Kvindeidealet

Er kvindeidealet kulturskabt, eller er det i virkeligheden udtryk for en marxistisk egalitarisme, når det hævdes? Helene Schou Haabegaard skærer ind til benet.

Britiske Chloe Marshall gik (fra den ene dag til den anden) fra at være en ganske anonym 16-årig i lære som skønhedsklinikassistent i en britisk provinsby til en offentlig figur med lange interviews i aviserne. Hendes bedrift? Hun havde vundet en lokal skønhedskonkurrence på trods af det faktum, at hun var seriøst overvægtig. Chloe er af diverse journalister og celebriteter blevet udråbt som helt, fordi hun gør op med det såkaldt ‘usunde skønhedsideal’ ved stolt at posere med sin str. XXX-large krop i bikini, der er lavet til en miss Small.

Det er i dag en udbredt opfattelse, at skønhedsidealet er opfundet og derefter imprægneret i folks bevidsthed af modeindustrien og medierne. Skønhedsidealet er ”unaturligt”, ”usundt” og ”uopnåeligt” for de fleste almindelige kvinder og bør derfor fordømmes, lyder klagesangen over en bred kam af oprevne journalister, eksperter og debattører. I stedet skal man promovere ”ægte skønhed”, som består af… ”indre skønhed”! Menes der så bestemte mentale kvaliteter som fx intelligens, overblik og pålidelighed? Nej, med ‘indre skønhed’ forstås den diffuse størrelse ”selvværd”.

Ideen om skønhed lider i disse år under hårde angreb. Bevægelsen mod skønhed har ikke fået noget bestemt navn, men kan karakteriseres som en kollektivisme, hvor man ikke anerkender individets ret til at udmærke sig på et bestemt punkt. Nok ikke alle skønhedsegalitaristerne vil bryde sig om at blive kaldt socialister, selvom deres argumenter bunder i socialistisk tankegang. Mange af de ellers intelligente mennesker, der agiterer imod reklamers brug af skønne, feminine blikfang, vil næppe gå ind for et forslag om, at Harvard University skulle have frit optag eller egalitaristiske principper andre steder.

Jeg mener, man som tilhænger af individualisme og rationel tankegang bør tage afstand fra denne holdning. For det første bunder den i forkerte antagelser om menneskets natur. For det andet er det er udtryk for den egalitarisme, som bl.a. har ødelagt vores skolesystem og tabuiseret intelligensforskning.

Skønhedsidealet – menneskets redskab til overlevelse
Modeindustrien og medierne udbreder forestillingen om, at rynker og deller er uattraktive for at give kvinder dårligt selvværd over deres udseende og overbevise mænd om, hvordan ”en rigtig kvinde” ser ud. Når kvinderne er utilfredse med deres krop og udseende, er de mere modtagelige for at købe alle de unødvendige skønhedsprodukter og modeblade med skønhedstips, som modeindustrien og medierne producerer. I virkeligheden, lyder påstanden, kunne det ligeså godt være attraktivt at være gammel eller fed. Og så kommer trumfkortet: i gamle dage var det in at være fed!

Det er egentlig mærkeligt, at dette synspunkt er blevet så udbredt, når vi på så mange andre områder lytter til naturvidenskaben. Evolutionsbiologien har nemlig en langt mere up-to-date-forklaring på skønhedsidealet end denne 1800-tals marxisme, som jo giver sig ud for at være videnskabelig.

Mænd bliver generelt seksuelt tiltrukket af signaler om frugtbarhed. Frugtbarhed forudsætter sundhed og ungdom. En sund og fast krop, timeglasfigur, faste bryster, langt fyldigt hår, sunde tænder og fyldige læber er alle egenskaber for frugtbarhed og ungdom. Symmetriske træk er tegn på stærke gener.[1] Alle mænd er ”forprogrammeret” til at tænde på disse egenskaber, om end der selvfølgelig er afvigelser ligesom med alle andre fænomener i naturen. Der er også afvigelser, som skyldes opvæksten, f.eks. fetischer osv., men disse er undtagelser.

