Næsten alle vestlige samfund er gennem de sidste hundrede år blevet underlagt en stærk moralsk prægning af den opfattelse, at alle mennesker bør betragtes som værende lige. Det har givet anledning til en voldsom invasion af de frie samfund, hvor man, af hensyn til den såkaldte sociale lighed, har reduceret de produktive borgere til et middel for understøttelse af de uproduktive. Men lighedsforestillingen har bredt sig fra at være et syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik til også at være et meget udbredt moralkodeks blandt individer. Man må helst ikke gøre forskel i følelser for og empati med sine medmennesker – men sådan en moralsk position har nogle ubehagelige, logiske konsekvenser.
Jeg vil – for overblikkets skyld – udtrykkeligt advare imod ikke at forveksle denne forestilling om menneskelig ligeværd med den libetarianske doktrin for menneskeligt ligeværd. I den libetarianske tradition er ligeværd et mere snævert begreb, som vedrører menneskers lige og absolutte ret til egen krop og retmæssigt erhvervede ejendom.
Selve kvaliteten af mange menneskelige relationer består i udpræget grad af den eksklusivitet, relationen indebærer. Tænk bare på kærlighedsforhold. Hvis man skulle elske alle og give den samme omsorg og betænksomhed til alle mennesker, ville der faktisk slet ikke kunne udvikles kærlighedsforhold. Selve det, at der dyrkes stærke følelser mellem to mennesker, som ikke næres for andre udenfor forholdet, gør sådanne relationer til noget særligt. Der er helt naturligt, at kærlighedsforholdet er stærkt diskriminerende. Man sparer følelser, omsorg og opofrelse til sin elskede, mens alle andre udenfor må nøjes med mindre eller intet.
På samme måde kan man analysere venskaber. Siden det er vanskeligt at definere et venskab helt konkret, vil jeg nøjes med at se på enkelte, relevante karakteristika. Et venskab kræver typisk, at man har et eller andet til fælles, og for at venskabet kan udvikles, må man spendere en del tid sammen. Allerede den sidste betingelse udelukker, at man kan være venner med alle, idet tidsfaktoren begrænser muligheden for at udbrede sine venskaber. Det er en banal pointe, men vores liv er bare for kort til at blive venner med alle mennesker. Men det er også klart, at man ikke har lige meget til fælles med alle mennesker. Hvis ”noget til fælles” er en gyldig præmis for venskab, må der således og alt andet lige eksistere forskellige forudsætninger for venskaber.
Desuden kan man påpege, at også eksklusiviteten spiller ind i venskaber. Det er måske derfor, at børn går så meget op i at have bedste venner, for det at være bedste ven er en anerkendelse og udmærkelse. I modsætning til kærlighedsforhold er venskaber ikke definerede ved eksklusivitet, men næsten alle mennesker finder glæde i at høre sig omtalt som nogens bedste ven, hvis man ved, det er en realistisk sandhed. Men denne dybfølte glæde forsvinder, hvis ens ”bedste ven” omtaler alle og enhver som bedste ven.
Eksklusivitet er altså en uomgængelig nødvendighed for ægte kærligheds- og venskabsrelationer. Konsekvenserne af at udleve forestillingen om alle menneskers ligeværd i denne sammenhæng, ender med totalt at udvande kærlighed og venskaber. Netop disse sociale relationer er en del af selve betydningen af at være menneske, og derfor er lige følelser og empati for alle et decideret umenneskeligt ideal.
Fra et liberalt synspunkt vil man sikkert spørge sig selv, hvorfor dette emne overhovedet er relevant. I libetariansk tankegang er der en klar og særdeles snæver afgrænsning af staten, der kun tiltænkes en meget lille rolle, og i hvert fald ikke skal forfølge en aktiv politik for ensartethed i befolkningen (selvfølgelig underforstået, at man faktisk har et voldsmonopol med i sit verdensbillede, hvilket ikke behøver være tilfældet). Problemet er blot, at denne skarpe sondring mellem moral for stat henholdsvis privat ikke dyrkes ret langt udover den snævre kreds af libertarianere. Derimod er det nærmere normen, at de personlige, subjektive moralske – og ofte decideret æstetiske præferencer – hurtigt bliver lig mange menneskers syn på statens rolle. Derfor er det værdifuldt at bekæmpe lighedstankegangen på det personlige plan, inden den bliver realiseret som offentlig politik.
Læs også Ayn Rands novelle om det gennemført egalitære samfund og en mands oprør mod det: Hymne

Join the Conversation

40 Comments

  1. Supergode og relevante pointer Max,
    Alt for sjældent bliver det fortalt, at liberalismen faktisk er et af de største forsvar for venskab, kærlighed, diversitet og dermed altså også de emotionelle og æstetiske kontraster i vores liv. Ayn Rand gjorde det dog godt og fik formidlet sine ideer, så de netop fanger os på det emotionelle plan, hvilket kun er med til at styrke hendes budskab og gøre det endnu mere klart og let forståeligt for os alle. Det kunne vi lære noget af.
    Mere følelsesporno, tak!

