En naivists bekendelser

Når onde mennesker rotter sig sammen, må også de gode findes fælles grund. Ellers vil de falde én for én som ynkelige ofre i en elendig strid. Sådan sagde Edmund Burke i 1770 (i min oversættelse). Dette citat er centralt, når vi ser på diskussionen om den manglende integration af muslimske indvandrere – flertallet er gode nok på bunden, men de råber blot ikke højt nok blandt deres egne.
Derfor fremstår muslimer i den hjemlige debat formentlig noget værre, end de er. Men det betyder bestemt ikke, at den muslimske indvandring ikke udgør et problem for samfundet. Det er en erkendelse, jeg langsomt er nået til gennem de sidste to-tre år. En del af min bekendtskabskreds har længe været temmelig kritisk over for den muslimske indvandring. Det har jeg ikke. Tværtimod har jeg ofte taget muslimer i forsvar, når jeg har hørt andre tale om dem som en gruppe, hvormed der var forbundet særlige problemer. Mit forsvar var ofte baseret på, at integrationsproblemerne var socialt betingede, og at etniske danskere med samme sociale udgangspunkt ville udgøre et tilsvarende problem for samfundet. Jeg har ligeledes fremført, at der var masser af muslimer, som klarede sig fint, og som ikke udgjorde en byrde for resten af befolkningen som nassere, voldsmænd og religiøse primitivister.
Hvis vi imidlertid bevæger os fra individplanet til kollektivet, er det i de sidste to-tre år gradvist gået op for mig, at der vitterlig er noget, som adskiller islam for andre religioner.
Jeg er begyndt at stille mig selv spørgsmål som: Hvorfor er der stort set aldrig problemer med stærkt troende buddhister, jøder, hinduister, asatroende eller kristne? Hvorfor findes der stort set ingen velfungerende lande med muslimsk flertal? Hvorfor bliver religiøse mindretal underkuet, dræbt eller fordrevet fra mange af de muslimske lande?
Nu, hvor sagen med Muhammed-tegningerne er kommet lidt på afstand, mener jeg godt, at man kan sige, at den har været en lakmus-prøve for, hvilken holdning flertallet af muslimer har til de vestlige værdier og den civilisation, som (tidligere) har taget imod dem med åbne arme.
Reaktionerne i muslimske kredse på Muhammed-tegningerne var præget af et ufatteligt hykleri, når man krævede at andre (specielt ikke-muslimske danskere) skulle tage særlige hensyn til muslimers følelser, mens muslimske ledere tilsyneladende med stor opbakning (i hvert fald uden protester) kunne turnere rundt i Mellemøsten og fordreje og fortie de faktiske forhold omkring tegningerne.
I Mellemøsten trives de mest groteske konspirationsteorier om jøders og amerikaneres indflydelse på verden. Mein Kampf er en bestseller, og Zions Vises Protokoller går som varmt brød. Holocaust benægtes som en selvfølge, og tegninger portrætterende ledende vestlige og israelske ledere som svin, rotter, ekskrementer osv. Tilmed er den offentlige debat i muslimske lande (og til tider også herhjemme) præget af en fuldkommen humorforladthed og en ekstrem ømfindtlighed. Jeg respekterer andres religion, så længe de lader mig og andre være i fred, men når de begynder at kræve, at jeg skal opføre mig på en bestemt måde, og at jeg ikke må portrættere deres religiøse forbilleder, bliver jeg irriteret.
Jeg er som sagt klar over, at dette ikke gælder for alle muslimer, og jeg er klar over, at det for Naser Khaders Demokratiske Muslimer er en kamp op ad bakke. Det er bare så ærgerligt og så tankevækkende, at opbakningen til netop Demokratiske (ja, vi kan nok ikke forvente så mange ancapper endnu…) Muslimer for en stor dels vedkommende tilsyneladende stammer fra velmenende ikke-muslimske danskere. Hvis der ikke snart opstår en kritisk masse af danske muslimer, der som noget selvfølgeligt kræver at de vestlige oplysningsidealer holdes i hævd, gider jeg ikke længere spilde min tid med at forsvare muslimerne i Danmark. Jeg tror, at der er mange, som har det ligesom mig.