Rapport om en uge i Havana

I ‘Guldet på havets bund’, som er efterfølgeren til den meget omstridte bog ‘Det uperfekte menneske’, skriver Jørgen Leth om sit første møde med Cuba. Han rejste til Cuba for at føle kærlighed fra en kvinde. Rejsen blev også et møde med et iskoldt styre, som ikke en gang accepterer kærlighed.

[Kapitel fra bogen ‘Guldet på havets bund’ af Jørgen Leth. Han er sandsynligvis hverken anarkist eller liberal, men giver dog her en interessant beretning om det totalitære cubanske styre. red.]

Lars von Trier havde sendt mig til Cuba på den første vanskellige opgave til De fem benspænd. Cuba ligger ikke langt fra Haiti, men jeg havde alligevel ikke været i Cuba før. Jeg var blevet forsinket af et malariaanfald i New York, men mit hold var allerede på plads og havde lavet research, inden jeg ankom. Marianne havde fundet nogle dygtige cubanske medarbejdere, og så valgte vi de skuespillere, vi ville arbejde med. Dan Holmberg havde fundet et hus, som var ideelt at arbejde i. Vi havde kun nogle få dages optagelser. Det blev en intens og inspireret periode.

Og så havde vi den cubanske virkelighed på behagelig afstand som en kulisse, både konkret i optagelserne, men også Hotel Nacional, de private restauranter, shopping-udflugt, enkelte hastige strejftog i byen. Vi kunne se, at de havde gjort noget for at restaurere byens sande skønhed. Vi havde fornøjelsen af at møde nogle cubanere, som var dygtige og flinke, og som havde humoristisk sans. Jeg mødte også, ganske flygtigt, en kvinde, med hvem jeg udvekslede nogle blikke, nogle berøringer og nogle noter via mellemmand.

Og det var det. Så rejste vi videre.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så stædig.

Jeg var nødt til at finde ud af, hvad det var med Vivian. Var hun virkelig interesseret? Jeg havde kun lige rørt hende, og det havde været glødende, men flygtigt på grund af omstændighederne, og nu ville jeg vende tilbage, finde ud af, trodse alle vanskeligheder og ulysten ved at komme tilbage til Cuba.

Jeg kunne ikke få den bemærkning ud af hovedet, vores chauffør José Luis var kommet med, da han kørte os ud til lufthavnen. ”Vivian har spurgt efter dig, hun kan godt lide dig og vil gerne i kontakt med dig. Du skal vide, at her i Cuba kan unge kvinder godt lide at have ældre mænd.”

Det var jo disse frække ord, der satte gang i fantasien. Jeg, som selv synes, jeg er en erfaren spiller i det terræn, følte mig pirret.

Jeg havde mødt hende på optagelserne i Havana. Ud over den skuespillerinde, som skulle lave nogle af scenerne fra den oprindelige Det perfekte menneske, fandt Dan og jeg ud af, at vi havde brug for en anden kvindelig aktør til andre scener. En formiddag stod hun der og blev præsenteret. Hun var danser, og hun ville gerne medvirke. Det var José Luis, som kendte hende og havde bragt hende. Jeg satte mig ned og sagde nogle ord på spansk. Jeg kaldte på Dan og præsenterede ham for hende. Han gav mig ret i, at hun så godt ud, men behøvede vi at beslutte os lige nu?

Hun blev hyret til filmen samme dag. Vi optog scenerne med hende næste dag. Hun skulle se ind i linsen, hun skulle ryge en cigaret, hun skulle vaere lidt frækt klædt på, og hun skulle i en anden scene have nøgen overkrop. Hun så godt ud. I en af scenerne skulle jeg stå ved siden af hende. Det var Dans idé. Jeg mærkede hendes hud under kjolens stof. Det var berøringen.

Næste dag skulle vi rejse. Optagelserne var forbi.

Jeg tog hjem til Haiti. Der tænkte jeg de følgende dage meget på mødet med Vivian. Så kortvarigt og flygtigt. Jeg havde Josés telefonnummer og ringede ham op for at finde ud af, hvordan det var. Var der nogen ide i at tage derover? Kunne jeg bare komme og så regne med, at hun var klar til at se mig?

Han sagde, at hun havde sagt, hun håbede på, jeg kom tilbage, og at hun også meget gerne ville rejse ud af Cuba og besøge mig. På dette spinkle grundlag, en tredjemands mening – og så min egen lyst – lod jeg mig nu villigt føre ind i en plan, som jeg selv udtænkte.

