Retten til liv, krisebehandling og samtaleterapi

”Stop vold mod kvinder” – ”Stop volden i hjemmet”. Velfærdssocialistiske kampagner i kvindesagens navn er en trend for tiden. Flere parallelle opdragelseskampagner til fordel for fokus på vold mod kvinder i hjemmet fra officielt politisk neutrale organisationer såsom Europarådet, Amnesty International, ligestillingsministeriet har sat sit præg på debatten i Danmark. Disse kampagner har foregivet at […]

”Stop vold mod kvinder” – ”Stop volden i hjemmet”. Velfærdssocialistiske kampagner i kvindesagens navn er en trend for tiden. Flere parallelle opdragelseskampagner til fordel for fokus på vold mod kvinder i hjemmet fra officielt politisk neutrale organisationer såsom Europarådet, Amnesty International, ligestillingsministeriet har sat sit præg på debatten i Danmark. Disse kampagner har foregivet at kæmpe for universelle menneskerettigheder, stående over politisk tendens.

”Stop vold mod kvinder”, lyder overskrifterne i kampagnerne. Jamen, hvem er for vold mod kvinder, kunne man spørge? Overskriften er lige så tom, som organisationernes ønskelister er lange. Skeler man til de konkrete forslag kvindekampagnerne agiterer for gælder det først og fremmest en udvidelse af behandlerstaben og den sociale forskningselites finansielle tumleplads. De slår et slag for kvinders ret til uanmeldt adgang døgnets 24 timer til krisecentre fulde af pædagoger, psykologer, kokke, opredte senge samt voldsmænds ret til samtaleterapi og professionel bearbejdning af følelser. I anti-voldens og kvinderettighedernes navn. Hvis man ikke kan tilslutte sig dette velfærds- og behandlingsshow er man på de ondes side, mandschauvinist, fascist eller det der er værre.

Hvis kampagnernes formål virkelig begrænser sig til forsvaret for den universelle ret til liv, hvordan kan det så være, at vi som kan bekende os til tanken om menneskers ligeværd og kvinders ukrænkelige ret til deres krop og ejendom – og dermed retten til ikke at blive udsat for vold eller tvang – må tage afstand fra kampagnerne.

Måske fordi kampagnerne bærer præg af et ”neutralitetens skalkeskjul” til at udbrede velfærdssocialismens krav om flere skattefinansierede velfærdstilbud til de uansvarlige, mere samtaleterapi, mere forskning i alle mulige sociale emner, mere statslig opdragelse, mere offerliggørelse af de mennesker, der skulle forestille at være voksne samfundsborgere.

Jeg vil pege på tre gennemgående problematiske træk ved kvinderettighedskampagnerne, som ikke bare er løsrevet fra den oprindelige tanke om individets ukrænkelige ret til sin egen krop og menneskers (kvinder såvel som mænd) ret til at stå lige for loven, men til tider i lodret konflikt med den.

For det første den gennemgående offer-tematik. Man er ikke bare et offer, hvis man uforvarende bliver udsat for røveri, voldtægt eller anden vold fra fremmede. Man er kvinderettighedsforkæmpernes univers i særdeleshed et offer, hvis man vælger at leve sammen med en voldelig mand, uden at søge skilsmisse. Vold i ægteskabet bliver sidestillet med tilfældig gadevold og voldtægt, tortur og anden form for vold, som offeret ingen mulighed havde for at undvige.

Kvinder, som lever i mere eller mindre voldelige ægteskab, stemples alle som en som ”voldsramte”. Ingen former for vold er ligegyldige eller bør undermineres. Men der bør skelnes. Kan man virkelig blive ramt af et ægteskab gennem flere år? Kan man fuldstændig fritages for personligt ansvar i forbindelse med valg af partner? Også voldsmanden bliver fritaget for ansvar. Han er jo også fanget i et ”psykologisk mønster”. Det mest smagløse eksempel på denne udvidelse af offerbegrebet kan findes på Amnesty Internationals kampagnesite på nettet (www.stopvoldmodkvinder.dk), hvor vold i danske ægteskaber omtales i samme sætning som massevoldtægter under borgerkrigen i Dafur. Dette er ikke at udvise en passende opmærksomhed overfor danske kvinder, som lever i voldelige parforhold. Det er at forklejne og relativere de utilgivelige krigsforbrydelser som afrikanske kvinder dagligt bliver udsat for.

Kvindeorganisationerne udviser i det hele taget en gennemgående foragt for faste definitioner af vold. I deres univers kan vold være både fysisk og psykisk. Faktisk er det meget let at blive udsat for en voldshandling. Så let at mange ofre knap ænser det. Men så er det godt, at vi har de professionelle behandlere til at minde os kvinder om vores offerstatus og de medfølgende rettigheder. Fx kan man læse på hjemmesiden for den statsstøttede organisation ”Stop vold mod handicappede kvinder” en guide til at opdage, om man er voldsoffer. Her defineres ”hånlige bemærkninger med seksuelle undertoner” som vold. Nedladende opførsel er bestemt skammeligt, men at kalde det vold åbner simpelthen op for at alle handlinger i princippet kan være vold. Hvornår er en bemærkning nedladende? Hvornår går man over ”grænsen”?

