Fuldkommen konkurrence

Hvert år starter massevis af studerende på landets økonomiuddannelser. Hvert år bliver de udsat for massevis af fejlagtige teorier. Én af disse er teorien om fuldkommen konkurrence.

Teorien om fuldkommen konkurrence opstod i første halvdel af det 20. århundrede og blev hurtigt populær blandt økonomer. Således spredte teorien sig til retssystemet og er i dag fundamentet for konkurrencelovgivning i de fleste vestlige lande. Her følger en teoretisk gennemgang af modellen samt illustrationer på dens empiriske konsekvenser.

Ifølge teorien hersker der fuldkommen konkurrence på et marked, når følgende betingelser er opfyldt:
1. I hver branche er der hundredvis af firmaer og lige så mange, der står på spring til at gå ind i branchen.
2. Det er næsten omkostningsfrit at starte og lukke en virksomhed.
3. Intet firma har nogen som helst indflydelse over prisen på sine produkter og er ude af stand til at øge sin markedsandel.
4. Inden for hver branche er produkter fra forskellige firmaer næsten identiske. Der er derfor ikke brug for at differentiere sine produkter fra andre firmaers. Altså er enhver form for reklame spild.
5. Absolut ingen profit. Prisen på et produkt må ikke være højere end omkostningerne ved at producere et ekstra produkt – dens marginalomkostninger.
6. Endelig skal der være ”fuldkommen information” til stede. Det betyder, at alle i hele samfundet har fuldstændig indsigt i alle produkterne, hvad det har kostet at producere dem, hvor mange folk, der har været om at producere produktet, samt hvilke intentioner firmaerne har med deres strategi. Sammen med de foregående betingelser betyder dette, at produkter inden for samme branche til enhver tid sælges til samme pris, og at denne pris ændres over tid i takt med ændringer i udbud og efterspørgsel.
Hver gang myndighederne taler om manglende konkurrence i den ene eller den anden branche, er det som regel fordi, disse betingelser ikke er opfyldt i tilstrækkelig grad.

En fuldkommen verden
Teorien om fuldkommen konkurrence er absurd og har absolut ingen forankring i virkeligheden. Dette kan illustreres med et eksempel: Forestil dig en stor by med nok biografer til at opfylde betingelse 1. Antag, at der i disse biografer er plads til 500 mennesker, når der vises en film. I det tilfælde at der står mere en 500 mennesker, som vil ind og se filmen, skal ejeren ifølge teorien hæve prisen, så de 500, der ønsker at se filmen mest, er de, som kommer ind. Hvis der omvendt kun står nogle få, som vil se filmen, skal ejeren sænke prisen, indtil det er lykkes ham at tiltrække 500 biografgængere. Hvis det kræver en pris på blot 1 kr. at opnå dette, skal ejeren gøre det, så længe den pris er høj nok til at dække omkostningerne ved at vise filmen, jævnfør betingelse 5. I dette tilfælde vil det være prisen på den strøm, der skal bruges til at vise filmen. Skulle ejeren være uvillig til at sænke sin pris så lavt, vil han, ifølge teorien, opføre sig som monopolist ved ”kunstigt” at begrænse udbuddet.

