Stagnationshjælp

Da jeg gik i gymnasiet oplevede jeg – og gør faktisk stadig på universitetet – en brændende glød blandt mine medstuderende for at hjælpe verdens fattige ud af deres lidelser. Siden 80erne, eller i hvert fald så længe jeg kan huske, er den vestlige verden blevet bombarderet med billeder fra Afrika, Sydøstasien og Sydamerika, af […]

Da jeg gik i gymnasiet oplevede jeg – og gør faktisk stadig på universitetet – en brændende glød blandt mine medstuderende for at hjælpe verdens fattige ud af deres lidelser. Siden 80erne, eller i hvert fald så længe jeg kan huske, er den vestlige verden blevet bombarderet med billeder fra Afrika, Sydøstasien og Sydamerika, af fattigdom, lidelse og død. Det er ikke så sært at de fleste får en klump i halsen ved synet af en afrikansk dreng med opspilet mave og udmarvede lemmer.

Konsekvensen af diverse hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og UNICEFs kampagner er en efterhånden ret så velvoksen velgørenhedsindustri. Den består af frivillige initiativer, græsrodsbevægelser og internationale organisationer, der dels selv indsamler penge til velgørenhed, dels lægger et konstant politisk pres på de vestlige stater, gennem lobbyvirksomhed og demokratiske aktioner, til at bidrage med ulandshjælp. Alligevel virker det som om at man kæmper imod en endeløs tidevandsbølge af hungersnød og dødbringende epidemier – som om at hvert et skridt vi tager fremad, ender med at bringe os to tilbage.

I forbindelse med Live8 arrangementet, der var den seneste og mest fremtrædende manifestation af ovennævnte strømninger, blev Julian Morris fra International Policy Networkinterviewet til DR2s Deadline. Hans argument var baseret på en rapport, som den britiske tænketank for nylig havde offentliggjort. Konklusionen var forstemmende: årtiers bestræbelser på at lukke kløften mellem rige og fattige lande er ikke bare slået fejl – de har med al sandsynlighed haft negative effekter på de fattige landes vækst.

Hvorfor slår ulandshjælpen fejl?
Hvis man skal forsøge at finde en forklaring på dette, kan man måske passende begynde med at overveje en kendt amerikansk industrifyrste og filantrops filosofi for velgørenhed og bistand. I Andrew Carnegies artikel ”Wealth” fra 1889, formulerer han sin kritik af datidens sløseri med velgørenhedspenge således:

“One of the serious obstacles to the improvement of our race is indiscriminate charity. It were better for mankind that the millions of the rich were thrown into the sea than so spent as to encourage the slothful, the drunken, the unworthy.” [kilde]

Som filantrop udmærkede Carnegie sig ved ikke blot at være optaget af sin tids sociale tilstande og hvorledes man kom problemerne til livs – han lagde et væsentligt filosofisk og etisk perspektiv over den filantropiske tankegang. Dette medvirkede til, at han havde øje for nogle vinkler, som nutidens mest fremtrædende altruister og ’socialt indignerede’ individer tilsyneladende har tabt af sigte i deres rationelle systemtænkning: at den bedste måde at hjælpe andre på, er at hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Derfor bør man følgelig altid betænke sig grundigt, inden man yder bistand, for at sikre sig, at man ikke yder til folk, der ikke har gjort sig fortjent til det.

Carnegies lære er, set i lyset af den ovennævnte rapport, sandsynligvis ligeså relevant i dag, som den var for et århundrede siden (eller måske endda mere). Når man betragter det seneste G8 topmøde og det kunstneriske orgie af altruisme og social eufori, altså Live8, der prægede ugen op til topmødet, er man (iflg. undertegnedes mening) nødt til at stille sig selv spørgsmålet: er den postmoderne generation af aktivister også blinde for Carnegies argumenter?

Som det nok er gået op for læseren, handler dette om Live8 og ideen om, at ulandsbistand kan hjælpe fattige lande ud af nød. Live8 er ikke identisk med al ulandsbistand. Alligevel symboliserer Live8 mange af de tendenser ved ulandshjælp, som har vist sig at have kontraproduktive effekter.