Kort tid efter fløj jeg fra Port-au-Prince til Santo Domingo og efter en overnatning i den dominikanske hovedstad med fly videre til Havana. Alt var umådelig besværligt, jeg kunne ikke lide omstændighederne, at skulle igennem Santo Domingo, at skulle gennem Havanas indrejseformaliteter og køre ind til privat indkvartering for at undgå et politikontrolleret hotel. Nu kom jeg så tilbage. Nærmest modstræbende. Drevet mere af min stædighed end af en lyst til at komme til Cuba igen.

Jeg havde store vanskeligheder ved at forestille mig situationen, som en god ven havde fikset for mig. Han havde givet mig et vink om, at det måske var en idé at bo privat, og at han kunne arrangere det. Det ville jo være den eneste måde at være sammen med en cubansk kvinde på. Sådan som det Apartheidsystem fungerer.

Jeg var altså lodset ind i det såkaldt parallelle system. Det var en rædsel for mig at tænke på at bo i en lejlighed med andre mennesker.

Jeg ankom, tog en taxa ind til lejligheden i det pæne Miramar-kvarter. Blev modtaget af min vens svigermor, Margareta, en meget livlig kvinde, tidligere direktionssekretær i noget, der svarer til Statens Kunstfond. Lejligheden var meget smagfuldt indrettet med masser af gode raderinger og træskulpturer og gode mahognimøbler. Mit værelse var godt med eget stort badeværelse og køleskab uden for døren. Prisen kun 30 US dollars pr. døgn (ti mindre end normalt pga. min ven). Margareta foreslog, at jeg hyrede en chauffør med egen bil, som hun kendte. Også 30 US dollars pr. dag. Meget billigere end arrangementer med taxa, en af de ting jeg havde frygtet mest: Hvordan komme ud og ind og væk og tilbage. Han kom med det samme. Jeg havde lovet at komme ind til en fernisering pa et galleri. Men ville lige lægge vejen omkring Vivians adresse. Jeg havde overhovedet ikke talt med hende, kun med chaufføren, José Luis, nogle få uforståelige gange, ingen kommunikation, jeg kom til et intet eller et noget. Det var en del af rædslen. Jeg blev i bilen. Huset så ikke så godt ud, jeg vidste jo, at det var en fattig familie, så jeg skulle sgu ikke mase mig på.

Men hun kom ud med det samme og smilede, og jeg inviterede hende på middag på den populære restaurant Aljibe, som har specialiseret sig i kylling, samme klokken otte, chaufføren Marcel ville hente hende. Ja, sagde hun. Hun var klar.

Hun kom på slaget otte og var elegant og ekstremt smuk. Jeg sad og fik en drink med Luis, som så overlod os til os selv. Hendes sølvglinsende stykke stof om bryster og skuldre var en gave fra hendes forældre. Det var efter min mening en god gave. Hun spiste ikke så meget. Heller ikke jeg. Jeg holdt hende i hånden, hun smilede. Aljibe er et af de få steder, hvor der ikke er politi til at forbyde en cubansk kvinde at sidde med en udenlandsk mand. Et emne, jeg skal vende tilbage til. Jeg sagde, ”du tager med mig hjem.” ”Ja,” sagde hun. Chaufføren kom og hentede os, ud hurtigt til bilen, det er spillereglen, så politiet ikke får en chance. Forbi hendes hjem og hente nogle få ting. Og så hjem til lejligheden. Erotisk var det et stærkt møde. Hun var vidunderlig. Fredag, udflugt til revolutionsmuseet. Et meget omhyggeligt museum. Hovedpine af alle de billeder og tekster, alle de datoer, alle de påvisninger af onde CIA-intriger og al den heroisme, al den dyrkelse af Che og Fidel og deres modige kammerater. Tylenol til mig, jeg kan ikke huske, hvor vi fik lunch den dag. Men om aftenen kom José Luis på besøg, og sammen med ham tog vi hen på en stor folkelig restaurant, Palenque, med ikke særlig gode, men billige pizzaer og en flaske ikke særlig god rødvin.

Lørdag, den store shopping. Først jeans plus overdel, dernæst kjole (lilla, fnuglet) og sko dertil rned meget høje hæle. Så Reebok Classic hvide joggingsko og Adidas-sandaler samt bikini med skørt. Så to par sko mere til hendes flotte og smidige dansefødder. Og så til sidst i kæmpesupermarked, hvor man kunne få alt for dollars. Indkøb til søndagsmiddag hos hendes forældre. Det var et meget stort indkøb, og en situation jeg jo kender fra, når jeg køber ind som julemand til Dorothies familie oppe på skrænten i Port-au-Prince. Jeg brugte mange hundrede dollars den dag. Det var en mærkelig fornemmelse at købe mad, det var næsten flovt, syntes jeg, at have min chauffør med til al denne overflod, til at se, hvad det udenlandske creditcard kan gøre. Her en vigtig detalje, som siger næsten alt for meget om det land: Vivian var nødt til at blive ude i bilen bag de blåfarvede ruder, fordi igen i supermarkedet ville der være risiko for politikontrol af kvinder i selskab med udenlandske mænd. Der var også kontrol af de indkøbte og betalte varer ved et toldagtigt bord ved udgangen. Østtyskland i 70’erne!

