Intellektuel ejendomsret – fornuftig liberalisme eller fæl socialisme?

Er copyright en forlængelse af ejendomsretten eller krænker den i virkeligheden selv den fysiske ejendomsret? Nikolaj Hawaleschka Stenberg vurderer Stephan Kinsellas og andre liberale teoretikeres holdning til intellektuel ejendomsret.

[Advarsel! Som en undtagelse til den redaktionelle linje kan der i denne artikel forekomme lovprisninger af demokratiet. Så er du advaret. red.]

”Intellektuel ejendomsret”, ”industriel ejendomsret”, ”immaterialret”. Kært barn har så sandelig mange navne,[1] og hvad end man bruger det ene, andet eller tredje, er der tale om det samme: En beskyttet ejendomsret til noget, der ikke har materialiseret sig i et gode, men derimod er immaterielt.

Før jeg kommer for godt i gang, vil jeg dog understrege, at denne artikel på ingen måde forsøger at opstille en ny teori om IP-rettigheder – eller for den sags skyld en ny argumentation for eller imod. Derimod er formålet at formidle den amerikanske advokat Stephan Kinsellas synspunkter imod IP-rettigheder.[2]

Stephan Kinsellas påstår, at IP-rettigheder ikke eksisterer, fordi man ikke kan erhverve rettigheder på den måde, som IP-rettighederne forudsætter, man kan. Denne påstand er bemærkelsesværdig, fordi den dels er den ledende liberalistiske teori imod IP-ret, og dels fordi den divergerer fra, hvad man ellers kan læse sig frem til hos de østrigske økonomer.

De tidlige østrigske økonomers litteratur om IP-rettigheder er ganske overskuelig; og meget forskelligartet. Ludwig von Mises var tilhænger af i hvert fald ophavsret, men sagde, at hele IP-retsinstituttet var et resultat af udviklingen i juraen og samfundet (og underspillede derved værdien af selvsamme rettigheder). Böhm-Bawerk var derimod lodret imod dem. Rothbard var, som Mises, for ophavsret men imod patenter.

Ejendomsretten
De fleste læsere af dette organ er enige med mig i, at ejendomsretten omtrent er den mest fundamentale rettighed. Så fundamental er den, at den ikke alene omfatter retten til at eje jord, en hammer eller 25 menneskers arbejdskraft fra kl. 8 til 16, men også (først og fremmest!) omfatter retten til at eje sig selv.[3]

Dette er kernen i de liberalistiske politiske filosofier om minarkisme og anarko-kapitalisme, såvel som i Ayn Rands objektivisme og det økonomiske system, som Karl Marx kaldte kapitalismen.

Hvad omfanget af og indholdet i selvejerskabsaksiomet så er, kan debatteres; hvilket det også bliver – til hudløshed. Debat er der også om, hvad der så skal ske, efter man er blevet enige om, at man ejer sig selv: Skal man følge den anarko-kapitalistiske vej – der i kraft af sin aksiomatiske deduktion er særdeles logisk og clear cut – eller vil man hellere gøre som de fleste, og ty til utilitaristiske eller konsekventialistiske argumenter (og opnå resultater)?

Ideen med immaterialretten er, at man beskytter noget, der ellers normalt kun ganske svært og omkostningsfuldt kan beskyttes: En idé, der har fået et udtryk på f.eks. et stykke papir, eller en implementering af en idé, som f.eks. gør, at man kan plante sukkerroer hurtigere end sin nabo.

Når idéen således har fået sin udtryksform i en bog med bogstaver, siger man, at det mønster, hvori bogstaver, tegn og mellemrum fremstår, er en materialiseret form af en immateriel idé: Det uhåndgribelige er blevet håndgribeligt – og skaberen opnår beskyttelse af ophavet til sit oprindelige bogstavsmønster.

Innovatøren med den nye sukkerroeplantningsmetode kan også beskytte sin opfindelse. Det gør han ved tilsvarende at opnå en beskyttelse af sin opfindelse. Det, han får, kalder man et patent; men det er reelt ikke andet end et statsligt sanktioneret privilegium (monopol [4]), som frem for alt har til formål at begrænse alle andre mennesker i at lave en tilsvarende opfindelse.

