Umenneskelig lighed

Max om konsekvenserne af et gennemført egalitært livssyn.

Næsten alle vestlige samfund er gennem de sidste hundrede år blevet underlagt en stærk moralsk prægning af den opfattelse, at alle mennesker bør betragtes som værende lige. Det har givet anledning til en voldsom invasion af de frie samfund, hvor man, af hensyn til den såkaldte sociale lighed, har reduceret de produktive borgere til et middel for understøttelse af de uproduktive. Men lighedsforestillingen har bredt sig fra at være et syn på statens rolle og omfordeling som offentlig politik til også at være et meget udbredt moralkodeks blandt individer. Man må helst ikke gøre forskel i følelser for og empati med sine medmennesker – men sådan en moralsk position har nogle ubehagelige, logiske konsekvenser.

Jeg vil – for overblikkets skyld – udtrykkeligt advare imod ikke at forveksle denne forestilling om menneskelig ligeværd med den libetarianske doktrin for menneskeligt ligeværd. I den libetarianske tradition er ligeværd et mere snævert begreb, som vedrører menneskers lige og absolutte ret til egen krop og retmæssigt erhvervede ejendom.

Selve kvaliteten af mange menneskelige relationer består i udpræget grad af den eksklusivitet, relationen indebærer. Tænk bare på kærlighedsforhold. Hvis man skulle elske alle og give den samme omsorg og betænksomhed til alle mennesker, ville der faktisk slet ikke kunne udvikles kærlighedsforhold. Selve det, at der dyrkes stærke følelser mellem to mennesker, som ikke næres for andre udenfor forholdet, gør sådanne relationer til noget særligt. Der er helt naturligt, at kærlighedsforholdet er stærkt diskriminerende. Man sparer følelser, omsorg og opofrelse til sin elskede, mens alle andre udenfor må nøjes med mindre eller intet.

På samme måde kan man analysere venskaber. Siden det er vanskeligt at definere et venskab helt konkret, vil jeg nøjes med at se på enkelte, relevante karakteristika. Et venskab kræver typisk, at man har et eller andet til fælles, og for at venskabet kan udvikles, må man spendere en del tid sammen. Allerede den sidste betingelse udelukker, at man kan være venner med alle, idet tidsfaktoren begrænser muligheden for at udbrede sine venskaber. Det er en banal pointe, men vores liv er bare for kort til at blive venner med alle mennesker. Men det er også klart, at man ikke har lige meget til fælles med alle mennesker. Hvis ”noget til fælles” er en gyldig præmis for venskab, må der således og alt andet lige eksistere forskellige forudsætninger for venskaber.

Desuden kan man påpege, at også eksklusiviteten spiller ind i venskaber. Det er måske derfor, at børn går så meget op i at have bedste venner, for det at være bedste ven er en anerkendelse og udmærkelse. I modsætning til kærlighedsforhold er venskaber ikke definerede ved eksklusivitet, men næsten alle mennesker finder glæde i at høre sig omtalt som nogens bedste ven, hvis man ved, det er en realistisk sandhed. Men denne dybfølte glæde forsvinder, hvis ens ”bedste ven” omtaler alle og enhver som bedste ven.

Eksklusivitet er altså en uomgængelig nødvendighed for ægte kærligheds- og venskabsrelationer. Konsekvenserne af at udleve forestillingen om alle menneskers ligeværd i denne sammenhæng, ender med totalt at udvande kærlighed og venskaber. Netop disse sociale relationer er en del af selve betydningen af at være menneske, og derfor er lige følelser og empati for alle et decideret umenneskeligt ideal.

Fra et liberalt synspunkt vil man sikkert spørge sig selv, hvorfor dette emne overhovedet er relevant. I libetariansk tankegang er der en klar og særdeles snæver afgrænsning af staten, der kun tiltænkes en meget lille rolle, og i hvert fald ikke skal forfølge en aktiv politik for ensartethed i befolkningen (selvfølgelig underforstået, at man faktisk har et voldsmonopol med i sit verdensbillede, hvilket ikke behøver være tilfældet). Problemet er blot, at denne skarpe sondring mellem moral for stat henholdsvis privat ikke dyrkes ret langt udover den snævre kreds af libertarianere. Derimod er det nærmere normen, at de personlige, subjektive moralske – og ofte decideret æstetiske præferencer – hurtigt bliver lig mange menneskers syn på statens rolle. Derfor er det værdifuldt at bekæmpe lighedstankegangen på det personlige plan, inden den bliver realiseret som offentlig politik.

Læs også Ayn Rands novelle om det gennemført egalitære samfund og en mands oprør mod det: Hymne

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password