[Advarsel! Som en undtagelse til den redaktionelle linje kan der i denne artikel forekomme lovprisninger af demokratiet. Så er du advaret. red.]
”Intellektuel ejendomsret”, ”industriel ejendomsret”, ”immaterialret”. Kært barn har så sandelig mange navne,[1] og hvad end man bruger det ene, andet eller tredje, er der tale om det samme: En beskyttet ejendomsret til noget, der ikke har materialiseret sig i et gode, men derimod er immaterielt.
Før jeg kommer for godt i gang, vil jeg dog understrege, at denne artikel på ingen måde forsøger at opstille en ny teori om IP-rettigheder – eller for den sags skyld en ny argumentation for eller imod. Derimod er formålet at formidle den amerikanske advokat Stephan Kinsellas synspunkter imod IP-rettigheder.[2]
Stephan Kinsellas påstår, at IP-rettigheder ikke eksisterer, fordi man ikke kan erhverve rettigheder på den måde, som IP-rettighederne forudsætter, man kan. Denne påstand er bemærkelsesværdig, fordi den dels er den ledende liberalistiske teori imod IP-ret, og dels fordi den divergerer fra, hvad man ellers kan læse sig frem til hos de østrigske økonomer.
De tidlige østrigske økonomers litteratur om IP-rettigheder er ganske overskuelig; og meget forskelligartet. Ludwig von Mises var tilhænger af i hvert fald ophavsret, men sagde, at hele IP-retsinstituttet var et resultat af udviklingen i juraen og samfundet (og underspillede derved værdien af selvsamme rettigheder). Böhm-Bawerk var derimod lodret imod dem. Rothbard var, som Mises, for ophavsret men imod patenter.
Ejendomsretten
De fleste læsere af dette organ er enige med mig i, at ejendomsretten omtrent er den mest fundamentale rettighed. Så fundamental er den, at den ikke alene omfatter retten til at eje jord, en hammer eller 25 menneskers arbejdskraft fra kl. 8 til 16, men også (først og fremmest!) omfatter retten til at eje sig selv.[3]
Dette er kernen i de liberalistiske politiske filosofier om minarkisme og anarko-kapitalisme, såvel som i Ayn Rands objektivisme og det økonomiske system, som Karl Marx kaldte kapitalismen.
Hvad omfanget af og indholdet i selvejerskabsaksiomet så er, kan debatteres; hvilket det også bliver – til hudløshed. Debat er der også om, hvad der så skal ske, efter man er blevet enige om, at man ejer sig selv: Skal man følge den anarko-kapitalistiske vej – der i kraft af sin aksiomatiske deduktion er særdeles logisk og clear cut – eller vil man hellere gøre som de fleste, og ty til utilitaristiske eller konsekventialistiske argumenter (og opnå resultater)?
Ideen med immaterialretten er, at man beskytter noget, der ellers normalt kun ganske svært og omkostningsfuldt kan beskyttes: En idé, der har fået et udtryk på f.eks. et stykke papir, eller en implementering af en idé, som f.eks. gør, at man kan plante sukkerroer hurtigere end sin nabo.
Når idéen således har fået sin udtryksform i en bog med bogstaver, siger man, at det mønster, hvori bogstaver, tegn og mellemrum fremstår, er en materialiseret form af en immateriel idé: Det uhåndgribelige er blevet håndgribeligt – og skaberen opnår beskyttelse af ophavet til sit oprindelige bogstavsmønster.
Innovatøren med den nye sukkerroeplantningsmetode kan også beskytte sin opfindelse. Det gør han ved tilsvarende at opnå en beskyttelse af sin opfindelse. Det, han får, kalder man et patent; men det er reelt ikke andet end et statsligt sanktioneret privilegium (monopol [4]), som frem for alt har til formål at begrænse alle andre mennesker i at lave en tilsvarende opfindelse.
For eller imod IP-rettigheder
I sin artikel i Against Intellectual Property i Journal of Libertarian Studies fremfører Stephan Kinsella nye argumenter for, hvorfor det nuværende IP-retlige system er umoralsk, og for hvordan vi kan komme videre. Selvom Kinsella gør brug af velkendte termer, herunder især det Lockske homesteading-princip, er hans synspunkt mærkbart anderledes end det, som man f.eks. finder hos Murray Rothbard, der selv var imod IP-rettigheder. Mere herom senere!
Til at starte med deler Kinsella vandene: Enten er man pro eller også er man kontra IP-rettigheder. Er man for, er man enten en forblændet naturretsteoretiker eller en forkvapset utilitarist; sådan mere eller mindre.
På tilhængersiden er der på den naturretlige fløj to personer, som for konservative må udgøre kongen og dronningen i det naturretlige rædselskabinet: Objektivisten Ayn Rand og kapitalist-anarkisten Lysander Spooner. På den utilitaristiske fløj ser vi derimod den oprindelige Dr. Evil: John Stuart Mill, samt personer fra den retsøkonomiske tradition: Den socialliberale Richard Posner og den liberalistiske David Friedman.
På modstandersiden er forholdene mere overskuelige: Her ser vi Murray Rothbard og Stephan Kinsella selv.[5]
Utilitaristiske argumenter for intellektuel ejendomsret – og kritik heraf
Den utilitaristiske argumentation er den velkendte med, at det, der maksimerer velstanden mest, også er det bedste. Essensen er således, at fordelene ved at have et IP-retligt system – hvori én persons rettigheder styrkes igennem et offentligt sanktioneret monopol/privilegium, medens den forværres for alle andre – opvejer ulemperne ved ikke at have et sådant system.
For en række læsere af Liberator lyder det nok en smule absurd, at staten kan være berettiget til at give monopolstatus til f.eks. forfattere, med den intention, at denne monopolstatus skal opmuntre andre til også at blive forfattere og tjene til vejen og dagen på denne måde. Utilitarismens argumentation er imidlertid det mest normale argument, der føres for IP-rettigheder; også inden for juraen.
Kinsellas kritik overfor den utilitaristiske løsning går på, at utilitarismen både er umoralsk og usammenhængende.
Den er umoralsk, fordi en hvilken som helst omfordelingsordning af ejendomsrettigheder, ligegyldigt om det generelt forhøjer nettovelstanden i et samfund, aldrig kan være retfærdig.[6] Ud fra et rent rettighedssynspunkt er der ikke forskel på denne form for omfordeling og så tyveri, voldtægt eller drab. Hvis vi kan opnå størst mulig velstand, hvis vi hver måned ofrer et lille barn til en guddom; gør det så drabet retfærdigt?
Den er usammenhængende, fordi en nyttebedømmelse kræver, at man rent faktisk kan opveje fordelene overfor ulemperne. Dette kan man, ifølge visse østrigske økonomer,[7] ikke, fordi de værdier, der skal opvejes mod hinanden, er resultatet af subjektive vurderinger og ikke, som utilitaristerne mener, objektive. Vi kan med andre ord umuligt komme til at vide, om IP-regler fører til en nettogevinst for samfundet.
Naturretligt afledte argumenter for intellektuel ejendomsret – og kritik heraf
Det naturretligt baserede argument lever et stille liv i små kredse af mennesker, som lever og ånder for naturretligt baserede rettigheder.
Objektivisterne, som nok hører til blandt de mest højtlydende forsvarer for IP-rettigheder ud fra naturretlige argumenter, får en del af deres intellektuelle skyts hos Ayn Rand. Hun har nemlig, i antologien Capitalism – The Unknown Ideal, en essay om netop IP-rettigheder, hvori hun i sædvanlig Ayn Rand-stil fortæller, at modstandere af IP-rettigheder er alt fra fæle kollektivister til gridske tyveknægte og intellektuelle mordere.