  2. Supergode og relevante pointer Max,
    Alt for sjældent bliver det fortalt, at liberalismen faktisk er et af de største forsvar for venskab, kærlighed, diversitet og dermed altså også de emotionelle og æstetiske kontraster i vores liv. Ayn Rand gjorde det dog godt og fik formidlet sine ideer, så de netop fanger os på det emotionelle plan, hvilket kun er med til at styrke hendes budskab og gøre det endnu mere klart og let forståeligt for os alle. Det kunne vi lære noget af.
    Mere følelsesporno, tak!

  3. Netop, hvis man vil overbevise socialister nytter det ikke så meget med rationelle argumenter alene.
    Hvis man skal overbevise dem må de rationelle argumenter kombineres med emotionelle.
    Vi taler faktisk alt for ofte skat og for lidt om alle de andre af liberalismens aspekter, retten til at vælge selv, retten til privatliv, retfærdiggørelsen af den private ejendomsret og individuel frihed etisk set osv.
    Et liberalt parti som måske vil sænke skatterne, men på alle andre områder indskrænke borgernes frihed og argumentere mod persnlig frihed vil ikke være meget værd.
    Heri ligger så også min tilbageværende skepsis overfor Liberal Alliance, som dog klart er det mindst socialdemokratiske parti.

  4. Netop, hvis man vil overbevise socialister nytter det ikke så meget med rationelle argumenter alene.
    Hvis man skal overbevise dem må de rationelle argumenter kombineres med emotionelle.
    Vi taler faktisk alt for ofte skat og for lidt om alle de andre af liberalismens aspekter, retten til at vælge selv, retten til privatliv, retfærdiggørelsen af den private ejendomsret og individuel frihed etisk set osv.
    Et liberalt parti som måske vil sænke skatterne, men på alle andre områder indskrænke borgernes frihed og argumentere mod persnlig frihed vil ikke være meget værd.
    Heri ligger så også min tilbageværende skepsis overfor Liberal Alliance, som dog klart er det mindst socialdemokratiske parti.

  5. Overset pointe.
    Eksklusivitet og sondringer mellem mennesker kan ikke undgås, hvis man ønsker, at private mennesker må eje deres egen krop og leve deres eget liv.
    Diskussionen om diskrimination burde ikke handle om, at der er ting, som der aldrig må lægges vægt på, men derimod, hvad der er mest rationelt at lægge vægt på.
    Hvad der for øvrigt er mest rationelt at lægge vægt på vil så oftest alene kunne afgøres af det enkelte individ – al den stund menneskers præferencer ikke er offentligt tilgængelige.

  6. Overset pointe.
    Eksklusivitet og sondringer mellem mennesker kan ikke undgås, hvis man ønsker, at private mennesker må eje deres egen krop og leve deres eget liv.
    Diskussionen om diskrimination burde ikke handle om, at der er ting, som der aldrig må lægges vægt på, men derimod, hvad der er mest rationelt at lægge vægt på.
    Hvad der for øvrigt er mest rationelt at lægge vægt på vil så oftest alene kunne afgøres af det enkelte individ – al den stund menneskers præferencer ikke er offentligt tilgængelige.

  7. Kære Max.
    Nu faldt jeg helt tilfældigt over dit indlæg, og for mig at se roder du nogle ting sammen. Det lighedsbegreb som egalitære liberale opererer med er ikke et ideal om ensartethed, men derimod om statuslighed. Det faktum, at vi alle har lige ret til en given frihedsrettighed/ressource/etc., qua vore status som personer/borgere, behøver på ingen måde at medføre et krav om ensartethed mere end dine ideer om selv-ejerskab og ejendomsret gør. Der er for mig at se mere plads til eksklusive følelser som kærlighed og venskab (et grundelement i venskabsrelationen er vel gensidig respekt – du har sikkert læst Aristoteles, og forudsætningerne for gensidig respekt vil alt andet lige med større sandsynlighed være opfyldt) i et samfund, hvor borgerne ikke deles op i mere eller mindre ‘produktive’ og ‘uproduktive’ instrumenter for tilvejebringelsen af materiel værdi, men tværtimod kræver respekt som frie og lige borgere per se. Dine latente nietzscheanske ideer om første- og andenrangsmennesker er for mig at se selve grunden til det er vigtigt at holde fast i idealet om statuslighed in the first place.

  8. Kære Max.
    Nu faldt jeg helt tilfældigt over dit indlæg, og for mig at se roder du nogle ting sammen. Det lighedsbegreb som egalitære liberale opererer med er ikke et ideal om ensartethed, men derimod om statuslighed. Det faktum, at vi alle har lige ret til en given frihedsrettighed/ressource/etc., qua vore status som personer/borgere, behøver på ingen måde at medføre et krav om ensartethed mere end dine ideer om selv-ejerskab og ejendomsret gør. Der er for mig at se mere plads til eksklusive følelser som kærlighed og venskab (et grundelement i venskabsrelationen er vel gensidig respekt – du har sikkert læst Aristoteles, og forudsætningerne for gensidig respekt vil alt andet lige med større sandsynlighed være opfyldt) i et samfund, hvor borgerne ikke deles op i mere eller mindre ‘produktive’ og ‘uproduktive’ instrumenter for tilvejebringelsen af materiel værdi, men tværtimod kræver respekt som frie og lige borgere per se. Dine latente nietzscheanske ideer om første- og andenrangsmennesker er for mig at se selve grunden til det er vigtigt at holde fast i idealet om statuslighed in the first place.