Ulandshjælp er som oftest rettet imod at udvikle infrastruktur, hvis mangel ses som barrieren for en gunstig udvikling i landets økonomiske vækst. Dette er også tilfældet når Live 8 taler om “bedre ulandshjælp”. Hvis vi skal vende tilbage til Julian Morris’ argument, er problemet med Live8, at det ikke er rettet imod selve problemets rod. Ifølge IPNs rapport, ligger nøglen til udvikling absolut ikke i ulandsbistand. Årsagen er, at problemernes rødder ikke ligger i de faktorer, som ulandsbistand oftest er rettet imod at udbedre. Den væsentligste kausalfaktor er ikke mangel på infrastruktur, eller kapital til at investere i denne. Problemet er institutionelt: det er selve det institutionelle system i Afrika der er galt. “Good governance”, ikke mere bistandsstøtte, er derfor nøglen til udvikling. Og med “good governance” menes der sikring af den private ejendomsret, et effektivt juridisk system, frie markeder og mindre stat.

Denne konklusion er naturligvis på ingen måde ny. En række rapporter fra det amerikanske Cato Institute kom for et par år siden frem til samme resultat. Her fandt man bl.a. frem til, at mellem 1975-98 havde væksten i ulandshjælp haft en negativ effekt på vækst [kild]. Man fandt ligeledes, at kvaliteten af modtagerlandets styre ikke havde nogen indflydelse på bistandens effekt. Med andre ord hjalp det ikke, at det var et mere demokratisk eller mere markedsorienteret styre, der modtog bistand – bistand hjalp simpelthen ikke på den økonomiske vækst – basta! Derudover fandt man også, gennem et andet studie af samme periode, at det bedste vestlige nationer kunne gøre for at hjælpe udviklingslande, var at holde deres markeder åbne. Det bedste, som ulande kunne gøre for sig selv, var derimod at promovere ”good governance” og åbne markeder. Det hjalp altså heller ikke ulandene at beskytte deres markeder.

International Policy Networks analyse gør ikke meget andet, end at fastslå de samme pointer og sætte ord på de mekanismer der ligger bag. Rapporten er baseret på en række casestudier, der omfatter Kenya, Tanzania, Uganda og Botswana. Deres fund er slående; den væsentligste årsag til problemerne med udvikling i Afrika, på et generelt plan, er at de mangler et frit samfunds institutioner. Den private ejendomsret er ikke sikret, de juridiske systemer er korrupte og/eller ineffektive, statens enorme rolle i økonomierne underminerer incitamenterne til at deltage i gensidigt fordelagtige aktiviteter og skaber i mange tilfælde korruption. Ulandsbistanden ender ofte med at være skadelig fordi den bliver benyttet på ting, der ikke hjælper de fattige – f.eks. på projekter der kun begunstiger landets politiske elite. At pengene bliver benyttet forkert er en ting – hvad værre er, at ulandsbistanden ofte har den konsekvens, at den private opsparing falder i takt med at ulandsbistanden stiger. Den dalende nationale opsparingsrate driver dermed privat-sektor investeringer ud, og hæmmer ipso facto den langsigtede vækst.

En anden væsentlig faktor som ulandsbistanden har, er at den konsoliderer de korrupte regimer, der ellers ville være blevet fordrevet. Meget tyder på, at ulandsbistand virker blokerende for reformer. En rapport fra Verdensbanken fra april 2005, viser at ulandsbistand har en tendens til at modarbejde reformer, og det frarådes derfor at give støtte uden medfølgende krav om reform. Grunden til, at lande som Uganda og Botswana har oplevet en sund vækst, er markedsorienterede reformer af systemet. Men i Uganda medvirker ulandsbistand stadig til at blokere for fortsatte reformer. Journalisten Andrew Mwenda fra Uganda beskrev for små 6 måneder siden, i en artikel i The International Herald Tribune, hvordan ulandsbistand tillader regimet at føre en uansvarlig skattepolitik, der bl.a. er med til at finansiere et alt for stort militær. Et udmærket eksempel på hvordan, at ulandsbistand fjerner incitamentet til reform for uduelige regimer – kun truslen om en statskollaps, i tilfælde af økonomisk ruin, kan give det incitament.