Skulle ejeren af biografen vælge at sænke prisen, må han ikke i større grad gøre opmærksom på dette. Jævnfør betingelse 4 ville det betragtes som reklame og derfor spild. Et nyt prisskilt i vinduet er antageligvis det højest tilladte. Til trods for at biografen ikke må reklamere, så antages det, at alle potentielle kunder øjeblikkeligt bliver informeret om denne prisændring, jævnfør betingelse 6. Det er en såkaldt markedsfejl, hvis kunder i andre biografer, folk, der kører bil, eller på anden måde er optaget ikke modtager denne information med det samme. Eftersom der hersker ”fuldkommen information” om produkterne, må det antages, at alle biografgængerne allerede har set filmen, ikke blot én gang, men gentagende gange. Det til trods, så forventes det i teorien, at biografgængere over hele byen ræser fra den ene biograf til den anden, i takt med at billetprisen sænkes øre for øre. Hvis der for eksempel er 401 identiske biografer i byen i nøjagtig samme situation, og som viser samme film, så forudser teorien, at hver ejer af en biograf vil resonere følgende: ”Til min nuværende pris på 50 kr. kan jeg kun sælge 100 billetter. Men sænkede jeg prisen til 49,99 kr., kan jeg sælge 500 billetter. På denne måde vil jeg være i stand til at tiltrække én kunde fra hver af de 400 andre biografer”. Denne plan holder dog ikke, for jævnfør betingelse 6, vil de andre ejere gøre præcis det samme. På denne måde, antages det, vil prisen blive presset ned til et punkt, hvor ingen biograf mister kunder til en anden biograf. Ingen af biograferne er således i stand til at øge deres markedsandel, jævnfør betingelse 3.

Galskaben stopper dog ikke her. Jævnfør betingelse 2 skal det være næsten omkostningsfrit at starte og lukke en biograf. Virkeligheden er som bekendt en ganske anden, men denne betingelse kunne eventuel opfyldes ved, at film blev vist i telte, og projektoren brugte stearinlys i stedet for lys fra en pære. På denne måde kunne ejerne af biograferne blot slå teltet op eller folde det sammen og tænde eller slukke for deres stearinlys, hver gang efterspørgslen ændrede sig. Siden priserne ændres over tid, i takt med ændringer efterspørgsel, ville vi have ”fuldkommenhed”, hvis vi, efter at have set en film i disse luksuøse omgivelser, skulle gå på restaurant, hvor de samme forhold gjorde sig gældende: I stedet for at blive vist en menu indeholdende desserter idet vi ankom, ville vi blive vist en papirstrimmel, hvorpå vi kunne følge udviklingen af priserne på desserter og slå til, når prisen passede. Når vi bagefter går tilbage til vores lejligheder, ville vi ikke vide, om vi havde råd til at bo der den nat, eller om boligpriserne var kollapset. Så ville verden i sandhed være fuldkommen.

Idealet
Dette er idealet, som myndighederne beundrer. Læg mærke til, i dette ”ideal” opererer firmaer med underskud. Hvis et firma har aftagende omkostninger, vil den have kroniske tab, hvis den prissætter ved de marginale omkostninger, som modellen foreskriver. Før i tiden var økonomer af den opfattelse, at den ideelle løsning kræver, at staten subsidierer producenten, antageligvis igennem skatteindtægter [1]. Dette er dog ikke længere noget, man hører fra seriøse akademikere, men er ikke desto mindre modellens logiske konsekvens.

Læg endvidere mærke til, at i denne ”konkurrencemodel”, er der ingen konkurrence! Man skulle ellers tro, at der i en konkurrencemodel, burde være konkurrence, men nej. Ingen kan tage kunder fra rivaliserende firmaer; ingen kan differentiere deres produkter fra rivalernes; ingen er i stand til at tjene mere end rivaliserende firmaer; ingen har særegen viden og uddannede arbejdere, som kan adskille dem fra rivaliserende firmaer. Faktisk, så er der overhovedet ingen rivalisering!

For at synliggøre denne models fuldkomne ubrugelighed til fulde, så lad os se på endnu et eksempel: forestil dig en ”fuldkommen universitetsuddannelsesteori” og lad os tage Copenhagen Business School (CBS) som case. Der skal være masser af skoler ligesom CBS, hvor ingen skiller sig ud som bedre. Enhver bør være i stand til at starte et nyt CBS fra bunden – uden omkostninger. Det må ikke være dyrere eller billigere at tage sin uddannelse på CBS end andre steder. Pensum på CBS, professorerne, og CBS’ ry skal være identisk med andre skolers. Og skulle CBS så rent faktisk kaste et produkt af sig – som fx uddannede kandidater – så kan disse kandidater ikke profitere eller på nogen måde få gavn af deres uddannelse. De kan ikke vise karakterer som er højere end deres klassekammeraters. De kan ikke reklamere med, at de har gået på CBS – ingen CBS på dit CV. Ingen CBS T-shirts eller nøgleringe.

