Glem ikke Nordkorea

Alle ved at der er forfærdeligt i Nordkorea. Det er der intet nyt eller overraskende ved. Selv blandt kommunister er der vel ikke mange andre end nogle få hos AKP2000 og DKP-M/L, altså de mest hardcore stalinister, der har sympati til overs for dette brutale og tyranniske styre. Men det er alligevel sjældent at vi […]

Alle ved at der er forfærdeligt i Nordkorea. Det er der intet nyt eller overraskende ved. Selv blandt kommunister er der vel ikke mange andre end nogle få hos AKP2000 og DKP-M/L, altså de mest hardcore stalinister, der har sympati til overs for dette brutale og tyranniske styre. Men det er alligevel sjældent at vi rent faktisk hører fortællinger fra nordkoreanerne selv og det er ellers lige præcis hvad man kan finde i bogen “This is Paradise!”, skrevet af Hyok Kyang, en ung nordkoreaner for hvem det lykkedes at flygte tilbage i 1998. Ud over denne bog er den eneste anden jeg umiddelbart kan komme på der også er skrevet af en nordkoreaner, “The Aquariums of Pyongyang”, der fortæller historien om 10 års ophold i nordkoreansk fangelejr.

Der er ellers hundredetusindevis af nordkoreanere der er flygtet i årenes løb. Men manglende interesse, samt frygt fra repressalier gør at det er sjældent at man får mulighed for at høre fortællinger fra det lukkede land.

Hyok Kang boede de første 13 år af sit liv i Kim Jong-Ils helvede og beskriver hvordan det er at gå i skole og vokse op et sted hvor man altid mangler mad,man ikke kan stole på nogen og hvor man går i konstant fare for at blive sendt i opdragelseslejr eller måske endda henrettet.

Og ja, bogen er ganske forfærdelig læsning, men selv om det ikke kommer bag på nogen, så er det bestemt værd at investere i den for det er næsten svært at forestille sig præcis hvor slemt det står til. Bogen giver en masse informationer som jeg ikke var klar over, både små og store. I det små er det historier om hvordan alle radioer i landet er fast indstillede på samme radiostation når man køber dem, til større ting som f.eks. om den organisation som Nordkorea startede i Japan, der lokkede henved 100.000 koreanere til Nordkorea under falske forudsætninger. Jeg var ikke klar over at Røde Kors havde arbejdet tæt sammen med denne organisation, der bildte flygtede koreanere der enten havde kommunistiske sympatier eller tilfældigvis bare kom fra nordkorea at de ikke engang behøvede at tage noget med fra Japan nårde skulle flygte, da det nye, kommunistiske Nordkorea havde alt hvad man skulle bruge.

Der er en næsten klaustrofobisk stemning i bogen, når Kang beskriver hvordan han som barn skal i skole og dagligt undervises i Kim Il-Sung og Kim Jong-Ils liv og levned. Det skal læres udenad og er i øvrigt løgn fra ende til anden. De nordkoreanske elever fyldes med historier om hvordan Den Store Leder næsten ene mand fordrev de japanske tropper fra Korea i 1945, selv om sandheden er at han var i en militær træningslejr i Sovjetunionen og slet ikke var i nærheden af Korea da Den Røde Hær invaderede. Ligeledes er der ingen mangel på historier om Kim Jong-Ils bedrifter i sin tidlige barndom, hvor han blandt andet præsterede at samle regnbuer fra himlen, hvis de nordkoreanske skolebøger er til at stole på. Helt fra begyndelsen arbejdes der hårdt på at indoktrinere de mindste, der selvfølgelig også modtager undervisning i hvordan man begår sig i de mange parader og optog der skal vise Nordkoreas styrke.

Det værste ved undervisningen er dog nok den daglige kritik. Hver eneste dag skal man kritisere sig selv og hinanden og i skolen skal man helst opfylde sin stikker-kvota og udpege minimum 2 andre elever for dårlig opførsel. Gør man ikke det risikerer man selv at blive udpeget. Dem der hænges ud under disse kritik-sessioner, skal så undskylde deres dårlige opførsel over for hele klassen. Dette er noget der skal forberede dem til deres senere liv i det kommunistiske paradis, for på alle arbejdspladser er der netop denne slags kritik-møder hver eneste dag og i modsætning til i skolen, kan de have anderledes, alvorlige konsekvenser. En anklage fra en kollega eller nabo på et sådan møde kan nemlig ende med at man ryger til genopdragelse i en slavearbejdslejr sammen med sin nærmeste familie. Familien ryger med fordi Den Store Leder på et tidspunkt har udtalt at man skal rense afvigeres familie i 3 generationer, så selv om man er et kommunistisk dydsmønster kan man stadigvæk risikere at komme i sådan en lejr.

Det er også på arbejdspladserne at man udmærker sig, således at man kan opnå en plads i partiet. Noget som mange ønsker, da det giver store fordele at være en af de få udvalgte. Partimedlemmerne får ekstra madrationer, mangler aldrig noget og har stor magt til at få deres fjender udraderet, mens den øvrige befolkning lever under kummerlige forhold.

Mad er noget der uddeles fra centralt hold i nøje afmålte portioner. Elite-arbejdere og partimedlemmer får mest, mens husmødre er dem der får mindst. Nordkorea er et sted hvor man kun er noget værd hvis staten har nytte af en. Noget der kommer til udtryk på de mest absurde måder, f.eks. ved at både arbejdere og maskiner kan få medaljer for et arbejde vel udført.

Mad-situationen forværres i øvrigt, efterhånden som det går dårligere og dårligere for den nordkoreanske økonomi, og det er uhyrligt at høre historierne om hvad folk vil gøre for mad under den store hungersnød i 1997. Historier om tyverier, kannibalisme og meget andet er der ikke mangel på. Til gengæld ser borgerne i Hyok Kangs by ikke noget til FNs nødhjælp, andet end den dag hvor nødhjælpsinspektørerne fra organisationen kommer forbi, selvfølgelig. I bedste propaganda-stil bliver børnene sat ved borde med masser af mad, der straks fjernes igen når inspektørerne er væk igen.

Hungersnøden resulterer da også i at familien Kang flygter. En dramatisk flugt der fører dem til Kina, Vietnam og Cambodia, hvor faren for at blive sendt tilbage til helvedet konstant hænger over hovedet på dem,ind til de kommer i kontakt med en af de frivillige, kristne grupper der hjælper nordkoreanere til Sydkorea.

Bogen er bestemt værd at købe og læse, for det er vigtigt at man ikke glemmer at de totalitære ideologier stadigvæk lever i bedste velgående og at der er folk der rent faktisk må leve under så forfærdelige forhold at man ikke ville kunne digte dem op hvis man skulle. Evt. kan man give en skærv til en af de organisationer der rent faktisk hjælper nordkoreanere til et nyt liv i syden.

Bogen kan købes her

Link til organisation der hjælper Nordkoreanere til at flygte

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password