Markedsfejl er et af de mere elegante teoretiske forsøg på at argumentere imod det frie, lassiez faire kapitalistisk e marked. Markedsfejl er grundlæggende den påstand, at det frie marked skal leve op til visse krav for at være efficient. Gør markedet ikke det, vil den samlede nytte ikke blive maksimeret. Indeværende artikel vil behandle den del af markedsfejlteorien som vedrører eksterne effekter og offentlige goder.
Teorien om eksternalitetsproblemer hævder, at når der på markedet indgås frivillige kontrakter, vil der være goder (fordele) og omkostninger (ulemper), som ikke er medtaget i kalkulen, hvorfor staten derfor skal gribe ind og korrigere ved regulering, subsidier eller beskatning. En ekstern omkostning kan f.eks. være når en person bygger et højt hus og generer naboens udsigt, eller ”forurening” af forskellig karakter (forurening er sat i anførselstegn, da denne betegnelse efterhånden er så bred, at begrebet er blevet uklart – det er imidlertid, formentlig, det i tiden mest anvendte argument for indskrænkelse af den private ejendomsret). Et eksternt gode kan f.eks. være, at en person maler sit hus, hvilket forskønner hele kvarteret og herved gavner alle i lokalområdet. Et andet eksempel kan være vacciner. Udover den åbenlyse fordel, at individet, som får vaccinen, er beskyttet mod sygdom, vil der være en marginalt nedsat risiko for smittefare i hele samfundet.
Tæt knyttet til teorien om eksterne effekter er teorien om offentlige goder. Offentlige goder kendetegnes ved at ”alle” nyder godt af dem, men det er umuligt at ekskludere enkelte individer fra at nyde dem. Et eksempel kunne være gadebelysning, som alle forbipasserende nyder godt af, uanset om de har betalt til det. Modsætningen til det offentlige gode er et privat gode, f.eks. en is, som kun den der spiser isen har glæde af. Der kan altså siges at være et gratistproblem med de offentlige goder, som gør, at de ikke forsynes i tilstrækkeligt omfang.
Løsningen på eksternalitetsproblemerne er, hævdes det, at staten korrigerer for disse fejl. Det sker ved, at offentlige goder finansieres af staten over den generelle skattebetaling, sådan alle er med til at betale. Ligeledes skal staten søge at gøre eksterne goder og omkostninger ”interne” gennem afgift og kompensation. Herved mener man at optimere samfundets samlede nytte.
Tilgangen er umiddelbar elegant på et teoretisk plan. Imidlertid bruges den som legitimering af konkrete indgreb i det frie marked og dermed den personlige ejendomsret. Derfor skal teorien også være konsistent og logisk, når den omsættes til praksis. Det viser sig dog, at der på belastende vis mangler logik for implementeringen, som endvidere ofte vil være influeret af forhold, der slet ikke har noget at gøre med eksternaliteter og offentlige goder. Endvidere gælder det bemærkelsesværdige forhold, at de fejl man mener at påpege ved et frit, laissez fair kapitalistisk marked, også gør sig gældende for den løsning der foreslås. På den måde bliver hele tilgangen inkonsistent og selvmodsigende.
Hvis man ønsker at korrigere for eksterne effekter, vil man i praksis først skulle starte med at danne sig et overblik over, hvor der rent faktisk skal gribes ind. Hvilke omkostninger og goder, der skal kompenseres for, samt hvem der skal kompensere. Hvis man igen ser på eksemplet med manden, der forskønner hele nabolaget ved at male sit hus, hvem skal så kompensere ejeren af huset? Er det de umiddelbare naboer, eller er det alle i en eller anden omkreds, f.eks. en kilometer? Eller er det bare alle der tilfældigvis ser huset og syntes det er flot? Og hvad nu, hvis der er nogle, som bor tæt på, men aldrig kommer den vej forbi? Eller hvad nu, hvis nogle naboer syntes, at den nye farve er grim – skal der så gå kompensation den anden vej? Dernæst må man stille det helt centrale spørgsmål, nemlig hvor meget kompensationen faktisk skal være på. Hvor megen nytte har naboerne egentlig af huset? Hvis man vil laven en kompensation, må der jo fastsættes et beløb. I praksis er det umuligt at svare på disse spørgsmål.