Marcels kommentar: ”De har gjort os til udlændinge i vores eget land. Vi skal købe alt i US dollars. Som vi ikke har.”

Om aftnen var vi pa den meget kendte Jazz Café lige over for Hotel Mélia Cohiba. Vi kom ind uden politichikane. Hun var superelegant med ny kjole og stilethæle. Betalte 2×10 US dollars, som man så kunne konsumere for. Det var et godt sted, god musik – men selvfølgelig var airconditioneringen som et køleskab.

Søndag. Sover længe hver dag. Middag hos familien aflyst, varerne fllyttes af Marcel og Vivian fra mit køleskab ud til bedstemors til opbevaring. Jeg har sørget for mad til lange tider, plus julemandsgaver af rom, en kasse Carlsberg-øl, en enkelt Cohiba til hendes far osv. Vi tager hen til Hotel Copacabana, hvor der er seawater pool og normal pool, både til børn og voksne. Den nye bikini skal promeneres. Et sted, hvor det ikke er forbudt at komme ind med en cubansk kvinde.

Men et ubehageligt sted, selvom det er firestjernet. Larmende discomusik og sloppy servering af poolside. Masser af skrigende børn. Heldigvis begyndte det at regne, og vi tog hjem.

Samme aften igen på Jazz Café. Men denne gang med problemer. Da vi kom kørende, så chauffør og Vivian straks politivagter uden for både Cobiba-hotellet og jazzcaféen. Det tvang os til at køre en tur rundt om kvarteret igen, og næste gang vi kom forbi, standsede vi og steg hastigt ud og op ad trapperne. Det er jo latterligt og pineagtigt. Vivian var meget nervøs. Hun har professional danserindelicens, men er rædselsslagen ved tanken om, at de vil standse hende og checke hendes navn, og om hun har en record, hvad hun selvfølgelig ikke har. Hvorefter de så måske alligevel vil registrere hende. Udgangspunktet er, at alle cubanske kvinder, som går ud i byen med udlændinge, betragtes som prostituerede.

For chaufføren var det også et problem. Hvis de fandt ud af, at han afleverede os, ville de i værste fald tage hans plader. Udlændinge skal bo på hotel og køre med taxa. Og udlændinge skal være sammen med udlændinge.

Vi slappede af med musikken, selvom temperaturen igen kom langt ned i fryseregionen. Jeg lagde galant min kashmirtrøje over Vivians skuldre.

Men da vi skulle af sted – vi havde en adtale om afhentning klokken halv to – var det endnu værre. Vi gik ned ad trapperne, og pludselig opdager Vivian, at der er en politibil udenfor. Op igen. Hun er helt ude af den af nervøsitet, selvom hun er en rolig pige. Meget svært at komme med et godt råd. Vi fik kontakt med en fyr, som skulle komme op og fortælle os, dels om Marcels blå Lada var der, og dels om politiet var væk et øjeblik. Det blev clearet en halv time senere.

Sådan er livet i Havana. Jeg var ved at blive meget træt af systemet. Men jo ikke i samme omfang og med samme grund som mine cubanske venner.

Mandag. Jeg er inviteret på frokost ude hos en excentrisk kunstskribent og samler af ’popular Caribbean art’ i hans hus ude i en forstad. Samtidig har jeg sendt Marcel med Vivian hen for at sørge for formaliteter til et pas på Consulteria juridica.

Kunstskribenten har for nylig været i Haiti og er meget begejstret. Han taler med stor varme og fortæller om sit liv. Er holdt op med at drikke efter alkoholikerperiode. Lever med sin chilenske kone, ansat i en ambassade, og to sønner i sit eget beskedne hus, som han fik bygget efter salg af et enkelt maleri til en udenlandsk samler. Ris, bønner, lidt kylling, som han selv koger sammen. Han planlægger nyt besøg i Haiti. En god kontakt for mig.

Vivian viser mig med en vis stolthed de to frimærker, hun har købt til passet, et til 50 US dollars, et til 5 US dollars, plus fotos. Jeg har foreslået, at hun besøger mig i Haiti. Frimærkerne er den første formalitet. Derefter skal hun igennem et ansøgningsforløb for at få lov til at rejse ud af landet.