For Ayn Rand var den immaterialretlige beskyttelse nærmest en slags belønning for engang at have fået en rigtig god idé. Dog mente hun, at den immaterialretlige beskyttelse ikke kunne vare udi al evighed. For anarkisten Lysander Spooner var det lidt anderledes: For ham var en rettighed, der én gang var stiftet, evigt gyldig. Det gjaldt også immaterielle rettigheder.
Problemet for både Rand og Spooner er bare, at deres systemer er hængt op på en sondring imellem ordene ”opfindelse” og ”opdagelse”. I sig selv er sondringen fin, relevant og korrekt – for der er jo, trods alt en stor forskel på de to begreber – men, som Kinsella viser,[8] er den alligevel problematisk i denne sammenhæng.
Rand mener, at skaberen af en genstand har retten til denne, efter den er skabt. Retten til genstanden kommer af, at skaberen har brugt sin tid og sin energi på at fremstille den. Dette giver, ifølge Kinsella, ingen mening, da man ikke ved at skabe en ting bare sådan opnår ejerskab til den. En skabelse i denne forstand vil f.eks. aldrig kunne erstatte homesteading.
Knappe goder
Homesteading er med andre ord nøglen til, om man skal tillade IP-rettigheder eller ej. Men i stedet for at argumentere som Locke eller Rothbard, tager Kinsella udgangspunkt i, om et gode er knapt.
I sin artikel spørger Kinsella skolelæreragtigt, hvorfor det egentlig er, at liberale tror på, at man kan have en ejendomsret til materielle goder:
”A little reflection will show that it is these goods’ scarcity – the fact that there can be conflict over these goods by multiple human actors. The very possibility of conflict over a resource renders it scarce, giving rise to the need for ethical rules to govern its use. Thus, the fundamental social and ethical fundtion of property rights is to prevent interpersonal conflict over scarce resources.”[9]
For at sikre, at der ikke opstår nogen konflikt, er det nødvendigt, at den genstand, som man vil forhindre at konflikten opstår omkring, er retmæssigt homesteadet eller erhvervet og synlig, så man forholdsvist problemfrit og objektivt kan fastslå, hvem der er den rette ejer.
Forestiller vi os, at vi er i det kristne fantasiland kaldet ”Edens Have”, vil vi kunne se, at der ikke er nogen knaphed på noget som helst; hverken mælk, honning eller landmasse. I Edens Have ville hele idéen om ejendomsret være meningsløs, fordi der ikke vil kunne opstå nogen konflikt om knappe goder.
Kinsella tager således udgangspunkt i den såkaldte førstepersonshomesteading: Den, der først gør brug af en knap ressource, har homesteadet det og er blevet ejer. Kun denne person kan homesteade; en senere køber er ”blot” en køber, ikke en homesteader.[10]
Men hvis man skal kunne acceptere IP-rettigheder, bliver det klart, at dette princip ikke kan følges fuldt ud. Det er her, at de ovennævnte utilitaristiske og naturetlige argumenter kommer på banen: Selve skabelsen siges at være en begivenhed, som medfører knaphed – og denne knaphed forsøges opretholdt ved staten og domstolenes hjælp:
“The monopolized good by whose partial withholding from the market the monopoly prices are made to prevail can be either a good of the lowest order or a good of a higher order, a factor of production. It may consist in the control of the technological knowledge required for production, the “recipe.” Such recipes are as a rule free goods as their ability to produce definite effects is unlimited. They can become economic goods only if they are monopolized and their use is restricted. Any price paid for the services rendered by a recipe is always a monopoly price. It is immaterial whether the restriction of a recipe’s use is made possible by institutional conditions–such as patents and copyright laws–or by the fact that a formula is kept secret and other people fail to guess it”.[11]
Fordi jeg skriver denne lille artikel, har jeg ophavsret til den rækkefølge af ord, jeg bruger. Takket være det statssanktionerede monopol kan jeg kræve, at – lad os sige – Lasse Birk Olesen ikke gentager, hvad jeg har skrevet; selvom det gøres på hans eget papir og med hans eget printerblæk.[12]
Det modificerede homesteadingprincip
For Kinsella er IP-rettigheder intet andet end simpelt tyveri af andre menneskers ejendom. Og hér har den bestjålne ikke engang mulighed for at ”skyde” tyven!
For at understrege sin pointe opstiller Kinsella et nyt homesteadingprincip, som han mener, at tilhængere af IP-rettigheder skal kunne forsvare, før de tager stilling til, om de er for eller imod IP-rettigheder. Dette princip er så kraftigt, at det gennembryder det traditionelle homesteadingprincip:
”A person who comes up with some useful or creative idea which can guide or direct an actor in the use of his own tangible property thereby instantly gains a right to control all other tangible property in the world, with respect to that property’s similar use”.[13]
Kinsella kan ikke selv forsvare dette synspunkt, og derfor kan han heller ikke være for IP-rettigheder.
Problemer ved Kinsellas argument
Tilbage i år 2000 havde Kinsella en anden artikel i Libertarian Studies, som meget fint viser, hvorfor jeg som udgangspunkt har et problem ved Kinsellas teori.
I artiklen undersøgte han, om det var i orden, at Napster blev lukket med domstolenes hjælp: Hvis det er i orden, at Napster skal lukkes kræver det, at Napster krænker en ejendomsrettighed. Det gør Napster kun, såfremt den a) forbryder sig mod en positiv retsregel, og b) denne retsregel er legitim. Som han selv skrev:
”[Spørgsmålet om legitimitet] er nødvendigt, fordi Napster, til trods for at firmaet teknisk set krænker en retsregel, kun ”bør” lukkes, hvis retsreglen er legitim. At mene noget andet er retspositivisme (som f.eks. Alf Ross) og moralsk relativisme.”
Jeg har det personligt ret svært med den her type argumentation. Først og fremmest er jeg overbevist om, at Kinsella svæver i samme vildfarelse som F.A. Hayek om, hvad retspositivisme egentlig er. Dernæst er det betænkeligt, at Kinsella helt borttænker det demokratiske samfund.
Det er dybt krænkende for et menneske, hvis en arbitrær retsregel tvinger ham til at gøre eller undlade noget uønskeligt. Men retsregler, der ikke altid stemmer overens med ens livsopfattelse, er nu og engang prisen for at leve i et demokrati. Demokratiet gør måske ikke en retsregel moralsk, men den gør den legitim.[14]
Paul Cwik har skrevet en artikel,[15] hvori han afviser Kinsellas påstande til fordel for en Rothbardiansk/Lockeiansk løsning. F.eks. skriver han:
”When I register a copyright, with a private copyright service, I am simply extending the method by which I can protect my property rights and prevent my work from becoming a common good. Copyrights are a mechanism by which we attempt to enforce property rights. Such mechanisms are not perfect and they can be abused, but ambiguity and misuse are not grounds for the dismissal of all IP-rights. There is a natural tendency to enclose the commons through the establishment of property rights.
…
The reality is that Crusoe could claim the island to the extent to which he could make use of, protect, establish and exert his rights over it. I claim that my rights over my house exist even when I am not home. I do not have to personally be there for my rights to be sustained; I can enlist help. Why [should I not be able to do so] with regards to my IP creation?”
Hvad skal man så mene? Det må man selv finde ud af.
Personligt er jeg for ophavsret; men tvivlende over for visse former for patenter.
Se også Liberators læserinterview med Stephan Kinsella
[1] I Danmark bruger vi primært det sidstnævnte begreb, medens en række af vores europæiske nabonationer benytter sig af nr. to medens amerikanerne bruger det første. For enkelthedens skyld bruger jeg IP-rettigheder.
[2] Stephan Kinsella, Against Intellectual Property, Journal of Libertarian Studies og Ludwig von Mises Institute
[3] Synspunktet går tilbage til John Locke.