Problemet er, at folks præferencer er subjektive og ikke kan afsløres. Vi ved, at alle mennesker har forskellige præferencer for forskellige goder. Hvis ambitionen er, at korrigere markedet ved hjælp af statslig indgriben, skal man kende alle menneskers faktiske præferencer for alt, til enhver tid. Det kan ikke lade sig gøre, da tankelæsning ikke muligt. Selvom man arbejder med den helt urealistiske antagelse, at der var kendte præferencer, vil det endvidere være en enorm ogfuldstændig uoverskuelig opgave at korrigere for samtlige eksternaliteter. Disse to pointer er meget afgørende kritikpunkter, fordi eksternalitetsteorien netop bruges som legitimering af statslig indgriben i det frie marked. Sådanne indgreb må have karakter af konkrete transaktioner, men siden det er umuligt hverken at fastslå, hvem transaktionerne skal gå imellem, eller meningsfyldt at opgøre transaktionernes størrelse, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at korrigere for eksterne effekter på en måde, som er tro imod grundlaget for selve teorien. Hvad angår de kollektive goder, er det umuligt at sikre den ”optimale” mængde, når præferencerne ikke er kendte. Hvad er egentlig den objektivt, nytteoptimale forsyning af gadebelysning?
Man kan indvende, at eksemplet med manden, der maler sit hus, er lidt søgt. ”Det er jo ikke det man tænker på”, når man foreslår regulering af eksternaliteter. Men det illustrerer faktisk et selvstændigt problem ved eksternalitetsteorien, for der er ingen logik for afgrænsning af reguleringen. Mennesker påvirker konstant hinanden på utallige måder i samfund, uden det har noget med markedet at gøre. Hvis alle disse påvirkninger skal korrigeres, er resultatet komplet statskontrol. Det er nok ikke hensigten med teorien. Men hvor går grænsen?
Som en væsentlig sidebetragtning til kritikken af den egentlige teori, er det relevant også at se på det politiske system, som skal korrigere markedet for eksternaliteter og sikre forsyningen af offentlige goder. Hvis man ignorerer teoriens praktiske problemer og alligevel forsøger at omsætte den til faktisk lovgivning, vil denne lovgivning med største sandsynlighed blive influeret af forhold, som slet ikke har noget at gøre med eksterne effekter. Studehandler, politisk ideologi, magtbegær, journalister og et utal af andre forhold gør, at det slet ikke er muligt at lave sådan en videnskabelig funderet lovgivning og styring. Det er igen vigtigt at huske, at teorien har et sigte på at legitimere konkrete indgreb i det frie marked. Derfor må det også være et krav, at det politiske system rent faktisk evner at omsætte den til lovgivning, på en måde som er tro imod teoriens grundlag. Ellers bliver teorien nemt en akademisk skinmanøvre, som dækker over helt andre hensigter, end det at korrigere for markedsfejl.
Ovenstående kritik har været rettet imod, hvor grotesk det faktisk viser sig at være, at omsætte eksternalitetsteorien til praksis. Hvis man går ind på teoriens præmisser og ignorerer dens praktiske anvendelighed, kan der endvidere gøres et par overraskende og belastende betragtninger. Det viser sig nemlig, at de indgreb teorien skal legitimere, selv forårsager den slags fejl, som hensigten med indgrebene er at løse. Teorien er altså decideret selvmodsigende.
Det kan f.eks. demonstreres med tilfældet uddannelse, som hævdes at være et offentligt gode. Tesen er, at mennesker bliver ”alment dannede”, mere civiliserede og egnede til at indgå i et samfund, når de modtager uddannelse. Hermed kan der siges at være tale om en ekstern fordel, der er et offentligt gode, for det er jo unægtelig en behagelig fordel, hvis folk opfører sig civiliseret, ligesom man ikke kan udelukke nogen fra at nyde, at deres veluddannede medborgere udviser denne adfærd. For at sikre tilstrækkelig uddannelse, skal den, ifølge teoriens tankegang, derfor være gratis. Problemet er bare, at uddannelse også i høj grad har klare personlige fordele, både for den som modtager uddannelsen og for de firmaer, hvor den uddannede bliver ansat. Når uddannelsen er gratis, vil der være incitament til, at man tager uddannelse udover det alment dannede og ”civiliserende” niveau. Uddannelse udover det niveau kommer kun den til gode, som modtager undervisningen, og eventuelt den virksomhed, hvor vedkomne er ansat. Omkostningen væltes derimod over på skatteborgerne. Hele dette problem opstår, fordi omkostningen ved uddannelse er ekstern, for såvel dem som modtager undervisning som de virksomheder, der efterspørger deres arbejdskraft. Løsningen på det påståede problem med uddannelse som offentligt gode bider altså sig selv i halen, ved egenhændigt at skabe et nyt eksternalitetsproblem! I forhold netop eksemplet uddannelse kan man desuden bemærke, at med det repræsentative demokrati som redskab, opfører de brede masser af graduerende danskere sig som hæmningsløse vilde, når det kommer til respekt for den private ejendomsret. Den ejendomsret, som er selve grundlaget for materiel civilisation. Eneste forskel fra dagens orden og Hobbes brutale naturtilstand er, at staten nu er det instrument, der bruges til at underlægge andre sin vilje og tiltvinge sig deres retmæssige ejendom1. Men selvmodsigelsen gør sig ikke kun gældende indenfor uddannelse. Mekanismen påvirker nærmest alle offentlige ydelser, fordi der næsten altid er nogle, som nyder personlige fordele af det kollektive gode, og derfor prøver at skrue forbruget op.
