Privatretssamfundet

Hans-Hermann Hoppe om hvorfor sikkerhedsmonopolet ikke er nogen undtagelse til reglen.

Følgende to udsagn er blandt økonomer og politiske filosofer næsten enstemmigt accepteret:

For det første: ethvert monopol er på sigt dårligt for forbrugeren. Et monopol defineres traditionelt som, at en producent af tjenesteydelser eller varer har fået sin position som privilegium – dvs. som fraværet af fri indgang til produktion af de respektive varer eller tjenesteydelser. Kun én producent må fremstille godet. En sådan monopolist er dårlig for forbrugeren, da – pga. beskyttelsen mod konkurrence – priserne på produktet vil stige og produktets kvalitet falde.

For det andet: Produktionen af sikkerhed er statens fremmeste opgave. Sikkerhed forstås i den brede – fra den amerikanske Uafhængighedserklærings kendte – betydning: som beskyttelse af liv, ejendom, muligheden for stræben efter lykke, mod indre samt ydre aggression, dvs. kriminalitet, krig. Stat forstås i overensstemmelse med den gængse forståelse af ordet. Staten er dermed den territoriale monopolist i produktionen af lov og orden – dvs. den afgørende og eksekverende instans i alle konflikter.

At begge udsagn er åbenbart uforenelige har sjældent medført bekymring hos økonomer og filosofer. Og når det er sket, har reaktionen været, at man har sat spørgsmålstegn ved det første udsagns undtagelsesfrihed, men ikke ved det andet udsagns gyldighed. I modsætning til den ”ortodokse” reaktion findes der slående teoretiske grunde og bjerge af empirisk evidens for, at det omvendt er gyldigheden af det andet udsagn som skal bestrides.

Egeninteresse
Når et agentur har den sidste afgørelseskompetence i alle konfliktsituationer, så har agenturet også denne kompetence i konflikter, hvor den selv er part. I forlængelse heraf må det forventes, at monopolisten ikke blot vil gøre brug af sin rolle som mægler og dommer i konflikter, men også fremme konflikter, fordi agenturet herved får mulighed for at afgøre konflikten til sin fordel. Hvis man kun kan gå til staten for retfærdighed, vil retfærdighed blive korrumperet til statens fordel.

Mere endnu. Som den sidste afgørelsesinstans har staten også beskatningsret: den må ensidigt – uden samtykke fra alle berørte parter – selv fastsætte prisen, for hvad agenturets undersåtter skal betale for den korrumperede retfærdighedsydelse. Et skattefinansieret agentur, som hævder at beskytte liv og ejendom er selvsagt en selvmodsigelse: en ejendomsfratagende ejendomsbeskytter. Motiveret – som enhver anden – af egeninteresse og arbejdsskyhed, men udstyret med den enestående beføjelse at kunne opkræve skatter, må det forventes, at staten konstant søger at maksimere udgifterne til sikkerhed og samtidigt minimere den egentlig produktion af sikkerhed. Jo flere penge man kan bruge, og jo mindre man skal arbejde for dem, desto bedre er man stillet.

Af afvisningen af det andet udsagn må følge en fordring om en ren privatretsordning; et samfund, hvor alle personer og institutioner underlægges ét og samme regelsæt. Der vil i dette samfund ikke findes nogen såkaldt ”offentlig ret”, som giver statsansatte funktionelle privilegier overfor privatpersoner. Der vil i denne retsorden ikke findes noget ”offentligt”, men alene goder grundet i den private ejendomsret. Der vil ikke være et eneste monopol eller skatteopkrævningsprivilegium. Tilsvarende er privatretssamfundet positivt kendetegnet ved, at produktionen af lov og orden finansieres frit og i konkurrence med andre sikkerhedsvirksomheder (forsikringsselskaber, politi og mæglingsvirksomheder). Konkurrence om disse sikkerhedsydelser fører til, at prisen for sikkerhed tendentielt falder pr. værdienhed, hvorimod prisen under det nuværende monopol stiger.

Sikkerhedsvarer og – tjenesteydelser er således i konkurrence med andre varer og tjenesteydelser. Jo flere ressourcer der tildeles produktionen af sikkerhed, desto færre ressourcer bliver tilbage til tilfredsstillelse af andre behov. Tilsvarende er sikkerhedsydelser, som kommer en gruppe til gode, ikke tilgængelige for en anden gruppe. Pga. af uafhængighed fra forbrugerens frivillige beslutning og enhver cost-benefit-analyse er statens allokeringsbeslutninger i forhold til denne målestok vilkårlige. I et system med konkurrence i sikkerhedsproduktionen forsvinder vilkårligheden. Sikkerhed vil modtage ressourcer svarende til, hvad forbrugerne finder passende, og aldrig vil sikkerhedsproduktion ske på bekostning af andres sikkerhed.