Altså: ønsker man at hjælpe Afrika, så åbn de vestlige markeder og skær ned på bistanden.

Live 8 vil gentage fortidens synder
Problemet er, at Live 8 vil gentage de samme fejl man har begået de seneste 20 eller 40 år. Selvom Live 8 stolt på deres hjemmeside proklamerer at dette ikke er ”Live Aid 2”, ender de tilsyneladende – ironisk nok – med at begå de samme fejltagelser. Det oprindelige Live Aid, der var tiltænkt at sætte en stopper for en nært forestående hungersnød i Etiopien, endte med både direkte og indirekte at støtte et kommunistisk diktatur, og deres umenneskelige tvangsforflyttelser af flere hundredetusinde mennesker – muligvis med tabet af op til 100.000 menneskeliv til følge.

For at strø salt i såret, står Etiopien i dag i en situation, der er sammenlignelig med den i 1985.

De væsentligste elementer i Live 8s program, der nu går under sloganet ”Justice not charity”, er retfærdige internationale handelsvilkår,
gældseftergivelse og forøget ulandsbistand. Som det fremgår af ovenstående diagnose, er der flere problemer med Live 8. De ønsker først og fremmest mere af den skadelige bistand og, som om det ikke er nok, ønsker de også mere autonomi til staterne og dermed færre betingelser og krav om reform.

Det er positivt, at man har valgt at fokusere så meget på handelsvilkår, da det alt andet lige er her den hurtigste vej til velstand skal findes. Der kan næppe herske tvivl om, at det første skridt på vejen til forbedring af ulandenes vilkår er, at sikre dem uhindret adgang til i-landenes enorme importmarkeder. Dette medfører en nedbrydelse af handelsbarrierer, som eksempelvis kvoter og toldbarrierer. Men det medfører først og fremmest en ophævelse af de skævvridende subsidieringsordninger, som kendetegner stort set alle de økonomisk stærkeste i-lande – vigtigst er landbrugsstøtterne i EU, USA og Japan. Problemet er, at Live 8 ønsker at arbejde for at tillade ulandene at opretholde forskellige former for protektionistiske foranstaltninger ud fra ideen om, at de vestlige lande opnåede deres velstand ved at beskytte deres markeder. Dette er naturligvis helt forkert – men det er endnu mere forkert for ulandene. Protektionisme har aldrig hjulpet noget udviklingsland frem – det er ligeså sandt for Uganda og Botswana, som det var for Thailand, Argentina og Storbritannien. En væsentlig årsag er, at det er absurd at nægte de svagest stillede adgang til udenlandske produkter, hvis de er billigere. Protektionismen rammer med andre ord skævt, socialt set. En anden er, at det fjerner de lokale producenters incitament til at udvikle sig og innovere – resultatet bliver forringet produktivitet, der i sidste ende blot udvikler sig til inflation og stagnation, som det var tilfældet i Kenya.

Der tegner sig et mønster imellem det oprindelige Live Aid og det nye ”Live 8” – begge arrangementer er primært fordelagtige for modtagerlandenes politiske eliter, og ikke for folket. Som Live 8 er organiseret nu, vil det sandsynligvis få de samme konsekvenser som Live Aid: de få udbedringer som det lover, vil være ligeså kortsigtede og de langsigtede konsekvenser vil sandsynligvis være ligeså grelle og deprimerende, fordi behandlingen endnu en gang er baseret på en forkert diagnose.

Man kunne godt ønske sig at Hr. Bono og Hr. Geldof brugte deres anseelige ressourcer på at arbejde for at få gennemført de nødvendige reformer, både i i-landene og u-landene, der kan skabe permanent vækst, i stedet for billige og kortsigtede lappeløsninger. Den historiske udvikling taget i betragtning, er det en stor nok udfordring i sig selv. For nu at runde af med et uddrag fra Carnegies egen konklusion på problemstillingen: “The rich man is thus almost restricted to following the examples of Peter Cooper, Enoch Pratt of Baltimore, Mr. Pratt of Brooklyn, Senator Stanford, and others, who know that the best means of benefiting the community is to place within its reach the ladders upon which the aspiring can rise” Det er vel unødvendigt at understrege hvilke politiske byggesten denne stige bedst konstrueres af…

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password