Endnu en problemstilling knytter sig til skattebetalte ”rettelser” af markedsfejl. Skattebetalingen er ikke udtryk for et proportionalt forbrug af offentlige goder, da den er spredt ud over en lang række skattebaser såsom indkomstskat, ejendomsskat, moms, registreringsafgift, såkaldte grønne afgifter med meget mere. Ingen af disse skatter er udtryk for den enkelte borgers ”forbrug” af de kollektive goder. Ydermere vil en lang række borgere slet ikke være nettobidragsydere, og på den måde resulterer rettelsen af markedsfejlen i et enormt gratistproblem og dermed endnu en selvmodsigelse.
Hvis man er konsekvent tilhænger af ejendomsret, må man endelig have den reservation overfor teorien om eksternaliteter og offentlige goder, at den hviler på et utilitaristisk grundlag. Det er altså den ”maksimale samlede nytte” der er øverst i moralhierarkiet, ikke ejendomsretten. Man skal ikke lade sig forblænde og tro, at teorien kan ses som en slags korrektion til princippet om ejendomsret. Selve ejendomsretsbegrebet bliver uklart, hvis man kan opnå krav imod andre, uden der er indgået en kontrakt.
I et frit samfund med en klart defineret ejendomsret er der ikke brug for teorien om markedsfejl. Traditionelle eksternalitetsproblemer som forurening, vil her have karakter af overgreb mod en anden persons ejendom, hvilket der selvfølgelig kan og skal reageres imod. Men i en ejendomsretlig tankegang vil der være logiske grænser for, hvilke krav man kan rejse imod andre, fordi disse kun kan rejses på baggrund af aftaler eller ved krænkelse af ejendom. En anden og væsentlig styrke ved et frit marked er, at der er et meget mindre informationsbehov. Hver enkelt aktør behøver kun tage højde for sine egne præferencer og reservationspris. Ejendomsretstilgangen betyder også, at man må tåle visse omkostninger, uden man har krav på kompensation. Hvis naboen bygger et hus, der tager udsigten og det koster i salgsprisen, har man altså ikke pludselig krav imod ham. På markedet er alle investeringer forbundet med visse risici, og andre menneskers legitime aktiviteter på egen ejendom kan derfor ikke legitimere et krav om kompensation og indgreb.


Hvis du vil læse mere om sagen imod eksternaliteter, kan du f.eks. se George Reismanns ”Capitalism”, der har været en del af inspirationen for denne artikel. Eksternaliteter i det libetarianske samfund behandles i Murray N. Rothbarts ”Man, Economy and State”. For sagen for kan du blot se en mainstream lærebog i økonomi. Alternativt kan du f.eks. se Nicholas Barr ”Economics of the Wefare State”, hvor markedsfejlteorien er en integreret begrundelse for intervention I det frie marked.
Capitalism kan frit hentes på www.capitalism.net
Man, Economy and State kan frit hentes på www.mises.org

Join the Conversation

9 Comments

  1. God artikel Max, selvom jeg godt ville have haft den i en lidt kortere og mere spisevenlig udgave 🙂
    Jeg er i det store hele meget på bølgelænge med dig, men der var lige et par ting i din argumentation jeg studsede lidt over…
    Du skriver: “Modsætningen til det offentlige gode er et privat gode, f.eks. en is, som kun den der spiser isen har glæde af.”