[4] Ludwig von Mises skriver om monopoler og etatisme i sin bog Socialism: “In the eyes of these people all the undesired and undesirable effects of government interference with business are caused by capitalism. The very fact that a governmental measure has brought about a state of affaiers which they dislike is for them a justification of further measures. They fail, for instance, to realize that the role monopolistic schemes play in our time is the effect of government interference such as tariffs and patents. They advocate government action for the prevention of monopoly. One could hardly imagine a more unrealistic idea. For the governments whom they ask to fight monopoly are the same governments who are devoted to the principle of monopoly.”
[5] Jeg er ikke helt fair. Der er et par stykker til på listen.
[6] Lovgivningen har til formål at bibeholde retfærdighed; ikke omfordelingspolitik.
[7] Ctr. Mises’ værdifri utilitarisme
[8] Kinsella, side 24
[9] Kinsella, side 29
[10] Kinsella, side 43
[11] Ludwig von Mises, Human Action, side 364
[12] Dette eksempel er i øvrigt tyvstjålet fra Kinsellas artikel
[13] Kinsella, side 44
[14] Det må så være op til borgerne i samfundet, at fastsætte en forfatning, som sætter tilpas mange bånd på statens udøvelse og demokratiets indgribenhed.
[15] Paul F. Cwik, Is there room for intellectual property rights in Austrian economics.
Hej Nikolaj,
“Demokratiet gør måske ikke en retsregel moralsk, men den gør den legitim.”
Selvfølgelig borttænker Kinsella demokratiet. Han er jo anarkist. Og jeg er helt enig med ham her: Kan demokrati legitimere alt? Hvad er overhovedet forskellen mellem moral og legitimitet? Det kunne jeg godt tænke mig at få uddybet, men det er muligvis uden for artiklens emne.
Jeg synes forresten, det er ærgeligt, at du kommer med indskudte kommentarer, som ikke har noget med emnet at gøre. Jeg tænker på: “Skal man følge den anarko-kapitalistiske vej – der i kraft af sin aksiomatiske deduktion er særdeles logisk og clear cut – eller vil man hellere gøre som de fleste, og ty til utilitaristiske eller konsekventialistiske argumenter (og opnå resultater)?” og “det kristne fantasiland kaldet ”Edens Have””. Man kan godt skrive mod rettighedsliberalisme eller kristendom, men så bør det være artiklens emne. Dine sidebemærkninger provokerer bare og fjerner fokus fra artiklen, mener jeg.
Hvem er i øvrigt ham Lasse Birk Olesen, og hvorfor er du bange for, han skriver af? =)
Tak for artiklen. Jeg ville dog hellere have læst dine egne argumenter for, hvorfor du er for ophavsret, men i tvivl ang. patenter.
Hej Nikolaj,
“Demokratiet gør måske ikke en retsregel moralsk, men den gør den legitim.”
Selvfølgelig borttænker Kinsella demokratiet. Han er jo anarkist. Og jeg er helt enig med ham her: Kan demokrati legitimere alt? Hvad er overhovedet forskellen mellem moral og legitimitet? Det kunne jeg godt tænke mig at få uddybet, men det er muligvis uden for artiklens emne.
Jeg synes forresten, det er ærgeligt, at du kommer med indskudte kommentarer, som ikke har noget med emnet at gøre. Jeg tænker på: “Skal man følge den anarko-kapitalistiske vej – der i kraft af sin aksiomatiske deduktion er særdeles logisk og clear cut – eller vil man hellere gøre som de fleste, og ty til utilitaristiske eller konsekventialistiske argumenter (og opnå resultater)?” og “det kristne fantasiland kaldet ”Edens Have””. Man kan godt skrive mod rettighedsliberalisme eller kristendom, men så bør det være artiklens emne. Dine sidebemærkninger provokerer bare og fjerner fokus fra artiklen, mener jeg.
Hvem er i øvrigt ham Lasse Birk Olesen, og hvorfor er du bange for, han skriver af? =)
Tak for artiklen. Jeg ville dog hellere have læst dine egne argumenter for, hvorfor du er for ophavsret, men i tvivl ang. patenter.
“Hvis vi kan opnå størst mulig velstand, hvis vi hver måned ofrer et lille barn til en guddom; gør det så drabet retfærdigt?”
Hvis barnet led en zombie-sygdom som kunne forårsage at hele menneskeheden gik til grunde, så ja…
spørgsmålet er selvfølgelig hvor meget der skal til før det er retfærdigt, men at udelukke det fuldstændigt fordi man ikke kan måle graden af præference er noget sludder…
“Hvis vi kan opnå størst mulig velstand, hvis vi hver måned ofrer et lille barn til en guddom; gør det så drabet retfærdigt?”
Hvis barnet led en zombie-sygdom som kunne forårsage at hele menneskeheden gik til grunde, så ja…
spørgsmålet er selvfølgelig hvor meget der skal til før det er retfærdigt, men at udelukke det fuldstændigt fordi man ikke kan måle graden af præference er noget sludder…
i øvrigt mener jeg at du begår en fejl når du retfærdiggør ejendomsretten alene i kraft af knaphed. Hvorfor begrunder du den ikke i at man har “blandet sit arbejde” med en given ressource?
For mig at se virker det fuldstændigt absurd at hvis en musiker har brugt flere timer på et musiknummer, at andre så skal have lov til at kopiere det gratis.
i øvrigt mener jeg at du begår en fejl når du retfærdiggør ejendomsretten alene i kraft af knaphed. Hvorfor begrunder du den ikke i at man har “blandet sit arbejde” med en given ressource?
For mig at se virker det fuldstændigt absurd at hvis en musiker har brugt flere timer på et musiknummer, at andre så skal have lov til at kopiere det gratis.
@For mig at se virker det fuldstændigt absurd at hvis en musiker har brugt flere timer på et musiknummer, at andre så skal have lov til at kopiere det gratis.
Løsningen er lige til. Lad være med at dele din information. Så skulle man være sikret mod at andre nyder ens musik og kommer til ens koncerter.
@For mig at se virker det fuldstændigt absurd at hvis en musiker har brugt flere timer på et musiknummer, at andre så skal have lov til at kopiere det gratis.
Løsningen er lige til. Lad være med at dele din information. Så skulle man være sikret mod at andre nyder ens musik og kommer til ens koncerter.
“Kinsellas kritik overfor den utilitaristiske løsning går på, at utilitarismen både er umoralsk og usammenhængende.
Den er umoralsk, fordi en hvilken som helst omfordelingsordning af ejendomsrettigheder …”
Jeg kan ikke på nogen måde se at der i IP sker en omfordeling af ejendomsrettigheder. Det er da nærmere tværtimod.
Men utilitarisme er nu også mere end omfordeling. Under alle omstændigheder kan en liberalist ikke tilslutte sig utilitarisme.
Utilitarisme er også når man krænker nogle rettigheder, fordi det er til samfundets bedste. Derfor kan utilitarisme argumentet strengt taget også klistres på Kinsellas knapheds argument, som således også kan dømmes ude. Knaphedsargumentet legimiterer således ikke ejendomsret.
Nej der er kun to ting som definerer ejendomsret.
1. Kan du bevise at det er dit.
2. Kan du forsvare din ejendom.
Paul Cwik forklarer sådanset godt punkt 2.
Men evnen til at forsvare ejendom afhænger af om man kan få andre til at respektere at man også er den retmæssige ejer. Altså det er bevisets stilling der i sidste ende kommer til at afgøre det!
Her er det vigtigt at tage opdelingen mellem ophavsret og patenter frem.
Med et patent mener jeg ikke at man kan bevise ejerskab på. Problemet ligger i at to personer uafhængigt af hinanden kan gøre en opfindelse eller en opdagelse. Hvori ligger det legitime i at man kan gøre krav på frugen af andres arbejde blot fordi man kom et sekund tidligere på patent kontoret.
Det er noget helt andet med ophavsret, i hvert fald når vi taler om en film eller en bog. Hvis der er nogen som laver en kopi af en film og sælger den, så er det jo ikke noget problem at konstatere hvem der har lavet filmen og dermed har ophavsretten.
