En historie om retfærdighed

Hans Jonas Hansen beretter om sin lyssky fortid. Og om den dag han lærte lektien.

Da jag gik i folkeskole, var der mange af de andre drenge i min klasse, der stjal i den lokale Brugs. Jeg kunne ikke forstå, hvordan de kunne få sig selv til det, fordi jeg havde lært hjemmefra, at det var forkert at stjæle. (En lærdom, der senere i mit liv gjorde, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor noget tyveri er i orden, hvis det blot udføres af de ‘udvalgte’). Måske handlede det i sidste ende bare om, at jeg var bange for at skulle stå til regnskab overfor mine forældre. I en lille by kender alle en.

Da jeg kom i militæret i Holstebro, var det helt anderledes. Pludselig var der ingen, der kendte mig. Jeg kunne stort set gøre, hvad jeg ville. Så længe jeg bare overholdte militærets til tider sære regler. Vi fordrev tiden med at drikke øl på messen. At drikke øl på messen blev i længden også en anelse trivielt, så når man var i byen, prøvede man at stjæle sprut fra baren. Vi skabte situationen dem mod os. Det er ikke så svært i en by, hvor alle hader dig, fordi du er i militæret. For mit vedkommende stoppede jeg med at stjæle sprut, da jeg en dag blev stoppet af en stor dørmand, som gav mig valget. Tæsk eller 500 kr. Jeg var pisse bange og desuden var 500 kr. ikke så mange penge for en flaske sprut i byen. Jeg fik dog ikke lov til at beholde den. Men alligevel.

Jeg fortsatte dog med at stjæle, når jeg var fuld. Da jeg flyttede til København, var det pludselig muligt at stjæle fra kiosker i stedet. Her gik man ind og tog nogle ting i lommen og gik igen. Det var egentlig lige meget, hvad det var, man stjal. Det var glædens rus efterfølgende, der var det hele værd. Næste dag kunne man sagtens vågne op med dårlig samvittighed. Men jeg skød det bare hen med, at jeg havde været pisse fuld. Sådan noget ville man jo aldrig gøre i ædru tilstand. Jeg gjorde det legitimt for mig selv, selvom jeg inderst inde godt vidste, at det var forkert.

En dag endte det galt. Jeg var fuld, som man nu en gang er i Danmark, når det er weekend. Jeg havde været på The Rock i København, og for mit vedkommende var det ikke helt endt, som jeg gerne vil have, det skulle ende. Målet var et uforpligtende engangsknald. Ikke normalt noget, der er svært på steder som The Rock. Men da jeg havde taget min nye gule Versace t-shirt på, så var der ikke meget at komme efter på The Rock.

På vej hjem gik min ven og jeg ind i 7 Eleven ved Storkespringvandet i København. Jeg gik direkte hen til kakaomælkene, da det var det eneste, som kunne glæde mig. Der var kø derinde, og jeg var for fuld til at gide at stå i kø for at betale. Jeg ville bare ud og drikke min kakao. Dagene, hvor jeg fik et kick ud af at stjæle fra kiosker, var forlængst forbi. Hvis glæden stadig var der, så var den minimal. Jeg vadede ud af butikken uden at skjule kakaoen. Jeg var ligeglad. Jeg var sikker på, at der ikke var nogen, der ville/kunne stoppe mig.

Da jeg var ude af butikken, var der en, som hev fat i mig. ”Har du betalt for den?” spurgte han og pegede på min kakao. Jeg nåede ikke at svare ham, inden han sagde ”Kom med.” Han var åbenbart ligeglad med mit svar. Nok fordi han allerede kendte svaret. Han hev mig i armen, og jeg gik frivilligt med ind i butikken. Han ville have mig med ud bagved. Jeg kom til at tænke på alle de 7 Eleven historier med folk, der har fået tæsk ude bagved. Jeg nægtede og sagde, at jeg betalte for kakaoen. Han prøvede at rive mig med udenfor, og jeg kunne høre, at trøjen blev strækket. Det gjorde mig vred, at han prøvede at ødelægge min nye trøje. Jeg rev mig fri og råbte af ham. Da jeg var fem meter ude af butikken, kastede han en flaske efter mig. Jeg smed den tilbage og skreg ”Kom bare an. Så skal jeg fandme tæske dig.” Jeg var sikker på, at jeg kunne banke ham. Jeg håbede, at han kom over til mig, så jeg fik muligheden.

Jeg kunne høre, at en fra butikken sagde til ham, at han skulle glemme mig. Jeg følte, at jeg havde vundet. Pludselig stod der fire-fem unge indvandrerdrenge rundt om mig. Jeg kunne godt se, hvad der skulle ske, og jeg var dog ikke fuld nok til at tro, at jeg kunne banke fem indvandrere. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Jeg fik et forspring, fordi de ikke regnede med, at jeg havde tænkt mig at løbe. Jeg løb ned ad en sidegade til Strøget. Jeg prøvede at løbe i zigzag. Jeg kunne mærke lungerne ville have, at jeg skulle stoppe, men jeg fortsatte. Jeg kiggede bagud, og jeg kunne se, at en af dem var ved at indhente mig. Jeg kunne ikke løbe hurtigere, så jeg stoppede op ved en varevogn og håbede, at jeg kunne tæske ham. Han sprang på mig og delte slag ud. Jeg ramte ham to gange og løb videre. Jeg kunne mærke, at mine ben ikke længere ville løbe.

Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede ved en kantsten og følte mig utrolig træt. Der stod to politibetjente og spurgte, om jeg ville anmelde det. Jeg kiggede træt på dem og sagde nej. Det var ikke, fordi jeg var bange for overfaldsmændene. Men jeg syntes ikke, at de havde gjort noget forkert. Politiet virkede lettede over, at jeg ikke ville melde det og skyndte sig hurtigt videre.

Jeg havde lyst til at sove i ambulancen, men det fik jeg ikke lov til af ambulancefolkene. I ambulancen med følelsen af at skulle kaste op konstant, indså jeg noget. Ikke at det er forkert at stjæle. Det havde jeg vidst hele tiden. Jeg indså, at vi ikke behøver politiet til at beskytte vores butikker. Mange kioskejere er i stand til at passe på deres egen butik, og det skal de selvfølgelig have lov til. Der er intet galt med en kioskejer, som forsvarer sin butik. Der er intet galt med en urmager, som skyder røvere.[1] Der er noget galt med et samfund, som ikke tillader en at forsvare sig selv og sin ejendom.

[1] Man kan sige, at urmageren fik lov til at forsvare sig selv men blot ikke med ulovlige våben. Til det er der dog kun at sige: Skyder et lovligt våben bedre?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password