    Sådan mener jeg imidlertid bare ikke, at du kan stille det op. For set i en lidt mere abstrakt forstand kan jeg jo f.eks. sagtens drage nytte af eller nyde, at et andet menneske spiser en is (se http://www.youtube.com/watch?v=DXAewxGeyTU) – Eller jeg har i hvert fald muligheden for det, lidt afhængigt af min tilstedeværelse, lyster og behov etc. Det samme gælder når folk tager lange uddannelser eller spiser sig tykke og fede – Det kan jeg også drage nytte af ellers glædes over lidt afhængigt af f.eks. mine syge seksuelle tilbøjeligheder.
    Det er bare ikke det der handler om. For vi påvirker jo netop hinanden i ALT, hvad vi gør. Ingen handling eller menneskeligt output isolerer sig udelukkende til individet. I hvert fald ikke i abstrakt forstand. Hvilket jo netop er derfor, at det er så absurd at regulere “de fælles goder” udfra teorien omkring eksternalitetsproblemer, da vi så i princippet skulle regulere ALT. Selv det, at jeg tændte på den tykke pige, der lige gik forbi mig 😉 Ikke, at jeg ikke ville unde hende en 10’er til et coinoffer selvfølgelig 🙂
    Du skriver også “Mennesker påvirker konstant hinanden på utallige måder i samfund, uden det har noget med markedet at gøre.”
    Men når vi påvirker hinanden (udveksler værdi), har det jo netop noget med markedet at gøre. Eller er det bare min markedsforståelse, der er lidt for abstrakt og fluffy?

  2. Super atikkel! Jeg var i modsætning til Søren Viuff ovenfor, rigtigt glad for at artiklen var så lang og udførlig. Men det er jo smag og behag ;-).
    @Søren Viuff.
    Synes dine kommentarer er gode og ikke mindst temmeligt morsomme. Tak for det ;-).

  3. Hej Søren
    Jeg tror faktisk vi er helt enige. Grunden til jeg nævner distinktionen mellem offentlige og private goder, er egentlige bare for at gengive teorien inden jeg kritiserer den. Når jeg senere igen arbejder med denne distinktion, er det fordi jeg kritiserer teorien på dens egne præmisser.
    Med hensyn til markedsforståelsen: jeg mener man kan skelne mellem det egentlige marked, hvor der udveksles varer og tjenesteydelser, og markedslignende forhold, som i et vist omfang kan siges at gælde om næsten alle sociale relationer. Eksempel. Hvis jeg jævnligt mødes med gode venner, får lidt mad og en Gin og Tonic – så er der jo ikke tale om en eksplicit udveksling. Måske betaler jeg mad og drikke den ene gang, min ven den næste – og vi er ikke så nøjeregnende med om det går op. Ligeledes med kvaliteten af selskabet. Vi finder tilfredsstillelse i hinandens samvær. Men hvis relationen over tid tenderer til, at det altid er den ene part der giver mad og drinks, og altid den ene part bidrager med input til samtalen, vil relationen formentlig bryde sammen – fordi den ene ikke længere får noget ud af det.
    Okay – det var lidt langhåret, men det er jo også kvaliteten ved dette forum, at man kan diskutere teoretisk og i de mindste detaljer (så fik jeg vist også svaret på din endledende bemærkning 🙂 )
    PS: Held og lykke med de store tøser!

  4. God artikel!
    Det burde være indlysende at når individer er tvunget til at handle mod deres vilje vil der være et tab – nettop forskellen i nytteværdi mellem det frie og tvungen valg. Og da markeder blot er en abstraktion for individers udveksling af varer og ydelser vil det helt frie marked være så efficient som muligt.
    Udover tabt nytteværdi, vil regulering også bevirke en række følgevirkninger som yderligere forstører tabet…
    Moral hazard
    Adverse selection
    Conflict of interest
    Externality
    Feedback
    Free rider problem
    Offset hypothesis
    Perverse incentive
    Unintended consequence

  5. Glimrende artikel.
    Men det kan jo heller ikke komme bag på nogen, når der henvises til George Reismann 😉
    /NJ

  6. Hej, jeg synes du kludrer lidt rundt i begreberne omkring offentlige goder…
    Offentlige goder nydes ikke nødvendigvis af “alle”, men det er sandt at de ikke er eksklusive, herunder gælder dog også at mere forbrug af godet ikke koster flere penge! I modsætning til private goder som skal produceres igen (med øget omkostning som føølge) før andre kan nyde godt af det samme gode.