For eller imod IP-rettigheder
I sin artikel i Against Intellectual Property i Journal of Libertarian Studies fremfører Stephan Kinsella nye argumenter for, hvorfor det nuværende IP-retlige system er umoralsk, og for hvordan vi kan komme videre. Selvom Kinsella gør brug af velkendte termer, herunder især det Lockske homesteading-princip, er hans synspunkt mærkbart anderledes end det, som man f.eks. finder hos Murray Rothbard, der selv var imod IP-rettigheder. Mere herom senere!

Til at starte med deler Kinsella vandene: Enten er man pro eller også er man kontra IP-rettigheder. Er man for, er man enten en forblændet naturretsteoretiker eller en forkvapset utilitarist; sådan mere eller mindre.

På tilhængersiden er der på den naturretlige fløj to personer, som for konservative må udgøre kongen og dronningen i det naturretlige rædselskabinet: Objektivisten Ayn Rand og kapitalist-anarkisten Lysander Spooner. På den utilitaristiske fløj ser vi derimod den oprindelige Dr. Evil: John Stuart Mill, samt personer fra den retsøkonomiske tradition: Den socialliberale Richard Posner og den liberalistiske David Friedman.

På modstandersiden er forholdene mere overskuelige: Her ser vi Murray Rothbard og Stephan Kinsella selv.[5]

Utilitaristiske argumenter for intellektuel ejendomsret – og kritik heraf
Den utilitaristiske argumentation er den velkendte med, at det, der maksimerer velstanden mest, også er det bedste. Essensen er således, at fordelene ved at have et IP-retligt system – hvori én persons rettigheder styrkes igennem et offentligt sanktioneret monopol/privilegium, medens den forværres for alle andre – opvejer ulemperne ved ikke at have et sådant system.

For en række læsere af Liberator lyder det nok en smule absurd, at staten kan være berettiget til at give monopolstatus til f.eks. forfattere, med den intention, at denne monopolstatus skal opmuntre andre til også at blive forfattere og tjene til vejen og dagen på denne måde. Utilitarismens argumentation er imidlertid det mest normale argument, der føres for IP-rettigheder; også inden for juraen.

Kinsellas kritik overfor den utilitaristiske løsning går på, at utilitarismen både er umoralsk og usammenhængende.

Den er umoralsk, fordi en hvilken som helst omfordelingsordning af ejendomsrettigheder, ligegyldigt om det generelt forhøjer nettovelstanden i et samfund, aldrig kan være retfærdig.[6] Ud fra et rent rettighedssynspunkt er der ikke forskel på denne form for omfordeling og så tyveri, voldtægt eller drab. Hvis vi kan opnå størst mulig velstand, hvis vi hver måned ofrer et lille barn til en guddom; gør det så drabet retfærdigt?

Den er usammenhængende, fordi en nyttebedømmelse kræver, at man rent faktisk kan opveje fordelene overfor ulemperne. Dette kan man, ifølge visse østrigske økonomer,[7] ikke, fordi de værdier, der skal opvejes mod hinanden, er resultatet af subjektive vurderinger og ikke, som utilitaristerne mener, objektive. Vi kan med andre ord umuligt komme til at vide, om IP-regler fører til en nettogevinst for samfundet.

Naturretligt afledte argumenter for intellektuel ejendomsret – og kritik heraf
Det naturretligt baserede argument lever et stille liv i små kredse af mennesker, som lever og ånder for naturretligt baserede rettigheder.

Objektivisterne, som nok hører til blandt de mest højtlydende forsvarer for IP-rettigheder ud fra naturretlige argumenter, får en del af deres intellektuelle skyts hos Ayn Rand. Hun har nemlig, i antologien Capitalism – The Unknown Ideal, en essay om netop IP-rettigheder, hvori hun i sædvanlig Ayn Rand-stil fortæller, at modstandere af IP-rettigheder er alt fra fæle kollektivister til gridske tyveknægte og intellektuelle mordere.

For Ayn Rand var den immaterialretlige beskyttelse nærmest en slags belønning for engang at have fået en rigtig god idé. Dog mente hun, at den immaterialretlige beskyttelse ikke kunne vare udi al evighed. For anarkisten Lysander Spooner var det lidt anderledes: For ham var en rettighed, der én gang var stiftet, evigt gyldig. Det gjaldt også immaterielle rettigheder.

