I et interview med Berlingske Nyhedsmagasin 7-13 oktober 2005 forklarer Herbert Pundik et par ting om mellemøsten og danske virksomheders ageren i området. Desværre går det helt galt, når interviewets indhold stilles op i punktform:
1) Bestikkelse er en social udligning og korruption skyldes den sociale situation.
2) Uden bestikkelse ville den arabiske embedsmand lade sagen ligge.
3) Halvdelen af kandidaterne fra universiteterne i Ægypten er ledige eller arbejder som piccoloer.
4) Der skal uddannelse til for at Arabien udvikles.
5) Arabiens problemer ligger i Arabien og kan ikke løses af udefra kommende.
6) For at Arabien kommer videre skal der ”prosperity” til. Danske virksomheder skal skabe jobs i Arabien.
Alle disse ting citeres Herbert Pundik for at have sagt. Og Ja…Den kvikke læser har allerede set at 1 er inkonsistent med 2, 3 med 4 og 5 med 6.
1 er inkonsistent med 2. Bestikkelse er som ordet siger ”bestikkelse” og afhænger ikke af den sociale situation. Prisen på rugbrød er jo heller ikke social udligning. Rugbrød koster så meget som producenten kan få for det og som folk er villige til at give. Embedsmanden lader sagen ligge, fordi han har magt til det og kan få penge ud af det. Det er jo heller ikke den sociale situation, der gør at danske embedsmænd får køleskabe, rejser og hvad ellers for at acceptere en kontrakt mellem private udbydere og kommunen.
3 er inkonsistent med 4. Når halvdelen af de uddannede fra universiteterne er ledige eller arbejder som piccoloer, så er det jo ikke uddannelse, der er mangel på. Nu er uddannelse jo ikke et homogent produkt. Men offentlige uddannelser spilder ressourcer i forhold til, hvad der er efterspørgsel efter. Også herhjemme er universitetsuddannelserne i vidt omfang destruktive. De afgørende år spildes og den ”uddannede” kan starte forfra i en alder af 30. Af en eller anden grund har udviklingsøkonomer bildt udviklingslande ind, at universiteter skal staten lave ’en masse’ og de skal være gratis. Bottom line er, at offentlige uddannelser er spild af tid for halvdelen af ægypterne, der tager en, så hvorfor i al verden skal der mere uddannelse til?
5 er inkonsistent med 6. Når problemerne ligger i Arabien, så kan danske virksomheder på ingen måde skabe jobs. Udenlandske investeringer kommer af, at der er ”opportunity”. Altså er det op til araberne at skabe ”opportunity” før danske virksomheder kan skabe ”prosperity”.
Inverviewet med Herbert Pundik er et udslag af forsøget på at presse al viden fra en gammel mand ned på to halve sider med pæne billeder til. Ikke mange point for det.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.