  9. Tak for kommentarerne.
    Til Malte:
    Jeg mener din kritik skyder ved siden af målet. Min artikel handler om, hvad der foregår i hovedet på det enkelte menneske, og argumenterer logisk for, at det enkelte individ rent følelsesmæssigt ikke kan sidestille alle andre mennesker. Pointen er ikke, at staten skal gøre nogen op i første- og andenrangsmennesker. Alt hvad jeg siger, er, at det enkelte menneske som en logisk nødvendighed må være ekskluderende i sine følelser for andre – det er faktisk det stik modsatte.
    Du laver en kobling mellem retten til ressourcer og statuslighed (uden at uddybe denne sammenhæng eller i øvrigt definere statuslighed). Medmindre du med ressourcer taler om velstand, der kommer dalende fra himlen, må der være tale om tvangsinddrevne skattemidler som staten deler ud af, for at skabe en ensartet status. Men jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle ændre noget på folks status! Borgerne ved da godt, hvem der er produktive og hvem der ikke bidrager. Og hvorfor er det egentlig ikke helt i orden, at de produktive kan nyde en form for status eller præstige – det er jo dem, som opretholder den materielle velstand, menneskelivet er kritisk afhængig af. Jeg ser det ikke som et problem, at de nyder anerkendelse herfor. I den forbindelse må jeg også tilføje, at jeg ikke ser borgerne som et ”instrument” for tilvejebringelse af materiel værdi – igen er min pointe faktisk den modsatte. I en libetariansk tankegang er man jo ikke politisk interesseret i, hvor meget folk producerer, da det må være helt op til folk selv. Tankegangen om folk som ”instrument” for tilvejebringelse af materiel værdi er noget, der opstået i kommunistiske stater og velfærdsstater. Her har man jo brug for at udbytte de produktive borgere for at sikre statens underhold.
    Du skriver:
    ”Det faktum, at vi alle har lige ret til en given frihedsrettighed/ressource/etc., qua vore status som personer/borgere, behøver på ingen måde at medføre et krav om ensartethed mere end dine ideer om selv-ejerskab og ejendomsret gør.”
    Her mener jeg nu, at det er dig som roder tingene sammen. Der er meget stor forskel på frihedsrettigheder og retten til ressourcer. Her rører du ved debatten om positive henholdsvis negative rettigheder, som nok er den mest væsentlige skillelinje imellen det, der i den akademiske verden betegnes hhv. højre- og venstreliberale. Positive rettigheder og frihedsrettigheder (som ultimativt betragtet er ejendomsret) har en fundamental forskellig karakter. Positive rettigheder er retten til andre menneskers ejendom, og fordelingen er resultatet af en temmelig arbitrær politisk proces. Negative rettigheder er sådan set blot retten til egen krop og retmæssigt erhvervede ejendom. Al den stund positive rettigheder som regel har karakter af økonomisk omfordeling, gør det da folk mere ens, fordi deres muligheder for rent materielt at skille sig positivt ud er mindre. Endvidere virker en stor stat i sig selv ensrettende. Grundlaget for den liberale stat (både højre og venstreliberale!) er, at borgerne står lige overfor staten og de ydelser den leverer. Så måske er idealet for egalitære liberale ikke ensartethed – men det er sandelig resultatet.