    Så skriver du tillige at “Skattebetalingen er ikke udtryk for et proportionalt forbrug af offentlige goder”
    nej, det har vel heller aldrig været meningen? At det kaldes offentlige goder, har altså intet at gøre med om de er produceret af det offentlige, og derfor heller ikke noget at gøre med hvem der betaler hvilken type skat.
    Du skriver “Ingen af disse skatter er udtryk for den enkelte borgers ”forbrug” af de kollektive goder.”
    Jeg går ud fra at du med “kollektive” goder mener offentlige goder, og nej, men det har vel heller ikke noget med teorien omkring offentlige goder at gøre!
    Der hvor staten så kommer ind i billedet, er i forhold til free-rider problematikken. Hvis et gode i sandhed er offentligt (dvs. at hvis det først er produceret så kan alle bruge løs af det uden yderligere omkostninger), vil der naturligvis være incitament til ikke selv at betale til godet, men lade andre klare sagen. Om man så mener om staten er en god løsning er på det problem er en anden diskussion.
    Et andet problem er at stort set ingen goder er helt offentlige, selvom de umiddelbart ser sådan ud.
    Gadebelysning f.eks., der er ingen problemer i at 3 mænd går på samme gade, men kommer der 5.000 mere og vil bruge lyset til et eller andet, vil nogen nok skygge for andre. Veje er et andet eksempel, bygger jeg en vej, falder værdien nok ikke for mig, fordi en anden familie kører deres personbil på vejen, men kommer der mange biler så slides vejen i et mærkbart tempo, og godet forringes.
    Et nok bedre eksempel på et (næsten) offentligt gode er software (det kunne også være medicin eller noget så simpelt som litteratur). Er et stykke software først udviklet, kan alle bruge det uden at den oprindelige ejer mister noget på det. Uden en stat (eller en anden institution der var i stand til at opretholde f.eks. copyright eller patentrettigheder) ville udviklingsomkostningerne overstige gevinsten, og udviklingen ville standse da alle (i teorien) ville forsøge at freeride.
    At undervisning som sådan skulle være et offentligt gode har jeg aldrig hørt om før. For det første er det ganske nemt at forhindre folk i at deltage i undervisningen, og for det andet fører flere elever til behov for flere lærere og dermed øgede omkostninger. At undervisning i nogle tilfælde kan opfattes som partielt offentlige (en forelæsning i et auditorium med 200 elever og plads til 300 falder nok ikke i kvalitet fordi 5 elever mere sætter sig ind og lytter), men skal der 500 mere ind, så er det tydeligt at undervisningen ikke er et offentligt gode (og jeg har ikke engang set på omkostninger til rettearbejde af skolearbejde osv.).
    At nogle statstilhængere mener at almen dannelse kan øge værdien i et samfund er da klart diskutabelt, men har altså intet med teorien om offentlige goder at gøre!
    Du skriver at “Løsningen på eksternalitetsproblemerne er, hævdes det, at staten korrigerer for disse fejl.”
    Det er sandt, det er staten der skal fastsætte hvilket beløb der er rimeligt at jeg får i erstatning hvis dt spildevand løber ind på min grund (medmindre vi internt kan finde en løsning).
    Netop det problem er ganske interessant, da nytte funktioner jo ikke er direkte sammenlignelige, er det umuligt objektivt at sige hvad jeg skal have i erstatning for din foruering for at være indifferent (igen gælder det at hvis vi indbyrdes kan lave en aftale er der intet problem, problemet opstår hvis vi ikke kan blive enige).
    Så skriver du videre “Det sker ved, at offentlige goder finansieres af staten over den generelle skattebetaling, sådan alle er med til at betale.”
    Nej, omkostningerne ved eksternaliteter har ikke noget med offentlige goder at gøre!
    Så skriver du:
    “Ligeledes skal staten søge at gøre eksterne goder og omkostninger ”interne” gennem afgift og kompensation. ”
    Ja, eksternalitetsonkostninger skal kompenseres hvilket staten (eller en anden institution) skal afgøre rimeligheden såfremt de involverede ikke kan finde en løsning de er enige om.
    Eksternaliteter og offentlige goder er altså ikke direkte sammenhængende, selvom en positiv eksternalitet kan opfattes som et offentligt gode i nogle tilfælde.
