Hvorfor nogle lande er fattige

I dette interessante interview med den liberale økonom og forfatter, Hernando de Soto, får vi et glimt af, hvad ingen venstreorienteret forsker, ulands-hippie eller Danida-bureaukrat ved – eller ønsker at vide. Ovennævnte grupper er kun interesserede i at hjælpe ulande, så de kan fremme deres egen statsforherligende ideologi, og så de kan sikre, at intet […]

I dette interessante interview med den liberale økonom og forfatter, Hernando de Soto, får vi et glimt af, hvad ingen venstreorienteret forsker, ulands-hippie eller Danida-bureaukrat ved – eller ønsker at vide.

Ovennævnte grupper er kun interesserede i at hjælpe ulande, så de kan fremme deres egen statsforherligende ideologi, og så de kan sikre, at intet land tilbyder foretagsomme mennesker fredelige og ordentlige vilkår. Med andre ord: skatteudbytningen skal være global, ensrettet og umulig at omgå.

Den hjemlige politiske elite repræsenteret ved de vellønnede bureaukrater, som stemmer på det radikale venstre og læser Politiken, elsker internationale politiske institutioner som FN, EU, WHO, WTO og Nordisk Råd, fordi de her kan mænge sig med andre mennesker, som har lige så stor en magt som dem selv, og som på samme måde undertrykker, udbytter og kontrollerer deres umælende lokalbefolkninger.

I venstrefløjens ulandsmytomani eksisterer ulandenes fattigdom kun,
1. fordi ulandene ikke er “demokratiske”,
2. fordi de har “dårlig statsledelse”,
3. fordi de ikke “regulerer deres markeder effektivt”,
4. fordi deres uddannelsesniveau er for ringe eller
5. fordi vestlige lande kort og godt har udbyttet dem og stjålet (læs: byttet sig til) deres resurser.

Disse forestillinger støttes og udbredes aktivt af statsansatte såkaldte udviklingsøkonomer, der aldrig har tænkt en selvstændig tanke – de er kollektivismens kadrer af genbrugstænkere. Er der således en årsag til fattigdom, som aldrig omtales, og som for disse mennesker er rent ud sagt fuldstændigt utænkelig, er det mangel på respekt for en veldefineret privat ejendomsret.

Og nu kommer vi til sagens kerne! Hernando de Soto sætter fingeren på det ømme punkt, og her kommer nogle oplysninger, som enhver Politiken-læser og Danida-ansat fluks bør rives i næsen, inden han igen åbner tudefjæset og flæber om mere udviklingsbistand:

I Filippinerne tager det for en slumbeboer 13 år at få et skøde på sine fattige besiddelser i hænde. I Haiti tager det 11 år. I Egypten tager det 6 år eller mere. I Egypten tager det 549 dage at opnå tilladelse til at åbne et bageri, hvis man har en advokat. Hvis man ikke har en advokat, tager det omkring 650 dage. I Honduras koster det et individ 3.765 dollars og 270 dage at opnå tilladelse til at åbne en virksomhed.

Ulandenes problemer bliver først løst den dag, de bliver velsignet med den kapitalisme og den private ejendomsret, som i svundne tider udgjorde fundamentet for den kolossale fremgang i levestandarder, som vi i Vesten har oplevet.

Uden en veldefineret ejendomsret, kan det ikke lade sig gøre for de foretagsomme mennesker (som endnu ikke er blevet fordærvede og konforme af et statsligt uddannelsessystem) i ulandene at optage lån i deres ejendom og investere i et projekt, som kan gøre dem selv og deres medmennesker rigere og lykkeligere. Uden kapital går den ikke, og kapital er der faktisk nok af i ulandene. Hernando de Soto estimerer, at befolkningerne i ulandene tilsammen kontrollerer “død kapital” (dvs. huse, ejendomme mm., hvortil ejendomsretten ikke er veldefineret) for omkring 9.300 milliarder dollars. Det er disse værdier, der skal i spil til forbedring hos entreprenører for, at ulandenes situation kan blive forbedret.

Glem demokrati, uddannelse, regulering og statsledelse – Det er den private ejendomsret, der tæller!

Læs i øvrigt Hernando de Sotos bog “The Other Path” om ulandenes uformelle økonomier og betydningen af mangel på privat ejendomsret.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password