  10. Tak for kommentarerne.
    Til Malte:
    Jeg mener din kritik skyder ved siden af målet. Min artikel handler om, hvad der foregår i hovedet på det enkelte menneske, og argumenterer logisk for, at det enkelte individ rent følelsesmæssigt ikke kan sidestille alle andre mennesker. Pointen er ikke, at staten skal gøre nogen op i første- og andenrangsmennesker. Alt hvad jeg siger, er, at det enkelte menneske som en logisk nødvendighed må være ekskluderende i sine følelser for andre – det er faktisk det stik modsatte.
    Du laver en kobling mellem retten til ressourcer og statuslighed (uden at uddybe denne sammenhæng eller i øvrigt definere statuslighed). Medmindre du med ressourcer taler om velstand, der kommer dalende fra himlen, må der være tale om tvangsinddrevne skattemidler som staten deler ud af, for at skabe en ensartet status. Men jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle ændre noget på folks status! Borgerne ved da godt, hvem der er produktive og hvem der ikke bidrager. Og hvorfor er det egentlig ikke helt i orden, at de produktive kan nyde en form for status eller præstige – det er jo dem, som opretholder den materielle velstand, menneskelivet er kritisk afhængig af. Jeg ser det ikke som et problem, at de nyder anerkendelse herfor. I den forbindelse må jeg også tilføje, at jeg ikke ser borgerne som et ”instrument” for tilvejebringelse af materiel værdi – igen er min pointe faktisk den modsatte. I en libetariansk tankegang er man jo ikke politisk interesseret i, hvor meget folk producerer, da det må være helt op til folk selv. Tankegangen om folk som ”instrument” for tilvejebringelse af materiel værdi er noget, der opstået i kommunistiske stater og velfærdsstater. Her har man jo brug for at udbytte de produktive borgere for at sikre statens underhold.
    Du skriver:
    ”Det faktum, at vi alle har lige ret til en given frihedsrettighed/ressource/etc., qua vore status som personer/borgere, behøver på ingen måde at medføre et krav om ensartethed mere end dine ideer om selv-ejerskab og ejendomsret gør.”
    Her mener jeg nu, at det er dig som roder tingene sammen. Der er meget stor forskel på frihedsrettigheder og retten til ressourcer. Her rører du ved debatten om positive henholdsvis negative rettigheder, som nok er den mest væsentlige skillelinje imellen det, der i den akademiske verden betegnes hhv. højre- og venstreliberale. Positive rettigheder og frihedsrettigheder (som ultimativt betragtet er ejendomsret) har en fundamental forskellig karakter. Positive rettigheder er retten til andre menneskers ejendom, og fordelingen er resultatet af en temmelig arbitrær politisk proces. Negative rettigheder er sådan set blot retten til egen krop og retmæssigt erhvervede ejendom. Al den stund positive rettigheder som regel har karakter af økonomisk omfordeling, gør det da folk mere ens, fordi deres muligheder for rent materielt at skille sig positivt ud er mindre. Endvidere virker en stor stat i sig selv ensrettende. Grundlaget for den liberale stat (både højre og venstreliberale!) er, at borgerne står lige overfor staten og de ydelser den leverer. Så måske er idealet for egalitære liberale ikke ensartethed – men det er sandelig resultatet.

  11. Kære Max
    Tak for svaret. Måske var jeg lidt urimelig mht. instrumentbetragtningen, men jeg mener nu ikke, at jeg roder tingene sammen.
    Jeg opfatter statuslighed som det princip, at borgere/mennesker har et lige krav på det ene eller andet, qua deres status som borger/menneske. Kravet kan så enten vedrøre fundamentale civile, politiske rettigheder, men for mig at se også uden problemer en given fælles naturressource (olie i Nordsøen, f.eks.), eller kravet på en bid af det kollektive samfundsprodukt (jeg mener – modsat deltagerne i dette forum – at hver borger har et umiddelbart krav på en lige del af det fælles samfundsprodukt – en kættersk tanke!).
    Du har ret i at kravet ikke nødvendigvis behøver udmøntes i en rettighed – det kan ligeså vel være udtryk for ‘værdien’ af de fundamentale rettigheder, men du er meget fokuseret på ejendomsret set fra ét perspektiv, og jeg (som de fleste andre) deler ikke din nozickianske præmis.
    Dog mener jeg stadig ikke din eksklusivitetsbetragtning holder vand. Du trækker et – for mig at se – temmelig arbitrært kausalt forhold mellem social lighed og ensretning af hver borgers opfattelse af det gode liv. Vi kan sagtens være enige om at der ikke skal være en folkekirke, staten skal ikke forfølge én kulturelt defineret opfattelse af det gode osv. Men at der skulle være bedre basis for venskab og kærlighed i en anarkokapitalistisk stat med en massiv sultende underklasse er langt fra oplagt. Aristokratiet holdt rigtigt nok opulente sociale sammenkomster og diverse erotiske selskabslege i middelalderen, men der var – for at sige det mildt – en temmeligt begrænset gæsteliste.
    Du tilbyder for mig at se ikke et argument for din lighedsdragning mellem et socialt lige samfund og mangel på kærlighed, venskaber og lignende, udover at social differentiering (eksklusivitet?) er en forudsætning for kærlighed! Men det er nok ikke et argument, der vil kunne overbevise mange andre end dit publikum her, Hr. Møller og ham den selvfede direktør for Saxo-bank.

