Sanitet som social ideologi

Fængslerne er universiteter i kriminalitet, på de psykiatriske hospitaler behandler de patienterne ihjel, Folkekirken er en hovedfaktor i afkristningen af Danmark, og skolerne er væresteder for personalet. Man kunne sikkert finde flere eksempler på det problem, jeg har valgt at kalde sanitet, men de ovenstående må være tilstrækkelige. Problemet er, at vi har indrettet os […]

Fængslerne er universiteter i kriminalitet, på de psykiatriske hospitaler behandler de patienterne ihjel, Folkekirken er en hovedfaktor i afkristningen af Danmark, og skolerne er væresteder for personalet.

Man kunne sikkert finde flere eksempler på det problem, jeg har valgt at kalde sanitet, men de ovenstående må være tilstrækkelige. Problemet er, at vi har indrettet os med tilbagevendende sociale problemer således, at der i forhold til et givet problem – kriminalitet, sygdom og undervisning – gennem staten er oprettet en institution, der angiveligt skulle kunne tage sig af dette problem.

Svaret på et problem er at indrette en stillingstruktur. Så kan vi alle læne os tilbage og med tilfredshed konstatere, at “så er det på plads.” Problemet er i hvert fald fjernet fra mit synsfelt. Men jeg hører, at min kriminelle bekendt er røget ind igen, at moster Emma får det dårligere og dårligere (men nu prøver de med noget ny medicin), at min nevø, der blev konfirmeret sidste år, endnu ikke kan sige to sammenhængende sætninger om, hvad kristendom er, og at hans kammerat, der ellers er et dejligt livstykke, nu får specialundervisning i Folkeskolen.

Nu ved jeg godt, at det kan være farligt at komme i kontakt med det offentlige. Ikke bare for de ansatte, men også for dem, de skulle tjene. Alligevel er samfundet præget af en påfaldende blindhed over for den offentlige sektors ineffektivitet. Det er som, vi har brug for at lukke øjnene for, at det offentlige ikke fungerer. Jeg vil gerne se bort fra det økonomiske aspekt.

Når onkel Thor hævder, at det ikke er et problem, at den offentlige sektor vokser, forstår jeg det ikke, men der er meget en engelsklærer ikke forstår, og jeg vil gerne overlade problemet til mennesker med indsigt i økonomi. For det er lige nu et helt andet problem, der interesserer mig. Eet eksempel er nok. En folkeskolelærer sagde til mig, “Er det ikke lige meget, at de ikke lærer noget i skolen, når lortet hænger sammen alligevel?” Med “lortet” mente han samfundet og især det økonomiske kredsløb.

Nej, det er ikke lige meget, for økonomi er kun eet emne blandt andre (selv om det er groft forsømt i skolens undervisning), og læreren, lægen og præsten skal slet ikke tænke på, om “lortet hænger sammen alligevel”, for de har med mennesker at gøre. Læreren skal undervise eleverne, og lægen skal helbrede folk. Når de så ikke gør det alligevel, hvad gør man så? Man arbejder lidt med strukturen. Lige nu vækker det bekymring i undervisningsministeriet, at frafaldet på erhvervsskolerne stadig er for stort, og at tendensen vil fortsætte.

Man ved også, at problemet skyldes, at der er for mange elever med utilstrækkelige forudsætninger. Gør man så noget ved det? Nej, man arbejder i stedet med noget, der hedder “styringsredskaber”. Det kan f.eks. være flere handleplaner og andre aktiviteter, der nok kan holde de ansatte beskæftigede, men som jo ikke ændrer elevernes forudsætninger. Når man så til næste år opdager, at frafaldet stadig er for stort, vil man igen arbejde lidt mere med strukturen.

Staten har for mange penge at give ud af. Hver gang medierne påviser et misforhold i den offentlige sektor, er der straks politikere, der er klar til at påføre det betændte sted i strukturen “flere midler.” Som sagt er det kun eet problem, at man sviner med de offentlige midler. Det må onkel Thor tale med sin skriftefader om.

Men for mig er det et langt større problem, at uviljen til at gøre noget ved manglerne, ineffektiviteten og tomgangen i det offentlige har menneskelige omkostninger. Når så mange danskere kan akceptere det, skyldes det den blindhed, der får dem til at tro, at så længe der er en offentlig institution, dvs. en stillingsstruktur, der angiveligt tager sig af problemet, er alt i sin bedste orden. Det er det, jeg mener med begrebet sanitet.

De offentlige institutioner er lige så mange signaler om, at den sociale solidaritet har det godt. Jeg skal ikke være bekymret for moster Emma, for der er nogen til at tage sig af hende, og når hun ikke orker mere og stiller håndtasken på Lillebæltsbroen, inden hun hopper ud fra den, vil vi andre sige, “Jamen, der var jo ikke noget at gøre. De havde jo forsøgt med så meget.” At den offentlige sektor ikke duer, og at dens mangler hver dag skader mennesker, vi kender, betyder mindre over for borgernes blinde tro på, at “lortet hænger sammen alligevel.”

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password