Stop ulandshjælpen

I de foregående par uger har hele verden været genstand for amatøragtige rockstjerneøkonomers forsøg på at overbevise os om det fornuftige eller ligefrem nødvendige i at øge resurserne til såkaldt ulandshjælp. Det ville egentlig være en sympatisk ide, hvis hjælp til ulande rent faktisk hjalp. Men det gør den ikke. Bono, Bob Geldof og de […]

I de foregående par uger har hele verden været genstand for amatøragtige rockstjerneøkonomers forsøg på at overbevise os om det fornuftige eller ligefrem nødvendige i at øge resurserne til såkaldt ulandshjælp. Det ville egentlig være en sympatisk ide, hvis hjælp til ulande rent faktisk hjalp. Men det gør den ikke.

Bono, Bob Geldof og de andre rockstjerneøkonomer, som formentlig ikke engang kan løse en andengradsligning, bør forholde sig til det faktum, at de ulande, som har modtaget mest ulandshjælp, klarer sig usammenlignelig ringere end de andre lande, som startede med samme udgangspunkt for nogle årtier siden, men som ikke har modtager ulandshjælp.

Tag eksempelvis en gruppe (1) af lande som Hong Kong, Japan, Singapore, Sydkorea, Thailand og Malaysia. Disse lande havde efter Anden Verdenskrig en meget lav levestandard, og de råder generelt ikke over særligt mange råvarer. Alligevel har de haft en meget høj økonomisk vækst op til i dag. Tager vi imidlertid en gruppe (2) af lande som Tanzania, Kenya, Etiopien, Bangladesh og Burkina Faso, gælder det, at disse lande havde nogenlunde samme økonomiske udgangspunkt som den første gruppe og samtidig langt flere råvarer. Desuden har de modtager hundredvis af milliarder i ulandsbistand gennem årene.

Alligevel har gruppe (1) klaret sig langt bedre de sidste 50 år end gruppe (2). Deres levestandard er højere, de er fredeligere, flere kan læse, flere er raske og flere lever længere. Hvorfor det? Det er der et meget simpelt svar på. Så simpelt er svaret, at universitetsforskere, NGO-ansatte og journalister pure nægter at beskæftige sig med det.

I stedet forsøger disse grupper af velmenende, men knap så velorienterede mennesker at finde alternative forklaringer på ulandenes manglende formåen. De tror, at bureaukraterne blot skal være klogere og dygtigere, at vejene blot skal være bedre, at flere af ulandenes børn blot skal gå i statslige skoler (frem for private) og at deres markeder blot skal oversvømmes af billige vestlige varer. Alt sammen betalt over skatter i Vesten – så skal det hele nok gå!

Denne strategi har været prøvet på gruppe (2) i efterhånden mange årtier med det resultat, at de ikke har rokket sig ud af stedet. Ufattelige resurser er blevet spildt, og millioner af landmænd i sultområder har holdt op med at producere fødevarer, fordi de ikke kunne konkurrere med gratis, vestlig fødevarehjælp. Samtidig har vestlig ulandsbistand stik imod hensigten skabt en velforankret og kleptokratisk, politisk elite, som gennem korruption har levet af at formidle hjælpen til deres stakkels landsmænd.

Men hvad er svaret da? Svaret er, at gruppe (1) har haft en veldefineret og velrespekteret privat ejendomsret, mens gruppe (2) ikke har haft det. Dette har meget store praktiske implikationer. Hvis man ikke har en veldefineret ejendomsret, vil der ikke eksistere et velfungerende lånemarked, som kan bringe de såkaldte ulandes ufattelige potentiale i spil.

Ifølge udviklingsøkonomen, Hernando de Soto, tager det for en slumbeboer på Filippinerne 13 år at få skøde på sine fattige besiddelser. I Haiti tager det 11 år. Generelt gælder i ulandene, at ens ejendom ikke kan belånes, fordi en kreditor pga. ejendommens uklare stilling ikke kan få sikkerhed i ejendommen som modydelse for lånet. Idet ulandene råder over værdier svarende til mindst 9.000 mia. dollars, ligger en enorm mængde kapital ubenyttet hen i stedet for at blive lånt og udnyttet af dygtige, opfindsomme og hårdtarbejdende entreprenører, som der findes masser af i ulandene.

Vesten blev rig pga. en veldefineret og velrespekteret ejendomsret, som tillod os at stille risikovillig kapital til rådighed for kapitalister, som gik nye veje for at hæve vor levestandard. Vi blev ikke rige, fordi marsmænd gav os udviklingshjælp (hvem skulle da også have givet marsmændene ulandshjælp, hvis dette var en forudsætning for rigdom?).

Hvis vi for alvor ønsker at hjælpe udviklingslande, er den eneste løsning, at de forstår, at forudsætningen for en højere levestandard og kontinuerligt højere vækst er privat ejendomsret, lave skatter og fravær af bureaukrati. Danidas mange store og dyre projekter har kun hjulpet Danidas ansatte.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password