    Skatter handler primært om omfordeling, ikke om produktion af offentlige goder. Ja, i nogle tilfælde er der mennesker der mener at offentlige goder bør produceres af fælleskassen for at undgå free rider problematikken, men at det hedder offentlige goder er et begreb der intet har at gøe med den offentlige sektor som sådan.
    Afgifter handler om eksternalitetsomkostninger (nej, jeg mener ikke at f.eks. moms er en afgift men en skat, men f.eks. grønne aftgifter skal forestille at være en betaling til samfundet for de skader man laver ved sin forurening).
    Når det så er sagt, så synes jeg du har en lang række gode pointer i artiklen, som primært ender med at omhandle følgende spørgsmål:
    Hvor går grænsen for hvilke eksternaliteter der skal kompenseres for?
    Hvordan skal kompensationen takseres?
    Sidst men ikke mindst, tak for denne linje “Studehandler, politisk ideologi, magtbegær, journalister og et utal af andre forhold gør, at det slet ikke er muligt at lave sådan en videnskabelig funderet lovgivning og styring.”
    Jeg synes du har fat i noget meget vigtigt (og rigtigt), jeg kunne dog godt tænke mig at høre om du har et forslag til et system der kan afgøre eksternalitets problemer uden en institution der har beføjelser som en stat til at lovgive omkring eksternalitets kompensering i tilfælde af forurening!

  7. Hej “Kylling”
    Tak for nogle kritiske betragtninger.
    Jeg vil foreslå dig at læse indledningen til min artikel igen, hvor der faktisk skelnes klart mellem offentlige goder og eksternaliteter. Imidlertid er eksterne effekter i forhold til offentlige goder “a closely related phenomenon” (Barr p. 75). Vær i øvrigt opmærksom på, hvornår jeg referer til teorien og hvornår jeg kritiserer teorien. At det er en dårlig teori kan du ikke bebrejde mig – det er faktisk hele pointen med artiklen.
    Jeg skal prøve at fange det meste af din kritik 🙂
    Du skriver: “At det kaldes offentlige goder, har altså intet at gøre med om de er produceret af det offentlige” Jeg forholder mig til begreberne som de behandles i noget af den litteratur der omhandler emnet. Barr skriver vedrørende offentlige goder “If a public good is to be provided at all, the appropiate form of intervention is generally PUBLIC PRODUCTION”. (ibid. Min fremhævning).
    Du har ret i at det, der karakteriseres som et offentligt gode, ikke nødvendigvis er produceret af det offentlige – men det er netop pointen med teorien, at det er det man ønsker. Kun derfor tager jeg det op, og jeg siger faktisk ikke noget om at det allerede er det offentlige som producerer godet.
    Du problematiserer, at jeg skriver: “Skattebetalingen er ikke udtryk for et proportionalt forbrug af offentlige goder” – Hvis man mener der er et gratistproblem, må det være fordi 1) man ønsker netop et forhold mellem at yde og nyde eller 2) man ønsker den “rette forsyning”. Hvis man mener 1), så ER det faktisk et problem, at der ikke er et proportionalt forhold mellem skattebetaling og forbrug. Hvis man mener 2), så se det jeg skriver om ukendte præferencer.
    Du siger: “Et andet problem er at stort set ingen goder er helt offentlige, selvom de umiddelbart ser sådan ud” – jeg er glad for den pointe, for det betyder at teoriens gyldighed svækkes endnu mere.
    I forlængelse af dette mht. undervisning som offentligt gode. Jeg pointerer selv det tvivlsomme i undervisning som offentligt gode. Det fortalerne peger på, er den dannende effekt undervisning siges at have – og det er det, jeg skriver imod.
    Een ting må jeg dog give dig. Omkring linje 21 kommer jeg til at skrive eksternaliteter i stedet for offentlige goder. Det er fejl.
    MHT til en erstatning for eksternalitetsteorien, så løfter jeg faktisk sløret for en løsning, nemlig klart defineret ejendomsret. Det er nu mere af hensyn til “god skrivestil”, for at undgå kun at kritisere. Jeg mener dog slet ikke det er mit problem i denne sammenhæng. Teorien om eksternaliteter og teorien om offentlige goder er, for mig at se, en (dårligt kvalificeret) rambuk imod den private ejendomsret. Alt jeg gør er bare at påpege inkonsistent og umulighed i den tilgang de to teorier repræsenterer. Al den stund jeg ikke anerkeneder meget af det grundlag teorien hviler på, er det ikke op til mig at finde en “erstatning” for den. Hvis du gerne vil vide mere om kompensation i et libetariansk samfund henviser jeg under artiklen til Rothbart, som jeg ved behandler emnet. Nozik behandler vist også emnet, men hans teori er jeg ikke så godt bekendt med.
