Mennesker eller dyr?

Kampen mod rygning er i det store hele vundet. Politikerne og asketerne vandt. Akademikerne og de venstreorienterede journalister, som havde ført kampen, har næppe rejst sig fra den sidste rygers kadaver, før de retter deres blik imod deres næste offer: de overvægtige. Mens der i sagens natur oftest er mere kød på dette offer, skal […]

Kampen mod rygning er i det store hele vundet. Politikerne og asketerne vandt. Akademikerne og de venstreorienterede journalister, som havde ført kampen, har næppe rejst sig fra den sidste rygers kadaver, før de retter deres blik imod deres næste offer: de overvægtige. Mens der i sagens natur oftest er mere kød på dette offer, skal frihedens fjender ud i et anstrengende filosofisk kvantespring for at kunne overføre deres hadefulde retorik fra den hensygnende rygning til den stadig mere omsiggribende fedme. Problemet består i, at mens (den passive) rygning kunne siges at skade andre, er det kun den fede selv, som lider under fedmen. Hvordan retfærdiggør man så et indgreb?

Allerede nu ser vi tendenser til en omorganisering af retorikken for at berettige den samme tvang, som til sidst fik bugt med rygningen. Det slet skjulte mål er højere skatter og afgifter på fedt og sukker, flere bureaukrater i Fødevarestyrelsen, flere forbud og reguleringer og en generel nedvurdering af menneskets frihed til selv at bestemme, hvad det indtager.

Læg mærke til, at den mest indlysende årsag til den omsiggribende fedme aldrig omtales: At vort sundhedssystem er gratis (og ringe), og at betalingen følgelig er upåvirkelig af aftagernes personlige adfærd, uanset hvor uansvarlig den måtte være. Den personlige frihed skal (også i denne sag) underkues, og venstrefløjens venner i folkeskolen skal nok sørge for at tage lidt mere tid fra retstavningen og matematikken til fordel for ”sundhedsundervisning”. Det er som bekendt langt vigtigere, at vi skaber sunde, hele mennesker med sociale kundskaber end fagligt velfunderede unge.

Ammunitionen, som skal muliggøre det ovenfor nævnte retoriske kvantespring, udgøres tilsyneladende af påstanden om, at fed og usund mad er afhængighedsskabende, og at overvægtige mennesker ikke selv er i stand til at styre deres liv og næringsindtag. Forestillingen understøttes bredt i vor populærkultur af journalister og meningsdannere, som implicit har taget venstrefløjens livssyn til sig – eksempelvis i et ret populært program som Livet er fedt.

Tænk over, hvad fortalerne for flere indgreb i vore spisevaner i grunden siger: At mennesker med ”usunde” levevaner er at sammenligne med dyr – de forstår ikke et argument, de forstår ikke, hvad der er bedst for dem selv, de vejer ikke hensynet til deres langsigtede velbefindende tungere end den kortsigtede kulinariske glæde. I den venstreorienterede optik er de overvægtige sammen med rygerne eller stofmisbrugerne blot viljeløse klumper kød, som apatisk ser til, mens deres ben fører dem hen i de ”forkerte” butikker, og deres arme og hænder stopfodrer dem med ”usunde” ting. Med andre ord har de ingen fri vilje og ingen bevidsthed – præcis som laverestående dyr, som blot er drevet af instinktet.

Det vækker en enorm forfærdelse, hvis man i denne sammenhæng på vegne af de omtalte mennesker påberåber sig et personligt ansvar, for det stiller spørgsmåls tegn ved flere årtiers systematisk dehumanisering af i forvejen belastede mennesker, som de såkaldte humanister har stået for.
For tænk, hvis de venstreorienterede meningsdannere tager fejl, og de overvægtige har ”ret”. Tænk, hvis de utallige gange, hvor man kort men øjeblikkeligt nyder en romsnegl eller en sjat piskefløde, virkelig var det hele værd, inklusive et marginalt kortere liv og et marginalt mere udtalt gangbesvær som midaldrende. Tænk, hvis turen på løbebåndet er forbundet med så stort et ubehag, at man hellere vil tage skavankerne, når de kommer. Tænk, hvis overvægtige kunne tænke selv og var mennesker ligesom alle os andre…

0 comments

Sign In

Reset Your Password