Alle liberalister ved det. Men der eksisterer en slags kollektiv blindhed blandt liberalister. Det forties. Det er tabu. De – og jeg siger de, for jeg springer fra her – ved godt at deres standpunkt er uholdbart. De argumenterer for det ene paradis og det andet paradis, de forestiller sig i fravær af staten, men det er gratis patos. Det er billigt og tomt. Der er mange nødvendigheder, ting vi ikke kan være foruden i et samfund, som kun staten kan levere. Offentlig service findes ikke i et statsløst samfund, og det lader liberalister så bare som om ikke er et problem.
Uden staten ville man som arbejdende person ikke have nogen skatteservice. Ingen ville opkræve skat, og folk ville være ladt i stikken med alt, hvad de tjente. Der ville ikke være sikret noget planøkonomisk monopol på sundhedsservice. Der ville ikke være nogen til at sætte folk i fængsel, hvis de udstedte penge. Uden staten ville vi ikke have den danske IOU nothing – kronen – indløselig i ingenting. Uden staten ville der ikke være monopolisering af kollektiv trafik. Alle og enhver ville uden videre kunne befordre passagerer mod betaling. Uden staten ville der ikke være beskyttelsesmonopolisering. Alle og enhver ville blive tilladt at beskytte sig og rykke ud til andre og forsvare dem uden restriktioner. Der ville ikke være nogen til at forbyde afgørelser af kriminalsager udenfor retsmonopolet, og til efterfølgende at ansætte folk til at få bank af de dømte eller blot lade den dømte stå på venteliste. Offeret ville komme i centrum; aldeles uberettiget. De kriminelle ville ikke blive sat sammen med andre kriminelle, trænet, og sikret et liv som fortsat kriminel. De ville få forfærdelige muligheder for ikke at være kriminelle. Uden staten ville vi ikke have en urskov af love. Hvad skulle vi gøre uden denne uundværlige lovservice. Vejmonopolet. Eksproprieringen ved offentligt byggeri. Monopolet på miljøbeskyttelse. Den nedre grænse for, hvem, der må arbejde. Støtten til ineffektive tiltag og straffen for effektive. Uddannelsesmonopolet. TV-monopolet. Sendetilladelserne. Licensen. Ubetinget filmstøtte. Radiostøtte. Teaterstøtte. Næsten ingen kunstnere ville være socialister. Konkurrenceomfordelingen. Telestyrelsen. Alliancen mellem interessegrupper og statsmagt ville forsvinde. Denne uundværlige alliance. NGOer ville pludselig være overladt til sig selv uden statsstøtte. Højskoler ville være nød til at levere et brugbart produkt. At købe andres hjælp ville koste det samme i timen som man selv tjener i stedet tre til fire gange så meget. Forfærdeligt. Folk ville kunne købe og sælge varer og tjenester mellem hinanden og besøge hinanden – UANSET om det var over en landegrænse! Landegrænserne ville forsvinde. De uundværlige landegrænser. Hvem skulle sikre at den økonomiske udvikling ikke ville give uanede muligheder ved at forbyde dit og dat og regulere luftrummet. Hvem skulle sikre at brugerprisen for at køre på en vej er nul? Bistandsklienterne – hvad skulle vi gøre uden dem? Hvem ville sikre gabet mellem uddannelsers indhold, varighed og deres formål? Kvinder ville kunne sælge deres tjenester uanset om de var i den fødedygtige alder. Barselsorlov betalt af tjenestekøberen ville være en saga blot. Hvem ville sikre at indvandrere, blev kaldt indvandrere. Og at de blev sikret en tilværelse på overførsler? Boligreguleringen ville forsvinde. Der ville blive bygget for meget, og priserne på boliger ville falde til skade for boligejerne. Og hvem sørge for pasning af min nabos handicappede søn. Da vel ikke min nabo?! Hvem skulle sørge for pasning af min farfar? Da vel ikke hans familie? Hvem skulle tage sig af de unavngivne svage? Da vel ikke dem, der mener de skal have hjælp? Og jeg kunne blive ved.
Men værst. Værst af alt. Vi ville ikke længere kunne fylde halvdelen af nyhederne med politik og problemer i vuggestuer, den kommunale hjemmepleje, folkeskoler, hospitaler, Det Kongelige Teater, fængslerne, politiet, den kollektive trafik, børnehaver, arbejdsformidlingen og Forsvaret. Og der ville ikke være noget skattestop. Og hvem skulle producere mælk? Og gafler. Vi ville ikke have nogen gafler.
Jeg kan kun foragte liberalisterne for deres blindhed. Næste gang de ikke vil eksproprieres og straffes for at være produktive, eller ikke vil have deres børns barndom spildt i folkeskolen, så kan de da bare flytte til Antarktis. Eller Mars.
Staten er nødvendig