Med alderen begynder bryster, baller og maveskind at hænge, håret bliver tyndt, tænderne bliver misfarvede og falder måske ud. Ansigtstrækkende bliver hårdere og huden rynket.

Også i tilfælde af overvægt begynder fedtdepoterne at hænge. Det kan blive svært at skelne en 15-årig overvægtig krop fra en 35-årig overvægtig krop. I dag ved vi, at kvinders fertilitet, samt sandsynlighed for at gennemføre en graviditet på naturlig vis, rent faktisk også bliver væsentligt nedsat af overvægt.

Derfor er det ikke seksuelt attraktivt at være gammel og overvægtig. Det påvirker ens ”frugtbarhedssignaler” i væsentlig grad.

Hvis mænd ikke var genetisk disponeret til at finde synlige tegn på ungdom og frugtbarhed attraktivt, men i stedet gik efter ”selvværd” og ”livserfaring”, ville den menneskelige race være uddød for længst. Det, vi kalder skønhedsidealet, er altså en del af den menneskelige natur. Moden afviger, men i den altovervejende del af menneskets historie, har skønhedsidealet omfattet de ovennævnte egenskaber. Der er bemærkelsesværdige undtagelser, som visse primitive stammesamfund i f.eks. Afrika, der sætter pris på fede kvinder med store skamlæber.[2] Men disse er ganske få undtagelser. Det er en myte, at det gennem længere tid har været in for kvinder at være fede i Vesteuropa. Vesteuropæiske kvinder har gennem historien udsat sig selv for de mest uhyggelige og livsfarlige ting for at forbedre deres skønhed og holde den slanke linje. I 17- og 1800-tallet pinte kvinder sig selv med korsetter, der hæmmede vejrtrækningen og i sidste ende kunne gøre skade på knoglestrukturen. I 1800-tallet blev der åbent reklameret for piller med bændelorm, som vejen til en slank figur.[3]

Ideen om, at modeidealet er konstrueret, har sin rod i det marxistiske menneskesyn. Karl Marx og hans bevidste og ubevidste arvtagere troede og tror, at menneskers psyke først og fremmest er formet af deres miljø. Det marxistiske billede af den menneskelige hjerne er som et stort tomt kar, der efterhånden fyldes op med indtryk – og dermed også evner, passioner og ønsker. Det marxistiske menneskesyn blev udviklet i en tid, hvor man ikke vidste så meget om hjernens fysiologiske indretning og geners betydning.[4] I dag ved vi, at en stor del af menneskers adfærdsmønstre kan forklares vha. evolutionsbiologien.[5]

Påstanden om, at skønhedsidealet er opfundet af snedige kapitalister for at skabe et marked for forbrugsgoder, er altså usand. Virksomheder har ikke magt over forbrugerne. Forbrugerne har magt over producenterne. Succesfulde skønhedseksperter som Ole Henriksen tjener boksen, fordi de tilbyder noget, som kunderne føler, bringer værdi i deres liv. Hvis det virkelig var muligt sådan ”vupti” at overbevise folk om, at de skulle have et bestemt produkt – hvordan kan det så være, at firmaer hver dag går konkurs? Hvordan kan det være, at nogen produkter sælger, mens andre ikke gør? Hvis det hele handlede om reklamekroner, hvordan kan det så være, at der konstant er driftige mennesker, der formår at bygge skønhedsvirksomheder op fra grunden? Svaret er naturligvis, at de produkter, der sælger, bedre imødekommer forbrugernes ønsker.

I øvrigt er mode/underholdningsindustriens skønhedsideal ikke ensrettet, som feministerne påstår. Der kan være stor forskel på catwalk-modeller og pin-up-modeller. Mandeblade som Playboy og M! bruger netop en anden slags modeller med mere – stadig fast – kød og større bryster, fordi de vurderer, at catwalk-modeller ikke er sexede nok.