Vivian har menstruation. Jeg tager alene ind til La Guardia (Fresa y Chocolate) efter at have reserveret bord til klokken otte. Fuldt hus og god betjening. Gazpacho og fisk, samt fresa y chocolate-is.

På vej hjem inviterer jeg Marcel på en drink i Hotel Cohibas lobby-bar. Overvældende luksuriøst hotel med marmor overalt og dyre butikker. Det er et af de steder, hvor det vil være umuligt for Vivian at komme ind. Men hvor vi ikke desto mindre med det samme spotter et par dyrt udseende damer, hvoraf en, mens jeg er på toilettet, forlader et bord med to herrer for at spørge Marcel, om jeg søger kvindeligt selskab.

Tirsdag. En tre timers køretur til Vinales, stort ønske hos Vivian, og stærkt anbefalet af andre. Godt nok, at jeg tog mig sammen til det. Surrealistisk oplevelse at køre på sekssporet, men næsten tom motorvej. På hver betonbro over vejen var udspændt politiske slogans, eksempler noteret: ’Habaneros a la vanguardia!’, ’Habaneros adelante!’, ’Nuestra convicción patria o muerte!’, ’Por la paz lucharemos con valor y honor. Fidel’, ’Seguieremos en combate’, ’Revolución Siii’, ’Revolución es unidad, es independencia!’ Hvem fanden tror de, de kan sælge alt det gammeldags nonsens til? Store billeder af Che i vejkryds. Som om de fører en kynisk-romantisk dialog med et spøgelsesagtigt folk.

Men Vinales var et smukt sted. Fra motorvejen ned gennem snoede bjergveje, det ligner lidt de sydkinesiske bløde bjerglandskaber fra Notater fra Kina. Det er her tobakken til de gode cigarer gror og bliver hængt til tørring i store huse. Jeg var inde og se det og snakke med damer, der trak store tobaksblade på snor og hejste lange stænger med bladene op i loftet.

Vinales er en lille sympatisk by, mange turistbusser med udflugter til indianergrotter og lign. Men vi nøjedes med at køre op til et hus, hvor Marcel vidste, de kunne lave mad. Der spiste vi en stor god lunch, jeg kæmperejer og salat, Vivian en svinekotelet, Marcel fisk. Strålende. Bagefter satte vi os ud og så livet i baghaven, et par grise, to trækokser, som blev spændt for en plovagtig ting, hvor de skulle trække sække med byggejord. Kaffe og Cohiba. Derefter hele turen tilbage til Havana.

Hentede pizzaer på Palenque, drak Carlsberg. Snakkede med Margareta og enkelte ord med hendes joviale mand, Pedro, med stor mave, men glimt i øjet. Jeg forstår jo fuldstændig deres arrangement. Det fortalte Pedro mig. De ejer lejligheden, som i øvrigt er et stykke meget beundret boligarkitektur, hvor de ofte får besøg af arkitektstuderende. Moderne, mursten integreret i vægge, gode mahogniskodder, dejlig terrasse. Men de kan ikke sælge den. Hvis de skulle finde på at flytte, f.eks. over til Barcelona, hvor begge deres døtre lever, så vil staten straks ekspropriere lejligheden.

Pedro sagde, så har vi gæster som dig, og det er jo sådan, vi får det hele til at løbe rundt. Jeg forstod, at det havde de faktisk flere gange hvert år, italienere, amerikanere, flere som kom tilbage – og som regel nogle udlændinge med faste – eller nye cubanske kærester. Med andre ord var Margareta en slags rufferske. Også samme arrangement med Marcel og hans omhyggeligt plejede Lada. Han kørte for tilbagevendende mandlige gæster med cubanske veninder.

Jeg forsøgte fra om morgenen at få bord hos den populære restaurant Lilian, men der var optaget hele ugen. Jeg hentede pizzaer igen.

Onsdag, sidste dag. Jeg tog med Marcel ind for at gå en tur i Havana Vieja, se Fototeca de Cuba på Plaza Vieja. Derfra ned gennem de smalle gader til katedralpladsen, hvor vi fik en drink (og jeg en dårlig tunsandwich) på den populære El Patio. Men alt for mange turister i store omvandrende guidede grupper. Læste i avisen, at Eugenio Barba og hans Odin Teater var i byen, og at han skulle modtage en vigtig æresdoktortitel fra kunstrådet. Jeg beundrer Barba, men jeg orker ikke at finde ud af, om jeg kan ringe og sige tillykke.