Bevæbning
Hvor staten konsekvent og konstant søger at afvæbne sin befolkning, og dermed frarøve befolkningen et væsentligt selvforsvarsmiddel, så vil privatretssamfundet have en omvendt tendens mod systematisk folkebevæbning. Forsikringsselskaber vil belønne bevæbning, og i særdeleshed personer med uddannelse i brugen af våben, med en lavere forsikringspræmie – ligesom de selvsamme selskaber i dag belønner forsikringstagere med alarmanlæg o.l.

Hvor staten i sin natur er aggressiv, da denne kan eksternalisere omkostningerne ved aggression til andre (skatteyderne), så er forsikringsselskaber i deres natur defensive og fredelige, dels da enhver aggression er omkostningskrævende, og dermed forhøjer forsikringspræmierne, som igen vil føre til tab af kunder. Dels er ikke alle risici forsikrelige. Kun risici, som har karakter af uheld, kan forsikres. Risici som derimod følger af personers valgte handlinger kan ikke forsikres. Denne manglende forsikringsdækning for individuelle handlinger og følelser betyder konkret, at intet forsikringsselskab er parat til dække skadesrisikoen, hvis forskringsbegivenheden indtræder ved fremprovokerede handlinger. Enhver forsikringstager vil netop insistere på, at andre forsikringstagere forpligtes til at afholde sig fra provokationer af nogen art.

Retsdiversifikation indefra
Yderligere vil et system med konkurrerende sikkerhedsproducenter have en tosidet effekt på udviklingen af retten.

For det første tillades der en større varians i retten i samfundet, end tilfældet er ved monopolisten. Sikkerhedsproducenterne kan ikke kun konkurrere på prisen, men må også via produktdifferentiering konkurrere. Katolske producenter vil tilbyde kanonisk ret, jødiske producenter mosaisk ret, muslimer islamisk ret. Ingen skal underkastes ”fremmed” ret.

Retsforsvar udefra
For det andet fremmer privat rets- og ordensproduktion en tendens mod retsforsvar. Det ”hjemhørende” – med enten kanonisk, mosaisk og romersk ret – retssystem finder kun anvendelse på de personer, som har valgt det. Dvs. kanonisk ret finder kun anvendelse på katolikker og ved intra-katolske tvister. Dog kan der opstå situationer, hvor katolikker og muslimer har en tvist, og hver deres system ikke når samme resultat. I dette tilfælde findes der for de berørte parter – forsikringsselskab og forsikringstager – kun en løsning. Hver part må finde en uafhængig mægler. En sådan mægler er ikke kun uafhængig, han er også valgt af parterne. Mægler vil blive valgt ud fra parternes fælles forventning, om at mægleren besidder evnen til at skabe en gensidig acceptabel løsning i tilfælde af konflikter mellem grupper. Hvis mægleren fejler ved at nå til en afgørelse, som en af parterne ikke vil acceptere, så vil mægleren blive udskiftet med en ny konkurrerende mægler.

Sammenfattende: i modsætning til den nuværende etatistiske[1] praksis har privatretssamfundet med konkurrerende sikkerhedsudbydere forskellige kontrakter, både mellem forsikringsselskaber og forsikringstager samt mellem forsikringsselskab og mæglere. Kontrakter kan ikke ændres uden at begge parter er enige herom. Der vil altså indfinde sig en mere stabil retsorden end den fluktuerende og fleksible lovramme – og dette vil medføre ægte retssikkerhed. Ydermere resulterer konstant kooperation mellem forskellige forsikringsselskaber og mæglere en tendens til enhedsbetoning af ejendoms- og aftaleretten og en harmonisering af proces-, bevis- og mæglingsreglerne.

[1] Ordet kommer af det franske ”état”, som kan betyde forvaltningsgren. Etatisme er således en ideologi, der konstant bestræber sig på at udvide statsstyret – dvs. en fortrængning af det civile samfund.

Artiklen er oversat af NJ (redaktionen kender NJ’s sande identitet) (2008) til Liberator fra artiklen ”Alternative Privatrechtsgeselllschaft – Warum das Sicherheitsmonopol keine Ausnahme von der Regel ist, Beitrag zur Demokratiediskussion in eigentümlich frei, April 2006, Nr. 61, S. 49f ”
Artiklens indhold er mere uddybet i artiklen ”The Idea of a Privat Law Society”.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password