Dermed er jeg enig med Nikolaj samt Rothbard og Mises.
Problemet med Kinsellas argumentation er at han primært skyder patenter ned, men formår aldrig at præsentere et forsvar for hvorfor det rimeligt uden videre blot at tage en kopi af resultatet af andres hårde arbejde.
Et argument som jeg dog mangler er kontrakter. Når man giver andre en kopi af f.eks. sin film, så laver man også implicit en kontrakt om at den ikke må kopieres. Jeg har set mange forsøg på bortforklaringer af brud på dette så som at man ikke kan indgå en aftale med tredje part, eller at det kunne man jo ikke vide.
Kontrakterne passer dog meget godt ind i de to definitioner “bevis” og “forsvar”.
Det mest sigende omkring Kinsella og hans diciple er dog dette: “For Kinsella er IP-rettigheder intet andet end simpelt tyveri af andre menneskers ejendom.”
Dette kan også siges på en anden måde: “Tyv tror hvermand stjæler”
“Kinsellas kritik overfor den utilitaristiske løsning går på, at utilitarismen både er umoralsk og usammenhængende.
Den er umoralsk, fordi en hvilken som helst omfordelingsordning af ejendomsrettigheder …”
Jeg kan ikke på nogen måde se at der i IP sker en omfordeling af ejendomsrettigheder. Det er da nærmere tværtimod.
Men utilitarisme er nu også mere end omfordeling. Under alle omstændigheder kan en liberalist ikke tilslutte sig utilitarisme.
Utilitarisme er også når man krænker nogle rettigheder, fordi det er til samfundets bedste. Derfor kan utilitarisme argumentet strengt taget også klistres på Kinsellas knapheds argument, som således også kan dømmes ude. Knaphedsargumentet legimiterer således ikke ejendomsret.
Nej der er kun to ting som definerer ejendomsret.
1. Kan du bevise at det er dit.
2. Kan du forsvare din ejendom.
Paul Cwik forklarer sådanset godt punkt 2.
Men evnen til at forsvare ejendom afhænger af om man kan få andre til at respektere at man også er den retmæssige ejer. Altså det er bevisets stilling der i sidste ende kommer til at afgøre det!
Her er det vigtigt at tage opdelingen mellem ophavsret og patenter frem.
Med et patent mener jeg ikke at man kan bevise ejerskab på. Problemet ligger i at to personer uafhængigt af hinanden kan gøre en opfindelse eller en opdagelse. Hvori ligger det legitime i at man kan gøre krav på frugen af andres arbejde blot fordi man kom et sekund tidligere på patent kontoret.
Det er noget helt andet med ophavsret, i hvert fald når vi taler om en film eller en bog. Hvis der er nogen som laver en kopi af en film og sælger den, så er det jo ikke noget problem at konstatere hvem der har lavet filmen og dermed har ophavsretten.
Dermed er jeg enig med Nikolaj samt Rothbard og Mises.
Problemet med Kinsellas argumentation er at han primært skyder patenter ned, men formår aldrig at præsentere et forsvar for hvorfor det rimeligt uden videre blot at tage en kopi af resultatet af andres hårde arbejde.
Et argument som jeg dog mangler er kontrakter. Når man giver andre en kopi af f.eks. sin film, så laver man også implicit en kontrakt om at den ikke må kopieres. Jeg har set mange forsøg på bortforklaringer af brud på dette så som at man ikke kan indgå en aftale med tredje part, eller at det kunne man jo ikke vide.
Kontrakterne passer dog meget godt ind i de to definitioner “bevis” og “forsvar”.
Det mest sigende omkring Kinsella og hans diciple er dog dette: “For Kinsella er IP-rettigheder intet andet end simpelt tyveri af andre menneskers ejendom.”
Dette kan også siges på en anden måde: “Tyv tror hvermand stjæler”
Det er nemlig rigtigt, H.J. Hansen. De kan bare lade være med at offentliggøre det, og det gælder både for patenter og copyright.
Argumentet imod det synspunkt er, at så kan opfinderen, kunstneren og skribenten ikke tjene penge som de gør i dag. Argumentet viser egentlig bare at det patenter og copyright kun beskytter forretningsmodeller og ikke ideer eller kreativitet.
Det er nemlig rigtigt, H.J. Hansen. De kan bare lade være med at offentliggøre det, og det gælder både for patenter og copyright.
Argumentet imod det synspunkt er, at så kan opfinderen, kunstneren og skribenten ikke tjene penge som de gør i dag. Argumentet viser egentlig bare at det patenter og copyright kun beskytter forretningsmodeller og ikke ideer eller kreativitet.
“[Advarsel! Som en undtagelse til den redaktionelle linje kan der i denne artikel forekomme lovprisninger af demokratiet. Så er du advaret. red.]”
LOL!
Jeg smækker et par kommentarer ind i morgen 🙂
“[Advarsel! Som en undtagelse til den redaktionelle linje kan der i denne artikel forekomme lovprisninger af demokratiet. Så er du advaret. red.]”
LOL!
Jeg smækker et par kommentarer ind i morgen 🙂
Så engang på it-politisk forums hjemmeside at man blot for at opbygge en simpel ehandelbutik på nettet kunne kom til at skulle betale for brug af 50 patenter, de fleste af dem fuldstændigt latterlige og ligegyldige, og alt i alt virker det som at nogen har opnået statsanerkendte rettigheder til at beskatte andre.
At nogen kan score kassen eksempelvis på at tage patent på en indkøbsvogn eller kurv som ikon er jo latterligt, men omvendt ville vi ikke få udviklet meget medicin, hvis ikke medicinalindustrien kunne opnå patenter.
Jeg forstår heller ikke at kunstneres og forfatteres patenter skal gælde 100 år efter deres død, det er jo fuldtændigt latterligt, når medicinalpatenter kun løber i op til 15 år.
Og hvor går grænsen, skal vi til at betale copyright til babylonerne/romerne for vores brug af alfabetet og araberne for vores brug af talsystemet eller gå over til runer og romertal?
Så engang på it-politisk forums hjemmeside at man blot for at opbygge en simpel ehandelbutik på nettet kunne kom til at skulle betale for brug af 50 patenter, de fleste af dem fuldstændigt latterlige og ligegyldige, og alt i alt virker det som at nogen har opnået statsanerkendte rettigheder til at beskatte andre.
At nogen kan score kassen eksempelvis på at tage patent på en indkøbsvogn eller kurv som ikon er jo latterligt, men omvendt ville vi ikke få udviklet meget medicin, hvis ikke medicinalindustrien kunne opnå patenter.
Jeg forstår heller ikke at kunstneres og forfatteres patenter skal gælde 100 år efter deres død, det er jo fuldtændigt latterligt, når medicinalpatenter kun løber i op til 15 år.
Og hvor går grænsen, skal vi til at betale copyright til babylonerne/romerne for vores brug af alfabetet og araberne for vores brug af talsystemet eller gå over til runer og romertal?
“Problemet med Kinsellas argumentation er at han primært skyder patenter ned, men formår aldrig at præsentere et forsvar for hvorfor det rimeligt uden videre blot at tage en kopi af resultatet af andres hårde arbejde.”
Fordi de har offentliggjort deres arbejde!!
“Problemet med Kinsellas argumentation er at han primært skyder patenter ned, men formår aldrig at præsentere et forsvar for hvorfor det rimeligt uden videre blot at tage en kopi af resultatet af andres hårde arbejde.”
Fordi de har offentliggjort deres arbejde!!
Du kan da også have offentlig adgang til et stykke jord uden at det ændrer ved ejendomsretten.
Men lad os sige at de ikke har offentliggjort det. Man har kun videregivet det til en lukket kreds med krav om at det ikke må videregives uden tilladelse.
Du kan da også have offentlig adgang til et stykke jord uden at det ændrer ved ejendomsretten.