Vi tager ud til en anden paladera for at spise denne sidste aften. Inden vi tog af sted, drak Vivian et glas presset lime for at standse menstruationen (et danserinde trick). Tricket virkede.

Torsdag. Jeg skulle op klokken seks, hentes af taxa halv syv. Marcel kan ikke køre mig i lufthavnen, for så vil han blive anholdt. Han gjorde det med en italiensk gæst i januar, de tog hans plader og sagde, at næste gang var det bilen. Den afstumpede tanke. Han stjæler fra statskassen. Udlændinge skal køre i taxa. Det var selvfølgelig også helt udelukket, at Vivian kunne tage ud og sige farvel. Hun ville bare blive bedt om at følge med på stationen. Sådan er livet i et gammeldags kommunistisk land.

Farvel til Cuba. Med en vis lettelse. Til Santo Domingo, overnatning på det dejlige Hotel Hispaniola for kun 56 US dollars. Middag hos en god ven, Le Mondes korrespondent, Jean-Michel Caroit, i hans meget smukke hjem.

Fredag morgen: Flyve til Port-au-Prince. Afhentning i lufthavnen af manden, der passer bilen, jeg kørte selv direkte til Jacmel. Dejligt.

Fortryder jeg mit besøg i Cuba?

Nej, det gør jeg ikke. Selvom jeg brugte mange penge. Men livet er jo interessant og koster penge.

Mit problem er afgivne løfter. Et tilbagevendende problem. Pillowtalk. Jeg har lovet meget på puden. Kommer tilbage til Havana i juni! Har sørget for pas, kan evt. organisere invitation til Haiti, har oprettet en transfer-konto. Tll hvad? Derudover etablere kommunikation: e-mail via Luis, telefonopkald til Margaretas lejlighed hver anden søndag. Et større program.

Jeg har det ikke godt med at afgive løfter og derefter muligvis bryde dem. Men det er jo en fælde, jeg selv arrangerer. Jeg kommer til Havana for at checke Vivian. Men det kan man jo ikke gøre, hvis man fra starten siger, at man egentlig ikke ved, hvad man vil. Det er kærlighedens regler. ”Jeg elsker dig. Elsker du mig?” Man kommer ingen vegne med sex, hvis man ikke spiller en indsats. Jeg har ikke haft en kæreste siden Dorothie. Vivian har brudt med sin novio (forlovede) i marts 2001. Ærlighedsspillet er meget intenst. Vivian er god til det. Det er meget anstrengende at føre en samtale på spansk (udmattende og fører til irritation for mit vedkommende), men man har jo øjnene og sin opførsel. Vivian ser al tvivl, enhver distraktion og kigger efter løgne. ”Du tvivler måske på min kærlighed til dig?” “Nej, det gør jeg ikke.” ”Jo, det gør du. Du tror, jeg har en novio, og at jeg lyver for dig. Men jeg lyver aldrig.” Og lille engelsk dialog: ”What happened? You are different.” ”No, I am not different.” Osv.

Jeg kender jo lidt til kvinder og så, at Vivian var totalt oprigtig og simpelthen lever med familien og med sine ti timers daglige træning på teatret. Det sidste job, hendes gruppe, Quimica Perfecta, har haft, var i november, før vi kom. Men nu skal de måske til Santiago de Cuba og optræde for ti øre. Men de har en manager, en dygtig instruktør, og i 1998-99 var de bl.a. på Hotel Nacional, Riviera, og tre måneder i Jamaica. De venter på , at det er deres tur. Hårdt. Hendes udsigt er, at hun skal give danseundervisning til børn.

Jeg mærker desillusionen. Hård træning, om morgenen showdans, om eftermiddagen klassisk ballettræning, barre osv. Ingen penge til mad. Hun vil gerne være skuespiller. Tilbage til det med løfter (endnu ubrudte). Jeg har det som en gældstynget mand. Jeg ved med mig selv, at det bliver svært for mig at vende tilbage til Cuba. Skal jeg seriøst overveje at invitere hende til Haiti? Måske.

Jeg har jo også en slags forhandling i gang med Dorothie. Hun har lige ringet for at holde liv i den. Man kan godt sige, at det komplicerer situationen. Man siger, at kærligheden og de unge kvinder holder én i form. Det tror jeg så på. Men nu er jeg egentlig træt.

Hvordan skal jeg bære mig ad med at væra et nogenlunde ordentligt og troværdigt menneske? Nå, Cuba er jeg træt af, men Vivian interesserer mig. Hun er en ret skøn kvinde. Godt begavet. Meget hot.

Det er konklusionen.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password