  12. Kære Max
    Tak for svaret. Måske var jeg lidt urimelig mht. instrumentbetragtningen, men jeg mener nu ikke, at jeg roder tingene sammen.
    Jeg opfatter statuslighed som det princip, at borgere/mennesker har et lige krav på det ene eller andet, qua deres status som borger/menneske. Kravet kan så enten vedrøre fundamentale civile, politiske rettigheder, men for mig at se også uden problemer en given fælles naturressource (olie i Nordsøen, f.eks.), eller kravet på en bid af det kollektive samfundsprodukt (jeg mener – modsat deltagerne i dette forum – at hver borger har et umiddelbart krav på en lige del af det fælles samfundsprodukt – en kættersk tanke!).
    Du har ret i at kravet ikke nødvendigvis behøver udmøntes i en rettighed – det kan ligeså vel være udtryk for ‘værdien’ af de fundamentale rettigheder, men du er meget fokuseret på ejendomsret set fra ét perspektiv, og jeg (som de fleste andre) deler ikke din nozickianske præmis.
    Dog mener jeg stadig ikke din eksklusivitetsbetragtning holder vand. Du trækker et – for mig at se – temmelig arbitrært kausalt forhold mellem social lighed og ensretning af hver borgers opfattelse af det gode liv. Vi kan sagtens være enige om at der ikke skal være en folkekirke, staten skal ikke forfølge én kulturelt defineret opfattelse af det gode osv. Men at der skulle være bedre basis for venskab og kærlighed i en anarkokapitalistisk stat med en massiv sultende underklasse er langt fra oplagt. Aristokratiet holdt rigtigt nok opulente sociale sammenkomster og diverse erotiske selskabslege i middelalderen, men der var – for at sige det mildt – en temmeligt begrænset gæsteliste.
    Du tilbyder for mig at se ikke et argument for din lighedsdragning mellem et socialt lige samfund og mangel på kærlighed, venskaber og lignende, udover at social differentiering (eksklusivitet?) er en forudsætning for kærlighed! Men det er nok ikke et argument, der vil kunne overbevise mange andre end dit publikum her, Hr. Møller og ham den selvfede direktør for Saxo-bank.

  13. Undskyld den sidste sætning, jeg lod mig rive med… Ham fra Saxo-bank er sikkert en flink fyr

  14. Undskyld den sidste sætning, jeg lod mig rive med… Ham fra Saxo-bank er sikkert en flink fyr

  15. Hej igen
    Jeg tror vi er på vej ud af en tangent her, som faktisk ikke har noget med artiklen at gøre.
    Min artikels analytiske del handler slet ikke om, hvad staten skal gøre og ikke gøre – som jeg også indleder min første kommentar med, så handler den om, hvad der foregår i hovedet på det enkelte menneske. Det er altså et forsøg på at klargøre, hvordan noget rent logisk må være. Du går i gang med en normativ diskussion af retfærdighed, om hvordan noget bør være. Interessant, men bare ikke relevant her.
    Til sidst bliver jeg dog lidt normativ, i min begrundelse af, hvorfor min artikel overhovedet er relevant. Her peger jeg på, at den personlige moral kan spilde over i folks opfattelse af politik og statens rolle. Det er altså dét, som er min anden pointe – ikke spørgsmålet om kærlighed og ensretning i det socialistiske samfund. Al den stund dette forum er et ” Individualistisk anarkistisk webmagasin”, mener jeg, at det er helt rimeligt at arbejde med en a priori antagelse om, at det er dårligt hvis staten efterstræber lighed. Ellers skal alle artikler her jo starte med et grundlæggende forsvar for individualisme og ejendomsret, og så vil det blive unødig langtrukkent at udvikle debatten. Men jeg kan da overveje at tage dette emne op i en kommende artikel, det er jo lidt af en ”evergreen”.

  16. Hej igen
    Jeg tror vi er på vej ud af en tangent her, som faktisk ikke har noget med artiklen at gøre.
    Min artikels analytiske del handler slet ikke om, hvad staten skal gøre og ikke gøre – som jeg også indleder min første kommentar med, så handler den om, hvad der foregår i hovedet på det enkelte menneske. Det er altså et forsøg på at klargøre, hvordan noget rent logisk må være. Du går i gang med en normativ diskussion af retfærdighed, om hvordan noget bør være. Interessant, men bare ikke relevant her.
    Til sidst bliver jeg dog lidt normativ, i min begrundelse af, hvorfor min artikel overhovedet er relevant. Her peger jeg på, at den personlige moral kan spilde over i folks opfattelse af politik og statens rolle. Det er altså dét, som er min anden pointe – ikke spørgsmålet om kærlighed og ensretning i det socialistiske samfund. Al den stund dette forum er et ” Individualistisk anarkistisk webmagasin”, mener jeg, at det er helt rimeligt at arbejde med en a priori antagelse om, at det er dårligt hvis staten efterstræber lighed. Ellers skal alle artikler her jo starte med et grundlæggende forsvar for individualisme og ejendomsret, og så vil det blive unødig langtrukkent at udvikle debatten. Men jeg kan da overveje at tage dette emne op i en kommende artikel, det er jo lidt af en ”evergreen”.

  17. Hej igen
    Jeg tror vi er på vej ud af en tangent her, som faktisk ikke har noget med artiklen at gøre.
    Min artikels analytiske del handler slet ikke om, hvad staten skal gøre og ikke gøre – som jeg også indleder min første kommentar med, så handler den om, hvad der foregår i hovedet på det enkelte menneske. Det er altså et forsøg på at klargøre, hvordan noget rent logisk må være. Du går i gang med en normativ diskussion af retfærdighed, om hvordan noget bør være. Interessant, men bare ikke relevant her.
    Til sidst bliver jeg dog lidt normativ, i min begrundelse af, hvorfor min artikel overhovedet er relevant. Her peger jeg på, at den personlige moral kan spilde over i folks opfattelse af politik og statens rolle. Det er altså dét, som er min anden pointe – ikke spørgsmålet om kærlighed og ensretning i det socialistiske samfund. Al den stund dette forum er et ” Individualistisk anarkistisk webmagasin”, mener jeg, at det er helt rimeligt at arbejde med en a priori antagelse om, at det er dårligt hvis staten efterstræber lighed. Ellers skal alle artikler her jo starte med et grundlæggende forsvar for individualisme og ejendomsret, og så vil det blive unødig langtrukkent at udvikle debatten. Men jeg kan da overveje at tage dette emne op i en kommende artikel, det er jo lidt af en ”evergreen”.