Problemet for både Rand og Spooner er bare, at deres systemer er hængt op på en sondring imellem ordene ”opfindelse” og ”opdagelse”. I sig selv er sondringen fin, relevant og korrekt – for der er jo, trods alt en stor forskel på de to begreber – men, som Kinsella viser,[8] er den alligevel problematisk i denne sammenhæng.

Rand mener, at skaberen af en genstand har retten til denne, efter den er skabt. Retten til genstanden kommer af, at skaberen har brugt sin tid og sin energi på at fremstille den. Dette giver, ifølge Kinsella, ingen mening, da man ikke ved at skabe en ting bare sådan opnår ejerskab til den. En skabelse i denne forstand vil f.eks. aldrig kunne erstatte homesteading.

Knappe goder
Homesteading er med andre ord nøglen til, om man skal tillade IP-rettigheder eller ej. Men i stedet for at argumentere som Locke eller Rothbard, tager Kinsella udgangspunkt i, om et gode er knapt.

I sin artikel spørger Kinsella skolelæreragtigt, hvorfor det egentlig er, at liberale tror på, at man kan have en ejendomsret til materielle goder:

”A little reflection will show that it is these goods’ scarcity – the fact that there can be conflict over these goods by multiple human actors. The very possibility of conflict over a resource renders it scarce, giving rise to the need for ethical rules to govern its use. Thus, the fundamental social and ethical fundtion of property rights is to prevent interpersonal conflict over scarce resources.”[9]

For at sikre, at der ikke opstår nogen konflikt, er det nødvendigt, at den genstand, som man vil forhindre at konflikten opstår omkring, er retmæssigt homesteadet eller erhvervet og synlig, så man forholdsvist problemfrit og objektivt kan fastslå, hvem der er den rette ejer.

Forestiller vi os, at vi er i det kristne fantasiland kaldet ”Edens Have”, vil vi kunne se, at der ikke er nogen knaphed på noget som helst; hverken mælk, honning eller landmasse. I Edens Have ville hele idéen om ejendomsret være meningsløs, fordi der ikke vil kunne opstå nogen konflikt om knappe goder.

Kinsella tager således udgangspunkt i den såkaldte førstepersonshomesteading: Den, der først gør brug af en knap ressource, har homesteadet det og er blevet ejer. Kun denne person kan homesteade; en senere køber er ”blot” en køber, ikke en homesteader.[10]

Men hvis man skal kunne acceptere IP-rettigheder, bliver det klart, at dette princip ikke kan følges fuldt ud. Det er her, at de ovennævnte utilitaristiske og naturetlige argumenter kommer på banen: Selve skabelsen siges at være en begivenhed, som medfører knaphed – og denne knaphed forsøges opretholdt ved staten og domstolenes hjælp:

“The monopolized good by whose partial withholding from the market the monopoly prices are made to prevail can be either a good of the lowest order or a good of a higher order, a factor of production. It may consist in the control of the technological knowledge required for production, the “recipe.” Such recipes are as a rule free goods as their ability to produce definite effects is unlimited. They can become economic goods only if they are monopolized and their use is restricted. Any price paid for the services rendered by a recipe is always a monopoly price. It is immaterial whether the restriction of a recipe’s use is made possible by institutional conditions–such as patents and copyright laws–or by the fact that a formula is kept secret and other people fail to guess it”.[11]

Fordi jeg skriver denne lille artikel, har jeg ophavsret til den rækkefølge af ord, jeg bruger. Takket være det statssanktionerede monopol kan jeg kræve, at – lad os sige – Lasse Birk Olesen ikke gentager, hvad jeg har skrevet; selvom det gøres på hans eget papir og med hans eget printerblæk.[12]

Det modificerede homesteadingprincip
For Kinsella er IP-rettigheder intet andet end simpelt tyveri af andre menneskers ejendom. Og hér har den bestjålne ikke engang mulighed for at ”skyde” tyven!

For at understrege sin pointe opstiller Kinsella et nyt homesteadingprincip, som han mener, at tilhængere af IP-rettigheder skal kunne forsvare, før de tager stilling til, om de er for eller imod IP-rettigheder. Dette princip er så kraftigt, at det gennembryder det traditionelle homesteadingprincip:

”A person who comes up with some useful or creative idea which can guide or direct an actor in the use of his own tangible property thereby instantly gains a right to control all other tangible property in the world, with respect to that property’s similar use”.[13]

Kinsella kan ikke selv forsvare dette synspunkt, og derfor kan han heller ikke være for IP-rettigheder.

