Slip boligen fri!

Boligen er fanget i et fængsel af planlove, fredningsbestemmelser og rigide regler. Nu skal den slippes fri, skriver Jesper Juul Andersen.

“Architecture is the alphabet of giants; it is the largest set of symbols ever made to meet the eyes of men. A tower stands up like a sort of simplified statue, of much more than heroic size.”
– Gilbert Keith Chesterton

Med dette citat i tankerne, hvad vil man da kunne læse fra det danske boliglandskab? Man vil læse ensartethed og konformitet i de uendelige parcelhuskvarterer. Man vil se sociale boligprojekter, der ligner noget fra en forstad til Moskva samt en komplet mangel på huse meget højere end 100 meter. Ikke at dette er specielt for Danmark, et lignende billede ses nok både i Holland, Sverige og andre dele af verdenen.

Men hvor er det da en skam, at boformer skal dikteres af politikere, flertallet og nostalgiske gammelkonservative. Rigide planlove til diktering af et hustags farve burde høre til i mørke dystopiske fortællinger og ikke i en fri verden.

Så når man ser ud over det danske boligbyggeri, så ser man en slående ensformighed. Men kunne den åbenlyse forklaring ikke tænkes, at dette netop er hvad danskerne ønsker, at dette netop er sådan, vi selv har valgt at bo? Men hvorfor findes planlovene så? De har kun et formål, hvis de ændrer på bebyggelsens form, så nej, det kan ikke være sådan, folk selv vil vælge at bo (i hvert fald ikke alle).

Men det er ikke kun planloven og alle lokalplaner, der krænker friheden til at bygge den bolig, man har lyst til.. Fredningsloven fortjener et ord med på vejen. Jeg kan som de fleste andre godt se det bevaringsværdige i mange ældre bygninger. De fortæller historien om vores fortid. Det er da bestemt bevaringsværdigt. Men der er langt at gå fra det og så til at frede dem og dermed fratage ejerne den komplette ejendomsret. Hvis man har stor passion for ældre bygninger, må man frede dem for egen regning.

Noget af det, jeg selv finder mest ærgerligt ved det danske boliglandskab, er manglen på højde, manglen på ambitioner og stræben efter det uopnåelige. Hvor er skyskraberne? Eller i det mindste et par højhuse. Det er som om, der er en angst overfor bygninger, der stikker op over den politisk fastlagte taggrænse, der igen er bestemt af, hvor høje bygningerne var, da politikken i sin tid blev vedtaget.

Skyskrabere er for mig det ultimative symbol på ambitioner. Deres stræben efter himlen og det uopnåelige efterlader en med det indtryk, at alt er muligt. End ikke himlen, jordskælv eller andet skal forhindre vores evindelige kamp for at skubbe grænserne udover det mulige. Skyskrabere er da også måden, hvorpå et land kan vise omverdenen dets succes ved at bryde grænserne for, hvad der er menneskeligt muligt. I dag rejser skyskraberne sig i asiatiske byer som en triumf for de arbejdsomme og visionære individer, der skabte dem.

Mit syn på skyskrabere kan måske ikke formuleres meget bedre end med Daniel Libeskinds ord: “… beyond the sheer necessity to build high-rise buildings there is almost a spiritual quest to build high, to compete technologically, and also to create an emblem that is very visible and significant in the skyline. What would New York be without the Empire State Building and the Chrysler Building? They define the character of ambition.”[1]

Helt ironisk er den næsthøjeste bygning i Danmark politikernes, bureaukraternes og de store planlæggeres hjem: Christiansborg.[2] I dette palæ, samt mange andre steder omkring i kommunerne, besluttes, hvad der er god byggeskik, hvad der er pænt, hvad der passer ind i fortiden, og hvor det må bygges.

Og selvfølgelig skal jeg heller ikke sidde her og diktere flere højhuse. Men lad dog bygherrer og befolkningen selv beslutte hvad og hvor, de vil bygge.

Men uhh nej, tænk nu hvis naboen byggede grimme ombygninger og byens nye hus var i blå gasbeton. Til alle jer der får ondt i øjnene af bygninger, I ikke kan lide: Hvad hvis jeg fik ondt i øjnene af at se på jer? Skulle I så forbydes i gadebilledet? Hvad nu hvis mine øjne var så sarte, at de ikke kunne klare tøj i farvekombination gul og blå? Eller snarere: Hvad hvis flertallet så sig sur på denne farvekombination? Skulle vi så forbyde alle danskere at gå i det svenske flags farver?

Hvordan er det, at denne såkaldte negative eksternalitet, som nogle bygninger i følge flertallet (eller nok snarere en lille elitær kreds af arkitekter og kommunale bureaukrater) retfærdiggør forbud og regulering af andre menneskers ejendom?

Så lad individualitet, diversitet og frihed herske i det danske landskab. Slip boligen fri fra dets fængsel af planlove og rigide regler. Lad folk bo i små lejligheder, i kæmpe paladser, på kanten til havet, midt på en mark eller midt i byen. Lad dem bo i stålbygninger, i grotter, i lerhuse eller på 45. etage. Lad muremestervillaer og bindingsværkshuse stå side om side med knaldorange plasthuse og stål og glasdomiciler.

Og hvis dine øjne er sarte så flyt sammen med ligesindede i små sikre borgerlige ghettoer. Det skal der også være plads til.

Noter:
[1] http://edition.cnn.com/2005/WORLD/americas/06/16/visionary.libeskind/
[2] Og Herlev sygehus er det højeste:
http://skyscraperpage.com/diagrams/?searchID=38691814

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password