  18. Først skriver du; “Men lighedsforestillingen har bredt sig fra at være et syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik til også at være et meget udbredt moralkodeks blandt individer.”
    – altså at lighedstankerne har bredt sig fra synet på staten til synet på andre mennesker.
    Så skriver du; “Selve kvaliteten af mange menneskelige relationer består i udpræget grad af den eksklusivitet, relationen indebærer.” og “Eksklusivitet er altså en uomgængelig nødvendighed for ægte kærligheds- og venskabsrelationer.”
    – her prøver du at vise, hvordan menneskelige relationer bør være. Ikke desto mindre finder jeg det aldeles usandsynligt, at mennesker pludselig skulle begynde at betragte alle som deres bedste venner eller opføre sig som om de indgik i et kærlighedsforhold med alle. Enten er det altså ikke sandt at lighedstankegangen er skvulpet over i folks måde at tænke om relationer på eller også er dine eksempler for ekstreme til at kunne give noget som helst analogisk grundlag for din tese. Jeg tror begge dele er tilfældet.
    Endelig siger du: “Derfor er det værdifuldt at bekæmpe lighedstankegangen på det personlige plan, inden den bliver realiseret som offentlig politik.”
    – du startede med at sige, at tankegangen oprindeligt var et “syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik” og nu er du bange for at den breder sig dertil? Men den er der jo allerede sagde du.
    Desuden har vi jo lige fundet ud af, at det ikke er sandt, at mennesker tænker sådan vedørerende relationer – i hvert fald ikke i overensstemmelse med din analogi.
    Jeg synes det kunne være godt, hvis staten tænkte mere i lighed, og hvis borgerne gjorde det samme. Mindre diskrimination, mere omfordeling og flere muligheder for flere mennesker. Det ville selvfølgelig aldrig gå udover relationer mennesker imellem. I hvert fald højst på en god måde.

  19. Først skriver du; “Men lighedsforestillingen har bredt sig fra at være et syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik til også at være et meget udbredt moralkodeks blandt individer.”
    – altså at lighedstankerne har bredt sig fra synet på staten til synet på andre mennesker.
    Så skriver du; “Selve kvaliteten af mange menneskelige relationer består i udpræget grad af den eksklusivitet, relationen indebærer.” og “Eksklusivitet er altså en uomgængelig nødvendighed for ægte kærligheds- og venskabsrelationer.”
    – her prøver du at vise, hvordan menneskelige relationer bør være. Ikke desto mindre finder jeg det aldeles usandsynligt, at mennesker pludselig skulle begynde at betragte alle som deres bedste venner eller opføre sig som om de indgik i et kærlighedsforhold med alle. Enten er det altså ikke sandt at lighedstankegangen er skvulpet over i folks måde at tænke om relationer på eller også er dine eksempler for ekstreme til at kunne give noget som helst analogisk grundlag for din tese. Jeg tror begge dele er tilfældet.
    Endelig siger du: “Derfor er det værdifuldt at bekæmpe lighedstankegangen på det personlige plan, inden den bliver realiseret som offentlig politik.”
    – du startede med at sige, at tankegangen oprindeligt var et “syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik” og nu er du bange for at den breder sig dertil? Men den er der jo allerede sagde du.
    Desuden har vi jo lige fundet ud af, at det ikke er sandt, at mennesker tænker sådan vedørerende relationer – i hvert fald ikke i overensstemmelse med din analogi.
    Jeg synes det kunne være godt, hvis staten tænkte mere i lighed, og hvis borgerne gjorde det samme. Mindre diskrimination, mere omfordeling og flere muligheder for flere mennesker. Det ville selvfølgelig aldrig gå udover relationer mennesker imellem. I hvert fald højst på en god måde.