Men lad os sige at de ikke har offentliggjort det. Man har kun videregivet det til en lukket kreds med krav om at det ikke må videregives uden tilladelse.
Offentliggørelse af viden (herunder bøger og musik) er ikke sammenligneligt med offentlig adgang til fysisk ejendom.
Hvis det er videregivet til en lukket kreds under forudsætning af at det ikke offentliggøres, så er det en almindelig kontrakt, hvor brud må tages op med dem der offentliggør, og ikke dem der offentliggøres til.
Ophavsretten er ikke en kontrakt, og man kan ikke indgå en kontrakt by default. Køber nogen en CD i en butik, så har de ikke som udgangspunkt automatisk indgået nogen kontrakt om hemmeligholdelse.
Offentliggørelse af viden (herunder bøger og musik) er ikke sammenligneligt med offentlig adgang til fysisk ejendom.
Hvis det er videregivet til en lukket kreds under forudsætning af at det ikke offentliggøres, så er det en almindelig kontrakt, hvor brud må tages op med dem der offentliggør, og ikke dem der offentliggøres til.
Ophavsretten er ikke en kontrakt, og man kan ikke indgå en kontrakt by default. Køber nogen en CD i en butik, så har de ikke som udgangspunkt automatisk indgået nogen kontrakt om hemmeligholdelse.
Men kan jo bare levere CD’en tilbage hvis man ikke vil acceptere den kontrakt der står på den.
At du skal forstå at der implicit er en kontrakt på et køb af en CD er lige så naturligt som at du naturligvis ejer dit hus selvom du ikke er hjemme. Det er nøjagtigt de samme mekanismer der gør sig gældende.
Og hvis man udnytter at andre har brudt en kontrakt, så er man en hæler – HÆLER. Glem alle undskyldninger. Der er ikke en eneste domstol der vil tro dig hvis du kommer og påstår at der ikke var nogen ophavsret på det materiale som du gladeligt har kopieret. Du kan spille dum, men den hopper de ikke på!
Men kan jo bare levere CD’en tilbage hvis man ikke vil acceptere den kontrakt der står på den.
At du skal forstå at der implicit er en kontrakt på et køb af en CD er lige så naturligt som at du naturligvis ejer dit hus selvom du ikke er hjemme. Det er nøjagtigt de samme mekanismer der gør sig gældende.
Og hvis man udnytter at andre har brudt en kontrakt, så er man en hæler – HÆLER. Glem alle undskyldninger. Der er ikke en eneste domstol der vil tro dig hvis du kommer og påstår at der ikke var nogen ophavsret på det materiale som du gladeligt har kopieret. Du kan spille dum, men den hopper de ikke på!
Jeg køber ikke CD’er, så jeg har ikke accepteret nogen kontrakt. At jeg ejer mit hus uden at være hjemme har absolut intet at gøre med implicitte kontrakter. Ejendosmretten er ikke nogen kontrakt. Kontraktbrud er i øvrigt heller ikke tyveri, og derfor kan man heller ikke tale om hæleri.
Brug af uberettiget offentliggjort information er ikke det samme som hæleri. Den køber jeg ikke. Så skulle alle, der omtalte den rapport der uberettiget blev lækket fra FET også være hælere – sikke noget sludder. Det er dem der offentliggør, der er skurken og ikke offentligheden.
Hvis en kunstner udgiver et musikstykke, og andre kopierer det, så har kunstneren ikke mistet noget. Hans forretningsmodel er røget i vasken, men staten skal ikke beskytte forretningsmodeller.
Jeg køber ikke CD’er, så jeg har ikke accepteret nogen kontrakt. At jeg ejer mit hus uden at være hjemme har absolut intet at gøre med implicitte kontrakter. Ejendosmretten er ikke nogen kontrakt. Kontraktbrud er i øvrigt heller ikke tyveri, og derfor kan man heller ikke tale om hæleri.
Brug af uberettiget offentliggjort information er ikke det samme som hæleri. Den køber jeg ikke. Så skulle alle, der omtalte den rapport der uberettiget blev lækket fra FET også være hælere – sikke noget sludder. Det er dem der offentliggør, der er skurken og ikke offentligheden.
Hvis en kunstner udgiver et musikstykke, og andre kopierer det, så har kunstneren ikke mistet noget. Hans forretningsmodel er røget i vasken, men staten skal ikke beskytte forretningsmodeller.
Drop det der vrøvl med forretningsmodel.
For et par dage siden var der en historie i medierne om republikanerne der havde glemt at spørge nogle kunstnere om lov, før de brugte deres musik i en politisk kampagne.
OG i følge Lademans leksikon defineres hæleri ved “vinding” og omfatter også “bedrageri, underslæb og tilsvarende”
Altså, du er en HÆLER!
Drop det der vrøvl med forretningsmodel.
For et par dage siden var der en historie i medierne om republikanerne der havde glemt at spørge nogle kunstnere om lov, før de brugte deres musik i en politisk kampagne.
OG i følge Lademans leksikon defineres hæleri ved “vinding” og omfatter også “bedrageri, underslæb og tilsvarende”
Altså, du er en HÆLER!
Moralsk mener Jeg det er helt hen i vejret, at nogen mener at de kan tillade sig at erhverve sig informationer andre har frembragt uden at betale vederlag for det.
Modstandere af IP-rettigheder mener, at film og musik blot er 1-taller og nuller i en rækkefølge, som ikke kan patenteres. Det vil sige, at de er så snotdumme, at de går i biografen for at se 1-taller og nuller i en upatenteret rækkefølge og ikke en film med en handling.
Når en film produceres frembringes den ved idé, arbejde og finaciel investering på nøjagtig samme måde som en fysisk ting. I sprogbrug er ‘en film’ da også et navneord, men fordi at den kan koges ned til digitale 1-taller og nuller forsøger amoralske røvhuller at affærdige dette arbejde og de investeringer, der er brugt på at frembringe filmen.
Det svarer til at underkende et menneskes eksistens da vedkommende jo kun er en tilfældig sammensætning af DNA, som jo kun er information, som ikke kan patenteres. Siden mennesker så ikke eksisterer som et objekt kan der jo heller ikke være noget problem i at skade den upatenterede række DNA eller ligefrem destruere det.
Kan I se hvor dét vil føre hen?
Problemet er desværre, at fildelerparasitterne er så ufatteligt godt organiserede og har mulighed for at gemme sig bag internettets anarkistiske mure, at de er umulige at finde og retsforfølge.
Heldigvis er evolution ikke noget man skal være skræmt af. Hvis en parasit har indtaget noget kan man enten forsøge at fjerne det eller lære at leve med det. Jeg har skrevet mere om evolution vs. fildeling her: http://www.ebblog.dk/3719
Men møder Jeg en fildeler, der selv indrømmer, at han er en fildeler, så nedvurderer Jeg ham straks til en upatenteret række DNA-informationer og vil straks redigere mængden af hæmoglobin i DNA-rækkefølgen.
Moralsk mener Jeg det er helt hen i vejret, at nogen mener at de kan tillade sig at erhverve sig informationer andre har frembragt uden at betale vederlag for det.
Modstandere af IP-rettigheder mener, at film og musik blot er 1-taller og nuller i en rækkefølge, som ikke kan patenteres. Det vil sige, at de er så snotdumme, at de går i biografen for at se 1-taller og nuller i en upatenteret rækkefølge og ikke en film med en handling.
Når en film produceres frembringes den ved idé, arbejde og finaciel investering på nøjagtig samme måde som en fysisk ting. I sprogbrug er ‘en film’ da også et navneord, men fordi at den kan koges ned til digitale 1-taller og nuller forsøger amoralske røvhuller at affærdige dette arbejde og de investeringer, der er brugt på at frembringe filmen.
