Bowling For Columbine

En blanding af vanvare og nysgerrighed fik mig til at gå ind for at se Michael Moores nyeste film, ’Bowling For Columbine’, der angiveligt handler om amerikanere og deres forhold til skydevåben. Jeg har tidligere set både Moores TV-programmer og hans første film ’Roger & Me’, der beskriver, hvordan han forfølger General Motors direktør over […]

En blanding af vanvare og nysgerrighed fik mig til at gå ind for at se Michael Moores nyeste film, ’Bowling For Columbine’, der angiveligt handler om amerikanere og deres forhold til skydevåben.
Jeg har tidligere set både Moores TV-programmer og hans første film ’Roger & Me’, der beskriver, hvordan han forfølger General Motors direktør over en længere periode for at få ham til at sige undskyld fordi han lukkede en fabrik i Moores hjemby i Michigan.

’Bowling For Columbine’ tager et interessant emne op: hvorfor er der så meget vold i USA? Med udgangspunkt i Columbine-tragedien, hvor et par utilpassede knægte skød og dræbte deres skolekammerater forsøger Moore angiveligt at opklare dette mysterium. Et prisværdigt initiativ, skulle man mene. Desværre er Moore ikke synderligt interesseret i dét, men vil hellere bruge sin tid på det han plejer: at propagandere for anti-kapitalisme og socialisme.

Men lad mig starte med at rose Moore for en ting. Han slår tidligt i filmen fast, at den megen vold umuligt kan skyldes, at skydevåben er så tilgængelige som de er . I hvert fald ikke alene. På den måde undgår han den mest almindelige faldgrube, men dette betyder ikke, at han ikke falder i. Filmen er nemlig fyldt med fejl, insinueringer og misinformation, som vi kender det fra Moores film og TV-optrædender.

Moore starter med at påstå, at han vil undersøge, hvorfor drengene fra Columbine egentlig gjorde det, de gjorde. Han afviser fornuftigt nok de sammenhænge som det kristne højre i USA prøvede at påvise imellem Columbine-tragedien og videospil, voldsfilm og musik , som f.eks. Marilyn Manson. I stedet prøver han humoristisk at påvise en sammenhæng imellem bowling og tragedien, da drengene angiveligt var til bowling-time den selv samme morgen, tragedien fandt sted. Dette har dog vist sig at være urigtigt, men Moore hænger sig ikke så meget i sådan noget som fakta.

Senere prøver han at påvise en meget søgt sammenhæng imellem, Lockheed-Martins fabrik i Littleton (hvor Columbine-skolen ligger) og tragedien. Angiveligt skulle de unge drabsmænd have slået folk ihjel, fordi deres forældre producerede masse-ødelæggelsesvåben på Lockheed-fabrikken. En noget urealistisk påstand, især når man tænker på, at Lockheeds fabrik i Littleton producerer affyringsramper til satelitter, og ikke missiler, som Moore påstår i filmen.

I det hele taget er hans fremstilling af Columbine-tragedien noget poppet og at påstå, at han har en reel interesse i at opklare de egentlige årsager til drengenes handling er nærmest en lodret løgn. For hvis han ville det, kunne han jo eventuelt have startet med at finde ud af, hvorfor de f.eks. valgte Hitlers fødselsdag til at begå deres ugerninger på.

I det hele taget forsøger Moore at få det hele til at se så sensationalistisk ud som muligt. En af de mest omtalte scener i filmen er således en, hvor han går ind og opretter en langtids-konto i en bank, og med det samme får udleveret en riffel i introduktions-tilbud. Det er ganske rigtigt, at en af de gaver man kan vælge, er en riffel (man kan også få golfkøller eller andre ting, men det nævner Moore ikke), men man får den ikke udleveret i banken, som Moore siger. Man skal derimod hente riflen et andet sted, når man er blevet tjekket i henhold til den gældende lov. Banken understreger således, at scenen er iscenesat.