Problemer ved Kinsellas argument
Tilbage i år 2000 havde Kinsella en anden artikel i Libertarian Studies, som meget fint viser, hvorfor jeg som udgangspunkt har et problem ved Kinsellas teori.

I artiklen undersøgte han, om det var i orden, at Napster blev lukket med domstolenes hjælp: Hvis det er i orden, at Napster skal lukkes kræver det, at Napster krænker en ejendomsrettighed. Det gør Napster kun, såfremt den a) forbryder sig mod en positiv retsregel, og b) denne retsregel er legitim. Som han selv skrev:

”[Spørgsmålet om legitimitet] er nødvendigt, fordi Napster, til trods for at firmaet teknisk set krænker en retsregel, kun ”bør” lukkes, hvis retsreglen er legitim. At mene noget andet er retspositivisme (som f.eks. Alf Ross) og moralsk relativisme.”

Jeg har det personligt ret svært med den her type argumentation. Først og fremmest er jeg overbevist om, at Kinsella svæver i samme vildfarelse som F.A. Hayek om, hvad retspositivisme egentlig er. Dernæst er det betænkeligt, at Kinsella helt borttænker det demokratiske samfund.

Det er dybt krænkende for et menneske, hvis en arbitrær retsregel tvinger ham til at gøre eller undlade noget uønskeligt. Men retsregler, der ikke altid stemmer overens med ens livsopfattelse, er nu og engang prisen for at leve i et demokrati. Demokratiet gør måske ikke en retsregel moralsk, men den gør den legitim.[14]

Paul Cwik har skrevet en artikel,[15] hvori han afviser Kinsellas påstande til fordel for en Rothbardiansk/Lockeiansk løsning. F.eks. skriver han:

”When I register a copyright, with a private copyright service, I am simply extending the method by which I can protect my property rights and prevent my work from becoming a common good. Copyrights are a mechanism by which we attempt to enforce property rights. Such mechanisms are not perfect and they can be abused, but ambiguity and misuse are not grounds for the dismissal of all IP-rights. There is a natural tendency to enclose the commons through the establishment of property rights.

The reality is that Crusoe could claim the island to the extent to which he could make use of, protect, establish and exert his rights over it. I claim that my rights over my house exist even when I am not home. I do not have to personally be there for my rights to be sustained; I can enlist help. Why [should I not be able to do so] with regards to my IP creation?”

Hvad skal man så mene? Det må man selv finde ud af.

Personligt er jeg for ophavsret; men tvivlende over for visse former for patenter.

Se også Liberators læserinterview med Stephan Kinsella


[1] I Danmark bruger vi primært det sidstnævnte begreb, medens en række af vores europæiske nabonationer benytter sig af nr. to medens amerikanerne bruger det første. For enkelthedens skyld bruger jeg IP-rettigheder.
[2] Stephan Kinsella, Against Intellectual Property, Journal of Libertarian Studies og Ludwig von Mises Institute
[3] Synspunktet går tilbage til John Locke.
[4] Ludwig von Mises skriver om monopoler og etatisme i sin bog Socialism: “In the eyes of these people all the undesired and undesirable effects of government interference with business are caused by capitalism. The very fact that a governmental measure has brought about a state of affaiers which they dislike is for them a justification of further measures. They fail, for instance, to realize that the role monopolistic schemes play in our time is the effect of government interference such as tariffs and patents. They advocate government action for the prevention of monopoly. One could hardly imagine a more unrealistic idea. For the governments whom they ask to fight monopoly are the same governments who are devoted to the principle of monopoly.”
[5] Jeg er ikke helt fair. Der er et par stykker til på listen.
[6] Lovgivningen har til formål at bibeholde retfærdighed; ikke omfordelingspolitik.
[7] Ctr. Mises’ værdifri utilitarisme
[8] Kinsella, side 24
[9] Kinsella, side 29
[10] Kinsella, side 43
[11] Ludwig von Mises, Human Action, side 364
[12] Dette eksempel er i øvrigt tyvstjålet fra Kinsellas artikel
[13] Kinsella, side 44
[14] Det må så være op til borgerne i samfundet, at fastsætte en forfatning, som sætter tilpas mange bånd på statens udøvelse og demokratiets indgribenhed.
[15] Paul F. Cwik, Is there room for intellectual property rights in Austrian economics.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password