Intro til private veje

Lasse Dyrbye giver et bud på, hvordan et privat vejnet kan fungere.

I et frit samfund vil veje være private uden nogen statslig hastighedsbegrænsning eller nogen anden form for lovgivning. Vi kender allerede private veje i form af villaveje, der er ejet af de folk, der bor der. De betaler både for vedligeholdelse og andet, som eksempelvis opførelse af bump, der får folk til at sænke farten.

De fleste, der har været på bilture i Europa, kender til Schweiz, hvor man betaler for at køre på vejene. Man køber et klistermærke, der giver adgang til deres veje. Her er det dog staten, der tjener pengene men princippet om, at skatteyderne i Schweiz ikke skal betale for udlændinges slid på vejene, er ganske logisk. Som de fleste ved, vil Københavns borgerrepræsentation indføre betaling, eller såkaldt ”trængselsafgift”, der mere har karakter af at være et nyt adfærdsregulerende middel. Hvis man skulle indføre brugerbetaling på de danske veje, skulle det naturligvis gå hånd i hånd med en total afskaffelse af bilafgifterne, men der vil stadig være risiko for, at politikerne bruger vejafgifter til at kradse penge ind til den evige gavebod. Det, der derimod skal gøres for at få billige og gode veje (og billige biler), er at privatisere vejnettet. Der vil det så være muligt at få konkurrence ind, som vil få ejerne af vejene til at levere den bedste service.

Konkurrerende veje vil skabe trafikregler, som er tilpasset bilisternes behov. På nogle veje vil man opleve veje med fri hastighed, mens man på andre vil opleve meget konservative lave hastigheder. Folk kan så vælge den vej, som passer bedst til deres temperament: nogle bilister vil hurtigt fra a til b, mens andre føler sig bedst tilpas, når medbilisterne ikke suser forbi med høj fart.

Trafikregler generelt vil være bestemt af ejerne, så regler om eksempelvis overhaling, vigepligt m.m. kan variere, hvis ejerne ønsker det. Man kunne dog forestille sig, at der vil være en generel efterspørgsel efter ensartet lovgivning, da det naturligvis ville være dumt at skifte mellem eksempelvis højre og venstre kørsel. Andre regler, som f.eks. hvorvidt man må overhale, kan til gengæld variere. Ejerne kan så selv bestemme, hvordan de vil sanktionere bilister, der bryder vejens trafikregler. Her kan bøder eller et direkte forbud mod at anvende vejen komme på tale. Det må dog være op til ejeren af vejen selv at kontrollere et forbud, ligesom det også er ejerens eget ansvar, om denne ønsker at tjekke folk for gyldigt kørekort. Man kan sagtens forestille sig veje, hvor et kørekort ikke er nødvendigt. Hvis man vægter sikkerhed højt, så vil man være tilbøjelig til at fravælge sådanne veje.

Prisen for at benytte vejene bør afhænge af, hvor meget slid køretøjet påfører vejene. Lastbiler med tonstunge vogne bagpå er store belastninger for veje og vil naturligvis også skulle betale mere. Noget, ejere af veje kunne tænkes at benytte sig af, er reklameskilte i siderne af vejene – den slags er i dagens Danmark reserveret til statslig propaganda. Reklamer kunne bidrage til at gøre det billigere at færdes på motor- og landeveje.

Der kan selvfølgelig opstå naturlige monopoler, da der mange steder ikke vil være marked for mere end en udbyder. Prisdannelsen vil derefter ske ud fra profitmaksimeringsprincippet, hvor ejeren af vejen eller vejene vil sætte prisen efter det, der giver mest på bundlinjen. Det ville simpelthen ikke kunne betale sig for ejeren at sætte en for høj pris, da det vil resultere i, at han mister penge.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password