For at summere op: Kvinder ønsker at komme af med deres appelsinhud, rynker etc., fordi det objektivt set gør dem mere attraktive i mænds øjne og dermed øger deres chance for at score en magtfuld og succesfuld mand – eller fastholde den, de allerede har i kløerne. At score den partner, man ender med at få børn med, er ud fra et evolutionsbiologisk perspektiv, den vigtigste begivenhed i ens liv – det er den begivenhed, der bestemmer kvaliteten og overlevelsesdygtigheden af ens afkom. Det er hverken irrationelt eller en ”kulturel tilfældighed”, at kvinder bruger formuer, løber risici og udstår smerte for at forbedre udseendet. Personligt mener jeg, det er den mest rationelle investering, man kan foretage!

Alle er lige smukke
Som med alle andre aspekter i tilværelsen vil nogen dog altid være bedre end andre på dette punkt – uanset anstrengelser. Nogle er bare født med en kompakt krop, mens andre er benådet med 2 meter lange ben. Og her er vi sandsynligvis nået til kernen i konflikten: der er ingen tvivl om, at det øger en kvindes lykke, popularitet og generelle anerkendelse at se godt ud. Det er en helt klar ulighed, og den kan socialisterne ikke acceptere. Socialister kan ikke acceptere, at nogen er bedre stillet fra naturens side end andre. Vi skal alle sammen være lige gode. Vi skal alle sammen være lige kloge, lige talentfulde og lige smukke!

Kampen for et ”mere naturligt skønhedsideal” er egentlig en kamp for ”menneskeretten” til at blive anerkendt som smuk. Men problemet er, at som med andre positive rettigheder, forudsætter denne ”ret” en ydelse fra andre mennesker. Denne gang handler det dog ikke om at gøre krav på frugten af folks arbejde, men på deres tanker. Skønhedsegalitaristerne kører et regulært guilt trip på den mandlige seksualitet for at få overbevist mænd om, at de skal tænde på fede kvinder. Det er ironisk, at feministerne anklager modeindustrien og medierne for at manipulere, mens de helt bevidst selv forsøger at udbrede tankekontrol. Deres mål er, at det skal være moralsk anstødeligt at foretrække slanke og smukke kvinder frem for overvægtige og utiltrækkende.

Men at sige, at alle er lige smukke er lige så hyklerisk som at sige, at alle er lige intelligente eller musikalske etc. Vi ved jo alle sammen godt, at det er løgn.

Som nævnt før er en af hovedanklagerne mod skønhedsidealet, at det ”ødelægger unge pigers selvværd”. Og løsningen skal så være, at fortælle tykke piger, at de er lækre, som de er og opfordre dem til at blive i deres tilstand. Overvej hvor absurd, det er, at se det som en løsning til at styrke unge menneskers karakter og selvværd at fortælle dem løgne. I stedet burde man stå ved og tale åbent om, at vi er forskellige, og at selvom man ikke ligger i toppen, kan man godt få et tilfredsstillende liv, hvis man har realistiske forventninger. Selvom man fjernede alle modeblade eller indførte et ”mangfoldighedskodeks” i modelbranchen, ligesom man har gjort i mange andre brancher især i USA, ville der stadig være nogle, som var mere tiltrækkende end andre. Og det kunne stadig give anledning til lavt selvværd. Jeg afviser ikke, at lavt selvværd eller misundelse på andre kvinders udseende er udbredt blandt kvinder. Men jeg mener, det er et personligt problem, som man ikke kan kræve, at andre skal løse for en ved at uddele ”tvungen anerkendelse” eller lyve. Mange har svært ved at håndtere, at der findes kvinder, som er lækrere end en selv (hvilket jo er tilfældet for stort set os alle undtagen Victoria Secrets modellerne og få andre). Man kan også have komplekser over så mange andre ting, f.eks. lav intelligens, eller at man ser tåbelig ud, når man danser. Skal vi derfor også forsøge at udrydde forestillingen om intelligens eller rytmesans?

