De daglige trusler

På en herlig solskinsdag blev jeg ramt af akut trøstesløshed bare sådan alene ved synet af den skinnende sol, og vel sagtens for at genfinde en smule gejst satte jeg mig for at se, om det dog ikke skulle være muligt at få øje på ét eller andet i denne verden, som var så indgroet […]

På en herlig solskinsdag blev jeg ramt af akut trøstesløshed bare sådan alene ved synet af den skinnende sol, og vel sagtens for at genfinde en smule gejst satte jeg mig for at se, om det dog ikke skulle være muligt at få øje på ét eller andet i denne verden, som var så indgroet fornøjeligt, at det umuligt kunne give stof til endnu en bekymrende ph.d.-afhandling. Det lykkedes mig ikke.

Fyldt med bange anelser begyndte jeg min eftersøgning med en dukkert, men sandelig om jeg ikke kunne se mine egne fødder helt tydeligt, selv da vandet gik mig til halsen; et kort øjeblik slap trøstesløsheden grebet om mig, før skuldrene igen fandt på plads i ørehøjde, for når man nu godt ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før giftige alger florerer i samtlige danske farvande, trækkende iltsvind og forgiftninger med sig, giver det jo ikke ligefrem anledning til lyssyn, og hele denne algesuppedas på grund af de fortvivlende mange solskinsdage, som vi alle ihærdigt har anstrengt os for ikke at nyde, fordi de før eller siden fører til fortabelse.

Jeg er flov over at indrømme det, men jeg greb altså mig selv i at budgettere med, at det snarere blev siden end før, og at jeg med god samvittighed kunne nyde det krystalklare syn af mine fødder og en vidunderlig svømmetur. Hvordan kunne jeg i øvrigt overhovedet finde på at nyde noget som helst i retning af badeliv, når Ærø akkurat som Langeland, Strynø, Drejø, Hjortø, Lyø, Avernakø og et væld af andre øer har et fuldstændigt forrygende underskud af livreddere, hvis man overhovedet kan kalde noget ikke eksisterende for et underskud.

Da jeg, som anbefalet, havde tildækket al overflade, strejfede det mig godt nok lige, om tildækningen mon ville gå ud over D-vitaminniveauet, heldigvis var jeg, straks herefter, ved at træde i et fugleskrog, som fik mig til at glemme alt om vitaminmangel og at genopleve mine tre femårige, vingede venner Bodil, Ida og Ulfs mareridt i isolation, da fugleinfluenzaen var på sit højeste; Bodil afgik ved døden, formentlig som følge af en kombination af høj alder og frihedstrang, de to andre lever i bedste velgående og skal vel, når de vilde fugle begynder at trække retur, til det igen; måske er medlidenhedsdrab det eneste rigtige, men på den anden side, hvis det gode vejr bliver permanent, så undgår vi måske helt fugletrækket.

Jeg befinder mig på en ø, som på mange måder må have lighed med Edens Have, altså hvis man lige ser bort fra det med livreddere og måske nok også fraværet af et par wellnescentre, alligevel føles det ofte som om, at det sikreste sted at opholde sig nok i virkeligheden er i sin gode grav, hvilket måske forklarer landets selvmordsrate.

Vi præsenteres stort set dagligt for flere hyldemeter af truende information.

Har vi alle m/k for eksempel fået checket bryster, prostata, tyktarm, livmoderhals, hjerte-kar og lunger for nyligt; det gælder om at komme i tide, forlyder det, og når nogen tager opfordringen bogstaveligt, sker det ikke sjældent, at de støder ind i en mur af ventetid, den såkaldte behandlingsgaranti er nemlig skruet så finurligt sammen, at man helt legalt kan risikere at vente sig ihjel.

Vi bombes også dagligt med, at alt hvad vi stopper i os er befængt med ét eller andet, som gør os syge, hele molevitten er surret ind i uhyrlige mængder af emballage, og et hvert forsøg på at skaffe sig af med skidtet bliver nærmest betragtet som en småkriminel handling.
Begivenheder, som man sædvanligvis forbinder med glæde, såsom ferier, er nu blevet et så alvorligt problem for familielivet, at psykologerne står klar med posttraumatisk krisehjælp, når de små familier, forkomne og desillusionerede, vender hjem fra ferie til en hverdag, som i forvejen kræver terapi på fuld tid.

Arbejdslivet er også problematisk, nogle er arbejdsnarkomaner, nogle ville gerne være det, hvis det ellers kunne betale sig at blive det, og andre igen kommer slet ikke i arbejde af den ene eller anden årsag, til trods for at der hyles og skriges på arbejdskraft.