Som om det ikke var nok, smutter Moore yderligere historieforfalskning og fordrejning ind i filmen. På et tidspunkt underholder han med en lille tegnefilms-sekvens, der fortæller USA’s historie. Udover at beskrive den amerikanske borgerkrig ganske ukorrekt, fortæller han (i øvrigt ganske korrekt) at der ligger racisme til grund for den amerikanske våbenkontrol. Det var nemlig sådan, at våbenkontrol blev indført for at kontrollere de sortes adgang til våben. Men på en eller anden måde får han det pludselig til at fremstå som om, at dem der støtter den frie adgang for våben (til både sorte og hvide) i dag, er racister. Det hænger simpelthen ikke sammen. Og det er vel også derfor, at Moore ikke har talt med nogle af sorte borgerrettighedsgrupper, der er imod våbenkontrol. De passer simpelthen ikke ind i Moores præsentation af forholdene.

Den værste og mest latterlige fordrejning, som forekommer i filmen er dog, efter min mening, i forbindelse med en meget tragisk historie. En ung mor har ikke noget arbejde. Derfor får hun bistandshjælp (ja, det kan man faktisk få i USA), og arbejder for disse bistandspenge i et aktiveringsprojekt. Hun arbejder i en butik, der kræver lang transporttid. Mens hun er i dette projekt, lader hun sin seks-årige søn passe af sin bror, der har været så uforsigtig at lade sin kaliber .32 ligge fremme, så drengen kan finde den. Drengen tager pistolen med i skole, og skyder og dræber en af sine klassekammerater: en lille pige på seks år.
En tragisk historie, som Moore formår at fordreje på det groveste, når han beskylder folkene bag aktiveringsprojektet (som i øvrigt er kædet sammen med Lockheed-Martin) for at være skyld i pigens død! Dette er så grov manipulation, at det er til at brække sig over. Moore nævner ikke med et eneste ord at onklen måske ikke burde lade pistolen ligge fremme, hvor et barn kan få fingre i den. Nej, det er selvfølgelig det store stygge, private selskabs skyld, det er klart.

Man skulle tro at topmålet af plathed var nået, men ak nej. Moore aftaler at lave et interview med Charlton Heston, der er talsmand for National Rifle Association, den (heldigvis stadig) indflydelsesrige, amerikanske våben-ejer organisation.

Heston er meget imødekommende overfor Moore, der spørger om de mærkeligste ting, som Heston umuligt kan svare på. F.eks. spørger Moore, hvorfor der forekommer så meget vold med skydevåben I USA. Heston siger noget med, at det muligvis kan have noget med de mange forskellige etniske grupper i USA at gøre, og straks får Moore det til at se ud som om, Heston er racist. At Heston er et af de mennesker, der har gjort mest for sortes rettigheder i filmindustrien i Hollywood, nævnes ikke med et eneste ord. Da Moore hiver et billede op af den seks-årige afdøde pige, bliver det for meget for Heston, der rejser sig op og går. Noget han burde have gjort for længst.

Og der er mange flere ting i den stil i filmen, men skulle jeg beskrive dem alle, ville denne anmeldelse blive et epos af dimensioner.

Moore konkluderer, at amerikanere bare er mere bange end andre, og at de er ofre for medier og lignende. Altså en noget tynd marionet-teori, der i øvrigt slet ikke tager højde for, at volden og kriminaliteten i USA i dag er faldende, samtidig med, at antallet af våben er stigende, og at der i dag er flere skydevåben end nogensinde. Men det passer, som så meget andet, slet ikke ind i Moores billede af hvordan det hele hænger sammen.

Mit største problem med Moores film, er ikke at den er politisk, men at den udgiver sig for at være noget, den ikke er: en dokumentar-film. I stedet bør man se det som en del af den tradition, der hedder cinema verité, der blander fiktion med virkelighed. Desværre er jeg allerede stødt på en del mennesker, der tror, at det de har set er den skinbarlige sandhed. Moores tendentiøse fremstilling passer kun alt for godt i de fordomsfulde europæeres primitive og helt unuancerede syn på USA. Denne skandaløst tendentiøse film vandt da også prisen som den bedste udenlandske film i forbindelse med uddelingen af Cæsar Film-priserne i Paris. Meget plat.

Se også Våben! og Charlton Hestons tale år 2000.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password