Det svarer til at underkende et menneskes eksistens da vedkommende jo kun er en tilfældig sammensætning af DNA, som jo kun er information, som ikke kan patenteres. Siden mennesker så ikke eksisterer som et objekt kan der jo heller ikke være noget problem i at skade den upatenterede række DNA eller ligefrem destruere det.
Kan I se hvor dét vil føre hen?
Problemet er desværre, at fildelerparasitterne er så ufatteligt godt organiserede og har mulighed for at gemme sig bag internettets anarkistiske mure, at de er umulige at finde og retsforfølge.
Heldigvis er evolution ikke noget man skal være skræmt af. Hvis en parasit har indtaget noget kan man enten forsøge at fjerne det eller lære at leve med det. Jeg har skrevet mere om evolution vs. fildeling her: http://www.ebblog.dk/3719
Men møder Jeg en fildeler, der selv indrømmer, at han er en fildeler, så nedvurderer Jeg ham straks til en upatenteret række DNA-informationer og vil straks redigere mængden af hæmoglobin i DNA-rækkefølgen.
Ad H. Roland J.
Det ville klæde dig at forholde dig til artiklen.
Ad H. Roland J.
Det ville klæde dig at forholde dig til artiklen.
@Jan Madsen
Artiklen er en opremsing af diverse argumenter for tyveri, så det gør Jeg sådan set.
Kinsella’s argument er ene og alene at film, musik og bøger er information, som man ikke kan patentere, og Jeg påpeger farligheden ved dette.
@Jan Madsen
Artiklen er en opremsing af diverse argumenter for tyveri, så det gør Jeg sådan set.
Kinsella’s argument er ene og alene at film, musik og bøger er information, som man ikke kan patentere, og Jeg påpeger farligheden ved dette.
Ad H. Roland J.
Nej. Der er intet farligt ved Kinsellas argument og dit DNA eksempel viser ikke denne påståede farlighed, idet du forsøger du at reducere noget materielt til noget immaterielt. Information om et menneskes DNA, gør ikke mennesket immaterielt.
Ad H. Roland J.
Nej. Der er intet farligt ved Kinsellas argument og dit DNA eksempel viser ikke denne påståede farlighed, idet du forsøger du at reducere noget materielt til noget immaterielt. Information om et menneskes DNA, gør ikke mennesket immaterielt.
Jo Kinsellas argument er farligt, forstået på det plan at hans respekt for værdien andres arbejde ligger på højde med kommunismens.
Jo Kinsellas argument er farligt, forstået på det plan at hans respekt for værdien andres arbejde ligger på højde med kommunismens.
Jo Kinsellas argument er farligt, forstået på det plan at hans respekt for værdien andres arbejde ligger på højde med kommunismens.
Herre gud. Vi bruger information konstant. I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter. I stedet for at sidde, tude og skrige, at de skal have særrettigheder, så tjener udgiveren flere penge på reklamer. Mener i også, at det er tyveri? Aviser mener det ikke.
Man kan fristes til at sige, at det samme gør sig gældende for en kunstner. En musiker begræder ikke, at hans musik pludselig har en større reklameværdi, eller at der kommer flere til hans koncerter.
Det er da herligt, at man kan leve af at dele sin information med andre. Med hensyn til om det er tyveri eller ej, så anser jeg det heller ikke for tyveri, hvis du ser, hvordan jeg laver en stol, og går hjem at lave en lignende stol.
(Ovenstående indlæg kan være påvirket af, at jeg har delt informationer med andre.)
Herre gud. Vi bruger information konstant. I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter. I stedet for at sidde, tude og skrige, at de skal have særrettigheder, så tjener udgiveren flere penge på reklamer. Mener i også, at det er tyveri? Aviser mener det ikke.
Man kan fristes til at sige, at det samme gør sig gældende for en kunstner. En musiker begræder ikke, at hans musik pludselig har en større reklameværdi, eller at der kommer flere til hans koncerter.
Det er da herligt, at man kan leve af at dele sin information med andre. Med hensyn til om det er tyveri eller ej, så anser jeg det heller ikke for tyveri, hvis du ser, hvordan jeg laver en stol, og går hjem at lave en lignende stol.
(Ovenstående indlæg kan være påvirket af, at jeg har delt informationer med andre.)
Herre gud. Vi bruger information konstant. I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter. I stedet for at sidde, tude og skrige, at de skal have særrettigheder, så tjener udgiveren flere penge på reklamer. Mener i også, at det er tyveri? Aviser mener det ikke.
Man kan fristes til at sige, at det samme gør sig gældende for en kunstner. En musiker begræder ikke, at hans musik pludselig har en større reklameværdi, eller at der kommer flere til hans koncerter.
Det er da herligt, at man kan leve af at dele sin information med andre. Med hensyn til om det er tyveri eller ej, så anser jeg det heller ikke for tyveri, hvis du ser, hvordan jeg laver en stol, og går hjem at lave en lignende stol.
(Ovenstående indlæg kan være påvirket af, at jeg har delt informationer med andre.)
al udvikling i vor civilisation er sket gennem vidensdeling og udvikling af ny viden, basere på gammel viden.
Om der kan erhverves rettigheder bør derfor bero på om nogen direkte har tilført ny viden og værdi, og disse bør være begrænsede til en ganske kort periode.
indenfor ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.
Historien viser jo også at temmelig mange patenter ikke er tegnet af opfinderen men af andre ådselsgribbe, eksempelvis fik Edison jo patenter på andres opfindelser ligesom ipoden slet ikke blev opfundet af apple men af en mand som ikke havde 500.000 $ til at opretholde patentet.
Han var i går beskrevet i ekstrabladet, han havde alligevel fået en smule ud af det (men kun småpenge)da apple var nødt til at bruge ham i en sag mod en konkurrent.
al udvikling i vor civilisation er sket gennem vidensdeling og udvikling af ny viden, basere på gammel viden.
Om der kan erhverves rettigheder bør derfor bero på om nogen direkte har tilført ny viden og værdi, og disse bør være begrænsede til en ganske kort periode.
indenfor ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.
Historien viser jo også at temmelig mange patenter ikke er tegnet af opfinderen men af andre ådselsgribbe, eksempelvis fik Edison jo patenter på andres opfindelser ligesom ipoden slet ikke blev opfundet af apple men af en mand som ikke havde 500.000 $ til at opretholde patentet.
Han var i går beskrevet i ekstrabladet, han havde alligevel fået en smule ud af det (men kun småpenge)da apple var nødt til at bruge ham i en sag mod en konkurrent.
al udvikling i vor civilisation er sket gennem vidensdeling og udvikling af ny viden, basere på gammel viden.
Om der kan erhverves rettigheder bør derfor bero på om nogen direkte har tilført ny viden og værdi, og disse bør være begrænsede til en ganske kort periode.
indenfor ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.
Historien viser jo også at temmelig mange patenter ikke er tegnet af opfinderen men af andre ådselsgribbe, eksempelvis fik Edison jo patenter på andres opfindelser ligesom ipoden slet ikke blev opfundet af apple men af en mand som ikke havde 500.000 $ til at opretholde patentet.
Han var i går beskrevet i ekstrabladet, han havde alligevel fået en smule ud af det (men kun småpenge)da apple var nødt til at bruge ham i en sag mod en konkurrent.
“I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter.”
Og? Du må gerne læse din nabos avis, men du må ikke kopiere den og sælge den.
Men hvis din tese holder hele vejen, hvorfor forærer de så ikke avisen væk? Det er nok fordi at annoncer ikke alene er nok.
Desuden bør man have ret til at disponere over sine skriverier uanset om det måtte være økonomisk fornuftigt eller ej.
Jimmi skrev:
“I ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.”
Enig, mange patenter er latterlige.
“I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter.”
Og? Du må gerne læse din nabos avis, men du må ikke kopiere den og sælge den.
Men hvis din tese holder hele vejen, hvorfor forærer de så ikke avisen væk? Det er nok fordi at annoncer ikke alene er nok.