I sidste ende er det et spørgsmål om følelser. Jeg tror de fleste er enige om at følelser er en vigtig del af livet. Men jeg tror også, de flest er enige i at det ville være komplet vanvittigt at basere vores retssystem på ikke-dokumenterbare følelser. Følelser er som oftest irrationelle og vilkårlige. Når vold er blevet en irrationel og vilkårlig størrelse er det umuligt at bedømme, hvornår der er fundet en voldshandling sted, hvornår der har fundet tvang sted og hvornår det personlige ansvar starter. Der er grund til at frygte relativiseringen af voldsbegrebet, hvis man er tilhænger af frihedsrettigheder. For med relativiseringen er begrebet reelt blevet nedbrudt. Når alt kan være vold, hvordan kan man så bekæmpe og straffe det?

Med de mange muligheder for overgreb følger de økonomiske velfærdsrettigheder, først og fremmest omsorgs- og behandlingstilbud. Der stilles aggressive krav til statslig aktivitet: indkomstomfordeling, behandlingstilbud, opdragelseskampagner osv. Kvinders ret til behandling bruges systematisk som en undskyldning for indgreb i den universelle menneskeret, ejendomsretten. Ejendomsretten fremlægges aldrig på noget tidspunkt, som noget kvinder også kunne have en interesse i at forsvare. Men det følger jo også af præmisserne for hele debatten – menneskesynet.

Hvis man ser kvinder (og mænd) som viljeløse dyr, ofre for deres egne følelser, psykologiske mønstre osv. uden indflydelse på deres egen skæbne, ligger det ligefor at råbe op om retten til flere gratis hotelværelser for husflyende hustruer og mere samtaleterapi til de stakkels voldsmænd, som ikke evner at agere moralsk. Morten Østergaard, MF’er for De Radikale har som en af de mere ekstreme foreslået, at sætte følelser på skemaet i folkeskolen for at forebygge hustruvold. Som om mennesker ikke evner at handle moralsk, at kende forskel på ret og uret, før de har været en tur gennem den statslige opdragelsesanstalt.

Retten til ikke at gå nævneværdigt ned i levestandard såfremt, man går fra sin mand, har ligesom retten til psykologhjælp, krisecenter (eller hotel om man vil) og lignende skatteyderfinansierede tilbud ikke noget med retten til beskyttelse mod vold at gøre. Dette er socioøkonomiske rettigheder, som kræver at andre stiller sig rådighed for en, for at opfylde ens behov, løse ens problemer.

De traditionelt vestlige, liberalistiske frihedsrettigheder befordrer at staten blander sig så meget som muligt uden for borgerens liv, men beskytter borgerne mod overgreb på deres person og ejendom. Herunder hører er bl.a. retten til privatsfære. Inden for denne privatsfære skal der være frihed og rum til at begå fejl, uden at staten blander sig. Fx til at indgå et dårligt/ulykkeligt ægteskab. For de liberalistiske rettigheder, er ikke retten til lykke, kun frihed til at forfølge sine mål.

Denne rettighedsopfattelse står jo i skærende kontrast til de feministiske velfærdssocialister, som mener, at staten skal tage hånd om den enkelte borgers privatlivs-fiaskoer. I dag hvor de økonomiske resurser næsten ikke kan (tvangs)fordeles mere ligeligt i Danmark, er velfærdssocialisternes punkt på dagsordenen ikke længere indkomstfordeling. Uretfærdigheden i dag består i, at nogen magter livet bedre end andre. Også i privatlivet skal vi være lige lykkelige, og det er behandlerelitens privilegium at løfte opgaven.

Det er tilladt at være socialist, men det er et tarveligt trick at forklæde sine velfærdssocialistiske holdninger som en anti-volds kamp, eftersom vold og tvang fra statens side (først og fremmest i form af skatteudskrivelse og kontrol med skolevæsen) netop er forudsætningen for at planen kan sættes i værk.

Budskabet om ”anti-vold” klinger ufrivilligt komisk, når man tænker på at forudsætningen for behandlingsplanens realisering netop er vold og tvang fra statens side.

Hvis kvinders ret til beskyttelse mod vold virkelig var krisecenterpsykologernes reelle bekymring, hvorfor har kampagnerne så aldrig nævnt retten til selvforsvar? End ikke en sølle peberspray i lommen på vej hjem fra arbejde kan der være tale om. Hvorfor nævner man ikke om retssikkerheden? Eller den kendsgerning at der i alt, alt for mange sager går et horribelt tidsrum, fra gerningsmanden er dømt, til han skal afsone.

Selvom jeg er af det kvindelige køn, har jeg aldrig været bange for at blive ramt af et voldeligt ægteskab, for jeg ved at jeg har retten til selv at vælge, hvem jeg vil giftes med. Jeg kan til gengæld godt være bange for at gå gennem Nørrebro sent om aftenen. Og det er ikke bare et kvinderettighedsproblem. Det er et borgerrettighedsproblem.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password