  20. Først skriver du; “Men lighedsforestillingen har bredt sig fra at være et syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik til også at være et meget udbredt moralkodeks blandt individer.”
    – altså at lighedstankerne har bredt sig fra synet på staten til synet på andre mennesker.
    Så skriver du; “Selve kvaliteten af mange menneskelige relationer består i udpræget grad af den eksklusivitet, relationen indebærer.” og “Eksklusivitet er altså en uomgængelig nødvendighed for ægte kærligheds- og venskabsrelationer.”
    – her prøver du at vise, hvordan menneskelige relationer bør være. Ikke desto mindre finder jeg det aldeles usandsynligt, at mennesker pludselig skulle begynde at betragte alle som deres bedste venner eller opføre sig som om de indgik i et kærlighedsforhold med alle. Enten er det altså ikke sandt at lighedstankegangen er skvulpet over i folks måde at tænke om relationer på eller også er dine eksempler for ekstreme til at kunne give noget som helst analogisk grundlag for din tese. Jeg tror begge dele er tilfældet.
    Endelig siger du: “Derfor er det værdifuldt at bekæmpe lighedstankegangen på det personlige plan, inden den bliver realiseret som offentlig politik.”
    – du startede med at sige, at tankegangen oprindeligt var et “syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik” og nu er du bange for at den breder sig dertil? Men den er der jo allerede sagde du.
    Desuden har vi jo lige fundet ud af, at det ikke er sandt, at mennesker tænker sådan vedørerende relationer – i hvert fald ikke i overensstemmelse med din analogi.
    Jeg synes det kunne være godt, hvis staten tænkte mere i lighed, og hvis borgerne gjorde det samme. Mindre diskrimination, mere omfordeling og flere muligheder for flere mennesker. Det ville selvfølgelig aldrig gå udover relationer mennesker imellem. I hvert fald højst på en god måde.

  21. @David V.Axelsen: “Det ville selvfølgelig aldrig gå udover relationer mennesker imellem.”
    Jo det vil det da. Du vil gøre staten til sugar daddy som man render til i hele tiden fremfor at have naturlige relationer til andre mennesker.

  22. @David V.Axelsen: “Det ville selvfølgelig aldrig gå udover relationer mennesker imellem.”
    Jo det vil det da. Du vil gøre staten til sugar daddy som man render til i hele tiden fremfor at have naturlige relationer til andre mennesker.

  23. @David V.Axelsen: “Det ville selvfølgelig aldrig gå udover relationer mennesker imellem.”
    Jo det vil det da. Du vil gøre staten til sugar daddy som man render til i hele tiden fremfor at have naturlige relationer til andre mennesker.

  24. @Kjeld
    “Jo det vil det da. Du vil gøre staten til sugar daddy som man render til i hele tiden fremfor at have naturlige relationer til andre mennesker.”
    Kommentaren var vedrørende den vanvittige (undskyld den direkte tone, men det er altså virkelig far-fetched) antydning i artiklen om, at det, at staten varetager lighedsskabende funktioner, kan medføre, at menneskelige relationer som venskab og kærlighed nedbrydes.

  25. @Kjeld
    “Jo det vil det da. Du vil gøre staten til sugar daddy som man render til i hele tiden fremfor at have naturlige relationer til andre mennesker.”
    Kommentaren var vedrørende den vanvittige (undskyld den direkte tone, men det er altså virkelig far-fetched) antydning i artiklen om, at det, at staten varetager lighedsskabende funktioner, kan medføre, at menneskelige relationer som venskab og kærlighed nedbrydes.

  26. @Kjeld
    “Jo det vil det da. Du vil gøre staten til sugar daddy som man render til i hele tiden fremfor at have naturlige relationer til andre mennesker.”
    Kommentaren var vedrørende den vanvittige (undskyld den direkte tone, men det er altså virkelig far-fetched) antydning i artiklen om, at det, at staten varetager lighedsskabende funktioner, kan medføre, at menneskelige relationer som venskab og kærlighed nedbrydes.

  27. @David V. Axelsen
    Jeg tror at de har gjort det i Nord Korea.
    Men hvad er far-fetched, når staten efterhånden er ved at have nedbrudt relationerne mellem forældre og børn. Hvorfor så ikke også lige snuppe venskab og kærlighed?

  28. @David V. Axelsen
    Jeg tror at de har gjort det i Nord Korea.
    Men hvad er far-fetched, når staten efterhånden er ved at have nedbrudt relationerne mellem forældre og børn. Hvorfor så ikke også lige snuppe venskab og kærlighed?

  29. @David V. Axelsen
    Jeg tror at de har gjort det i Nord Korea.
    Men hvad er far-fetched, når staten efterhånden er ved at have nedbrudt relationerne mellem forældre og børn. Hvorfor så ikke også lige snuppe venskab og kærlighed?

  30. @Kjeld
    Jeg tror ikke på, at de gjort det i nord-korea – og selv hvis de har, er det en absurd analogi, da vi ikke er i nærheden af koreanske tilstande i europa.
    Staten har ikke nedbrudt relationerne mellem forældre og børn. Staten har i visse tilfælde grebet ind når forældre har ødelagt relationerne mellem dem selv og deres børn. Og det bør staten i øvrigt gøre.

  31. @Kjeld
    Jeg tror ikke på, at de gjort det i nord-korea – og selv hvis de har, er det en absurd analogi, da vi ikke er i nærheden af koreanske tilstande i europa.
    Staten har ikke nedbrudt relationerne mellem forældre og børn. Staten har i visse tilfælde grebet ind når forældre har ødelagt relationerne mellem dem selv og deres børn. Og det bør staten i øvrigt gøre.