    Tillad mig endelig at gøre opmærksom på, at du ikke svarer på spørgsmålene i min artikel – nemlig, som du skriver: “Hvor går grænsen for hvilke eksternaliteter der skal kompenseres for?
    Hvordan skal kompensationen takseres?” Sådanne svar burde være indbygget i teorien, ellers er den totalitær.
    MVH
    Max Nørgaard

  8. Hej “Kylling”
    Tak for nogle kritiske betragtninger.
    Jeg vil foreslå dig at læse indledningen til min artikel igen, hvor der faktisk skelnes klart mellem offentlige goder og eksternaliteter. Imidlertid er eksterne effekter i forhold til offentlige goder “a closely related phenomenon” (Barr p. 75). Vær i øvrigt opmærksom på, hvornår jeg referer til teorien og hvornår jeg kritiserer teorien. At det er en dårlig teori kan du ikke bebrejde mig – det er faktisk hele pointen med artiklen.
    Jeg skal prøve at fange det meste af din kritik 🙂
    Du skriver: “At det kaldes offentlige goder, har altså intet at gøre med om de er produceret af det offentlige” Jeg forholder mig til begreberne som de behandles i noget af den litteratur der omhandler emnet. Barr skriver vedrørende offentlige goder “If a public good is to be provided at all, the appropiate form of intervention is generally PUBLIC PRODUCTION”. (ibid. Min fremhævning).
    Du har ret i at det, der karakteriseres som et offentligt gode, ikke nødvendigvis er produceret af det offentlige – men det er netop pointen med teorien, at det er det man ønsker. Kun derfor tager jeg det op, og jeg siger faktisk ikke noget om at det allerede er det offentlige som producerer godet.
    Du problematiserer, at jeg skriver: “Skattebetalingen er ikke udtryk for et proportionalt forbrug af offentlige goder” – Hvis man mener der er et gratistproblem, må det være fordi 1) man ønsker netop et forhold mellem at yde og nyde eller 2) man ønsker den “rette forsyning”. Hvis man mener 1), så ER det faktisk et problem, at der ikke er et proportionalt forhold mellem skattebetaling og forbrug. Hvis man mener 2), så se det jeg skriver om ukendte præferencer.
    Du siger: “Et andet problem er at stort set ingen goder er helt offentlige, selvom de umiddelbart ser sådan ud” – jeg er glad for den pointe, for det betyder at teoriens gyldighed svækkes endnu mere.
    I forlængelse af dette mht. undervisning som offentligt gode. Jeg pointerer selv det tvivlsomme i undervisning som offentligt gode. Det fortalerne peger på, er den dannende effekt undervisning siges at have – og det er det, jeg skriver imod.
    Een ting må jeg dog give dig. Omkring linje 21 kommer jeg til at skrive eksternaliteter i stedet for offentlige goder. Det er fejl.
    MHT til en erstatning for eksternalitetsteorien, så løfter jeg faktisk sløret for en løsning, nemlig klart defineret ejendomsret. Det er nu mere af hensyn til “god skrivestil”, for at undgå kun at kritisere. Jeg mener dog slet ikke det er mit problem i denne sammenhæng. Teorien om eksternaliteter og teorien om offentlige goder er, for mig at se, en (dårligt kvalificeret) rambuk imod den private ejendomsret. Alt jeg gør er bare at påpege inkonsistent og umulighed i den tilgang de to teorier repræsenterer. Al den stund jeg ikke anerkeneder meget af det grundlag teorien hviler på, er det ikke op til mig at finde en “erstatning” for den. Hvis du gerne vil vide mere om kompensation i et libetariansk samfund henviser jeg under artiklen til Rothbart, som jeg ved behandler emnet. Nozik behandler vist også emnet, men hans teori er jeg ikke så godt bekendt med.
    Tillad mig endelig at gøre opmærksom på, at du ikke svarer på spørgsmålene i min artikel – nemlig, som du skriver: “Hvor går grænsen for hvilke eksternaliteter der skal kompenseres for?
    Hvordan skal kompensationen takseres?” Sådanne svar burde være indbygget i teorien, ellers er den totalitær.
    MVH
    Max Nørgaard

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.