Dette er ikke et ideal – dette er ikke fuldkommenhed. Dette er absurd. Ingen steder, på noget tidspunkt i historien, har verden nogensinde set noget lignende ”fuldkommen konkurrence”. Ej heller vil vi nogensinde se det og fortalere for modellen indrømmer det. De siger, at ”det er ikke muligt i virkeligheden, men det er noget, vi bør stræbe efter.”

Hvilken slags teori kan ikke benyttes på virkeligheden?

Socialister verden over burde hængte sig på denne model, for det er lige noget for dem. Dette er ikke fuldkommenhed, dette er ikke ”noget at stræbe efter”. Dette er et egalitært, kollektivistisk absurditet og noget, som man bør undgå, noget, man bør stræbe væk fra, ikke imod. Dette er dog den standard, som myndigheder har vurderet konkurrence på før i tiden, og det gør myndighederne stadigvæk i høj grad.

Forbrugerne taber
Konkurrencemyndighederne proklamerer, at de ønsker at beskytte forbrugerne [2], men det er i virkeligheden det modsatte, der sker. Dette indses ved, at fortalere for teorien om ”fuldkommen konkurrence” mener, at det er statens opgave at sikre, at betingelserne for teorien opfyldes. Dette betyder, at hvis ikke der er mange udbydere af produkter i en branche, er myndighederne berettiget til enten at opdele de eksisterende udbydere, eller subsidiere nye udbydere. Hvis omkostningerne ved at starte et firma er for høje, må myndighederne ligeledes subsidiere nye, potentielle firmaer. Hvis ét firma øger sin markedsandel, er myndighederne ligeledes berettiget til at skride ind. Skulle et eller flere firmaer rent faktisk lave profit på deres ydelser, står det igen myndighederne frit for at gribe ind. Sluttelig, hvis markedet ikke er gennemskuelig, er det op til myndighederne at tvinge information ud af firmaerne.

Alt dette bevirker, at firmaer, som ikke ville kunne klare sig på et frit, ureguleret marked, nu får mulighed for at føre deres inferiøre produkter, som forbrugerne tidligere har sagt nej til. Til gengæld bliver de produktive firmaer – de, som forbrugerne rent faktisk favoriserede, fordi deres produkter var overlegne – nu straffet ved at se deres forretning splittet op eller på anden måde blive begrænset i deres virke. Disse produktive firmaer kan ikke oparbejde den nødvendige kapital, der skal til for til stadighed at udvikle nye og bedre produkter til forbrugerne. I stedet må de se deres ejendom konfiskeret til fordel for firmaer, som ikke ville kunne klare sig uden myndigheders hjælp. Myndighederne går således ind og belønner de mindre produktive og straffer de produktive – de firmaer, som rent faktisk har formået at skabe produkter som forbrugerne efterspørger. Tilbage står forbrugerne som de største tabere.

Teorien om fuldkommen konkurrence er en kollektivistisk drøm og er i øvrigt en god afspejling af velfærdsstaten: De produktive bliver straffet gennem skatter og øget regulering, mens de uproduktive får en stor del foræret. Dette er velfærdsstaten i en nøddeskal og takket være selv samme stat, skal dette nonsens af et teoretisk makværk nok leve videre igennem naive studerende og deres fallerede undervisere.

[1] Se eksempelvis Samuelson & Nordhaus, 13. udgave, s. 590.

[2] Se for eksempel Neelie Kroes’ tale ved Fordham Corporate Law Institute.

Tak til George Reisman (1998, Capitalism, ss. 430-32) og Richard Salsman for eksempler. Se samme for øvrige kilder til denne artikel.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password