Selvom der bliver færre rygere, stiger tobakssalget støt, og så kom det da omsider på bordet, at man helt har forsømt at fabrikere selvslukkende smøger her til lands. Hvor er vi henne? Og at de forhadte rygere som følge heraf til tider sniger sig til en gratis kremering, når de foretrækker at ryge og rejse i egen seng.

Nu fremgår det så også, at ægtesengen er blevet et halvfarligt sted at henslæbe nattetimerne, mænd og kvinder bør nemlig slet ikke sove i samme seng, forlyder det; mændene sover uroligt, fordi de natten igennem inhalerer kvindelige feromoner; når sex har været involveret, falder mændene ganske vist hen, hvorimod kvinderne bagefter slingrer hvileløst rundt på lagnet uden en fornuftig remsøvn, og når man dertil føjer det seneste Arne Astrup hit, at man muligvis bliver overvægtig af manglende eller dårlig søvn, så er der vist kun den dybe depression og en omgang plat og krone om dobbeltsengen at ty til.

Den danske befolkning er stresset, og vi er åbenbart verdens lykkeligste over at være det, hvis man skal tro på endnu en offentliggjort lyksalighedsundersøgelse.

Aldrig tidligere har vi været så velinformerede om, hvordan vi skal få det ringest muligt.
Kenneth Plummer, DR’s generaldirektør, gav på et tidspunkt udtryk for, at DR’s mål var at servere noget for kunderne, som de ikke vidste, de ønskede sig, og det tør nok antydes, at man er i gang med at leve op til målsætningen.

Landet vælter sig i forskere og eksperter, der lever godt og grundigt af at opfinde årsager til bekymring, afmagt og sygelighed hos så store dele af befolkningen som muligt, og som en gylden regel kommer disse eksperter kun på skærmen eller i Danmarks Radio, såfremt de er i stand til at sammenkæde et eller andet truende forskningsresultat med den nuværende regerings inkompetence eller allerbedst med én eller begge Dansk Folkepartis præster; hvem kunne ikke se de onde fætre for sig, skoggerleende af nogle sultestrejkende stakler?

Apropos Dansk Folkeparti, så hørte jeg en anmeldelse af en ny bog, som blandt andet kunne oplyse, hvad selv de mest tungnemme efterhånden må have fattet, at de fleste af partiets tilhængere overvejende udgøres af mennesker med en lavere uddannelse, og at eksperterne heller ikke overraskende pr. automatik afskyr Dansk Folkeparti og, må man antage, dermed også partiets mange lavtuddannede vælgere.

Da disse vælgere i sin tid var socialdemokrater, gik de højtuddannede pudsigt nok enormt højt op i at solidarisere sig med denne gruppe og med at kæmpe deres sag.

Et andet grimt problem, som vi kommer til at høre meget mere til, er hvad der skal blive af de elever og undervisere landet over, som sikkert vil komme til at tvinge den i forvejen tungt belastede krisestab i knæ, fordi en gemen minister insisterer på at få kendskab til elevernes udbytte af undervisningen og i samme seance vel også kvaliteten af den.

I den diskussion er det underligt nok de mennesker, som absolut ikke behøver computerens stavekontrol og som ubesværet kan både gange og dividere brøker med hinanden, der hidser sig mest op ved tanken om tests.

Hvis man nu gjorde sig det tankeeksperiment, at et fagligt undervisningsløft ville gøre flere kapable til at gennemføre en højere uddannelse og hermed måske endda også blive eksperter, og at det forhadte folkeparti som en følge heraf ville opføre sig som en uldtrøje efter kogevask, imens det modsatte ville gøre sig gældende med hensyn til de højtuddannedes foretrukne parti, som ville kunne puste og puste sig op til et sådant omfang, at der skulle både en kronprinsesse og en kronprins til at holde partiet ved jorden, ville det så måske ikke lige være sagen?
Eller ønsker de højtuddannede i realiteten helst at fastfryse et undervisningsniveau, som ikke sjældent er grinagtigt lavt sammenholdt med det, som man selv har haft nødigt at gennemgå for at blive så rigtigt kloge?

Der fremkommer jævnligt beklagelser over, at diverse kampagner flytter for lidt eller slet intet, men er det egentlig særligt overraskende?

Den diarreagtige strøm af reklamespots vedrørende forskning, hvor den ene morbide døgnflue efter den anden luftes, virker udtrættende og gør os vanskelige at råbe op, også når det kunne være formålstjenligt at få os i tale.

For mange år siden fik jeg bragt en kronik i Jyllands-Posten, som sluttede med: »Giv os i dag vor daglige katastrofe.« Den gang som nu føles det bizart, at man nærmest kan opleve opståen af virkelige katastrofer som et befriende frikvarter fra de daglige trusler.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password