Markedsfejl-fejlslutninger

Markedsfejl er et af de mere elegante teoretiske forsøg på at argumentere imod det frie, lassiez faire kapitalistisk e marked. Markedsfejl er grundlæggende den påstand, at det frie marked skal leve op til visse krav for at være efficient. Gør markedet ikke det, vil den samlede nytte ikke blive maksimeret. Indeværende artikel vil behandle den del af markedsfejlteorien som vedrører eksterne effekter og offentlige goder.
Teorien om eksternalitetsproblemer hævder, at når der på markedet indgås frivillige kontrakter, vil der være goder (fordele) og omkostninger (ulemper), som ikke er medtaget i kalkulen, hvorfor staten derfor skal gribe ind og korrigere ved regulering, subsidier eller beskatning. En ekstern omkostning kan f.eks. være når en person bygger et højt hus og generer naboens udsigt, eller ”forurening” af forskellig karakter (forurening er sat i anførselstegn, da denne betegnelse efterhånden er så bred, at begrebet er blevet uklart – det er imidlertid, formentlig, det i tiden mest anvendte argument for indskrænkelse af den private ejendomsret). Et eksternt gode kan f.eks. være, at en person maler sit hus, hvilket forskønner hele kvarteret og herved gavner alle i lokalområdet. Et andet eksempel kan være vacciner. Udover den åbenlyse fordel, at individet, som får vaccinen, er beskyttet mod sygdom, vil der være en marginalt nedsat risiko for smittefare i hele samfundet.
Tæt knyttet til teorien om eksterne effekter er teorien om offentlige goder. Offentlige goder kendetegnes ved at ”alle” nyder godt af dem, men det er umuligt at ekskludere enkelte individer fra at nyde dem. Et eksempel kunne være gadebelysning, som alle forbipasserende nyder godt af, uanset om de har betalt til det. Modsætningen til det offentlige gode er et privat gode, f.eks. en is, som kun den der spiser isen har glæde af. Der kan altså siges at være et gratistproblem med de offentlige goder, som gør, at de ikke forsynes i tilstrækkeligt omfang.
Løsningen på eksternalitetsproblemerne er, hævdes det, at staten korrigerer for disse fejl. Det sker ved, at offentlige goder finansieres af staten over den generelle skattebetaling, sådan alle er med til at betale. Ligeledes skal staten søge at gøre eksterne goder og omkostninger ”interne” gennem afgift og kompensation. Herved mener man at optimere samfundets samlede nytte.
Tilgangen er umiddelbar elegant på et teoretisk plan. Imidlertid bruges den som legitimering af konkrete indgreb i det frie marked og dermed den personlige ejendomsret. Derfor skal teorien også være konsistent og logisk, når den omsættes til praksis. Det viser sig dog, at der på belastende vis mangler logik for implementeringen, som endvidere ofte vil være influeret af forhold, der slet ikke har noget at gøre med eksternaliteter og offentlige goder. Endvidere gælder det bemærkelsesværdige forhold, at de fejl man mener at påpege ved et frit, laissez fair kapitalistisk marked, også gør sig gældende for den løsning der foreslås. På den måde bliver hele tilgangen inkonsistent og selvmodsigende.
Hvis man ønsker at korrigere for eksterne effekter, vil man i praksis først skulle starte med at danne sig et overblik over, hvor der rent faktisk skal gribes ind. Hvilke omkostninger og goder, der skal kompenseres for, samt hvem der skal kompensere. Hvis man igen ser på eksemplet med manden, der forskønner hele nabolaget ved at male sit hus, hvem skal så kompensere ejeren af huset? Er det de umiddelbare naboer, eller er det alle i en eller anden omkreds, f.eks. en kilometer? Eller er det bare alle der tilfældigvis ser huset og syntes det er flot? Og hvad nu, hvis der er nogle, som bor tæt på, men aldrig kommer den vej forbi? Eller hvad nu, hvis nogle naboer syntes, at den nye farve er grim – skal der så gå kompensation den anden vej? Dernæst må man stille det helt centrale spørgsmål, nemlig hvor meget kompensationen faktisk skal være på. Hvor megen nytte har naboerne egentlig af huset? Hvis man vil laven en kompensation, må der jo fastsættes et beløb. I praksis er det umuligt at svare på disse spørgsmål.