Desuden bør man have ret til at disponere over sine skriverier uanset om det måtte være økonomisk fornuftigt eller ej.
Jimmi skrev:
“I ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.”
Enig, mange patenter er latterlige.
“I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter.”
Og? Du må gerne læse din nabos avis, men du må ikke kopiere den og sælge den.
Men hvis din tese holder hele vejen, hvorfor forærer de så ikke avisen væk? Det er nok fordi at annoncer ikke alene er nok.
Desuden bør man have ret til at disponere over sine skriverier uanset om det måtte være økonomisk fornuftigt eller ej.
Jimmi skrev:
“I ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.”
Enig, mange patenter er latterlige.
“I dag læste jeg ComputerWorld på mit arbejde. De har ti gange flere læsere, end der er abonnenter.”
Og? Du må gerne læse din nabos avis, men du må ikke kopiere den og sælge den.
Men hvis din tese holder hele vejen, hvorfor forærer de så ikke avisen væk? Det er nok fordi at annoncer ikke alene er nok.
Desuden bør man have ret til at disponere over sine skriverier uanset om det måtte være økonomisk fornuftigt eller ej.
Jimmi skrev:
“I ITbranchen er 99% af alle patenter forbryderiske skatter og ofte er der blot tale om at nogle forbrydere tager patent på andres opdagelser.”
Enig, mange patenter er latterlige.
@ Skovgaard
Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen? Eksemplet er blot et eksempel på, at musikere kræver særrettigheder.
“Enig, mange patenter er latterlige.”
Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright. Noget information må man godt dele. Andet må man ikke. Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele?
@ Skovgaard
Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen? Eksemplet er blot et eksempel på, at musikere kræver særrettigheder.
“Enig, mange patenter er latterlige.”
Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright. Noget information må man godt dele. Andet må man ikke. Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele?
@ Skovgaard
Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen? Eksemplet er blot et eksempel på, at musikere kræver særrettigheder.
“Enig, mange patenter er latterlige.”
Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright. Noget information må man godt dele. Andet må man ikke. Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele?
@ Skovgaard
Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen? Eksemplet er blot et eksempel på, at musikere kræver særrettigheder.
“Enig, mange patenter er latterlige.”
Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright. Noget information må man godt dele. Andet må man ikke. Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele?
Hans, igen er det et spørgsmål om kontrakten. Til hvilket formål har du købt CD’en.
Skovgaard, det er ikke et spørgsmål om at patenter er latterlige, men et spørgsmål om at ikke kan bevise et ejerskab af en ide. To virksomheder eller personer kan sagten udvikle den samme teknologi samtidigt, og dermed er der ingen som har kopieret den anden. Derfor giver patenter ingen mening.
Hans, igen er det et spørgsmål om kontrakten. Til hvilket formål har du købt CD’en.
Skovgaard, det er ikke et spørgsmål om at patenter er latterlige, men et spørgsmål om at ikke kan bevise et ejerskab af en ide. To virksomheder eller personer kan sagten udvikle den samme teknologi samtidigt, og dermed er der ingen som har kopieret den anden. Derfor giver patenter ingen mening.
H.J Hansen:
“Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen?”
Ikke nødvendigvis. Jeg ser da radio, som en distribution af materiale, ikke som udlån. Særrettigheden er at de overhovedet får lov til at distribuere musikken i radioen og det skal de selvfølgelig betale for.
H.J Hansen:
“Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright.”
Tjaeh, det kan vel godt sige. Patenter er dog ikke det samme som copyright. Jeg selekterer på den måde at nogle ideer kan udtænkes på 5 min og er så simple at det ikke giver mening at den skal beskyttes. At du finder på at der skal være en NEXT og en PREVIOUS knap på din hjemmeside kan ikke betragtes som en kæmpe investering hverken pengemæssigt eller intellektuelt, så det er blot chikane at kræve særlige rettigheder over denne “ide”.
H.J Hansen:
“Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele”
Det er ejeren og den demokratiske proces, som afgør dette. Det kan vel ikke komme som en overraskelse, selvom du er imod.
Kjeld Flarup :
“Skovgaard, det er ikke et spørgsmål om at patenter er latterlige, men et spørgsmål om at ikke kan bevise et ejerskab af en ide.”
Indtil andre kommer og beviser at de fandt på den før mig, så jo. Jeg kan derudover bevise på at ingen har patenteret den før mig.
“To virksomheder eller personer kan sagten udvikle den samme teknologi samtidigt, og dermed er der ingen som har kopieret den anden.”
Men hvor tit sker det lige? Og selvom det sker er ulempen mindre end hvis man ikke kunne patentere. Evt kan de dele patentet hvis de finder på ideen i samme sekund. Jeg kan ikke se at dette skulle være et fundementalt problem med patentering.
H.J Hansen:
“Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen?”
Ikke nødvendigvis. Jeg ser da radio, som en distribution af materiale, ikke som udlån. Særrettigheden er at de overhovedet får lov til at distribuere musikken i radioen og det skal de selvfølgelig betale for.
H.J Hansen:
“Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright.”
Tjaeh, det kan vel godt sige. Patenter er dog ikke det samme som copyright. Jeg selekterer på den måde at nogle ideer kan udtænkes på 5 min og er så simple at det ikke giver mening at den skal beskyttes. At du finder på at der skal være en NEXT og en PREVIOUS knap på din hjemmeside kan ikke betragtes som en kæmpe investering hverken pengemæssigt eller intellektuelt, så det er blot chikane at kræve særlige rettigheder over denne “ide”.
H.J Hansen:
“Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele”
Det er ejeren og den demokratiske proces, som afgør dette. Det kan vel ikke komme som en overraskelse, selvom du er imod.
Kjeld Flarup :
“Skovgaard, det er ikke et spørgsmål om at patenter er latterlige, men et spørgsmål om at ikke kan bevise et ejerskab af en ide.”
Indtil andre kommer og beviser at de fandt på den før mig, så jo. Jeg kan derudover bevise på at ingen har patenteret den før mig.
“To virksomheder eller personer kan sagten udvikle den samme teknologi samtidigt, og dermed er der ingen som har kopieret den anden.”
Men hvor tit sker det lige? Og selvom det sker er ulempen mindre end hvis man ikke kunne patentere. Evt kan de dele patentet hvis de finder på ideen i samme sekund. Jeg kan ikke se at dette skulle være et fundementalt problem med patentering.
H.J Hansen:
“Jeg er da glad for, at du anderkender, at man godt må låne ting fra andre. Så burde radiostationer vil kun betale for en cd en gang, frem for at købe en licens og betale hver gang, vi tænder radioen?”
Ikke nødvendigvis. Jeg ser da radio, som en distribution af materiale, ikke som udlån. Særrettigheden er at de overhovedet får lov til at distribuere musikken i radioen og det skal de selvfølgelig betale for.
H.J Hansen:
“Når man snakker om, at nogen patenter er mere latterlige end andre, så handler det jo blot om, at du går ind for selektiv copyright.”
Tjaeh, det kan vel godt sige. Patenter er dog ikke det samme som copyright. Jeg selekterer på den måde at nogle ideer kan udtænkes på 5 min og er så simple at det ikke giver mening at den skal beskyttes. At du finder på at der skal være en NEXT og en PREVIOUS knap på din hjemmeside kan ikke betragtes som en kæmpe investering hverken pengemæssigt eller intellektuelt, så det er blot chikane at kræve særlige rettigheder over denne “ide”.
H.J Hansen:
“Hvem er det, som du mener, som er hævet over os andre og skal bestemme, hvad der er deleligt information, og hvad vi ikke må dele”
Det er ejeren og den demokratiske proces, som afgør dette. Det kan vel ikke komme som en overraskelse, selvom du er imod.
Kjeld Flarup :
“Skovgaard, det er ikke et spørgsmål om at patenter er latterlige, men et spørgsmål om at ikke kan bevise et ejerskab af en ide.”