Hvis vi fulgte skønhedsegalitaristernes principper, ville vi ende i en stor spiral af løgne og hykleri, som i sidste ende ville føre til et angreb på alle former for kompetence.

En anden variant af angrebet er simpelthen at benægte eksistensen af ydre skønhed – både som objektiv realitet og socialt konstrueret begreb. Det påstås, at skønhed simpelthen kommer af selvværd. Altså jo mere tilfreds man er med sig selv, jo bedre ser man ud. Det er rigtigt, at kropssprog, personlig udstråling og karisma kan have en stor betydning for det indtryk, en person gør. Men at påstå, at selvværd i sig selv gør en kvinde mere fysisk attraktiv, er simpelthen latterligt. Dellerne bliver jo ikke mindre af, at man elsker dem.

Umiddelbart virker det også rimeligt selvmodsigende, at man både anklager skønhedsidealet for at ødelægge unge pigers selvværd og i samme åndedrag påstår, at skønhed kommer af selvværd. Men det er faktisk, hvad Dove gør i sin kampagne for ”Real Beauty”.

Et sundt ideal?
Elsebeth Gerner Nielsen skriver på bloggen www.kvindersselvaerd.dk, at..

‘Modellerne nærer vores drømme om, hvordan vi gerne vil se ud. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Men desværre går alt for mange piger og kvinder i skarp træning for at blive lige så tynde som modellerne. For nogen lykkes det. Ja, nogle kvinder bliver faktisk så tynde, at de dør af det. For andre er resultatet blot et stadig tyndere selvværd.’

Her luftes mange af de tåbelige ideer om skønhedsidealet, vi lige har beskrevet. Men en mangler vi at tilbagevise: at det slanke ideal forårsager spiseforstyrrelser hos kvinder.

Først vil jeg starte med at give en indrømmelse. Ja, der er nogle catwalk-modeller, som er så tynde, at det er dårligt for deres helbred. Men at påstå, at det er direkte skyld i den forholdsvis sjældne psykiske lidelse, anoreksi, er simpelthen tåbeligt. Der er overhovedet ikke fastslået nogen kausal sammenhæng mellem catwalk-billeder og spiseforstyrrelser. Anorexia Nervosa er en kompleks psykisk lidelse med komplekse årsager. Psykologer og psykiatere diskuterer ganske vist, hvorvidt mediernes billede af kvinder kan have indflydelse på udviklingen af sygdommen og i hvilken grad, men det er stadig uenighed. Sygdommen blev dog allerede anerkendt som en psykisk lidelse i sidste halvdel af det 19. årh. – altså lang tid før catwalk-æraen. Dengang kaldte man det ‘hysteri’ og forklarede sygdommen med socialt pres fra familie og samfund. Hvis anoreksi skyldes kvindeidealet, forklarer det heller ikke, hvorfor ca. 10 % af anoreksipatienter er mænd.

Omvendt kan vi med rimelig stor sikkerhed fastslå, at alle vestlige kvinders (med mindre de er komplet isoleret fra omverdenen) dagligdag i stigende grad bliver fyldt med reklamer og modebiller med slanke damer. Vi kan også konkludere, at antallet af overvægtige kvinder er steget eksplosivt de sidste 10-30 år. Ifølge Indenrigsministeriets egne tal er 30-40 pct. af den voksne danske befolkning overvægtig. Ligesom hver tredje gravide kvinde er overvægtig, hvilket resulterer i nye udfordringer for fødselsafdelinger. Ved siden af overvægt er anoreksi et meget lille problem.
Jeg tror personligt, at catwalken viser tynde modeller, fordi det signalerer elite og selvkontrol i en tid, hvor folk har så svært ved at styre deres vægt. Og hvad er der egentlig usundt i det? Da selvkontrol er en meget vigtig faktor i at komme af med overvægt, må det siges at være en sund egenskab. Selvom catwalk-modeller måske ikke er i en direkte sund fysisk kondition, må de siges at være symboler på en mere sund livsindstilling, end overvægtige modeller er.