  32. Jo staten nedbryder relationerne internt i familien. Børn henter idag flere og flere rettigheder fra staten og dette sker på bekostning af forældrene der bare har at betale i skat.
    F.eks. en sænkning af valgretsalderen til 16 år vil uundgåeligt medføre at der kommer en ny buket af offentlige ydelser til børn og unge, som forældrene tvinges til at finansiere via skatten.

  33. Jo staten nedbryder relationerne internt i familien. Børn henter idag flere og flere rettigheder fra staten og dette sker på bekostning af forældrene der bare har at betale i skat.
    F.eks. en sænkning af valgretsalderen til 16 år vil uundgåeligt medføre at der kommer en ny buket af offentlige ydelser til børn og unge, som forældrene tvinges til at finansiere via skatten.

  34. Det undrer mig, at så mange herinde er af den forestilling, at samtidens venstrefløj skulle være tilhængere af en stærk statsmagt.
    Både Alain Badiou og Slavoj Zizek, som er nogle af vores tid mest fremtrædende venstreorienterede intellektuelle, er ellers meget eksplicitte om at kommunismen må gøre op med både stat og marked.
    Derfor må jeg tilstå at jeg finder det meget besynderligt, at mange herinde lider af den forestilling, at den radikale venstrefløj er tilhængere af en stærk statsmagt.
    “Ifølge Badiou må kommunismen i dag opgive at
    fundere sig på objektivitet og dermed bortkaste forestillingen
    om, at politikken kan uddrages af økonomien, eller at
    opgaven er at overtage statsmagten. Staten er hos Badiou
    ikke det magtapparat, som proletariatet skal gøre til sit
    gennem klassekampen, men den metastruktur, der sikrer
    en strukturs eller en situations stabilitet. Staten er således
    garant for et system af restriktioner, som begrænser det
    mulige og forhindrer, at der tænkes ud over det eksisterende,
    som er staten selv. Mere præcist er staten den orden, som
    strukturerer mulighed og umulighed, angiver, hvad der tæller
    og kan tælles med, dvs. af kendsgerninger, af objektivitet.
    Økonomien er som struktur og kendsgerningsregime per
    definition en del af staten. For Badiou er der dog noget, som
    ordenen ikke formår at ordne, noget den tæller som intet,
    som pludselig kan melde sig som en begivenhed på kanten af
    det tomme. Hos Badiou er viden knyttet til overførslen, eller
    gentagelsen, af kendsgerninger. Begivenheden, på den anden
    side, er det nye, som bryder med denne orden. Begivenheden,
    som altid er singulær og situeret, sætter et nyt mulighedsrum,
    en generisk sandhedsprocedure, i verden, som bebos af det
    subjekt, der, trofast overfor begivenheden, forfølger dens
    spor. Dette ’revolutionære’ subjekt navigerer således i et nyt
    mulighedsrum i et brud med statens distribution af mulighed/
    umulighed.”

  35. Det undrer mig, at så mange herinde er af den forestilling, at samtidens venstrefløj skulle være tilhængere af en stærk statsmagt.
    Både Alain Badiou og Slavoj Zizek, som er nogle af vores tid mest fremtrædende venstreorienterede intellektuelle, er ellers meget eksplicitte om at kommunismen må gøre op med både stat og marked.
    Derfor må jeg tilstå at jeg finder det meget besynderligt, at mange herinde lider af den forestilling, at den radikale venstrefløj er tilhængere af en stærk statsmagt.
    “Ifølge Badiou må kommunismen i dag opgive at
    fundere sig på objektivitet og dermed bortkaste forestillingen
    om, at politikken kan uddrages af økonomien, eller at
    opgaven er at overtage statsmagten. Staten er hos Badiou
    ikke det magtapparat, som proletariatet skal gøre til sit
    gennem klassekampen, men den metastruktur, der sikrer
    en strukturs eller en situations stabilitet. Staten er således
    garant for et system af restriktioner, som begrænser det
    mulige og forhindrer, at der tænkes ud over det eksisterende,
    som er staten selv. Mere præcist er staten den orden, som
    strukturerer mulighed og umulighed, angiver, hvad der tæller
    og kan tælles med, dvs. af kendsgerninger, af objektivitet.
    Økonomien er som struktur og kendsgerningsregime per
    definition en del af staten. For Badiou er der dog noget, som
    ordenen ikke formår at ordne, noget den tæller som intet,
    som pludselig kan melde sig som en begivenhed på kanten af
    det tomme. Hos Badiou er viden knyttet til overførslen, eller
    gentagelsen, af kendsgerninger. Begivenheden, på den anden
    side, er det nye, som bryder med denne orden. Begivenheden,
    som altid er singulær og situeret, sætter et nyt mulighedsrum,
    en generisk sandhedsprocedure, i verden, som bebos af det
    subjekt, der, trofast overfor begivenheden, forfølger dens
    spor. Dette ’revolutionære’ subjekt navigerer således i et nyt
    mulighedsrum i et brud med statens distribution af mulighed/
    umulighed.”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.