Indtil andre kommer og beviser at de fandt på den før mig, så jo. Jeg kan derudover bevise på at ingen har patenteret den før mig.
“To virksomheder eller personer kan sagten udvikle den samme teknologi samtidigt, og dermed er der ingen som har kopieret den anden.”
Men hvor tit sker det lige? Og selvom det sker er ulempen mindre end hvis man ikke kunne patentere. Evt kan de dele patentet hvis de finder på ideen i samme sekund. Jeg kan ikke se at dette skulle være et fundementalt problem med patentering.
Skovgaard, det er enorme ressourcer der skal bruges for at sikre sig mod at man ved et uheld ikke er kommet til at bryde et patent når man udvikler noget. Jeg vil tro at det sker temmeligt ofte.
Også selvom vi ikke taler om samme sekundt, så kan et totalt ukendt patent og i øvrigt ubrugt patent dække et nyt produkt som et andet firma har udviklet fuldstændigt uafhængigt af det første patent.
Derfor vil jeg vurdere at legitimiteten i et patent svarer til at jeg får staten til at udstede et skøde på din jord.
Skovgaard, det er enorme ressourcer der skal bruges for at sikre sig mod at man ved et uheld ikke er kommet til at bryde et patent når man udvikler noget. Jeg vil tro at det sker temmeligt ofte.
Også selvom vi ikke taler om samme sekundt, så kan et totalt ukendt patent og i øvrigt ubrugt patent dække et nyt produkt som et andet firma har udviklet fuldstændigt uafhængigt af det første patent.
Derfor vil jeg vurdere at legitimiteten i et patent svarer til at jeg får staten til at udstede et skøde på din jord.
Lad os lige vende tilbage til virkeligheden og gå de utilitaristiske argumenter efter i sømmene:
PÅ DEN ENE SIDE
afhænger moderne samfunds fremgang af systematiseret vidensproduktion, der ikke kan betale sig uden nogen form for IP-rettigheder. Kreative produkter ville også miste al rentabilitet, hvis der var ubegrænset adgang til at kopiere dem.
PÅ DEN ANDEN SIDE
afhænger moderne samfunds fremgang også af, at den producerede viden SPREDES. Viden er jo kendetegnet ved nul marginalkost, og bør derfor i princippet være gratis.
Fri information er desuden forudsætningen for markedets effektivitet.
DERFOR
skal utilitaristen afveje disse to modsatrettede forhold med et kompromis, fx i form af tidsbegrænsede patenter, copyrights osv.
MEN I PRAKSIS
kapres IP-rettigheder af store firmaers lobbyvirksomhed, fordi deres interesser er mere “koncentrerede” end samfundets bredere interesser, på samme måde som snævre producentgrupper altid råber højere end forbrugere generelt. Derfor falder balancen i praksis alt for meget ud til fordel for den første del af argumentet (“på den ene side”) med alt for lange patentperioder.
LØSNINGEN ER
at borgerne organiserer sig og kræver kortere perioder. Musikindustrien og forlagene er fx aldrig blevet pålagt at bevise, at der vil blive produceret mindre god musik og litteratur, hvis copyrights begrænses til 5 eller 10 år, som meget vel kunne være mere rimeligt såvel som mere samfundsgavnligt.
Lad os lige vende tilbage til virkeligheden og gå de utilitaristiske argumenter efter i sømmene:
PÅ DEN ENE SIDE
afhænger moderne samfunds fremgang af systematiseret vidensproduktion, der ikke kan betale sig uden nogen form for IP-rettigheder. Kreative produkter ville også miste al rentabilitet, hvis der var ubegrænset adgang til at kopiere dem.
PÅ DEN ANDEN SIDE
afhænger moderne samfunds fremgang også af, at den producerede viden SPREDES. Viden er jo kendetegnet ved nul marginalkost, og bør derfor i princippet være gratis.
Fri information er desuden forudsætningen for markedets effektivitet.
DERFOR
skal utilitaristen afveje disse to modsatrettede forhold med et kompromis, fx i form af tidsbegrænsede patenter, copyrights osv.
MEN I PRAKSIS
kapres IP-rettigheder af store firmaers lobbyvirksomhed, fordi deres interesser er mere “koncentrerede” end samfundets bredere interesser, på samme måde som snævre producentgrupper altid råber højere end forbrugere generelt. Derfor falder balancen i praksis alt for meget ud til fordel for den første del af argumentet (“på den ene side”) med alt for lange patentperioder.
LØSNINGEN ER
at borgerne organiserer sig og kræver kortere perioder. Musikindustrien og forlagene er fx aldrig blevet pålagt at bevise, at der vil blive produceret mindre god musik og litteratur, hvis copyrights begrænses til 5 eller 10 år, som meget vel kunne være mere rimeligt såvel som mere samfundsgavnligt.
Lad os lige vende tilbage til virkeligheden og gå de utilitaristiske argumenter efter i sømmene:
PÅ DEN ENE SIDE
afhænger moderne samfunds fremgang af systematiseret vidensproduktion, der ikke kan betale sig uden nogen form for IP-rettigheder. Kreative produkter ville også miste al rentabilitet, hvis der var ubegrænset adgang til at kopiere dem.
PÅ DEN ANDEN SIDE
afhænger moderne samfunds fremgang også af, at den producerede viden SPREDES. Viden er jo kendetegnet ved nul marginalkost, og bør derfor i princippet være gratis.
Fri information er desuden forudsætningen for markedets effektivitet.
DERFOR
skal utilitaristen afveje disse to modsatrettede forhold med et kompromis, fx i form af tidsbegrænsede patenter, copyrights osv.
MEN I PRAKSIS
kapres IP-rettigheder af store firmaers lobbyvirksomhed, fordi deres interesser er mere “koncentrerede” end samfundets bredere interesser, på samme måde som snævre producentgrupper altid råber højere end forbrugere generelt. Derfor falder balancen i praksis alt for meget ud til fordel for den første del af argumentet (“på den ene side”) med alt for lange patentperioder.
LØSNINGEN ER
at borgerne organiserer sig og kræver kortere perioder. Musikindustrien og forlagene er fx aldrig blevet pålagt at bevise, at der vil blive produceret mindre god musik og litteratur, hvis copyrights begrænses til 5 eller 10 år, som meget vel kunne være mere rimeligt såvel som mere samfundsgavnligt.
PS: Regler der skal forestille at beskytte kreativitet og opmuntre til fornyelse gør i dag ofte det stik modsatte. Det gælder fx. varemærkebeskyttelse, hvor firmaer i nogle tilfælde har fået monopol på helt almindelige ord (kun et enkelt dansk rejsebureau har fxret til at bruge ordet “adventure”) eller hvor parodisk satire er blevet forfulgt som copyrights-overtrædelse (den svenske tegneserie “Arne And” måtte ikke gøre grin med Disneys figurer). Selv den venstreorienterede sanger “Sebastian” fik forhindret fagforeningen SiD i at bruge sloganet “Du er ikke alene”, fordi det er omkvædet i hans sang.
Den slags er en GROV indskrænkning af friheden, der er akut brug for at protestere imod!!!
PS: Regler der skal forestille at beskytte kreativitet og opmuntre til fornyelse gør i dag ofte det stik modsatte. Det gælder fx. varemærkebeskyttelse, hvor firmaer i nogle tilfælde har fået monopol på helt almindelige ord (kun et enkelt dansk rejsebureau har fxret til at bruge ordet “adventure”) eller hvor parodisk satire er blevet forfulgt som copyrights-overtrædelse (den svenske tegneserie “Arne And” måtte ikke gøre grin med Disneys figurer). Selv den venstreorienterede sanger “Sebastian” fik forhindret fagforeningen SiD i at bruge sloganet “Du er ikke alene”, fordi det er omkvædet i hans sang.
Den slags er en GROV indskrænkning af friheden, der er akut brug for at protestere imod!!!