Problemet er, at folks præferencer er subjektive og ikke kan afsløres. Vi ved, at alle mennesker har forskellige præferencer for forskellige goder. Hvis ambitionen er, at korrigere markedet ved hjælp af statslig indgriben, skal man kende alle menneskers faktiske præferencer for alt, til enhver tid. Det kan ikke lade sig gøre, da tankelæsning ikke muligt. Selvom man arbejder med den helt urealistiske antagelse, at der var kendte præferencer, vil det endvidere være en enorm ogfuldstændig uoverskuelig opgave at korrigere for samtlige eksternaliteter. Disse to pointer er meget afgørende kritikpunkter, fordi eksternalitetsteorien netop bruges som legitimering af statslig indgriben i det frie marked. Sådanne indgreb må have karakter af konkrete transaktioner, men siden det er umuligt hverken at fastslå, hvem transaktionerne skal gå imellem, eller meningsfyldt at opgøre transaktionernes størrelse, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at korrigere for eksterne effekter på en måde, som er tro imod grundlaget for selve teorien. Hvad angår de kollektive goder, er det umuligt at sikre den ”optimale” mængde, når præferencerne ikke er kendte. Hvad er egentlig den objektivt, nytteoptimale forsyning af gadebelysning?
Man kan indvende, at eksemplet med manden, der maler sit hus, er lidt søgt. ”Det er jo ikke det man tænker på”, når man foreslår regulering af eksternaliteter. Men det illustrerer faktisk et selvstændigt problem ved eksternalitetsteorien, for der er ingen logik for afgrænsning af reguleringen. Mennesker påvirker konstant hinanden på utallige måder i samfund, uden det har noget med markedet at gøre. Hvis alle disse påvirkninger skal korrigeres, er resultatet komplet statskontrol. Det er nok ikke hensigten med teorien. Men hvor går grænsen?
Som en væsentlig sidebetragtning til kritikken af den egentlige teori, er det relevant også at se på det politiske system, som skal korrigere markedet for eksternaliteter og sikre forsyningen af offentlige goder. Hvis man ignorerer teoriens praktiske problemer og alligevel forsøger at omsætte den til faktisk lovgivning, vil denne lovgivning med største sandsynlighed blive influeret af forhold, som slet ikke har noget at gøre med eksterne effekter. Studehandler, politisk ideologi, magtbegær, journalister og et utal af andre forhold gør, at det slet ikke er muligt at lave sådan en videnskabelig funderet lovgivning og styring. Det er igen vigtigt at huske, at teorien har et sigte på at legitimere konkrete indgreb i det frie marked. Derfor må det også være et krav, at det politiske system rent faktisk evner at omsætte den til lovgivning, på en måde som er tro imod teoriens grundlag. Ellers bliver teorien nemt en akademisk skinmanøvre, som dækker over helt andre hensigter, end det at korrigere for markedsfejl.
Ovenstående kritik har været rettet imod, hvor grotesk det faktisk viser sig at være, at omsætte eksternalitetsteorien til praksis. Hvis man går ind på teoriens præmisser og ignorerer dens praktiske anvendelighed, kan der endvidere gøres et par overraskende og belastende betragtninger. Det viser sig nemlig, at de indgreb teorien skal legitimere, selv forårsager den slags fejl, som hensigten med indgrebene er at løse. Teorien er altså decideret selvmodsigende.
