering, lovgivning eller direktiv, som forhindre to parter i at udveksle ydelser eller varer, er en potentiel indskrænkning af ytringsfriheden. Jo mindre frihed vi har til at handle, jo mindre frihed har vi til at ytre os. Ligeledes bør enhver skattestigning som minimum mødes med skepsis. Skat reducerer vores disponible indkomst og dermed vores muligheder for at få tid til at ytre os og få adgang til steder, hvor vi kan ytre os.

Når vi ser på den nuværende situation i Danmark, er det tydeligt, at vælgerne ikke forstår denne situation: høj indkomstskat, ejendomsskat, selskabsskat, moms, vægtafgift, grønne afgifter, arveafgift, transaktionsafgift for at nævne nogle få eksempler på udvanding af den private ejendomsret. Læg dertil omfattende regulering af erhvervslivet. Folk er ikke frie til at forsøge at sælge deres produkter til hvem, de vil. Ej heller er de frie til at sætte den pris, de ønsker på deres produkt. De må heller ikke selv vælge, hvem de ønsker at slå deres forretning sammen med. Disse restriktioner er indeholdt i konkurrenceloven, som er ét af de mest åbenlyse eksempler på begrænsning af folks frihed.

[Artiklen er skrevet som led i forfatterens deltagelse på CEPOS Universitet i foråret 2007.]

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password