Når man ser på Chloe Marshall, er det ikke til at være i tvivl om, at hun er risikogruppen for at blive invalideret i en tidlig alder af sin overvægt og i sidste ende dø af det. Slidgigt i knæene, gammelmandssukkersyge, kredsløbsproblemer i 20’erne og ikke mindst infertilitet allerede som teenager er ricisi, hun må leve med, fordi hun har valgt at være overvægtig. Hun er feministernes alternative helt – symbolet på et ”sundt” og ”repræsentativt” skønhedsideal.

Det kan godt være, at Chloe Marshall er repræsentativ for ”almindelige” kvinder, men sund er hun altså ikke.

Hykleriet er nu nået ud i nogle dimensioner, hvor man også skal til at benægte det faktum, at det er usundt at være overvægtig. Det bliver socialisterne nemlig nødt til, fordi de mener, at skønhedsidealet skal kunne retfærdiggøres på et højere plan.

Reklamer og modebilleder må ikke bare være sjov og visuel leg – det skal være moralsk opbyggeligt!
Men som liberal har jeg ikke nogen trang til at belære folk om, hvordan man skal leve sit liv. Eller at kræve, at kunst skal være moralsk opbyggelig. Masser af mennesker vælger at skippe træningen og salatsnitningen (mig selv inkl. af og til), fordi de prioriterer deres tid anderledes. Jeg er selv meget imod de fordomme om overvægtige mennesker (f.eks., at de skulle være dovne eller uambitiøse), som bliver næret af statistikkerne, der jo som bekendt ”vender den tunge ende nedad”. Vægt er et personligt spørgsmål. Det er et udtryk for nogle valg og prioriteringer. Den meget produktive libertarianske økonom, filosof, historiker o.a. Murray Rothbard døde fx som 68-årig af et hjertestop pga. sin usunde livsstil. Hvis manden havde brugt al sin tid på rygestopkurser, træningscentre og spa-ferier, havde han nok ikke nået at efterlade eftertiden med et så omfattende arbejde, som han gjorde, om han så havde levet 20 år mere.

Det skal også siges, at det i dag er en udbredt holdning blandt eksperter på fedmeområdet, at ikke alle tilfælde af overvægt kan forklares som et bevidst valg. Af årsager, som endnu ikke er fuldt afdækket, evner den overvægtige ikke at kontrollere sine handlinger. Men uanset i hvilken grad overvægt er et udtryk for en mere eller mindre bevidst prioritering eller andre årsager, kan man ikke gøre krav på, at andre skal råbe hurra for dellerne. Folk har ret til at finde det tiltrækkende, som de nu finder tiltrækkende – eller ikke tiltrækkende.

[1] Selv hvepse foretrækker symmetriske partnere. Se den store den Store Danske Encyclopædi.
[2] steatopy
[3] http://care.diabetesjournals.org/cgi/reprint/23/1/118.pdf
[4] Derfor har mennesker med et marxistisk grundsyn en tendens til at forsøge at kompromittere og tabuisere visse grene af forskningen – det bliver de jo nød til, hvis de skal kunne bevare deres ide om at de besidder en ‘videnskabelig’ opfattelse af verden. Sagen om hvordan den internationalt anerkendte intelligensforsker Helmuth Nyborg blev udefrosset af etablissementet er et eksempel på, hvor langt de vil gå, når nogen publicerer noget materiale, der seriøst underminerer deres doktrin om at menneskers evner og tilbøjeligheder primært formes af miljøet. Helmuth Nyborg påviste bl.a. at kvinder i alle samfundslag gennemsnitligt er mindre intelligente end mænd.
[5] Jeg antager i denne artikel, at dette syn på menneskers adfærd ikke udelukker en fri vilje, men vil holde mig fra en nærmere diskussion af dette omfattende spørgsmål.
[6] http://www.im.dk/publikationer/pjece_overv/pjece_overvaegt.pdf

Besøg også Helene Schou Haabegaards Facebook-gruppe Nej tak til fede modeller – flere CULT-kampagner

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password