Det kan f.eks. demonstreres med tilfældet uddannelse, som hævdes at være et offentligt gode. Tesen er, at mennesker bliver ”alment dannede”, mere civiliserede og egnede til at indgå i et samfund, når de modtager uddannelse. Hermed kan der siges at være tale om en ekstern fordel, der er et offentligt gode, for det er jo unægtelig en behagelig fordel, hvis folk opfører sig civiliseret, ligesom man ikke kan udelukke nogen fra at nyde, at deres veluddannede medborgere udviser denne adfærd. For at sikre tilstrækkelig uddannelse, skal den, ifølge teoriens tankegang, derfor være gratis. Problemet er bare, at uddannelse også i høj grad har klare personlige fordele, både for den som modtager uddannelsen og for de firmaer, hvor den uddannede bliver ansat. Når uddannelsen er gratis, vil der være incitament til, at man tager uddannelse udover det alment dannede og ”civiliserende” niveau. Uddannelse udover det niveau kommer kun den til gode, som modtager undervisningen, og eventuelt den virksomhed, hvor vedkomne er ansat. Omkostningen væltes derimod over på skatteborgerne. Hele dette problem opstår, fordi omkostningen ved uddannelse er ekstern, for såvel dem som modtager undervisning som de virksomheder, der efterspørger deres arbejdskraft. Løsningen på det påståede problem med uddannelse som offentligt gode bider altså sig selv i halen, ved egenhændigt at skabe et nyt eksternalitetsproblem! I forhold netop eksemplet uddannelse kan man desuden bemærke, at med det repræsentative demokrati som redskab, opfører de brede masser af graduerende danskere sig som hæmningsløse vilde, når det kommer til respekt for den private ejendomsret. Den ejendomsret, som er selve grundlaget for materiel civilisation. Eneste forskel fra dagens orden og Hobbes brutale naturtilstand er, at staten nu er det instrument, der bruges til at underlægge andre sin vilje og tiltvinge sig deres retmæssige ejendom1. Men selvmodsigelsen gør sig ikke kun gældende indenfor uddannelse. Mekanismen påvirker nærmest alle offentlige ydelser, fordi der næsten altid er nogle, som nyder personlige fordele af det kollektive gode, og derfor prøver at skrue forbruget op.
Endnu en problemstilling knytter sig til skattebetalte ”rettelser” af markedsfejl. Skattebetalingen er ikke udtryk for et proportionalt forbrug af offentlige goder, da den er spredt ud over en lang række skattebaser såsom indkomstskat, ejendomsskat, moms, registreringsafgift, såkaldte grønne afgifter med meget mere. Ingen af disse skatter er udtryk for den enkelte borgers ”forbrug” af de kollektive goder. Ydermere vil en lang række borgere slet ikke være nettobidragsydere, og på den måde resulterer rettelsen af markedsfejlen i et enormt gratistproblem og dermed endnu en selvmodsigelse.
Hvis man er konsekvent tilhænger af ejendomsret, må man endelig have den reservation overfor teorien om eksternaliteter og offentlige goder, at den hviler på et utilitaristisk grundlag. Det er altså den ”maksimale samlede nytte” der er øverst i moralhierarkiet, ikke ejendomsretten. Man skal ikke lade sig forblænde og tro, at teorien kan ses som en slags korrektion til princippet om ejendomsret. Selve ejendomsretsbegrebet bliver uklart, hvis man kan opnå krav imod andre, uden der er indgået en kontrakt.
I et frit samfund med en klart defineret ejendomsret er der ikke brug for teorien om markedsfejl. Traditionelle eksternalitetsproblemer som forurening, vil her have karakter af overgreb mod en anden persons ejendom, hvilket der selvfølgelig kan og skal reageres imod. Men i en ejendomsretlig tankegang vil der være logiske grænser for, hvilke krav man kan rejse imod andre, fordi disse kun kan rejses på baggrund af aftaler eller ved krænkelse af ejendom. En anden og væsentlig styrke ved et frit marked er, at der er et meget mindre informationsbehov. Hver enkelt aktør behøver kun tage højde for sine egne præferencer og reservationspris. Ejendomsretstilgangen betyder også, at man må tåle visse omkostninger, uden man har krav på kompensation. Hvis naboen bygger et hus, der tager udsigten og det koster i salgsprisen, har man altså ikke pludselig krav imod ham. På markedet er alle investeringer forbundet med visse risici, og andre menneskers legitime aktiviteter på egen ejendom kan derfor ikke legitimere et krav om kompensation og indgreb.

Hvis du vil læse mere om sagen imod eksternaliteter, kan du f.eks. se George Reismanns ”Capitalism”, der har været en del af inspirationen for denne artikel. Eksternaliteter i det libetarianske samfund behandles i Murray N. Rothbarts ”Man, Economy and State”. For sagen for kan du blot se en mainstream lærebog i økonomi. Alternativt kan du f.eks. se Nicholas Barr ”Economics of the Wefare State”, hvor markedsfejlteorien er en integreret begrundelse for intervention I det frie marked.
Capitalism kan frit hentes på www.capitalism.net
Man, Economy and State kan frit hentes på www.mises.org